Bible in 90 Days

Guds advarsel til Salomon^(A)

¹¹ Salomon var nu færdig med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Det var lykkedes ham at fuldføre alle sine planer for templet og paladset. ¹² Da viste Herren sig for ham om natten og sagde: „Jeg har hørt din bøn og udvalgt dette tempel som et sted, hvor I kan bringe ofre til mig. ¹³ Hvis jeg fremover lukker himlens sluser, så regnen udebliver, eller hvis jeg befaler græshopper at ødelægge jeres afgrøder, eller jeg sender sygdomsepidemier iblandt jer, ¹⁴ og hvis mit folk da ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land. ¹⁵ Jeg vil lytte til hver en bøn, som bedes på dette sted, ¹⁶ for jeg har udvalgt og indviet dette hus som min bolig for evigt. Mine øjne hviler på dette sted, og jeg vil altid have det i tanke.

¹⁷ Og hvad dig angår, hvis du vil adlyde mig, som din far gjorde, hvis du vil gøre alt, hvad jeg beder dig om, og overholde mine love og påbud, ¹⁸ så vil jeg lade din slægt beholde tronen til evig tid, sådan som jeg lovede din far, da jeg sagde: ‚Der vil i al fremtid være en af dine efterkommere på Israels trone!’

¹⁹ Men hvis I vender jer bort fra mig, og hvis I ikke adlyder de befalinger, jeg har givet jer, men begynder at tilbede andre guder, ²⁰ så vil jeg jage mit folk ud af det land, jeg har givet dem, og jeg vil vende ryggen til mit hus her, som jeg ellers nu har gjort helligt. Da vil jeg gøre mit folk til genstand for hån og latterliggørelse blandt alle folkeslag. ²¹ Mit hus skal lægges i ruiner, og enhver, der går forbi, vil blive slået af forundring og spørge: ‚Hvorfor har Herren været så hård mod dette land og dette hus?’ ²² Og svaret skal lyde: ‚Fordi de svigtede Herren, deres Gud, som førte deres forfædre ud af Egypten. De vendte sig til andre guder, som de tilbad og tjente i stedet. Denne ulykke er Herrens straf over dem.’ ”

Salomons byggeprojekter^(B)

8 I 20 år havde Salomon nok at gøre med at bygge Herrens hus og sit eget palads. ² Da de var færdige, gik han i gang med at genopbygge de byer, kong Hiram af Tyrus havde givet tilbage til ham, og han overflyttede nogle af israelitterne til disse byer. ³ Derefter gik han til angreb på byen Hamat-Zoba og indtog den. ⁴ Han udbyggede også Tadmor i ørkenen og indrettede byerne i Hamat til forrådscentre. ⁵ Han befæstede byerne Øvre og Nedre Bet-Horon og gjorde dem til forsyningsbyer med stærke mure og forskansede porte. ⁶ Endvidere udbyggede han Ba’alat og andre forsyningsbyer foruden byerne, hvor han indrettede de kongelige heste- og vognstalde. Han fuldførte således alle de byggeplaner, han havde for Jerusalem, Libanons bjerge og hele det store rige, han regerede over.

^7-8 Salomon udskrev sine tvangsarbejdere fra de folk, Israel havde besejret—hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Det var nemlig aldrig lykkedes Israels folk at udrydde disse folkeslag helt—selv længe efter deres erobring af landet—ja, endnu den dag i dag findes der slaver, som nedstammer fra disse folk. ⁹ Men han tvang ingen israelitter til slavearbejde. Mange af dem var med i hæren som fodfolk, officerer, vognstyrere og ryttere. ¹⁰ Blandt israelitterne udpegede han desuden 250 til at være opsynsmænd ved byggeprojekterne.

Forskellige oplysninger^(C)

¹¹ Efter at byggeriet var færdigt, flyttede Salomon sin kone, der var en egyptisk prinsesse, fra Davidsbyen til det palads, han havde bygget til hende. „Hun skal ikke bo i kong Davids gamle palads,” sagde han, „for Herrens Ark stod opbevaret i det palads, og derfor er det et helligt sted.”

¹² På alteret foran templet ofrede Salomon brændofre til Herren. ¹³ Antallet af offerdyr skiftede fra dag til dag i henhold til de instrukser, Moses havde givet. Særlige ofre blev bragt på sabbatten, ved nymånefesten og ved de tre årlige højtider: påskefesten, ugefesten og løvhyttefesten. ¹⁴ I henhold til den ordning, hans far havde indstiftet, blev præsterne inddelt i skiftehold. Levitterne havde ansvaret for lovsangen, og de skulle også hjælpe præsterne med det daglige arbejde. Tempelvagterne blev stationeret ved templets porte i henhold til deres arbejdsplan, som var fastlagt af David. ¹⁵ Præsterne og levitterne fulgte til punkt og prikke kongens befalinger vedrørende tempeltjenesten og bevogtningen af templets skatkamre. ¹⁶ Således havde Salomon nu sørget for, at alt vedrørende tempelbyggeriet var blevet udført nøjagtigt efter forskrifterne, lige fra byggeriet begyndte til templet stod færdigt.

¹⁷ Salomon tog derefter ned til byerne Etzjon-Geber og Eilat ved kysten ud til Det Røde Hav i Edoms land. ¹⁸ Kong Hiram havde nemlig sendt ham nogle skibe fra sin egen flåde, bemandet med erfarne søfolk. Salomons folk sejlede nu sammen med dem til Ofir, og de kom tilbage med mere end 15 tons guld, som de afleverede til Salomon.

Dronningen af Saba besøger kong Salomon^(D)

9 Da dronningen af Saba hørte om Salomons visdom, fik hun lyst til at udfordre ham med nogle svære spørgsmål. Hun ankom til Jerusalem med et stort følge og en lang karavane af kameler belæsset med aromatiske stoffer, ædelsten og store mængder guld. Under sit besøg hos kong Salomon stillede hun ham alle de spørgsmål, hun kunne komme i tanke om. ² Salomon besvarede alle hendes spørgsmål—ikke et eneste var for vanskeligt for ham. ³ Da dronningen således personligt oplevede hans visdom og med egne øjne så det prægtige palads, ⁴ den fornemme mad, de mange hoffolk, som spiste med ved bordet, tjenerne, der serverede, deres prægtige klæder, mundskænkene i deres flotte dragter, og de mange brændofre, han ofrede i Herrens hus, blev hun meget betaget og udbrød:

⁵ „Jeg er dybt imponeret! De rapporter, jeg modtog i mit eget land om din store visdom og dine bedrifter, var altså sande. ⁶ Jeg troede ellers ikke på dem, men nu har jeg med mine egne øjne set meget, meget mere, end hvad jeg dengang hørte om. Din visdom overgår langt de vildeste rygter! ⁷ Hvor er dine folk og tjenere heldige, at de kan lytte til din visdom hver eneste dag. ⁸ Lovet være Herren, din Gud, som fandt behag i dig og satte dig til at regere over sit folk. Det er på grund af din Guds kærlighed til Israel og hans ønske om at hjælpe dem for evigt, at han gjorde dig til konge over dem, for du regerer med retfærdighed.”

