Bible in 90 Days

¹⁹ Jeg vil gøre et under iblandt dem, og dem, der undslipper, sender jeg ud til Tarshish, Pul, Lud (de berømte bueskytter), Tubal, Javan, og til de fjerne lande, der ikke har hørt om mig eller oplevet min kraft. De skal fortælle folkene om min herlighed, ²⁰ og de skal føre alle jeres brødre iblandt folkeslagene tilbage som et offer til mig. På heste, i vogne, i bærestole, på muldyr og kamelryg skal de komme til Jerusalem og mit hellige bjerg,” siger Herren. „De skal komme, som når israelitterne bringer offergaver i rene kar til mit tempel. ²¹ Da vil jeg udpege nogle af dem, som er vendt hjem, til at være mine præster og levitter,” siger Herren.

²² „Ligesom den nye himmel og den nye jord altid vil bestå, skal jeres slægt og efterkommere aldrig dø ud. ²³ Hver uge på sabbatten og hver den første i måneden skal alle mennesker komme for at tilbede mig,” siger Herren. ²⁴ „Og de skal gå ud og se på ligene af dem, som gjorde oprør imod mig. De ligger på lossepladsen, hvor ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes. Synet af dem vil tjene til skræk og advarsel for alle.”

Gud kalder Jeremias til profet

1 Denne bog indeholder de budskaber, som Herren åbenbarede for mig. Jeg hedder Jeremias, er præst og søn af Hilkija, og jeg kommer fra Anatot i Benjamins land. ² Herren begyndte at tale til mig i kong Josias^[a] af Judas 13. regeringsår, ³ og budskaberne fortsatte med at komme, mens Josias’ søn, Jojakim, var konge, helt frem til den femte måned i Zidkijas 11. regeringsår, da Jerusalem blev indtaget og indbyggerne ført i eksil.^[b]

⁴ Herren sagde til mig: ⁵ „Længe før jeg dannede dig i din mors liv, havde jeg planer for dig. Før du blev født, udvalgte jeg dig til at være profet for folkeslagene.”

⁶ „Åh, almægtige Gud!” svarede jeg. „Jeg er alt for ung. Jeg har slet ikke autoritet til at kunne tale som profet.”

⁷ „Du skal ikke undskylde dig med, at du er for ung,” svarede Herren. „Du skal bare gå, hvor jeg sender dig, og sige alt, hvad jeg befaler dig. ⁸ Du skal ikke være bange for, hvordan folk vil reagere, for jeg går med dig og beskytter dig.”

⁹ Så rakte Herren hånden ud og rørte ved min mund. „Jeg vil lægge mine ord i din mund,” sagde han. ¹⁰ „Jeg giver dig hermed autoritet over folkeslag og kongeriger. Noget skal rykkes op med rode, mens andet skal plantes på ny. Noget skal rives ned til grunden, mens andet skal genopbygges.”

To syner, som bekræfter kaldet

¹¹ Derefter sagde Herren til mig: „Jeremias! Hvad ser du?”

„Jeg ser en gren fra et mandeltræ,” svarede jeg.

¹² „Det er rigtigt,” svarede Herren. „For jeg våger^[c] over mit ord for at opfylde det.”

¹³ Lidt efter spurgte Herren: „Hvad ser du nu?”

„Jeg ser en gryde med kogende vand mod nord, og den er ved at vælte hen imod os,” svarede jeg.

¹⁴ „Rigtigt,” svarede Gud. „For ulykken vil komme nordfra og strømme ud over alle landets indbyggere. ¹⁵ Jeg tilkalder alle nordens konger med deres hære, så de kommer og belejrer Jerusalem og alle Judas byer. ¹⁶ På den måde vil jeg dømme og straffe mit folk, fordi de har forladt mig og vendt sig til andre folks guder. Nu tilbeder de afgudsbilleder, som de selv har lavet. ¹⁷ Gør dig parat til at stå frem og fortælle dem alt, hvad jeg befaler dig. Vær ikke bange for at konfrontere dem, ellers skal jeg give dig noget at være bange for. ^18-19 Jeg vil gøre dig hård over for deres kritik. Jeg gør dig stærk som en befæstet by, der er umulig at indtage, urokkelig som en jernsøjle, massiv som en mur af bronze. Hele folket med kongerne, embedsmændene og præsterne i spidsen vil være imod dig, men de vil ikke kunne vinde over dig, for jeg går med dig og beskytter dig.”

Israel har vendt sig fra Gud

2 Herren sagde til mig, ² at jeg skulle gå ud i Jerusalems gader og bekendtgøre følgende budskab:

„Hør hvad Herren siger: Israel, mit folk, jeg husker, hvor hengiven du var i begyndelsen. Som nygift brud var du fuld af kærlighed til mig, og du fulgte mig gennem den golde ørken. ³ Dengang tilhørte du mig alene, ligesom førstegrøden af høsten, og jeg sendte min straf over alle, som ville gøre dig fortræd.”

⁴ Hør godt efter, alle Israels slægter og familier. ⁵ Hør, hvad Herren har at sige: „Hvorfor vendte jeres forfædre ryggen til mig? Hvilken fejl har jeg begået, siden de forkastede mig? De begyndte at dyrke tomme afguder, indtil de selv blev lige så tomme. ⁶ Hvordan kunne de glemme, at det var mig, Herren, som førte dem ud af Egypten og gennem den golde ørken, en vildmark med farlige kløfter, med tørke og håbløshed, hvor ingen kunne drømme om at slå sig ned? ⁷ Det var mig, som førte dem ind i et frugtbart land, så de kunne glæde sig over en god høst. Men de ødelagde mit land med deres synd og ondskab. ⁸ Selv deres præster søgte mig ikke. De, der skulle undervise i mine love, kendte mig ikke. Landets ledere vendte sig fra mig, og deres profeter indviede sig til Ba’al og dyrkede afguder, som ikke kunne hjælpe dem. ⁹ Jeg bliver nødt til at konfrontere jer med det, siger Herren. Og jeg bliver ved fra den ene generation til den anden.

