Bible in 90 Days

1 Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.

² Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi Herren taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig. ³ En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

⁴ Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede Herren, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham Ryg. ⁵ Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet; ⁶ fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie. ⁷ Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang. ⁸ Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By. ⁹ Havde ikke Hærskarers Herre levnet os en Rest, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.

¹⁰ Lån Øre til Herrens Ord i Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk! ¹¹ Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger Herren;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. ¹² Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned? ¹³ Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling. ¹⁴ Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. ¹⁵ Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; ¹⁶ tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, ¹⁷ lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!

¹⁸ Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger Herren. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. ¹⁹ Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; ²⁰ står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi Herrens Mund har talt.

²¹ At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere. ²² Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand. ²³ Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag. ²⁴ Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers Herre, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender! ²⁵ Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly. ²⁶ Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før; så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad. ²⁷ Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd. ²⁸ Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo Herren svigter, forgår.

²⁹ Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt; ³⁰ thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand. 31 Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.

2 Dette er, hvad Esajas, Amoz's Søn, skuede om Jerusalem:

² Det skal ske i de sidste Dage, at Herrens Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkene strømme ³ og talrige Folkeslag vandre: "Kom, lad os drage til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus; han skal lære os sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem, Herrens Ord:" ⁴ Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. ⁵ Kom, Jakobs Hus, lad os vandre i Herrens Lys!

⁶ Thi du forskød dit Folk, Jakobs Hus; de er fulde af Østens Væsen og spår, som var de Filistre, giver Folk fra Udlandet Håndslag. ⁷ Deres Land er fuldt af Sølv og Guld, talløse er deres Skatte; deres Land er fuldt af Heste, talløse er deres vogne; ⁸ deres Land er fuldt af Afguder, de tilbeder Værk af deres Hænder, Ting, deres Fingre har lavet.

⁹ Men bøjes skal Mennesket, Manden ydmyges, tilgiv dem ikke! 10 Gå ind i Klippen, skjul dig, i Støvet for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed! ¹¹ Sine stolte Øjne skal Mennesket slå ned, Mændenes Hovmod skal bøjes, og Herren alene være høj på hin Dag. ¹² Thi en Dag har Hærskarers Herre mod alt det høje og knejsende, mod alt ophøjet og stolt, ¹³ med alle Libanons Cedre, de knejsende høje, og alle Basans Ege, ¹⁴ mod alle knejsende Bjerge og alle høje Fjelde, ¹⁵ mod alle stolte Tårne og alle stejle Mure, ¹⁶ mod alle Tarsisskibe og hver en kostelig Ladning. ¹⁷ Da skal Menneskets Stolthed bøjes, Mændenes Hovmod ydmyges. og Herren alene være høj på hin Dag. ¹⁸ Afguderne skal helt forsvinde. ¹⁹ Og man skal gå ind i Klippehuler og Jordhuller for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed når han står op for at forfærde Jorden. ²⁰ På hin Dag skal Mennesket slænge sine Guder af Sølv og Guld, som han lavede sig for at tilbede dem, hen til Muldvarpe og Flagermus ²¹ for at gå ind i Klipperevner og Fjeldkløfter for Herrens Rædsel, hans Højheds Herlighed, når han står op for at forfærde Jorden. ²² Slå ikke mer eders Lid til Mennesker, i hvis Næse der kun er flygtig Ånde, thi hvad er de at regne for?

3 Thi se, Herren, Hærskarers Herre, fratager Jerusalem og Juda støtte og Stav, hver Støtte af Brød og hver støtte af vand: ² Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spåmand og Ældste, ³ Halvhundredfører og Stormand, Rådsherre og, Håndværksmester og den, der er kyndig i Trolddom. ⁴ Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekådhed skal herske over dem. ⁵ I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand. ⁶ Når da en Mand tager fat på en anden i hans Fædrenehus og siger: "Du har en Kappe, du skal være vor Hersker, under dig skal dette faldefærdige Rige stå!" ⁷ så svarer han på hin Dag: "Jeg vil ikke være Sårlæge! Jeg har hverken Brød eller Klæder i Huset, gør ikke mig til Folkets Overhoved!" ⁸ Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med Tunge og Gerning er mod Herren i Trods mod hans Herligheds Øjne. ⁹ Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør deres Synd som Sodoma, dølger intet. Ve deres Sjæl, de styrted sig selv i Våde. ¹⁰ Salige de retfærdige, dem går det godt, deres Gerningers frugt skal de nyde; ¹¹ ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans Hænder har gjort. ¹² Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du, vandrer, vildsom.

