Bible in 90 Days

1 Dette er Navnene på Israels Sønner, der sammen med Jakob kom til Ægypten med deres Familier: ² Ruben, Simeon, Levi og Juda, ³ Issakar, Zebulon og Benjamin, ⁴ Dan og Naftali, Gad og Aser. ⁵ Jakobs Efterkommere udgjorde i alt halvfjerdsindstyve, men Josef var i Ægypten. ⁶ Imidlertid døde Josef og alle hans Brødre og hele dette Slægtled. ⁷ Men Israeliterne var frugtbare og formerede sig, og de blev mange og overmåde talrige, så at Landet blev fuldt af dem.

⁸ Da kom der en ny Konge over Ægypten, som ikke vidste noget om Josef; ⁹ og han sagde til sit Folk: "Se, Israels Folk bliver talrigere og stærkere end vi. ¹⁰ Velan, lad os gå klogt til Værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i Krig, at de går over til vore Modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader Landet!" ¹¹ Så satte man Fogeder over dem til at plage dem med Trællearbejde, og de måtte bygge Forrådsbyer for Farao: Pitom og Ra'amses. ¹² Men jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere bredte de sig, så Ægypterne fik Rædsel for Israeliterne. ¹³ Og Ægypterne tvang Israeliterne til Trællearbejde ¹⁴ og gjorde dem Livet bittert ved hårdt Arbejde med Ler og Tegl og alle Hånde Markarbejde, ved alt det Arbejde, de tvang dem til at udføre for sig.

¹⁵ Ægypterkongen sagde da til Hebræerkvindernes Jordemødre, af hvilke den ene hed Sjifra, den anden Pua: ¹⁶ "Når I forløser Hebræerkvinderne, skal I se godt efter ved Fødselen, og er det et Drengebarn, tag så Livet af det, men er det et Pigebarn, lad det så leve!" ¹⁷ Men Jordemødrene frygtede Gud og gjorde ikke, som Ægypterkongen havde befalet dem, men lod Drengebørnene leve. ¹⁸ Da lod Ægypterkongen Jordemødrene kalde og sagde til dem: "Hvorfor har I båret eder således ad og ladet Drengebørnene leve?" ¹⁹ Men Jordemødrene svarede Farao: "Hebræerkvinderne er ikke som de Ægyptiske Kvinder, de har let ved at føde; inden Jordemoderen kommer til dem, har de allerede født!" ²⁰ Og Gud gjorde vel imod Jordemødrene, og Folket blev stort og såre talrigt; ²¹ og Gud gav Jordemødrene Afkom, fordi de frygtede ham. ²² Da udstedte Farao den Befaling til hele sit Folk: "Alle Drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men Pigebørnene skal I lade leve!"

2 Og en Mand af Levis Hus gik hen og tog en Levi Datter til Ægte, ² og Kvinden blev frugtsommelig og fødte en Søn. Da hun så, at det var en dejlig Dreng, skjulte hun ham i tre Måneder; ³ og da hun ikke længer kunde holde ham skjult, tog hun en Kiste af Papyrusrør, tættede den med Jordbeg og Tjære, lagde drengen i den og satte den hen mellem Sivene ved Nilens Bred. ⁴ Og hans Søster stillede sig noget derfra for at se, hvad der vilde ske med ham. ⁵ Da kom Faraos Datter ned til Nilen for at bade, og imedens gik hendes Jomfruer ved Flodens Bred. Så fik hun Øje på Kisten mellem Sivene og sendte sin Pige hen for at hente den. ⁶ Og da hun åbnede den, så hun Barnet, og se, det var et Drengebarn, der græd. Da ynkedes hun over det og sagde: "Det må være et af Hebræernes Drengebørn!" ⁷ Hans Søster sagde nu til Faraos Datter: "Skal jeg gå hen og hente dig en Amme blandt Hebræerkvinderne til at amme Barnet for dig?" ⁸ Faraos Datter svarede hende: "Ja, gør det!" Så gik Pigen hen og hentede Barnets Moder. ⁹ Og Faraos Datter sagde til hende: "Tag dette Barn med dig og am ham for mig, jeg skal nok give dig din Løn derfor!" Og Kvinden tog Barnet og ammede ham. ¹⁰ Men da Drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos Datter, og denne antog ham som sin Søn og gav ham Navnet Moses; "thi," sagde hun, "jeg har trukket ham op af Vandet."