⁹ Derpå forærede hun kongen 4 tons guld, store mængder aromatiske stoffer og mange ædelsten. De kostbarheder, kong Salomon fik foræret, var uden sidestykke.

¹⁰ I den forbindelse skal det nævnes, at kong Hirams og kong Salomons folk foruden at bringe guld fra Ofir også bragte store mængder kostbart træ og ædelsten. ¹¹ Det kostbare træ brugte kongen til at lave rækværk i tempelkomplekset og i sit palads, samt til lyrer og harper. Aldrig har man set magen til i Judas land.

¹² Salomon gav til gengæld dronningen af Saba alt, hvad hun bad om og kunne ønske sig, langt flere gaver, end hun var kommet med. Derpå rejste hun sammen med sit følge tilbage til sit land.

Salomons rigdom^(E)

¹³ Hvert år udvandt kong Salomon ca. 23 tons^[a] guld fra sine guldminer. ¹⁴ Dertil kom indtægter fra handelsafgifter, told og skat. De arabiske vasalkonger og landets egne guvernører bragte store mængder guld og sølv til Salomon.

^15-16 Salomon fik lavet 200 store, guldbelagte skjolde, hvor der gik knap 7 kilo guld til hvert skjold, og 300 mindre skjolde, hvortil der gik 3½ kilo guld. Alle disse skjolde satte han op som udsmykning i „Libanonskovhallen”.

¹⁷ Han fik også lavet en overdådig elfenbenstrone, belagt med rent guld. ¹⁸ Seks brede trin førte op til selve tronstolen, som havde armlæn på begge sider og en fodskammel af guld. Ved hver side stod en forgyldt løve. ¹⁹ For enderne af hvert trin stod der også en forgyldt løve, så der var 12 løver i alt på tronens trappe. Intet sted i verden fandtes en trone som Salomons.

²⁰ Alle kong Salomons drikkebægre var af rent guld, og spisestellet i „Libanonskovhallen” var også af rent guld. Intet af det var af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på den tid.

²¹ Salomon havde selv nogle store Tarshish-skibe ligesom kong Hiram. Hvert tredje år vendte disse skibe hjem med store ladninger af guld, sølv, elfenben, aber og påfugle.

²² Kong Salomon var således visere og rigere end nogen anden konge på jorden. ²³ Konger fra alverdens lande søgte audiens hos ham for at få del i hans gudgivne visdom, ²⁴ og de bragte ham år efter år fornemme gaver i form af guld- og sølvting, kostbart klæde, våben, aromatiske stoffer, heste og muldyr.

²⁵ Endvidere havde Salomon 4000 heste^[b] til sine stridsvogne og 12.000 rideheste til sine ryttere. De var fordelt i de dertil indrettede vognbyer og i selve Jerusalem. ²⁶ Han regerede over alle kongerigerne fra Eufratfloden i nord til filistrenes land og grænsen til Egypten mod syd. ²⁷ Salomons rigdom betød, at sølv blev lige så almindeligt et syn i Jerusalem som stenene i byens gader, og det kostbare cedertræ blev lige så almindeligt som morbærfigentræ fra de vestlige bakkeskråninger. ²⁸ Hans heste blev importeret fra Egypten og mange andre lande.

Salomons død^(F)

²⁹ Hvad der ellers er at fortælle om Salomons regeringstid er nedskrevet i profeten Natans krønike, i Ahija af Shilos profeti og i profeten Jedos bog, som også omhandler Jeroboam, Nebats søn.

³⁰ Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad. ³¹ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.

Nordriget forkaster Rehabeam som konge over dem^(G)

10 Rehabeam og hans rådgivere tog straks efter Salomons død til Sikem, hvor Nordrigets ledere samledes for at udråbe ham til konge. ² Jeroboam, Nebats søn, vendte tilbage fra Egypten (hvortil han var flygtet for kong Salomon), da han hørte, at Salomon var død. ³ Nordrigets ledere sendte nu bud efter ham, og sammen trådte de frem for Rehabeam i Sikem. ⁴ „Din far lagde en masse skatter på os og krævede hårdt arbejde,” sagde de. „Hvis du er villig til at nedsætte kravene, vil vi gerne have dig som konge.”

⁵ „Det vil jeg tænke over,” svarede Rehabeam. „Kom tilbage om to dage, så vil jeg give jer svar.”

⁶ Rehabeam drøftede nu sagen med sin fars gamle rådgivere. „Hvad foreslår I, jeg skal gøre?” spurgte han. ⁷ „Hvis du viser venlighed over for lederne og siger, at du vil behandle folket godt, så vil de være loyale over for dig,” var deres svar.

⁸ Men Rehabeam brød sig ikke om deres råd. Han spurgte så de unge mænd, han var vokset op sammen med, og som han havde ansat i sin tjeneste: ⁹ „Hvad skal vi svare de her mennesker, som gerne vil være fri for hårdt arbejde og skatter?” ¹⁰ „Vi foreslår, at du siger: ‚Sammenlignet med mig var min far ingenting! ¹¹ Hvis I synes, min far lagde tunge byrder på jer, vil jeg gøre dem endnu tungere. Hvis I synes, min far brugte en pisk af reb, så vil jeg bruge en pisk med metalstykker i!’ ”

¹² Da Jeroboam og Nordrigets ledere som aftalt to dage senere kom tilbage til den unge konge, ^13-14 gav han dem det brutale svar, som de unge mænd havde rådet ham til, i stedet for det gode svar fra sin fars rådgivere. ¹⁵ Kongen var således ikke villig til at lytte til deres ønsker, og derved kom han til at opfylde det profetiske ord fra Herren, som Ahija fra Shilo havde givet Jeroboam.

¹⁶ Da Nordrigets folk blev klar over, at kongen ikke ville lytte til dem, tog de afstand fra ham og råbte til hinanden: „Ud med David og hans slægt! Rehabeam kan få lov til herske over sin egen stamme. Vi kan klare os selv.”

¹⁷ Således gik det til, at Rehabeam måtte nøjes med at være konge over Judas stamme. ¹⁸ Men han gav ikke op med det samme, så han sendte sin slavepisker Adoniram efter Nordrigets ledere for at tvinge dem, men de smed sten efter ham og slog ham ihjel. Rehabeam sprang da op i sin vogn og skyndte sig hjem til Jerusalem for ikke selv at blive slået ihjel. ¹⁹ Således brød de ti nordlige stammer forbindelsen med Judas stamme, og de to riger blev aldrig siden forsonet.

11 Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer—180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge. ² Men Herren gav profeten Shemaja følgende budskab: ^3-4 „Sig til Judas konge, Rehabeam, Salomons søn, og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og opgav deres felttog mod Jeroboam.

