Bible in 90 Days

Jerusalems skæbne

29 Ve dig, Ariel,^[a] byen, som David belejrede og indtog. År efter år bringer du dine ofre. Fortsæt du blot med dine højtider, ² men en dag kommer dommen over dig, og da vil du græde og sørge. Da bliver du virkelig Ariel, for du bliver som et alter, oversprøjtet med blod. ³ Jeg omringer dig og belejrer dig, som David gjorde, jeg omgiver dig med volde og angrebsramper. ⁴ Fra det dybe taler du da, mumler fortvivlet i støvet. Din stemme kommer fra graven, svag som en dødnings røst.

⁵ Men dine fjender skal knuses til støv, tyrannerne spredes som avner for vinden. ⁶ Pludselig kommer Herren, den Almægtige, over dem med torden, jordskælv, storm og ild. ⁷ Da skal alle de folk, som fører krig mod Jerusalem og kæmper imod Ariel, selv opleve et mareridt. ⁸ Som den sultne drømmer om mad, men stadig er sulten, når han vågner, og som den tørstige drømmer om vand, men vågner lige tørstig, sådan skal det gå alle dine fjender.

⁹ I er blevet tåber, I er blevet blinde! I er omtågede, men ikke på grund af vin. I raver fortumlede omkring, men ikke på grund af øl. ¹⁰ Herren har gjort jer åndeligt sløve. Profeterne og seerne, som skulle være jeres åndelige øjne, ser intet. ¹¹ For jer er et profetisk budskab som ordene i en lukket bog. Giver man bogen til en, der kan læse, og siger: „Vær venlig at læse!” siger han bare: „Det kan jeg ikke. Bogen er jo lukket med segl!” ¹² Og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: „Vær venlig at læse!” siger han: „Jeg har ikke lært at læse!”

¹³ Derfor siger Herren: „Når mit folk kommer til mig, ærer de mig kun for et syns skyld. Deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud. ¹⁴ Derfor vil jeg fortsat overraske dem ved min handlemåde. De vises visdom skal sættes til side, de kloges klogskab skal gøres til intet.”

¹⁵ Ve dem, der tror, de kan skjule sig for Gud, dem, som tror, de kan føre ham bag lyset. De gør deres gerninger i mørket og beroliger sig selv: „Der er ingen, der ser os. Ingen lægger mærke til noget.” ¹⁶ Hvor dum har man lov at være! Har pottemageren ikke større magt end leret? Siger lerkrukken måske til pottemageren: „Det er ikke dig, som har formet mig! Det har du slet ikke forstand på!”?

¹⁷ Det varer ikke længe, før Libanon igen bliver en frugthave, og træerne igen står tæt som i en skov.^{[b] 18} Da skal de døve høre, hvad der læses fra bogen, og de blinde skal befries fra det mørke, de befinder sig i. ¹⁹ De ydmyge skal glæde sig over, hvad Herren gør, og de afmægtige skal juble over Israels hellige Gud. ²⁰ Tyranner skal forsvinde, de stolte skal styrtes, lovovertrædere skal lade livet. ²¹ Gud vil gøre det af med dem, der anklager de uskyldige og sætter fælder for dommeren i retten, så de får dem dømt uden grund.

²² Derfor siger Herren, Abrahams beskytter, til Israels folk: Mit folk skal ikke længere blegne af skræk, deres hoveder skal ikke længere bøjes i skam. ²³ Når de ser deres mange børn og mine velsignelser, skal de til fulde forstå, at jeg er deres hellige Gud, og da skal de få ærefrygt for mig. ²⁴ Da vil de, som er åndeligt på vildspor, lære sandheden at kende, og de, som gør oprør mod Herren, vil tage imod belæring.

