Bible in 90 Days

Jesus i forhør hos de jødiske ledere^(A)

⁵⁷ De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas’ hus, hvor de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere var forsamlede. ⁵⁸ Peter fulgte efter på afstand og vovede sig helt ind i gården til ypperstepræstens hus. Her satte han sig blandt vagterne for at se, hvad det ville ende med.

⁵⁹ Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. ⁶⁰ Selv om mange falske vidner blev ført frem, fandt de ingen holdbare anklager. Til sidst trådte to mænd frem og erklærede: ⁶¹ „Den mand har sagt, at han er i stand til at ødelægge Guds tempel og bygge det op igen inden tre dage!”

⁶² Så rejste ypperstepræsten sig. „Du har hørt anklagerne imod dig,” sagde han til Jesus. „Hvad har du at sige til dit forsvar?” ⁶³ Men Jesus forholdt sig tavs. Så sagde ypperstepræsten til ham: „Jeg tager dig i ed for den levende Guds ansigt. Sig os, om du er Messias, Guds Søn!”

⁶⁴ „Ja, det er jeg,” svarede Jesus. „Og det siger jeg jer: Engang skal I se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen på himlens skyer.”

⁶⁵ Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Han har hånet Gud! Hvad skal vi med flere vidner? I hørte selv, hvad han sagde. ⁶⁶ Hvad mener I andre?”

„Han er skyldig!” råbte de. „Han skal dø!”

^67-68 Så spyttede de ham i ansigtet og slog løs på ham med knyttede næver. Nogle slog ham med stokke og råbte: „Lad os se dine evner som profet, Messias! Hvem var det, der slog dig nu?”

Peter nægter at kendes ved Jesus^(B)

⁶⁹ Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. På et tidspunkt kom en pige hen til ham. „Du var også sammen med Jesus fra Galilæa,” sagde hun.

⁷⁰ Peter benægtede det højlydt: „Jeg aner ikke, hvad du taler om!”

⁷¹ Derefter gik han ud i portrummet. Men her fik en anden pige øje på ham. „Den mand var sammen med Jesus fra Nazaret,” sagde hun til dem, der stod rundt omkring.

⁷² „Nej, jeg sværger på, at jeg ikke kender den mand!” svarede Peter.

⁷³ Folk begyndte nu at stimle sammen om ham: „Jo, du er bestemt en af dem!” sagde de. „Din dialekt afslører, hvor du kommer fra.”

⁷⁴ Peter benægtede endnu en gang og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand!” I det samme galede en hane.

⁷⁵ Da huskede Peter, at Jesus havde sagt: „Inden hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.” Straks gik han udenfor og brast i en fortvivlet gråd.

Jesus sendes til Pilatus^(C)

27 Så snart det blev lyst,^[a] afsagde ypperstepræsterne og de øvrige ledere deres officielle dom, som lød på dødsstraf. ² Derefter blev Jesus bundet og ført til den romerske guvernør, der hed Pilatus.

Judas begår selvmord

³ Da forræderen, Judas, så, at Jesus blev dømt til døden, fortrød han, hvad han havde gjort. Han returnerede de 30 sølvmønter til ypperstepræsterne og de øvrige ledere. ⁴ „Jeg har begået en fejl,” sagde han. „Jeg er skyld i, at en uskyldig mand er blevet dømt til døden.”

„Hvad kommer det os ved?” svarede de. „Det bliver din sag.” ⁵ Så smed Judas pengene ind i templet og gik ud og hængte sig.

⁶ Ypperstepræsterne samlede pengene op. „Vi kan ikke lægge dem i templets indsamlingsbøsse,” sagde de til hinanden. „Der klæber blod ved de penge, så de kan ikke bruges til arbejdet i templet.” ⁷ Sagen blev drøftet, og man besluttede at købe den mark, hvor pottemagerne hentede deres ler. Den kunne bruges som begravelsesplads for de fremmede, der døde i Jerusalem. ⁸ Det er forklaringen på, at det sted stadig kaldes for „Blodmarken”. ⁹ Sådan opfyldtes det, som profeten Jeremias havde talt om: „De tog 30 sølvmønter—det var alt, hvad Israels folk vurderede ham til— ¹⁰ og de brugte dem til at købe pottemagermarken, som Herren havde sagt til mig.”^[b]

Jesus i forhør hos Pilatus^(D)

¹¹ Jesus blev nu ført frem for den romerske guvernør. „Er du jødernes konge?” spurgte han.

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus. ¹² Men da ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere fremførte deres anklager, tav han.

¹³ „Hører du ikke, hvad de beskylder dig for?” spurgte Pilatus. ¹⁴ Men Jesus tav stadig, og det undrede guvernøren sig meget over.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(E)

¹⁵ Der var tradition for, at guvernøren hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. ¹⁶ På det tidspunkt sad der en berygtet forbryder i fængsel. Han hed Barabbas. ¹⁷ Da folket nu stimlede sammen, spurgte Pilatus dem: „Hvem vil I helst have, at jeg skal løslade: Barabbas eller Jesus, som kaldes Messias?” ¹⁸ Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, de havde slæbt Jesus for retten. ¹⁹ Desuden havde Pilatus, mens han sad dér på dommersædet, modtaget følgende besked fra sin kone: „Lad den uskyldige mand være i fred. Jeg har i nat haft en forfærdelig drøm på grund af ham.”