Rehabeam forstærker Judas forsvar

^5-10 Rehabeam holdt sig så i Jerusalem og udbyggede sit forsvar. Han befæstede følgende byer i Judas og Benjamins område med mure og forskansede porte: Betlehem, Etam, Tekoa, Bet-Zur, Soko, Adullam, Gat, Maresha, Zif, Adorajim, Lakish, Azeka, Zora, Ajjalon og Hebron. ¹¹ Han bemandede dem med officerer og menige soldater og opbyggede lagre af mad, olivenolie og vin. ¹² Som en yderligere sikkerhedsforanstaltning oprettede han våbendepoter med spyd og skjolde i byerne. På den måde lykkedes det ham at beholde kontrollen over Judas og Benjamins områder.

^13-14 Alle de præster og levitter, der boede i Nordriget, støttede Rehabeam. De forlod deres hjem og ejendele og flyttede til Juda og Jerusalem, for kong Jeroboam og hans sønner tillod dem ikke at arbejde i Herrens tjeneste. ¹⁵ I stedet indsatte Jeroboam sine egne præster til at gøre tjeneste ved hans afgudsaltre og ofre til de udskårne billeder af gedebukke og kalve, som var opstillet rundt omkring på offerstederne. ¹⁶ Det betød, at ikke kun levitterne, men alle, som ønskede at tilbede Herren, Israels Gud, nu flyttede fra Nordriget til Jerusalem, hvor de frit kunne bringe ofre til Herren, deres fædres Gud. ¹⁷ Det styrkede Judas rige, og i tre år støttede de Rehabeam som konge, for i den periode bestræbte han sig på at adlyde Herren, som David og Salomon havde gjort.

Rehabeams koner og børn

¹⁸ Rehabeam giftede sig med sin kusine Mahalat, som var datter af Davids søn Jerimot og dennes kone Abihajil. Abihajil var datter af Davids bror Eliab. ¹⁹ Rehabeam og Mahalat fik tre sønner: Jeush, Shemarja og Zaham.

²⁰ Senere giftede Rehabeam sig med Ma’aka, et barnebarn^[c] af Absalom. Hun fødte sønnerne Abija, Attaj, Ziza og Shelomot. ²¹ Rehabeam havde i alt 18 koner og 60 medhustruer, som fødte ham 26 sønner og 60 døtre, men han elskede Ma’aka mere end nogen af de andre. ²² Hans yndlingssøn var Abija, som han derfor gjorde til kronprins. ²³ Han var dog klog nok til at anbringe sine øvrige sønner på forskellige poster rundt omkring i Judas og Benjamins befæstede byer. Han tog sig godt af dem og sørgede for, at de alle fik mange koner.

Rehabeam vender sig fra Herren og bliver straffet^(H)

12 Men efter at Rehabeam havde befæstet sin kongemagt, holdt han og hele folket op med at følge Herrens lov. ² Derfor sendte Herren egypterkongen Shishak imod dem. Det skete i Rehabeams femte regeringsår. ³ Shishak marcherede frem med en hær på 1200 stridsvogne, 60.000 ryttere og en utallig skare af fodfolk. Foruden egyptere var der libyere, sukkijitter og kushitter,^{[d] 4} og de indtog hurtigt Judas befæstede byer. Kort efter nåede hæren frem til Jerusalem.

⁵ Så kom profeten Shemaja til Rehabeam og de judæiske ledere, der var flygtet til Jerusalem for at være i sikkerhed der, og han sagde til dem: „Herren siger: ‚I har vendt mig ryggen! Derfor vil jeg også vende jer ryggen og prisgive jer til Shishaks hær.’ ”

⁶ Efter at kongen og lederne havde hørt det budskab, ydmygede de sig og indrømmede: „Herren er i sin gode ret til at straffe os!” ⁷ Da Herren så deres reaktion, sendte han Shemaja tilbage til dem med følgende budskab: „Fordi I har ydmyget jer, vil jeg ikke udslette jer helt. Det bliver ikke så slemt, som det kunne være blevet, og Shishak får ikke lov til at ødelægge Jerusalem. ⁸ Men I kommer under hans herredømme, for at I kan mærke, at det er bedre at tjene mig end Shishak.”

⁹ Shishak erobrede derefter Jerusalem. Han plyndrede både Herrens hus og kongens palads og ribbede byen for kostbarheder, blandt andet de guldskjolde, som Salomon havde ladet fremstille. ¹⁰ Bagefter fik Rehabeam lavet nogle efterligninger i bronze, som paladsgarden så brugte, ¹¹ hver gang de eskorterede kongen til templet. Derefter blev de hængt tilbage i depotet, hvor de blev opbevaret. ¹² Fordi Rehabeam havde ydmyget sig, blev Herren formildet, og han gjorde det ikke helt af med sit folk, for der var dog stadig noget godt i Judas land.

¹³ Rehabeam styrkede sin magt i Jerusalem, og det lykkedes ham at holde fast ved kongemagten. Han var 41 år gammel, da han overtog magten, og han regerede 17 år i Jerusalem, den by, som Herren havde udvalgt til bolig frem for alle andre byer i Israel. Hans mor hed Na’ama og var fra Ammon. ¹⁴ Men Rehabeam var en dårlig konge, for han adlød ikke Herren af hele sit hjerte.

Rehabeam dør og efterfølges på tronen af sin søn^(I)

¹⁵ Hvad der ellers skete under kong Rehabeams regeringstid er nedskrevet i profeten Shemajas bog og seeren Iddos arkiver.

Der var til stadighed fjendtligheder mellem Rehabeam og Jeroboam. ¹⁶ Da Rehabeam døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Abija blev konge efter ham.

Abija som konge over Juda^(J)

13 Abija kom til magten i Juda i kong Jeroboam af Israels 18. regeringsår, ² og han regerede i Jerusalem i tre år. Hans mor hed Ma’aka og var datter af Uriel fra Gibea.

Da Abija blev konge, brød krigen mellem Sydriget og Nordriget ud for alvor. ³ Abija samlede en hær på 400.000 erfarne krigere, men Jeroboam drog imod ham med en hær på 800.000. ⁴ Da Judas hær nåede frem til Zemarajims bjerg i Efraims højland, råbte kong Abija:

⁵ „Hør på mig, Jeroboam og Israels^[e] folk! Ved I ikke, at Herren, Israels Gud, etablerede en ubrydelig pagt med David og gav ham det løfte, at hans slægt skulle regere over Israel for evigt? ⁶ Jeroboam er jo blot søn af kong Salomons slave, Nebat, og han har gjort oprør mod sin herre. ⁷ En flok gemene slyngler sluttede sig til ham og satte sig op imod Salomons søn Rehabeam, dengang han var ung og uerfaren og ikke kunne magte dem. ⁸ Tror I virkelig, det vil lykkes jer at besejre et rige, som er under Herrens beskyttelse, og hvor en af Davids efterkommere sidder på tronen? Godt nok er jeres hær dobbelt så stor som min, og I har taget de guldkalve med, som Jeroboam har lavet og fået jer til at tilbede som jeres gud. ⁹ Men I har jaget Herrens præster og levitterne bort og indsat jeres egne afgudspræster, som de øvrige folkeslag gør. I accepterer alle og enhver som præst for jeres afguder—bare han bringer en tyrekalv og syv væddere som offer.