Domsprofeti over et oprørsk folk

30 Ve jer, mine børn, siger Herren, for I har gjort oprør imod mig! I lægger planer, men det er ikke mine planer. I beder om hjælp fra andre nationer, men ikke fra min Ånd. Jeres synderegister bliver større og større. ² I stedet for at spørge mig til råds har I indgået forbund med Egypten og bedt Farao om hjælp og beskyttelse. ³ Men at sætte sin lid til Farao fører kun til skuffelse og ydmygelse for jer. ⁴ Skønt han har guvernører i Zoan, og hans herredømme strækker sig helt til Hanes,^{[c] 5} vil I komme til at fortryde det, for han kan ikke hjælpe jer.

⁶ Et budskab om lastdyrene på vej gennem Negev:

Jeg ser en karavane, der langsomt bevæger sig af sted gennem ørkenlandet til Egypten. De har æsler og kameler læsset med kostbarheder til betaling for egypternes hjælp. Det er en farefuld færd, for ørkenen er fuld af løver, der ligger på lur, hugorme og hurtige giftslanger. Og så er det til ingen nytte, for egypterne vil ikke hjælpe jer. ⁷ Egyptens løfter er tomme løfter. Derfor kalder jeg landet „Den harmløse drage”.

⁸ Skriv budskabet ned, så det kan bevares som et evigt vidnesbyrd om mit folks oprørskhed. ⁹ De er som stædige børn, der ikke vil høre, hvad Herren siger. ^10-11 Til mine profeter siger de: „Ti stille! Vi vil ikke høre på jer.” Eller de siger: „Lad være med at sige os den ubehagelige sandhed. Vi vil hellere høre noget rart, selvom det måske ikke passer. Tag ikke livet så tungt. Vi har fået nok af al den snak om Israels hellige Gud.”

¹² Hertil svarer Israels hellige Gud: Fordi I forkaster mit ord og i stedet sætter jeres lid til løgn og bedrag, ¹³ skal jeres synd være som en voksende revne i en knejsende mur. Revnen bliver større og større, indtil muren pludselig styrter i grus. ¹⁴ I vil blive knust som en lerkrukke og slået i tusinde stykker. Ikke et eneste skår vil være stort nok til, at man kan bruge det til at hente gløder fra ildstedet eller en sjat vand fra et vandreservoir. ¹⁵ For Gud Herren, Israels hellige Gud, har sagt: Kun ved at vende jer til mig og søge min hjælp kan I blive reddet. I får styrke ved at være stille og stole på mig. Men det vil I ikke. ¹⁶ I siger: „Vi har brug for hurtige heste.” Ja, I får brug for at flygte i fuld fart fra jeres fjender. ¹⁷ En enkelt fjendtlig rytter vil jage 1000 af jer på flugt. Fem af dem er nok til at slå jer alle på flugt. En rest bliver tilbage som et enligt banner på en bakketop.

Guds barmhjertighed—folkets redning

¹⁸ Men Herren længes efter at være nådig og barmhjertig imod jer. Han er en god Gud, og han velsigner dem, der søger hjælp hos ham.

¹⁹ Mit folk i Jerusalem, hold op med at græde, for Herren er barmhjertig. Han vil høre dig, hvis du beder om hans hjælp. Han vil svare dig, så snart du råber til ham. ²⁰ Selv når han sender dig modgang og bitter lidelse, er han med dig for at vejlede dig. Med dine egne øjne skal du se dine vejledere.^{[d] 21} Når du er ved at komme på afveje og fare vild, skal du høre en stemme bag dig sige: „Her er den vej, du skal følge.” ²² Da vil du ødelægge alle dine forsølvede afguder og forgyldte gudestatuetter. Du vil kaste dem bort som affald. „Ud med dem!” vil du sige.

²³ Da vil Gud velsigne det, du har sået, med masser af regn. Afgrøden vil vokse godt, og høstudbyttet blive stort. Dit kvæg får vidtstrakte græsgange. ²⁴ Okser og æsler, som arbejder for dig, får det fineste og bedste foder. ²⁵ Den dag Gud griber ind og besejrer dine fjender, vil han sende dig strømme af vand fra hvert bjerg og bakkedrag. ²⁶ Månen vil skinne som solen, og solen vil skinne syv^[e] gange stærkere end før, som syv dages dagslys på én gang. Sådan vil det gå, når Herren helbreder sit forslåede folk og heler de sår, han gav dem.

