Bible in 90 Days
2 Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel på sin Vredes Dag. 2 Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige og Fyrster, 3 afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der åd overalt. 4 På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild. 5 Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt alle Paladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i Judas Datter. 6 Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, Herren lod Fest og Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og Præst. 7 Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i Herrens Hus som på Festens Dag. 8 Herren fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få Sorg, de vansmægted sammen. 9 I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn fra Herren. 10 Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker mod Jord deres Hoved.
11 Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde forsmægter på Byens Torve; 12 hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter på Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved Moderens Bryst. 13 Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud er stort som Havet, hvo læger dig vel? 14 Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme, vildende Udsagn. 15 Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?" 16 De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted, skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi vented, vi fik den at se."
17 Herren har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig over dig, rejst Uvenners Horn.
18 Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke dit Øje få Hvile! 19 Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs dit Hjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham for Børnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle Gadernes Hjørner. 20 Herre se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinder da æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens Helligdom Præst og Profet? 21 I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mine Ynglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden Skånsel. 22 Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På Herrens Vredes Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred.
3 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, 2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm, 3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang. 4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben, 5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje, 6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. 7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker. 8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude. 9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge. 10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold; 11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde; 12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen. 13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig; 14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang, 15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke. 16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet; 17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken 18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til Herren er ude." 19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde; 20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. 21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe: 22 Herrens Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, 23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. 24 Min Del er Herren, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham. 25 Dem, der bier på Herren, er han god, den Sjæl, der ham søger; 26 det er godt at håbe i Stilhed på Herrens Frelse, 27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom. 28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham; 29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb. 30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån. 31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt, 32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde; 33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn. 34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod, 35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes, 36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det? 37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder? 38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund? 39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til Herren, 41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; 42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, 43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel, 44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem; 45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. 46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender. 47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; 48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. 49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, 50 før Herren skuer ned fra Himlen, før han ser til. 51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, 53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; 54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!" 55 Dit Navn påkaldte jeg, Herre, fra Grubens Dyb; 56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!" 57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!" 58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv; 59 Herre, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret! 60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker, 61 du hører deres Smædeord Herre, deres Rænker imod mig, 62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig. 63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg. 64 Dem vil du gengælde, Herre, deres Hænders Gerning, 65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem! 66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
4 Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner! 2 Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk 3 Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse. 4 Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem. 5 Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet. 6 Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.
7 Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer; 8 mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ. 9 Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde. 10 Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.
11 Herren køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den. 12 Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte. 13 Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod. 14 De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres. 15 "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!" 16 Herren spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter. 17 End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper. 18 De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet. 19 Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen, 20 vor Livsånde, Herrens Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
21 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken. 22 Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
5 Herre, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel! 2 Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse. 3 Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre. 4 Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde. 5 Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile. 6 Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød. 7 Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld. 8 Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem. 9 Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd. 10 Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue. 11 De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer. 12 Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle. 13 Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge. 14 De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg. 15 Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg. 16 Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!
17 Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt: 18 For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der. 19 Du, Herre, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone. 20 Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage? 21 Omvend os, Herre, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum! 22 Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?
1 I det tredivte År på den femte dag i den fjerde Månde da jeg var bandt de landflygtige ved Floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede Syner fra Gud. 2 Den femte Dag i Måneden - det var det femte År efter at Kong Jojakin var bortført - 3 kom Herrens Ord til Præsten Ezekiel, Buzis Søn, i Kaldæernes Land ved Floden Kebar, og Herrens Hånd kom over ham der.
4 Jeg skuede og se, et Stormvejr kom fra Nord, og en vældig Sky fulgte med, omgivet af Stråleglans og hvirvlende Ild, i hvis Midte det glimtede som funklende Malm. 5 Midt i Ilden var der noget ligesom fire levende Væsener, og de så således ud: De havde et Menneskes Skikkelse; 6 men de havde hver fire Ansigter og fire Vinger; 7 deres Ben var lige og deres Fodsåler som en Kalvs; de skinnede som funklende Kobber, og deres Vingeslag var hurtigt; 8 der var Menneskehænder under Vingerne på alle fire Sider. 9 De fire levende Væseners Ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud". 10 Ansigterne så således ud: De havde alle fire et Menneskeansigt fortil, et Løveansigt til højre, et Okseansigt til venstre og et Ørneansigt bagtil; 11 Vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres Legemer. 12 De gik alle lige ud; hvor Ånden vilde have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik. 13 Midt imellem de levende Væsener var der noget som glødende Kul at se til, som Blus, der for hid og did imellem dem, og Ilden udsendte Stråleglans, og Lyn for ud derfra. 14 Og Væsenerne løb frem og tilbage, som Lynglimt at se til
15 Videre skuede jeg, og se, der var et Hjul på Jorden ved Siden af hvert af de fire levende Væsener; 16 og Hjulene var at se til som funklende Krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert Hjul var et andet Hjul; 17 de kunde derfor gå til alle fire Sider; de vendte sig ikke, når de gik. 18 Videre skuede jeg, og se, der var Fælge på dem, og Fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af Øjne. 19 Og når de levende Væsener gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Væsenerne løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig; 20 hvor Ånden vilde have dem hen, gik Hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene; 21 når Væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra Jorden, løftede også Hjulene sig samtidig, thi det levende Væsens Ånd var i Hjulene.