¹⁰ Vi derimod, vi har Herren som vores Gud, og vi har ikke vendt ham ryggen. Vores præster er alle sammen Arons efterkommere, og vi har kun levitter til at hjælpe dem. ¹¹ Hver morgen og aften ofrer de brændofre og røgelse til Herren, de fremlægger de hellige brød på Herrens bord, og de hælder olie på lamperne på guldlysestagen hver aften, så de altid brænder. Det er nemlig magtpåliggende for os at adlyde Herren, vores Gud, i modsætning til jer, der har vendt ham ryggen. ¹² Derfor er Gud med os—ja, han er vores fører. Når hans præster blæser i krigstrompeterne, vil han lede os i kamp. Hør efter, israelitter, opgiv dog at kæmpe imod Herren, jeres fædres Gud. I kan umuligt vinde kampen.”

¹³ I mellemtiden havde Jeroboam i al hemmelighed sendt en del af sine krigere bag om Judas hær, hvor de nu lå i baghold. ¹⁴ Da Judas folk opdagede, at de var omringet af fjender, råbte de til Herren om hjælp. Derpå blæste præsterne i trompeterne som tegn på angreb, ¹⁵ og hele Judas hær istemte krigsråbet. Da råbet lød, besejrede Gud Jeroboam og den israelitiske hær for øjnene af Abija og Judas folk. ¹⁶ Israelitterne flygtede over hals og hoved, og Gud hjalp Judas hær med at slå dem. ¹⁷ Det blev en overvældende sejr den dag, og 500.000 israelitiske krigere faldt i kampen.

¹⁸ Judæerne besejrede israelitterne, fordi de satte deres lid til Herren, deres fædres Gud. ¹⁹ Abijas hær forfulgte Jeroboams hær, og de indtog flere af de israelitiske byer, bl.a. Betel, Jeshana og Efron med deres omliggende landsbyer. ²⁰ Jeroboam kom sig aldrig efter det nederlag, og inden længe tog Herren hans liv.

²¹ Men Abija styrkede sin kongemagt. Han havde 14 koner, 22 sønner og 16 døtre. ²² Hvad der ellers er at fortælle om Abijas ord og bedrifter som konge, er nedskrevet i profeten Iddos kommentar.

²³ Da Abija døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen. Hans søn Asa overtog derefter magten, og under hans regering var der fred i landet i 10 år.

Asa som konge over Juda^(K)

14 Asa gjorde, hvad der var godt og rigtigt i Herrens, hans Guds, øjne. ² Han nedbrød afgudsaltrene på offerhøjene og ødelagde frugtbarhedspælene og Asherapælene. ³ Han opfordrede alle judæerne til at søge Herren, deres fædres Gud, og overholde Guds love og befalinger. ⁴ Som følge af, at Asa fjernede alle røgelsesaltre og offersteder for afguderne rundt omkring i Judas byer, sørgede Gud for fred i landet. ⁵ Herren sørgede for, at ingen af hans fjender gik til angreb på landet, så i denne fredelige periode greb Asa anledningen til at genopbygge forsvarsværkerne omkring Judas byer.

⁶ Han sagde til Judas folk: „Nu er der fred i vores land, fordi vi har søgt Herren, og det er ham, der har givet os den fred. Lad os derfor benytte chancen til at befæste byerne med mure, tårne og forskansede porte.” Så gik de i gang med arbejdet, der forløb godt.

⁷ Kong Asas hær bestod af 300.000 mænd fra Judas stamme, bevæbnet med spyd og aflange skjolde, og 280.000 mænd fra Benjamins stamme, bevæbnet med runde skjolde og buer. Alle Asas mænd var veltrænede og modige krigere.

⁸ Engang rykkede en stor hær under ledelse af kushitten Zerach ud mod kong Asa. Hæren bestod af en million mænd og 300 stridsvogne, og de slog lejr ved byen Maresha. ⁹ Asa rykkede ud imod dem med sin hær og lejrede sig i dalen nord for byen.

¹⁰ „Herre,” bad Asa, „for dig er det uden betydning, om man har en stor eller lille hær. Du er vores Gud, og vi stoler på dig. I dit navn rykker vi ud imod den enorme hær. Lad ikke noget menneske besejre dig, Herre!”

¹¹ Derpå slog Herren fjendens hær for øjnene af Asa og hans mænd. Hæren flygtede, ¹² og judæerne forfulgte dem helt til Gerar, indtil hele den fjendtlige hær var udslettet, for Herren og hans hær dræbte dem alle. Derefter vendte den judæiske hær tilbage med et stort krigsbytte. ¹³ Undervejs angreb de alle småbyerne i området, og alle indbyggerne blev grebet af frygt for Herren. Også fra disse byer tog judæerne et stort krigsbytte. ¹⁴ Desuden plyndrede de nomadernes teltlejre og vendte tilbage til Jerusalem med masser af får, geder og kameler.

15 På et tidspunkt kom Guds Ånd over Azarja, søn af Oded, ² og han gik kong Asa i møde med ordene:

„Lyt til mig, kong Asa og Judas og Benjamins folk! Herren vil være med jer, så længe I holder jer til ham! Når I søger ham, skal I finde ham. Men hvis I vender jer fra ham, vil han vende sig fra jer. ³ I lang tid levede man i Israel uden at skænke den sande Gud en tanke. Der var ikke præster til at undervise folket, og Guds lov blev ikke fulgt. ⁴ Men hver gang israelitterne kom i vanskeligheder, søgte de hjælp hos Herren, deres Gud, og han hjalp dem. ⁵ I lange perioder kunne man ikke færdes frit, og der var ufred og oprør rundt omkring i alle landene. ⁶ Det ene folkeslag lå i krig med det andet, og den ene by bekæmpede den anden, alt sammen som følge af Guds straf over dem. ⁷ Men tab ikke modet! Giv ikke op på halvvejen, for I vil blive belønnet for jeres indsats.”

⁸ Opmuntret over Azarjas profeti gik kong Asa i gang med at udrydde alle afgudsbilleder i Juda og Benjamin og de øvrige byer, han havde erobret i Efraims bjergland. Desuden genopbyggede han brændofferalteret foran templet.

⁹ Derefter sendte han bud efter lederne for hele Judas og Benjamins folk og for de israelitiske immigranter, der var ankommet fra Efraims, Manasses og Simeons områder i Nordriget. De var flyttet til Sydriget, da de så, at Herren var med kong Asa. ¹⁰ I årets tredje måned i kong Asas 15. regeringsår mødte de op i Jerusalem. ¹¹ De ofrede 700 stykker hornkvæg og 7000 stykker småkvæg af det krigsbytte, de havde taget i krigen mod kushitterne. ¹² De indgik en pagt, hvori de lovede at søge og tilbede Herren, deres fædres Gud, af hele deres hjerte og hele deres sjæl. ¹³ Enhver, som nægtede at tilbede Herren, skulle dømmes til døden—uanset om vedkommende var gammel eller ung, mand eller kvinde. ¹⁴ Med høje råb bekræftede de deres troskabsløfte til Herren, og det blev understreget med blæsning i trompeter og vædderhorn. ¹⁵ Alle var glade over den pagt, de havde sluttet med Herren, for de havde gjort det af et oprigtigt hjerte og med fuldt overlæg. Derfor velsignede Herren dem og gav dem fred til alle sider.

