Bible in 90 Days

48 Om Moab. Så siger Hærskares Herre, Israels Gud. Ve over Nebo, thi det er lagt øde, blevet til Skamme; indtaget er Kirjatajim, med Skam er Borgen brudt ned. ² Der er ingen Lægedom mer for Moab, intet Fryderåb i Hesjbon; de oplægger onde Råd imod det: "Kom, lad os udrydde det af Folkenes Tal!" Også du, Madmen, skal omkomme, Sværdet skal forfølge dig. ³ Hør Skriget fra Horonajim, frygteligt Brag og Sammenbrud! ⁴ Moab er brudt sammen; lad Skriget lyde til Zoar. ⁵ Ak, grædende stiger de op ad Luhits Skråning; ak, på Vejen til Horonajim hører de Jammerskrig. ⁶ Fly, red eders Liv, og I skal blive som en Enebærbusk i Ørkenen. ⁷ Ja, fordi du stolede på dine Borge og Skatte, skal også du fanges. Kemosj skal vandre i Landflygtighed, hans, Præster og Fyrster til Hobe. ⁸ Hærværksmænd skal komme over hver By, ingen By skal reddes; Dalen skal ødelægges og Højsletten hærges, som Herren har sagt. ⁹ Giv Moab Vinger, at det kan flyve bort; dets Byer skal blive en Ørken, så ingen bor der. ¹⁰ Forbandet være den, der er lad til at gøre Herrens Værk, forbandet den, som holder sit Sværd fra Blod. ¹¹ Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; det hældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed; derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke. ¹² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da jeg sender Vintappere, som skal tappe det og tømme dets Fade og knuse dets Dunke. ¹³ Da skal Moab få Skam af Kemosj, som Israels Hus havde Skam af Betel, som de stolede på. ¹⁴ Hvor kan I sige: "Helte er vi og djærve Folk til Krig?" ¹⁵ Moab skal hærges med sine Byer og dets ypperste Ynglinge stige ned til at slagtes, lyder det fra Kongen, hvis Navn er Hærskarers Herre. ¹⁶ Moabs Undergang er nær, dets Ulykke kommer såre hastigt. ¹⁷ Ynk det, alle dets Naboer og alle, som kender dets Navn; sig: Hvor knækkedes dog den stærke Stav, det herlige Spir! ¹⁸ Stig ned fra Æressædet, sæt dig i Skarnet, du, som bor der, Dibons Datter! Thi han, der hærger Moab, drager op imod dig, nedbryder dine Fæstninger. ¹⁹ Stå hen på Vejen og se dig om, du, som bor i Aroer, spørg Flygtningene og de undslupne Kvinder, sig: "Hvad er der sket?" ²⁰ Moab er blevet til Skamme, ja knust. Jamrer og skrig, meld ved Arnon, at Moab er hærget, ²¹ at Dommen er kommet over Højslettelandet, over Holon, Jaza, Mefaat, ²² Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim, ²³ Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet Meon, ²⁴ Kerijot, Bozra og alle Byer i Moabs Land fjernt og nær. ²⁵ Afhugget er Moabs Horn, og dets Arm er brudt, lyder det fra Herren. ²⁶ Gør det drukkent! Thi det hovmodede sig mod Herren; og Moab skal falde omkuld i sit eget Spy, også det skal blive til Latter. ²⁷ Var ikke Israel til Latter for dig? Blev det måske grebet blandt Tyve, siden du bliver så ivrig, hver Gang du taler derom? ²⁸ Kom fra Byerne og fæst Bo på Klippen, Moabs Indbyggere, vær som Duen, der bygger Rede hist ved Afgrundens Rand. ²⁹ Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Stolthed. Overmod og Hovmod, dets opblæste Hjerte. ³⁰ Jeg kender, lyder det fra Herren, dets Frækhed, dets tomme Snak, dets tomme Gerninger. ³¹ Derfor må jeg jamre over Moab, skrige over hele Moab, over Mændene i Kir-Heres må jeg sukke. ³² Jazers Gråd græder jeg over dig, Sibmas Vinstok; dine Skud overskred Havet, nåede til Jazer; på din Frugt og din Høst slog Hærværksmanden ned. ³³ Glæde og Jubel er svundet fra Frugthaven og Moabs Land. Jeg lader Vinen svinde fra Persekarrene, ingen træder Vin. ³⁴ Hesjbon og Elale skriger, det høres til Jahaz; Horonajim og Eglat-Sjelisjija skriger; ak, Nimrims Vande bliver Ødemarker. ³⁵ Jeg udrydder af Moab den, der stiger op på Offerhøjen og tænder Offerild for dets Guder, lyder det fra Herren. ³⁶ Derfor klager mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte klager som Fløjter over Kir-Heress Mænd. Godset, de vandt, går derfor til Spilde. ³⁷ Thi hvert Hoved er skaldet, hvert Skæg revet af; i alle Hænder er der Rifter, over alle Lænder Sæk. ³⁸ Alt er Klage på alle Moabs Tage og Torve; thi jeg sønderbryder Moab som et usselt Kar, lyder det fra Herren. ³⁹ Hvor er Moab forfærdet! Hvor vender det Ryg med Skam! Ja, Moab er blevet til Latter og Rædsel for alle sine Naboer. ⁴⁰ Thi så siger Herren: Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Moab. ⁴¹ Kerijot er taget og Borgene faldet. Moabs Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte. ⁴² Moab er ødelagt og ikke mer et Folk, fordi det hovmodede sig mod Herren. ⁴³ Gru og Grav og Garn kommer over dig, du, som bor i Moab, lyder det fra Herren; ⁴⁴ den, der flygter for Gru, falder i Grav, den, der når op af Grav, fanges i Garn. Thi jeg bringer over Moab deres Hjemsøgelses År, lyder det fra Herren. ⁴⁵ I Ly af Hesjbon står Flygtninge uden Kraft. Thi Ild farer ud fra Hesjbon, Ildsluefra Sihons Stad; den fortærer Moabs Tinding og de larmende Mænds isse.