22 Oven over Væsenernes Hoveder var der noget ligesom en Himmelhvælving, funklende som Krystal, udspændt oven over deres Hoveder; 23 og under Hvælvingen var deres Vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres Legemer. 24 Og når de gik, lød Vingesuset for mig som mange Vandes Brus, som den Almægtiges Røst; det buldrede som en Hær. 25 Det drønede oven over Hvælvingen over deres Hoveder; men når de stod, sænkede de Vingerne. 26 Men oven over Hvælvingen over deres Hoveder var der noget som Safir at se til, noget ligesom en Trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et Menneske at se til. 27 Og jeg skuede noget som funklende Malm fra det, der så ud som hans Hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans Hofter, og nedefter skuede jeg noget som Ild at se til; og Stråleglans omgav ham. 28 Som Regnbuen, der viser sig i Skyen på en Regnvejrsdag, var Stråleglansen om ham at se til. Således så Herrens Herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit Ansigt. Og jeg hørte en Røst, som talede.
2 Han sagde til mig: "Menneskesøn stå op på dine fødder så jeg kan tale med dig!" 2 Og som han talede til mig, kom Ånden i mig og rejste mig på mine Fødder, og jeg hørte ham tale til mig. 3 Han sagde: "Menneskesøn! Jeg sender dig til Israeliterne, de genstridige, der har sat sig op imod mig; de og deres Fædre har forbrudt sig imod mig til den Dag i Dag. 4 Og Sønnerne har stive Ansigter og hårde Hjerter; jeg sender dig til dem, og du skal sige: Så siger den Herre Herren! 5 Hvad enten de hører eller ej - thi de er en genstridig Slægt - skal de kende, at en Profet er kommet iblandt dem. 6 Men du, Menneskesøn frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ord, når du færdes mellem Nælder og Tidsler og bor blandt Skorpioner; frygt ikke for deres Ord og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt. 7 Du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de hører eller ej, thi de er en genstridig Slægt.. 8 Og du, Menneskesøn, hør, hvad jeg taler til dig! Vær ikke genstridig som den genstridige Slægt, men luk din Mund op og slug, hvad jeg her giver dig! "
9 Og jeg skuede, og se, en Hånd var udrakt imod mig, og i den lå en Bogrulle; 10 og han rullede den op for mig, - og der var skrevet på den både for og bag; og hvad der stod skrevet, var Klage, Suk og Ve.
3 Så sagde han til mig: "Menneskesøn, slug hvad du her har for dig, slug denne Bogrulle og gå så hen og tal til Israels Hus!" 2 Så åbnede jeg Munden, og han lod mig sluge Bogrullen 3 og sagde til mig: "Menneskesøn! Lad din Bug fortære den Bogrulle, jeg her giver dig, og fyld dine Indvolde dermed!" Og jeg slugte den, og den var sød som Honning i min Mund.
4 Så sagde han til mig: "Menneskesøn, gå til Israels Hus og tal mine Ord til dem! 5 Thi du sendes til Israels Folk, ikke til et Folk med dybt Mål og tungt Mæle, 6 ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig. 7 Men Israels Hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; thi hele Israels Hus har hårde Pander og stive Hjerter. 8 Se, jeg gør dit Ansigt hårdt som deres Ansigter og din Pande hård som deres Pander; 9 som Diamant, hårdere end Flint gør jeg din Pande. Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres Ansigter, thi de er en genstridig Slægt!" 10 Videre sagde han til mig: "Menneskesøn, alle mine Ord, som jeg taler til dig, skal du optage i dit Hjerte og høre med dine Ører; 11 og gå så hen til dine landflygtige Landsmænd og tal til dem og sig: Så siger den Herre Herren! - hvad enten de så hører eller ej!"