¹⁶ Kong Asa fratog tilmed sin bedstemor Ma’aka hendes privilegier som enkedronning, fordi hun havde ladet opstille et modbydeligt frugtbarhedssymbol for gudinden Ashera. Han huggede afgudsbilledet i stykker og brændte det i Kedrondalen. ¹⁷ Det lykkedes ham ikke at udrydde alle offerhøjene i Israels land, men ønsket om at gøre Herrens vilje kendetegnede hele hans liv. ¹⁸ I templet samlede han alle de kostbarheder, som hans far havde indviet til Herren, sammen med de sølv- og guldkar, han selv skænkede.

¹⁹ Landet kom ikke i regulær krig igen, før kong Asa havde regeret i 35 år.

Israel optrapper krigen med Juda^(L)

16 I kong Asas 36. regeringsår drog kong Basha af Israel op imod Juda. Han indtog byen Rama i grænseområdet mellem de to riger og blokerede dermed de vigtigste handelsveje til og fra Judas rige. Derefter gav han sig til at udbygge Ramas fæstningsværker.

² Da tog kong Asa alt det guld og sølv, der var tilbage i Herrens hus og kongepaladset, og han sendte det til den aramæiske konge, Ben-Hadad, i Damaskus med følgende besked:

³ „Jeg sender dig hermed noget sølv og guld. Lad os slutte pagt med hinanden, som vores fædre gjorde. Jeg beder dig om at opsige din pagt med kong Basha af Israel. Så vil han forhåbentlig opgive blokaden af mit land.”

⁴ Ben-Hadad gik nu med til at sende sin hær mod en række af Israels byer, og han indtog Ijjon, Dan og Abel-Majim samt forsyningscentrene i Naftalis land. ⁵ Da kong Basha fik det at vide, indstillede han arbejdet med at befæste Rama og opgav sine angrebsplaner. ⁶ Kong Asa sammenkaldte nu Judas folk og beordrede dem til at nedbryde Ramas fæstningsværker, så både stenene og tømmeret kunne genbruges andre steder. Det blev så brugt til at befæste de strategiske byer Geba og Mitzpa.

⁷ Ved den tid kom profeten Hanani til kong Asa og sagde: „Fordi du satte din lid til den aramæiske konge i stedet for til Herren, din Gud, skal du ikke få bugt med den aramæiske hær. ⁸ Har du glemt, hvordan det gik med kushitternes og libyernes enorme hær på trods af alle deres stridsvogne og mange ryttere? Gav Herren dem ikke i din hånd, da du stolede på ham? ⁹ Herrens blik spejder ud over hele jorden for at hjælpe dem, hvis hjerter er helt med ham. Men du har handlet tåbeligt, og derfor skal du fra nu ligge i krig.”

¹⁰ Asa blev så rasende over profetens ord, at han satte ham i fængsel. Fra da af begyndte Asa at fare hårdt frem mod sine undersåtter.

¹¹ Resten af Asas bedrifter er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog.^{[f] 12} I sit 39. regeringsår fik han en alvorlig sygdom i benene, men han søgte hjælp hos lægerne frem for hos Herren. ¹³ To år senere døde han ¹⁴ og blev begravet i en klippehule, han havde ladet udhugge til sig selv i Davidsbyen. Inden begravelsen blev han lagt på en ligbåre dækket med duftende krydderier og aromatiske olier, og folket ærede hans minde ved at brænde megen røgelse.

Joshafat som konge over Juda

17 Asas søn, Joshafat, blev nu konge i Juda, og han begyndte at ruste sig til krig mod Israel. ² Han udstationerede garnisoner i alle Judas befæstede byer og på andre strategiske steder i landet samt i de efraimitiske byer, hans far havde erobret.

³ Herren var med Joshafat, fordi han adlød Gud, ligesom hans forfar David^[g] havde gjort før ham. Han dyrkede ikke afguderne, ⁴ men søgte hjælp hos sin fars Gud og adlød Guds befalinger—i modsætning til de israelitiske konger. ⁵ Derfor styrkede Herren hans position som konge i Juda. Alle indbyggerne bragte ham gaver, og han blev både rig og højt anset. ⁶ Han var helhjertet i at tjene Herren, og han fjernede de sidste rester af afgudsofferstederne og Asherapælene.

^7-9 I sit tredje regeringsår begyndte Joshafat et landsdækkende uddannelsesprogram: Han sendte nogle ledende mænd på rundrejse til alle de judæiske byer for at undervise folket. Det drejede sig om embedsmændene Ben-Hajil, Obadja, Zekarja, Netanel og Mika, levitterne Shemaja, Netanja, Zebadja, Asael, Shemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, samt præsterne Elishama og Joram. Disse mænd havde Herrens lovbog med sig, og de underviste i den overalt, hvor de kom frem.

¹⁰ Da faldt Herrens frygt på de omliggende riger, så ingen vovede at gå i krig mod Joshafat.

¹¹ Selv nogle af filistrene bragte Joshafat gaver og betalte skat til ham, og araberne forærede ham 7700 væddere og 7700 gedebukke. ^12-13 Joshafats magt voksede, og han styrkede sit forsvar yderligere ved at bygge flere borge og forsyningscentre rundt omkring i Juda. Han havde til stadighed en stor hær i beredskab i hovedstaden Jerusalem. ¹⁴ Soldaterne blev mønstret i henhold til deres stamme og slægt. Fra Judas stamme var der tre hærførere: For det første Adna, der havde 300.000 mand under sig, inddelt i afdelinger på 1000 mand. ¹⁵ For det andet Johanan med 280.000 mand under sig. ¹⁶ For det tredje Amasha, søn af Zikri, der frivilligt var trådt i kongens tjeneste og havde ansvar for 200.000 mand. ¹⁷ Fra Benjamins stamme var der to hærførere: For det første den meget erfarne Eljada med 200.000 mand under sig, alle udrustede med buer og skjolde, ¹⁸ for det andet Jozabad med 180.000 fuldt rustede mænd under sig. ¹⁹ Disse fem var under kongens direkte kommando i Jerusalem, og desuden var der de officerer, som var udstationeret i de befæstede byer rundt omkring i landet.

Profeten Mika advarer kong Ahab^(M)

18 Som sagt var Joshafat både rig og højt agtet. Han besluttede nu at indgå en alliance med kong Ahab af Israel ved at lade sin søn gifte sig med Ahabs datter.

² Nogle år senere rejste han til Samaria for at besøge Ahab. Til ære for Joshafat og hans ledsagere arrangerede Israels konge en fest og slagtede i den anledning et stort antal småkvæg og hornkvæg. Under festen søgte han at overtale Joshafat til at hjælpe sig med at erobre byen Ramot-Gilead. ³ „Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” spurgte han Joshafat. „Selvfølgelig!” svarede Joshafat. „Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine.” ⁴ Men så tilføjede han: „Vi bør dog først spørge Herren til råds.”

