Bible in 90 Days

²⁰ Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. ²¹ Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. ²² Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?" ²³ Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig? ²⁴ Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens." ²⁵ Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er." ²⁶ Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

²⁷ Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: ²⁸ "Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom. ²⁹ Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. ³⁰ Ligeså den anden. ³¹ Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn. ³² Men til sidst døde også Hustruen. ³³ Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru." ³⁴ Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; ³⁵ men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. ³⁶ Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. ³⁷ Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. ³⁸ Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle." ³⁹ Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel." ⁴⁰ Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

⁴¹ Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? ⁴² David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, ⁴³ indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. ⁴⁴ Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

⁴⁵ Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: ⁴⁶ "Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne, ⁴⁷ de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."

21 Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken. ² Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri. ³ Og han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle. ⁴ Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde."

⁵ Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Sten og Tempelgaver. sagde han: ⁶ "Disse Ting, som I se - der skal komme Dage, da der ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes." ⁷ Men de spurgte ham og sagde: "Mester! når skal dette da ske? og hvad er Tegnet på, når dette skal ske?" ⁸ Men han sagde: "Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Går ikke efter dem! ⁹ Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette må først ske, men Enden er der ikke straks." ¹⁰ Da sagde han til dem: "Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige. ¹¹ Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen. ¹² Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. ¹³ Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. ¹⁴ Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulde forsvare eder. ¹⁵ Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige. ¹⁶ Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel. ¹⁷ Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. ¹⁸ Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt. ¹⁹ Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. ²⁰ Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at dens Ødelæggelse er kommen nær. ²¹ Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på Landet, skulle ikke gå ind i den. ²² Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes. ²³ Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk. ²⁴ Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. ²⁵ Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen, ²⁶ medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. ²⁷ Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed. ²⁸ Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til." ²⁹ Og han sagde dem en Lignelse: "Ser Figentræet og alle Træerne; ³⁰ når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær. ³¹ Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær. ³² Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend det er sket alt sammen. ³³ Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde forgå. ³⁴ Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer pludseligt over eder som en Snare. ³⁵ Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade. ³⁶ Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for Menneskesønnen." ³⁷ Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. ³⁸ Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.

22 Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig. ² Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket. ³ Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv. ⁴ Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem. ⁵ Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. ⁶ Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.

⁷ Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet. ⁸ Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: "Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det." ⁹ Men de sagde til ham: "Hvor vil du, at vi skulle berede det?" ¹⁰ Men han sagde til dem: "Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind, ¹¹ og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? ¹² Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det." ¹³ Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet. ¹⁴ Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. ¹⁵ Og han sagde til dem: "Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider. ¹⁶ Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige." ¹⁷ Og han tog en Kalk, takkede og sagde: "Tager dette, og deler det imellem eder! ¹⁸ Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer." ¹⁹ Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: "Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!" ²⁰ Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. ²¹ Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig. ²² Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!" ²³ Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.

²⁴ Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største. ²⁵ Men han sagde til dem: "Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. ²⁶ I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. ²⁷ Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. ²⁸ Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. ²⁹ Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder ³⁰ at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer." ³¹ Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. ³² Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!" ³³ Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden." ³⁴ Men han sagde: "Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig."

³⁵ Og han sagde til dem: "Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?" Og de sagde: "Intet." ³⁶ Men han sagde til dem: "Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! ³⁷ Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: "Og han blev regnet iblandt Overtrædere;" thi også med mig har det en Ende." ³⁸ Men de sagde: "Herre! se, her er to Sværd." Men han sagde til dem: "Det er nok."

³⁹ Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham. ⁴⁰ Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: "Beder om ikke at falde i Fristelse." ⁴¹ Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde: ⁴² "Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!" ⁴³ Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. ⁴⁴ Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. ⁴⁵ Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. ⁴⁶ Og han sagde til dem: "Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse."

⁴⁷ Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. ⁴⁸ Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?" ⁴⁹ Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: "Herre! skulle vi slå til med Sværd?" ⁵⁰ Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. ⁵¹ Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem gøre også dette!" Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. ⁵² Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: "I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. ⁵³ Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt."

⁵⁴ Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. ⁵⁵ Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. ⁵⁶ Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham." ⁵⁷ Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!" ⁵⁸ Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke." ⁵⁹ Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer." ⁶⁰ Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. ⁶¹ Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange." ⁶² Og han gik udenfor og græd bitterligt.