12 Så løftede Ånden mig, og jeg hørte bag mig Larmen af et vældigt Jordskælv, da Herrens Herlighed hævede sig fra sit Sted, 13 og Suset af de levende Væseners Vinger, der rørte hverandre, og samtidig Lyden af Hjulene og Larmen af Jordskælvet. 14 Og Ånden løftede mig og førte mig bort, og jeg vandrede bitter og gram i Hu, idet Herrens Hånd var over mig med Vælde. 15 Så kom jeg til de landflygtige i Tel-Abib, de, som boede ved Floden Kebar, og der sad jeg syv Dage iblandt dem og stirrede hen for mig.
16 Syv Dage senere kom Herrens Ord til mig således: 17 Menneskesøn! Jeg sætter dig til Vægter for Israels Hus; hører du et Ord af min Mund, skal du advare dem fra mig. 18 Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke advarer ham eller for at bevare hans Liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. 19 Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin Gudløshed og sin Vej, så skal samme gudløse dø for sin Misgerning, men du har reddet din Sjæl. 20 Og når en retfærdig vender sig fra sin Retfærdighed og gør Uret, og jeg lægger Anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin Synd, og den Retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans Blod vil jeg kræve af din Hånd. 21 Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din Sjæl.
22 Siden kom Herrens Hånd over mig der, og han sagde til mig: "Stå op og gå ud i dalen, der vil jeg tale med dig!" 23 Så stod jeg op og gik ud i Dalen, og se, der stod Herrens Herlighed, som jeg havde set denved Floden Kebar. Da faldt jeg på mit Ansigt. 24 Men Ånden kom i mig og rejste mig på mine Fødder. Så taIede han til mig og sagde: Gå hjem og luk dig inde i dit Hus! 25 Og du, Menneskesøn, se, man skal lægge Bånd på dig og binde dig, så du ikke kan gå ud iblandt dem; 26 og din Tunge lader jeg hænge ved Ganen, så du bliver stum og ikke kan være dem en Revser; thi de er en genstridig Slægt. 27 Men når jeg taler til dig, vil jeg åbne din Mund, og du skal sige til dem: Så siger den Herre Herren! Så får den, der vil høre, høre, og den, der ikke vil, får lade være; thi de er en genstridig Slægt.
4 Du Mennneskesøn tag dig en teglsten, læg den for dig og indrids i den et Billede af en By, Jerusalem; 2 og kast en Vold op omkring den, byg Belejringstårne, opkast Stormvold, lad Hære lejre sig imod den og rejs Stormbukke mod den fra alle Sider; 3 tag dig så en Jernpande og sæt den som en Jernvæg op mellem dig og Byen og ret dit Ansigt imod den. Således skal den være omringet, og du skal trænge den. Det skal være Israels Hus et Tegn.
4 Og læg du dig på din venstre Side og tag, Israels Huss Misgerning på dig; alle de Dage du ligger således, skal du bære deres Misgerning. 5 Deres Misgernings År gør jeg til lige så mange Dage for dig, 190 Dage; så længe skal du bære Israels Huss Misgerning. 6 Og når de er til Ende, læg dig så på din højre Side og bær Judas Huss Misgerning 40 Dage; for hvert År giver jeg dig en Dag. 7 Og du skal rette dit Ansigt og din blottede Arm mod det omringede Jerusalem og profetere imod det. 8 Og se, jeg lægger Bånd på dig, så du ikke kan vende dig fra den ene Side til den anden, før din Belejrings Dage er til Ende.
9 Og tag du dig Hvede, Byg, Bønner, Linser, Hirse og Spelt, kom det i et og samme Kar og lav dig Brød deraf; alle de Dage du ligger på Siden, 190 Dage, skal det være din Mad; 10 og Maden, du får, skal være efter Vægt, tyve Sekel daglig; du skal spise den een Gang daglig. 11 Og Vand skal du drikke efter Mål, en Sjettedel Hin; du skal drikke een Gang daglig. 12 Og som Bygkager skal du spise det og bage det ved Menneskeskarn i deres Påsyn. 13 Og du skal sige: "Så sige Herren: Således skal Israeliterne have urent Brød til Føde blandt de Folk, jeg bortstøder dem til!" 14 Men jeg sagde: "Ak, Herre, Herre, jeg har endnu aldrig været uren; noget selvdødt eller sønderrevet har jeg fra Barnsben aldrig spist, og urent Kød kom aldrig i min Mund!" 15 Da svarede han: "Vel, jeg tillader dig at tage Oksegødning i Stedet for Menneskeskarn og bage dit Brød derved." 16 Videre sagde han til mig: Menneskesøn! Se, jeg bryder Brødets Støttestav i Jerusalem; Brød skal de spise efter Vægt og i Angst, og Vand skal de drikke efter Mål og i Rædsel, 17 for at de må mangle Brød og Vand og alle som een være slagne af Rædsel og hensmægte i deres Misgerning.
5 Og du Menneskesøn tag dig et skarbt sværd, brug det som Ragekniv og lad det gå over dit Hoved og dit Skæg; tag dig så en Vægtskål og del Håret. 2 En Tredjedel skal du brænde i et Bål midt i Byen, når Belejringens Dage er omme; en Tredjedel skal du tage og slå den med Sværdet rundt om Byen; og en Tredjedel skal du sprede for Vinden; så drager jeg Sværdet bag dem. 3 Derefter skal du tage lidt deraf og svøbe det ind i din kappeflig; 4 og deraf skal du atter tage noget og kaste det midt ind i Ilden og brænde det. Og du skal sige til hele Israels Hus:
5 Så siger den Herre Herren: Dette er Jerusalem; jeg satte det midt iblandt Folkene, omgivet af lande. 6 Men det var gudløst og genstridigt mod mine Lovbud mere end Folkene og mod mine Vedtægter mere end Landene rundt om; thi de lod hånt om mine Lovbud og vandrede ikke efter mine Vedtægter. 7 Derfor, så siger den Herre Herren: Fordi I var mere genstridige end Folkene rundt om og ikke vandrede efter mine Vedtægter eller holdt mine Lovbud, men gjorde efter de omboende Folks Lovbud, 8 derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over dig og holder Dom i din Midte for Folkenes Øjne. 9 For alle dine Vederstyggeligheders Skyld vil jeg gøre med dig, hvad jeg aldrig har gjort og aldrig vil gøre Mage til. 10 Derfor skal Fædre æde deres Børn i din Midte og Børn deres Fædre; jeg holder Dom over dig, og alle, som er til Rest i dig, spreder jeg for alle Vinde. 11 Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Sandelig, fordi du gjorde min Helligdom uren med alle dine væmmelige Guder og Vederstyggeligheder, vil jeg også støde dig fra mig uden Medynk eller Skånsel. 12 En Tredjedel af dig skal dø af Pest og omkomme af Hunger i din Midte, en Tredjedel skal falde for Sværdet rundt om dig, og en Tredjedel spreder jeg for alle Vinde og drager Sværdet bag dem. 13 Min Vrede skal udtømme sig, og jeg vil køle min Harme på dem og tage Hævn, så de skal kende at jeg, Herren, har talet i min Nidkærhed, når jeg udtømmer min Vrede over dem. 14 Jeg gør dig til en Grushob og til Spot blandt Folkene rundt om, for Øjnene af enhver, som drager forbi. 15 Du skal blive til Spot og Hån, til Advarsel og Rædsel for Folkene rundt om, når jeg holder Dom over dig i Vrede og Harme og harm fuld Revselse. Jeg, Herren, har talet! 16 Når jeg sender Hungerens onde Pile mod eder, og de, som jeg sender for af ødelægge eder, volder Ødelæggelse, og jeg lader Hungeren tage til, da sønderbryder jeg Brødets Støttestav for eder 17 og sender Hunger over eder og Rovdyr, som skal affolke dig; Pest og Blodsudgydelse skal hjemsøge dig, og jeg bringer Sværd over dig. Jeg, Herren, har talet.
6 Og Herrens ord kom til mig således: 2 Menneskesøn, vend dit Ansigt mod Israels Bjerge, profeter imod dem 3 og sig: Israels Bjerge, hør den Herre Herrens Ord! Så siger den Herre Herren til Bjergene og Højene, til Kløfterne og Dalene: Se, jeg sender Sværd over eder og tilintetgør eders Offerhøje. 4 Eders Altre skal ødelægges, eders Solstøtter sønderbrydes, og eders dræbte lader jeg segne foran eders Afgudsbilleder; 5 jeg kaster Israeliternes Lig hen for deres Afgudsbilleder og strør eders Ben rundt om eders Altre. 6 Overalt hvor I bor, skal Byerne lægges øde og Offerhøjene gå til Grunde, for at eders Altre kan lægges øde og gå til Grunde, eders Afudsbilleder sønderbrydes og udryddes, eders Solstøtter hugges om og eders Værker tilintetgøres. 7 Mandefald skal ske iblandt eder, og I skal kende, at jeg er Herren.
8 Men en Rest lader jeg blive tilbage, idet nogle af eder undslipper fra Sværdet blandt Folkene, når I spredes i Landene, 9 og de undslupne skal komme mig i Hu blandt Folkene, hvor de er Fanger; jeg sønderbryder deres bolerske Hjerter, som faldt fra mig, og deres bolerske Øjne, som hang ved deres Afgudsbilleder; og de skal væmmes ved sig selv over alt det onde, de har gjort, over alle deres Vederstyggeligheder. 10 Og de skal kende, at jeg er Herren; det var ikke tomme Ord, når jeg talede om at gøre den Ulykke på dem.
11 Så siger den Herre Herren: Slå Hænderne sammen, stamp med Foden og råb Ve over alle Israels Huses grimme Vederstyggeligheder! De skal falde for Sværd, Hunger og Pest. 12 Den, som er langt borte, skal dø af Pest; den, som er nær, skal falde for Sværd; og den, som levnes og reddes, skal dø af Hunger; således udtømmer jeg min Vrede over dem. 13 De skal kende, at jeg er Herren, når deres dræbte ligger midt iblandt deres Afgudsbilleder rundt om deres Altre på hver høj Bakke, på alle Bjergenes Tinder, under hvert grønt Træ og hver løvrig Eg, der, hvor de opsendte liflig Duft til deres Afgudsbilleder. 14 Jeg udrækker Hånden imod dem og gør Landet øde og tomt lige fra Ørkenen til Ribla, overalt hvor de bor; og de skal kende, at jeg er Herren.
7 Og Herrens Ord kom til mig således 2 Du, Menneskesøn, sig: Så siger den Herre Herren til Israels Land: Enden kommer, Enden kommer over Landet vidt og bredt! 3 Nu kommer Enden over dig, og jeg sender min Vrede imod dig og dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeigheder. 4 Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og du skal kende, at jeg er Herren.
5 Så siger den Herre Herren: Ulykke følger på Ulykke; se, det kommer! 6 Enden kommer, Enden kommer; den er vågnet og tager Sigte på dig; se, det kommer! 7 Turen kommer til dig, som bor i Landet; Tiden er inde, Dagen er nær, en Dag med Rædsel og ikke med Frydeskrig på Bjergene. 8 Nu udøser jeg snart min Harme over dig og udtømmer min Vrede på dig, dømmer dig efter dine Veje og gengælder dig alle dine Vederstyggeligheder. 9 Jeg viser dig ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dig dine Veje, og dine Vederstyggeligheder skal blive i din Midte; og I skal kende, at jeg, Herren, er den, som slår. 10 Se, Dagen! Se, det kommer; Turen kommer til dig"! Riset blomstrer, Overmodet grønnes. 11 Vold rejser sig til et Ris over Gudløshed; der bliver intet tilbage af dem, intet af deres larmende Hob, intet af deres Gods, og der er ingen Herlighed iblandt dem. 12 Tiden er inde, Dagen er nær; Køberen skal ikke glæde sig og Sælgeren ikke sørge, thi Vrede kommer over al den larmende Hob derinde. 13 Thi Sælgeren skal ikke vende tilbage til det solgte, om han end bliver i Live; thi Synet om al den larmende Hob derinde tages ikke tilbage, og ingen skal styrke sit Liv ved sin Misgerning. 14 Man støder i Hornet og gør alt rede, men ingen drager i krig; thi min Vrede kommer over al den larmende Hob derinde. 15 Sværd ude og Pest og Hunger inde! De, der er i Marken, omkommer for Sværd, og dem, der er i Byen, fortærer Hunger og Pest. 16 Og selv om nogle af dem undslipper og når op i Bjergene som Kløfternes Duer, skal de alle dø, hver for sin Misgerning. 17 Alle Hænder er slappe, alle Knæ flyder som Vand. 18 De klæder sig i Sæk, og Rædsel omhyller dem; alle Ansigter er skamfulde, alle Hoveder skaldede. 19 Deres Sølv kaster de ud på Gaden, deres Guld regnes for Snavs; deres Sølv og Guld kan ikke redde dem på Herrens Vredes Dag; de kan ikke stille deres Hunger eller fylde deres Bug dermed, thi det var dem Årsag til Skyld. 20 I dets strålende Pragt satte de deres Stolthed, og deres vederstyggelige Billeder, deres væmmelige Guder, lavede de deraf: derfor gør jeg det til Snavs for dem. 21 Jeg giver det som Bytte i de fremmedes Hånd og som Rov til de mest gudløse på Jorden, og de skal vanhellige det. 22 Jeg vender mit Åsyn fra dem og man skal vanhellige mit Kleodie, Ransmænd skal trænge ind og vanhellige det.