¹¹ På den Tid gik Moses, som imidlertid var blevet voksen, ud til sine Landsmænd og så på deres Trællearbejde. Og han så en Ægypter slå en Hebræer, en af hans Landsmænd, ihjel. ¹² Da så han sig om til alle Sider, og efter at have forvisset sig om, at der ingen var i Nærheden, slog han Ægypteren ihjel og gravede ham ned i Sandet. ¹³ Da han den næste Dag igen gik derud, så han to Hebræere i Slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde Uret: "Hvorfor slår du din Landsmand?" ¹⁴ Han svarede: "Hvem har sat dig til Herre og Dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog Ægypteren ihjel?" Og Moses blev bange og tænkte: "Så er det dog blevet bekendt!" ¹⁵ Da Farao fik Nys derom, søgte han at komme Moses til Livs, men Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans Land, og der satte han sig ved en Brønd.

¹⁶ Præsten i Midjan havde syv Døtre; de kom nu hen og øste Vand og fyldte Trugene for at vande deres Faders Småkvæg. ¹⁷ Da kom Hyrderne og vilde jage dem bort, men Moses stod op og hjalp dem og vandede deres Småkvæg. ¹⁸ Da de nu kom hjem til deres Fader Reuel, sagde han: "Hvorfor kommer I så tidligt hjem i Dag?" ¹⁹ De svarede: "Der var en Ægypter, som hjalp os over for Hyrderne, ja han øste også Vand for os og vandede Småkvæget." ²⁰ Da sagde han til sine Døtre: "Hvor er han da? Hvorfor har I ladet Manden blive derude? Byd ham ind, at han kan få noget at spise!" ²¹ Så bestemte Moses sig til at tage Ophold hos Manden, og han gav Moses sin Datter Zippora til Ægte, ²² og hun fødte en Søn, som han kaldte Gersom; "thi," sagde han, "jeg er blevet Gæst i et fremmed Land."

²³ Således gik der lang Tid hen, og imidlertid døde Ægypterkongen. Men Israeliterne stønnede og klagede under deres Trældom, og deres Skrig over Trældommen nåede op til Gud. ²⁴ Da hørte Gud deres Jamren, og Gud ihukom sin Pagt med Abraham, Isak og Jakob, ²⁵ og Gud så til Israeliterne, og Gud kendtes ved dem.

3 Moses vogtede nu Småkvæget for sin Svigerfader Jetro, Præsten i Midjan,og drev engang Småkvæget hen hinsides Ørkenen og kom til Guds Bjerg Horeb. ² Da åbenbarede Herrens Engel sig for ham i en Ildslue, der slog ud af en Tornebusk, og da han så nærmere til, se, da stod Tornebusken i lys Lue, uden at den blev fortæret. ³ Da sagde Moses: "Lad mig gå hen og se på dette underfulde Skue, hvorfor Tornebusken ikke brænder op." ⁴ Men da Herren så, at han gik hen for at se derpå, råbte Gud til ham fra Tornebusken: "Moses, Moses!" Og han svarede: "Se, her er jeg!" ⁵ Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Drag dine Sko af dine Fødder, thi det Sted, du står på, er hellig Jord!" ⁶ Og han sagde: "Jeg er din Faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit Ansigt, thi han frygtede for at skue Gud.

⁷ Derpå sagde Herren: "Jeg har set mit Folks Elendighed i Ægypten, og jeg har hørt deres Klageskrig over deres Undertrykkere, ja, jeg kender deres Lidelser; ⁸ og jeg er steget ned for at udfri dem af Ægyptens Hånd og føre dem bort fra dette Land til et godt og vidtstrakt Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning, til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizzitemes, Hivviternes og Jebusiternes Egn. ⁹ Se, nu er Israeliternes Klageskrig nået til mig, og jeg har også set den Trængsel, Ægypterne har bragt over dem. ¹⁰ Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit Folk, Israeliterne, ud af Ægypten!" ¹¹ Men Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulde kunne gå til Farao og føre Israeliterne ud af Ægypten?" ¹² Han svarede: "Jo, jeg vil være med dig! Og dette skal være dig Tegnet på, at det er mig, der har sendt dig: Når du har ført Folket ud af Ægypten, skal I dyrke Gud på dette Bjerg!" ¹³ Men Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til Israeliterne og siger dem, at deres Fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans Navn7" ¹⁴ Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Således skal du sige til Israeliterne: JEG ER har sendt mig til eder!"