¹³ Til Rettergang er Herren trådt frem, han tår og vil dømme sit Folk. ¹⁴ Herren møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster: "Det er jer, som gnaved Vingården af, I har Rov fra den arme til Huse. ¹⁵ Hvor kan I træde på mit Folk og male de arme sønder?" så lyder det fra Herren, Hærskarers Herre.

¹⁶ Herren siger: Eftersom Zions Døtre bryster sig og går med knejsende Nakke og kælne Blikke, går med trippende Gang og med raslende Ankelkæder - ¹⁷ gør Herren issen skaldet på Zions Døtre og blotter deres Tindingers Lokker. ¹⁸ På hin Dag afriver Herren al deres Pynt: Ankelringe, Pandebånd, Halvmåner, ¹⁹ Perler, Armbånd, Flor, ²⁰ Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Lugtedåser, Trylleringe, ²¹ Fingerringe,Næseringe, ²² Festklæder, Underdragter, Sjaler, Tasker, ²³ Spejle, Lin, Hovedbånd og Slør. ²⁴ For Vellugt kommer der Stank, i Stedet for Bælte Reb, for Fletninger skaldet Isse, for Stadsklæder Sæk om Hofte, for Skønhedsmærke Brændemærke.

²⁵ Dine Mænd skal falde for Sværd, dit unge Mandskab i Strid. ²⁶ Hendes Porte skal sukke og klage og hun sidde ensom på Jorden. 4 ¹ Syv Kvinder skal på hin Dag gribe fat i een Mand og sige: "Vi vil æde vort eget Brød og holde os selv med Klæder, blot vi må bære dit Navn. Tag Vanæren fra os!"

² På hin Dag Bliver Herrens spire til Fryd og Ære og Landets Frugt til Stolthed og Smykke for de undslupne i Israel. ³ Den, som er levnet i Zion og blevet tilovers i Jerusalem, skal kaldes hellig, enhver, der er indskrevet til Livet i Jerusalem, ⁴ når Herren får aftvættet Zions Døtres Smuds og bortskyllet Jerusalems Blodskyld fra dets Midte med Doms og Udrensnings Ånd. ⁵ Da skaber Herren over hvert et Sted på Zions Bjerg og over dets Festforsamlinger en Sky om Dagen og Røg med luende Ildskær om Natten; thi over alt, hvad herligt er, skal der være et Dække ⁶ og Ly til Skygge mod Hede og til Skærm og Skjul mod Skybrud og Regn.

5 Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj. ² Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle. ³ Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og min Vingård! ⁴ Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle? ⁵ Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård: Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den trampes ned! ⁶ Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke at sende den Regn. ⁷ Thi Hærskarers Herres Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov!

⁸ Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje. ⁹ Det lyder i mine Ører fra Hærskarers Herre: "For vist skal de mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo; ¹⁰ thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd skal høstes en Efa. ¹¹ Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af Vin! ¹² Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og Vin, men ser ikke Herrens Gerning, har ej Syn for hans Hænders Værk. ¹³ Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst. ¹⁴ Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige Slæng. ¹⁵ Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned; ¹⁶ men Hærskarers Herre ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver helliget ved Retfærd. ¹⁷ Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter. ¹⁸ Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod hid som med Vognreb, ¹⁹ som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan kende det!" ²⁰ Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt! ²¹ Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker! ²² Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande stærke Drikke, ²³ som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri Retten, han har. ²⁴ Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen, så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv; thi om Hærskarers HerreRs Lov lod de hånt og ringeagted Israels Helliges Ord.

²⁵ Så blusser da Herrens Vrede mod hans Folk, og han udrækker Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ²⁶ For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let. ²⁷ Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke op; ²⁸ hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind. ²⁹ Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.

³⁰ Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer.

6 I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen. ² Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de; ³ og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al Jorden er fuld af hans Herlighed!" ⁴ Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg.