⁴⁶ Ve dig, Moab, det er ude med dig, Kemosjs Folk. Thi dine Sønner slæbes i Fangenskab, dine Døtre ligeså. ⁴⁷ Menjeg vender Moabs Skæbne i de sidste Dage, lyder det fra Herren. Så vidt Moabs Dom.

49 Om Ammonitterne. Så siger Herren, har Israel ingen sønner eller har det ingen arvinger? Hvorfor har Milkom taget Gad i Eje og hans Folk bosat sig i dets Byer? ² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da jeg lader Krigsskrig lyde mod Rabba i Ammon, og det skal blive en Grusdynge, og dets Døtre skal gå op i Luer. Da arver Israel sine Arvinger, siger Herren. ³ Klag, Hesjbon, thi Aj er ødelagt; skrig, I Rabbas Døtre klæd jer i Sæk og klag, gå rundt i Foldene! Thi Milkom vandrer i Landflygtighed, hans Præster og Fyrster til Hobe. ⁴ Hvorfor gør du dig til af dine Dale, du frafaldne Datter, som stoler på dine Skatte og siger: "Hvem kan komme til mig,?" ⁵ Se, jeg lader Rædsel komme over dig fra alle Kanter, lyder det fra Hærskarers Herre. I skal drives bort i hver sin Retning, og ingen samler de flygtende. ⁶ Men siden vender jeg Ammoniternes Skæbne, lyder det fra Herren.

⁷ Om Edom. Så siger Hærskarers Herre: Er der ikke mer Visdom i Teman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden? ⁸ Fly, søg Ly i det dybe, I, som bor i Dedan! Thi Esaus Ulykke sender jeg over ham, Straffens Tid. ⁹ Gæstes du af Vinhøstmænd, levner de ej Efterslæt, af Tyve om Natten, ødelægger de, hvad de lyster. ¹⁰ Thi selv blotter jeg Esau, hans Skjulesteder røber jeg; at gemme sig evner han ikke. Han er ødelagt ved Brødres og Naboers Arm, han er borte. ¹¹ Lad mig om dine faderløse, jeg holder dem i Live, dine Enker kan stole på mig. ¹² Thi så siger Herren: Se, de, hvem det ikke tilkom at tømme Bægeret, må tømme det, og du skulde gå fri? Du går ikke fri, men kommer til at tømme det.