²⁰ Men ypperstepræsterne og de øvrige ledere fik menneskemængden overtalt til at kræve Barabbas løsladt og Jesus henrettet. ²¹ Da guvernøren gentog spørgsmålet: „Hvem af de to skal jeg løslade?” råbte mængden derfor: „Barabbas!”

²² „Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”

„Han skal korsfæstes!” råbte mængden.

²³ „Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”

Men de råbte blot endnu højere: „Han skal korsfæstes!”

²⁴ Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: „Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.” ²⁵ Hele mængden råbte tilbage: „Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”

²⁶ Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.

De romerske soldater gør nar af jødernes konge^(F)

²⁷ Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. ^28-29 Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. „Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt. ³⁰ Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den. ³¹ Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(G)

³² På vejen derud traf de på en mand fra Kyrene. Han hed Simon. Ham tvang de til at bære Jesu kors. ³³ De gik hen til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). ³⁴ Her ville soldaterne give Jesus lidt vin med et bedøvelsesmiddel i, men da han havde smagt på det, ville han ikke drikke det.

³⁵ De naglede ham til korset og gav sig derefter til at rafle om hans tøj.^{[c] 36} Nogle satte sig ned for at holde vagt, ³⁷ mens andre anbragte et skilt på korset over hans hoved med anklagen imod ham. Der stod: „Det her er Jesus, jødernes konge”. ³⁸ Derefter blev to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus. ³⁹ Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: ⁴⁰ „Det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage. Red nu dig selv, hvis du er Guds Søn! Kom ned fra korset!”

⁴¹ Også ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere hånede Jesus: ⁴² „Den er god med ham!” sagde de. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde! Og han skulle være Israels konge? Lad ham nu tage og stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham! ⁴³ Han siger, at han stoler på Gud, og at han er Guds Søn. Så burde Gud også komme og redde ham!”

⁴⁴ Han blev også hånet af de to forbrydere, som var korsfæstet ved siden af ham.

Jesus dør^(H)

⁴⁵ Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. ⁴⁶ Klokken tre råbte Jesus højt: „Eli, Eli! Lema sabaktani!” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”^[d]

⁴⁷ Soldaterne, som holdt vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. ⁴⁸ En af dem løb hurtigt hen for at hente en svamp og hældte billig, sur vin på den. Derefter anbragte han svampen på en stang og holdt den op til Jesus for at han kunne drikke. ⁴⁹ De andre sagde: „Lad os se, om Elias kommer og redder ham.”

⁵⁰ Da udstødte Jesus igen et højt råb og udåndede.

⁵¹ I det samme blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst. Der kom et jordskælv, så nogle klipper revnede, ⁵² og der blev åben adgang til adskillige gravkamre. Mange af de gudfrygtige menneskers døde legemer blev levende. ⁵³ De kom ud af deres grave, og da Jesus senere var opstået fra de døde, gik de ind til Jerusalem, hvor de blev set af mange mennesker.

⁵⁴ Da officeren og soldaterne, som holdt vagt ved Jesus, så jordskælvet og alt det andet, der skete, blev de skrækslagne og råbte: „Den mand var virkelig en gudesøn!”^[e]

⁵⁵ Mange kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Det var dem, der havde fulgt Jesus fra Galilæa for at sørge for hans fornødenheder. ⁵⁶ Blandt dem var Maria Magdalene og den Maria, som var mor til Jakob og Josef, samt Zebedæussønnernes mor.

Jesus lægges i graven^(I)

^57-58 Der var en velhavende mand ved navn Josef fra Arimatæa, som var en discipel af Jesus. Han gik sidst på eftermiddagen hen til Pilatus for at anmode om at få udleveret Jesu lig. Pilatus gav sin tilladelse. ⁵⁹ Josef fik så liget taget ned og svøbt ind i et helt nyt lagen. ⁶⁰ Derefter blev det lagt i en ny gravhule, som han havde ladet hugge ud i en klippe til sig selv. Efter at en stor sten var rullet for indgangen, gik han hjem. ⁶¹ Både Maria Magdalene og den anden Maria sad lige over for graven og iagttog det hele.

Der sættes vagt ved graven

^62-63 Den følgende dag var det sabbat. Ypperstepræsterne og farisæerne gik til Pilatus og sagde: „Herre, vi er kommet i tanke om, at den bedrager engang sagde: ‚På den tredje dag vil jeg genopstå.’ ⁶⁴ Vi beder dig derfor give ordre til, at graven forsegles indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal stjæle hans lig og udsprede det rygte, at han er kommet til live igen. Det ville være et endnu større bedrag end det første.”

⁶⁵ Pilatus svarede: „Her har I vagtmandskab. Gå hen og bevogt graven, så godt I kan.”

⁶⁶ Så gik de hen og forseglede stenen og lod vagtmandskabet bevogte graven.

Jesus genopstår^(J)

28 Da sabbatten var forbi, og det var ved at blive lyst søndag morgen, begav Maria Magdalene og den anden Maria sig på vej ud for at se til graven.

² Pludselig rystede jorden voldsomt. En engel var nemlig kommet ned fra himlen, havde rullet stenen bort fra graven og sat sig på den. ³ Hans klæder var blændende hvide, og han udstrålede et stærkt lys. ⁴ Vagterne rystede af skræk og faldt lamslåede til jorden.