Dom over Assyrien

²⁷ Se, Herren kommer langvejsfra. Hans vrede er som en vældig brand, indhyllet i et tykt røgtæppe. Han fråder af raseri, hans ord fortærer som ild. ²⁸ Hans vrede vælder frem som en flodbølge, der fejer alt og alle bort foran sig. Han ryster folkeslagene i ødelæggelsens si, lægger bidsel i deres mund og fører dem bort til dom.

²⁹ Men Guds folk skal synge af glæde som om aftenen, når en højtid begynder. Hans folk skal glæde sig af hjertet, som når fløjtespilleren leder pilgrimstoget op til Herrens bjerg i Jerusalem, til Israels klippe. ³⁰ Herren vil lade sin vældige røst lyde. Han knuser fjenderne med sin stærke arm og udgyder sin vrede over dem med voldsomme lyn, med torden, skybrud og store hagl. ³¹ Herrens straf skal ramme assyrerne. Han slår dem med sin vredes stok. ³² Med de stokkeslag, der falder på assyrerne, slår Herren takt til sit folks frydesang, der ledsages af tamburiner og harpeklang. ³³ Ligbålet står parat til Assyriens konge. Det er højt og bredt, og der er masser af brændsel. Herrens åndepust er som et vulkanudbrud, der sætter det hele i brand.

Herren vil forsvare Jerusalem

31 Ve jer, I, som rejser til Egypten efter hjælp, I, som sætter jeres lid til stridsvogne, heste og en sværm af ryttere i stedet for at søge hjælp hos Israels hellige Gud. ² I sin visdom sender han ulykke over sit folk. Han ombestemmer sig ikke, men rejser sig imod dem og deres gudløse forbundsfæller på grund af deres ondskab. ³ Egypterne er dødelige mennesker, ikke guder. Deres heste er af kød og blod, ikke ånd. Når Herren løfter sin hånd imod dem, snubler og falder de sammen med dem, de prøver at hjælpe. Så er det ude med dem alle.

⁴ Herren sagde til mig: „Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg vil kæmpe for Zions bjerg, som en løve kæmper for sit bytte. Lige meget hvor højt hyrderne råber og hvor meget de larmer for at skræmme løven væk, så flytter den sig ikke, men viser blot tænder. ⁵ Som fuglen, der svæver over sin rede for at beskytte den, sådan vil jeg beskytte og skærme Jerusalem. Jeg våger over byen og redder den.”

⁶ Israels folk, vend tilbage til den Gud, som I har været så utrolig oprørske imod. ⁷ Der kommer en dag, hvor I vil kassere de afguder af sølv og guld, som jeres syndige hænder har skabt. ⁸ Da vil assyrerne falde, men ikke for menneskers sværd. Gud vil selv nedkæmpe dem. De vil prøve at flygte, men de unge mænd bliver ført bort som slaver. ⁹ Hærchefen vil flygte i rædsel, officererne tage benene på nakken, når de får øje på Israels banner, siger Herren, for hans vredes ild brænder i Jerusalem.

Den retfærdige Konge

32 Der vil komme en retfærdig Konge, og hans ledere vil regere retfærdigt. ² De vil give læ for vinden og ly for regnen og være som en oase i ørkenen og en kølende skygge fra en vældig klippe i et trøstesløst land. ³ De, som har øjne at se med, skal få øjnene op for det. De, der har ører at høre med, skal fatte det. ⁴ De tankeløse bliver fornuftige, og de stammende taler klart og tydeligt. ⁵ Til den tid skal tåberne ikke regnes for gode ledere, og de rige bedragere ikke blive æret som magtfulde borgere. ⁶ Tåberne spreder jo løgne om Gud, lægger onde planer og handler imod Guds vilje. De giver ikke de sultende mad at spise eller de tørstende noget at drikke. ⁷ De rige bedrageres ondskab skal afsløres. Deres løgnagtige udnyttelse af forsvarsløse mennesker, som har retten på deres side, vil blive gennemskuet. ⁸ Men de gode ledere vil give gode råd og udføre ædle handlinger.