¹³ Thi jeg sværger ved mig selv. lyder det fra Herren: til Rædsel og Spot, til Ørk og til et Forbandelsens Tegn skal Bozra blive, og alle dets Byer skal blive til evige Tomter. ¹⁴ Fra Herren har jeg hørt en Tidende: Et Bud skal sendes ud blandt Folkene: Samler eder! Drag ud imod det og rejs jer til Strid! ¹⁵ Se, ringe har jeg gjort dig iblandt Folkene, foragtet blandt Mennesker. ¹⁶ Rædsel over dig! Dit Hjertes Overmod bedrog dig. Du, som bor i Klippekløft og klynger dig til Fjeldtop: Bygger du Rede højt som Ørnen, jeg styrter dig ned, så lyder det fra Herren. ¹⁷ Edom skal blive til Rædsel; alle, der kommer forbi, skal slås af Rædsel og spotte over alle dets Sår. ¹⁸ Som det gik, da Sodoma og Gomorra og Nabobyerne omstyrtedes, siger Herren, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn dvæle der. ¹⁹ Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den Hyrde, der står sig mod mig? ²⁰ Hør derfor det Råd, Herren har for mod Edom, og de Tanker, han har mod Temans Indbyggere: Visselig skal Hjordens ringeste slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem. ²¹ Ved Braget af deres Fald skal Jorden skælve; Skriget kan høres til det røde Hav. ²² Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Bozra; og Edoms Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte.

²³ Om Damaskus. Til Skamme er Hamat og Arpad, thi de hører ond Tidende; de er ude af sig selv, i Uro som Havet, der ikke kan falde til Ro. ²⁴ Damaskus er modfaldent, vender sig til Flugt, Angst falder over det, Vånde og Veer griber det som en fødende Kvinde. ²⁵ Ve det! Forladt er den lovpriste By, Glædens Stad. ²⁶ Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene omkommer på hin Dag, lyder det fra Hærskarers Herre. ²⁷ Jeg sætter Ild på Damaskuss Mur, og den skal fortære Benhadads Borge.

²⁸ Om Kedar og Hazors Riger, som Kong Nebukadrezar af Babel slog. Så siger Herren: Kom og drag op mod Kedar, ødelæg Østens Sønner! ²⁹ Man skal tage deres Telte og Hjorde, deres Telttæpper, alle deres Kar, bortføre Kamelerne fra dem og råbe til dem: "Trindt om er Rædsel!" ³⁰ Fly i Hast, søg Ly i det dybe, Hazors Borgere, lyder det fra Herren. Thi kong Nebukadrezar af Babel har oplagt et Råd imod eder og undfanget en Tanke imod eder. ³¹ Kom, drag op mod et roligt Folk, der bor i Tryghed, lyder det fra HerrREN, uden Porte og Slåer; de bor for sig selv. ³² Deres Kameler gøres til Bytte, deres mange Hjorde til Rov. Jeg spreder dem, der har rundklippet Hår, for alle Vinde, og fra alle kanter bringer jeg Undergang over dem, lyder det fra Herren. ³³ Hazor bliver Sjakalers Bo, en Ørken til evig Tid; der skal ej bo et Menneske, ej dvæle et Menneskebarn.

³⁴ Herrens Ord, som kom til Profeten Jeremias om Elam i Kong Zedekias af Judas første Regeringstid: ³⁵ Så siger Hærskarers Herre: Jeg knækker Elams Bue, det ypperste af deres Kraft; ³⁶ og jeg bringer over Elam de fire Vinde fra de fire Verdenshjørner og spreder dem for alle disse Vinde; der skal ikke være et Folk, som de bortdrevne Elamiter ikke kommer hen til. ³⁷ Jeg knuser dem foran deres Fjender og dem, der står dem efter Livet, og jeg sender Ulykke over dem, min glødende Vrede, lyder det fra Herren. Jeg sender Sværdet efter dem, til jeg får dem udslettet. ³⁸ Jeg rejser min Trone i Elam og tilintetgør der både Konge og Fyrster, lyder det fra Herren. ³⁹ Men i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne, lyder det fra Herren.

50 Det ord Herren talte mod Babel, mod kaldærenes land, ved profeten Jeremias. ² Forrkynd det blandt Folkene, kundgør det, rejs et Banner, kundgør det, dølg det ikke, sig: Babel er indtaget, Bel gjort til Skamme, Merodak knust, til Skamme er dets Afguder blevet, knust dets Afgudsbilleder. ³ Thi et Folk fra Nord drager op imod det og gør dets Land til en Ørken, så ingen bor der; både Mennesker og Dyr er flygtet.

