Bible in 90 Days
1 Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.
2 Hvor længe skal jeg klage, Herre, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser? 3 Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op. 4 Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.
5 Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes. 6 Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo. 7 Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra. 8 Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde 9 er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand. 10 Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den. 11 Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.
12 Er du ikke fra fordum Herren, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - Herre, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf? 13 Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd? 14 Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker: 15 Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad; 16 han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde. 17 Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?
2 Op på min Varde vil jeg stige; stå hen på mit Vagtsted og spejde, og se, hvad han taler i mig, hvad Svar han har på min Klage. 2 Og Herren gav mig til Svar de Ord: "Skriv Synet op og rist det ind i Tavler, at det kan læses let; 3 thi Synet står ved Magt, træffer ind til Tide, usvigeligt iler det mod Målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke."
4 Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin Tro. 5 Han er der hos den frækkeste Røver, en hoven, frastødende Mand, der som Dødsriget opspiler Gabet, som Døden uden at mættes, skraber alle Folkene til sig, sanker alle Folkeslag til sig. 6 Visselig skal de alle istemme en Hånsang, en Smædevise fuld af Hentydninger til ham og sige: Ve ham, der dynger andres Gods op - hvor længe? - og læsser Pantegods på sig! 7 Thi brat står dine Skyldherrer op; de, som vil rykke dig, vågner; da bliver du dem til Bytte. 8 Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres af al Folkeslagenes Rest for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. 9 Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus for at bygge sin Rede højt og redde sig fra Ulykkens Hånd. 10 Dit Hus får Skam af dit Råd.Du nedtrådte mange Folkeslag, men satte din Sjæl i Vove. 11 Thi Stenen råber fra Væggen, fra Træværket svarer Bjælken. 12 Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad med Uret, 13 (er dette ikke, fra Hærskarers Herre?) så Folkeslag slider for Ilden, og Folkefærds Møje er spildt. 14 Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om Herrens Herlighed, som Vandene dækker Havets Bund. 15 Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade og Skåle for at få deres Blusel at se. 16 Du mætted dig med Skam for Ære. Drik selv, vis din Forhud frem! Nu kommer Bægeret fra Herrens højre til dig og Skændsel til din Ære. 17 Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug af Dyr, for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. 18 Hvad gavner det skårne Billed, at en Billedskærer skærer det ud, det støbte Billed, hvis Spådom er falsk, at en Billedskærer stoler derpå, så han laver stumme Guder? 19 Ve den, som siger til Træ: "Vågn op!" til Sten uden Mæle:" - Stå op!" Den skulde kunne spå! Se, den er klædt i Guld og Sølv, men af Ånd har den intet i sig. 20 Men Herren er i sin Helligdom; stille for ham, al Jorden!
3 En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot. 2 Herre, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, Herre. Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom Barmhjertighed i Hu under Vreden!
3 Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. - Sela. Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden. 4 Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er hans Vælde i Skjul. 5 Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot. 6 Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige Stier går han. 7 Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land. 8 Er Herren da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene, gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og dine Vogne drøner. 9 Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med Pile. - Sela. Du kløver Jorden i Strømme, 10 Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og Afgrunden løfter sin Røst. 11 Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd. 12 I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede. 13 Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til Klippen. - Sela. 14 Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes. 15 Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.
16 Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber; Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.
17 Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet, Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser. 18 Men jeg vil frydes i Herren, juble i min Frelses Gud. 19 Den Herre Herren er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med Strengespil.
1 HerrenS ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusji, en Søn af Gedalja, en Søn af Amarja, en Søn af Ezekias, i de Dage da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.
2 Jeg bortriver, bortriver alt fra Jorden, lyder det fra Herren; 3 jeg bortriver Folk og Fæ, jeg bortriver Himlens Fugle og Havets Fisk. Gudløse bringer jeg til Fald, og Syndere rydder jeg, bort fra Jorden, lyder det fra Herren. 4 JegudrækkerHåndenmodJuda og alle Jerusalems Borgere. Jeg fjerner den sidste Ba'al fra dette Sted og Afgudspræsternes Navn med Præsterne 5 og dem, som på Tagene tilbeder Himlens Hær, og dem, som tilbeder Herren og sværger til bam, men også sværger ved Milkom, 6 og dem, som veg bort fra Herren, ej søger, ej rådspørger Herren.
7 Stille for den Herre Herren! Thi hans Dag er nær; thi Herren har et Offer rede, han har helliget de budne. 8 Og på Herrens Offerdag skal det ske: Da vil jeg hjemsøge Fyrsterne og Kongens Sønner og alle dem, som er klædt i udenlandsk Dragt. 9 Den Dag hjemsøget jeg alle, som hopper over Tærsklen, som fylder deresHerresHus med Vold og Svig.
10 Den Dag skal det ske, så lyder det fra Herren: Hør Skrig fra Fiskeporten og Jamren fra den nye Bydel. fra Højene et vældigt Brag! 11 Beboerne i Morteren jamrer, thi slettet er alt Kræmmerfolket, udryddet enhver, som vejer Sølv.
12 Til den Tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med Lygter og hjemsøger Mændene der, som ligger i Ro på deres Bærme, som siger i deres Hjerte: "Herren gør hverken godt eller ondt." 13 Deres Gods skal gøres til Bytte, deres Huse skal ødelægges. De skal vel bygge Huse, men ej bo deri, vel plante Vingårde, men Vinen skal de ikke drikke.
14 Nær er Herrens Dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens Dag, den bitre! Da udstøder Helten Skrig. 15 Den Dag er en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en Skyernes og Tågens Dag, 16 en Hornets og Krigsskrigets Dag imod de faste Stæder og imod de knejsende Tinder. 17 Over Menneskene bringer jeg Trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod Herren. Deres Blod øses ud som Støv, deres Livssaft ligesom Skarn. 18 Hverken deres Sølv eller Guld evner at frelse dem på Herrens Vredes Dag, når hele Jorden fortæres af hans Nidkærheds Ild; thi Undergang, ja brat Tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på Jorden.
2 Saml jer,saml jer, I Folk, som ej kender Skam, 2 før l endnu er blevet som flyvende Avner, før Herrens glødende Harme kommer over eder, før Herrens Vredes Dag kommer over eder. 3 Søg Herren, alle l ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan l skjule jer på Herrens Vredes Dag.
4 Thi Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort ved Middag, Ekron udryddes. 5 Ve dem, som bor ved Stranden, Kreternes Folk; Herrens Ord over dig, Kana'an, Filisternes Land! Jeg gør dig til intet, så ingen bor der. 6 Du skal blive til Græsmark for Hyrder, til Folde for Småkvæg. 7 Og Stranden skal tilfalde Resten af Judas Hus; de skal græsse derpå. Lejr skal de slå ved Kvæld i Askalons Huse. Thi Herren deres Gud ser til dem og vender deres Skæbne.
8 Jeg hørte Moabs Spot, Atnmoniternes hånende Ord, med hvilke de spotted mit Folk, hovmoded sig over deres Land. 9 Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra Hærskarers Herre, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma, Ammoniterne som Gomorra, Jord for Nælder, et Salthul, Ørken til evig Tid. Resten af mit Folk skal plyndre dem; hvad der levnes af mit Folk skal eje dem. 10 Dette skal times dem for deres Hovmod, fordi de hånede Hærskarers Herres Folk og gjorde sig store over for det. 11 Frygtelig er Herren for dem; thi han udrydder alle Jordens Guder, og alle Hedningemes fjerne Strande skal tilbede ham, hver på sit Sted.
12 0gså I Ætiopere skal falde for Herrens Sværd, 13 og han udrækker Hånden mod Nord og tilintetgør Assur, Nineve gør han til Ødemark, tørt som en Ørk; 14 Hjorde skal lejre sig deri, hvert Slettens Dyr; på dets Søjlehoveder sover Pelikan og Rørdrum, i Vinduet skriger Uglen, Ravnen på Tærsklen. 15 Det er den jublende By, som lå så trygt, som sagde i sit Hjerte: "Jeg og ellers ingen." Hvor er den dog blevet øde, et Raststed for Dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med Fløjt og Hånd.
3 Ve den genstridige, urene, grumme By! 2 Den hører ej Herrens Røst, tager ikke mod Tugt. På Herren stoler den ej, holder sig ej til Gud. 3 Fyrsterne i dens Midte er brølende Løver, dens dommere som Ulve ved Kvæld, der ej levner til Morgen; 4 Skrydere er dens Profeter, troløse Mænd, dens Præster vanærer det hellige, øver Vold mod Loven. 5 Herren er retfærdig i dens Midte, gør ikke Uret; hver Morgen gør han Ret, ej svigte Lyset, til Uret kender han ikke. 6 I Stridslarm udrydded jeg Folk, deres Tinder er øde, deres Gader lagde jeg øde, så ingen går der, deres Byer er hærget, mennesketomme, ingen bor der. 7 Jeg tænkte: "Den må dog frygte mig, tage mod Tugt; intet af alt, hvad jeg bød, vil gå den ad Glemme." Men des tidligere var de i Gang med al deres Ondskab.
8 Bi derfor på mig, så lyder det fra Herren, på Dagen, jeg fremstår som Vidne! Thi min Ret er at sanke Folkene, samle Rigerne og udøse over dem min Vrede, al min Harmglød; thi af min Nidkærheds Ild skal al Jorden fortæres. 9 Thi da vil jeg give Folkene rene Læber, så de alle påkalder Herren og tjener ham endrægtigt. 10 Fra Landet hinsides Floden bringer de mig Bukke, fra Patros kommer de med Afgrødeoffer til mig. 11 Hin bag skal du ikke beskæmmes i al din tid, med hvilken du synded mod mig; thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige Bjerg. 12 Jeg levner i din Midte et Folk, som er ydmygt og ringe, og Israels Rest skal lide på Herrens Navn. 13 Uret øver de ikke og taler ej Løgn, der findes ej i deres Mund en svigefuld Tunge; thi de skal græsse og raste uden at skræmmes.
14 Jubl, du Zions Datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit Hjerte, Jerusalems Datter! 15 Herren har slettet din Dom, bortdrevet dine Fjender. I din Midte er Israels Konge, Herren, ej mere skuer du ondt. 16 På hin Dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke Hænderne synke! 17 I dig er Herren din Gud, en Helt, som frelser. Han glæder sig over dig med Fryd, han tier i sin Kærlighed, han fryder sig over dig med Jubel som på Festens Dag; 18 den Tid er omme, da du bærer på Skam over ham. 19 Se, på hin Tid gør jeg Ende på alle, som kuede dig, og jeg frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem Ære og Ry på hele Jorden. 20 På hin Tid bringer jeg eder hjem, og på hin Tid samler jeg eder; thi jeg giver eder Ry og Ære blandt alle Jordens Folkeslag, når jeg vender eders Skæbne for eders Øjne, siger Herren.
1 I Kong Dariun's andet Regeringsår på den første Dag i den sjette Måned kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og til Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn: 2 Så siger Hærskarers Herre: Dette Folk siger: "Endnu er det ikke Tid at bygge Herrens Hus." 3 Og Herrens Ord kom ved Profeten Haggaj således: 4 Er det da Tid for eder at bo i Huse med træklædte Vægge, når dette Hus ligger øde? 5 Derfor, så siger Hærskarers Herre: Læg Mærke til, hvorledes det går eder! 6 I sår meget, men bringer lidet i Hus; I spiser, men mættes ikke; I drikker, men får ikke Tørsten slukket; I klæder eder på, men bliver ikke varme; og Daglejerens Løn går i en hullet Pung. 7 Så siger Hærskarers Herre: Læg Mærke til, hvorledes det går eder! 8 Gå op i Bjergene, hent Tømmer og byg Templet, så jeg kan have Glæde deraf og blive æret, siger Herren. 9 I venter rig Høst, men det bliver kun til lidt; og når I bringer det i Hus, blæser jeg derpå. Hvorfor? lyder det fra Hærskarers Herre. Fordi mit Hus ligger øde, medens enhver af eder har travlt med sit eget Hus. 10 Derfor holder Himmelen sin Dug og Jorden sin Afgrøde tilbage; 11 og jeg har kaldt Tørke hid over Land og Bjerge, over Korn, Most og Olie, over alt, hvad Jorden frembringer, over Folk og Fæ, over alt, hvad Hænder virker.
12 Og Zerubbabel, Sjaltiels Søn, og Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og hele Resten af Folket adlød Herren deres Guds Røst og Profeten Haggajs Ord, eftersom Herren havde sendt ham til dem, og Folket frygtede Herren. 13 Da sagde Haggaj, Herrens Sendebud, i Herrens Ærinde til Folket: Jeg er med eder, lyder det fra Herren. 14 Og Herren vakte Ånden i Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, og i Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og i hele Resten at Folkef, så de kom og tog fat på Arbejdet med deres Guds, Hærskarers Herres, Hus 15 på den fire og tyvende Dag i den sjette Måned i Kong Darius's andet Regeringsår.
2 På den een og tyvende Dag i den syvende Måned kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: 2 Sig til Judas Statholder Zerubbabel, Sjaltiels Søn, til Ypperstepræsten Josua, Jozadaks Søn, og til Resten af Folket således: 3 Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette Hus i dets fordums Herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders Øjne? 4 Dog vær kun trøstig, Zerubbabel, lyder det fra Herren, vær kun trøstig, du Ypperstepræst Josua, Jozadaks Søn, vær kun trøstigt, alt Folket i Landet, lyder det fra Herren. Arbejd kun, thi jeg er med eder, lyder det fra Hærskarers Herre, 5 og min Ånd bliver iblandt eder med den Pagt, jeg sluttede med eder, da I drog bort fra Ægypten; frygt ikke! 6 Thi så sigerHærskarers Herre: Endnu en Gang om en liden Stund vil jeg ryste Himmel og Jord, Hav og tørt Land, og jeg vil ryste alle Folkene, og da skal alle Folkenes Skatte komme hid, og jeg fylder dette Hus med Herlighed, siger Hærskarers Herre. 8 Mit er Sølvet, og mit er Guldet, lyder det fra Hærskarers Herre. 9 Dette Hus's kommende Herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre, og på dette Sted vil jeg give Fred, lyder det fra Hærskarers Herre.
10 På den fire og tyvende Dag i den niende Måned i Darius's andet Regeringsår kom Herrens Ord ved Profeten Haggaj således: 11 Så siger Hærskarers Herre: Bed Præsterne om Svar på følgende Spørgsmål: 12 "Dersom en Mand bærer helligt Kød i sin kappeflig og med Fligen rører ved Brød eller noget, som er kogt, eller ved Vin eller Olie eller nogen Slags Mad, bliver disse Ting så hellige?" Præsterne svarede nej. 13 Haggaj spurgte da: "Hvis en, som er blevet uren ved Lig, rører ved nogen af disse Ting, bliver den så uren?" Præsterne svarede ja. 14 Så tog Haggaj til Orde og sagde: Således er det i mine Øjne med disse Mennesker, således med dette Folk, lyder det fra Herren, og således med alt deres Hænders Værk og med, hvad de ofrer der: det er urent. 15 Men læg nu Mærke til, hvorledes det går fra i Dag! Før Sten lagdes på Sten i Herrens Hus, 16 hvorledes gik det eder da? Når man kom til en Dynge Korn på tyve Mål, var der ti; og kom man til en Vinperse for at øse halvtresindstyve Mål af Kummen, var der tyve. 17 Jeg slog eder med Kornbrand, Rust og Hagl ved alt eders Arbejde, men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra Herren. 18 Læg Mærke til, hvorledes det går fra i Dag, fra den fire og tyvende Dag i den niende Måned, fra den Dag Grunden lagdes til Herrens Hus, læg Mærke dertil! 19 Er Sæden endnu i Laderne, står Vinstokken, Figentræet, Granatæbletræet og Oliventræet endnu uden Frugt? Fra i Dag velsigner jeg.
20 Og Herrens Ord kom for anden Gang til Haggaj på den fire og tyvende bag i Måneden således: 21 Sig til Judas Statholder Zerubbabel: Jeg ryster Himmelen og Jorden 22 og omstyrter Kongernes Troner, tilintetgør Hedningerigernes Styrke og vælter Stridsvognene med deres Førere, og Heste og Ryttere skal styrte, og den ene skal falde for den andens Sværd. 23 På hin Dag, lyder det fra Hærskarers Herre, tager jeg dig, min Tjener Zerubbabel, Sjealtiels Søn. lyder det fra Herren, og gør dig til en Seglring; thi dig har jeg udvalgt, lyder det fra Hærskarers Herre.
1 I den ottende Måned i Darius's andet Regeringsår kom Herrens Ord til Profeten Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo, således: 2 Herren var fuld af Harme imod eders Fædre. 3 Men sig til dem: Så siger Hærskarers Herre: Vend om til mig, lyder det fra Hærskarers Herre, så vil jeg vende om til eder, siger Hærskarers Herre. 4 Vær ikke som eders Fædre, til hvem de tidligere Profeter talte således: Så siger Hærskarers Herre: Vend om fra eders onde Veje og onde Gerninger! Men de hørte ikke og ænsede mig ikke, lyder det fra Herren. 5 Eders Fædre, hvor er de? Og Profeterne, lever de evigt? 6 Men mine Ord og Bud, som jeg overgav mine Tjenere Profeterne, nåede de ikke eders Fædre, så de måtte vende om og sige: "Som Hærskarers Herre havde sat sig for at gøre imod os for vore Vejes og Gerningers Skyld, således gjorde han."
7 På den fire og tyvende dag i den ellevte Måned, det er Sjebat Måned, i Darius's andet Regeringsår kom Herrens Ord til Profeten Zakarias, en Søn af Berekja, en Søn af Iddo, således:
8 Jeg skuede i Nat, og se, en Mand på en rød Hest holdt mellem Bjergene ved den dybe Kløft, og bag ham var der røde, mørke, hvide og brogede Heste. 9 Jeg spurgte: "Hvad betyder de, Herre?" Og Engelen, som talte med mig, sagde: "Jeg vil vise dig, hvad de betyder." 10 Så tog Manden, som holdt mellem Bjergene, til Orde og sagde: "Det er dem, Herren udsender, for at de skal drage Jorden rundt." 11 Og de tog til Orde og sagde til Herrens Engel, som stod mellem Bjergene: "Vi drog Jorden rundt,og se, hele Jorden er rolig og stille. 12 Herrens Engel tog da til Orde og sagde: "Hærskarers Herre! Hvor længe varer det, før du forbarmer dig over Jerusalem og Judas Byer, som du nu har været vred på i halvfjerdsindstyve År?" 13 Og til Svar gav Herren Engelen, som talte med mig, gode og trøstende Ord. 14 Engelen, som talte med mig, sagde så til mig: Tal og sig: Så siger Hærskarers Herre: Jeg er fuld af Nidkærhed for Jerusalem og Zion 15 og af Harme mod de trygge Hedninger, fordi de hjalp til at gøre Ulykken stor, da min Vrede kun var lille. 16 Derfor, så siger Herren: Jeg vender mig til Jerusalem og forbarmer mig over det; mit Hus skal opbygges der, lyder det fra Hærskarers Herre, og der skal udspændes Målesnor over Jerusalem. 17 Tal videre: Så siger Hærskarers Herre: Mine Byer skal atter strømme med Velsignelse, og Herren vil atter trøste Zion og udvælge Jerusalem.
2 Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var fire Horn. 2 Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder de?" Han svarede: "Det er de Horn, som har spredt Juda, Israel og Jerusalem." 3 Så lod Herren mig se fire Smede. 4 Jeg spurgte: "Hvad kommer de for?" Og han svarede: "Hine er de Horn, som spredte Juda, så det ikke kunde løfte sit Hoved; og nu kommer disse for at hvæsse Økser til at slå Hornene til Jorden på de Hedninger, som løftede deres Horn mod Judas Land for at sprede det."
5 Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en Mand med en Målesnor i Hånden. 6 Jeg spurgte: "Hvor skal du hen?" Han svarede: "Hen at måle Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er." Og se, Engelen, som talte med mig, trådte frem, og en anden Engel trådte frem over for ham, 8 og han sagde til ham: "Løb ben og sig til den unge Mand der: Som åbent Land skal Jerusalem ligge, så mange Mennesker og Dyr skal der være i det. 9 Jeg vil selv, lyder det fra Herren, være en Ildmur omkring det og herliggøre mig i det. 10 Op, op, fly bort fra Nordlandet, lyder det fra Herren, thi fra Himmelens fire Vinde samler jeg eder, lyder det fra Herren. 11 Op, red jer til Zion, I, som bor hos Babels Datter! 12 Thi så siger Hærskarers Herre, hvis Herlighed sendte mig til Folkene, der hærger eder: Den, som rører eder, rører min Øjesten. 13 Thi se, jeg svinger min Hånd imod dem, og de skal blive til Bytte for dem, som nu er deres Trælle; og I skal kende, at Hærskarers Herre har sendt mig. 14 Jubl og glæd dig, Zions Datter! Thi se, jeg kommer og fæster Bo i din Midte, lyder det fra Herren." 15 Og mange Folk skal på hin Dag slutte sig til Herren og være hans Folk og bo i din Midte, og du skal kende, at Hærskarers Herre har sendt mig til dig. 16 Og Herren tager Juda til Arvelod på den hellige Jord og udvælger atter Jerusalem. 17 Stille, alt Kød, for Herren, thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.
3 Derpå lod han mig se Ypperstepræsten Josua, og han stod foran Herrens Engel, medens Satan stod ved hans højre Side for at føre Klage imod ham. 2 Men Herren,sagde til Satan: "Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en Brand, som er reddet ud af Ilden?" 3 Josua havde snavsede Klæder på og stod foran Engelen; 4 men denne tog til Orde og sagde til dem, som stod ham til Tjeneste: "Tag de snavsede Klæder af ham!" Og til ham sagde han: "Se, jeg har taget din Skyld fra dig, og du skal have Højtidsklæder på." 5 Og han sagde: "Sæt et rent Hovedbind på hans Hoved!" Og de satte et rent Hovedbind på hans Hoved og gav ham rene Klæder på. Så trådte Herrens Engel frem, 6 og Herrens Engel vidnede for Josua og sagde: 7 Så siger Hærskarers Herre: Hvis du vandrer på mine Veje og holder mine Forskrifter, skal du både Råde i mit Hus og vogte mine Forgårde, og jeg giver dig Gang og Sæde blandt dem, som står her" 8 Hør, du Ypperstepræst Josua, du og dine Embedsbrødre, som sidder for dit Ansigt: de er Varselmænd! Thi se, jeg lader min Tjener Zemak komme. 9 Thi se, den Sten, jeg lægger hen for Josua - på den ene Sten er syv Øjne - se, jeg rister selv dens Indskrift, lyder det fra Hærskarers Herre, og på een Dag udsletter jeg dette Lands Skyld. 10 På hin Dag, lyder det fra Hærskarers Herre, skal I byde hverandre til Gæst under Vinstok og Figenfræ.
4 Engelen, som talte med mig, vakte mig så atter, som man vækker et Menneske af hans Søvn, 2 og spurgte mig: "Hvad skuer du?" Jeg svarede: "Jeg, skuer, og se, der er en Lysestage, helt og holdent af Guld, og et Oliekar ovenpå og syv Lamper og syv Rør til Lamperne, 3 desuden to Olietræer ved Siden af den, et til højre, et andet tilvenstre for Oliekarret." 4 Og jeg spurgte Engelen, som talte med mig:"Hvad betyder disse Ting, Herre?" 5 Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej. Herre!"
6 Da svarede han og sagde til mig: Dette er Herrens Ord til Zerubbabel: Ikke ved Magt og ikke ved Styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre. 7 Hvem er du, du store Bjerg? For Zerubbabel skal du blive Slette! Han skal hente Topstenen, medens der råbes: "Nåde, Nåde være med den!" 8 Og Herrens Ord kom til mig således: 9 Zerubbabels Hænder har lagt Grunden til dette Hus, hans Hænder skal også fuldende det; og du skal kende, at Hærskarers Herre har sendt mig til eder.
10 Thi den, der lod hånt om de ringe Begyndelsers Dag, skal glæde sig, når han ser Blystenen i Zerubbabels Hånd. Hine syv er Herrens Øjne, som søger ud over hele Jorden. 11 Derpå spurgte jeg ham:"Hvad betyder de to Olietræer der til højre og venstre for Lysestagen?" 12 Og videre spurgte jeg: "Hvad betyder de to Oliegrene ved Siden af de to Guldrør, som leder den gyldne Olie ned derfra?" 13 Han svarede: "Ved du ikke, hvad de betyder?" Jeg sagde: "Nej, Herre!" 14 Så sagde han: "Det er de to med Olie salvede, som står for al Jordens Herre."
5 Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en flyvende Bogrulle. 2 Og han spurgte mig: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en flyvende Bogrulle, som er tyve Alen lang og ti Alen bred." 3 Da sagde han til mig: "Det er Forbandelsen, som udgår over hele Landet; thi alle, som stjæler, er nu længe nok gået fri, og alle, som sværger, er nu længe nok gået fri. 4 Jeg lader den udgå, lyder det fra Hærskarers Herre, for at den skal komme i Tyvens Hus og dens Hus, som sværger falsk ved mit Navn, og sætte sig fast i deres Huse og tilintetgøre dem med Tømmer og Sten."
5 Derpå trådte Engelen, som talte med mig, frem og sagde til mig: "Løft dine Øjne og se, hvad det er, som kommer der!" 6 Jeg spurgte: "Hvad er det?" Og han svarede: "Det er Efaen, som kommer." Og han vedblev: "Det er deres Brøde i hele Landet." 7 Og se, et Blylåg løftedes, og se, i Efaen sad en Kvinde. 8 Og han sagde: "Det er Gudløsheden!" Så stødte han hende ned i Efaen og slog Blylåget i over Åbningen. 9 Og jeg løftede mine Øjne og skuede, og se, to Kvinder kom båret af Vinden, og deres Vinger var som Storkevinger; og de løftede Efaen op mellem Himmel og Jord. 10 Så spurgte jeg Engelen, som talte med mig: "Hvor bærer de Efaen hen?" 11 Han svarede: "Hen at bygge hende et Hus i Sinears Land, og når det er rejst, sætter de hende der, hvor hendes Sted er."
6 Atter løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, fire Vogne kom frem mellem de to Bjerge, og Bjergene var af Kobber. 2 For den første Vogn var der røde Heste, for den anden sorte, 3 for den tredje hvide og for den fjerde brogede. 4 Jeg spurgte Engelen, som talte med mig: "Hvad betyder disse Herre?" 5 Og Engelen svarede: "Det er Himmelens fire Vinde, som drager ud efter at have fremstillet sig for al Jordens Herre. 6 Vognen med de sorte Heste for drager ud til Nordlandet, de hvide til Østlandet og de brogede til Sydlandet; 7 de røde drager mod Vest. Og de var ivrige efter at komme af Sted for at drage ud over Jorden. Da sagde han: "Af Sted; drag ud over Jorden!" Og de drog ud over Jorden.
8 Så kaldte han på mig og talte således til mig: "Se, de, som drager ud til Nordlandet, lader min Ånd dale ned over Nordens Land."
9 Herrens Ord kom til mig således: 10 Tag imod Gaver fra de landflygtige, fra Heldaj, Tobija og Jedaja; endnu i Dag skal du gå indtil Josjija, Zefanjas Søn, som er kommet fra Babel, 11 og modtage Sølv og Guld. Lad så lave en Krone og sæt den på Josuas Hoved 12 med de Ord: "Så siger Hærskarers Herre: Se, der kommer en Mand, hvis Navn er Zemak under ham skal det spire, og han skal bygge Herrens Helligdom. 13 Han skal bygge Herrens Helligdom, og han skal vinde Højhed og sidde som Hersker på sin Trone: og han skal være Præst ved hans højre Side, og der skal være fuld Enighed mellem de to. 14 Men Kronen skal blive i Herrens Helligdom til Minde om Heldaj, Tobija, Jedaja og Hen, Zefanjas Søn. 15 Langvejs fra skal man komme og bygge på Herrens Helligdom; og I skal kende, at Hærskarers Herre har sendt mig til eder. Og dersom I adlyder Herren eders Gud - - -
7 I Kong Darius's fjerde Regeringsår kom Herrens Ord til Zakarias på den fjerde Dag i den niende Måned, Kislev. 2 Da sendte Betel-Sar'ezer og Regem-Melek og hans Mænd Bud for at bede Herren om Nåde 3 og spørge Præsterne ved Hærskarers Herres Hus og Profeterne: "Skal jeg græde og spæge mig i den femte Måned, som jeg nu har gjort i så mange År?"
4 Da kom Hærskarers Herres Ord til mig således: 5 Sig til alt Folket i Landet og til Præsterne: Når l har fastet og klaget i den femte og syvende Måned i halvfjerdsindstyve År, var det da mig, I fastede for? 6 Og når l spiser og drikker, er det da ikke eder, som spiser og drikker? 7 Kender I ikke de Ord, Herren forkyndte ved de tidligere Profeter, dengang Jerusalem og dets Byer trindt om var beboet og havde Fred, og Sydlandet og Lavlandetvar beboet? 8 Og Herrens Ord kom til Zaka rias således: 9 Så siger Hærskarers Herre: Fæld redelig Dom, vis Miskundhed og Barmhjertighed mod hverandre, 10 undertryk ikke Enker og faderløse, fremmede og nødlidende og tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre! 11 Men de vilde ikke høre; de var stivnakkede og gjorde deres Ører døve 12 og deres Hjerter hårde som Diamant for ikke at høre Loven og de Ord, Hærskarers Herre sendte gennem sin Ånd ved de tidligere Profeter. Derfor kom der stor Vrede fra Hærskarers Herre. 13 Ligesom de ikke hørte, når han kaldte, således vil jeg, sagde Hærskarers Herre, ikke høre, når de kalder; 14 og jeg blæste dem bort blandt alle de Folk, de ikke kendte, og Landet blev øde efter dem, så ingen drog ud eller hjem; og de gjorde det yndige Land til en Ørk.
8 Hærskarers Herres Ord kom således: 2 Så siger Hærskarers Herre: Jeg er fuld af Nidkærhed for Zion, ja i stor Vrede er jeg nidkær for det. 3 Så siger Herren: Jeg vender tilbage til Zion og fæster Bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste By, og Hærskarers Herres Bjerg det hellige Bjerg. 4 Så siger Hærskarers Herre: Atter skal gamle Mænd og Kvinder sidde på Jerusalems Torve, alle med Stav i Hånd for deres Ældes Skyld, 5 og Byens Torve skal vrimle af legende Drenge og Piger. 6 Så siger Hærskarers Herre: Fordi det i disse Dage synes det tiloversblevne af dette Folk umuligt, skulde det så også synes mig umuligt, lyder det fra Hærskarers Herre. 7 Så siger Hærskarers Herre: Se, jeg frelser mit Folk fra Østerleden og Vesterleden 8 og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit Folk, og jeg vil være deres Gud i Trofasthed og Retfærd. 9 Så siger Hærskarers Herre: Fat Mod, I, som i denne Tid hører disse Ord af Profeternes Mund, fra den dag Grunden lagdes til Hærskarers Herres Hus, Helligdommen, som skulde bygges. 10 Thi før disse Dage gav hverken Menneskers eller Kvægs Arbejde Udbytte; de, som drog ud og ind, havde ikke Fred for Fjenden, og jeg slap alle Mennesker løs påhverandre. 11 Men nu er jeg ikke mod det tiloversblevne af dette Folk som i fordums Dage, lyder det fra Hærskarers Herre; 12 jeg udsår Fred, Vinstokken skal give sin Frugt, Jorden sin Afgrøde og Himmelen sin Dug, og jeg giver det tiloversblevne af dette Folk det alt sammen i Eje. 13 Og som I, både Judas og Israels Hus, har været et Forbandelsens Tegn blandt Folkene, således skal I, når jeg har frelst eder,blive et Velsignelsens. Frygt ikke, fat Mod! 14 Thi så siger Hærskarers Herre: Som jeg, da eders Fædre vakte min Vrede, satte mig for at handle ilde med eder og ikke angrede det, siger Hærskarers Herre, 15 således har jeg nu i disse Dage omvendt sat mig for at gøre vel mod Jerusalem og Judas Hus. Frygt ikke! 16 Men hvad I skal gøre, er dette; Tal Sandhed hver med sin Næste, fæld i eders Porte Domme, der hvier på Sandhed og fører til Fred, 17 tænk ikke i eders Hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske Eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra Herren.
18 Og Hærskarers Herres Ord kom til mig således: 19 Så siger Hærskarers Herre: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende Måned skal blive Judas Hus til Fryd og Glæde og gode Højtidsdage. Elsk Sandhed og Fred!
20 Så siger Hærskarers Herre: Endnu skal det ske, at Folkeslag og mange Byers Indbyggere skal komme, 21 og den ene Bys Indbyggere skal gå til den andens og sige: "Lad os vandre hen og bede Herren om Nåde og søge Hærskarers Herre; også jeg vil med." 22 Og mange Folkeslag og talrige Folk skal komme og søge Hærskarers Herre i Jerusalem for at bede Herren om Nåde. 23 Så siger Hærskarers Herre: I hine Dage skal ti Mænd af alle Folks Tungemål gribe fat i en Jødes Kappeflig og sige: "Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder."
9 Et Udsagn: Herrens Ord er over Hadraks Land, i Damaskus slår det sig ned - thi Aram forbrød sig mod Herren - det er over alle, som hader Israel, 2 også over Hamat, som grænser dertil, Tyrus og Zidon, thi det er såre viist. 3 Tyrus bygged sig en Fæstning og ophobed Sølv som Støv og Guld som Gadeskarn. 4 Se, Herren vil tage det i Eje og styrte dets Bolværk i Havet. det selv skal fortæres af Ild. 5 Askalon ser det og frygter, Gaza og Ekron skælver voldsomt, thi Håbet brast. Gaza mister sin Konge, i Askalon skal ingen bo, 6 i Asdod skal Udskud bo, Jeg gør Ende på Filisterens Hovmod, 7 tager Blodet ud af hans Mund og Væmmelsen bort fra hans Tænder. Også han bliver reddet for vor Gud, han bliver som en Slægt i Juda, Ekron som, en, Jebusit. 8 Som en Vagt lejrer jeg mig formit Hus mod dem, som kommer og går; aldrig mer skal en Voldsmand gå igennem deres Land, thi nu har jeg set det med mine egne Øjne.
9 Fryd dig såre, Zions Datter, råb med Glæde, Jerusalems Datter! Se, din Konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er han, ydmyg, ridende på et Æsel, på en Asenindes Føl. 10 Han udrydder Vognene af Efraim, Hestene af Jerusalem, Stridsbuerne ryddes til Side. Hans Ord stifter Fred mellem Folkene, han hersker fra Hav til Hav, fra Floden til Jordens Ende.
11 For Pagtblodets Skyld vil jeg også slippe dine Fanger ud, ja ud af den vandløse Brønd. 12 Hjem til Borgen, I Fanger med Håb! Også i Dag forkyndes: Jeg giver dig tvefold Bod!
13 Thi jeg spænder mig Juda som Bue, lægger Efraim på som Pil og vækker dine Sønner, Zion, imod dine Sønner, Javan. Jeg gør dig som Heltens Sværd. 14 0ver dem viser sig Herren, hans Pil farer ud som et Lyn. Den Herre Herren støder i Horn, skrider frem i Søndenstorm; 15 dem værner Hærskarers Herre. De opæder, nedtramper Slyngekasterne, drikker deres Blod som Vin og fyldes som Offerskålen, som Alterets Hjørner.
16 Herren deres Gud skal på denne Dag frelse dem som sit Folks Hjord; thi de er Kronesten, der funkler over hans Land. 17 Hvor det er dejligt, hvor skønt! Thi Korn giver blomstrende Ungersvende, Most giver blomstrende Møer.
10 Herren skal I bede om Regn ved Tidlig- og Sildigregnstide; Herren skaber Uvejr; Regnskyl giver han dem, hver Mand Urter på Marken. 2 Men Husgudens Tale er Svig, Sandsigeres Syner er Blændværk: de kommer med tomme Drømme, hul er Trøsten, de giver; derfor vandrer de om som en Hjord, lider Nød, thi de har ingen Hyrde.
3 Mod Hyrdeme blusser min Vrede, Bukkene vil jeg bjemsøge; thi Hærskarers Herre ser til sin Hjord. Han ser til Judas Hus; han gør dem til en Ganger, sin stolte Ganger i Strid. 4 Fra ham kommer Hjørne og Teltpæl, fra ham kommer Krigens Bue, fra ham kommer hver en Hersker. De bliver til Hobe som Helte, der i Striden tramper i Gadens Dynd; de kæmper, thi Herren er med dem. Rytterne bliver til Skamme; 6 jeg styrker Judas Hus og frelser Josefs Hus. Jeg ynkes og fører dem hjem, som havde jeg aldrig forstødt dem: thi jeg er Herren deres Gud og bønhører dem. 7 Efraim bliver som en Helt, deres Hjerte glædes som af Vin, deres Sønner glædes ved Synet. Deres Hjerte frydes i Herren; 8 jeg fløjter ad dem og samler dem; thi jeg udløser dem, og de bliver mange som fordum. 9 Blandt Folkeslag strøede jeg dem ud, men de kommer mig i Hu i det fjerne og opfostrer Børn til Hjemfærd. 10 Jeg fører dem hjem fra Ægypten, fra Assur samler jeg dem og bringer dem til Gilead og Libanon, som ikke skal være dem nok. 11 De går gennem Trængselshavet, han slår dets Bølger ned. Alle Nilstrømme tørkner, Assurs Stolthed styrtes, Ægyptens Herskerspir viger. 12 Jeg gør dem stærke i Herren, de vandrer i hans Navn, så lyder det fra Herren.