Bible in 90 Days

¹⁴ Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og skriftkloge, som tvistedes med dem. ¹⁵ Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og hilsede ham. ¹⁶ Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?" ¹⁷ Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til dig; han har en målløs Ånd. ¹⁸ Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke." ¹⁹ Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer ham til mig!" ²⁰ Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og fraadede. ²¹ Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af; ²² og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp os!" ²³ Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for den, som tror." ²⁴ Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp min Vantro!" ²⁵ Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig, far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!" ²⁶ Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom død, så at de fleste sagde: "Han er død." ²⁷ Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op. ²⁸ Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?" ²⁹ Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget, uden ved Bøn og Faste."

³⁰ Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han vilde ikke, at nogen skulde vide det. ³¹ Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter." ³² Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.

³³ Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på Vejen?" ³⁴ Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem der var den største. ³⁵ Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener." ³⁶ Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog det i Favn og sagde til dem: ³⁷ "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men den, som udsendte mig."

³⁸ Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os, uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger os." ³⁹ Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde om mig. ⁴⁰ Thi den, som ikke er imod os, er for os. ⁴¹ Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn, fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin Løn

⁴² Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i Havet. ⁴³ Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, ⁴⁴ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁵ Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede, ⁴⁶ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁷ Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, ⁴⁸ hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. ⁴⁹ Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt.) ⁵⁰ Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred med hverandre!"

10 Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede. ² Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?" ⁴ Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende." ⁵ Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev han eder dette Bud. ⁶ Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde. ⁷ Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast ved sin Hustru; ⁸ og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer to, men eet Kød. ⁹ Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille. ¹⁰ Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette. ¹¹ Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende. ¹² Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor."

¹³ Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. ¹⁴ Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører sådanne til. ¹⁵ Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det." ¹⁶ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede dem.

¹⁷ Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ¹⁸ Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud. ¹⁹ Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke besvige; ær din Fader og din Moder." ²⁰ Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." ²¹ Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" ²² Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. ²³ Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!" ²⁴ Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det, at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige! ²⁵ Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." ²⁶ Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da blive frelst?" ²⁷ Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."

²⁸ Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig." ²⁹ Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld, ³⁰ uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv. ³¹ Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første."

³² Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham ³³ "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne; ³⁴ og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."

³⁵ Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige: "Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om." ³⁶ Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?" ³⁷ Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed." ³⁸ Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som jeg døbes med?" ³⁹ Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem: "Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg døbes med, skulle I døbes med; ⁴⁰ men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt." ⁴¹ Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og Johannes. ⁴² Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem. ⁴³ Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener; ⁴⁴ og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener; ⁴⁵ thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."

⁴⁶ Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen. ⁴⁷ Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!" ⁴⁸ Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" ⁴⁹ Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på dig." ⁵⁰ Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus. ⁵¹ Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at jeg kan blive seende!" ⁵² Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.

11 Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem: ² "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks, når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører det hid! ³ Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger: Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen." ⁴ Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved Gyden, og de løse det. ⁵ Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: "Hvad gøre I, at I løse Føllet?" ⁶ Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte dem det. ⁷ Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han satte sig på det. ⁸ Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de afskare på Markerne. ⁹ Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: "Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! ¹⁰ Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det højeste!" ¹¹ Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til Bethania med de tolv.

¹² Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han hungrig. ¹³ Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid. ¹⁴ Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det.

¹⁵ Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole. ¹⁶ Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem Helligdommen. 17. Og han lærte og sagde til dem: "Er der ikke skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule." ¹⁸ Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham, eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære.

¹⁹ Og da det blev Aften, gik han uden for Staden. ²⁰ Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet fra Roden af. ²¹ Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet, som du forbandede, er visnet." ²² Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud! ²³ Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske. ²⁴ Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I have fået det, så skal det ske eder. ²⁵ Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade eder eders Overtrædelser. ²⁶ Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene, ej heller forlade eders Overtrædelser"

²⁷ Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste hen til ham. ²⁸ Og de sagde til ham: "Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?" ²⁹ Men Jesus sagde til dem: "Jeg vil spørge eder om een Ting, og svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting. ³⁰ Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer mig!" ³¹ Og de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke? ³² Men sige vi: Fra Mennesker" så frygtede de for Folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en Profet. ³³ Og de svare og sige til Jesus: "Vi vide det ikke." Og Jesus siger til dem: "Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

12 Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands. ² Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter. ³ Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ⁴ Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede. ⁵ Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de. ⁶ Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn." ⁷ Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor." ⁸ Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingården. ⁹ Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingårdsmændene og give Vingården til andre. ¹⁰ Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹¹ Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne." ¹² Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.