Den forestående ulykke

⁹ Hør efter, I sorgløse kvinder! Lyt til mig, I husmødre uden problemer! ¹⁰ Om et års tid får I noget at bekymre jer over, I ubekymrede. For vinhøsten slår fejl, og frugthøsten udebliver. ¹¹ I vil komme til at skælve af skræk, I sorgløse og magelige kvinder. Læg jeres fine tøj til side og klæd jer i sæk og aske. ¹² Slå jer for brystet i fortvivlelse over den skæbne, som vil overgå jeres frugtbare marker og bugnende frugthaver. ¹³ Jeres jord vil gro til med tjørn og tidsel. Jeres sorgløse hjem og glade byer vil blive ødelagt. ¹⁴ Byens fæstningsanlæg lægges i ruiner, og alle folk må flygte. Vildæsler, får og geder vil græsse ved ruinerne og de forladte vagttårne for evigt.

Håb for fremtiden

¹⁵ Men når Ånden fra Himlen udgydes over os, bliver ødemarken igen til frugthaver, og frugttræerne skal stå så tæt som i en skov. ¹⁶ Retfærdighed og ret skal blomstre i landet, ¹⁷ og fredens frugt vokse frem. Da bliver der ro og tryghed for evigt. ¹⁸ Mit folk vil bo i fred og tryghed, i ro og sikkerhed. ¹⁹ Hvis haglene falder, skal de ikke ramme jer, og de, der bor i skoven, skal være lige så trygge som dem i byen.^{[f] 20} I oplever Guds velsignelse, når I kan plante ved hvert et vandløb og lade kvæg og æsler gå frit omkring og græsse i fred.

Guds dom over de fjendltige nationer og løfter til Guds folk

33 Ve dig, Undertrykker!^[g] Du har undertrykt andre, men du er aldrig selv blevet undertrykt. Du svigter dine forbundsfæller, selv om de ikke svigter dig. Nu er det din tur til at blive undertrykt og svigtet.

² Herre, vær os nådig, for vi sætter vores lid til dig. Styrk os hver morgen og red os, når vi er undergangen nær. ³ Vores fjender flygter, når de hører dig komme. Når du går til angreb, spredes vores fjender for alle vinde. ⁴ De bliver berøvet alt, som når en græshoppesværm æder alt, hvad den passerer.

⁵ Herren er mægtig, han bor i Himlen. Han vil gøre Jerusalem til retfærdighedens og sandhedens højborg. ⁶ Han vil give tryghed og fuld beskyttelse, visdom og kundskab. Gudsfrygt er kilden til velsignelse.

⁷ De tapre krigere^[h] klynker i Jerusalems gader, fredsudsendingene vender grædende tilbage. ⁸ Vejene er øde, for ingen tør vove sig ud. Fredstraktater annulleres, og løfter brydes, selv om de var afgivet i vidners nærvær. ⁹ Hele Israels land er i vanskeligheder, Libanon er skamferet, Saronsletten lagt øde, Bashan og Karmel plyndret.

¹⁰ Men Herren siger: „Jeg vil rejse mig og vise min mægtige styrke. ¹¹ I fjendtlige nationer får intet som helst ud af jeres anstrengelser. Jeres egen ånde bliver til ild, der brænder jer op. ¹² Jeres hære skal smuldre som sten, der brændes til kalk, og forgå som tjørn, der fortæres af ilden. ¹³ Alle lande, både nær og fjern, skal høre om, hvad jeg har gjort og anerkende min magt.”