^10-11 Prøv at rejse mod vest og spørg befolkningen på Cypern. Send bud mod øst og spørg jer for i Kedars ørken. Har et folk nogen sinde udskiftet deres guder? Og det selv om deres såkaldte guder blot er bedrag. Men mit folk har forladt mig, deres mægtige Gud, til fordel for tomme afguder. ¹² Hvilken himmelråbende dumhed. ¹³ To frygtelige ting har mit folk gjort: De har forladt mig, som er kilden med det friske, livgivende vand, og de har hugget sig vandreservoirer, der er så fulde af revner, at de ikke kan holde vand. ¹⁴ Israels folk var ikke bestemt til at leve i trældom. Hvorfor tror I, de blev ført bort som slaver?

¹⁵ Deres fjender brøler som en løve, der står over et fældet bytte, deres sejrsråb gjalder gennem luften. Landet ligger i ruiner, byerne er brændt ned og står tomme tilbage. ¹⁶ Egyptiske hære fra Memfis og Takpankes har slået jer til jorden, Israels folk. ¹⁷ Det er straffen, som rammer jer, fordi I har svigtet mig, selv om jeg ønskede at lede jer og vise jer den rette vej.

¹⁸ Hvad får I ud af at søge hjælp hos egypterne? Hvad hjælper det at gå i forbund med assyrerne? ¹⁹ Jeg er nødt til at gribe ind over for jeres oprør. Jeg er nødt til at straffe jer for jeres synder. Da vil I forstå, hvilken frygtelig fejl I begik, da I gjorde oprør imod Herren, jeres Gud, og holdt op med at have ærefrygt for mig—siger Herren, den Almægtige. ²⁰ Det er snart længe siden, I brød løs og sprængte alle bånd, for I ønskede ikke at være undergivet mig. Nu dyrker I frugtbarhedsguder på hver en bakketop i skyggen af de grønne træer. I opfører jer som en skøge, der giver sig hen til fremmede.

²¹ Det var en ædel vinsort, jeg plantede i landet. Hvordan kunne I blive til en vildvin med sure og elendige druer? ²² Selv den kraftigste sæbe kan ikke rense jeres synder væk. ²³ Hvordan kan I påstå, at I aldrig har gjort jer urene med afgudsdyrkelse, at I aldrig har ofret til Ba’al? Tænk dog på, hvad I gjorde i Hinnoms dal.^[d] I farer fra den ene afgud til den anden som en brunstig hunkamel. ²⁴ I er som et vildæsel, der er opvokset i ødemarken og vejrer i luften efter en han. Intet kan holde hende tilbage, og hannerne behøver slet ikke at jagte hende, for hun kommer selv. ²⁵ Åh, Israels folk, hold op med at løbe efter afguderne, indtil I slider skoene op og er ved at gå til af tørst. Men I siger: ‚Du kan lige så godt opgive at standse os, for vi elsker de fremmede guder og bliver ved med at gå til dem.’

^26-27 Som en tyv, der bliver fanget, må afsone sin straf, sådan kommer Israels folk med deres konger og embedsmænd, præster og profeter til at mærke min straf. I siger til en træklods: ‚Jeg vil ære dig som min far,’ og til en sten: ‚Jeg vil ære dig som min mor, der gav mig livet.’ I har vendt mig ryggen. Men så snart I har problemer, råber I til mig om at redde jer. ²⁸ Hvorfor råber I ikke til de guder, I selv har lavet? Hvorfor lader I ikke dem løse jeres problemer? I har jo lige så mange afguder, som der er byer i Juda. ²⁹ Hvorfor beklager I jer over den straf, I får? I har jo alle gjort oprør imod mig. ³⁰ Jeg har åbenbart straffet jer til ingen nytte, for I er stadig lige ulydige imod mig. Som en sulten løve har I gjort det af med mine profeter.

³¹ Hør efter, hvad jeg siger, mit oprørske folk: Hvorfor betragter I mig som en gold ørken? Hvorfor ser I på mig som et skræmmende mørke? Hvorfor løber I jeres vej i stedet for at komme til mig? ³² Glemmer en brud at tage sin brudekjole på? Glemmer en ung pige sine bryllupssmykker? Men mit folk har fuldstændig glemt mig.

³³ Hvor er I blevet gode til at finde nye elskere! Selv en erfaren luder kunne lære noget af jer. ³⁴ Jeres hænder er røde af blod fra uskyldige og forsvarsløse mennesker, som ikke havde begået nogen forbrydelse. ³⁵ Alligevel siger I: ‚Vi har ikke gjort noget forkert. Gud kan da ikke være vred på os.’ Men jeg vil straffe jer strengt, fordi I påstår, at I ikke har syndet.

³⁶ I har så travlt med at søge hjælp hos alle andre end mig. Men jeres venner i Egypten vil svigte jer, ligesom I blev svigtet af assyrerne. ³⁷ I fortvivlelse vil I skjule ansigtet i hænderne, for jeg, Herren, vil sørge for, at ingen hjælp når frem fra dem, I sætter jeres lid til.”

Israel er som en utro ægtefælle

3 „Hvis en mand har skilt sig fra sin kone, og hun derefter gifter sig med en anden, kan han så bare uden videre tage hende til nåde igen? Ville det ikke gøre landet urent? Mit folk, I har været mig utro med mange elskere. Tror I så, at I uden videre kan komme tilbage til mig? ² Se jer omkring. Er der en bakketop tilbage i landet, hvor I ikke har hengivet jer til jeres afguder? Som en beduin, der venter på sit offer i ørkenen, som en luder, der sidder i vejkanten og venter på kunder, sådan har I været ivrige efter at være mig utro. I har forurenet landet med jeres gemene, religiøse prostitution. ³ Derfor holdt jeg regnen tilbage, selv midt i regntiden, men I viste ingen tegn på anger. Har I da ingen skam i livet? ⁴ I siger til mig: ‚Åh, du er som en far for os, og vi har mærket din godhed helt fra begyndelsen. ⁵ Du vil sikkert se igennem fingre med vores små svagheder, og du er ikke vred ret længe, vel?’ Sådan taler I til mig, og straks går I ud og fortsætter med jeres udskejelser, som I er så dygtige til!”