23 Gør Lænkerne rede! Thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Vold. 24 Jeg henter de værste af Folkene, og de skal tage Husene i Eje; jeg gør Ende på de mægtiges Stolthed, og deres Helligdomme skal vanhelliges. 25 Der opstår Angst; man søger Redning, men finder den ikke. 26 Uheld følger på Uheld, Rygte på Rygte; man skal tigge Profeten om et Syn, Præsten kommer til kort med Vejledning og de Ældste med Råd. 27 Kongen sørger, Fyrsten hyller sig i Rædsel, og Landboernes Hænder lammes af Forfærdelse. Jeg gør med dem efter deres Færd og dømmer dem, som de fortjener; og de skal kende, at jeg er Herren.
8 I det sjette År på den femte dag i den sjette måned da jeg sad i mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre Herrens Hånd på mig. 2 Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter så det ud som strålende Lys, som funklende Malm. 3 Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig ved en Lok af mit Hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed, stod. 4 Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som jeg så den i Dalen. 5 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!" Jeg løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen. 6 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, så jeg må vige langt bort fra min Helligdom. Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!"
7 Så førte han mig hen til Indgangen til Forgården. 8 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, bryd igennem Væggen!" Og da jeg brød igennem Væggen, så jeg en Indgang. 9 Og han sagde til mig: "Gå ind og se, hvilke grimme Vederstyggeligheder de øver der!" 10 Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige Billeder af Kryb og kvæg og alle Israels Huses Afgudsbilleder indridset rundt om på Væggen. 11 Og halvfjerdsindstyve af Israels Huses Ældste med Jaazanja, Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit Røgelsekar i Hånden, medens Røgelseskyens Duft steg op. 12 Da sagde han til mig: "Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Huses Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger: Herren ser intet, Herren har forladt Landet!" 13 Og han sagde til mig: "Du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se, som de øver!"
14 Så førte han mig hen til Indgangen til Herrens Huses Nordport, og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz. 15 Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!"
16 Så førte han mig hen til Herrens Huss indre Forgård, og se, ved Indgangen til Herrens Helligdom mellem Forhallen og Alteret var der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod Herrens Helligdom og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen. 17 Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender Stank op i Næsen på mig"! 18 Men derfor vil også jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem ingen Medynk eller Skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind i øret vil jeg ikke høre dem.
9 Så hørte jeg ham råbe med vældig røst: "Byens hjemsøgelse nærmer sig, og hver har sit Mordvåben i Hånden!" 2 Og se, seks Mænd kom fra den øvre nordport, hver med sin Stridshammer i Hånden, og een iblandt dem bar linned Klædebon og havde et Skrivetøj ved sin Lænd; og de kom og stillede sig ved Siden af Kobberalteret. 3 Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som den hvilede på, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han råbte til Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden, 4 og Herren sagde til ham: "Gå midt igennem Byen, igennem Jerusalem, og sæt et Mærke på de Mænds Pander, der sukker og jamrer over alle de Vederstyggeligbeder, som øves i dets Midte!" 5 Og til de andre hørte jeg ham sige: "Gå efter ham ud gennem Byen og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skånsel! 6 Oldinge og Ynglinge, jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer Mærket, må I røre! Begynd ved min Helligdom!" Så begyndte de med de Ældste, som stod foran Templet, 7 Og han sagde til dem: "Gør Templet urent, fyld Forgårdene med dræbte og drag så ud!" Og de drog ud og huggede ned i Byen.
8 Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage, faldt jeg på mit Ansigt og råbte: "Ak, Herre, Herre vil du da tilintetgøre alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din Vrede over Jerusalem?" 9 Han svarede: "lsraels og Judas Huses Brøde er såre, såre stor, thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Retsbrud; thi de siger, at Herren har forladt Byen, og at Herren intet ser. 10 Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dem deres Færd." 11 Og se, Manden i det linnede klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden kom tilbage og meldte: "Jeg har gjort, som du bød."