¹⁴ Synderne i Jerusalem skal ryste af skræk, de gudløse råbe i rædsel: „Hvem kan holde stand over for Herrens fortærende og evige ild?” ¹⁵ Det kan kun de, som handler ret og taler sandt, som nægter at udnytte og bedrage andre, som ikke tager imod bestikkelse, som nægter at lytte til planer om mord, og som overvinder fristelsen til at handle ondt. ¹⁶ De får lov at bo på højene, i fæstninger på klipperne, og de skal få alt det mad og vand, de har brug for.

¹⁷ Jeres øjne skal få kongen at se i al hans skønhed, og I skal se et stort og vidtstrakt land. ¹⁸ Da bliver fortidens fjendtlige regenter, som krævede store skatter af jer, kun et uhyggeligt minde. ¹⁹ Snart er de borte, de grusomme barbarer med det fremmedartede sprog, som I ikke forstår.

²⁰ Da vil I se Jerusalem som et sted, hvor man samles til højtidsfester. Byen skal være tryg og urokkelig. ²¹ Herren giver os et sted med brede floder og vandstrømme, hvor ingen af fjendens mægtige skibe kan sejle. ²² For Herren er vores Dommer, Hersker og Konge. Han tager sig af os og redder os. ²³ Fjendens reb hænger slappe, masten er ved at vælte, og sejlene er ikke spændt ud. Byttet skal deles ud mellem Guds folk, selv de lamme får del i det. ²⁴ Ingen i Israel vil længere sige: „Jeg er syg.” For Herren har tilgivet deres synder.

Guds straf over Edom og de øvrige fjender

34 Kom og lyt, alle jordens folk! Lad hele verden høre mine ord! ² Herren raser imod folkeslagene, i sin harme slår han ned på deres hære, slagter dem og udrydder dem totalt. ³ De døde ligger og flyder overalt, stanken af lig fylder landet, og blodet flyder ned ad bjergene.

⁴ Himmelrummets stjerner skal gå i opløsning. Himlen skal rulles sammen som en bogrulle og stjernerne falde ned som visne blade, som overmodne figner.

⁵ Herren siger: „Når mit sværd har fuldført sin opgave i himmelrummet, slår det ned på Edom, det folk jeg har dødsdømt.”

⁶ Herrens sværd drypper af blod. Det er smurt ind i fedt som fra et offerdyr. For Herren holder offerfest i Botzra, han bereder et vældigt blodbad i Edoms land. ⁷ Da vil krigerne falde i kampen, både de unge og de ældre. Jorden bliver gennemblødt af blod og dækket af fedt. ⁸ For Herren har en hævnens dag, en tid hvor overgreb mod Zion bliver gengældt. ⁹ Vandet i Edoms floder bliver til brændende tjære, jorden dækkes af svovl som støv. ¹⁰ Edoms straf vil aldrig få ende. Røgen vil for evigt stige til vejrs, og landet vil ligge øde og forladt i generationer. Ingen bor der mere. ¹¹ Landet bliver tilholdssted for alle slags ugler og ravne. Herren har målt landets ondskab og fundet det modent til ødelæggelse. ¹² Der skal ikke længere være nogen konge dér, og landets ledere skal ryddes af vejen. ¹³ Fæstningerne gror til med tjørn, brændenælder vokser i borggårdene. Det bliver hjemsted for sjakaler og strudse.^{[i] 14} De vilde hunde mødes med hyæner, vilde geder springer rundt mellem hinanden, og dæmoner huserer om natten. ¹⁵ Dér bygger uglerne rede, lægger æg og udruger deres unger i skyggen. Dér kommer gribbene med deres mager.

¹⁶ Se efter i Herrens bog, se, hvad han vil gøre. Ikke et eneste af disse dyr vil komme til at mangle, for Herren har sagt det, og hans Ånd vil samle dem. ¹⁷ Han har udstykket landet og givet enhver deres del. De overtager landet og bor der fra slægt til slægt.

Håb om genoprettelse

35 Engang skal ørkenen og det tørre land glæde sig. Ødemarken skal juble og blomstre som en lilje. ² Der bliver en overdådighed af blomster og jubelsange. Ørkenen bliver frodig som Libanons bjerge, frugtbar som Karmels bjerg og Saronsletten, for Herren, vores Gud, vil vise sin herlighed og pragt.