¹⁵ Og Gud sagde fremdeles til Moses: "Således skal du sige til Israeliterne: Herren, eders Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til eder; dette er mit Navn til evig Tid, og således skal jeg kaldes fra Slægt til Slægt. ¹⁶ Gå nu hen og kald Israels Ældste sammen og sig til dem: Herren, eders Fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for mig og sagt: Jeg har givet Agt på eder og på, hvad man har gjort imod eder i Ægypten, ¹⁷ og jeg har sat mig for at føre eder ud af Ægyptens Elendighed til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Perizziternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, til et Land, der flyder med Mælk og Honning! ¹⁸ De vil høre på dig, og du skal sammen med Israels Ældste gå til Ægypterkongen, og I skal sige til ham: Herren, Hebræernes Gud, har mødt os, tillad os derfor at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren vor Gud! ¹⁹ Jeg ved vel, at Ægypterkongen ikke vil tillade eder at drage bort uden med Magt; ²⁰ men jeg skal udrække min Hånd og ramme Ægypten med alle mine Undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give eder Lov til at drage af Sted. ²¹ Og jeg vil stemme Ægypterne gunstigt mod dette Folk, så at I, når I drager bort, ikke skal drage bort med tomme Hænder. ²² Enhver Kvinde skal bede sin Naboerske og de Kvinder, som er til Huse hos hende, om Sølv og Guldsmykker og Klæder, og I skal give eders Sønner og Døtre det på. Således skal I tage Bytte fra Ægypterne."

4 Moses svarede; "Hvis de nu ikke tror mig og ikke hører mig, men siger, at Herren ikke har åbenbaret sig for mig?" ² Da sagde Herren til ham: "Hvad har du der i din Hånd?" Han svarede: "En Stav!" ³ Og han sagde: "Kast den til Jorden!" Da kastede han den til Jorden, og den blev til en Slange, og Moses flyede for den. ⁴ Og Herren sagde til Moses: "Ræk Hånden ud og grib den i Halen!" Da rakte han sin Hånd ud, og den blev til en Stav i hans Hånd. ⁵ "For at de nemlig kan tro, at Herren, deres Fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har åbenbaret sig for dig." ⁶ Og Herren sagde fremdeles til ham: "Stik din Hånd ind på Brystet!" Da stak han sin Hånd ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som Sne af Spedalskhed. ⁷ Derpå sagde han: "Stik atter Hånden ind på Brystet!" Så stak han atter Hånden ind på Brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige Legeme. ⁸ "Hvis de nu ikke tror dig og lader sig overbevise af det første Tegn, så vil de tro det sidste; ⁹ men hvis de end ikke tror på disse to Tegn og hører på dig, tag da Vand fra Nilen og hæld det ud på Jorden, så skal Vandet, som du tager fra Nilen, blive til Blod på Jorden."

¹⁰ Men Moses sagde til Herren: "Ak, Herre, jeg er ingen veltalende Mand, jeg var det ikke før og er det heller ikke nu, efter at du har talet til din Tjener, thi jeg har svært ved at udtrykke mig og tale for mig." ¹¹ Da svarede Herren ham: "Hvem har givet Mennesket Mund, og hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, Herren? ¹² Gå derfor kun, jeg vil være med din Mund og lære dig, hvad du skal sige!" ¹³ Men han sagde: "Ak, Herre, send dog enhver anden end mig!" ¹⁴ Da blussede Herrens Vrede op imod Moses, og han sagde: "Har du ikke din Broder Aron, Leviten? Han, ved jeg, kan tale for sig. Han er også allerede på Vej for at møde dig, og han vil glæde sig i sit Hjerte, når han ser dig; ¹⁵ du skal tale til ham og lægge ham Ordene i Munden, så vil jeg være med din og hans Mund og lære eder, hvad I skal gøre. ¹⁶ Han skal tale på dine Vegne til Folket; han skal være din Mund, og du skal være som Gud for ham. ¹⁷ Tag nu i din Hånd denne Stav, som du skal gøre Tegnene med!"

¹⁸ Derefter vendte Moses tilbage til sin Svigerfader Jetro og sagde til ham: "Lad mig vende tilbage til mine Landsmænd i Ægypten og se, om de endnu er i Live!" Og Jetro svarede Mose's: "Drag bort i Fred!" ¹⁹ Da sagde Herren til Moses i Midjan: "Vend tilbage til Ægypten, thi alle de Mænd, der stod dig efter Livet, er døde." ²⁰ Så tog Moses sin Hustru og sin Søn og satte dem på sit Æsel og vendte tilbage til Ægypten; og Moses tog Guds Stav i Hånden. ²¹ Men Herren sagde til Moses: "Når du vender tilbage til Ægypten, så mærk dig dette: Alle de Undergerninger, jeg giver dig Magt til at udføre, skal du gøre for Farao; men jeg vil forhærde hans Hjerte, så han ikke lader Folket rejse. ²² Og da skal du sige til Farao: Så siger Herren: Israel er min førstefødte Søn; ²³ men da jeg sagde til dig: Lad min Søn rejse, for at han kan dyrke mig! da nægtede du at lade ham rejse. Se, jeg dræber din førstefødte Søn!"