⁴ I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra Herren, skal israeliterne, sammen med Judæerne, komme: de skal vandre under Gråd og søge Herren deres Gud; ⁵ de skal spørge om Vej til Zion, did er deres Ansigtervendt; de skal komme og klynge sig til Herren i en evig Pagt, der aldrig glemmes. ⁶ En Flok bortkomne Får var mit Folk, deres Hyrder havde ført dem vild, på Afveje i Bjergene; de flakkede fra Bjerg til Høj, glemte deres Hvilested. ⁷ Enhver, som traf på dem, fortærede dem; deres Fjender sagde: "Vi er sagesløse!" Det skete, fordi de syndede mod Herren, Retfærds græsgangen og deres fædres Håb, Herren.

⁸ Fly ud af Babel, drag bort fra kaldæernes Land, bliv som Bukke foran en Hjord! ⁹ Thi se, jeg vækker fra Nordens Land en Sværm af vældige Folk og fører dem frem mod Babel, og de skal ruste sig imod det; fra den Kant skal det indtages; dens Pile er som den sejrsæle Helts, der ikke vender tomhændet hjem. ¹⁰ Kaldæa gøres til Bytte; alle, som gør det til Bytte, mættes, lyder det fra Herren. ¹¹ Glæd eder kun og jubl, I, som plyndrede min Arvelod, spring som Kalve i Engen, vrinsk som Hingste ¹² eders Moder skal dybt beskæmmes; hun, som bar eder, skal blive til Skamme. Se, det ringeste af Folkene, en Ørken, tørt Land og Ødemark! ¹³ For Herrens Vredes Skyld skal det ligge ubeboet hen og overalt være en Ørken; alle, som kommer forbi Babel, skal slås af Rædsel og spotte over alle dets Sår. ¹⁴ Rust eder mod Babel på alle Kanter, alle, som spænder Bue; skyd på det, spar ikke på Pile, thi mod Herren har det syndet. ¹⁵ Jubl over det fra alle kanter: "Det har udrakt sin Hånd, dets Støttemure er faldet, dets Volde nedbrudt." Thi det er Herrens Hævn. Hævn eder på det, gør med det, som det selv har gjort! ¹⁶ Udryd af Babel den, der sår, og den, der svinger Le i Høstens Tid! For det hærgende Sværd vender enhver hjem til sit Folk, enhver flyr til sit Land.

¹⁷ En adsplittet Hjord er Israel, Løver har spredt det. Først fortærede Assyrerkongen det, og nu sidst har Kong Nebukadrezar af Babel gnavet dets Knogler. ¹⁸ Derfor, så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Babels Konge og hans Land, som jeg hjemsøgte Assyrerkongen; ¹⁹ og jeg fører Israel tilbage til dets Græsgang; det skal græsse på Karmel og Basan og mættes i Efraims Bjerge og Gilead. ²⁰ I hine Dage og til hin Tid, lyder det fra Herren, skal man søge efter Israels Brøde, og den er der ikke, efter Judas Synder, og de findes ikke; thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til Rest, ²¹ Drag op mod Meratajims Land, drag op imod det og mod dem, som bor i Pekod, læg øde, læg Band på dem, så lyder det fra Herren, gør nøje, som jeg har budt dig! ²² Krigslarm lyder i Landet, alt bryder sammen. ²³ Hvor er dog al Jordens Hammer knækket og brudt, hvor er dog Babel blevet til Rædsel blandt Folkene! ²⁴ Jeg lagde dig Snarer, du fangedes, Babel, og mærked det ej; du grebes, og fast blev du holdt, thi du kæmped mod Herren. ²⁵ Herren lukked op for sit Forråd og fremtog sin Vredes Værktøj. Thi et Værk har Herren, Hærskarers Herre, for i Kaldæernes Land. ²⁶ Træng derind fra Ende til anden, luk op for dets Lader, dyng det op som Neg og læg Band derpå, lad intet levnes. ²⁷ ødelæg alle dets Okser, før dem ned til Slagtning! Ve dem, deres Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid. ²⁸ Hør, hvor de flyr og redder sig fra Babels Land for at melde i Zion om Hævnen fra Herren vor Gud, Hævn for hans Helligdom. ²⁹ Kald Skytterne sammen mod Babel, enhver, som spænder Bue, slå Ring omkring det, lad ingen få Lov at slippe; gengæld det efter dets Gerning; efter alt, hvad det gjorde, skal I gøre imod det; thi Frækhed viste det mod Herren, Israels Hellige. ³⁰ Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene omkommer på hin Dag, lyder det fra Herren. ³¹ Se, jeg kommer over dig, "Frækhed", lyder det fra Herren, Hærskarers Herre, thi din Dag er kommet, Hjemsøgelsens Tid. ³² Da falder "Frækhed" og styrter, og ingen rejser det. Jeg sætter Ild på dets Byer, og den fortærer alt deromkring. ³³ Så siger Hærskarers Herre: Både med Israeliterne og Judæerne er der handlet ilde; alle de, der bortførte dem, holder fast på dem, vægrer sig ved at give dem fri. ³⁴ Deres Genløser er stærk, Hærskarers Herre er hans Navn; han vil føre deres Strid og give Jorden Ro og Babels Indbyggere Uro.

