Bible in 90 Days

1 I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. ² Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene. ³ Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys. ⁴ Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket, ⁵ og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.

⁶ Derpå sagde Gud: "Der blive en Hvælving midt i Vandene til at skille Vandene ad!" ⁷ Og således skete det: Gud gjorde Hvælvingen og skilte Vandet under Hvælvingen fra Vandet over Hvælvingen; ⁸ og Gud kaldte Hvælvingen Himmel. Og det blev Aften, og det blev Morgen, anden Dag.

⁹ Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet Sted, så det faste Land kommer til Syne!" Og således skete det; ¹⁰ og Gud kaldte det faste Land Jord, og Stedet, hvor Vandet samlede sig, kaldte han Hav. Og Gud så, at det var godt. ¹¹ Derpå sagde Gud: "Jorden lade fremspire grønne Urter, der bærer Frø, og Frugttræer, der bærer Frugt med Kærne, på Jorden!" Og således skete det: ¹² Jorden frembragte grønne Urter, der bar Frø, efter deres Arter, og Træer, der bar Frugt med Kærne, efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt. ¹³ Og det blev Aften, og det blev Morgen, tredje Dag.

¹⁴ Derpå sagde Gud: "Der komme Lys på Himmelhvælvingen til at skille Dag fra Nat, og de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År ¹⁵ og tjene som Lys på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden! Og således sket det: ¹⁶ Gud gjorde de to store Lys, det største til at herske om Dagen, det mindste til at herske om Natten, og Stjernerne; ¹⁷ og Gud satte dem på Himmelhvælvingen til at lyse på Jorden ¹⁸ og til at herske over Dagen og Natten og til at skille Lyset fra Mørket. Og Gud så, at det var godt. ¹⁹ Og det blev Aften, og det blev Morgen, fjerde Dag.

²⁰ Derpå sagde Gud: "Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle flyve over Jorden oppe under Himmelhvælvingen!" Og således skete det: ²¹ Gud skabte de store Havdyr og den hele Vrimmel af levende Væsener, som Vandet vrimler med, efter deres Arter, og alle vingede Væsener efter deres Arter. Og Gud så, at det var godt. ²² Og Gud velsignede dem og sagde: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Vandet i Havene, og Fuglene blive mangfoldige på Jorden!" ²³ Og det blev Aften, og det blev Morgen, femte Dag.

²⁴ Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende Væsener efter deres Arter: Kvæg, Kryb og vildtlevende Dyr efter deres Arter! Og således skete det: ²⁵ Gud gjorde de vildtlevende Dyr efter deres Arter, Kvæget efter dets Arter og alt Jordens Kryb efter dets Arter. Og Gud så, at det var godt. ²⁶ Derpå sagde Gud: "Lad os gøre Mennesker i vort Billede, så de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr på Jorden og alt Kryb,der kryber på Jorden!" ²⁷ Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; ²⁸ og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: "Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!" ²⁹ Gud sagde fremdeles: "Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde; ³⁰ men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde." Og således skete det. ³¹ Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt. Og det blev Aften, og det blev Morgen, sjette Dag.

2 Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær. ² På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført; ³ og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført. ⁴ Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie. Da Gud Herren gjorde Jord og Himmel ⁵ dengang fandtes endnu ingen af Markens Buske på Jorden, og endnu var ingen af Markens Urter spiret frem, thi Gud Herren havde ikke ladet det regne på Jorden, og der var ingen Mennesker til at dyrke Agerjorden, ⁶ men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade ⁷ da dannede Gud Herren Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen.

⁸ Derpå plantede Gud Herren en Have i Eden ude mod Øst, og dem satte han Mennesket, som han havde dannet; ⁹ Og Gud Herren lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven. og Træet til Kundskab om godt og ondt. ¹⁰ Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme. ¹¹ Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld ¹² og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten. ¹³ Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj. ¹⁴ Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat. ¹⁵ Derpå tog Gud Herren Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den. ¹⁶ Men Gud Herren bød Adam: "Af alle Træer i Haven har du Lov at spise, ¹⁷ kun af Træet til Kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den Dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"