⁵ Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers Herre!" ⁶ Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret; ⁷ det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!" ⁸ Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!" ⁹ Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! ¹⁰ Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."

¹¹ Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!" ¹² Og Herren vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet; ¹³ og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.

7 Og det skete i de Dage da Akaz, Jotams Søn, Uzzijas Sønnesøn, var Konge i Juda, at Kong Rezin af Syrien og Remaljas Søn, kong Peka af Israel, drog op for at angribe Jerusalem, hvad de dog ikke var stærke nok til. ² Da det meldtes Davids Hus, at Syrerne havde lejret sig i Efraim, skjalv hans og hans Folks Hjerte, som Skovens Træer skælver for Vinden. ³ Så sagde Herren til Esajas: "Med din Søn Sjearjasjub" skal du gå Akaz i Møde ved Enden af Øvredammens Vandledning ved Vejen til Blegepladsen ⁴ og sige til ham: Tag dig i Vare og hold dig i Ro! Frygt ikke og lad ikke dit Hjerte ængste sig for disse to rygende Brandstumper, for Rezins og Syriens og Remaljas Søns fnysende Vrede! ⁵ Fordi Syrien, Efraim og Remaljas Søn har lagt onde Råd op imod dig og siger: ⁶ Lad os drage op mod Juda og indjage det Skræk, lad os tilrive os det og gøre Tabeals Søn til Konge der! ⁷ derfor, så siger den Herre Herren: Det skal ikke lykkes; det skal ikke ske! ⁸ Thi Syriens Hoved er Damaskus, og Damaskus's Hoved er Rezin, og om fem og tresindstyve År er Efraim knust og ikke længer et Folk. ⁹ Og Efraims Hoved er Samaria, og Samarias Hoved er Remaljas Søn. Er I ikke troende, bliver I ikke boende." ¹⁰ Fremdeles sagde Herren til Akaz: ¹¹ "Kræv dig et Tegn af Herren din Gud nede i Dødsriget eller oppe i Himmelen!" ¹² Men Akaz svarede: "Jeg kræver intet, jeg frister ikke Herren." ¹³ Da sagde Esajas: "Hør nu, Davids Hus! Er det eder ikke nok at trætte Mennesker, siden I også trætter min Gud? ¹⁴ Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel". ¹⁵ Surmælk og Vildhonning skal være hans Føde, ved den Tid han ved at vrage det onde og vælge det gode; ¹⁶ thi før Drengen ved at vrage det onde og vælge det gode, skal Landet, for hvis to Konger du gruer, være folketomt. ¹⁷ Over dig, dit Folk og din Faders Hus vil Herren bringe Dage, hvis Lige ikke har været, siden Efraim rev sig løs fra Juda: Assyrerkongen!"

¹⁸ På hin Dag skal Herren fløjte ad Fluerne ved Udløbet af Ægyptens Strømme og ad Bierne i Assyrien; ¹⁹ og de skal komme og alle til Hobe kaste sig over Dalkløfter og Klipperevner, over hvert Tjørnekrat og hvert Vandingssted. ²⁰ På hin Dag afrager Herren med en hinsides Floden lejet Ragekniv, Assyrerkongen, både Hovedhåret og Kroppens Hår; ja, selv Skægget skraber den af. ²¹ På hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko og et Par Får; ²² og på Grund af den megen Mælk, de giver, skal han spise Sur mælk; thi Surmælk og Vildhonning skal enhver, der er tilbage i Landet, spise. ²³ På hin Dag skal det ske, at hvert et Sted, hvor der nu er tusind Vinstokke, tusind Sekel Sølv værd, skal blive til Torn og Tidsel; ²⁴ med Pil og Bue kommer man der, thi hele Landet skal blive til Torn og Tidsel; ²⁵ og alle de Bjerge, der nu dyrkes med Hakke, skal man holde sig fra af Frygt for Torn og Tidsel. Det bliver Overdrev for Okser og trædes ned af Får.