⁶ En gang, mens Josias var konge i Sydriget, sagde Herren til mig:

„Jeremias, har du tænkt over Nordrigets opførsel? Israel er som en utro kvinde, der udnytter enhver anledning til at sprede ben for sine elskere på højene og under de grønne træer. ⁷ Jeg troede, at hun ville komme til fornuft og vende tilbage til mig. Men hun kom ikke, og det så hendes troløse søster, Juda. ⁸ Hun så også, at jeg gav Israel et skilsmissebrev og sendte hende væk på grund af hendes utroskab. Men Juda tog ikke ved lære af det. Hun fulgte blot Israels eksempel og gav sig hen til afguderne. ⁹ Hun kunne ikke se noget problem i at dyrke guder af træ og sten, og derved gjorde hun hele landet urent. ¹⁰ Hendes omvendelse var overfladisk, for hun angrede ikke af hjertet sin opførsel. ¹¹ Derfor er Judas utroskab endnu værre end Israels.”

¹² Derefter befalede Herren, at jeg skulle vende mig mod nord og råbe: „Omvend dig Israel, mit utro folk, for jeg er barmhjertig og ønsker ikke at være vred på jer. ¹³ Erkend jeres skyld og indrøm, at I har gjort oprør imod mig, Herren, jeres Gud, at I har været mig utro med afguderne under alle de grønne træer. I har nægtet at gøre, hvad jeg bad jer om. ¹⁴ Kom tilbage til mig, mit oprørske folk, for jeg er Herren, jeres Gud. Jeg vil føre jer tilbage til Zion, den ene gruppe efter den anden. ¹⁵ Og der vil jeg give jer trofaste ledere, som skal regere landet med visdom og forstand.

¹⁶ Engang skal landet igen fyldes med jeres efterkommere, og I skal ikke mere tale om dengang, da Herrens Ark var hos jer. Ingen vil skænke arken en tanke eller savne den, og der skal ikke laves en ny. ¹⁷ Til den tid skal Jerusalem betragtes som det sted, hvor jeg, Herren, regerer, og alle folkeslag vil valfarte dertil for at give mig ære. Så vil de holde op med at følge deres egne stolte og onde hjerter. ¹⁸ Til den tid skal både Judas og Israels folk vende hjem fra eksilet i nord og igen bo i det land, jeg gav til deres forfædre.

¹⁹ Jeg ønskede at betragte jer som mine børn og give jer dette vidunderlige land, den skønneste plet på jorden. Jeg havde håbet, at I ville betragte mig som jeres far, og at I trofast ville gøre, hvad jeg bad jer om. ²⁰ Men som en kvinde er sin mand utro, sådan har I svigtet mig og givet jer hen til fremmede guder, siger Herren.

²¹ Der høres stemmer fra bakketoppene. Det er Israels folk, der med tårer trygler deres afguder om hjælp. De er dybt forankret i deres synd og har glemt deres troskabsed mod Herren, deres Gud. ²² Vend dog om, mit oprørske folk, så jeg kan helbrede jeres troløse hjerter.

Lad mig høre jer sige: ‚Ja, vi ønsker at vende tilbage, for du er Herren, vores Gud. ²³ Vi erkender, at vores larmende afguderi på bakketoppene var til ingen nytte. Det er kun Herren, vores Gud, der kan redde os. ²⁴ Den skamløse afgud har fortæret alt det, vores forfædre har opbygget gennem tiderne. Alt har vi ofret, både køer og får, ja selv vores sønner og døtre. ²⁵ Vi skammer os dybt og fortjener at blive straffet. Både vores forfædre og vi selv har syndet mod Herren, vores Gud, og været ulydige lige fra begyndelsen til i dag.’

Et kald til omvendelse

4 Åh, mit folk, Israel, vend tilbage til mig. Hvis I skiller jer af med jeres væmmelige afguder, hvis I holder op med at gå jeres egne veje, ² hvis I sværger på, at I fra nu af vil handle retfærdigt og ærligt, så vil I blive redskab til, at min velsignelse når ud til folkeslagene, og de vil glæde sig over mig.

³ Hør, hvad Herren siger til Judas befolkning og Jerusalems indbyggere: Pløj dybt i jeres hårde og golde hjerter. Det nytter ikke at så imellem tidsler. ⁴ Forny jeres pagt med mig, og lad hjerterne blive omskåret. Ellers vil min vrede fortære jer med en uudslukkelig ild på grund af alle jeres synder.”

Dommen over Jerusalem og Juda

⁵ Herren fortsatte: „Advar Jerusalem og hele Juda og sig til folk, at de skal blæse alarm ud over landet. Råb til dem: ‚Løb for livet! Flygt ind i de befæstede byer!’ ⁶ Hejs alarmflaget på Zions bjerg. Skynd jer at flygte. Udsæt det ikke. Jeg, Herren, sender en hær imod jer fra nord. ⁷ En løve kommer frem fra sin hule, en frygtelig folkedræber gør sig klar til kamp. Jeres land bliver lagt øde, og byerne bliver til forladte ruiner. ⁸ Klæd jer i sørgetøj og bryd sammen i gråd, for min voldsomme vrede rammer jer. ⁹ Når det sker, vil konger og embedsmænd stå magtesløse, præster og profeter stivne af skræk.”

¹⁰ „Jamen, Herre,” protesterede jeg, „har du så ikke narret folket ved at love Jerusalem fred og fremgang? Nu har vi fået kniven på struben.”

^11-12 Herren fortsatte: „Der kommer en dag, hvor jeg sender en svidende ørkenvind ind over dem. Det bliver ikke en behagelig brise, men en brølende orkan. Det er min straf over folket.”