¹⁸ Derpå sagde Gud Herren: "Det er ikke godt for Mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som passer til ham!" ¹⁹ Og Gud Herren dannede af Agerjorden alle Markens Dyr og Himmelens Fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han vilde kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende Væsener, det skulde være deres Navn. ²⁰ Adam gav da alt Kvæget, alle Himmelens Fugle og alle Markens Dyr Navne - men til sig selv fandt Adam ingen Medhjælp, der passede til ham. ²¹ Så lod Gud Herren Dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans Ribben og lukkede med Kød i dets Sted; ²² og af Ribbenet, som Gud Herren havde taget af Adam, byggede han en Kvinde og førte hende hen til Adam. ²³ Da sagde Adam: "Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; hun skal kaldes Kvinde, thi af Manden er hun taget!" ²⁴ Derfor forlader en Mand sin Fader og Moder og holder sig til sin Hustru, og de to bliver eet Kød. ²⁵ Og de var begge nøgne, både Adam og hans Hustru, men de bluedes ikke.

3 Men Slangen var træskere end alle Markens andre Dyr, som Gud Herren havde gjort og den sagde til Kvinden: "Mon Gud virkelig ham sagt: I må ikke spise af noget Træ i Haven?" ² Kvinden svarede: "Vi har Lov at spise af Frugten på Havens Træer; ³ kun af Frugten fra Træet midt i Haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!" ⁴ Da sagde Slangen til Kvinden: "I skal ingenlunde dø; ⁵ men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders Øjne, så I blive som Gud til at kende godt og ondt!" ⁶ Kvinden blev nu var, at Træet var godt at spise af, en Lyst for Øjnene og godt at få Forstand af; og hun tog af dets Frugt og spiste og gav også sin Mand, der stod hos hende, og han spiste. ⁷ Da åbnedes begges Øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de Figenblade sammen og bandt dem om sig.

⁸ Da Dagen blev sval, hørte de Gud Herren vandre i Haven, og Adam og hans Hustru skjulte sig for ham inde mellem Havens Træer. ⁹ Da kaldte Gud Herren på Adam og råbte: "Hvor er du?" ¹⁰ Han svarede: "Jeg hørte dig i Haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!" ¹¹ Da sagde han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen. Mon du har spist af det Træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?" ¹² Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min Side, gav mig af Træet, og så spiste jeg." ¹³ Da sagde Gud Herren til Kvinde: "Hvad har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste jeg."

¹⁴ Da sagde Gud Herren til Slangen: "Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt al Kvæget og blandt alle Markens Dyr! På din Bug skal du krybe, og Støv skal du æde alle dit Livs Dage! ¹⁵ Jeg sætter Fjendskab mellem dig og Kvinden, mellem din Sæd og hendes Sæd; den skal knuse dit Hoved, og du skal hugge den i Hælen!" ¹⁶ Til Kvinden sagde han: "Jeg vil meget mangfoldiggøre dit Svangerskabs Møje; med Smerte skal du føde Børn; men til din Mand skal din Attrå være, og han skal herske over dig!" ¹⁷ Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din Hustrus Tale og spiste af Træet, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal Jorden være forbandet for din Skyld; med Møje skal du skaffe dig Føde af den alle dit Livs Dage; ¹⁸ Torn og Tidsel skal den bære dig, og Markens Urter skal være din Føde; ¹⁹ i dit Ansigts Sved skal du spise dit Brød, indtil du vender tilbage til Jorden; thi af den er du taget; ja, Støv er du, og til Støv skal du vende tilbage!"

²⁰ Men Adam kaldte sin Hustru Eva, thi hun blev Moder til alt levende. ²¹ Derpå gjorde Gud Herren Skindkjortlet til Adam og hans Hustru og klædte dem dermed. ²² Men Gud Herren sagde: "Se, Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række Hånden ud og tage også af Livets Træ og spise og leve evindelig!" ²³ Så forviste Gud Herren ham fra Edens Have, for at han skulde dyrke Jorden, som han var taget af; ²⁴ og han drev Mennesket ud, og østen for Edens Have satte han Keruberne med det glimtende Flammesværd til at vogte Vejen til Livets Træ.

4 Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med HerrenS Hjælp!" ² Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker. ³ Nogen Tid efter bragte Kain Herren en Offergave af Jordens Frugt, ⁴ medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og Herren så til Abel og hans Offergave, ⁵ men til Kain og hans Offergave så han ikke. Kain blev da såre vred og gik med sænket Hoved. ⁶ Da sagde Herren til Kain: "Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket Hoved? ⁷ Du ved, at når du handler vel, kan du løfte Hovedet frit; men handler du ikke vel, så lurer Synden ved Døren; dens Attrå står til dig, men du skal herske over den!" ⁸ Men Kain yppede Kiv med sin Broder Abel; og engang de var ude på Marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel.