²⁴ Men undervejs, i Natteherberget, kom Herren imod ham og vilde dræbe ham. ²⁵ Da greb Zippora en skarp Sten og afskar sin Søns Forhud og berørte hans Blusel dermed, idet hun sagde: "Du er mig en Blodbrudgom!" ²⁶ Så lod han ham i Fred. Ved den Lejlighed brugte hun Ordet "Blodbrudgom" med Hentydning til Omskærelsen.

²⁷ Derpå sagde Herren til Aron: "Gå Moses i Møde i Ørkenen!" Og han gik ud og traf ham ved Guds Bjerg og kyssede ham. ²⁸ Og Moses fortalte Aron om alt, hvad Herren havde pålagt ham, og om alle de Tegn, han havde befalet ham at gøre. ²⁹ Derefter gik Moses og Aron den og kaldte alle Israeliternes Ældste sammen; ³⁰ og Aron fortalte alt, hvad Herren havde sagt til Moses, og denne gjorde Tegnene i Folkets Påsyn. ³¹ Da troede Folket, og da de hørte, at Herren havde givet Agt på Israeliterne og set til deres Elendighed, bøjede de sig og tilbad.

5 Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: "Så siger Herren, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde Højtid for mig i Ørkenen!" ² Men Farao sagde: "Hvem er Herren, at jeg skulde adlyde ham og lade Israeliterne rejse? Jeg kender ikke noget til Herren, og jeg vil heller ikke lade Israeliterne rejse!" ³ De svarede: "Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren. vor Gud, for at han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!" ⁴ Men Ægypterkongen sagde til dem: "Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!" ⁵ Og Farao sagde: "Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!"

⁶ Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over Folket og dets Opsynsmænd: ⁷ "I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke Halm; ⁸ men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til vor Gud! ⁹ Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være optaget deraf og ikke af Løgnetale." ¹⁰ Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket: "Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm; ¹¹ gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders Arbejde bliver der intet eftergivet!" ¹² Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå. ¹³ Men Fogederne trængte på og sagde: "I skal Dag for Dag yde fuldt Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!" ¹⁴ Og Israeliternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: "Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?" ¹⁵ Da gik Israeliternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: "Hvorfor handler du således med din Fræne? ¹⁶ Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit Folk." ¹⁷ Men han svarede: "I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til Herren! ¹⁸ Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I skal levere det samme Antal Teglsten!"

¹⁹ Israeliternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: "Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af Teglsten!" ²⁰ Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, ²¹ sagde de til dem: "Herren se til eder og dømme eder, fordi I har vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd i Hånden til at dræbe os med!" ²² Da vendte Moses sig igen til Herren og sagde: "Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig? ²³ Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!"

6 Men Herren svarede Moses: "Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Med Magt skal han blive tvunget til at lade dem rejse, og med Magt skal han blive tvunget til at drive dem ud af sit Land!" ² Gud talede til Moses og sagde til ham: "Jer er Herren! ³ For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit Navn Herren gav jeg mig ikke til Kende for dem. ⁴ Eftersom jeg har oprettet min Pagt med dem om at skænke dem Kana'ans Land, deres Udlændigheds Land, hvor de levede som fremmede, ⁵ har jeg nu hørt Israeliternes Klageråb over, at Ægypterne holder dem i Trældon, og jeg er kommet min Pagt i Hu. ⁶ Derfor skal du sige til Israeliterne: Jeg er Herren, og jeg vil udfri eder fra det Trællearbejde, Ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres Trældom og udløse eder med udrakt Arm og med vældige Straffedomme; ⁷ og så vil jeg antage eder som mit Folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud, som udfrier eder fra Ægypternes Trællearbejde; ⁸ og jeg vil føre eder til det Land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i Eje. Jeg er Herren!" ⁹ Moses kundgjorde nu dette for Israeliterne; men de hørte ikke på Moses, dertil var deres Modløshed for stor og deres Trællearbejde for hårdt

¹⁰ Da talede Herren til Moses og sagde: ¹¹ "Gå hen og sig til Farao, Ægyptens Konge, at han skal lade Israeliterne drage ud af, sit Land!" ¹² Men Moses sagde for Herrens Åsyn: "Israeliterne har ikke hørt på mig, hvor skulde da Farao gøre det, tilmed da jeg er uomskåren på Læberne?" ¹³ Da talede Herren til Moses og Aron og sendte dem til Farao, Ægyptens Konge, for at føre Israeliterne ud af Ægypten.