⁵ Da kvinderne nåede derhen, sagde englen til dem: „I skal ikke være bange! Jeg ved, at I søger efter Jesus, som blev korsfæstet. ⁶ Men han er ikke her! Han er genopstået, sådan som han forudsagde. Kom og se, hvor han lå. ⁷ Og skynd jer så hen og sig til hans disciple: ‚Jesus er genopstået fra de døde! Og han vil tage til Galilæa for at mødes med jer der.’ Husk nu, hvad jeg har sagt.”

⁸ Kvinderne løb af sted fra graven for hurtigst muligt at fortælle det til disciplene. De var dybt rystede, men jublende glade. ⁹ Mens de var på vej, stod Jesus pludselig foran dem og sagde: „Fred være med jer!” De faldt på knæ, rørte ved hans fødder og tilbad ham.

¹⁰ Jesus sagde til dem: „Vær ikke bange! Gå hen og sig til mine disciple, at de skal tage til Galilæa. Dér vil de få mig at se.”

Gravvagterne bestikkes

¹¹ Mens kvinderne endnu var på vej, var nogle af gravvagterne allerede nået ind til byen for at fortælle ypperstepræsterne, hvad der var sket. ^12-13 De øvrige jødiske ledere blev straks indkaldt til et krisemøde, hvor det blev besluttet at tilbyde vagterne en betydelig sum penge, hvis de ville sige, at disciplene havde stjålet Jesu lig om natten, mens de sov. ¹⁴ „Hvis guvernøren hører om det,” sagde de, „så skal vi nok ordne sagen med ham, så I ikke kommer i vanskeligheder.”

¹⁵ Vagterne tog imod pengene og gjorde, hvad de havde fået besked på. Derfor spredtes det rygte blandt jøderne, at disciplene havde stjålet Jesu lig, og det er der stadig nogen, der tror på.

Jesu sidste ord til disciplene^(K)

¹⁶ De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. ¹⁷ Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.

¹⁸ „Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus. ¹⁹ „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre^[f] Faderen og Sønnen og Helligånden, ²⁰ og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.”

Johannes Døber og hans budskab^(L)

1 Min beretning handler om Jesus, som er Guds Søn og den ventede Messias.

² At der skulle komme en forløber for Frelseren, har Gud forudsagt i de profetiske bøger.^[g] Der står jo skrevet:

³ og:

⁴ Den omtalte udsending var Johannes Døber. Han opholdt sig i de øde egne, og han sagde til folk, at de skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. ⁵ Fra Jerusalem og hele Judæaområdet kom folk strømmende til for at se og høre ham. Når de havde bekendt deres synder, døbte han dem i Jordanfloden. ⁶ Johannes var klædt i en profetkappe vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet.^[j] Han levede af græshopper og honning fra vilde bier. ⁷ Hans budskab var: „Der kommer snart en, som har større magt end jeg har. Jeg er end ikke værdig til at knæle ned og løse remmen på hans sandaler.^{[k] 8} Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med Helligåndens kraft.”^[l]

Jesus bliver døbt med vand og Helligånd^(M)

⁹ Også Jesus tog af sted fra sin hjemby, Nazaret i Galilæa, og kom til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. ¹⁰ Da Jesus efter dåben steg op af floden, så han himlen blive åbnet og Helligånden dale ned imod ham som en due. ¹¹ Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”^[m]

Fristelsen i ørkenen^(N)

^12-13 Straks efter sendte Helligånden Jesus ud i ødemarken, hvor han blev i 40 dage. Dér blev han fristet af Satan, og rundt omkring ham lurede de vilde dyr. Bagefter kom nogle engle og sørgede for mad til ham.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige^(O)

¹⁴ Kort tid efter blev Johannes sat i fængsel af kong Herodes,^[n] og Jesus begyndte at gå rundt i Galilæa og fortælle de gode nyheder fra Gud. ¹⁵ „Nu er tiden inde!” sagde han. „Nu er Guds rige kommet. I skal ændre jeres indstilling og tro på det glædelige budskab, som jeg bringer jer.”

Jesus udvælger sine første disciple^(P)

¹⁶ En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, fik han øje på to mænd, som var i færd med at fiske med kastenet i søen. Det var Simon og hans bror Andreas. ¹⁷ „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” råbte Jesus til dem. ¹⁸ Øjeblikkelig forlod de deres net og fulgte ham som hans disciple.^[o]

¹⁹ Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på Zebedæus’ sønner, Jakob og Johannes. De sad i deres båd og rensede nettene. ²⁰ Da Jesus kaldte på dem, gik de straks med ham. De efterlod deres far i båden sammen med de folk, han havde i arbejde.

Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder^(Q)

²¹ Snart efter nåede Jesus og hans disciple frem til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik de ind i synagogen, og Jesus fik anledning til at undervise der. ²² Hans ord gjorde dybt indtryk på de forsamlede, for han talte med en autoritet, som de ikke var vant til fra de skriftlærde.

²³ Blandt tilhørerne var der en mand, som var plaget af en ond ånd. ²⁴ Pludselig begyndte den onde ånd i manden at råbe: „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”

²⁵ „Ti stille, og kom ud af ham,” befalede Jesus. ²⁶ Den onde ånd fik manden til at ryste voldsomt og fór så skrigende ud af ham.

²⁷ De tilstedeværende blev grebet af forfærdelse og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvad er det her for noget? Det er en helt ny måde at undervise på, og sikken en autoritet han har. Selv de onde ånder adlyder ham!” ²⁸ Det, der var sket, rygtedes hurtigt ud over hele den del af Galilæa.

Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme^(R)

²⁹ Da mødet i synagogen var forbi, gik Jesus, Jakob, Johannes og Andreas med Simon hjem. ³⁰ Det viste sig, at Simons svigermor lå syg med feber, og det fortalte de Jesus. ³¹ Jesus gik straks hen til hende, tog hendes hånd og hjalp hende op. Feberen forsvandt med det samme, og hun gik i gang med at sørge for mad til dem.

³² Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi,^[p] bragte man en masse syge og dæmonbesatte mennesker til Jesus. ³³ Næsten hele byen stimlede sammen uden for huset. ³⁴ Jesus helbredte mange mennesker, der havde forskellige sygdomme. Desuden uddrev han mange onde ånder, men han tillod dem ikke at røbe, hvem han var.^[q]

Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa^(S)

³⁵ Næste morgen stod Jesus op længe før daggry og gik alene ud til et øde sted for at bede. ³⁶ Simon og de andre gik noget senere ud for at lede efter ham. ³⁷ Da de fandt ham, sagde de: „Alle folk spørger efter dig.” ³⁸ „Lad os tage hen til de andre landsbyer,” sagde Jesus. „De skal også høre det budskab, jeg er kommet for at fortælle.”

³⁹ Så vandrede Jesus gennem hele Galilæa og fortalte sit budskab i synagogerne, og han befriede mange mennesker fra dæmonernes magt.

Jesus helbreder en spedalsk mand^(T)

⁴⁰ En dag kom der en spedalsk^[r] mand til Jesus. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. „Hvis du vil, kan du gøre mig rask!” sagde han. ⁴¹ Jesus fik dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud og rørte ved ham. „Det vil jeg!” sagde Jesus. „Bliv rask!” ⁴² I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Manden var totalt helbredt. ⁴³ Jesus sagde da til ham: ⁴⁴ „Lad være med at fortælle det her til nogen. Men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”

⁴⁵ Men da manden gik derfra, råbte han til højre og venstre, at han var blevet helbredt. Folk stimlede nu sammen i store klynger omkring Jesus, og fra den dag var det umuligt for ham at gå ubemærket ind i en by. Han opholdt sig på øde steder, men selv dér kom folk til ham alle vegne fra.

Jesus viser sin magt til at tilgive synder^(U)

2 Nogle dage senere kom Jesus igen til Kapernaum, og det blev hurtigt kendt over hele byen, at han var ankommet. ² Det varede ikke længe, før der kom så mange mennesker til det hus, hvor han var, at folk stod langt ud på gaden for om muligt at høre, hvad han havde at sige. ³ Fire mænd kom gående derhen med en lam mand på en båre. ⁴ Da de ikke kunne komme ind til Jesus på grund af mængden af mennesker, gik de op ad trappen til husets flade tag. De fjernede et stykke af taget og firede så båren med den syge mand ned lige foran ham. ⁵ Da Jesus så den tro, som disse mænd havde vist, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet!”

⁶ Nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte ved sig selv: ⁷ „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”^{[s] 8} Jesus var i sin ånd klar over, hvad de tænkte, og han sagde til dem: „Hvorfor tænker I sådan? ⁹ Hvad er lettest at sige til den lamme mand her: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op, tag din båre og gå på dine ben’? ¹⁰ Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen^[t] har magt på jorden til at tilgive synder.” ¹¹ Med disse ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!” ¹² Manden rejste sig, tog sin båre og gik sin vej for øjnene af de forbløffede tilskuere, som straks gav sig til at lovprise Gud for det under, der var sket. „Vi har aldrig set noget lignende!” udbrød de begejstret.

Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster^(V)

¹³ Senere gik Jesus igen ud langs Galilæasøen. En masse mennesker fulgte i hælene på ham, og han underviste dem, mens han gik. ¹⁴ Da han passerede toldstedet, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde der. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. Straks rejste Levi sig og fulgte med ham som en af hans disciple.

¹⁵ Derefter blev Jesus og disciplene indbudt til spisning i Levis hjem. Mange skatteopkrævere og nogle af de andre „syndere”, som til stadighed fulgte Jesus, blev også inviteret. ¹⁶ Da nu de skriftlærde blandt farisæerne så Jesus i det selskab, sagde de til hans disciple: „Hvordan kan han få sig selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?”

¹⁷ Jesus hørte det og svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”

Jesus kommer med en ny lære^(W)

¹⁸ En dag, da Johannes Døbers disciple og farisæerne havde en fastedag,^[u] kom der nogle og spurgte Jesus: „Hvorfor faster dine disciple ikke, når både farisæernes og Johannes’ disciple gør det?”

¹⁹ „Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham,” svarede Jesus. ²⁰ „Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.

²¹ Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at når den nye lap krymper, river den det gamle tøj i stykker, så hullet bliver endnu værre. ²² Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges—den nye vin går til spilde, og de gamle sække bliver ødelagt. Nej, til ny vin bruger man nye lædersække.”

Jesus er herre over sabbatten^(X)

²³ En dag, da det var sabbat, gik Jesus og hans disciple langs en kornmark, og mens de gik, plukkede disciplene nogle aks og spiste kernerne. ²⁴ Nogle af farisæerne irettesatte Jesus: „Hvordan kan du tillade, at dine disciple høster korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”

²⁵ „Har I aldrig læst om, hvad David gjorde, da han og hans mænd kom i nød og blev sultne?” svarede Jesus. ²⁶ „På den tid da Ebjatar var ypperstepræst, gik David hen til Guds hus, og han og hans mænd spiste af de hellige brød, som egentlig kun præsterne havde lov til at spise af.”