8 Og Herren sagde til mig: "Tag dig en stor Tavle og skriv derpå med Menneskeskrift: Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov!, ² Og tag mig pålidelige Vidner, Præsten Urija og Zekarja, Jeberekjahus Søn!" ³ Og jeg nærmede mig Profetinden, og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn. Så sagde Herren til mig: "Kald ham Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov! ⁴ Thi før Drengen kan sige Fader og Moder, skal Rigdommene fra Damaskus og Byttet fra Samaria bringes til Assyrerkongen!"

⁵ Fremdeles sagde Herren til mig: ⁶ Eftersom dette Folk lader hånt om Siloas sagte rindende Vande i Angst for Bezin og Remaljas Søn, ⁷ se, så lader Herren Flodens Vande, de vældige, store, oversvømme dem, Assyrerkongen og al hans Herlighed; over alle sine Bredder skal den gå, trænge ud over alle sine Diger, ⁸ styrte ind i Juda, skylle over, vælte frem og nå til Halsen; og dens udbredte Vinger skal fylde dit Land, så vidt det når Immanuel! ⁹ I Folkeslag, mærk jer det med Rædsel, lyt til, alle fjerne Lande: Rust jer, I skal ræddes, rust jer, I skal ræddes. ¹⁰ Læg Råd op, det skal dog briste, gør Aftale, det slår dog fejl, thi - Immanuel! ¹¹ Thi så sagde Herren til mig, da hans Hånd greb mig med Vælde, og han advarede mig mod at vandre på dette Folks Vej: ¹² Kald ikke alt Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, frygt ikke, hvad det frygter, og ræddes ikke! ¹³ Hærskarers Herre, ham skal I holde hellig, han skal være eders Frygt, han skal være eders Rædsel. ¹⁴ Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for Jerusalems Indbyggere, ¹⁵ og mange iblandt dem skal snuble, falde og kvæstes, fanges og bindes. ¹⁶ Bind Vidnesbyrdet til og sæt Segl for Læren i mine disciples Sind! ¹⁷ Jeg bier på Herren, han, som dølger sit Åsyn for Jakobs Hus, til ham står mit Håb: ¹⁸ Se, jeg og de Børn, Herren gav mig, er Varsler og Tegn i Israel fra Hærskarers Herre, som bor på Zions Bjerg. ¹⁹ Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? ²⁰ Nej! Til Læren og Vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden Morgenrøde. ²¹ Han skal vanke om i Landet, trykket og hungrig. Og når han hungrer, skal han blive rasende og bande sin Konge og sin Gud. Vender han sig til det høje, ²² eller skuer han ud over Jorden, se da er der Trængsel og Mørke, knugende Mulm; i Bælgmørke er han stødt ud.

9 Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds. ² Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land. ³ Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn, som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles. ⁴ Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har du brudt som på Midjans Dag; ⁵ ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov. ⁶ Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste. ⁷ Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd fra nu og til evig Tid. Hærskarers Herres Nidkærhed gør det.

⁸ Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned; ⁹ alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de siger i Hovmod og Hjertets Stolthed: ¹⁰ "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet, vi får Cedre i Stedet!" ¹¹ Da rejser Herren dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op, ¹² Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ¹³ Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej Hærskarers Herre. ¹⁴ Da hugger Herren Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en eneste Dag. ¹⁵ Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale. ¹⁶ De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges. ¹⁷ Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ¹⁸ Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg. ¹⁹ Ved Hærskarers Herres Vrede står Landet i Brand, og Folket bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre. ²⁰ Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød, ²¹ Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

10 Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs ² for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres. ³ Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom? ⁴ Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ⁵ Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd. ⁶ Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden. ⁷ Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få. ⁸ Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe? ⁹ Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus? ¹⁰ Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria ¹¹ mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?" ¹² Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral, ¹³ fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt; ¹⁴ min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb." ¹⁵ Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ! ¹⁶ Derfor sender Herren Hærskarers Herre, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild; ¹⁷ Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag; ¹⁸ hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres. ¹⁹ De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.

²⁰ På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til Herren, Israels Hellige, i Sandhed. ²¹ En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud. ²² Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem; ²³ thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers Herre, over al Jorden.

²⁴ Derfor, så siger Herren, Hærskarers Herre: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten! ²⁵ Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv. ²⁶ Så svinger Hærskarers Herre Svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten. ²⁷ På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke, ja, Åget brister for Fedme.