⁹ Da sagde Herren til Kain: "Hvor er din Broder Abel?" Han svarede: "Det ved jeg ikke; skal jeg vogte min Broder?" ¹⁰ Men han sagde: "Hvad har du gjort! Din Broders Blod råber til mig fra Jorden! ¹¹ Derfor skal du nu være bandlyst fra Agerjorden, som åbnede sig og tog din Broders Blod af din Hånd! ¹² Når du dyrker Agerjorden, skal den ikke mere skænke dig sin Kraft du skal flakke hjemløs om på Jorden!" ¹³ Men Kain sagde til Herren: "Min Straf er ikke til at bære; ¹⁴ når du nu jager mig bort fra Agerjorden, og jeg må skjule mig for dit Åsyn og flakke hjemløs om på Jorden, så kan jo enhver, der møder mig, slå mig ihjel!" ¹⁵ Da svarede Herren: "Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes;syvfold!" Og Herren satte et Tegn på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulde slå ham ihjel. ¹⁶ Så drog Kain bort fra Herrens Åsyn og slog sig ned i Landet Nod østen for Eden.

¹⁷ Kain kendte sin Hustru, og hun blev frugtsommelig og fødte Hanok. Han grundede en By og gav den sin;Søn Hanoks Navn. ¹⁸ Hanok fik en Søn Irad; Irad avlede Mehujael; Mehujael avlede Mehujael; og Metusjael avlede Lemek ¹⁹ Lemek tog sig to Hustruer; den ene hed Ada, den anden Zilla. ²⁰ Ada fødte Jabal; han blev Stamfader til dem, der bor i Telte og holder Kvæg; ²¹ hans Broder hed Jubal; han blev Stamfader til alle dem, der spiller på Harpe og Fløjte. ²² Også Zilla fik en Søn, Tubal-Kajin; han blev Stamfader til alle dem, der smeder Kobber og Jern. Tubal-Kajins Søster var Na'ama. ²³ Og Lemelk sagde til sine Hustruer: "Ada og Zilla, hør min Røst, Lemeks Hustruer, lyt til mit Ord: En Mand har jeg dræbt for et Sår, en Dreng for en Skramme! ²⁴ Blev Kain hævnet syvfold, så hævnes Lemek syv og halvfjerdsindstyve Gange!"

²⁵ Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en Søn, som hun gav Navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat mig andet Afkom i Abels Sted, fordi Kain slog ham ihjel!" ²⁶ Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den Tid begyndte man at påkalde Herrens Navn.

5 Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede; ² som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet "Menneske", da de blev skabt. ³ Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set; ⁴ og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; ⁵ således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han. ⁶ Da Set havde levet 105 År, avlede han Enosj; ⁷ og efter at Set havde avlet Enosj, levede han 807 År og avlede Sønner og Døtre; ⁸ således blev Sets fulde Levetid 912 År, og derpå døde han. ⁹ Da Enosj havde levet 90 År, avlede han Henan; ¹⁰ og efter at Enosj havde avlet Kenan, levede han 815 År og avlede Sønner og Døtre; ¹¹ således blev Enosjs fulde Levetid 905 År, og derpå døde han. ¹² Da Kenan havde levet 70 År, avlede han Mahalal'el; ¹³ og efter at Kenan havde avlet Mahalal'el, levede han 840 År og avlede Sønner og Døtre; ¹⁴ således blev Kenans fulde Levetid 910 År, og derpå døde han. ¹⁵ Da Mahalal'el havde levet 65 År, avlede han Jered; ¹⁶ og efter at Mahalal'el havde avlet Jered, levede han 830 År og avlede Sønner. og Døtre; ¹⁷ således blev Mahalal'els fulde Levetid 895 År, og derpå døde han. ¹⁸ Da Jered havde levet 162 År, avlede han Enok; ¹⁹ og efter at Jered havde avlet Enok, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; ²⁰ således blev Jereds fulde Levetid 962 År, og derpå døde han. ²¹ Da Enok havde levet 65 År, avlede han Metusalem, ²² og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 År og avlede Sønner og Døtre; ²³ således blev Enoks fulde Levetid 365 År; ²⁴ og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham. ²⁵ Da Metusalem havde levet l87 År, avlede han Lemek; ²⁶ og efter at Metusalem havde avlet Lemek, levede han 782 År og avlede Sønner og Døtre; ²⁷ således blev Metusalems fulde Levetid 969 År, og derpå døde han. ²⁸ Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn, ²⁹ som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os. Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som Herren har forbandet." ³⁰ Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre; ³¹ således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han. ³² Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.