²⁷ Så tilføjede han: „Sabbatten blev til for menneskets skyld—mennesket blev ikke til for sabbattens skyld. ²⁸ Altså er Menneskesønnen herre over sabbatten.”

Jesus helbreder en mand på sabbatten^(Y)

3 Jesus og disciplene gik ind i en synagoge, og dér var der en mand med en forkrøblet hånd. ² Farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede manden på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.

³ Jesus sagde nu til manden med den forkrøblede hånd: „Rejs dig op og stå her i midten.” ⁴ Derefter spurgte han forsamlingen: „Hvad siger Guds lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller til noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” Men ingen svarede. ⁵ Jesus så rundt på forsamlingen, vred og bedrøvet over deres stenhårde hjerter. Så sagde han til manden: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han—og straks blev hånden rask.

⁶ Farisæerne rejste sig øjeblikkeligt og forlod synagogen. Kort efter mødtes de med herodianerne for at drøfte, hvordan de kunne få skaffet Jesus af vejen.

Masser af mennesker flokkes om Jesus

⁷ Jesus og hans disciple gik nu ned mod søen, og en masse mennesker fulgte efter dem. De fleste kom fra Galilæa, men mange kom helt fra Judæa, ⁸ Jerusalem, Idumæa og fra landet på den anden side af Jordanfloden—ja, endog helt fra Tyrus og Sidon. De store undere, Jesus gjorde, rygtedes vidt omkring, og folk kom strømmende for at se, hvad der foregik. ⁹ Jesus gav sine disciple besked på at holde en båd klar, så han kunne gå om bord i den, hvis han blev for voldsomt trængt af folkeskaren på bredden. ¹⁰ For han helbredte så mange mennesker, at de syge pressede på fra alle sider for at røre ved ham. ¹¹ Når de, som var plaget af dæmoner, så ham, faldt de på knæ foran ham og skreg: „Du er Guds Søn!” ¹² Men Jesus forbød dem strengt at røbe, hvem han var.

Jesus udvælger de 12 apostle^(Z)

¹³ En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Deredter kaldte han på de disciple, som han ønskede, og de kom til ham. ¹⁴ På den måde gjorde han 12 af sine disciple til apostle. De skulle stå i lære hos ham, så han senere kunne sende dem ud med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab ¹⁵ og til at uddrive onde ånder. ¹⁶ Her er navnene på de 12: Simon, som Jesus senere gav navnet Peter; ¹⁷ Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus (de blev kaldt „Tordensønnerne”); ¹⁸ Andreas; Filip; Bartolomæus; Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper^{[v] 19} og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.

Jesus under falsk anklage^(AA)

²⁰ Når Jesus og hans disciple gik hjem, fulgte der ofte så mange mennesker med ind i huset, at de ikke engang kunne komme til at spise. ²¹ Da hans familie hørte om det, tog de af sted for at få fat i ham, for de mente, at han var gået fra forstanden.

²² Nogle skriftlærde, der var kommet helt fra Jerusalem, gik rundt og sagde: „Jesus står i ledtog med Satan,^[w] de onde ånders fyrste. Det er derfor, han kan uddrive de onde ånder!”

²³ Jesus kaldte dem til sig og talte til dem i billeder: ²⁴ „Hvordan kan Satan uddrive sine egne onde ånder?” spurgte han. „Et land, som ligger i krig med sig selv, kan ikke bestå, ²⁵ og et hjem, der er i splid med sig selv, går snart i opløsning. ²⁶ Hvis Satan nu er begyndt at kæmpe mod sine egne, så er han kommet i krig med sig selv, og det er ude med ham.

²⁷ Man kan ikke bare bryde ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har. Man må først binde ham. Derefter kan man tage, hvad han har i sit hus.

²⁸ Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al deres synd og al deres gudsbespottelse, ²⁹ men hvis de håner Helligånden, så er der ingen tilgivelse længere. Det er en synd med evige konsekvenser.” ³⁰ Det sagde Jesus til dem, fordi de påstod, at det var ved Satans kraft og ikke ved Helligåndens kraft, han uddrev de onde ånder.

De, der gør Guds vilje, hører Jesus til^(AB)

^31-32 Nu kom så Jesu mor og brødre til det overfyldte hus, hvor han underviste. De sendte bud ind til ham og bad ham komme udenfor. „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde de, der sad nærmest ved ham. ³³ „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” spurgte Jesus og lod blikket glide rundt på den forsamling, der sad omkring ham: ³⁴ „Min mor og mine brødre sidder her! ³⁵ For den, der gør Guds vilje, er min bror eller søster eller mor.”

Billedet med jordbunden^(AC)

4 Senere gav Jesus sig igen til at undervise nede ved søen, og en stor skare mennesker samledes omkring ham. Derfor gik han om bord i en båd, hvorfra han kunne sidde og tale til menneskeskaren, der stod på bredden. ² Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.

³ „Hør godt efter!” sagde han. „En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark. ⁴ Som han nu gik og strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. ⁵ Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, ⁶ men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. ⁷ Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte kornplanterne, så de ikke satte aks. ⁸ Men noget af kornet faldt i god jord. Det voksede op og gav afgrøde på 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået. ⁹ Lad dem høre, som har øre.”

Guds riges mysterier forklares kun for disciplene^(AD)

¹⁰ Når Jesus var alene med de Tolv og de øvrige, som fulgte ham, plejede de at spørge ham om meningen bag hans billeder.

¹¹ Hans svar lød: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive åbenbaret, men de, som ikke følger mig, må nøjes med at spekulere over billedtalen. ¹² Derved opfyldes ordet:

Jesus forklarer billedet med jordbunden^(AE)

¹³ Jesus fortsatte: „Har I ikke forstået billedet med kornet og jordbunden? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre billeder?

¹⁴ Kornet, som landmanden såede, er et billede på Guds ord. ¹⁵ Nogle mennesker er som vejen. Når de hører Guds ord, kommer Satan straks og piller de ord væk, som blev sået i dem. ¹⁶ Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører Guds ord, tager de straks imod det med glæde. ¹⁷ Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. ¹⁸ Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, ¹⁹ men de daglige bekymringer, den forførende materialisme og lysten til at gøre alt muligt andet kvæler ordet, så der ikke bliver nogen frugt af det. ²⁰ Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager imod det. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”

Brug det lys, du har fået^(AF)

²¹ Jesus fortsatte: „Hvis nogen tænder en lampe, er det vel ikke for at stille den under en spand eller ind under sengen? Nej, de stiller lampen højt og frit, så den kan sprede sit lys. ²² Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det, og det, som er hemmeligt, vil blive åbenbaret. ²³ Lad dem høre, som har øre!”

²⁴ Jesus fortsatte: „Læg godt mærke til, hvad I hører. I skal modtage i samme forhold, som I giver. Ja, I skal få endnu mere, end I har givet. ²⁵ De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det hele.”

Om Guds riges vækst^(AG)

²⁶ Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „En landmand går ud og sår korn i sin mark. ²⁷ Så går han hjem, og den ene dag følger den anden. Mens han sover, og mens han er vågen, vokser kornet ude på marken, uden at han kan forklare, hvordan det går til. ²⁸ Jorden bærer frugt helt af sig selv. Først strå, så aks og til sidst kerner i aksene. ²⁹ En dag står hele marken moden og er klar til høst. Så kommer landmanden med sin segl for at gå i gang med indhøstningen.”

³⁰ Jesus fortsatte: „Hvad kan vi sammenligne Guds rige med? Hvilket billede kan vi bruge? ³¹ Jo, Guds rige er som et sennepsfrø. Det frø er det allermindste. ³² Men når det er sået, vokser planten op og breder sig mere end de andre buske. Den danner grene, som er store nok til, at fuglene kan bygge rede og søge ly i dens skygge.”

Om brugen af billedtale^(AH)

³³ Jesus brugte mange sådanne billeder, alt efter hvad folk var i stand til at forstå. ³⁴ Ja, når han underviste folkeskarerne, brugte han udelukkende den slags billeder, og det var kun, når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød.

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig^(AI)

³⁵ Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” ³⁶ Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.

³⁷ Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. ³⁸ Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” ³⁹ Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. ⁴⁰ „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”

⁴¹ Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”

Jesus sætter en ikke-jøde fri fra dæmonernes magt^(AJ)

5 Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes^[y] egn. ^2-3 Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser. ⁴ Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham, ⁵ og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.

⁶ Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham. ^7-8 Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”

⁹ „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!” ¹⁰ Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.

¹¹ Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden. ¹² „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne. ¹³ I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.

¹⁴ Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket. ¹⁵ Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange. ¹⁶ De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til. ¹⁷ Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.

¹⁸ Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham. ¹⁹ „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud^[z] i sin barmhjertighed har gjort for dig.”

²⁰ Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.

Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde^(AK)

²¹ Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, ²² kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham ²³ og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”

²⁴ Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham. ²⁵ Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger. ²⁶ I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod. ^27-28 Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet. ²⁹ Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.

³⁰ Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.

³¹ „Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”

³² Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.

³³ Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele. ³⁴ „Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”

³⁵ Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.” ³⁶ Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”

³⁷ Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes. ³⁸ Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset. ³⁹ Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.” ⁴⁰ De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.

⁴¹ Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!” ⁴² Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund. ⁴³ „I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”

Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby^(AL)

6 Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. ² Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? ³ Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose,^[aa] Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias.

⁴ Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.” ⁵ Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem. ⁶ Og han undrede sig meget over deres mangel på tro.

Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.

Jesus udsender de 12 disciple^(AM)

⁷ En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud ^8-9 og sagde til dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end deres vandringsstav. „I skal hverken tage mad eller penge med,” fortsatte han, „heller ikke en taske med ekstra tøj og sandaler. ¹⁰ Når I kommer til et hjem, hvor de tager imod jer, skal I blive boende dér. Lad være med at flytte fra hus til hus. ¹¹ Hvis ingen vil invitere jer indenfor eller høre på jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at fra nu af er de overladt til deres egen skæbne.”

¹² Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle ændre deres indstilling og tro på Jesus. ¹³ De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er^(AN)

¹⁴ Jesus blev mere og mere kendt, og det varede ikke længe, før også kong Herodes hørte rygterne om ham. Man diskuterede, hvem Jesus egentlig var. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde, og at det var derfor, han kunne gøre mirakler. ¹⁵ Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet tilbage, mens andre mente, at han var en profet ligesom de kendte profeter fra gamle dage. ¹⁶ Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”

^17-19 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: „Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes, ²⁰ men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.

²¹ Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodes’ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.

²² Herodias’ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have. ²³ „Forlang hvad du vil!” råbte han. „Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”

²⁴ Pigen løb ud til sin mor og spurgte: „Hvad skal jeg forlange?”

„Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.

²⁵ Pigen løb tilbage til kongen. „Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, „nu med det samme—på et fad!”

²⁶ Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne. ²⁷ Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes. ²⁸ Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.

²⁹ Da Johannes’ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.

Bespisningen af de 5000^(AO)

³⁰ De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. ³¹ „I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.

³² Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted. ³³ Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken. ³⁴ Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.

³⁵ Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde. ³⁶ Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”

³⁷ „I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus.

„Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer^[ab] til alle de mennesker!” spurgte de.

³⁸ „Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han.

Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.

³⁹ Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs, ⁴⁰ og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker.^{[ac] 41} Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud, ⁴² og alle fik nok og blev mætte. ^43-44 5000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.

Disciplenes tøvende tro^(AP)

⁴⁵ Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. ⁴⁶ Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.

⁴⁷ Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, ⁴⁸ og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. ⁴⁹ Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. ⁵⁰ Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” ⁵¹ Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. ⁵² At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.

Helbredelser i Genesaret området^(AQ)

⁵³ De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. ⁵⁴ Aldrig så snart var de kommet ned fra båden, før folk genkendte ham. ⁵⁵ De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, ⁵⁶ og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev raske.

Guds befalinger og menneskelige traditioner^(AR)

7 En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at holde Jesus under observation. ² De lagde mærke til, at nogle af hans disciple spiste med „vanhellige”, dvs. uvaskede hænder. ^3-4 Jøderne—og ikke mindst farisæerne—var nemlig meget nøjeregnende med at overholde forfædrenes overleveringer, bl.a. de mange forskrifter for, hvordan man skulle rense kobberskåle, kander og krus,^[ad] som var blevet urene, og hvordan man skulle rense hænderne på en bestemt måde, når man kom hjem fra markedspladsen, eller når man skulle til at spise.

⁵ Farisæerne og de skriftlærde spurgte nu Jesus: „Hvorfor følger dine disciple ikke de regler, vores forfædre har pålagt os? De spiser jo med vanhellige hænder!”

⁶ „I er nogle hyklere!” udbrød Jesus. „Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajas’ bog:

⁸ De ord passer på jer, for I tilsidesætter Guds bud og følger menneskelige traditioner i stedet for. ⁹ Hvor smukt af jer at ophæve Guds befalinger for at kunne overholde jeres egne traditioner!

¹⁰ For eksempel gav Moses jer følgende befaling fra Gud: ‚Du skal ære din far og din mor!’ Han sagde også: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø.’^{[af] 11} Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’ ¹² så har man lov til at lade være med at hjælpe sine forældre. ¹³ På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner. Det er bare ét eksempel ud af mange.”

Hvad gør et menneske urent i Guds øjne?^(AS)

¹⁴ Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter, alle sammen! Prøv at forstå, hvad jeg siger: ¹⁵ Det er ikke det, som udefra kommer ind i et menneske, der gør det urent i Guds øjne. Tværtimod—det er det, som kommer ud inde fra mennesket, der gør det urent. ¹⁶ Lad dem høre, som har øre!”^[ag]

¹⁷ Jesus gik derefter ind i det hus, hvor han holdt til, for at slippe bort fra folkemængden, og hans disciple spurgte ham, hvad meningen var med det billede. ¹⁸ „Forstår I stadig ingenting?” sagde Jesus. „Så hør her: Det er jo ikke den mad, som udefra kommer ind i et menneske, der gør et menneskes tanker urene, ¹⁹ for maden kommer ned i maven og forsvinder ud igen.” Ved at sige det erklærede han, at al slags mad var acceptabel i Guds øjne. ²⁰ Han tilføjede: „Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, ²¹ dvs. de onde tanker, som fører til: seksuel synd, tyveri, mord, ²² utroskab, griskhed, ondskab, bedragerier, udsvævelser, misundelse, bagvaskelse, arrogance og tåbelig snak. ²³ Alle disse onde ting kommer indefra og forurener menneskene.”

En ikke-jødisk kvindes tro^(AT)

²⁴ Derefter forlod Jesus og disciplene Galilæa og kom til egnene omkring Tyrus. Der fandt de et hus at bo i og ville gerne være forblevet ubemærket. Men det var umuligt. ^25-26 Jesus blev straks opsøgt af en ikke-jødisk kvinde fra egnen, som havde hørt om ham. Hun havde en datter, som var plaget af en ond ånd, og hun kom nu og faldt på knæ foran Jesus og bønfaldt ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.

²⁷ Jesus sagde til hende: „Jeg må først tage mig af mine egne ‚børn’, jøderne. Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

²⁸ „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene ind under bordet og spiser de krummer, som børnene taber.”

²⁹ Så sagde Jesus til hende: „Fordi du svarede på den måde, skal du få, hvad du bad om. Gå nu blot hjem. Den onde ånd har forladt din datter.”

³⁰ Da hun kom hjem, lå hendes datter roligt i sengen. Den onde ånd var forsvundet.

Jesus helbreder en døvstum mand, som ikke var jøde^(AU)

³¹ Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolis’ egne øst for Genesaret Sø. ³² En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham. ³³ Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge, ³⁴ så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: „Luk dig op!”

³⁵ Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt. ³⁶ Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, ³⁷ for de var ude af sig selv af forundring. „Han kan klare alt!” sagde folk til hinanden. „Han helbreder både de stumme og de døve.”

