Bible in 90 Days

Alt er muligt for den, som tror^(A)

¹⁴ Da de kom ned fra bjerget, så de, at der stod en stor flok mennesker omkring de øvrige ni disciple, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. ¹⁵ Da folkeskaren så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. ¹⁶ Så spurgte Jesus dem: „Hvad drejer diskussionen sig om?”

¹⁷ „Mester,” råbte en mand i skaren, „jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. ¹⁸ Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.”

¹⁹ „Åh, I vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.”

²⁰ De førte drengen derhen, men aldrig så snart havde den onde ånd fået øje på Jesus, før den hev og sled i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. ²¹ Jesus vendte sig mod drengens far: „Hvor længe har han haft det sådan?”

„Fra han var ganske lille,” lød svaret. ²² „Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os—hvis du kan!”

²³ „Hvis jeg kan?” sagde Jesus. „For den, som tror, er alting muligt.”

²⁴ „Jeg tror!” råbte faderen. „Afhjælp min vantro!”

²⁵ Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: „Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!”

²⁶ Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og der gik en mumlen gennem skaren: „Han er død!”

²⁷ Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene—og han blev stående.

²⁸ Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”

²⁹ „Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,”^[a] svarede han.

Jesus taler igen om sin død og genopstandelse^(B)

³⁰ Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed, ³¹ for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: „Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”

³² Disciplene fattede ikke, hvad han snakkede om, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.

Den største er den, som vil tjene^(C)

³³ De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: „Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”

³⁴ Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde. ³⁵ Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.

³⁶ Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: ³⁷ „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.”

Den, der ikke er imod, er for^(D)

³⁸ Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”

³⁹ „Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. ⁴⁰ Den, der ikke er imod os, er for os.^{[b] 41} Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.

Fristelser, som fører til fortabelse^(E)

⁴² Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.

⁴³ Hvis din hånd er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd end at blive kastet i Helvedes uudslukkelige ild med begge hænder i behold.^{[c] 45} Er det din fod, der får dig til at falde fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå haltende ind til det evige liv end at blive kastet i Helvede med begge ben i behold. ⁴⁷ Er det øjet, der får dig til at falde fra troen, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at blive kastet i Helvede med begge øjne i behold. ⁴⁸ Det er et sted, hvor ‚ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes.’^[d]

Gennem prøvelsernes ild til hellighed

⁴⁹ Enhver discipel skal renses gennem prøvelsernes ild. ⁵⁰ Et liv levet i fuld lydighed til Gud er et prisværdigt liv—men et liv uden lydighed er lige så nytteløst som salt, der har mistet sin kraft. Lev med visdom og hold fred med hinanden.”^[e]

Om ægteskab og skilsmisse^(F)

10 Derefter satte Jesus og disciplene kursen mod Judæa og kom undervejs gennem området øst for Jordanfloden. Som sædvanlig samledes store folkeskarer omkring ham, og han underviste dem, som han plejede.

² Nogle farisæere prøvede at stille fælde for ham og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone?”

³ Jesus begyndte med et modspørgsmål: „Hvad sagde Moses om skilsmisse?”

⁴ „Moses gav manden lov til at udstede et skilsmissebrev og sende konen bort,” svarede de.^[f]

⁵ „Moses gav den tilladelse på grund af menneskers uforsonlige holdning,” sagde Jesus. ⁶ „Men det var ikke Guds mening fra begyndelsen, for der står skrevet, at han ‚skabte dem som mand og kvinde’.^{[g] 7} Der står også skrevet: ‚Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, ⁸ og de to skal blive ét.’^[h] Altså er de ikke længere to, men en enhed. ⁹ Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”

¹⁰ Da Jesus senere var alene med sine disciple inden døre, bragte de atter emnet på bane. ¹¹ Han sagde da til dem: „Hvis en mand skiller sig fra sin kone og derefter gifter sig med en anden, er han skyldig i ægteskabsbrud mod sin første kone. ¹² Og hvis en kone går fra sin mand og gifter sig med en anden, er det hende, som begår ægteskabsbrud mod sin første mand.”

Hvordan man får adgang til Guds rige^(G)

¹³ På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. ¹⁴ Da Jesus så det, blev han vred og sagde: „Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. ¹⁵ Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.” ¹⁶ Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Hvordan man får det evige liv^(H)

¹⁷ Da Jesus ville gå videre, kom en mand løbende og faldt på knæ foran ham. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Fortæl mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

¹⁸ „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. ¹⁹ Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, du må ikke bedrage nogen, og du skal ære din far og din mor.”

²⁰ „Jamen, Mester,” svarede manden, „alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung.”