³ Det giver ny styrke til dem med de trætte hænder og slappe knæ, ⁴ nyt mod til dem med de frygtsomme hjerter. Sig til dem: „Vær ikke bange, vær stærke, for jeres Gud er kommet for at straffe ondskaben og lade retfærdigheden ske fyldest. Han er kommet for at frelse jer.” ⁵ Når han kommer, vil han åbne de blindes øjne og lukke de døves ører op. ⁶ De lamme vil springe som rådyr, de stumme vil råbe og synge af glæde. I ørkenen skal kilder springe frem, og floder skal løbe gennem ødemarken. ⁷ Det glødende sand skal forvandles til oaser, den tørstige jord skal drikke fra friske kilder. Hvor ørkensjakaler hvilede sig i det tørre græs, vil der blive vand nok til siv og papyrus.

⁸ Der bliver en banet vej, som skal kaldes „Den hellige Vej”, og ingen syndere skal færdes på den. Guds folk skal vandre ad den, men ingen tåber forvilder sig ind på den. ⁹ På den vej findes ingen farer. Der lurer ingen løver eller andre rovdyr. Kun Guds befriede folk vandrer på den. ¹⁰ Herrens befriede folk vender hjem. De går med jubel mod Zion. De fyldes med fryd og evig glæde. Lidelse og jammer er forbi.

Assyrerkongens trusler imod Juda

36 I kong Hizkijas 14. regeringsår^[j] angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. ² Derpå sendte han sin næstkommanderende med en stor hærafdeling fra Lakish til Jerusalem med et budskab til kong Hizkija. De tog opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. ³ Hizkijas hofmarskal Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa, Asafs søn, gik ud for at møde dem.

⁴ „Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? ⁵ Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? ⁶ Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. ⁷ Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? ⁸ Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. ⁹ Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? ¹⁰ For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

¹¹ „Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,^[k] for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

¹² „Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

¹³ Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: ¹⁴ Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. ¹⁵ Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. ¹⁶ Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, ¹⁷ indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin. ¹⁸ Hør ikke på Hizkija, når han påstår, at Herren kan frelse jer. Tænk på de andre folkeslag som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? ¹⁹ Hvor blev Hamats, Arpads og Sefarvajims guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? ²⁰ Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

²¹ Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. ²² Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.

Hizkija søger hjælp hos Esajas

37 Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. ² Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas. De havde også klædt sig i sæk og aske ³ og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. ⁴ Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham? Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

^5-6 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. ⁷ Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

⁸ Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. ⁹ Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

¹⁰ „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. ¹¹ Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har underlagt sig utallige lande. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? ¹² Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. ¹³ Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

¹⁴ Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. ^15-16 „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. ¹⁷ Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! ¹⁸ Herre, det er jo sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde ¹⁹ og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. ²⁰ Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

²¹ Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. ²² Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:

Om Jerusalem og folkets fremtid

³⁰ Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.^[l] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. ³¹ For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. ³² En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.

³³ Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. ³⁴ Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. ³⁵ For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

³⁶ Så gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. ³⁷ Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. ³⁸ Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Kong Hizkijas sygdom og helbredelse

38 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”

² Esajas gik derefter sin vej, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. ³ „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.

^4-5 „Gå tilbage til Hizkija,” sagde Herren til Esajas. „Sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, ⁶ og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen!”

²¹ Esajas sagde så til kongens tjenere, at de skulle lægge et figenplaster på det syge sted, for så ville kongen blive rask.^{[m] 22} Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus?” ⁷ „Tegnet på, at Herren vil gøre, som han har sagt, ⁸ er, at han vil lade skyggen på Ahaz’ solur gå ti streger tilbage!” lød svaret. Og sådan skete det. Skyggen gik ti streger tilbage på soluret.

Et digt af Hizkija

⁹ Efter at kong Hizkija var blevet helbredt for sin sygdom, skrev han følgende digt:

Profeti om bortførelsen til Babylonien

39 Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom og helbredelse. ² Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting i hele riget, han ikke viste dem.

³ Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: „Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”

„De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.

⁴ „Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.

„Det hele!” svarede Hizkija. „Jeg viste dem alle mine rigdomme.”

⁵ „Hør Herren, den Almægtiges, ord,” sagde Esajas. ⁶ „Der kommer en dag, hvor alt i det her palads skal føres bort til Babylonien, både de rigdomme, du selv har samlet, og det, dine forfædre har samlet—intet vil blive tilbage. ⁷ Nogle af dine egne efterkommere vil blive bortført og gjort til tjenere ved den babyloniske konges hof.”

⁸ „Det er godt at høre fra Herren,” sagde Hizkija. Han tænkte ved sig selv: „Der er i det mindste fred og ro, så længe jeg lever.”

Løfte om de landflygtiges hjemvenden

40 „Trøst mit folk,” siger jeres Gud. ² „Tal opmuntrende ord til Jerusalems folk! Fortæl dem, at deres lidelser er forbi, og at deres syndeskyld er betalt, for de har afsonet den fulde straf for deres synder.”

³ Der lyder en stemme i ødemarken: „Ban vej for Herren! Gør vejen gennem ørkenen^[o] klar til vores Gud!”

⁴ Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal jævnes ud. De krogede veje skal rettes ud, og de ujævne stier glattes. ⁵ Herrens herlighed skal åbenbares, og alle skal se Guds frelse.^[p] Herren selv har talt!

⁶ En stemme sagde: „Råb det ud!” „Hvad skal jeg råbe?” spurgte jeg. „Du skal råbe: Ethvert menneske er som græs, dets trofasthed kortvarig som en kornblomst. ⁷ Græsset visner, og blomsten falmer ved Herrens åndepust.” Ja, mit folk er som græs. ⁸ Græsset visner, og blomsten falmer,^[q] men Guds ord varer til evig tid.

⁹ Du, som bringer bud, gå op på bjergets top og råb så højt, at hele Jerusalem kan høre det. Råb frimodigt til alle Judas byer: „Jeres Gud er på vej!”

¹⁰ Ja, Gud Herren kommer med vældig magt, han hersker med umådelig styrke. Se, han kommer med sit befriede folk. ¹¹ Som en hyrde fører han sin hjord. Han samler sine lam og bærer dem i favnen, mens han nænsomt leder moderfårene af sted.

Guds storhed

¹² Hvem andre end Herren kan holde havet i sin hule hånd eller måle himmelhvælvingen mellem sine udspændte fingre? Hvem andre kan samle jordens støv i sine hænder eller veje bjergene på sin vægt? ¹³ Er der nogen, som kan vejlede Herrens ånd? Hvem kan være hans rådgiver? ¹⁴ Har Herren spurgt nogen til råds for at forstå, hvad retfærdighed er? Er der nogen, som har lært ham visdom? ¹⁵ Alle jordens folk er for ham som en dråbe i havet, som støvfnug på en vægtskål. Han løfter kystlandene op, som vejede de intet. ¹⁶ Alle Libanons skove kunne ikke give brænde nok, og alle landets dyr ville ikke være tilstrækkelige til et brændoffer, der var passende for ham. ¹⁷ Alverdens nationer er ubetydelige sammenlignet med hans storhed.

¹⁸ Hvem vil I sammenligne Gud med? Hvordan vil I beskrive ham? ¹⁹ Kan han repræsenteres af et gudebillede støbt i en form, belagt med guld og med sølvkæder om halsen? ²⁰ Kan man lave en husgud af træ, der aldrig rådner? Kan en dygtig træskærer lave den, så den ikke kan vælte?

²¹ Ved I ikke, hvem Gud er? Har I ikke forstået det? Har det ikke kunnet ses fra verdens skabelse? ²² Herren troner højt over himmel og jord. I hans øjne er menneskene små som myrer. Han udspændte himmelhvælvingen som en baldakin, universet satte han op som et telt. ²³ Han gør jordens stormænd og herskere til intet. ²⁴ De er som planter, der knap når at slå rod og vokse op, før han ånder på dem, så deres livsværk visner, og de fejes bort af vinden.