¹⁴ Følgende var Overhovederne for deres Fædrenehuse: Rubens, Israels førstefødtes, Sønner var: Hanok, Pallu, Hezron og Harmi; det er Rubens Slægter. ¹⁵ Simeons. Sønner var Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Kana'anæerkvindens Søn Sjaul; det er Simeons Slægter. ¹⁶ Følgende er Navnene på Levis Sønner efter deres Nedstamning: Gerson, Kehat og Merari. Levis Levetid var 137 År. ¹⁷ Gersons Sønner var Libni og Sjimi efter deres Slægter. ¹⁸ Hehats Sønner var Amram, Jizhar, Hebon og Uzziel. Hehats Levetid var 133 År. ¹⁹ Meraris Sønner var Mali og Musji. Det er Levis Slægter efter deres Nedstamning. ²⁰ Amram tog sin Faster Jokebed til Ægte; og hun fødte ham Aron og Moses. Amrams Levetid var 137 År. ²¹ Jizhars Sønner var Hora, Nefeg og Zikri. ²² Uzziels Sønner var Misjael, Elzafan og Sitri. ²³ Aron tog Amminadabs Datter, Nahasjons Søster Elisjeba til Ægte; og hun fødte ham Nadab, Abibu, Eleazar og Itamar. ²⁴ Koras Sønner var Assir, Elkana og Abiasaf; det er Koraiternes Slægter. ²⁵ Arons Søn Eleazar tog en at Putiels Døtre til Ægte; og hun fødte ham Pinehas. Det er Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse efter deres Slægter. ²⁶ Det var Aron og Moses, som Herren sagde til: "Før Israeliterne ud af Ægypten, Hærafdeling for Hærafdeling!" ²⁷ Det var dem, der talte til Farao, Ægyptens Konge, om at føre Israeliterne ud af Ægypten, Moses og Aron.

²⁸ Dengang Herren talede til Moses i Ægypten, ²⁹ talede Herren til Moses således: "Jeg er Herren! Forkynd Farao, Ægyptens Konge, alt, hvad jeg siger dig!" ³⁰ Men Moses sagde for Herrens Åsyn: "Se, jeg er uomskåren på Læberne, hvorledes skulde da Farao ville høre på mig?"

7 Da sagde Herren til Moses: "Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din Broder Aron skal være din Profet. ² Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din Broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade Israeliterne rejse ud af sit Land. ³ Men jeg vil forhærde Faraos Hjerte og derefter gøre mange Tegn og Undere i Ægypten. ⁴ Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min Hånd på Ægypten og føre mine Hærskarer, mit Folk Israeliterne, ud af Ægypten med vældige Straffedomme; ⁵ og når jeg udrækker min Hånd mod Ægypten og fører Israeliterne ud derfra, skal Ægypterne kende, at jeg er Herren." ⁶ Da gjorde Moses og Aron, som Herren pålagde dem. ⁷ Moses var firsindstyve og Aron tre og firsindstyve År gammel, da de talte til Farao.

⁸ Og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ⁹ "Når Farao kræver et Under af eder, sig så til Aron: Tag din Stav og kast den ned foran Farao, så skal den blive til en Slange!" ¹⁰ Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren bød; og da Aron kastede sin Stav foran Farao og hans Tjenere, blev den til en Slange. ¹¹ Men Farao lod som Modtræk Vismændene og Besværgerne kalde, og de, Ægyptens Koglere, gjorde også det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster; ¹² de kastede hver sin Stav, og Stavene blev til Slanger, men Arons Stav opslugte deres Stave. ¹³ Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

¹⁴ Herren sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. ¹⁵ Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden ¹⁶ og sig til ham: Herren, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. ¹⁷ Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, ¹⁸ Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen." ¹⁹ Og Herren sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar." ²⁰ Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; ²¹ Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. ²² Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt. ²³ Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. ²⁴ Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet. ²⁵ Og således gik der syv Dage, efter at Herren havde slået Nilen.

8 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger Herren: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ² Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit Land med Frøer; ³ Nilen skal vrimle af Frøer, og de skal kravle op og trænge ind i dit Hus og dit Sovekammer og på dit Leje og i dine Tjeneres og dit Folks Huse, i dine Bagerovne og dine Dejgtruge; ⁴ ja på dig selv og dit Folk og alle dine Tjenere skal Frøerne kravle op." ⁵ Da sagde Herren til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Hånd med Staven ud over Floderne, Kanalerne og Dammene og få Frøerne til at kravle op over Ægypten!" ⁶ Og Aron rakte sin Hånd ud over Ægyptens Vande. Da kravlede Frøerne op og fyldte Ægypten. ⁷ Men Koglerne gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster og fik Frøerne til at kravle op over Ægypten. ⁸ Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå i Forbøn hos Herren, at han skiller mig og mit Folk af med Frøerne, så vil jeg lade Folket rejse, at de kan ofre til Herren." ⁹ Moses svarede Farao: "Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken Tid skal jeg gå i Forbøn for dig, dine Tjenere og dit Folk om at få Frøerne bort fra dig og dine Huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?" ¹⁰ Han svarede: "I Morgen!" Da sagde han: "Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som Herren vor Gud; ¹¹ Frøerne skal vige bort fra dig, dine Huse, dine Tjenere og dit Folk; kun i Nilen skal de blive tilbage." ¹² Moses og Aron gik nu bort fra Farao, og Moses råbte til Herren om at bortrydde Frøerne, som han havde sendt over Farao; ¹³ og Herren gjorde, som Moses bad: Frøerne døde i Husene, i Gårdene og på Markerne, ¹⁴ og man samlede dem sammen i Dynger, så Landet kom til at stinke deraf. ¹⁵ Men da Farao så, at han havde fået Luft, forhærdede han sit Hjerte og hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt.