²⁸ Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive; ²⁹ de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr. ³⁰ Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot! ³¹ Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods. ³² Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj - ³³ Se, Herren, Hærskarers Herre, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne. ³⁴ Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.

11 Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod; ² og Herrens Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd, Råds og Styrkes Ånd, Herrens Kundskabs og Frygts Ånd. ³ Hans Hu står til Herrens Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. ⁴ Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han med Læbernes Ånde. ⁵ Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes Bælte. ⁶ Og Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng. ⁷ Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side, og Løven æder Strå som Oksen; ⁸ den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede. ⁹ Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland; thi Landet er fuldt af Herrens Kundskab, som Vandene dækker Havets Bund. ¹⁰ På hin Dag skal Hedningerne søge til Isajs Rodskud, der står som et Banner for Folkeslagene, og hans Bolig skal være herlig.

¹¹ På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad der er til Rest af hans Folk, fra Assur og fra Ægypten, fra Patros, Ætiopien og Elam, fra Sinear, Hamat og Havets Strande. ¹² For Folkene rejser han Banner, samler Israels bortdrevne Mænd, sanker Judas spredte Kvinder fra Verdens fire Hjørner. ¹³ Efraims Skinsyge viger, og Judas Avind svinder; Efraim er ikke skinsygt på Juda, og Juda bærer ej Avind mod Efraim. ¹⁴ I Vest slår de ned på Filisternes Skulder, sammen plyndrer de Østens Sønner, mod Edom og Moab rækker de Hånden, Ammons Sønner lyder dem. ¹⁵ Herren udtørrer Ægypterhavets Vig og svinger Hånden mod Floden i sin Ånds Vælde; han kløver den i syv Bække, så man kan gå over med Sko; ¹⁶ der bliver en banet Vej for dem af hans Folk, som levnes fra Assyrien, således som der var for Israel, da det drog op fra Ægypten.

12 På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, Herre, thi du vrededes på mig; men din Vrede svandt, og du trøstede mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden Frygt; thi Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. ³ I skal øse Vand med Glæde af Frelsens Kilder ⁴ og sige på hin Dag: Tak Herren, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendt blandt Folkene, kundgør, at hans Navn er højt! ⁵ Lovsyng Herren, thi stort har han øvet,lad det blive kendt på den vide Jord! ⁶ Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i eders Midte er Israels Hellige!

13 Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede: ² Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem Fyrsternes Porte! ³ Jeg har opbudt min viede Hær til at tjene min Vrede og kaldt mine Helte hid, de jublende, stolte. ⁴ Hør i Bjergene Larm som af talrigt Krigsfolk, hør, hvor det buldrer af Riger, af samlede Folk! Hærskarers Herre er ved at mønstre sin Krigshær. ⁵ De kommer fra fjerne Egne, fra Himlens Grænse, Herren og hans Vredes Værktøj for at hærge al Jorden. ⁶ Jamrer, thi Herrens Dag er nær, den kommer som Vold fra den Vældige. ⁷ Derfor slappes hver Hånd, hvert Menneskehjerte smelter, ⁸ de ræddes, gribes af Veer og Smerter, vånder sig som fødende Kvinde; de stirrer i Angst på hverandre med blussende røde Kinder. ⁹ Se, Herrens Dag kommer, grum, med Harme og brændende Vrede; Jorden gør den til Ørk og rydder dens Synder bort. ¹⁰ Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke. ¹¹ Jeg hjemsøger Jorden for dens Ondskab, de gudløse for deres Brøde, gør Ende på frækkes Overmod, bøjer Voldsmænds Hovmod. ¹² En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld. ¹³ Derfor bæver Himlen, og Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers Herres Harme på hans brændende Vredes Dag. ¹⁴ Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land. ¹⁵ Enhver, der indhentes, spiddes, enhver, der gribes, falder for Sværdet; ¹⁶ deres spæde knuses for deres Øjne, Husene plyndres, Kvinderne skændes. ¹⁷ Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej regner Guld for noget. ¹⁸ Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har deres Øjne ej Medynk. ¹⁹ Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. ²⁰ Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej; ²¹ men Vildkatte lejrer sig der, og Husene fyldes med Ugler; der holder Strudsene til, og Bukketroldene springer; ²² Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time stunder nu til, dets Dage bliver ej mange.