²¹ Jesus så kærligt på ham. „Du mangler én ting,” sagde han. „Gå hjem, sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig.”

²² Manden blev ilde til mode over det svar og gik nedslået bort. Han var nemlig meget rig.

²³ Jesus kiggede rundt på disciplene. „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige,” sagde han. ²⁴ De stirrede forfærdet på ham. Jesus gentog: „Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.^{[i] 25} Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

²⁶ Disciplene var rystede. De kunne ikke tro deres egne ører, men sagde til hinanden: „Hvem kan så få det evige liv?”

²⁷ Jesus så på dem og sagde: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud, for Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus^(I)

²⁸ „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har jo forladt alt for at følge dig.”

²⁹ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig og forkynde mit budskab, ³⁰ skal få det 100 gange igen nu her i det jordiske liv: nye hjem, nye brødre, søstre, mødre, børn og nyt arbejde—men også forfølgelser. Desuden får de det evige liv i den kommende verden. ³¹ Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø^(J)

³² Jesus og disciplene fortsatte nu deres vandring ind mod Jerusalem. Jesus gik forrest, mens hans ledsagere sakkede bagud. Disciplene var stadig rystede, og de andre, som fulgte med, var bange. Jesus kaldte nu de Tolv til sig og fortalte dem igen om det, der skulle ske med ham.

³³ „Når vi kommer til Jerusalem,” sagde han, „vil Menneskesønnen blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde. De vil dømme mig til døden og udlevere mig til romerne, ³⁴ som vil håne mig og spytte på mig. Jeg vil blive pisket og til sidst slået ihjel. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

Lederskab i Guds rige^(K)

³⁵ Lidt senere gik Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes, hen til Jesus og sagde: „Mester, vi vil bede dig gøre noget for os.”

³⁶ „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?” spurgte Jesus.

³⁷ „Når du bliver konge i Guds rige, vil vi gerne sidde på de troner, der står nærmest ved din. Den ene af os på højre side og den anden på venstre side.”

³⁸ „I ved ikke, hvad I beder om. Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme? Kan I følge mig i den smertefulde dåb, som jeg skal igennem?”

³⁹ „Ja, det kan vi.”

„Godt, I skal få lov at tømme samme bæger og døbes med samme dåb som jeg, ⁴⁰ men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Gud har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”

⁴¹ Da de andre ti disciple hørte, hvad Jakob og Johannes havde bedt om, blev de vrede. ⁴² Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. ^43-44 Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. ⁴⁵ Menneskesønnen kom heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”

En blind bliver helbredt og slutter sig til Jesus^(L)

⁴⁶ Jesus og disciplene nåede så frem til Jeriko. Da de senere forlod byen, blev de fulgt af en skare af mennesker. Ved vejkanten sad der en blind tigger ved navn Bartimæus, Timæus’ søn. ⁴⁷ Da han hørte, at Jesus fra Nazaret nærmede sig, begyndte han at råbe: „Jesus, du Davids Søn,^[j] forbarm dig over mig!”

⁴⁸ Der var mange, der skældte ham ud og sagde, at han skulle tie stille. Men han var ikke til at standse. Højere og højere råbte han: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”

⁴⁹ Jesus standsede og sagde: „Bring ham herhen!”

Så var der nogle, der gik hen og sagde til den blinde: „Vær ved godt mod! Rejs dig og kom. Jesus kalder på dig.”

⁵⁰ Bartimæus kastede sin kappe til side, sprang op og gik hen mod Jesus.

⁵¹ „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.

„Mester! Jeg vil gerne kunne se,” svarede den blinde.

⁵² „Din bøn er hørt! Det var din tro, der reddede^[k] dig!”

Straks fik manden sit syn igen og fulgte derefter med Jesus.

Messias’ indtog i Jerusalem^(M)

11 Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.^[l] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. ² „Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. ³ Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”

⁴ De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det, ⁵ råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?” ⁶ De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.

⁷ Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem. ⁸ Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen. ⁹ Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

¹¹ På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.

Figentræet uden frugt^(N)

¹² Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. ¹³ Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt. ¹⁴ Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”^[n] Det hørte hans disciple.

Den sidste tempeludrensning^(O)

¹⁵ Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, ¹⁶ og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.^[o]

¹⁷ Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: „Siger Skriften ikke: ‚Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.’^[p]? Men I har gjort det til et ‚tilholdssted for røvere’^[q]!” ¹⁸ Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning.

¹⁹ Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.

Betydningen af tro og tilgivelse^(P)

²⁰ Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. ²¹ Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”

²² Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. ²³ Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. ²⁴ På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!