⁶³ Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; ⁶⁴ og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: "Profeter! hvem var det, som slog dig?" ⁶⁵ Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. ⁶⁶ Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd ⁶⁷ og sagde: "Er du Kristus, da sig os det!" Men han sagde til dem: "Siger jeg eder det, tro I det ikke. ⁶⁸ Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. ⁶⁹ Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd." ⁷⁰ Men de sagde alle: "Er du da Guds Søn?" Og han sagde til dem: "I sige det; jeg er det." ⁷¹ Men de sagde: "Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!"

23 Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. ² Og de begyndte at anklage ham og sagde: "Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge." ³ Men Pilatus spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede og sagde til ham: "Du siger det." ⁴ Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: "Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske." ⁵ Men de bleve ivrigere og sagde: "Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil." ⁶ Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer. ⁷ Og da han fik at vide, at han var fra Herodes's Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage. ⁸ Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham. ⁹ Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet. ¹⁰ Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt. ¹¹ Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen. ¹² På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden. ¹³ Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket ¹⁴ og sagde til dem: "I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for, ¹⁵ og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for. ¹⁶ Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." ¹⁷ (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.) ¹⁸ Men de råbte alle sammen og sagde: "Bort med ham, men løslad os Barabbas!" ¹⁹ Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord. ²⁰ Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus. ²¹ Men de råbte til ham og sagde: "Korsfæst, korsfæst ham! ²² Men han sagde tredje Gang til dem: "Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs." ²³ Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd. ²⁴ Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; ²⁵ og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.

²⁶ Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. ²⁷ Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. ²⁸ Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: "I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! ²⁹ Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. ³⁰ Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! ³¹ Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?" ³² Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. ³³ Og da de vare komne til det Sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. ³⁴ Men Jesus sagde: "Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre." Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. ³⁵ Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte." ³⁶ Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde: ³⁷ "Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!" ³⁸ Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): "Denne er Jødernes Konge." ³⁹ Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" ⁴⁰ Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: "Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? ⁴¹ Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt." ⁴² Og han sagde: "Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!" ⁴³ Og han sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset." ⁴⁴ Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, ⁴⁵ idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. ⁴⁶ Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: "Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;" og da han havde sagt det, udåndede han. ⁴⁷ Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: "I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt." ⁴⁸ Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. ⁴⁹ Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.

⁵⁰ Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand, ⁵¹ han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; ⁵² han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. ⁵³ Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. ⁵⁵ Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. ⁵⁶ Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.

24 Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. ² Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. ³ Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. ⁴ Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon. ⁵ Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? ⁶ Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, ⁷ at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag." ⁸ Og de kom hans Ord i Hu. ⁹ Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. ¹⁰ Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. ¹¹ Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. ¹² Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.

¹³ Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. ¹⁴ Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. ¹⁵ Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. ¹⁶ Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. ¹⁷ Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. ¹⁸ Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?" ¹⁹ Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; ²⁰ og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. ²¹ Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. ²² Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, ²³ og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. ²⁴ Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." ²⁵ Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! ²⁶ Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" ²⁷ Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. ²⁸ Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. ²⁹ Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem. ³⁰ Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. ³¹ Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. ³² Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?" ³³ Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: ³⁴ "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." ³⁵ Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.

³⁶ Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!" ³⁷ Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd. ³⁸ Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? ³⁹ Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har." ⁴⁰ Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. ⁴¹ Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?" ⁴² Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. ⁴³ Og han tog det og spiste det for deres Øjne. ⁴⁴ Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne." ⁴⁵ Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne. ⁴⁶ Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag, ⁴⁷ og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. ⁴⁸ I ere Vidner om disse Ting. ⁴⁹ Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje."

⁵⁰ Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. ⁵¹ Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. ⁵² Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. ⁵³ Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.

1 I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. ² Dette var i Begyndelsen hos Gud. ³ Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er. ⁴ I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. ⁵ Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. ⁶ Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. ⁷ Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset, for at alle skulde tro ved ham. ⁸ Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset. ⁹ Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden. ¹⁰ Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden kendte ham ikke. ¹¹ Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham. ¹² Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tro på hans Navn; ¹³ hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej heller af Mands Villie, men af Gud. ¹⁴ Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin Fader, fuld af Nåde og Sandhed. ¹⁵ Johannes vidner om ham og råber og siger: "Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi han var før mig." ¹⁶ Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde. ¹⁷ Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved Jesus Kristus. ¹⁸ Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens Skød, han har kundgjort ham.