¹³ Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord. ¹⁴ Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?" ¹⁵ Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den." ¹⁶ Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens." ¹⁷ Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham.

¹⁸ Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde: ¹⁹ "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom. ²⁰ Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom. ²¹ Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligeså. ²² Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og så Hustruen. ²³ I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru." ²⁴ Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft? ²⁵ Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene. ²⁶ Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? ²⁷ Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."

²⁸ Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket Bud er det første af alle?" ²⁹ Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; ³⁰ og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke. ³¹ Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud." ³² Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham. ³³ Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene." ³⁴ Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: "Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham.

³⁵ Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: "Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn? ³⁶ David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. ³⁷ David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og den store Skare hørte ham gerne.

³⁸ Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse på Torvene ³⁹ og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Måltiderne; ⁴⁰ de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle få des hårdere Dom."

⁴¹ Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri. ⁴² Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid". ⁴³ Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de som lagde i Tempelblokken. ⁴⁴ Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."

13 og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!" ² Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." ³ Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides: ⁴ "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette skal til at fuldbyrdes?" ⁵ Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører eder!" ⁶ Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle forføre mange. ⁷ Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda. ⁸ Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og Oprør. Dette er Veernes Begyndelse. ⁹ Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd. ¹⁰ Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene. ¹¹ Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale, men den Helligånd. ¹² Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel. ¹³ Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. ¹⁴ Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; ¹⁵ men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at hente noget fra sit Hus; ¹⁶ og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine Klæder! ¹⁷ Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! ¹⁸ Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren; ¹⁹ thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu, og som der heller ikke skal komme. ²⁰ Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han afkortet de Dage ²¹ Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se der! da tror det ikke. ²² Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de udvalgte. ²³ Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud. ²⁴ Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og Månen ikke give sit Skin, ²⁵ og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som ere i Himlene, skulle rystes. ²⁶ Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed. ²⁷ Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende. ²⁸ Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er nær. ²⁹ Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er nær for Døren. ³⁰ Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend alle disse ting ere skete ³¹ Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde forgå: ³² Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, men alene Faderen.

³³ Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der. ³⁴ Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han skulde våge, ³⁵ våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen; ³⁶ for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder sovende! ³⁷ Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"

14 Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslå ham. ² Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive Oprør iblandt Folket."

³ Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der, medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved. ⁴ Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde: "Hvortil er denne Spilde af Salven sket? ⁵ Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende. ⁶ Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig. ⁷ De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid. ⁸ Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til Begravelsen. ⁹ Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse."

¹⁰ Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. ¹¹ Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at forråde ham.

¹² Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet, sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?" ¹³ Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham; ¹⁴ og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? ¹⁵ Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der skulle I berede det for os." ¹⁶ Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det, således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. ¹⁷ Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv. ¹⁸ Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig, siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde mig." ¹⁹ De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er dog vel ikke mig?" ²⁰ Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i Fadet ²¹ Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var godt for det Menneske, om han ikke var født."

²² Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme." ²³ Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf. ²⁴ Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange. ²⁵ Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds Rige."

²⁶ Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget ²⁷ Og Jesus siger til dem: "I skulle alle forarges; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes. ²⁸ Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder til Galilæa." ²⁹ Men Peter sagde til ham: "Dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges." ³⁰ Og Jesus siger til ham: "Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange." ³¹ Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg ingenlunde fornægte dig." Men ligeså sagde de også alle.

³² Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder." ³³ Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte at forfærdes og svarlig at ængstes. ³⁴ Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden; bliver her og våger!" ³⁵ Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt. ³⁶ Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil." ³⁷ Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon, sover du? Kunde du ikke våge een Time? ³⁸ Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt." ³⁹ Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord, ⁴⁰ Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. ⁴¹ Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen forrådes i Synderes Hænder. ⁴² Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."

⁴³ Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv, og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste. ⁴⁴ Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham sikkert bort!" ⁴⁵ Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: "Rabbi! Rabbi!" og han kyssede ham. ⁴⁶ Men de lagde Hånd på ham og grebe ham. ⁴⁷ Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre. ⁴⁸ Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig. ⁴⁹ Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes." ⁵⁰ Og de forlode ham alle og flyede. ⁵¹ Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham; ⁵² men han slap Linklædet og flygtede nøgen.

⁵³ Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen hos ham. ⁵⁴ Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård, og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden. ⁵⁵ Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus, for at de kunde aflive ham; og de fandt intet. ⁵⁶ Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene stemte ikke overens. ⁵⁷ Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde: ⁵⁸ "Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder." ⁵⁹ Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens. ⁶⁰ Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og sagde: "Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?" ⁶¹ Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham og siger til ham: "Er du Kristus, den Højlovedes Søn?" ⁶² Men Jesus sagde: "Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer." ⁶³ Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: "Hvad have vi længere Vidner nødig? ⁶⁴ I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?" Men de fældede alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden. ⁶⁵ Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og give ham Næveslag og sige til ham: "Profeter!" og Svendene modtoge ham med Slag på Kinden.

⁶⁶ Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af Ypperstepræstens Piger, ⁶⁷ og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: "Også du var med Nazaræeren, med Jesus." ⁶⁸ Men han nægtede og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad du siger;" og han gik ud i Forgården, og Hanen galede. ⁶⁹ Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode hos: "Denne er en af dem." ⁷⁰ Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også en Galilæer." ⁷¹ Men han begyndte at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke dette Menneske, om hvem I tale." ⁷² Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu, som Jesus sagde til ham: "Førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange." Og han brast i Gråd.

15 Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte ham bort og overgave ham til Pilatus. ² Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." ³ Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget. ⁴ Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet? Se, hvor meget de anklage dig for!" ⁵ Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig. ⁶ Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de forlangte. ⁷ Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord ⁸ Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for dem, som han plejede. ⁹ Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?" ¹⁰ Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne havde overgivet ham. ¹¹ Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han hellere skulde løslade dem Barabbas. ¹² Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da, jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?" ¹³ Men de råbte atter: "Korsfæst ham!" ¹⁴ Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte højlydt: "Korsfæst ham!" ¹⁵ Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes.

¹⁶ Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen, og de sammenkalde hele Vagtafdelingen. ¹⁷ Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte den på ham. ¹⁸ Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!" ¹⁹ Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og faldt på Knæ og tilbade ham. ²⁰ Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste ham.

²¹ Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til af bære hans Kors. ²² Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: "Hovedskalsted" ²³ Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke. ²⁴ Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om dem, hvad enhver skulde tage. ²⁵ Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham. ²⁶ Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var påskreven således: "Jødernes Konge". ²⁷ Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre Side. ²⁸ Og Skriften blev opfyldt, som siger: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere." ²⁹ Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres Hoveder og sagde: "Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage; ³⁰ frels dig selv ved at stige ned af Korset!" ³¹ Ligeså spottede også Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de skriftkloge og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. ³² Kristus, Israels Konge - lad ham nu stige ned af Korset, for at vi kunne se det og, tro!" Også de, som vare korsfæstede med ham, hånede ham. ³³ Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele Landet indtil den niende Time. ³⁴ Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eloi! Eloi! Lama Sabaktani?" det er udlagt: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig?" ³⁵ Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: "Se; han kalder på Elias." ³⁶ Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke og sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at tage ham ned." ³⁷ Men Jesus råbte med høj Røst og udåndede.

³⁸ Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst. ³⁹ Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, så, af han udåndede på denne Vis, sagde han: "Sandelig, dette Menneske var Guds Søn." ⁴⁰ Men der var også Kvinder, som så til i Frastand, iblandt hvilke også vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's Moder, og Salome, ⁴¹ hvilke også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gåede op til Jerusalem med ham.

⁴² Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag, det er Forsabbat,) ⁴³ kom Josef fra Arimathæa, en anset Rådsherre, som også selv forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om Jesu Legeme. ⁴⁴ Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være død, ⁴⁵ og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget. ⁴⁶ Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe, og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven. ⁴⁷ Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, så, hvor ham blev lagt.

16 Og da Sabbaten var forbi købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og Salve ham. ² Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da Solen var stået op. ³ Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven?" ⁴ Og da de så op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den var meget stor) ⁵ Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes. ⁶ Men han siger til dem: "Forfærdes ikke! I lede efter Jesus at Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, se, der er Stedet, hvor de lagde ham. ⁷ Men går bort, siger til hans Disciple og til Peter at han går forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har sagt eder." ⁸ Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede.