²⁵ Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået. ²⁶ Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”^[r]

De jødiske lederes uærlighed^(Q)

²⁷ Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. ²⁸ „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

²⁹ „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. ³⁰ Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.”

³¹ De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. ³² Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.

³³ Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(R)

12 Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. ² Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham. ³ Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. ⁴ Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. ⁵ Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. ⁶ Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ ⁷ Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ ⁸ De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.

⁹ Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. ¹⁰ Har I aldrig læst følgende skriftord:

¹² De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(S)

¹³ Senere sendte de jødiske ledere nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus for at provokere ham til at sige et eller andet, som han kunne arresteres for.

¹⁴ Da udsendingene kom til Jesus, sagde de: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og du snakker ikke folk efter munden. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, men underviser sandfærdigt om Guds vilje. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”

¹⁵ Jesus gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I fælder for mig?” sagde han. „Ræk mig en mønt!” ¹⁶ De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.

¹⁷ „Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”^[t] De var målløse over hans svar.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde^(T)

¹⁸ Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: ¹⁹ „Mester, Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. ²⁰ Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde uden at have fået nogle børn. ²¹ Derfor giftede den næste af brødrene sig med enken, men også han døde barnløs. Så giftede den tredje sig med hende, men døde også uden at have fået børn. ²² Sådan blev det ved, indtil alle de syv brødre var døde. Til sidst døde også enken. ²³ Hvem af brødrene skal være hendes mand, når de genopstår fra de døde? Alle syv har jo været gift med hende.”

²⁴ Jesus svarede: „I tager fejl, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. ²⁵ Når mennesker genopstår fra de døde, vil de ikke længere gifte sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. ²⁶ Og hvad angår det at genopstå fra de døde, har I så aldrig læst det sted i Toraen, hvor Moses står foran den brændende tornebusk? Der nævner Gud hans afdøde forfædre, idet han siger: ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!’^{[u] 27} Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. I er helt på vildspor.”

Det vigtigste bud i Toraen^(U)

²⁸ En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?”

²⁹ Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således:

‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene. ³⁰ Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’^[v]

³¹ Et andet bud lyder således:

‚Du skal elske din næste som dig selv.’^[w]

Det er de to vigtigste bud.”

³² „Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud. ³³ Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv—det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.”

³⁴ Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.

Messias som Davids søn^(V)

³⁵ Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn^[x] af David? ^36-37 David kalder jo Messias for sin herre—og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det:

Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

Den store skare lyttede til ham med begejstring.

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri^(W)

³⁸ Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. ³⁹ De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage. ⁴⁰ Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”

Forskellen mellem at give og at ofre^(X)

⁴¹ Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, ⁴² men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri. ⁴³ Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. ⁴⁴ De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”

Jesus forudsiger templets ødelæggelse^(Y)

13 Da Jesus var på vej væk fra templet, udbrød en af hans disciple: „Mester, se engang på de smukke bygninger! Er det ikke nogle flotte sten?”

² „Jo, det ser smukt ud,” svarede Jesus. „Men det hele vil blive jævnet med jorden.”

Jesus advarer om krige, katastrofer og forfølgelser^(Z)

³ Lidt senere, da Jesus sad alene med disciplene på Olivenbjergets skråning lige over for templet, spurgte Peter, Jakob, Johannes og Andreas ham: ⁴ „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at alt er tæt ved afslutningen?”

⁵ Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. ⁶ Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange på vildspor. ⁷ Når I hører om uro og krigshandlinger rundt omkring, så lad jer ikke skræmme. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. ⁸ Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der jordskælv og hungersnød. Men det er kun som de første veer inden en fødsel.”

⁹ Jesus fortsatte: „Vær på vagt! Man vil slæbe jer for retten og piske jer i synagogerne. I vil blive anklaget og stillet for konger og guvernører, fordi I tjener mig, men det vil give jer anledning til at fortælle dem budskabet om mig, ¹⁰ ja, det gode budskab skal forkyndes for alle folkeslagene, før afslutningen kommer.

¹¹ Når I bliver arresteret og slæbt for retten, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar. Sig bare det, som I får fra Gud, når øjeblikket er inde. Så er det nemlig ikke jer, der taler, men Helligånden.

¹² Søskende vil forråde hinanden til døden og fædre angive deres børn. Børn vil gøre oprør mod deres forældre og vil endda få dem slået ihjel. ¹³ Ja, I vil blive hadet af mange, fordi I hører mig til. Men de, der holder ud indtil det sidste, skal blive frelst.