⁵ Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: „Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” „Du skal gå til angreb,” svarede de. „Gud vil give dig sejr!”

⁶ Men kong Joshafat var ikke tilfreds. „Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han. ⁷ „Jo, en enkelt,” svarede Ahab, „men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” „Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat. ⁸ Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.

⁹ I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten. ¹⁰ En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kena’ana, lavede nogle horn af jern og erklærede: „Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!” ¹¹ De andre profeter sagde det samme. „Gå kun til angreb på Ramot-Gilead. Herren vil give dig sejr!”

¹² Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme. ¹³ Men Mika svarede: „Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det min Gud fortæller mig!”

¹⁴ Da Mika ankom, spurgte kong Ahab: „Mika, skal vi angribe Ramot-Gilead eller ej?” „Ja, tag endelig af sted!” svarede Mika. „Lykken er med dig. Herren vil give dig sejr!” ¹⁵ „Hør nu her,” sagde Ahab. „Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på, at du kun siger sandheden, når du taler i Herrens navn?”

¹⁶ Så sagde Mika: „Jeg så Israels folk spredt ud over bjergene som får, der ingen hyrde har! Og Herren sagde: Kongen er død! Send folket hjem!” ¹⁷ Kongen vendte sig beklagende til Joshafat. „Sagde jeg det ikke nok! Aldrig profeterer han noget godt. Evigt og altid kun dårlige budskaber.”

¹⁸ „Så hør da Herrens ord!” afbrød Mika. „Jeg så Herren sidde på sin trone, og en hær af engle var samlet omkring ham. ¹⁹ Så sagde Herren: ‚Hvem vil lokke Ahab i fælden, så han dør i Ramot-Gilead?’ Og efter at adskillige planer var blevet foreslået, ²⁰ trådte en af ånderne frem og sagde: ‚Det vil jeg gøre!’ ‚Men hvordan?’ spurgte Herren. ²¹ Ånden svarede: ‚Jeg vil være en løgneånd i alle hans profeters mund!’ ‚Du kan klare opgaven,’ sagde Herren. ‚Gå bare i gang!’ ”

²² Mika fortsatte: „Kong Ahab, kan du ikke gennemskue dine profeter? Herren har jo fyldt dem alle med en løgnens ånd, og i virkeligheden har han planer om at få ram på dig.”

²³ Ved de ord gik profeten Zidkija hen til Mika og gav ham en lussing. „Vil du måske påstå, at Herrens Ånd kun taler gennem dig og ikke gennem mig?” snerrede han. ²⁴ Mika svarede: „Svaret på det spørgsmål får du, den dag du rædselsslagen prøver at gemme dig i et baglokale i et hus.”

²⁵ Efter det ordskifte gav kong Ahab ordre til at arrestere Mika. „Før ham til Amon, byens borgmester, og til min søn Joash,” sagde han. ²⁶ „Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.” ²⁷ „Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mika. „Har I hørt det alle sammen?”

Kong Ahabs død^(N)

²⁸ Derefter førte kong Ahab af Israel og kong Joshafat af Juda deres hære mod Ramot-Gilead, ²⁹ men Ahab sagde til Joshafat: „Før jeg kaster mig ud i kampen, vil jeg forklæde mig som en menig soldat. Men behold du bare din kongelige rustning på.” Så forklædte kong Ahab sig og slaget begyndte.

³⁰ Den aramæiske konge havde imidlertid givet sine vognstyrere ordre til at være på udkig efter kong Ahab og koncentrere sig om at fælde ham. ^31-32 Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: „Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men Joshafat råbte til Herren om hjælp, og Herren hjalp ham. Gud sørgede for, at de lod ham være, for da de forstod, at han ikke var Israels konge, trak de sig tilbage. ³³ Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.

„Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. „Jeg er alvorligt såret.”

³⁴ Kampen trak i langdrag og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Ved solnedgang døde han.

Joshafats kongedømme

19 Da kong Joshafat var kommet uskadt hjem til sit palads i Jerusalem, ² gik profeten Jehu, søn af Hanani, hen til ham og sagde: „Var det rigtigt af dig at hjælpe de gudløse og slutte forbund med dem, som har vendt sig fra Herren? Fordi du handlede sådan, skal Herrens vrede ramme dig. ³ Noget godt har du dog gjort, for du har fjernet Asherapælene i hele landet og søgt Herren af et oprigtigt hjerte.”

⁴ Efter denne episode koncentrerede Joshafat sig om Jerusalem og sit eget land. Han rejste ikke igen til Israel, men drog omkring blandt sit folk, fra Be’ersheba i syd til Efraims bjergland i nord, og opfordrede folket til at holde sig til Herren, deres fædres Gud. ⁵ I alle landets større byer udnævnte han dommere ⁶ og sagde til dem: „Pas på, når I dømmer, for det er Herren og ikke mennesker, I skal stå til regnskab for. Han vil give jer visdom til at dømme retfærdigt. ⁷ Vær gudfrygtige og døm, som Herren vil, for han tolererer ikke uretfærdige domme, bestikkelse eller partiskhed.”

⁸ Også i Jerusalem indsatte Joshafat nogle levitter, præster og slægtsoverhoveder som dommere i religiøse og civile retssager. ⁹ „Som dommere skal I have ærefrygt for Herren,” sagde han til dem. „I skal dømme ærligt og redeligt. ¹⁰ Når nogle dommere fra de andre byer overdrager en vanskelig sag til jer—hvad enten det drejer sig om drab eller overtrædelse af Guds love og forordninger—skal I vejlede dem og hjælpe dem til at dømme retfærdigt, så de ikke pådrager sig skyld ind for Herren, og så I og jeres kollegaer ikke rammes af Guds vrede. Gør I det, har I intet at frygte.

¹¹ Ypperstepræsten Amarja skal have det afgørende ord i alle religiøse sager, mens Judas guvernør, Zebadja, søn af Ishmael, skal have det afgørende ord i alle civile sager. Levitterne skal hjælpe jer med det administrative arbejde. Vær frimodige i opgaven, og må Herren være med dem, der gør det rette.”

Herren gav Juda sejr over Moab og Ammon

20 Nogen tid senere gjorde tre folkeslag sig klar til at føre krig mod Juda. Det var moabitterne og ammonitterne, hjulpet af nogle af meunitterne.^{[h] 2} Kong Joshafat fik at vide, at en mægtig hær havde samlet sig i Edom på den anden side af Det Døde Hav, og at den allerede var nået frem til Hatzetzon-Tamar. (Som nu kaldes En-Gedi.) ³ Joshafat blev rystet over denne nyhed og besluttede at søge hjælp hos Herren. Derfor udråbte han en faste i hele Juda. ⁴ Fra hele landet kom folk til Jerusalem for sammen med kongen at bede Herren om hjælp.