³⁵ Sværd over Kaldæerne, lyder det fra Herren, og over Babels Indbyggere, over dets Fyrster og Vismænd! ³⁶ Sværd over Sandsigerne, så de bliver Tåber! Sværd over dets Belte, så de taber Modet! ³⁷ Sværd over dets Heste og Vogne og over alt det blandede Slæng i dets Midte, så de bliver til Kvinder! Sværd over dets Skatte, så de plyndres! ³⁸ Tørke over dets Vande, så de tørres ud! Thi det er et Land for Gudebilleder, og de gør sig til af dem, de frygter. ³⁹ Derfor skal Ørkendyr bo der sammen med Sjakaler, også Strudse skal bo der; aldrig mer skal det bebos, men være ubeboet fra Slægt til Slægt. ⁴⁰ Som det gik, da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra og Nabobyerne, lyder det fra Herren, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn dvæle der. ⁴¹ Se, der kommer et Folk fra Nord, et vældigt Folk og mange Konger bryder op fra det yderste af Jorden. ⁴² De fører Bue og Spyd, er grumme uden Barmhjertighed, deres Røst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som en Mand til Strid mod dig, Babels Datter! ⁴³ Babels Konge hørte Rygtet derom, og hans Hænder blev slappe, Rædsel greb ham, Skælven som den fødende Kvindes. ⁴⁴ Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den Hyrde, der står sig mod mig? ⁴⁵ Hør derfor det Råd, Herren har for mod Babel, og de Tanker, han har tænkt mod Kaldæernes Land: Visselig skal Hjordens ringeste slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem. ⁴⁶ Ved Råbet: "Babel er indtaget!" skal Jorden skælve, og deres Skrig skal høres blandt Folkene.

51 Så siger Herren: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte". ² Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag. ³ Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær! ⁴ Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i Gaderne; ⁵ thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers Herre, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige. ⁶ Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for Herren, han øver Gengæld imod det. ⁷ Et gyldent Bæger var Babel i Herrens Hånd, det gjorde al Jorden drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne. ⁸ Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam hid til dets Sår, om det muligt kan læges!

⁹ Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til Himmelen, løfter sig til Skyerne. ¹⁰ Herren har bragt vor Ret for Lyset; kom, lad os kundgøre Herren vor Guds Værk i Zion!

¹¹ Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! Herren har vakt Mederkongens Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er Herrens Hævn, Hævn for hans Tempel. ¹² Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud, læg Baghold! Thi Herren har et Råd for og gør, hvad han har talet mod Babels Indbyggere. ¹³ Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er kommet, den Alen, hvor man skære dig af. ¹⁴ Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over dig.

¹⁵ Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen. ¹⁶ Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre. ¹⁷ Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem; ¹⁸ Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem. ¹⁹ Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er dets Arvelod; Hærskarers Herre er hans Navn.

²⁰ Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk, med dig ødelagde jeg Riger; ²¹ med dig knuste jeg Hest og Rytter, med dig knuste jeg Vogn og Vognstyrer, ²² med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru, ²³ med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding. ²⁴ Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra Herren. ²⁵ Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra Herren, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet Bjerg; ²⁶ man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde, thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra Herren.