⁹ Men da han var opstanden årle den første Dag i Ugen, åbenbaredes han først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde Ånder. ¹⁰ Hun gik hen og forkyndte det for dem, der havde været med ham, og som sørgede og græd. ¹¹ Og da disse hørte, at han levede og var set af hende, troede de det ikke. ¹² Men derefter åbenbaredes han for to af dem på Vejen i en anden Skikkelse, medens de gik ud på Landet. ¹³ Og disse gik hen og forkyndte de andre det. Ikke heller dem troede de. ¹⁴ Siden åbenbaredes han for de elleve selv, medens de sade til Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Hjerters Hårdhed, fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden. ¹⁵ Og han sagde til dem: "Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet for al Skabningen! ¹⁶ Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt. ¹⁷ Men disse Tegn skulle følge dem, som tro: I mit Navn skulle de uddrive onde Ånder; de skulle tale med nye Tunger; ¹⁸ de skulle tage på Slanger, og dersom de drikke nogen Gift, skal det ikke skade dem; på syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes."

¹⁹ Så blev Herren efter at han havde talt med dem, optagen til Himmelen og satte sig ved Guds højre Hånd. ²⁰ Men de gik ud og prædikede alle Vegne, idet Herren arbejdede med og stadfæstede Ordet ved de medfølgende Tegn.

1 Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os, ² således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os: ³ så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus! ⁴ for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist.

⁵ I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth. ⁶ Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter. ⁷ Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder. ⁸ Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud, ⁹ tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet. ¹⁰ Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time. ¹¹ Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre Side af Røgelsesalteret. ¹² Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham. ¹³ Men Engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. ¹⁴ Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel; ¹⁵ thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders Liv, ¹⁶ og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud. ¹⁷ Og han skal gå foran for ham i Elias's Ånd og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket folk." ¹⁸ Og Sakarias sagde til Engelen: "Hvorpå skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder." ¹⁹ Og Engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab. ²⁰ Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid," ²¹ Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet. ²² Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum. ²³ Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus. ²⁴ Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Måneder og sagde: ²⁵ "Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker:"

²⁶ Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth, ²⁷ til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria. ²⁸ Og Engelen kom ind til hende og sagde: "Hil være dig, du benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!" ²⁹ Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen. ³⁰ Og Engelen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Nåde hos Gud. ³¹ Og se, du skal undfange og føde en Søn,og du skal kalde hans Navn Jesus. ³² Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone. ³³ Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende på hans Kongedømme." ³⁴ Men Maria sagde til Engelen: "Hvorledes skal dette gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?" ³⁵ Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes,. kaldes Guds Søn. ³⁶ Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. ³⁷ Thi intet vil være umuligt for Gud." ³⁸ Men Maria sagde: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!" Og Engelen skiltes fra hende.

³⁹ Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda. ⁴⁰ Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth. ⁴¹ Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd ⁴² og råbte med høj Røst og sagde: "Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt! ⁴³ Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig? ⁴⁴ Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. ⁴⁵ Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren," ⁴⁶ Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren; ⁴⁷ og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; ⁴⁸ thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, ⁴⁹ fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; ⁵⁰ og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. ⁵¹ Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. ⁵² Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. ⁵³ Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. ⁵⁴ Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed ⁵⁵ imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre." ⁵⁶ Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen.

⁵⁷ Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. ⁵⁸ Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. ⁵⁹ Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. ⁶⁰ Og hans Moder svarede og sagde: "Nej, han skal kaldes Johannes." ⁶¹ Og de sagde til hende: "Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn." ⁶² Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. ⁶³ Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: "Johannes er hans Navn." Og de undrede sig alle. ⁶⁴ Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. ⁶⁵ Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. ⁶⁶ Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: "Hvad mon der skal blive af dette Barn?" Thi Herrens Hånd var med ham.

⁶⁷ Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde: ⁶⁸ "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk ⁶⁹ og har oprejst os et Frelsens Horn" i sin Tjener Davids Hus, ⁷⁰ således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, ⁷¹ en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os, ⁷² for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, ⁷³ den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, ⁷⁴ at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt, ⁷⁵ i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage. ⁷⁶ Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje, ⁷⁷ for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, ⁷⁸ for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os ⁷⁹ for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind på Fredens Vej," ⁸⁰ Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.