6 Da nu Menneskene begyndte at blive talrige på Jorden og der fødtes dem Døtre, ² fik Gudssønnerne Øje på Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog: så mange af dem, som de lystede, til Hustruer. ³ Da sagde Herren: "Min Ånd: skal ikke for evigt blive i Menneskene, eftersom de jo dog er Kød; deres Dage skal være 120 År."

⁴ I hine Dage, da Gudssønnerne gik ind til Menneskedøtrene og disse fødte dem Børn men også senere hen i Tiden - levede Kæmperne på Jorden. Det er Heltene, hvis Ry når tilbage til Fortids Dage. ⁵ Men Herren så, at Menneskenes, Ondskab tog til på Jorden, og at deres Hjerters Higen og Tragten kun var ond Dagen lang. ⁶ Da angrede Herren, at han havde gjort Menneskene på Jorden, og det. skar ham i Hjertet. ⁷ Og Herren sagde: "Jeg vil udslette Menneskene, som jeg har skabt, af Jordens Flade, både Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens, Fugle, thi jeg angrer, at jeg gjorde dem!" ⁸ Men Noa fandt Nåde for Herrens Øjne

⁹ Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud. ¹⁰ Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. ¹¹ Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret; ¹² og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.

¹³ Da sagde Gud til Noa: "Jeg har besluttet at gøre Ende på alt Kød, fordi Jorden ved deres Skyld et fuld af Uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af Jorden. ¹⁴ Men du skal gøre dig en Ark af Gofertræ og indrette den med Rum ved Rum og overstryge den med Beg både indvendig og udvendig; ¹⁵ og således skal du bygge Arken: Den skal være 300 Alen lang, 50 Alen bred og 30 Alen høj; ¹⁶ du skal anbringe Taget på Arken, og det skal ikke rage længer ud end een Alen fra oven; på Arkens Side skal du sætte Døren, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste Stokværk. ¹⁷ Se, jeg bringer nu Vandfloden over Jorden for at udrydde alt Kød under Himmelen, som har Livsånde; alt, hvad der er på Jorden, skal forgå. ¹⁸ Men jeg vil oprette min Pagt med dig. Du skal gå ind i Arken med dine Sønner, din Hustru og dine Sønnekoner: ¹⁹ og af alle Dyr, af alt Kød skal du bringe et Par af hver Slags ind i Arken for at holde dem i Live hos dig. Han og Hundyr skal det være, ²⁰ af Fuglene efter deres Arter, af Kvæget efter dets Arter og af alt Jordens Kryb efter dets Arter; Par for Par skal de gå ind til dig for at holdes i Live. ²¹ Og du skal indsamle et Forråd af alle Slags Levnedsmidler, for at det kan tjene dig og dem til Føde." ²² Og Noa gjorde ganske som Gud havde pålagt ham; således gjorde han.

7 Derpå sagde Herren til Noa: Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt. ² Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr eet Par, Han og Hun, ³ ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden. ⁴ Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade." ⁵ Og Noa gjorde ganske som Herren havde pålagt ham. ⁶ Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden. ⁷ Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande. ⁸ De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden, ⁹ gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa.

¹⁰ Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden; ¹¹ i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes, ¹² og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. ¹³ Selvsamme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner ¹⁴ og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger; ¹⁵ af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa; ¹⁶ Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og Herren lukkede efter ham. ¹⁷ Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden. ¹⁸ Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet; ¹⁹ og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand; ²⁰ femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand.

²¹ Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker; ²² alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde. ²³ Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken. ²⁴ Vandet steg over Jorden i 150 Dage.