10 Og jeg skuede og se, over hvælvingen over kerubernes hoveder var der noget som Safir; noget ligesom en Trone viste sig over dem. 2 Så sagde han til Manden i det linnede Klædebon: "Gå ind mellem Hjulene under keruberne og tag Hænderne fulde af glødende Kul fra Rummet mellem Keruberne og strø det ud over Byen!" Og jeg så ham gå derhen. 3 Keruberne stod sønden for Templet, da Manden gik derhen, og Skyen fyldte den indre Forgård. 4 Og Herrens Herlighed hævede sig fra Keruberne og flyttede sig hen til Templets Tærskel; da fyldtes Templet af Skyen, og Forgården fyldtes af Herrens Herligheds Glalans. 5 Og Suset af Kerubernes Vinger hørtes helt ud i den ydre Forgård som Gud den Almægtiges Røst, når han taler. 6 Så bød han Manden i det linnede Klædebon: "Tag Ild fra Rummet mellem Hjulene, inde mellem keruberne!" Og Manden stillede sig hen ved Siden af det ene Hjul 7 og rakte Hånden ind i Ilden, som brændte mellem Keruberne, og kom ud med noget deraf. 8 Under Kerubernes Vinger sås noget, der lignede en Menneskehånd; 9 og jeg skuede, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet ved hver Kerub, og Hjulene var som funklende Krysolit at se til. 10 De så alle fire ens ud, og det var, som om der i hvert Hjul var et andet Hjul, 11 De kunde gå til alle fire Sider de vendte sig ikke, når de gik. Thi de gik i den Retning, den forreste vendte, og de vendte sig ikke, når de gik. 12 Hele deres Legeme, Ryg, Hænder og Vinger og ligeledes Hjulene var fulde af Øjne rundt om; således var det med alle fire Hjul. 13 Og jeg hørte, at Hjulene kaldtes Galgal. 14 Hver af dem havde fire Ansigter; det ene var et Kerubansigt, det andet et Menneskeansigt, det tredje et Løveansigt og det fjerde et Ørneansigt. 15 Og Keruberne hævede sig i Vejret. Det var det samme levende Væsen, jeg så ved Floden Kebar. 16 Når Keruberne gik, gik også Hjulene ved Siden af, og når Keruberne løftede Vingerne for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig ikke fra dem; 17 når de standsede, standsede også de; og når de hævede sig, hævede de sig med, thi Væsenets Ånd var i dem.
18 Så forlod Herrens Herlighed Templets Tærskel og stillede sig over Keruberne. 19 Og jeg så, hvorledes Keruberne løftede Vingerne og hævede sig fra Jorden, da de gik, og Hjulene med dem; og de standsede ved Indgangen til Herrens Huses Østport, og Israels Guds Herlighed var oven over dem. 20 Det var det samme levende Væsen, jeg så under Israels Gud ved Floden Kebar; og jeg skønnede, at det var Keruber. 21 Hver af dem havde fire Ansigter og fire Vinger og noget ligesom Menneskehænder under Vingerne. 22 Og deres Ansigter var ligesom de Ansigter, jeg så ved Floden Kebar. De gik alle lige ud.
11 Så løftede Ånden mig og bragte mig til Herrens huses østport, den der vender mod Øst. Og se, ved Indgangen til Porten var der fem og tyve Mænd, og jeg så iblandt dem Jaazanja, Azzurs Søn, og Pelatja, Benajas Søn, Folkets Fyrster. 2 Og han sagde til mig: "Menneskesøn! Det er de Mænd, som pønser på Uret og lægger onde Råd op i denne By, 3 idet de siger: "Er Husene ikke nys bygget? Byen er Gryden, vi Kødet!" 4 Profeter derfor imod dem, profeter, Menneskesøn! 5 Så faldt Herrens Ånd på mig, og han sagde til mig: Sig: Så siger Herren: Således taler I, Israels Hus; jeg kender godt, hvad der stiger op i eders Ånd. 6 Mange har I dræbt i denne By; I har fyldt dens Gader med dræbte. 7 Derfor, så siger den Herre Herren: De, som I dræbte og henslængte i dens Midte, de er Kødet, og Byen er Gryden; men eder vil jeg føre ud af den. 8 I frygter for Sværd, og Sværd vil jeg bringe over eder, lyder det fra den Herre Herren. 9 Jeg vil føre eder ud af den og give eder i fremmedes Hånd, og jeg vil holde Dom over eder. 10 For Sværd skal I falde; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. Og I skal kende, at jeg er Herren. 11 Byen skal ikke være eder en Gryde, og I skal ikke være Kødet deri; ved Israels Grænse vil jeg dømme eder. 12 Og I skal kende, at jeg er Herren, hvis Vedtægter I ikke fulgte, og hvis Lovbud I ikke levede efter, hvorimod I levede efter eders Nabofolks Lovbud. - 13 Men medens jeg profeterede således, døde Pelatja, Benajas Søn. Da faldt jeg på mit Ansigt og råbte med høj Røst: "Ak, Herre, Herre, vil du da helt udrydde Israels Rest?"