¹³ Da vil fjenden fare ind over vores land som en stormvind. Hans stridsvogne er som en tornado og hans heste hurtigere end ørne. Så er det ude med os.

¹⁴ Åh, Jerusalem, rens dit hjerte for ondskab, så du kan blive reddet. Hvor længe vil du blive ved med dine ondsindede planer?

¹⁵ Fra Dan og fra Efraims bjerge vil der komme sendebud med melding om, at katastrofen er på vej. ¹⁶ De vil råbe til folk: „Fjenden er nær!” De vil sige til Jerusalems indbyggere: „Fjenden kommer fra et fjernt land for at belejre Jerusalem og angribe alle Judas byer. ¹⁷ De vil sætte vagtposter hele vejen rundt om Jerusalem, så ingen kan gå ud eller ind.”

„Det sker, fordi I har gjort oprør imod mig,” siger Herren. ¹⁸ „I må tage konsekvensen af jeres ondskab og synd. Det er en hård straf, men det er, hvad I fortjener. Smerten bliver ikke til at bære.”

¹⁹ Da udbrød jeg: „Jeg mærker allerede smerten i mit hjerte. Der raser en kamp i mit indre—og jeg kan ikke tie stille med det. Jeg kan allerede høre fjenden blæse til angreb, og skrigene fra kampen skærer mig i hjertet. ²⁰ Ødelæggelsen ruller ind over landet og efterlader det i ruiner. På et øjeblik er alle vores hjem jævnet med jorden. ²¹ Hvor længe skal kampen rase? Hvor længe skal jeg høre på de frygtelige kampråb?”

²² Herren svarede: „Det sker, fordi mit folk har opført sig tåbeligt. De har vendt mig ryggen. De opfører sig som uartige børn, der ikke har andet i hovedet end at udtænke ondskabsfulde planer. De forstår ikke, hvad det vil sige at gøre det gode.”

²³ Derefter så jeg hele landet for mit indre blik. Det var øde og tomt. Jeg så op mod himlen. Den var sort. ²⁴ Jeg så mod bjergene og højene. De rystede og skælvede. ²⁵ Der var ingen mennesker at se nogen steder, og fuglene var borte. ²⁶ Det frugtbare land var forvandlet til en ødemark, og byerne lå i ruiner på grund af Herrens glødende vrede.

²⁷ „Jeg gør landet øde—dog ikke helt,” siger Herren. ²⁸ „Det er derfor, jorden sørger, og himlen er klædt i sort. Jeg har nu åbenbaret min plan, og min beslutning står fast, den er ikke til at ændre.”

²⁹ Derefter så jeg for mig byernes indbyggere flygte i rædsel over larmen fra den fremstormende hær. Folk gemte sig i krattet og i bjergenes kløfter. Byerne lå øde og forladte. ³⁰ Jerusalem, du er fortabt. Hvorfor klæder du dig ud i det fineste skrud, tager smykker på og maler dig med øjensminke? Det nytter ikke noget, for dine forbundsfæller foragter dig og ønsker kun at slå dig ihjel.

³¹ Jeg hører et hjerteskærende skrig som fra en kvinde, der føder for første gang. Det er Jerusalem, der skriger i sin nød, gisper efter vejret og trygler om nåde foran sine bødler.

Ondskaben i Jerusalem

5 Herren fortsatte: „Gå en tur gennem Jerusalems gader og torve og se jer godt omkring. Hvis I kan finde bare én, der er ærlig og søger sandheden, vil jeg skåne byen. ² Selv når de sværger ved den levende Gud, lyver de.”

³ „Åh, Herre,” udbrød jeg. „Jeg ved, at du søger efter mennesker, der taler sandhed. Du forsøgte at få dem til at være ærlige ved at straffe dem hårdt, men intet hjalp. Du truede dem med udslettelse, og alligevel nægtede de at omvende sig fra deres synd. De er stivnakkede og ubøjelige. De nægter at lægge kursen om.”

⁴ Men så sagde jeg til mig selv: „Deres tåbelighed må skyldes, at de ikke ved, hvad Herren forventer af dem. De stakkels uvidende mennesker kender slet ikke Guds love. ⁵ Derfor må jeg hellere gå til deres ledere, til dem, der har magt og indflydelse. De ved, hvad Herren forventer, og de kender Guds love.”

Men ak, de havde alle gjort oprør mod Herren og nægtet at adlyde ham. ⁶ Derfor bliver de angrebet af en løve fra skoven, ulve fra ørkenen skal overfalde dem, leoparder vil ligge på lur ved deres byer, så alle, der vover sig udenfor, bliver revet i stykker. Det er straffen for deres oprør og mangfoldige synder.

⁷ Herren fortsatte: „Hvordan skulle jeg kunne tilgive dig, Jerusalem? Alle dine indbyggere har vendt sig fra mig og dyrker afguder, som ikke kan hjælpe dem. Jeg gav mit folk alt, hvad de havde brug for, men alligevel var de utro overfor mig og hengav sig til alle mulige afguder. ⁸ De er som fede, brunstige hingste, der vrinsker af begær efter naboens hoppe. ⁹ Bør de ikke få deres velfortjente straf? Skulle jeg lade være at straffe et folk, der opfører sig sådan? ¹⁰ Gå I blot hen og ødelæg Judas vingård, dog ikke fuldstændigt. Hug grenene af, for de hører ikke mig til. ¹¹ Israels og Judas folk har svigtet mig totalt. ¹² De beskylder mig for at lyve, når de siger: ‚Herren vil ikke straffe os. Der sker ikke noget. Vi behøver ikke at frygte for hungersnød og krig. ¹³ Profeterne taler tomme ord. Gud har ikke talt til dem. Lad deres trusler ramme dem selv.’ ”

¹⁴ Derfor sagde Herren, den Almægtige, til mig: „Fordi de siger sådan, vil jeg gøre det profetiske ord i din mund til en ild, der vil fortære mit folk, som var det pindebrænde.”