Bespisningen af de 4000 ikke-jøder^(AV)

8 Der var igen samlet en stor skare mennesker omkring Jesus, og de havde ikke noget at spise. Jesus kaldte så på disciplene. ² „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. ³ Hvis jeg sender dem af sted uden at give dem noget, kan de falde om af udmattelse på vejen hjem. Nogle af dem er jo kommet langvejsfra.”

⁴ „Men det er da umuligt at skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.

⁵ „Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus.

„Syv,” svarede de.

⁶ Så fik han folk til at sætte sig på jorden. Derefter tog han de syv brød, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, som så delte mad ud til folkeskaren. ⁷ Der var også nogle småfisk, som Jesus bad en takkebøn for, hvorefter han gav dem til disciplene, for at de skulle dele dem ud. ⁸ Der var nok til, at alle spiste sig mætte, og da resterne blev samlet sammen, fyldte de syv kurve. ⁹ Tallet på de tilstedeværende mænd var ca. 4000. Efter måltidet fik han dem alle til at gå hjem.

¹⁰ Umiddelbart efter gik Jesus om bord i en båd sammen med sine disciple, og de sejlede til egnene ved Dalmanuta.

Farisæerne nægter at tro på Jesus som Messias^(AW)

¹¹ Da farisæerne der på stedet fik at vide, at Jesus var kommet, gik de hen for at diskutere med ham. De bad ham om at gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var kommet fra Gud. På den måde ville de sætte ham på prøve.

¹² Jesus sukkede dybt i sin ånd: „Visse mennesker forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men det siger jeg jer: Sådanne mennesker får ikke noget tegn at se!”

¹³ Sammen med sine disciple forlod Jesus nu de vantro farisæere, gik op i båden og sejlede over til den anden side af søen.

Advarsel mod farisæernes vantro^(AX)

¹⁴ Disciplene havde glemt at tage mere brød med, så de havde kun ét brød med sig i båden. ¹⁵ Så da Jesus advarede dem og sagde: „Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra Herodes og farisæerne,” ¹⁶ begyndte de at diskutere, om han havde sagt det, fordi de ikke havde brød nok med.

¹⁷ Jesus var klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med?” sagde han. „Fatter I endnu ikke alt det, som allerede er sket? ¹⁸ Har I ikke øjne at se med? Har I ikke ører at høre med? ¹⁹ Har I allerede glemt det, der skete med de 5000, jeg bespiste med fem brød? Hvor mange kurve med brødrester samlede I ind bagefter?”

„Tolv,” svarede de.

²⁰ „Og da jeg bespiste de 4000 med syv brød, hvor meget blev der da tilovers?”

„Syv kurvfulde,” svarede de.

²¹ „Fatter I stadig ingenting?”

Jesus helbreder en blind mand i Betsajda

²² Da de ankom til Betsajda, kom folk med en blind mand og bad Jesus røre ved ham og helbrede ham. ²³ Jesus tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen. Så spyttede han på den blinde mands øjne og lagde hænderne på dem. Derefter tog han hænderne væk igen og spurgte: „Kan du se noget nu?”

²⁴ Manden så sig omkring. „Ja, jeg kan vist se nogle mennesker, for der er noget ligesom træer, der går omkring.”

²⁵ Jesus lagde igen hænderne over mandens øjne, og nu blev hans syn normalt, så han kunne se alt tydeligt. ²⁶ Derpå sendte Jesus ham hjem, idet han sagde: „Lad være med at sige det til nogen i landsbyen.”

Peters åbenbaring om Jesus som Messias^(AY)

²⁷ Jesus og disciplene forlod nu Galilæa og satte kursen mod landsbyerne omkring Cæsarea Filippi. Undervejs spurgte han dem: „Hvem siger folk, at jeg er?”

²⁸ „Nogle mener, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, du er Elias eller en anden af de gamle profeter, der er genopstået.”

²⁹ „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

Peter svarede: „Du er Messias, den frelser, vi har ventet på!”

³⁰ Jesus advarede dem dog imod at fortælle det til nogen.

Messias som den lidende Frelser^(AZ)

³¹ Derefter gav Jesus sig til at fortælle dem om de lidelser, der ventede ham. „De vil forkaste mig alle sammen,” sagde han, „både ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. Til sidst dræber de mig—men på den tredje dag^[ah] står jeg op fra de døde.”

³² Jesus talte frit ud om det, men Peter trak ham til side og prøvede at tale ham fra det. ³³ Da vendte Jesus ryggen til Peter og irettesatte ham: „Gå væk fra mig, Satan! Du forstår jo ikke, hvad der er Guds vilje. Du ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”

Det koster dyrt at følge Guds vilje^(BA)

³⁴ Han kaldte nu alle disciplene og hele folkeskaren sammen og sagde: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet. ³⁵ De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der mister livet, fordi de holder fast ved mig og mit budskab, vil få det evige liv. ³⁶ Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? ³⁷ Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? ³⁸ Hvis I fornægter mig og mine ord, når I står over for denne verdens vantro og syndige mennesker, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars herlighed sammen med de hellige engle.”

9 Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme blive åbenbaret med kraft.”

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed^(BB)

² Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. ³ Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. ⁴ Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus.

⁵ „Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”

⁶ Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede.

⁷ Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”

⁸ Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus.

⁹ På vej ned ad bjerget sagde Jesus til sine tre ledsagere, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set oppe på bjerget, før han var genopstået fra de døde. ¹⁰ De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde.

Skulle „Elias” ikke komme før Messias?^(BC)

¹¹ Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”

^12-13 Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt.^[ai] Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?”