Jerusalems ødelæggelse^(AA)

¹⁴ Når I ser ‚den afskyelige ødelægger’^[z] stå på det sted, hvor han ikke burde stå,” (må de, der læser det, forstå alvoren i det), „da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene. ¹⁵ De, der opholder sig uden for deres hus, skal ikke løbe ind for at pakke deres ting, ¹⁶ og de, der arbejder i marken, skal ikke løbe hjem for at hente deres overtøj. ¹⁷ Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes. ¹⁸ Bed om, at jeres flugt ikke kommer til at ske om vinteren. ¹⁹ For det bliver så forfærdeligt, som det ikke har været siden jordens skabelse og heller aldrig vil blive igen. ²⁰ Hvis ikke Gud afkortede den periode, ville intet menneske overleve. Men nu bliver den afkortet af hensyn til dem, han har udvalgt.

Falske profeter^(AB)

²¹ Hvis der kommer nogen og fortæller jer, at Messias er kommet og befinder sig her eller der—så tro ikke på det. ²² Der vil komme falske profeter og folk, der hævder at være Messias, og de vil gøre forbavsende mirakler for—om muligt—at vildlede endog Guds udvalgte. ²³ Pas på! Nu har jeg advaret jer!

Tegnene på, at Jesus snart kommer igen^(AC)

²⁴ Efter den tids frygtelige trængsler vil solen blive formørket og månen holde op med at skinne. ²⁵ Stjernerne vil falde ned, og himlens kræfter komme ud af balance.^{[aa] 26} Da vil man se Menneskesønnen komme til syne i skyerne med kraft og megen herlighed,^{[ab] 27} og da vil jeg sende mine engle ud, for at de kan samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner, fra jordens og himlens yderste grænser.

²⁸ Lad mig bruge figentræet som billede. Når de nye skud bryder frem, og bladene folder sig ud, så ved I, at sommeren er på vej. ²⁹ På samme måde kan I vide, at jeg er lige på trapperne, når I ser disse ting ske. ³⁰ Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske.^{[ac] 31} Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Vær altid parat^(AD)

³² Ingen kender dagen eller tidspunktet, hvor det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. ³³ Vær på vagt! Vær altid parat, for I ved ikke, hvornår det sker. ³⁴ Det er som med en mand, der skulle ud på en lang rejse og overlod huset til sine tjenere. De fik hver deres ansvarsområde, og dørvogteren fik besked på at holde vagt. ³⁵ Sådan skal I også være på vagt. For I ved ikke, hvornår husets herre vender tilbage, om det bliver om aftenen, ved midnat, før daggry eller om morgenen. ³⁶ Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer. ³⁷ Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: Hold jer parate!”

De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen^(AE)

14 Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”.^[ad] Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. ² „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”

En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død^(AF)

³ Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.^[ae] Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. ⁴ Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. ⁵ Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende huden fuld, ⁶ men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. ⁷ De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. ⁸ Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. ⁹ Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”

Judas beslutter at forråde Jesus^(AG)

¹⁰ Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. ¹¹ De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter en passende lejlighed til at forråde ham.

Forberedelsen til påskemåltidet^(AH)

¹² På den første af påskefestens^[af] dage—den dag, hvor man slagtede lammene til påskemåltidet—spurgte disciplene Jesus: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?”

¹³ Jesus sagde da til to af sine disciple. „Gå ind i byen. Der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham, ¹⁴ og sig til ejeren af det hus, hvor han går ind: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ ¹⁵ Han vil så føre jer ovenpå, og der vil I finde et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”

¹⁶ De to disciple gik ind til byen og fandt det hele, som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.

Jesus forudsiger Judas’ forræderi^(AI)

¹⁷ Efter mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv. ¹⁸ Mens de lå ved bordet og spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig—en af jer, der spiser sammen med mig!” ¹⁹ Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig?”

²⁰ „Det er en af jer Tolv,” svarede Jesus. „Han dypper et stykke brød i skålen sammen med mig. ²¹ Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig! Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”

Jesus indstifter den nye pagt^(AJ)

²² Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til dem, idet han sagde: „Tag imod dette brød. Det er mit legeme.” ²³ Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sendte det rundt, og de drak alle deraf. ²⁴ Han sagde: „Det er mit blod, som udgydes for mange, og som besegler den nye^[ag] pagt. ²⁵ Det siger jeg jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin i Guds rige.”

Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham^(AK)

²⁶ Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,^[ah] gik de ud mod Olivenbjerget.

²⁷ Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’^{[ai] 28} Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”

²⁹ „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. ³⁰ Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”

³¹ „Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Nøjagtig det samme sagde alle de andre.