¹⁵ Derefter gav Herren mig følgende budskab: „Hør efter, mit folk, jeg sender et fremmed folk imod jer. Det er en stormagt, som har eksisteret meget længe, og de taler et sprog, I ikke forstår. ¹⁶ Deres krigere er stærke og frygtløse, og deres våben er dødsensfarlige. ¹⁷ De vil stjæle jeres høst og jeres mad. De vil slå jeres børn ihjel og stjæle jeres kvæg. De vil ødelægge jeres vingårde og frugthaver. Jeres befæstede byer, som I sætter jeres lid til, vil de lægge i ruiner. ¹⁸ Men jeg vil dog ikke tillade, at I bliver udslettet totalt.”

¹⁹ Herren sagde derefter til mig: „Når folket spørger, hvordan Herren, deres Gud, kan være så hård imod dem, skal du svare: ‚Fordi I forkastede ham og dyrkede fremmede guder i jeres eget land. Nu bliver I slaver for et fremmed folk i et fremmed land.’

²⁰ Sig til Judas folk, Jakobs efterkommere: ²¹ ‚Hør her! I er et tåbeligt folk. I har øjne, men ser dog intet. I har ører, men hører dog intet. ²² Har I da slet ingen ærefrygt for mig? siger Herren. I burde ryste af skræk i min nærhed. Det var jo mig, der skabte strandbredden som en grænse for havet, en grænse, det ikke kan overskride. Bølgerne kan bruse så meget de vil, det gør ingen forskel. De kan tordne og drøne, men ikke overskride den grænse, jeg har sat.’

²³ Men mit folk har oprørske hjerter. De har vendt sig fra mig og går deres egne veje. ²⁴ De siger ikke længere: ‚Lad os ære Herren, der sender os regn i rette tid, både forår og efterår, så vi får en god høst.’ ²⁵ Nu er jeres mange synder årsag til, at I hverken får regn eller høst, for jeg tager mine velsignelser fra jer.

²⁶ Iblandt mit folk er der onde folk, der sætter fælder for andre mennesker som fuglefængere, der venter på deres bytte. ²⁷ Som fuglefængeren fylder sit bur med fugle, sådan fylder de deres huse med de rigdomme, de har røvet eller bedraget sig til. ²⁸ De er fede, forfinede og fulde af ondskab. De nægter at hjælpe de forældreløse og de svage til at få deres ret. ²⁹ Skulle jeg så bare lade stå til? siger Herren. Skulle jeg ikke straffe et folk, der handler så ondsindet? ³⁰ Det er jo hårrejsende, hvad der sker af uret i Judas land. ³¹ Profeterne lyver for at være til behag, og præsterne laver deres egne regler. Sådan vil folket åbenbart have det. Men hvad vil I gøre, når straffen rammer jer?

Sidste advarsel til Jerusalem

6 Flygt fra Jerusalem, benjaminitter! Blæs alarm i Tekoa, send advarselssignal fra Bet-ha-Kerem. En mægtig hær er på vej fra nord, parat til at angribe mit folk. ² Jeg tilintetgør Jerusalem, den smukke og forfinede by. ³ Hære vil omringe byen, og de militære ledere vil slå deres kommandotelte op rundt omkring den. Hver især vil de angribe den del af byen, de har fået tildelt. ⁴ De gør sig parat til kamp for at slå til ved middagstid, men tiden går, og det bliver for sent. ⁵ ‚Okay,’ siger de, ‚så lad os angribe i nat og ødelægge fæstningsværkerne.’

⁶ Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg siger til fjenden: ‚Fæld træer og byg angrebsramper. Riv Jerusalems mure ned.’ Byen må tage sin straf, for den er fordærvet i bund og grund, ⁷ en uudtømmelig kilde af ondskab. I gaderne lyder voldsmændenes råb. Der er slagsmål og ødelæggelse overalt.

⁸ Lyt til min advarsel, Jerusalem! Ellers vender jeg ryggen til dig og udsletter dig totalt. ⁹ Som drueplukkeren, der går vinstokkene efter for at samle de sidste druer, sådan vil ingen af mit folk blive sparet,” siger Herren, den Almægtige.

¹⁰ Fortvivlet klagede jeg min nød: „Hvorfor er der ingen, der vil lytte til min advarsel? Alle folks ører er tilstoppede, de hører intet, de nægter at lade sig tale til fornuft, de afviser Herrens advarsel. ¹¹ Jeg er så fuld af Herrens vrede, at jeg er ved at sprænges.”

Herren svarede: „Godt, så udøs din vrede over børnene, som leger på gaden, og alle de unge, der morer sig. Straffen rammer både mænd og kvinder, unge og gamle. ¹² Fremmede mennesker vil overtage deres huse, marker og koner. Jeg vil straffe alle landets indbyggere, siger Herren. ¹³ Både små og store lyver og bedrager. Selv profeterne og præsterne lyver. ¹⁴ De ser stort på folkets synd. ‚Det er helt i orden!’ forsikrer de, selvom det aldeles ikke er i orden. ¹⁵ Mon de skammer sig over de frygtelige synder, der begås i byen? Nej, de ved ikke, hvad det er at rødme af skam. Derfor skal de falde i kampen, når de rammes af min vrede og straf, siger Herren.

¹⁶ Jeg siger jer: I står ved en korsvej. Tænk over hvilken vej, I skal vælge. Spørg efter den rigtige vej, som jeg viste jer for længe siden. Hvis I følger den, vil I finde hvile for sjælen. Men I svarer: ‚Nej, den vej ønsker vi ikke at gå.’

¹⁷ Jeg sendte mine profeter for at advare jer, men I ville ikke høre på dem.

^18-19 Så hør nu dommen over mit folk. Lad hele verden høre og bevidne det. Jeg bringer ulykke over mit folk. Det er konsekvensen af deres synd, fordi de forkastede mine love og nægtede at lytte til mig. ²⁰ Det hjælper ikke, at I brænder kostbar og vellugtende røgelse fra Saba eller andre fjerne lande. Jeg kan ikke tage imod jeres ofringer, jeg glæder mig ikke over dem. ²¹ Jeg sender en mægtig hær imod mit folk, så både fædre og sønner falder, naboer og venner går i døden sammen. ²² Hæren skal komme fra nord, en stormagt fra jordens fjerneste egne. ²³ Krigerne er fuldt bevæbnede, grusomme og ubarmhjertige. Larmen fra hestenes hove lyder som det oprørte hav. Bølge efter bølge vil skylle ind over Jerusalem.”