8 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde; ² Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede, ³ og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb. ⁴ På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge, ⁵ og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem. ⁶ Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken, ⁷ og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden. ⁸ Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade; ⁹ men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig. ¹⁰ Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken; ¹¹ ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden. ¹² Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham. ¹³ I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør. ¹⁴ På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

¹⁵ Da sagde Gud til Noa: ¹⁶ "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner ¹⁷ og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!" ¹⁸ Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner; ¹⁹ og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

²⁰ Derpå byggede Noa Herren et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret. ²¹ Og da Herren indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort! ²² Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"

9 Derpå velsignede Gud Noa og hans Sønner og sagde til dem: Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden! ² Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle Jordens vildtlevende Dyr og alle Himmelens Fugle og i alt, hvad Jorden vrimler med, og i alle Havets Fisk; i eders Hånd er de givet! ³ Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til Føde; ligesom de grønne Urter giver jeg eder det alt sammen. ⁴ Dog Kød med Sjælen, det er Blodet, må I ikke spise! ⁵ Men for eders eget Blod kræver jeg Hævn; af ethvert Dyr kræver jeg Hævn for det, og af Menneskene indbyrdes kræver jeg Hævn for Menneskenes Liv. ⁶ Om nogen udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod udøses, thi i sit Billede gjorde Gud Menneskene. ⁷ Men I skal blive frugtbare og mangfoldige! Opfyld Jorden og gør eder til Herre over den!"

⁸ Derpå sagde Gud til Noa og hans Sønner: ⁹ "Se, jeg opretter min Pagt med eder og eders Efterkommere efter eder ¹⁰ og med hvert levende Væsen, som er hos eder, Fuglene, Kvæget og alle Jordens vildtlevende Dyr, alt, hvad der gik ud af Arken, alle Jordens Dyr; ¹¹ jeg opretter min Pagt med eder og lover, at aldrig mere skal alt Kød udryddes af Flodens Vande, og aldrig mere skal der komme en Vandflod for at ødelægge Jorden!"

¹² Fremdeles sagde Gud: "Dette er Tegnet på den Pagt, jeg til evige Tider opretter mellem mig og eder og hvert levende Væsen, som er hos eder: ¹³ Min Bue sætter jeg i Skyen, og den skal være Pagtstegn mellem mig og Jorden! ¹⁴ Når jeg trækker Skyer sammen over Jorden, og Buen da viser sig i Skyerne, ¹⁵ vil jeg komme den Pagt i Hu, som består mellem mig og eder og hvert levende Væsen, det er alt Kød, og Vandet skal ikke mere blive til en Vandflod, som ødelægger alt Kød. ¹⁶ Når Buen da står i Skyerne, vil jeg se hen til den og ihukomme den evige Pagt mellem Gud og hvert levende Væsen, det er alt Kød på Jorden." ¹⁷ Og Gud sagde til Noa: "Det er Tegnet på den Pagt, jeg opretter imellem mig og alt Kød på Jorden!"

¹⁸ Noas Sønner, der gik ud af Arken, var Sem, Kam og Jafet; Kam var Fader til Kana'an; ¹⁹ det var Noas tre Sønner, og fra dem stammer hele Jordens Befolkning.

²⁰ Noa var Agerdyrker og den første, der plantede en Vingård. ²¹ Da han nu drak af Vinen, blev han beruset og blottede sig inde i, sit Telt. ²² Da så Kana'ans Fader Kam sin Faders Blusel og gik ud og fortalte sine Brødre det; ²³ men Sem og Jafet tog Kappen, lagde den på deres Skuldre og gik baglæns ind og tildækkede deres Faders Blusel med bortvendte Ansigter, så de ikke så deres Faders Blusel. ²⁴ Da Noa vågnede af sin Rus og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ved ham, ²⁵ sagde han: "Forbandet være Kana'an, Trælles Træl blive han for sine Brødre!" ²⁶ Fremdeles sagde han: "Lovet være Herren, Sems Gud, og Kana'an blive hans Træl! ²⁷ Gud skaffe Jafet Plads, at han må bo i Sems Telte; og Kana'an blive hans Træl!"

²⁸ Noa levede 350 År efter Vandfloden; ²⁹ således blev Noas fulde Levetid 950 År, og derpå døde han.

10 Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner.

² Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. ³ Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma. ⁴ Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne; ⁵ fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.