²⁵ „Hvem vil I sammenligne mig med?” spørger den hellige Gud. „Hvem er min ligemand?”

²⁶ Se op mod himlen! Hvem skabte stjernerne? Som en hærfører, der mønstrer sin hær, holder Herren styr på stjernernes tal. Han kender alle deres navne. Ikke en eneste mangler. Så stor er hans magt.

²⁷ Israel, hvordan kan du sige, at Herren har glemt dig og ikke ænser dine lidelser? ²⁸ Ved du ikke, hvem Gud er? Har du ikke forstået det? Herren er den evige Gud, som har skabt den vide jord. Aldrig bliver han træt eller udmattet. Hans visdom er ufattelig. ²⁹ Han giver den trætte ny kraft og den svage ny styrke. ³⁰ Selv unge mænd kan blive udmattede, selv de stærkeste har en grænse. ³¹ Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke, som ørnen får nye svingfjer. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at blive udmattede.

Perserkongen Kyros som redskab til Israels befrielse

41 Herren siger: „Lyt til mig, I fjerne lande! Tag mod til jer og kom, så vi kan tale sammen! Hvad har I at sige?

² Hvem tilkaldte et redskab^[r] fra østen til at udføre den retfærdige straf? Hvem gav ham sejr over talrige folkeslag og lod ham nedtrampe deres konger? Hvem hjalp ham besejre sine fjender med sværd og bue? ³ Han forfølger sine fjender, men forbliver selv uskadt, selv om han marcherer gennem ukendt terræn. ⁴ Hvem står bagved og trækker i trådene? Det gør jeg, Herren, jeg, som kalder på mit folk fra generation til generation. Jeg var til stede ved begyndelsen, og jeg vil være der ved afslutningen.

⁵ Fjerne lande ser til med gru, hele verden skælver af frygt, når hærene nærmer sig. Folk trøster hinanden. ‚Tab ikke modet!’ siger de. ^6-7 Håndværkerne opmuntrer hinanden, mens de skynder sig at lave flere statuer af deres afguder. ‚Nu er den færdig!’ siger de og slår statuen fast med søm, så den ikke vælter.

⁸ Men du, Israel, min tjener, Jakob, min udvalgte, min ven Abrahams efterkommere, frygt ikke! ⁹ Jeg kalder mit folk hjem fra jordens ender og siger: Dig har jeg udvalgt, jeg forkaster dig ikke. Du er min tjener. ¹⁰ Vær ikke bange, for jeg er med dig. Tab ikke modet, for jeg er din Gud. Med min retfærdige hånd vil jeg styrke, hjælpe og beskytte dig.

¹¹ Se, alle dine fjender lider nederlag, dine modstandere bukker skamfulde under. ¹² Hvis du spejder efter fjenderne, ser du dem ikke, for de er alle døde og borte. ¹³ Jeg, Herren din Gud, griber din hånd og siger: Vær ikke bange! Jeg er her for at hjælpe dig. ¹⁴ Frygt ikke, Israel. Selv om ingen regner dig for noget, er jeg med dig for at frelse dig. Jeg er Herren, din Befrier. Jeg er Israels hellige Gud. ¹⁵ Jeg gør dig til et nyt og skarptandet tærskeredskab, som kan slå dine fjender, som man tærsker korn. ¹⁶ Du kaster dem i vejret, og de spredes for alle vinde. Da vil du juble over Herrens magt og fryde dig over din Gud, Israels Hellige.

¹⁷ Når de fattige og hjælpeløse forgæves søger efter vand, og deres tunger tørster efter noget at drikke, så vil jeg svare dem, når de råber til mig. Jeg er Herren, Israels Gud, og jeg svigter dem ikke. ¹⁸ Jeg lader bække strømme ned fra de golde bjerge og åbner kilder for dem i dalene. Jeg forvandler ørken til oase og det tørre land til kildevæld.