¹⁶ Derpå sagde Herren til Moses: "Sig til Aron: Ræk din Stav ud og slå Støvet på Jorden med den, så skal det blive til Myg i hele Ægypten!" ¹⁷ Og de gjorde således; Aron udrakte sin Hånd med Staven og slog Støvet på Jorden dermed. Da kom der Myg over Mennesker og Dyr; alt Støvet på Jorden blev til Myg i hele Ægypten. ¹⁸ Koglerne søgte nu også ved Hjælp af deres hemmelige Kunster at fremkalde Myg, men de magtede det ikke. Og Myggene kom over Mennesker og Dyr. ¹⁹ Da sagde Koglerne til Farao: "Det er Guds Finger!" Men Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt.

²⁰ Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og sig til ham: Så siger Herren: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ²¹ Men hvis du ikke lader mit Folk rejse, se, da sender jeg Bremser over dig, dine Tjenere, dit Folk og dine Huse, og Ægypternes Huse skal blive fulde af Bremser, ja endog Jorden, de bor på; ²² men med Gosens Land, hvor mit Folk bor, vil jeg til den Tid gøre en Undtagelse, så der ingen Bremser kommer, for at du kan kende, at jeg Herren er i Landet; ²³ og jeg vil sætte Skel mellem mit Folk og dit Folk; i Morgen skal dette Tegn ske!" ²⁴ Og Herren gjorde således: Vældige Bremsesværme trængte ind i Faraos og hans Tjeneres Huse og i hele Ægypten, og Landet hærgedes af Bremserne. ²⁵ Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et Offer her i Landet!" ²⁶ Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til Herren vor Gud ofrer vi, hvad der er Ægypterne en Vederstyggelighed; og når vi for Øjnene af Ægypterne ofrer, hvad der er dem en Vederstyggelighed, mon de da ikke stener os? ²⁷ Lad os drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til Herren vor Gud, således som han har pålagt os!" ²⁸ Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til Herren eders Gud i Ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i Forbøn for mig!" ²⁹ Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i Forbøn hos Herren, og Bremserne skal vige bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk i Morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade Folket rejse hen og ofre til Herren!" ³⁰ Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i Forbøn hos Herren. ³¹ Og Herren gjorde, som Moses bad, og Bremserne veg bort fra Farao, hans Tjenere og hans Folk; der blev ikke en eneste tilbage. ³² Men Farao forhærdede også denne Gang sit Hjerte og lod ikke Folket rejse.

9 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao og sig til ham: Så siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ² Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse og bliver ved med at holde dem fast, ³ se, da skal Herrens Hånd komme over dit Kvæg på Marken, over Hestene, Æslerne og Kamelerne, Hornkvæget og Småkvæget med en såre forfærdelig Pest. ⁴ Og Herren skal sætte Skel mellem Israels Kvæget og Ægypterens Kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører Israeliterne." ⁵ Og Herren satte en Tidsfrist, idet han sagde: "I Morgen skal Herren lade dette ske i Landet." ⁶ Den følgende Dag lod Herren det så ske, og alt Ægypternes Kvæg døde, men af Israeliternes Kvæg døde ikke et eneste Dyr. ⁷ Farao sendte da Bud, og se, ikke et eneste Dyr af Israeliternes Kvæg var dødt. Men Faraos Hjerte blev forhærdet, og han lod ikke Folket rejse.

⁸ Derpå sagde Herren til Moses og Aron: "Tag begge eders Hænder fulde af Sod fra Smelteovnen, og Moses skal kaste det i Vejret i Faraos Påsyn! ⁹ Så skal det blive til en Støvsky over hele Ægypten og til Betændelse, der bryder ud i Bylder på Mennesker og Kvæg i hele Ægypten!" ¹⁰ Da tog de Sod fra Smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses kastede det i Vejret; og det blev til Betændelse, der brød ud i Bylder på Mennesker og Kvæg. ¹¹ Og Koglerne kunde ikke holde Stand over for Moses på Grund af Betændelsen, thi Betændelsen angreb Koglerne såvel som alle de andre Ægyptere. ¹² Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt til Moses.