Jesus kæmper i bøn i Getsemane^(AL)

³² De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. ³³ Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. ³⁴ „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder.”

³⁵ Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om—hvis det var muligt—at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. ³⁶ „Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”

³⁷ Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? ³⁸ Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”

³⁹ Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. ⁴⁰ Noget efter vendte han tilbage og så, at de tre disciple var faldet i søvn igen. Deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.

⁴¹ Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. ⁴² Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig^(AM)

⁴³ Ordene hang endnu i luften, da Judas pludselig dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler. De var udsendt af ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. ⁴⁴ Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham er det. Grib ham, og hold ham godt bevogtet, når I fører ham bort.”

⁴⁵ Da de var nået frem, gik Judas straks hen til Jesus. „Mester,” sagde han, idet han gav ham et kys på kinden. ⁴⁶ I samme øjeblik greb mændene Jesus og holdt ham fast. ⁴⁷ En af de nærmeste disciple trak sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. ⁴⁸ „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede,” sagde Jesus. ⁴⁹ „Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Dag efter dag underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. Men det, der sker her, er blot en opfyldelse af Skriftens ord.”

⁵⁰ Derefter flygtede alle disciplene. ⁵¹ Dog var der en ung mand, der fulgte efter Jesus, da han blev ført bort.^[aj] Den unge mand havde kun et klæde over sig, og da mændene prøvede at gribe fat i ham, ⁵² viklede han sig ud af det og flygtede nøgen.

Jesus i forhør hos de jødiske ledere^(AN)

⁵³ Jesus blev nu ført til ypperstepræstens hus, hvor ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere efterhånden samledes. ⁵⁴ Peter fulgte efter på afstand og vovede sig indenfor i ypperstepræstens gård. Her satte han sig og varmede sig ved ilden sammen med vagtmandskabet.

⁵⁵ Inde i huset prøvede det øverste jødiske råd, anført af ypperstepræsterne, at finde noget, de kunne anklage Jesus for. De ville have ham dømt til døden, men manglede beviser. ⁵⁶ Adskillige falske vidner blev ført frem, men de modsagde hinanden.

⁵⁷ Til sidst stod nogle mænd frem med følgende falske vidnesbyrd: ⁵⁸ „Vi har selv hørt ham sige: ‚Jeg vil ødelægge det tempel her, som er bygget af mennesker, og inden der er gået tre dage, vil jeg rejse et nyt, der ikke er bygget af mennesker.’ ” ⁵⁹ Men heller ikke på det punkt stemte deres udsagn overens.

⁶⁰ Nu rejste ypperstepræsten sig og sagde til Jesus: „Du har hørt anklagerne imod dig. Hvad har du at sige til dit forsvar?” ⁶¹ Men Jesus svarede ham ikke et ord. Så spurgte ypperstepræsten: „Er du Messias, Guds Søn?”

⁶² „Ja, det er jeg,” svarede Jesus, „og I skal se Menneskesønnen sidde ved Den almægtige Guds højre side, og I skal se ham komme igen med himlens skyer.” ⁶³ Da rev ypperstepræsten sin kjortel i stykker og råbte: „Hvad skal vi med flere vidner! ⁶⁴ Nu har I selv hørt, hvordan han håner Gud. Hvad er jeres dom?”

De var alle enige om, at han fortjente dødsstraf.

⁶⁵ Nogle af de omkringstående begyndte at spytte på Jesus. De lagde noget over hans ansigt, så han ikke kunne se, og slog ham med knytnæver, idet de sagde: „Hvis du er en profet, så sig os, hvem der slog dig!” Selv retsbetjentene slog ham med stokke, da de førte ham væk.

Peter nægter at kendes ved Jesus^(AO)

⁶⁶ Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. Da en af ypperstepræstens tjenestepiger kom forbi, ⁶⁷ fik hun øje på ham, mens han sad og varmede sig ved ilden. Hun stirrede et øjeblik på ham og sagde så: „Du var også sammen med ham Jesus fra Nazaret!”

⁶⁸ Peter benægtede det med det samme. „Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” sagde han og forsvandt derefter ud i portrummet. Netop da galede en hane.

⁶⁹ Da pigen lidt efter så ham dér, råbte hun til de omkringstående: „Ham dér er en af dem.” ⁷⁰ Atter benægtede Peter det.

Lidt senere sagde de, der stod omkring ham: „Du er bestemt en af dem, for man kan høre på dig, at du er fra Galilæa!”

⁷¹ Peter benægtede det igen og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand, I taler om!”

⁷² I det samme hørtes endnu et hanegal, og Peter huskede pludselig, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Og han brød sammen i gråd.

Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus^(AP)

15 Så snart det blev lyst, afsagde det jødiske råd den officielle dom. Rådet bestod af ypperstepræsterne, de skriftlærde og en række andre ledere. Det blev besluttet, at Jesus skulle bindes og føres til den romerske guvernør, der hed Pilatus.

² Da de ankom til den romerske garnisons hovedkvarter, spurgte Pilatus: „Er du jødernes konge?”

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.

³ Nu kom ypperstepræsterne frem med deres anklager. ⁴ Pilatus vendte sig mod Jesus: „Hvorfor siger du ingenting? Du hører jo alt det, de anklager dig for.” ⁵ Men Jesus svarede stadig ikke et ord, og det undrede Pilatus sig meget over.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(AQ)

⁶ Der var tradition for, at Pilatus hvert år i anledning af påsken løslod en jødisk fange. Folket måtte selv vælge, hvem det skulle være. ⁷ På det tidspunkt var der en mand ved navn Barabbas, som sad fængslet sammen med andre oprørere. De havde under opstanden begået mord.

⁸ Mængden begyndte nu at trænge ind på Pilatus. De ville have en fange frigivet, som de plejede. ⁹ „Vil I have, at jeg skal frigive jødernes konge?” spurgte Pilatus. ¹⁰ Han var nemlig godt klar over, at det var af ren og skær misundelse, at ypperstepræsterne havde slæbt Jesus for retten.

¹¹ Men ypperstepræsterne fik folkemængden overtalt til at bede om at få Barabbas sat fri.

¹² „Hvad vil I så have, jeg skal gøre med den mand, som I kalder jødernes konge?” spurgte Pilatus. ¹³ „Korsfæst ham!” råbte de tilbage.

¹⁴ „Hvorfor det?” sagde Pilatus. „Hvad ondt har han gjort?”

Men de råbte blot endnu højere: „Korsfæst ham!”

¹⁵ Pilatus besluttede, at det var bedst at bøje sig for mængden, så han løslod Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.

De romerske soldater gør nar af jødernes konge^(AR)

¹⁶ Soldaterne førte Jesus ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen. ¹⁷ De klædte ham ud som konge med en purpurrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. ¹⁸ Så begyndte de at råbe: „Længe leve jødernes konge!” ¹⁹ Derefter slog de ham i hovedet med en kæp, spyttede på ham og kastede sig på knæ foran ham. ²⁰ Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de den røde kappe af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(AS)

²¹ En forbipasserende, Simon fra Kyrene, som var far til Alexander og Rufus, var netop på vej ind i byen. Ham tvang soldaterne til at bære Jesu kors.

²² De førte Jesus ud til det sted, som kaldes Golgata (det betyder „Hovedskalsstedet”). ²³ Her ville soldaterne give ham vin med et bedøvelsesmiddel i, men han ville ikke have det. ²⁴ Så naglede de ham til korset, og derefter gav de sig til at rafle om hans tøj.^[ak]

²⁵ Klokken var omkring ni om formiddagen, da korsfæstelsen fandt sted. ²⁶ På korset over Jesu hoved blev anbragt et skilt, der viste anklagen mod ham. Der stod: „Jødernes konge”.

²⁷ Samme morgen blev også to forbrydere korsfæstet, og deres kors blev rejst på hver sin side af Jesus.^[al]

²⁹ Folk, der kom forbi, rystede på hovedet og hånede ham: „Nå, så det var dig, der ville rive templet ned og bygge det op igen inden tre dage! ³⁰ Kom dog ned fra det kors og red dig selv!”

³¹ Også ypperstepræsterne og de skriftlærde hånede Jesus. „Den er god med ham,” sagde de til hinanden. „Andre har han reddet, men sig selv kan han ikke redde. ³² Og han skulle være ‚Messias, Israels konge’? Lad ham nu stige ned fra korset, så skal vi nok tro på ham!”

Også de to korsfæstede forbrydere hånede ham.

Jesus dør^(AT)

³³ Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. ³⁴ Klokken tre råbte Jesus højt: „Eloi, Eloi! Lema sabaktani?” Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”^[am]

³⁵ Soldaterne, som stod vagt, forstod ikke, hvad han sagde, men nogle mente, han kaldte på Elias. ³⁶ En af dem løb hen og hældte billig, sur vin på en svamp. Derefter anbragte han den på en stang og rakte den op til Jesus, for at han kunne drikke. „Lad os vente og se,” sagde han. „Måske kommer Elias og tager ham ned.”

³⁷ Da udstødte Jesus et højt råb og udåndede.

³⁸ I samme øjeblik blev forhænget foran indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget i to dele fra øverst til nederst.

³⁹ Da den romerske officer, der stod ved siden af korset, så alt det, der skete i forbindelse med Jesu død, udbrød han: „Den mand var virkelig en gudesøn!”^[an]

⁴⁰ Nogle kvinder stod på afstand og iagttog det hele. Blandt dem var Maria Magdalene, Salome, og den Maria, som var mor til Jakob den Lille og Joses. ⁴¹ De havde fulgt Jesus og sørget for mad til ham, da han gik rundt i Galilæa. Desuden var der en del andre kvinder fra Galilæa, som var fulgt med til Jerusalem.

Jesus lægges i graven^(AU)

^42-43 Alt det her skete om fredagen, dagen før sabbatten. Sent om eftermiddagen tog Josef fra Arimatæa mod til sig, opsøgte Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. Josef var et anset medlem af det jødiske råd og en mand, som ventede, at Guds rige skulle komme. ⁴⁴ Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede skulle være død. Han tilkaldte den officer, som havde haft ansvar for korsfæstelsen, og spurgte ham, om det var rigtigt. ⁴⁵ Da officeren bekræftede det, fik Josef lov til at få Jesu lig udleveret. ⁴⁶ Først gik han hen og købte et hvidt lagen, hvorefter han fik taget Jesus ned fra korset og svøbt ind i lagenet. Derpå blev liget lagt i en gravhule, som var hugget ud i en klippe, og der blev rullet en stor sten for indgangen. ⁴⁷ Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, stod og så, hvor Jesus blev lagt.

Jesus genopstår^(AV)

16 Næste dags aften, da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Salome og Maria, Jakobs mor, vellugtende salver til at salve den døde med. ² Tidligt søndag morgen, mens solen var ved at stå op, gik de ud til gravhulen. ^3-4 „Hvem mon vi kan få til at rulle den store sten væk fra indgangen?” sagde de til hinanden,^[ao] for stenen var meget tung. Men da de nåede frem, så de, at stenen allerede var rullet væk. Graven var åben. ⁵ De gik indenfor og så en engel i skikkelse af en ung mand sidde i højre side af gravhulen. Han var iført en lang, hvid klædning. Da kvinderne så englen, blev de forskrækkede, ⁶ men han sagde til dem: „Vær ikke bange! Er det ikke Jesus af Nazaret, den korsfæstede, I leder efter? Han er ikke her! Han er genopstået. Se selv: Det var her, han blev lagt. ⁷ Men gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: ‚Jesus tager til Galilæa for at mødes med jer dér, sådan som han har sagt jer.’ ”

⁸ Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.

Jesus viser sig for Maria Magdalene^[ap](AW)

⁹ Det var tidligt søndag morgen, Jesus opstod fra de døde, og den første, der fik ham at se, var Maria Magdalene, som han havde befriet for syv onde ånder. ^10-11 Hun gik straks hen til de grædende og sørgende disciple og sagde: „Jesus lever! Jeg har selv set ham!” Men de troede ikke på det.

Jesus viser sig for to disciple^(AX)

¹² Senere samme dag viste Jesus sig i sin nye skikkelse for to mænd, der var på vej ud på landet—bort fra Jerusalem. ¹³ De skyndte sig så tilbage til byen for at fortælle de øvrige disciple, at de havde været sammen med Jesus. Men heller ikke deres beretning troede disciplene på.

Jesus viser sig for de 11 disciple^(AY)

¹⁴ Derefter viste Jesus sig for de elleve disciple, mens de var ved at spise. Han bebrejdede dem, at de så stædigt havde nægtet at tro på dem, der havde set ham i live.

Jesu sidste ord til disciplene^(AZ)

¹⁵ Senere gav Jesus sine disciple følgende befaling: „Gå ud i hele verden og forkynd det gode budskab for alle mennesker. ¹⁶ Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Men den, som ikke tror, vil blive dømt. ¹⁷ Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, ¹⁸ og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.”

Jesus tages op til Himlen^(BA)

¹⁹ Efter at Herren Jesus havde sagt alt, hvad han ville sige til sine disciple, blev han taget op til Himlen, hvor han satte sig ved Guds højre side.

Disciplene begynder at forkynde budskabet om Jesus

²⁰ Og disciplene gik ud alle vegne og forkyndte budskabet om Jesus, og Gud gav dem magt til at udføre tegn og undere, som bekræftede, at budskabet var sandt.