²⁴ Da udbrød jeg: „Vi har hørt om de grusomme hære, og vi lammes af frygt. Vi fyldes af angst som en kvinde, der skal føde. ²⁵ Gå ikke uden for de befæstede byer. Hold jer fra landevejene, for bevæbnede fjender vil sprede rædsel overalt. ²⁶ Klæd dig i sæk, Jerusalem! Sæt dig i asken og sørg, som havde du mistet dit eneste barn. For pludselig er fjendens hære over os.”

²⁷ Herren fortsatte: „Jeremias, jeg vil hjælpe dig til at vurdere kvaliteten af mit folk, som man vurderer ædle metaller. Læg mærke til deres opførsel. ²⁸ Er de ikke alle oprørske, fordærvede og fulde af løgn og bedrag? De burde være ægte som guld og sølv, men er kun som jern og bronze. ²⁹ Blæsebælgen arbejder for fuld kraft, ilden bliver varmere og varmere, men det hjælper intet. Deres ondskab kan ikke smeltes væk. ³⁰ Mit folk er som slagger, der bare smides væk, og derfor må jeg smide dem væk.”

Folket anklages for falsk gudsdyrkelse

7 ^1-3 Derpå sagde Herren til mig, at jeg skulle gå hen og stille mig ved indgangen til templet og forkynde følgende budskab: „Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, har at sige til Judas folk, som er kommet her for at tilbede ham: Tag afstand fra jeres onde handlinger og begynd at leve efter min vilje. Så skal I få lov til at blive boende i landet. ⁴ Tro ikke på den løgn, at jeg vil skåne Jerusalem, så længe mit tempel er her. ⁵ Jeg vil kun skåne byen på følgende betingelser: hvis I vender om fra jeres onde handlinger, hvis I behandler hinanden retfærdigt, ⁶ hvis I holder op med at udnytte de forældreløse, enkerne og de fremmede iblandt jer, hvis I holder op med at myrde uskyldige mennesker, og hvis I tager afstand fra afguderne, som I dyrker til skade for jer selv. ⁷ Hvis I opfylder de betingelser, vil jeg lade jer bo i det land, som jeg lovede jeres forfædre, at I skulle få lov til altid at bo i. ⁸ Hold op med at bedrage jer selv. ⁹ Tro ikke, at I kan fortsætte med at stjæle, myrde, begå ægteskabsbrud, lyve og dyrke Ba’al og alle de andre afguder, ¹⁰ og så komme frem for mig i mit tempel og tro, at alt er vel, og derefter gå tilbage og fortsætte med jeres ækle, syndige liv. ¹¹ Regner I da mit tempel for et tilholdssted for røvere? Tror I ikke, jeg kan se, hvad der foregår? siger Herren.

¹² Prøv engang at tage op til Shilo, hvor min første helligdom stod, og tænk på, hvad der skete med den by, fordi mit folk syndede imod mig. ^13-14 Det samme vil nu ske med Jerusalem på grund af jeres synd imod mig. Gang på gang har jeg påpeget jeres synd. Jeg advarede jer i tide og i utide, men I reagerede ikke. I nægtede at lytte til mig. Derfor vil jeg ødelægge templet og Jerusalem, ligesom jeg ødelagde helligdommen i Shilo, selvom jeg gav jer og jeres forfædre det tempel, og det bærer mit navn, og I råber på mig, når I har brug for hjælp. ¹⁵ Jeg vil også sende jer i eksil, sådan som jeg sendte jeres broderfolk fra Nordriget i eksil.”

¹⁶ Derefter sagde Herren til mig: „Jeremias, du skal ikke gå i forbøn for Judas folk. Lad være med at trygle mig om at benåde dem, for jeg vil ikke høre på dine bønner. ¹⁷ Ser du ikke, hvad der foregår i Judas byer og i Jerusalems gader? ¹⁸ Børnene samler brænde, fædrene tænder offerild, og mødrene ælter dej og bager kager, som de ofrer til den afgud, de kalder ‚Himlens Dronning’. Og de bringer drikofre til alle deres afguder, som om de er ude på at krænke mig. ¹⁹ Men er det mig, de krænker? Nej, det er dem selv, for det er dem, der må tage følgerne og bære skammen. ²⁰ Derfor siger jeg til dig: Jeg vil ikke skåne dette sted. De skal alle få min glødende vrede at mærke, både mennesker og dyr, træer og planter, for den brænder som en ild, der ikke kan slukkes.”

²¹ Derpå gav Herren mig følgende budskab til Judas folk: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: I kan lige så godt selv spise alle de dyr, I ofrer til mig, for jeg vil ikke have dem. ²² Dengang jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, bad jeg dem ikke om ofre. ²³ Jeg bad dem kun om lydighed. Jeg sagde: Adlyd mig, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk. Når I gør, hvad jeg siger, vil det gå jer godt.

²⁴ Men de ville ikke høre efter. De blev stædigt ved med at følge deres egne onde lyster. Derfor gik det tilbage for dem og ikke fremad. ²⁵ Lige fra den dag, jeres forfædre forlod Egypten, og frem til i dag, er jeg blevet ved at sende mine profeter til mit folk igen og igen, ²⁶ men de vil ikke høre på mig. De er et stædigt og oprørsk folk, endnu værre end deres tidligste forfædre.”