¹³ Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i Morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: Så siger Herren, Hebræernes Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan dyrke mig! ¹⁴ Thi denne Gang vil jeg sende alle mine Plager mod dig selv og mod dine Tjenere og dit Folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele Jorden. ¹⁵ Thi ellers havde jeg nu udrakt min Hånd for at ramme dig og dit Folk med Pest, så du blev udryddet fra Jordens Overflade; ¹⁶ dog derfor har jeg ladet dig blive i Live for at vise dig min Magt, og for at mit Navn kan blive forkyndt på hele Jorden. ¹⁷ Endnu stiller du dig i Vejen for mit Folk og vil ikke lade det rejse. ¹⁸ Se, jeg lader i Morgen ved denne Tid et frygteligt Haglvejr bryde løs, hvis Lige ikke har været i Ægypten, fra den Dag det blev til og indtil nu. ¹⁹ Derfor må du sørge for at bringe dit Kvæg og alt, hvad du har på Marken, i Sikkerhed! Thi alle Mennesker og Dyr, der befinder sig på Marken og ikke er kommet under Tag, skal rammes af Haglen og omkomme." ²⁰ De blandt Faraos Tjenere, der frygtede Herrens Ord, bragte nu deres Trælle og Kvæg under Tag; ²¹ men de, der ikke lagde sig Herrens Ord på Hjerte, lod deres Trælle og Kvæg blive ude på Marken. ²² Da sagde Herren til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der falde Hagl i hele Ægypten på Mennesker og Dyr og på alle Markens Urter i Ægypten!" ²³ Da rakte Moses sin Stav op mod Himmelen, og Herren sendte Torden og Hagl; Ild for ned mod Jorden, og Herren lod Hagl falde over Ægypten; ²⁴ og der kom et Haglvejr, med Ildsluer flammende mellem Haglen, så voldsomt, at dets Lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; ²⁵ og i hele Ægypten slog Haglen alt ned, hvad der var på Marken, både Mennesker og Kvæg, og alle Markens Urter slog Haglen ned, og alle Markens Træer knækkede den; ²⁶ kun i Gosen, hvor Israeliterne boede, faldt der ikke Hagl.

²⁷ Da sendte Farao Bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne Gang har jeg syndet; Herren har Ret, og jeg og mit Folk har Uret; ²⁸ gå i Forbøn hos Herren, at det nu må være nok med Guds Torden og Haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!" ²⁹ Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af Byen, skal jeg udbrede mine Hænder mod Herren; så skal Tordenen høre op, og Haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at Jorden tilhører Herren." ³⁰ Dog, jeg ved, at du og dine Tjenere endnu ikke frygter for Gud Herren." ³¹ Hørren og Byggen blev slået ned, thi Byggen stod i Aks, og Hørren i Blomst; ³² derimod blev Hveden og Spelten ikke slået ned, thi de modnes senere. ³³ Da Moses var gået bort fra Farao og var kommet ud af Byen, udbredte han sine Hænder mod Herren, og da hørte Tordenen og Haglen op, og Regnen strømmede ikke mere ned. ³⁴ Men da Farao så, at Regnen, Haglen og Tordenen var hørt op, fremturede han i sin Synd, og han og hans Tjenere forhærdede deres Hjerte. ³⁵ Faraos Hjerte blev forhærdet, så at han ikke lod Israeliterne rejse, således som Herren havde sagt ved Moses.