1 ^1-3 Højtærede Teofilus!

Der er mange, som har berettet om de begivenheder, der har fundet sted iblandt os, og vi har hørt det fortalt af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og senere forkyndte os Guds ord. Når jeg nu har sat mig for at gennemgå det alt sammen og nedskrive det for dig i rækkefølge, ⁴ er det, for at du kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om.

Johannes Døbers mirakuløse undfangelse

⁵ Dengang Herodes^[aq] regerede over jødernes land, var der en jødisk præst ved navn Zakarias. Han hørte til Abijas skiftehold^[ar] blandt præsterne. Hans kone, Elisabet, var efterkommer af Aron, ligesom han selv var. ⁶ De var retskafne mennesker og efterlevede Guds lov til punkt og prikke. ⁷ Men de havde ingen børn, for Elisabet kunne ikke få børn, og nu var de begge oppe i årene.

⁸ En dag, da Zakarias var i færd med sin tjeneste i templet, for det var hans hold, der havde tjeneste i den uge, ⁹ tilfaldt det ham ved lodtrækning at gå ind i det hellige rum i templet for at bringe røgelsesofferet. ¹⁰ Imens han var i færd med det, stod en stor forsamling af jøder ude i tempelgården og bad, som de plejede, når der brændtes røgelse. ¹¹ Pludselig fik Zakarias inde i templet øje på en engel, der stod på højre side af røgelsesalteret, ¹² og det gjorde ham skrækslagen.

¹³ „Vær ikke bange, Zakarias!” sagde englen. „Jeg er kommet for at fortælle dig, at Gud har hørt dine bønner. Din kone Elisabet vil få en søn, som du skal kalde Johannes. ¹⁴ Han vil blive til stor glæde for dig selv og mange andre, ¹⁵ for han vil blive en af Guds største tjenere. Han må aldrig drikke vin eller øl, og han vil blive fyldt med Helligåndens kraft,^[as] allerede før han bliver født. ¹⁶ Mange af Israels folk vil vende om fra deres ondskab og søge Herren, deres Gud, når de hører ham tale. ¹⁷ Johannes vil træde frem i profeten Elias’ ånd og kraft. Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og hjælpe de ulydige til at forstå visdommen i at gøre Guds vilje. Han vil gøre folket parat til at møde Herren.^[at]”

¹⁸ „Det har jeg svært ved at tro,” indvendte Zakarias. „Jeg er jo en halvgammel mand, og min kone er også godt oppe i årene. Giver du mig et tegn, så jeg kan tro på det?”

¹⁹ Englen svarede: „Jeg er Gabriel, Guds betroede tjener, og han har sendt mig herhen for at fortælle dig den gode nyhed. ²⁰ Men fordi du tvivlede på, hvad jeg sagde, vil du få det tegn at blive stum. Du vil ikke kunne sige et eneste ord, før barnet er født. Men det, jeg har sagt, vil ske til den fastsatte tid!”

²¹ Forsamlingen udenfor stod og ventede på, at Zakarias skulle komme ud til dem, og de undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. ²² Da han endelig kom ud, kunne han ikke få et ord frem, og folk forstod, at han havde haft et syn i templet. Han forsøgte med tegn og fagter at forklare, hvad der var sket.

²³ Efter at Zakarias havde fuldført sin tjenesteuge i templet, vendte han tilbage til sit hjem. ²⁴ Og det varede ikke længe, før Elisabet blev gravid, hvorefter hun holdt sig inden døre i fem måneder.

²⁵ „Det er Gud, der har gjort det!” udbrød hun. „Han har været nådig imod mig og taget min skam bort.”^[au]

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn

²⁶ Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, ²⁷ hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. ²⁸ Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” ²⁹ Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.

³⁰ „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. ³¹ Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. ³² Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, ³³ og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”

³⁴ „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”^[av]

³⁵ Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. ³⁶ Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. ³⁷ Intet er umuligt for Gud.”

³⁸ „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.

Maria besøger Elisabet

^39-40 Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. ⁴¹ I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft.

⁴² „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. ⁴³ Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. ⁴⁴ Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. ⁴⁵ Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.”

Marias lovprisning

⁴⁶ Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud:

⁵⁶ Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.

Johannes Døbers fødsel

⁵⁷ Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. ⁵⁸ Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende.

⁵⁹ Ugedagen^[aw] efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, ⁶⁰ men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!”^[ax]

⁶¹ „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” ⁶² Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. ⁶³ Han bad om en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.”

⁶⁴ I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. ⁶⁵ Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. ⁶⁶ Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.

⁶⁷ Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede:

⁸⁰ Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.