⁵ Joshafat stod frem i den nye forgård i Herrens hus foran hele forsamlingen og bad denne bøn: ⁶ „Herre, vores fædres Gud, du som regerer i Himlen og over alle jordens riger. Du har den højeste magt, og ingen kan besejre dig. ⁷ Vi har hørt, hvordan du drev de andre folkeslag ud af dette land, dengang dit folk kom hertil. Vi ved, at du gav dette land til din ven Abrahams efterkommere for evigt. ⁸ Her slog dit folk sig ned og byggede dette tempel for dig. ⁹ Dengang sagde de: ‚Hvis der kommer en ulykke over os, hvad enten det er fjendehære, pest eller hungersnød, så vil vi komme til dette tempel, hvor du bor, og bede dig om hjælp, så du kan gribe ind og redde os.’

¹⁰ Se nu! Vi bliver angrebet af en stor hær fra Ammon, Moab og Seirs bjerge. Det er de folkeslag, du ikke tillod vores forfædre at udrydde på vej op fra Egypten. Derfor gik de i en bue uden om dem og lod dem være. ¹¹ Se nu, hvad de gør til gengæld. De er kommet for at jage os ud af det land, du har givet os i eje. ¹² Åh, Gud, du må standse dem. Vi står magtesløse over for så mægtig en hær og ved ikke, hvad vi skal gøre, men vi stoler på din hjælp.”

¹³ Alle Judas mænd stod foran Herrens tempel med deres koner og børn. ¹⁴ Da kom Herrens Ånd over Jahaziel,^[i] en af levitterne fra Asafs slægt.

¹⁵ „Lyt til mig, kong Joshafat og alle Judas og Jerusalems indbyggere,” råbte han. „Herren siger: Vær ikke bange! Lad jer ikke skræmme af denne mægtige hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds! ¹⁶ I morgen skal I rykke frem mod dem. De kommer ad vejen op til Zitz, og I vil kunne se dem for enden af dalen, der fører ud til Jeruels ørken. ¹⁷ I skal ikke kæmpe mod dem, men blot tage opstilling og se på, at Herren giver sejr. Judas og Jerusalems indbyggere, vær ikke bange og tab ikke modet! I morgen skal I gå dem i møde—og Herren vil være med jer.”

¹⁸ Ved disse ord faldt kong Joshafat på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse, og Judas og Jerusalems indbyggere gjorde det samme. ¹⁹ Derefter rejste levitterne af Kehats og Koras slægter sig og brød ud i en højlydt lovsang til Herren, Israels Gud.

²⁰ Tidligt næste morgen gjorde de klar til at drage ud i ørkenen i retning af Tekoa.^[j] Joshafat opmuntrede dem med følgende ord: „Lyt til mig, Judas og Jerusalems indbyggere! Stol på Herren jeres Gud, så skal det lykkes for jer! Stol på hans profeter, så vil det gå jer vel!”

²¹ Efter at have rådført sig med folkets ledere besluttede Joshafat at lade sangerne gå foran soldaterne. De skulle lovprise Herren for hans hellighed og herlighed med ordene: „Lovet være Herren! Hans trofasthed varer til evig tid!”

²² Under deres sang og lovprisning skabte Herren panik blandt fjendernes hære, så de begyndte at hugge hinanden ned. ²³ Først dræbte ammonitterne og moabitterne i fællesskab dem fra Seirs bjerge, hvorpå de begyndte at slå hinanden ihjel. ²⁴ Da judæerne nåede frem til udkigsposten oven for ørkenen, lå der døde kroppe så langt øjet rakte—ikke en eneste af fjenderne var undsluppet! ²⁵ Kong Joshafat og hans soldater gik ud for at samle byttet ind, og de fandt så meget i form af forsyninger, udstyr og kostbarheder, at det tog dem tre dage at samle det hele sammen. ²⁶ På den fjerde dag samledes de i dalen og lovpriste Herren for sejren. Derfor kaldes dalen den dag i dag for Berakadalen.^[k]

²⁷ Derefter vendte judæerne med kong Joshafat i spidsen tilbage til Jerusalem—begejstrede over, at Herren havde givet dem sejr over deres fjender. ²⁸ Triumftoget gik gennem byen og nåede frem til templet akkompagneret af harper, lyrer og trompeter. ²⁹ Og da de omkringboende folk hørte, at Herren havde besejret Israels fjender, blev de grebet af frygt for Gud. ³⁰ Derefter var der ro i landet, for Gud gav Joshafat fred til alle sider.

Et sammendrag af Joshafats regeringstid^(O)

³¹ Joshafat var konge i Judas land. Han var 35 år, da han kom til magten, og han regerede i Jerusalem i 25 år. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi. ³² Han fulgte sin fars eksempel og adlød Herren, ³³ men det lykkedes ham ikke at udrydde offerstederne på højene rundt omkring i landet, ej heller at få folket til helhjertet at følge Herren, deres forfædres Gud.

³⁴ Hvad der ellers skete under hans regeringstid er beskrevet af profeten Jehu, søn af Hanani, og er optegnet i Israels kongers krønikebog.

³⁵ På et tidspunkt indgik kong Joshafat forbund med kong Ahazja af Israel, der var en ond konge. ³⁶ I fællesskab byggede de i Etzjon-Geber nogle store handelsskibe, der skulle sejle til Tarshish.^{[l] 37} Men Eliezer fra Maresha, søn af Dodavahu, profeterede mod Joshafat: „Fordi du har allieret dig med kong Ahazja, vil Herren ødelægge det, du har bygget op!” Derfor forliste skibene og nåede aldrig frem til Tarshish.

Kong Joram af Juda^(P)

21 Da kong Joshafat døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Joram efterfulgte ham som konge.

² Jorams brødre hed Azarja, Jehiel, Zekarja, Azarjahu, Mikael og Shefatja. ³ Joshafat havde givet hver af sine sønner kostbare gaver—sølv, guld og juveler—og givet dem herredømmet over nogle af Judas befæstede byer. Men han havde udnævnt Joram til konge, for han var den førstefødte søn. ⁴ Så snart Joram havde sikret sig magten, slog han alle sine brødre og flere af de israelitiske ledere ihjel. ⁵ Han var 32 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i otte år. ⁶ Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne. ⁷ Men på grund af den pagt, Herren havde etableret med David, ville han ikke fuldstændigt ødelægge Davids slægt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

⁸ Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge. ⁹ Kong Joram mønstrede sine officerer og stridsvogne for at slå oprøret ned. Undervejs blev han omringet af Edoms hær, men i ly af natten undslap han. ¹⁰ Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna, for Joram havde vendt sig fra Herren, sine fædres Gud. ¹¹ I Judas bjergområde byggede han afgudsoffersteder på højene. Således førte han Jerusalems indbyggere ud i utroskab mod Herren og ledte Judas folk på afveje.

¹² Da skrev profeten Elias følgende brev til Joram: „Herren, din forfar Davids Gud, siger: Fordi du ikke fulgte din far, Joshafats, og din farfar, Asas, gode eksempel, ¹³ men syndede på lige fod med Israels konger og opfordrede Jerusalems indbyggere og hele Judas folk til at dyrke afguder, ligesom kong Ahab gjorde, og fordi du myrdede dine egne brødre, der var bedre end dig, ¹⁴ vil Herren straffe både dig, dine børn og dine koner, samt fratage dig al din ejendom. ¹⁵ Selv skal du rammes af en alvorlig og vedvarende tarmsygdom, som til sidst får dine indvolde til at sprænges.”