¹⁹ Og dette er Johannes's Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: "Hvem er du?" ²⁰ Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: "Jeg er ikke Kristus." ²¹ Og de spurgte ham: "Hvad da? Er du Elias?" Han siger: "Det er jeg ikke." "Er du Profeten?" Og han svarede: "Nej." ²² Da sagde de til ham: "Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?" ²³ Han sagde: "Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt." ²⁴ Og de vare udsendte fra Farisæerne, ²⁵ og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, dersom du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?" ²⁶ Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber med Vand; midt iblandt eder står den, I ikke kende, ²⁷ han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse." ²⁸ Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte. ²⁹ Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd! ³⁰ Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommen foran mig; thi han var før mig. ³¹ Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand." ³² Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Ånden dale ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. ³³ Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, som døber med den Helligånd. ³⁴ Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn."

³⁵ Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple. ³⁶ Og idet han så på Jesus,som gik der,siger han: "Se det Guds Lam!" ³⁷ Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. ³⁸ Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han til dem: "Hvad søge I efter?" Men de sagde til ham: "Rabbi! (hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?" ³⁹ Han siger til dem: "Kommer og ser!" De kom da og så, hvor han opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende Time. ⁴⁰ Den ene af de to, som havde hørt Johannes's Ord og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder. ⁴¹ Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: "Vi have fundet Messias" (hvilket er udlagt: Kristus). ⁴² Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: "Du er Simon, Johannes's Søn; du skal hedde Kefas" (det er udlagt: Petrus). ⁴³ Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder Filip. Og Jesus siger til ham: "Følg mig!" ⁴⁴ Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas's og Peters By. ⁴⁵ Filip finder Nathanael og siger til ham: "Vi have fundet ham, hvem Moses i Loven og ligeså Profeterne have skrevet om, Jesus, Josefs Søn, fra Nazareth." ⁴⁶ Og Nathanael sagde til ham: "Kan noget godt være fra Nazareth?" Filip siger til ham: "Kom og se!" ⁴⁷ Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: "Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig." ⁴⁸ Nathanael siger til ham: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede og sagde til ham: "Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens du var under Figentræet." ⁴⁹ Nathanael svarede ham: "Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels Konge." ⁵⁰ Jesus svarede og sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under Figentræet? Du skal se større Ting end disse." ⁵¹ Og han siger til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

2 Og på den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og Jesu Moder var der. ² Men også Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet. ³ Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: "De have ikke Vin." ⁴ Jesus siger til hende: "Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen." ⁵ Hans Moder siger til Tjenerne: "Hvad som han siger eder, det skulle I gøre." ⁶ Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande. ⁷ Jesus siger til dem: "Fylder Vandkarrene med Vand; " og de fyldte dem indtil det øverste. ⁸ Og han siger til dem: "Øser nu og bærer til Køgemesteren; " og de bare det til ham. ⁹ Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste det), kalder Køgemesteren på Brudgommen og siger til ham: ¹⁰ "Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og når de ere blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil nu." ¹¹ Denne Begyndelse på sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og han åbenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede på ham.

¹² Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage.

¹³ Og Jødernes Påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem. ¹⁴ Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og Får og Duer, og Vekselerne. ¹⁵ Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af Helligdommen, både Fårene og Okserne, og han spredte Vekselerernes Småpenge og væltede Bordene. ¹⁶ Og han sagde til dem, som solgte duer: "Tager dette bort herfra; gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!" ¹⁷ Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: "Nidkærheden for dit Hus vil fortære mig." ¹⁸ Da svarede Jøderne og sagde til ham: "Hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gør dette?" ¹⁹ Jesus svarede og sagde til dem: "Nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg oprejse det." ²⁰ Da sagde Jøderne: "I seks og fyrretyve År er der bygget på dette Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?" ²¹ Men han talte om sit Legemes Tempel. ²² Da han så var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde sagt. ²³ Men da han var i Jerusalem i Påsken på Højtiden, troede mange på hans Navn, da de så hans Tegn, som han gjorde. ²⁴ Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle, ²⁵ og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.

3 Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Rådsherre iblandt Jøderne. ² Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: "Rabbi! vi vide. at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham." ³ Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig. uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige." ⁴ Nikodemus siger til ham: "Hvorledes kan et Menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?" ⁵ Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. ⁶ Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd. ⁷ Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. ⁸ Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden." ⁹ Nikodemus svarede og sagde til ham: "Hvorledes kan dette ske?" ¹⁰ Jesus svarede og sagde til ham: "Er du Israels Lærer og forstår ikke dette? ¹¹ Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. ¹² Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske? ¹³ Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. ¹⁴ Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør Menneskesønnen ophøjes, ¹⁵ for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. ¹⁶ Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. ¹⁷ Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. ¹⁸ Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns Navn. ¹⁹ Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. ²⁰ Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. ²¹ Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud."

²² Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. ²³ Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. ²⁴ Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. ²⁵ Da opkom der en Strid imellem Johannes's Disciple og en Jøde om Renselse. ²⁶ Og de kom til Johannes og sagde til ham: "Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham." ²⁷ Johannes svarede og sagde: "Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen. ²⁸ I ere selv mine Vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham. ²⁹ Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som står og hører på ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Så er da denne min Glæde bleven fuldkommen. ³⁰ Han bør vokse, men jeg forringes. ³¹ Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle. ³² Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager hans Vidnesbyrd. ³³ Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru. ³⁴ Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke Ånden efter Mål. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Hånd. ³⁶ Den, som tror på Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham."

4 Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere Disciple og døbte flere end Johannes ² (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple): ³ da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa. ⁴ Men han måtte rejse igennem Samaria. ⁵ Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef. ⁶ Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned ved Brønden; det var ved den sjette Time. ⁷ En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger til hende: "Giv mig noget at drikke!" ⁸ Hans Disciple vare nemlig gåede bort til Byen for at købe Mad. ⁹ Da siger den samaritanske Kvinde til ham: "Hvorledes kan dog du, som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?" Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritanere. ¹⁰ Jesus svarede og sagde til hende: "Dersom du kendte Guds Gave, og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand." ¹¹ Kvinden siger til ham: "Herre! du har jo intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand? ¹² Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?" ¹³ Jesus svarede og sagde til hende: "Hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen. ¹⁴ Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv." ¹⁵ Kvinden siger til ham: "Herre! giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op." ¹⁶ Jesus siger til hende: "Gå bort, kald på din Mand, og kom hid!" ¹⁷ Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen Mand." Jesus siger til hende: "Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand. ¹⁸ Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din Mand. Det har du sagt sandt." ¹⁹ Kvinden siger til ham: "Herre! jeg ser, at du er en Profet. ²⁰ Vore Fædre have tilbedt på dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede." ²¹ Jesus siger til hende: "Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da det hverken skal være på dette Bjerg eller i Jerusalem, at I tilbede Faderen. ²² I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi Frelsen kommer fra Jøderne. ²³ Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen i Ånd og Sandhed; thi det er sådanne Tilbedere, Faderen vil have. ²⁴ Gud er Ånd, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Ånd og Sandhed." ²⁵ Kvinden siger til ham: "Jeg ved, at Messias kommer (hvilket betyder Kristus); når han kommer, skal han kundgøre os alle Ting." ²⁶ Jesus siger til hende: "Det er mig, jeg, som taler med dig." ²⁷ Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde; dog sagde ingen: "Hvad søger du?" eller: "Hvorfor taler du med hende?" ²⁸ Da lod Kvinden sin Vandkrukke stå og gik bort til Byen og siger til Menneskene der: ²⁹ "Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han skulde være Kristus?" ³⁰ De gik ud af Byen og kom gående til ham. ³¹ Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: "Rabbi, spis!" ³² Men han sagde til dem, jeg har Mad at spise, som I ikke kende." ³³ Da sagde Disciplene til hverandre: "Mon nogen har bragt ham noget at spise?" ³⁴ Jesus siger til dem: "Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning. ³⁵ Sige I ikke: Der er endnu fire Måneder, så kommer Høsten? Se, jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markene; de ere allerede hvide til Høsten. ³⁶ Den, som høster, får Løn og samler Frugt til et evigt Liv, så at de kunne glæde sig tilsammen, både den, som sår, og den, som høster. ³⁷ Thi her er det Ord sandt: En sår, og en anden høster. ³⁸ Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke have arbejdet på; andre have arbejdet, og I ere gåede ind i deres Arbejde." ³⁹ Men mange af Samaritanerne fra den By troede på ham på Grund af Kvindens Ord, da hun vidnede: "Han har sagt mig alt det, jeg har gjort." ⁴⁰ Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos dem; og han blev der to Dage. ⁴¹ Og mange flere troede for hans Ords Skyld. ⁴² Og til Kvinden sagde de: "Vi tro nu ikke længer for din Tales Skyld; thi vi have selv hørt, og vi vide, at denne er sandelig Verdens Frelser."