²⁷ Derefter sagde Herren til mig: „Du skal ikke regne med, at de lytter til dig. Selvom du råber til dem, reagerer de ikke. ²⁸ Sig til dem: I er et folk, der nægter at adlyde Herren, jeres Gud. I vil ikke tage imod fornuft, og I har glemt, hvad sandhed og ærlighed betyder. ²⁹ Gå op på højene og syng jeres klagesange. Klip håret af i sorg og kast det bort, Jerusalems indbyggere. Jeg er tvunget til at forkaste mit folk, som har vakt min harme.”

³⁰ Herren fortsatte: „Judas folk har syndet for øjnene af mig. De har forurenet mit tempel ved at opstille deres ækle afguder i det hus, hvor mit navn skulle æres. ³¹ De har bygget altre i Tofet i Hinnoms søns dal, hvor de brænder deres børn som offer til deres guder. Det er en afskyelig handling, som det aldrig kunne falde mig ind at befale dem at gøre. ³² Der kommer en dag, hvor man ikke længere skal kalde det sted for Tofet og Hinnoms søns dal, men ‚Massakrens dal’. Så mange mennesker vil blive nedslagtet, at der ikke er plads i Tofet til at begrave dem alle. ³³ Mange af ligene vil blive efterladt på jorden, så rovdyr og fugle kan æde af dem, og der er ingen overlevende til at jage dem væk. ³⁴ Da er det forbi med latter og lystig sang i Jerusalems gader og i Judas byer. Bryllupsfester hører fortiden til, og landet ligger øde og forladt.

Falske ledere har forført Guds folk

8 Når fjenderne kommer, vil de åbne gravene, hvor Judas konger, stormænd, præster, profeter og andre ligger. ² De vil sprede deres knogler ud på jorden, så de ligger utildækket under solen og månen og stjernerne, som de i sin tid tilbad og søgte råd hos. Der vil de ligge og blive til gødning. ³ Nogle få af mit oprørske folk vil overleve og blive sendt i eksil, men de vil ønske de var døde,” siger Herren, den Almægtige.

⁴ Derefter bad Herren mig sige følgende til folket: „Hør, hvad Herren siger: Når man falder, skynder man sig så ikke at komme på benene igen? Og når man er gået i den forkerte retning, vender man så ikke straks om, når man opdager det? ⁵ Hvorfor bliver Jerusalems indbyggere så ved med at gøre oprør? Hvorfor nægter de at vende om fra deres vantro? ⁶ Jeg lytter opmærksomt til deres samtaler, men ingen siger et sandt ord. Ingen angrer deres synd eller indrømmer deres fejltagelser. Nej, de styrter sig hovedkulds ud i synden som stridsheste, der stormer frem til kamp. ⁷ Selv storken ved, hvornår den skal trække bort, og det samme gælder duen, tranen og svalen. Hvert år vender de tilbage i rette tid. Men mit folk? De er ligeglade med mine befalinger.

⁸ Hvordan kan I påstå, at I er kloge og kender mine love, når jeres skriftlærde har løjet for jer og fordrejet dem? ⁹ Men jeg vil lukke munden på dem og straffe dem. Hvad visdom er der i at forkaste Herrens ord? ¹⁰ Jeg overdrager deres koner og ejendom til andre, fordi de alle kun er ude på at skrabe til sig, så meget de kan. Selv præsterne og profeterne er fulde af løgn. ¹¹ De behandler dybe sår, som var det ufarlige rifter. ‚Det sker der ikke noget ved,’ forsikrer de, men de tager grueligt fejl. ¹² De skal straffes for deres afskyelige afgudsdyrkelse, for de har ikke skam i livet. Derfor skal de dø ligesom alle de andre, siger Herren. ¹³ Da jeg ville høste, var der ingen druer på vinstokkene og ingen figner på figentræerne. Alle bladene var visne. Derfor sender jeg en fjende, som skal trampe dem ned.”^[e]

¹⁴ Da vil folket sige: „Hvad venter vi på? Kom, lad os samles i de befæstede byer, for vi vil ikke dø uden kamp. Vores Gud, Herren, har fældet dødsdom over os og rakt os giftbægeret som straf for vores synder. ¹⁵ Vi havde håbet på fred og bedre tider, men nu er ulykken over os. ¹⁶ Fjendens hær kan allerede høres i Dan, hele landet skælver af angst. Fjenderne er på vej for at ødelægge landet, lægge byerne i ruiner og slå hele befolkningen ihjel.”

¹⁷ „Ja,” siger Herren, „jeg sender en hær imod jer som utæmmelige giftslanger, der dræber jer med deres bid.”

Jeremias sørger over Judas synder

¹⁸ Da udbrød jeg: „Mit hjerte er knust af sorg! ¹⁹ Hør folkets fortvivlede skrig ud over landet.

‚Hvor er Herren blevet af?’ råber de. ‚Hvorfor har han forladt sit tempel i Jerusalem?’

Men Herren vil svare: ‚Hvorfor vakte I min vrede med jeres afgudsbilleder og tomme ritualer?’

²⁰ ‚Ak,’ råber folket til Herren, ‚tiden er gået, og nu er det for sent.^[f] Hvorfor greb du ikke ind og reddede os?’ ”

²¹ Jeg er fortvivlet over mit folks ulykke. Jeg er knust, utrøstelig og stum af sorg. ²² Er der ingen salve tilbage i Gilead? Er der ingen læge, der kan lindre smerten? Er der slet ingen redning for mit folk? ²³ Jeg ville ønske, jeg havde et hav af tårer, for så kunne jeg græde dag og nat over Jerusalems dræbte indbyggere.

9 Havde jeg bare en hytte i ørkenen, ville jeg rejse derhen og forsøge at glemme det folk, som har været utro mod Gud og gjort oprør imod ham.

² Herren sagde om sit folk: „De går altid rundt med en løgn på læben, parat til at sende den af sted som en pil, der ligger klar på buestrengen. Sandheden er kuet af bedrageriet. De begår den ene uret efter den anden og skænker mig ikke en tanke. ³ Stol ikke på nogen, ikke engang dine venner eller familie. Dine nærmeste bedrager dig, og dine venner lyver om dig. ⁴ Alle bedrager hinanden, og folk er blevet så vant til at lyve, at de ikke kan se noget galt i det. ⁵ De føjer ondt til ondt og løgn til løgn, og de vil ikke kendes ved mig.”