¹⁶ Derefter lod Herren fjendskab opstå mellem kong Joram og filistrene, der fik støtte af nogle arabere, som boede nord for Kush. ¹⁷ De rykkede frem mod Juda, gjorde indfald i landet og plyndrede kongepaladset for alt af værdi. Selv kongens sønner og koner tog de med sig, bortset fra den yngste søn, Ahazja. Nu havde Joram kun én søn tilbage.

¹⁸ Kort efter ramte Herren Joram med en uhelbredelig sygdom i maven, ¹⁹ og efter to års sygdom sprængtes hans indvolde, så han led en frygtelig død. Man brændte ingen røgelse til ære for ham, som man havde gjort, da hans forfædre døde.

²⁰ Joram var som sagt 32 år, da han blev konge, og han nåede at regere i Jerusalem i otte år. Ingen sørgede over hans død. Han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige familiegravsted.

Kong Ahazja af Juda^(Q)

22 Befolkningen i Jerusalem valgte derefter Ahazja, Jorams yngste søn, til konge, eftersom de arabere, der havde gjort indfald i landet, havde gjort det af med Jorams øvrige sønner. ² Ahazja var 22^[m] år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i ét år. Hans mor hed Atalja og var kong Omris barnebarn. ³ Ahazja var lige så ond en konge som dem fra Ahabs slægt, for hans mor var en dårlig rådgiver for ham. ⁴ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, som Ahabs slægt altid havde gjort. Han havde nemlig valgt sine rådgivere fra den slægt efter sin fars død, og det blev hans undergang.

⁵ Ahazja fulgte deres råd og indgik forbund med Israels kong Joram, søn af Ahab. Derfor sluttede han sig til Joram i krigen mod kong Hazael af Aram. Aramæerne vandt slaget ved Ramot-Gilead, og Joram blev såret, ⁶ hvorefter han trak sig tilbage til Jizre’el for at blive rask igen. Ahazja tog derfor til Jizre’el for at se til ham, ⁷ og det blev hans undergang, for Gud ønskede at straffe ham. Mens han var på besøg der, tog han med Joram ud for at møde Jehu, søn af Nimshi, som Herren havde udvalgt til at gøre det af med resten af Ahabs slægt.

⁸ Mens Jehu var i gang med denne opgave, traf han nogle af Judas ledende mænd og nogle af Ahazjas slægtninge, som var med i Ahazjas følge. Dem huggede han også ned. ⁹ Derefter fortsatte Jehus mænd jagten på Ahazja, og de fandt ham i byen Samaria. De førte ham straks til Jehu, der slog ham ihjel. Ahazja fik dog en anstændig begravelse, for han var trods alt barnebarn af kong Joshafat, der af hele sit hjerte havde tjent Herren. Ahazjas sønner var helt små, så ingen af dem kunne overtage tronen.

Atalja overtager magten i Juda^(R)

¹⁰ Dengang Atalja, som var mor til kong Ahazja af Juda, hørte, at hendes søn var død, satte hun sig for at udrydde samtlige medlemmer af den judæiske kongefamilie.

¹¹ Men Ahazjas søster, Josheba,^[n] fjernede i al hemmelighed Ahazjas yngste søn, Joash, som kun var et spædbarn, fra de øvrige prinser, som skulle dræbes. Det lykkedes Josheba, som var gift med præsten Jojada, at gemme både Joash og hans amme i et soveværelse. ¹² Drengen blev derefter holdt skjult på tempelområdet i de seks år, Atalja regerede i Juda.

Joash udråbes til konge^(S)

23 I Ataljas syvende regeringsår tog Jojada mod til sig og sammenkaldte følgende officerer for at indvi dem i sin hemmelighed: Azarja, søn af Jeroham; Ishmael, søn af Johanan; Azarja, søn af Obed; Ma’aseja, søn af Adaja; og Elishafat, søn af Zikri. ² I al hemmelighed drog disse mænd rundt til alle landets byer for at indkalde levitternes ledere og slægtsoverhovederne til et møde i Jerusalem. ³ Da alle var ankommet, samledes de på tempelområdet og aflagde troskabsed over for den unge kronprins, Joash.

„Nu er tiden kommet, hvor kongens søn bør overtage tronen!” sagde Jojada. „Herren har jo lovet, at det altid skal være en af Davids efterkommere, der skal sidde på tronen. ⁴ Hør her, hvad I skal gøre: Næste sabbat, når præsterne og levitterne møder op for at påbegynde deres tjeneste, skal en tredjedel af jer holde vagt ved tempelportene, ⁵ og en anden tredjedel skal holde vagt ved det kongelige palads, mens den sidste tredjedel samles ved Jesod-porten. Alle andre skal blive i forgården. ⁶ Husk, at kun de præster og levitter, der er i tjeneste og har gennemgået renselsesceremonien, må gå ind i selve Herrens hus. ⁷ I levitter skal med dragne sværd stå vagt omkring kongen. Dræb enhver, der gør forsøg på at trænge ind i templet. Slip ikke kongen af syne på noget tidspunkt.”

⁸ Levitterne og de øvrige mænd fulgte nøje Jojadas instrukser. De kom samtidig med det skiftehold, som normalt skulle begynde tjeneste på sabbatten, og sluttede sig til det skiftehold, der var færdig med tjenesten, for Jojada havde befalet, at alle skulle stå til rådighed den sabbat. ⁹ Derpå udrustede Jojada officererne med de spyd og skjolde, både store og små, som havde tilhørt kong David og blev opbevaret i templets våbenhus. ¹⁰ De bevæbnede mænd tog opstilling i en lang række fra forgårdens sydside frem til alteret foran indgangen og videre til nordsiden. På den måde forhindrede de folk i at nærme sig tempelindgangen, hvor kongen ville komme til syne. ¹¹ Da alt var klar, førte Jojada og hans sønner prinsen ud og satte kongekronen på hans hoved. De gav ham også en kopi af lovbogen, hvorefter han blev salvet til konge, og folk råbte: „Længe leve kong Joash.”

Ataljas død^(T)

¹² Da dronning Atalja hørte støjen fra mængden, der løb omkring og hyldede den nye konge, skyndte hun sig over til templet. ¹³ Dér fik hun øje på den nykronede konge, der stod ved søjlen foran tempelindgangen, som det var skik ved en kroningsceremoni. De ledende officerer og en række trompetblæsere stod ved siden af kongen. De blæste i deres trompeter, mens folket jublede. Der var andre musikere, som ledte et lovsangskor.

Atalja rev i vrede og fortvivlelse sit tøj i stykker og skreg: „Det er højforræderi!”

¹⁴ „Før hende uden for templet!” råbte Jojada til officererne for livvagten. „Dræb hende ikke på tempelområdet, men slå enhver ned, der forsøger at komme hende til undsætning.”

¹⁵ Så greb de hende og førte hende ud gennem den port, som hestene bruger til komme ind på paladsets område. Der slog de hende ihjel.