⁴³ Men efter de to Dage gik han derfra til Galilæa. ⁴⁴ Thi Jesus vidnede selv, at en Profet ikke bliver æret i sit eget Fædreland. ⁴⁵ Da han nu kom til Galilæa, toge Galilæerne imod ham, fordi de havde set alt det, som han gjorde i Jerusalem på Højtiden; thi også de vare komne til Højtiden. ⁴⁶ Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vandet til Vin. Og der var en kongelig Embedsmand, hvis Søn lå syg i Kapernaum. ⁴⁷ Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans Søn; thi han var Døden nær. ⁴⁸ Da sagde Jesus til ham: "Dersom I ikke se Tegn og Undergerninger, ville I ikke tro." ⁴⁹ Embedsmanden siger til ham: "Herre! kom, før mit Barn dør." ⁵⁰ Jesus siger til ham: "Gå bort, din Søn lever." Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort. ⁵¹ Men allerede medens han var på Hjemvejen, mødte hans Tjenere ham og meldte, at hans Barn levede. ⁵² Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: "I Går ved den syvende time forlod Feberen ham." ⁵³ Da skønnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde til ham: "Din Søn lever;" og han troede selv og hele hans Hus. ⁵⁴ Dette var det andet Tegn, som Jesus gjorde, da han var kommen fra Judæa til Galilæa.

5 Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem. ² Men der er i Jerusalem ved Fåreporten en Dam, som på Hebraisk kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange. ³ I dem lå der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede på, at Vandet skulde røres. ⁴ Thi på visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet. Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken Sygdom han end led af.) ⁵ Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive År. ⁶ Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: "Vil du blive rask?" ⁷ Den syge svarede ham: "Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, når Vandet bliver oprørt; men når jeg kommer, stiger en anden ned før mig." ⁸ Jesus siger til ham: "Stå op, tag din Seng og gå!" ⁹ Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat på den Dag; ¹⁰ derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredt: "Det er Sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære Sengen." ¹¹ Han svarede dem: "Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gå!" ¹² Da spurgte de ham: "Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gå?" ¹³ Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker på Stedet. ¹⁴ Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: "Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig,!" ¹⁵ Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask. ¹⁶ Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette på en Sabbat. ¹⁷ Men Jesus svarede dem: "Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder." ¹⁸ Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men også kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.

¹⁹ Så svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør også Sønnen ligeså. ²⁰ Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle undre eder. ²¹ Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, således gør også Sønnen levende, hvem han vil. ²² Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele Dommen, ²³ for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham. ²⁴ Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gået over fra Døden til Livet. ²⁵ Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle leve. ²⁶ Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have Liv i sig selv. ²⁷ Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er Menneskesøn. ²⁸ Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, på hvilken alle de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst, ²⁹ og de skulle gå frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse. ³⁰ Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men hans Villie, som sendte mig.

³¹ Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt". ³² Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig. ³³ I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden. ³⁴ Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses. ³⁵ Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys. ³⁶ Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig. ³⁷ Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig hverken hørt hans Røst eller set hans skikkelse, ³⁸ og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han udsendte, ham tro I ikke. ³⁹ I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig. ⁴⁰ Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv. ⁴¹ Jeg tager ikke Ære af Mennesker; ⁴² men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder. ⁴³ Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage. ⁴⁴ Hvorledes kunne I tro,I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud, søge I ikke? ⁴⁵ Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Håb. ⁴⁶ Thi dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om mig, ⁴⁷ Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?"