²⁷ Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs Riger imod det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne Græshopper; ²⁸ vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over! ²⁹ Jorden skal skælve og vride sig, thi Herrens Tanker mod Babel fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor. ³⁰ Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger afbrændes, dets Portstænger knækkes. ³¹ Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden, ³² Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene rædselslagne. ³³ Thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Babels Datter er som en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer Høstens Tid for den. ³⁴ Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig, fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort. ³⁵ Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de, som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger Jerusalem. ³⁶ Derfor, så siger Herren: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn, jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.

³⁷ Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel og Spot, så ingen bor der. ³⁸ De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres Vildskab. ³⁹ Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra Herren. ⁴⁰ Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med Bukke. ⁴¹ Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor Babel dog blev til Rædsel imellem Folkene! ⁴² Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult. ⁴³ Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem. ⁴⁴ Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur er faldet. ⁴⁵ Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for Herrens glødende Harme. ⁴⁶ Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden og Hersker følger på Hersker. ⁴⁷ Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri skal falde på Valen. ⁴⁸ Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra Herren.

⁴⁹ Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom dræbte på hele Jorden faldt for Babel. ⁵⁰ I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom Herren i Hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker! ⁵¹ Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt Herrens Huss Helligdomme. ⁵² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da jeg hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets Land. ⁵³ Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme Hærværksmænd over det, lyder det fra Herren. ⁵⁴ Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes Land. ⁵⁵ Thi Herren hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der; deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt. ⁵⁶ Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er Herren, han giver fuld Løn. ⁵⁷ Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere, Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers Herre. ⁵⁸ Så siger Hærskarers Herre: Babels brede Mur skal nedbrydes til Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.

⁵⁹ Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias af Juda i hans fjerde Regeringsår; Seraja sørgede for Nattely til Kongen, når han var på Rejse. ⁶⁰ Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel; ⁶¹ og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord ⁶² og sige: Herre, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det skal blive en evig Ørken. ⁶³ Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en Sten til den, kaste den i Eufrat ⁶⁴ og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig trætte for Ilden går Jeremiass Ord.

52 Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna.

² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ganske som Jojakim. ³ Thi for Herrens Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt fra Babels konge. ⁴ I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imod det rundt omkring; ⁵ og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte Regeringsår. ⁶ På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Mur gennembrudt. ⁷ Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til. ⁸ Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider. ⁹ Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla i Hamats Land til Babels Konge, der fældede Dommen over ham. ¹⁰ Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod han alle Judas Øverster henrette i Ribla; ¹¹ og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham til Babel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sin Dødedag.

¹² På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadrezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem. ¹³ Han satte Ild på Herrens Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild; ¹⁴ og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øversten for Livvagten havde med sig. ¹⁵ De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort. ¹⁶ Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere, ¹⁷ Kobbersøjlerne i Herrens Hus, Stellene og Kobberhavet i Herrens Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel. ¹⁸ Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de; ¹⁹ også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderne og Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten.

²⁰ De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene, som Salomo havde ladet lave til Herrens Hus Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje. ²¹ Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nå om den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt. ²² Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt, og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle. ²³ Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit; der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket. ²⁴ Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præsten Zefanja og de tre Dørvogtere; ²⁵ og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket, og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd at Folket fra Landet, der fandtes i Byen ²⁶ dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i Ribla ²⁷ og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.

²⁸ Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte i Fangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere, ²⁹ i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem; ³⁰ i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600.

³¹ I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse på den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda til Nåde og førte ham ud af Fængselet. ³² Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger, som var hos ham i Babel. ³³ Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så længe han levede. ³⁴ Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede.

1 Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu sat til at trælle. ² Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev hendes Fjender. ³ Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt i Trængslerne. ⁴ Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv er i Vånde. ⁵ Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide fik hun af Herren for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort som Fanger for Fjendens Åsyn. ⁶ Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse bort for Forfølgernes Åsyn.

⁷ Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under. ⁸ Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort. ⁹ Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, Herre, thi Fjenden hoverer. ¹⁰ Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet Adgang til din Forsamling. ¹¹ Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. Herre, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes! ¹² Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem Herren voldte Harm på sin glødende Vredes Dag. ¹³ Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat. ¹⁴ Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke. ¹⁵ Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter. ¹⁶ Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.

¹⁷ Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød Herren hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky. ¹⁸ Herren, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger. ¹⁹ Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de. ²⁰ Se, Herre, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden. ²¹ Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig! ²² Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt.