Bible in 90 Days

10 Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme. ² Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst. ³ Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve. ⁴ Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på Vejen! ⁵ Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med dette Hus! ⁶ Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen. ⁷ Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus ⁸ Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der, hvad der sættes for eder; ⁹ og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til eder. ¹⁰ Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle I gå ud på dens Gader og sige: ¹¹ Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet nær. ¹² Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end den By. ¹³ Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske. ¹⁴ Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder. ¹⁵ Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Dødsriget. ¹⁶ Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som udsendte mig."

¹⁷ Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde: "Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn." ¹⁸ Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et Lyn. ¹⁹ Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade eder. ²⁰ Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene."

²¹ I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde: "Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig. ²² Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham." ²³ Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem: "Salige ere de Øjne, som se det, I se. ²⁴ Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have ikke hørt det."

²⁵ Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ²⁶ Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes læser du?". ²⁷ Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv." ²⁸ Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du leve." ²⁹ Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem er da min Næste?" ³⁰ Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød. ³¹ Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så ham, gik han forbi. ³² Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så ham og gik forbi. ³³ Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så ham, ynkedes han inderligt. ³⁴ Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham. ³⁵ Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer igen. ³⁶ Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røverne?" ³⁷ Men han sagde: "Han, som øvede.Barmhjertighed imod ham." Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"

³⁸ Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus. ³⁹ Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Herrens Fødder og hørte på hans Tale. ⁴⁰ Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig." ⁴¹ Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør dig Bekymring og Uro med mange Ting; ⁴² men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke skal tages fra hende."

11 Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede, som også Johannes lærte sine Disciple." ² Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; ³ giv os hver dag vort daglige Brød; ⁴ og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!" ⁵ Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød, ⁶ efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham; ⁷ og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke stå op og give dig det: ⁸ da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det, fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til. ⁹ Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. ¹⁰ Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. ¹¹ Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange? ¹² Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion? ¹³ Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd til dem, som bede ham!"

¹⁴ Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede sig. ¹⁵ Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste, uddriver han de onde Ånder." ¹⁶ Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen.. ¹⁷ Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus. ¹⁸ Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul. ¹⁹ Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. ²⁰ Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder. ²¹ Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i Fred. ²² Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og uddeler hans Bytte. ²³ Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. ²⁴ Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af. ²⁵ Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. ²⁶ Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første."

²⁷ Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede." ²⁸ Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det."

²⁹ Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn. ³⁰ Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal også Menneskesønnen være det for denne Slægt. ³¹ Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon. ³² Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.

³³ Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin. ³⁴ Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme mørkt. ³⁵ Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke. ³⁶ Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med sin Glans."

³⁷ Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords. ³⁸ Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig først før Måltidet. ³⁹ Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab. ⁴⁰ I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det indre? ⁴¹ Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting eder rene. ⁴² Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine. ⁴³ Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i Synagogerne og Hilsenerne på Torvene. ⁴⁴ Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som gå over dem, vide det ikke." ⁴⁵ Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet du siger dette, forhåner du også os," ⁴⁶ Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke Byrderne med een af eders Fingre. ⁴⁷ Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem ihjel. ⁴⁸ Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de sloge dem ihjel, og I bygge. ⁴⁹ Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og forfølge, ⁵⁰ for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt, ⁵¹ fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt. ⁵² Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I forhindret." ⁵³ Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans Mund om flere Ting; ⁵⁴ thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at de kunde anklage ham.

12 Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, så at de trådte på hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: "Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg, som er Hykleri. ² Men intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. ³ Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket på Tagene.

⁴ Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel og derefter ikke formå at gøre mere. ⁵ Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for ham, som har Magt til, efter at have slået ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham! ⁶ Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt hos Gud. ⁷ Ja, endog Hårene på eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I ere mere værd end mange Spurve. ⁸ Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også Menneskesønnen vedkende sig for Guds Engle. ⁹ Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for Guds Engle. ¹⁰ Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades. ¹¹ Men når de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige. ¹² Thi den Helligånd skal lære eder i den samme Time, hvad I bør sige."

¹³ Men en af Skaren sagde til ham: "Mester! sig til min Broder, at han skal dele Arven med mig." ¹⁴ Men han sagde til ham: "Menneske! hvem har sat mig til Dommer eller Deler over eder?" ¹⁵ Og han sagde til dem: "Ser til og vogter eder for al Havesyge; thi ingens Liv beror på, hvad han ejer, selv om han har Overflod." ¹⁶ Og han sagde en Lignelse til dem: "Der var en rig Mand, hvis Mark havde båret godt. ¹⁷ Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde. ¹⁸ Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit Gods; ¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting liggende for mange År; slå dig til Ro, spis, drik, vær lystig! ²⁰ Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt? ²¹ Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i Gud."

²² Men han sagde til sine Disciple: "Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføre eder. ²³ Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne. ²⁴ Giver Agt på Ravnene, at de hverken så eller høste og de have ikke Forrådskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere værd end Fuglene ere dog I? ²⁵ Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin Vækst? ²⁶ Formå I altså ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da for det øvrige? ²⁷ Giver Agt på Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. ²⁸ Klæder da Gud således det Græs på Marken, som i Dag står og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende! ²⁹ Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle drikke; og værer ikke ængstelige! ³⁰ Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader ved, at I have disse Ting nødig. ³¹ Men søger hans Rige, så skulle disse Ting gives eder i Tilgift. ³² Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. ³³ Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger. ³⁴ Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være.

³⁵ Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! ³⁶ Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og banker på, kunne lukke op for ham. ³⁷ Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gå om og varte dem op, ³⁸ Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere salige. ³⁹ Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. ⁴⁰ Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene." ⁴¹ Men Peter sagde til ham: "Herre! siger du denne Lignelse til os eller også til alle?" ⁴² Og Herren sagde: "Hvem er vel den tro og forstandige Husholder, som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den bestemte Kost i rette Tid? ⁴³ Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder handlende således. ⁴⁴ Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. ⁴⁵ Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: "Min Herre tøver med at komme" og så begynder at slå Karlene og Pigerne og at spise og drikke og beruse sig, ⁴⁶ da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med de utro: ⁴⁷ Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have mange Hug; ⁴⁸ men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug værd, skal have få Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man forlange mere.

⁴⁹ Ild er jeg kommen at kaste på Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede! ⁵⁰ Men en Dåb har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbyrdet! ⁵¹ Mene I, at jeg er kommen for at give Fred på Jorden? Nej, siger jeg eder, men Splid, ⁵² Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre imod to, og to imod tre. ⁵³ De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter og Svigerdatter med sin Svigermoder."

⁵⁴ Men han sagde også til Skarerne: "Når I se en Sky komme op i Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker således. ⁵⁵ Og når I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede: og det sker. ⁵⁶ I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om; men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid? ⁵⁷ Og hvorfor dømme I ikke også fra eder selv, hvad der er det rette? ⁵⁸ Thi medens du går hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig Flid på Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. ⁵⁹ Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får betalt endog den sidste Skærv."

13 Men på den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre. ² Og han svarede og sagde til dem: "Mene I, at disse Galilæere vare Syndere frem for alle Galilæere, fordi de have lidt dette? ³ Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle omkomme ligeså. ⁴ Eller hine atten, som Tårnet i Siloam faldt ned over og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som bo i Jerusalem? ⁵ Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle omkomme ligeså."

⁶ Men han sagde denne Lignelse: "En havde et Figentræ, som var plantet i hans Vingård; og han kom og ledte efter Frugt derpå og fandt ingen. ⁷ Men han sagde til Vingårdsmanden: Se, i tre År er jeg nu kommen og har ledt efter Frugt på dette Figentræ og ingen fundet; hug det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig? ⁸ Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det stå endnu dette År, indtil jeg får gravet om det og gødet det; ⁹ måske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det om!"

¹⁰ Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten. ¹¹ Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op. ¹² Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende: "Kvinde! du er løst fra din Svaghed." ¹³ Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og priste Gud. ¹⁴ Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!" ¹⁵ Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og fører dem til Vands? ¹⁶ Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se, i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på Sabbatsdagen?" ¹⁷ Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede; og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som gjordes af ham.

¹⁸ Han sagde da: "Hvad ligner Guds Rige, og hvormed skal jeg ligne det? ¹⁹ Det ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og lagde i sin Have; og det voksede og blev til et Træ, og Himmelens Fugle byggede Rede i dets Grene." ²⁰ Og atter sagde han: "Hvormed skal jeg ligne Guds Rige? ²¹ Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil det blev syret alt sammen."

²² Og han gik igennem Byer og Landsbyer og lærte og tog Vejen til Jerusalem. ²³ Men en sagde til ham: "Herre mon de ere få, som blive frelste?" Da sagde han til dem: ²⁴ "Kæmper for at komme ind igennem den snævre Port; thi mange, siger jeg eder, skulle søge at komme ind og ikke formå det. ²⁵ Fra den Stund Husbonden er stået op og har lukket Døren, og I begynde at stå udenfor og banke på Døren og sige: Herre, luk op for os! da vil han svare og sige til eder: Jeg kender eder ikke, hvorfra I ere; ²⁶ da skulle I begynde at sige: vi spiste og drak for dine Øjne, og du lærte på vore Gader, ²⁷ og han skal sige: Jeg siger eder, jeg kender eder ikke, hvorfra I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve Uret! ²⁸ Der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel, når I må se Abraham og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv blive kastede udenfor. ²⁹ Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Norden og Sønden og sidde til Bords i Guds Rige. ³⁰ Og se, der er sidste, som skulle være iblandt de første, og der er første, som skulle være iblandt de sidste."

³¹ I den samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: "Gå bort, og drag herfra; thi Herodes vil slå dig ihjel." ³² Og han sagde til dem: "Går hen og siger til denne Ræv: Se, jeg uddriver onde Ånder og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen, og på den tredje dag fuldendes jeg. ³³ Dog bør jeg vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det sømmer sig ikke, at en Profet dræbes uden for Jerusalem. ³⁴ Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. ³⁵ Se, eders Hus overlades til eder selv. Men jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig, førend den Tid kommer, da I sige: Velsigtnet være den, som kommer, i Herrens Navn!"

14 Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham. ² Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham. ³ Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?" ⁴ Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare. ⁵ Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder, som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd, drager dem op på Sabbatsdagen?" ⁶ Og de kunde ikke give Svar derpå.

⁷ Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på, hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og sagde til dem: ⁸ "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være buden af ham, ⁹ og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst. ¹⁰ Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at, når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig: Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som sidde til Bords med dig. ¹¹ Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes." ¹² Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag. ¹³ Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme, blinde! ¹⁴ Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med; men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse."

¹⁵ Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige." ¹⁶ Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor Nadver og indbød mange. ¹⁷ Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de budne: Kommer! thi nu er det beredt. ¹⁸ Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! ¹⁹ Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! ²⁰ Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. ²¹ Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind! ²² Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der er endnu Rum. ²³ Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt. ²⁴ Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal smage min Nadver."

²⁵ Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: ²⁶ "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan han ikke være min Discipel. ²⁷ Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være min Discipel. ²⁸ Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at fuldføre det, ²⁹ for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det, alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige: ³⁰ Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. ³¹ Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve Tusinde? ³² Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt borte, Sendebud hen og underhandler om Fred. ³³ Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han ejer, være min Discipel. ³⁴ Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft, hvorved skal det da få den igen? ³⁵ Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!"

15 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. ² Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod Syndere og spiser med dem." ³ Men han talte denne Lignelse til dem og sagde: ⁴ "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? ⁵ Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med Glæde. ⁶ Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit Får, som jeg havde mistet. ⁷ Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

⁸ Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme, tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? ⁹ Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den Drakme, som jeg havde tabt. ¹⁰ Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig."

¹¹ Men han sagde: "En Mand havde to Sønner. ¹² Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem. ¹³ Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned. ¹⁴ Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. ¹⁵ Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin. ¹⁶ Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget. ¹⁷ Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger. ¹⁸ Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, ¹⁹ jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere! ²⁰ Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. ²¹ Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn. ²² Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne; ²³ og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige! ²⁴ Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige! ²⁵ Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans. ²⁶ Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var? ²⁷ Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen. ²⁸ Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og bad ham. ²⁹ Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner. ³⁰ Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham. ³¹ Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. ³² Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."

16 Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der ødte hans Ejendom. ² Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke længer være Husholder. ³ Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave, jeg skammer mig ved at tigge. ⁴ Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen. ⁵ Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig? ⁶ Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve! ⁷ Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham: Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve! ⁸ Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn imod deres egen Slægt. ⁹ Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i de evige Boliger. ¹⁰ Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget. ¹¹ Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande? ¹² Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje? ¹³ Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon."

¹⁴ Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham. ¹⁵ Og han sagde til dem: "I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud. ¹⁶ Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold. ¹⁷ Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder. ¹⁸ Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor.

¹⁹ Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. ²⁰ Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår. ²¹ Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. ²² Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet. ²³ Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. ²⁴ Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines. ²⁶ Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os. ²⁷ Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus ²⁸ thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested. ²⁹ Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem! ³⁰ Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. ³¹ Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."

17 Men han sagde til sine Disciple: "Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme! ² Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse små. ³ Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham! ⁴ Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham."

⁵ Og Apostlene sagde til Herren: "Giv os mere Tro!" ⁶ Men Herren sagde: "Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder. ⁷ Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og sæt dig til Bords? ⁸ Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke? ⁹ Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet? Jeg mener det ikke. ¹⁰ Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare skyldige at gøre, have vi gjort."

¹¹ Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa. ¹² Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte, ¹³ og de opløftede Røsten og sagde: "Jesus, Mester, forbarm dig over os!" ¹⁴ Og da han så dem, sagde han til dem: "Går hen og fremstiller eder for Præsterne!" Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede. ¹⁵ Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj Røst. ¹⁶ Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. ¹⁷ Men Jesus svarede og sagde: "Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni? ¹⁸ Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?" ¹⁹ Og han sagde til ham:"Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!"

²⁰ Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke således, at man kan vise derpå. ²¹ Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i eder."

²² Men han sagde til Disciplene: "Der skal komme Dage, da I skulle attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den. ²³ Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke derhen, og løber ikke derefter! ²⁴ Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag. ²⁵ Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt. ²⁶ Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i Menneskesønnens Dage: ²⁷ De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle. ²⁸ Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede; ²⁹ men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle: ³⁰ på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen åbenbares. ³¹ På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er på Marken, ikke vende tilbage igen! ³² Kommer Loths Hustru i Hu! ³³ Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet. ³⁴ Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. ³⁵ To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. ³⁶ To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage." ³⁷ Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."

18 Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte, ² og sagde: "Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske. ³ Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart! ⁴ Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske, ⁵ så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig." ⁶ Men Herren sagde: "Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger! ⁷ Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem? ⁸ Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?"

⁹ Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse: ¹⁰ "Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder. ¹¹ Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder. ¹² Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt. ¹³ Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig! ¹⁴ Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes."

¹⁵ Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem. ¹⁶ Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til. ¹⁷ Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."

¹⁸ Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ¹⁹ Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud. ²⁰ Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder." ²¹ Men han sagde: "Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." ²² Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: "Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" ²³ Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig. ²⁴ Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige! ²⁵ thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." ²⁶ Men de, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?" ²⁷ Men han sagde: "Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud." ²⁸ Men Peter sagde: "Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig." ²⁹ Men han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, ³⁰ uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv."

³¹ Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: "Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen. ³² Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes, ³³ og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå." ³⁴ Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.

³⁵ Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede. ³⁶ Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var. ³⁷ Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. ³⁸ Og han råbte og sagde:"Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over mig!" ³⁹ Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!" ⁴⁰ Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: ⁴¹ "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "Herre! at jeg må blive seende." ⁴² Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende! din Tro har frelst dig." ⁴³ Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.

19 Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem. ² Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig. ³ Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst. ⁴ Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej. ⁵ Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde til ham: "Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus." ⁶ Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. ⁷ Og da de så det, knurrede de alle og sagde: "Han er gået ind for at tage Herberge hos en syndig Mand." ⁸ Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: "Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen." ⁹ Men Jesus sagde til ham: "I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn; ¹⁰ thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte."

¹¹ Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne. ¹² Han sagde da: "En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen. ¹³ Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer. ¹⁴ Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os. ¹⁵ Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet. ¹⁶ Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til. ¹⁷ Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer. ¹⁸ Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. ¹⁹ Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer. ²⁰ Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde. ²¹ Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede. ²² Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede; ²³ hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente? ²⁴ Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund. ²⁵ Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund. ²⁶ Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. ²⁷ Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!"

²⁸ Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem. ²⁹ Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde: ³⁰ "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid! ³¹ Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige således: Herren har Brug for det." ³² Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. ³³ Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: "Hvorfor løse I Føllet?" ³⁴ Og de sagde: "Herren har Brug for det." ³⁵ Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og lod Jesus sætte sig derpå. ³⁶ Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. ³⁷ Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: ³⁸ "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!" ³⁹ Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: "Mester! irettesæt dine Disciple!" ⁴⁰ Og han svarede og sagde til dem: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe."

⁴¹ Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde: ⁴² "Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne. ⁴³ Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra; ⁴⁴ og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid."

⁴⁵ Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, ⁴⁶ og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule." ⁴⁷ Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel. ⁴⁸ Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.

20 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. ² Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: ⁴ Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?" ⁵ Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? ⁶ Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet." ⁷ Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. ⁸ Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

⁹ Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider. ¹⁰ Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. ¹¹ Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. ¹² Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. ¹³ Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. ¹⁴ Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor. ¹⁵ Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem? ¹⁶ Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!" ¹⁷ Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? ¹⁸ Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse." ¹⁹ Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.