14 Så kom Herrens Ord til mig således: 15 Menneskesøn! Dine Brødre, dine Medfanger og alt Israels Hus, alle de, om hvem Jerusalems Indbyggere siger: "De er langt borte fra Herren, os er Landet givet i Eje!" - 16 derfor skal du sige: Så siger den Herre Herren: Ja, jeg har ført dem langt bort blandt Folkene og spredt dem i Landene, og kun i ringe Måde var jeg dem en Helligdom i de Lande, hvor de kom hen. 17 Men derfor skal du sige: Så siger den Herre Herren: Jeg vil samle eder sammen fra Folkeslagene og sanke eder op i Landene, hvor I er spredt, og give eder Israels Jord. 18 Derhen skal de komme og fjerne alle dets væmmelige Guder og alle dets Vederstyggeligheder; 19 jeg giver dem et nyt Hjerte og indgiver dem en ny Ånd; jeg tager Stenhjertet ud af deres Legeme og giver dem et Kødhjerte, 20 for at de må følge mine Vedtægter og holde mine Lovbud og gøre efter dem. Så skal de være mit Folk, og jeg vil være deres Gud. 21 Men hines Hjerter holder sig til deres væmmelige Guder og deres Vederstyggeligheder; dem gengælder jeg deres Færd, lyder det fra den Herre Herren.
22 Så løftede keruberne Vingerne og samtidig Hjulene; og Israels Guds Herlighed var oven over dem. 23 Og Herrens Herlighed steg op fra Byen og stillede sig på Bjerget østen for. 24 Derpå løftede Ånden mig og bragte mig ved Guds Ånd i Synet til de landflygtige i Kaldæa; og Synet, som jeg havde skuet, steg op og svandt bort. 25 Så kundgjorde jeg de landflyggige alle de Ord, Herren havde åbenbaret mig.
12 Herrens Ord kom til mig således: 2 Menneskesøn! Du bor midt i den genstridige Slægt, som har Øjne at se med, men ikke ser, og Ører at høre med, men ikke hører, thi de er en genstridig Slægt. 3 Men du, Menneskesøn, udrust dig ved højlys Dag i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed, og drag så i deres Påsyn fra Stedet, hvor du bor, til et andet Sted! Måske de så får Øjnene op; thi de er en genstridig Slægt. 4 Bær ved højlys dag i deres Påsyn dine Sager udenfor, som om du skal i Landflygtighed, men selv skal du drage bort om Aftenen i deres Påsyn som en, der drager i Landflygtighed. 5 Slå i deres Påsyn Hul i Væggen og drag ud derigennem; 6 tag Sagerne på Skulderen og drag ud i Bælgmørke med tilhyllet Ansigt uden at se Landet; thi jeg gør dig til et Tegn for Israels Hus! 7 Og jeg gjorde, som der bødes mig: Jeg bar ved højlys Dag mine Sager udenfor, som om jeg skulde i Landflygtighed, og om Aftenen slog jeg med Hånden Hul i Væggen, og i Bælgmørke drog jeg ud; jeg tog det på Skulderen i deres Påsyn. 8 Næste Morgen kom Herrens Ord til mig således: 9 Menneskesøn! Har Israels Hus, den genstridige Slægt, ikke spurgt dig: "Hvad gør du der?" 10 Sig til dem: Så siger den Herre Herren: Således skal det være med Fyrsten, denne Byrde i Jerusalem, og hele Israels Hus derinde. 11 Sig: Jeg er eder et Tegn; som jeg har gjort, skal der gøres med dem: I Landflygtighed og Fangenskab skal de drage. 12 Og Fyrsten i deres Midte skal tage sine Sager på Skulderen, og i Bælgmørke skal han drage ud, han skal slå Hul i Væggen for at drage ud derigennem, og han skal tilhylle sit Ansigt for ikke at se Landet. 13 Men jeg breder mit Net over ham, og han skal fanges i mit Garn; og jeg bringer ham til Bael i kaldæernes Land, som han dog ikke skal se; og der skal han dø. 14 Og alle hans Omgivelser, hans Hjælpere og alle hans Hærskarer vil jeg udstrø for alle Vinde og drage Sværdet bag dem. 15 Da skal de kende, at jeg er Herren, når jeg spreder dem: blandt Folkene og udstrør dem i Landene. 16 Kun nogle få af dem levner jeg fra Sværd, Hunger og Pest, for at de kan fortælle om alle deres Vederstyggeligheder blandt de Folk, de kommer til; og de skal kende, at jeg er Herren.
17 Herrens Ord kom til mig således: 18 Menneskesøn, spis Brød i Angst og drik Vand i Frygt og Bæven; 19 og sig til Landets Folk: Så siger den Herre Herren om Jerusalems Indbyggere i Israels Land: Brød skal de spise med Bæven, og Vand skal de drikke med Rædsel, for at deres Land og alt deri må ligge øde til Straf for alle dets Indbyggeres Voldsfærd;, 20 og Byerne, der nu er beboet, skal ligge øde, og Landet skal blive til Ørk; og I skal kende, at jeg er Herren.