⁶ Kams Sønner: Kusj, Mlizrajim, Put og Hana'an. ⁷ Kusj's Sønner: Seba, Havila, Sabta, Ra'ma og Sabteka. Ra'mas Sønner: Saba og Dedan. ⁸ Og Kusj avlede Nimrod, som var den første Storhersker på Jorden. ⁹ Han var en vældig Jæger for Herrens Øjne; derfor siger man: "En vældig Jæget for Herrens Øjne som Nimrod." ¹⁰ Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erelk, Akkad og Kalne i Sinear; ¹¹ fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve, Rehobot- Ir, Kela ¹² og Resen mellem Nineve og Kela, det er den store By. ¹³ Mizrajim avlede Luderne,Anamerne, Lehaberne, Naftuherne, ¹⁴ Patruserne, Kasluherne, fra hvem Filisterne udgik, og Kaftorerne. ¹⁵ Kana'an avlede Zidon, hans førstefødte, Het, ¹⁶ Jebusiterne, Amoriterne, Girgasjiterne, ¹⁷ Hivviterne, Arkiterne, Siniterne, ¹⁸ Arvaditerne, Zemariterne og Hamatiterne; men senere bredte Kana'anæernes Slægter sig, ¹⁹ så at Kana'anæernes Område strakte sig fra Zidon i Retning af Gerar indtil Gaza, i Retning af Sodoma, Gomorra, Adma,og Zebojim indtil Lasja. ²⁰ Det var Kams Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.

²¹ Men også Sem, alle Ebersønnernes Fader, Jafets ældste Broder, fødtes der Sønner. ²² Sems Sønner: Elam, Assur, Arpaksjad, Lud og Aram. ²³ Arams Sønner: Uz, Hul, Geter og Masj. ²⁴ Arpaksjad avlede Sjela; Sjela avlede Eber; ²⁵ Eber fødtes der to Sønner; den ene hed Peleg, thi på hans Tid adsplittedes Jordens Befolkning, og hans Broder hed Joktan. ²⁶ Joktan avlede Almodad, Sjelef, Hazarmavet, Jera, ²⁷ Hadoram, Uzal, Dikla, ²⁸ Obal, Abimael, Saba, ²⁹ 0fir, Havila og Jobab. Alle disse var Joktans Sønner, ³⁰ og deres Bosteder strækker sig fra Mesja i Retning af Sefar, Østens Bjerge. ³¹ Det var Sems Sønner efter deres Slægter og Tungemål i deres Lande og Folk.

³² Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden.

11 Hele Menneskeheden havde eet Tungemål og samme Sprog. ² Da de nu drog østerpå, traf de på en Dal i Sinear, og der slog de sig ned. ³ Da sagde de til hverandre: "Kom, lad os stryge Teglsten og brænde dem godt!" De brugte nemlig Tegl som Sten og Jordbeg som Kalk. ⁴ Derpå sagde de: "Kom, lad os bygge os en By og et Tårn, hvis Top når til Himmelen, og skabe os et Navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele Jorden!" ⁵ Men Herren steg ned for at se Byen og Tårnet, som Menneskebørnene byggede, ⁶ og han sagde: "Se, de er eet Folk og har alle eet Tungemål; og når de nu først er begyndt således, er intet, som de sætter sig for, umuligt for dem; ⁷ lad os derfor stige ned og forvirre deres Tungemål der, så de ikke forstår hverandres Tungemål!" ⁸ Da spredte Herren dem fra det Sted ud over hele Jorden, og de opgav at bygge Byen. ⁹ Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede Herren al Jordens Tungemål, og derfra spredte Herren dem ud over hele Jorden.

¹⁰ Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden; ¹¹ og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre. ¹² Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela; ¹³ og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. ¹⁴ Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber; ¹⁵ og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. ¹⁶ Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg; ¹⁷ og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre. ¹⁸ Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u; ¹⁹ og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre. ²⁰ Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug; ²¹ og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre. ²² Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor; ²³ og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre. ²⁴ Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara; ²⁵ og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre. ²⁶ Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.

²⁷ Dette er Taras Slægtebog. Tara avlede Abram, Nako og Haran. Haran avlede Lot. ²⁸ Haran døde i sin Fader Taras Levetid i sin Hjemstavn i Ur Kasdim. ²⁹ Abram og Nakor tog sig Hustruer; Abrams Hustru hed Saraj, Nakors Milka, en Datter af Haran, Milkas og Jiskas Fader. ³⁰ Men Saraj var ufrugtbar og havde ingen Børn. ³¹ Tara tog sin Søn Abram, sin Sønnesøn Lot, Harans Søn, og sin Sønnekone Saraj, hans Søn Abrams Hustru, og førte dem fra Ur Kasdim for at begive sig til Kana'ans Land; men da de kom til Karan, slog de sig ned der. ³² Taras Levetid var 205 År; og Tara døde i Karan.

12 Herren sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig; ² så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse! ³ Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!" ⁴ Og Abram gik,som Herren sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan; ⁵ og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen. ⁶ Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet. ⁷ Men Herren åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for Herren. som havde åbenbaret sig for ham. ⁸ Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede Herren et Alter der og påkaldte Herrens Navn. ⁹ Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

¹⁰ Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed. ¹¹ Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde; ¹² når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve; ¹³ sig derfor, at du er min Søster, for at det må gå mig godt, og jeg ikke skal miste Livet for din Skyld!" ¹⁴ Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde; ¹⁵ og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus. ¹⁶ Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler. ¹⁷ Men Herren ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld. ¹⁸ Da lod Farao Abram kalde og sagde: "Hvad har du gjort imod mig! Hvorfor lod du mig ikke vide, at hun er din Hustru? ¹⁹ Hvorfor sagde du, at hun var din Søster, så at jeg tog hende til Hustru? Se, her har du nu din Hustru, tag hende og gå bort!" ²⁰ Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej; 13 ¹ og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

² Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld; ³ og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj, ⁴ til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der Herrens Navn. ⁵ Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte. ⁶ Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen. ⁷ Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet. ⁸ Abram sagde derfor til Lot: "Der må ikke være Strid mellem os to eller mellem mine og dine Hyrder, vi er jo Frænder! ⁹ Ligger ikke hele Landet dig åbent? Skil dig hellere fra mig; vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!" ¹⁰ Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før Herren ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som Herrens Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til, ¹¹ valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes, ¹² idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma. ¹³ Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod Herren.

¹⁴ Efter at Lot havde skilt sig fra Abram, sagde Herren til denne: "Løft dit Blik og se dig om der, hvor du står, mod Nord, mod Syd, mod Øst og mod Vest; ¹⁵ thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid, ¹⁶ og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv. ¹⁷ Drag nu gennem Landet på Kryds og tværs, thi dig giver jeg det!" ¹⁸ Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede Herren et Alter.

14 Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim. ² lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar. ³ Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet. ⁴ I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra; ⁵ og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim ⁶ og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand; ⁷ så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.

⁸ Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp ⁹ med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem. ¹⁰ Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene. ¹¹ Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort; ¹² ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

¹³ Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller. ¹⁴ Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 3l8 Mand, og satte efter Fjenden til Dan; ¹⁵ der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus. ¹⁶ Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

¹⁷ Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen. ¹⁸ Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin ¹⁹ og velsignede ham med de Ord: "Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, ²⁰ og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine Fjender i din Hånd!" Og Abram gav ham Tiende af alt.

²¹ Sodomas Konge sagde derpå til Abram: "Giv mig Menneskene og behold selv Godset!" ²² Men Abram svarede Sodomas Konge: "Til Herren, Gud den Allerhøjeste, Himmelens og Jordens Skaber, løfter jeg min Hånd på, ²³ at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig! ²⁴ Jeg vil intet have, kun hvad de unge Mænd har fortæret, og mine Ledsagere, Aner, Esjkol og Mamres Del, lad dem få deres Del!"

15 Nogen Tid efter kom HerrenS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!" ² Men Abram svarede: "Herre", Herre, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus." ³ Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!" ⁴ Og se, Herrens Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig." ⁵ Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!" ⁶ Da troede Abram Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.

⁷ Derpå sagde han til ham: "Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!" ⁸ Men han svarede: "Herre, Herre, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?" ⁹ Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!" ¹⁰ Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over. ¹¹ Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort. ¹² Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke. ¹³ Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År. ¹⁴ Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods. ¹⁵ Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom. ¹⁶ I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

¹⁷ Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe. ¹⁸ På den Dag sluttede Herren Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden, ¹⁹ det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne, ²⁰ Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne, ²¹ Amoriterne, Kana'anæerne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne."

16 Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar; ² og Saraj sagde til Abram: "Herren har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj. ³ Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru; ⁴ og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde. ⁵ Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; Herren være Dommer mellem mig og dig!" ⁶ Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.

⁷ Men Herrens Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur; ⁸ og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!" ⁹ Da sagde Herrens Engel til hende: "Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!" ¹⁰ Og Herrens Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles." ¹¹ Og Herrens Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi Herren har hørt, hvad du har lidt; ¹² og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!" ¹³ Så gav hun Herren, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?" ¹⁴ Derfor kaldte man Brønden Be'erlahajro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered. ¹⁵ Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael. ¹⁶ Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham Ismael.