⁶ Derfor sagde Herren, den Almægtige: „Hvad skal jeg dog stille op med mit syndige folk? Der er kun én ting at gøre: Hælde dem i lidelsens smeltedigel for at se, om det kan rense dem. ⁷ Deres tunger udslynger løgne som forgiftede pile. De taler venligt til hinanden, men har ondt i sinde. ⁸ Bør jeg ikke straffe dem for det? Bør jeg ikke kræve et så ondsindet folk til regnskab?”

⁹ Derpå udbrød jeg: „Hvilken ynk og jammer at se ud over bjergene og ødemarkens græsgange, for de er afbrændte og mennesketomme. Man hører ingen husdyr, og både fuglene og de vilde dyr er flygtet.”

¹⁰ Herren sagde: „Jeg gør Jerusalem til en ruinhob, hvor sjakaler holder til. Judas byer jævner jeg med jorden, så ingen bor der mere.”

¹¹ Jeg spurgte: „Hvem har forstand til at fatte, hvad der foregår? Hvem kan forklare, hvad Herren har i sinde? Hvorfor ligger byerne i ruiner? Hvorfor er landet øde og mennesketomt som en ørken?”

¹² Herren svarede: „Det er sket, fordi mit folk forkastede mine love og ikke adlød mine befalinger. ¹³ De gjorde, hvad der passede dem, og fortsatte med at dyrke de afguder, som deres forfædre indførte. ¹⁴ Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: De skal komme til at smage min bitre straf og drikke af lidelsens bæger. ¹⁵ Jeg spreder dem blandt fremmede folkeslag, som de ikke før kendte til, og jeg sender hære imod dem, indtil de er fuldstændig besejret.”

¹⁶ Herren, den Almægtige, bad mig give følgende budskab til folket: „Send bud efter grædekonerne, for der bliver stor sorg over de mange, der bliver dræbt.”

¹⁷ Jeg udbrød: „Ja, lad dem skynde sig at komme og synge deres sørgesange. Lad os alle jamre og græde, så tårerne vælter ned over kinderne. ¹⁸ Snart kan man høre de frygteligste smerteskrig fra Jerusalem: ‚Katastrofen er over os. Vi er fuldstændig knuste. Vores huse er jævnet med jorden, og vi bliver ført bort som slaver.’ ”

¹⁹ Jeg fortsatte: „Hør hvad Herren har at sige, I grædekoner. Lær jeres døtre at græde, og øv jer i at synge sørgesange. ²⁰ Døden vil kravle ind gennem vinduerne og skaffe sig adgang til selv de mest befæstede borge. Den vil dræbe børnene, der leger på gaden, og de unge, der samles på torvet. ²¹ Sig til dem fra Herren, at ligene kommer til at ligge i gaderne, som var det gødning spredt ud på en mark. De ligger der som afskårne neg, høstfolkene ikke har samlet op.”

²² Herren sagde: „Lad ikke den vise rose sig af sin visdom, helten af sin styrke, eller den rige af sin rigdom. ²³ Nej, hvis nogen vil rose sig, så lad dem rose sig af dette ene: at de kender mig og forstår, at mine handlinger på jorden er motiveret af nåde, barmhjertighed og retfærdighed, og at jeg glæder mig over dem, der handler på samme måde som jeg.

²⁴ Der kommer en dag, siger Herren, hvor jeg vil straffe både de uomskårne og dem, som nok er blevet omskåret rent fysisk, men som ikke lever i pagt med mig. ²⁵ Jeg vil slå ned på egypterne, judæerne, edomitterne, ammonitterne, moabiterne og araberne i ørkenen. De fremmede folkeslag er alle uomskårne på kroppen, men Israels folk har uomskårne hjerter.”

Skabningens Herre

10 Israels folk, hør hvad Herren har at sige:

² „I må ikke dyrke de fremmede folkeslags guder eller følge deres skikke. Lad jer ikke skræmme af tegn i solen, månen eller stjernerne, selv om andre folk frygter for den slags. ³ Deres overtro er nytteløs, og deres afguder er falske. De hugger et træ om i skoven, og en håndværker forarbejder det til afgudsbilleder. ⁴ Han pynter dem med guld og sølv, stiller dem op og hamrer dem fast, så de ikke vælter. ⁵ Sådan nogle afguder er som fugleskræmsler i en melonmark. De kan ikke tale, og de må bæres omkring, for de kan ikke gå. Dem skal I ikke være bange for. De kan ikke gøre nogen fortræd, men de gør heller ingen gavn.”

⁶ Da sagde jeg: „Åh, Herre, ingen kan sammenlignes med dig. Du er en stor Gud, og alle kender din magt. ⁷ Du er Konge over alle folkeslag på jorden. Alle burde vise dig ærefrygt. Ingen blandt jordens vismænd og mægtige konger kan sammenlignes med dig.”

⁸ De, der søger råd hos afguder af træ, er lige så tåbelige som deres træguder. ⁹ De importerer det fineste sølv fra Tarshish og guld fra Ofir for at udsmykke deres guder. Derefter klæder de dem i imponerende, rødviolette purpurkåber, som var de konger. Dog er de kun en dygtig kunsthåndværkers arbejde.

¹⁰ Men Herren er den eneste sande og virkelige Gud, vores Konge, som lever for evigt. Jorden skælver, når han er vred, og folkeslagene frygter hans harme.

¹¹ Israels folk, mind de andre folkeslag om, at det ikke er deres såkaldte guder, der har skabt himlen og jorden. Tværtimod, en dag skal de forsvinde fra jordens overflade. ¹² Det var Herren, der med sin vældige styrke, visdom og snilde grundlagde universet, skabte jorden og udspændte himmelhvælvingen. ¹³ Med sin tordnende røst får han regnen til at styrte ned. Han samler skyerne fra horisonten, skaber lyn og regn og slipper vinden løs.