10 Derpå sagde Herren til Moses: "Gå til Farao! Thi jeg har forhærdet hans og hans Tjeneres Hjerte, at jeg kan komme til at gøre disse mine Tegn iblandt dem, ² for at du må kunne fortælle din Søn og din Sønnesøn, hvorledes jeg handlede med Ægypterne, og om de Tegn, jeg gjorde iblandt dem; så skal I kende, at jeg er Herren." ³ Da gik Moses og Aron til Farao og sagde til ham: "Så siger Herren, Hebræernes Gud: Hvor længe vil du vægre dig ved at ydmyge dig for mig? Lad mit Folk rejse, at de kan dyrke mig! ⁴ Men hvis du vægrer dig ved at lade mit Folk rejse, se, da vil jeg i Morgen sende Græshopper over dine Landemærker, ⁵ og de skal skjule Landets Overflade, så man ikke kan se Jorden, og opæde Resten af det, som er blevet tilovers for eder efter Haglen, og opæde alle eders Træer, som gror på Marken; ⁶ og de skal fylde dine Huse og alle dine Tjeneres og alle Ægypternes Huse således, at hverken dine Fædre eller dine Fædres Fædre nogen Sinde har oplevet Mage dertil, fra den Dag de kom til Verden og indtil denne Dag!" Dermed vendte han sig bort og forlod Farao. ⁷ Men Faraos Tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne Mand styrte os i Ulykke? Lad dog disse Mennesker rejse og lad dem dyrke Herren deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går til Grunde?" ⁸ Moses og Aron blev nu hentet tilbage til Farao, og han sagde til dem: "Drag af Sted og dyrk Herren eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af Sted?" ⁹ Moses svarede: "Med vore Børn og vore gamle vil vi drage af Sted, med vore Sønner og vore Døtre, vort Småkvæg og vort Hornkvæg vil vi drage af Sted, thi vi skal fejre Herrens Højtid." ¹⁰ Da sagde han til dem: "Herren være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders Kvinder og Børn! Der ser man, at I har ondt i Sinde! ¹¹ Nej men I Mænd kan drage bort og dyrke Herren; det var jo det, I ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao. ¹² Da sagde Herren til Moses: "Ræk din Hånd ud over Ægypten og få Græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i Landet, alt, hvad Haglen har levnet!" ¹³ Moses rakte da sin Stav ud over Ægypten, og Herren lod en Østenstorm blæse over Landet hele den Dag og den påfølgende Nat; og da det blev Morgen, førte Østenstormen Græshopperne med sig. ¹⁴ Da kom Græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens Område i uhyre Mængder; aldrig før havde der været så mange Græshopper, og ingen Sinde mere skal der komme så mange. ¹⁵ Og de skjulte hele Jordens Overflade, så Jorden blev sort af dem, og de opåd alt, hvad der voksede i Landet, og alle Træfrugter, alt, hvad Haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage på Træerne eller på Markens Urter i hele Ægypten. ¹⁶ Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: "Jeg har syndet mod Herren eders Gud og mod eder! ¹⁷ Men tilgiv mig nu min Synd denne ene Gang og gå i Forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende Plage fra mig!" ¹⁸ Da gik Moses bort fra Farao og bad til Herren. ¹⁹ Og Herren lod Vinden slå om til en voldsom Vestenvind, som tog Græshopperne og drev dem ud i det røde Hav, så der ikke blev en eneste Græshoppe tilbage i hele Ægyptens Område. ²⁰ Men Herren forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne rejse.

²¹ Derpå sagde Herren til Moses: "Ræk din Hånd op mod Himmelen, så skal der komme et Mørke over Ægypten, som man kan tage og føle på!" ²² Da rakte Moses sin Hånd op mod Himmelen, og der kom et tykt Mørke i hele Ægypten i tre Dage; ²³ den ene kunde ikke se den anden, og ingen flyttede sig af Stedet i tre Dage; men overalt, hvor Israeliterne boede, var det lyst. ²⁴ Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk Herren. Dog skal eders Småkvæg og Hornkvæg blive tilbage, men eders Kvinder og Børn må I tage med." ²⁵ Men Moses sagde: "Du må også overlade os Slagtofre og Brændofre, som vi kan bringe Herren vor Gud; ²⁶ også vore Hjorde må vi have med, ikke en Klov må blive tilbage, thi dem har vi Brug for, når vi skal dyrke Herren vor Gud, og vi ved jo ikke,hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til Stedet." ²⁷ Da forhærdede Herren Faraos Hjerte, så han nægtede at lade dem rejse. ²⁸ Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for Øje mere; thi den Dag du kommer mig for Øje, er du dødsens!" ²⁹ Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for Øje!"

11 Derpå sagde Herren til Moses: "Een Plage endnu vil jeg lade komme over Farao og Ægypterne, og efter den skal han lade eder rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har, skal han endog drive eder herfra! ² Sig nu til Folket, at hver Mand skal bede sin Nabo, og hver Kvinde sin Naboerske om Sølv og Guld smykker!" ³ Og Herren stemte Ægypterne gunstigt imod Folket, og desuden var den Mand Moses højt anset i Ægypten både hos Faraos Tjenere og hos Folket. ⁴ Moses sagde: "Så siger Herren: Ved Midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, ⁵ og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans Trone, til den førstefødte hos Trælkvinden, der arbejder ved Håndkværnen, og alt det førstefødte af Kvæget. ⁶ Da skal der i hele Ægypten lyde et Klageskrig så stort, at dets Lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres. ⁷ Men end ikke en Hund skal bjæffe ad nogen af Israeliterne, hverken ad Folk eller Fæ for at du kan kende, at Herren gør Skel mellem Ægypterne og Israel. ⁸ Da skal alle dine Tjenere der komme ned til mig og kaste sig til Jorden for mig og sige: Drag dog bort med alt det Folk, der følger dig! Og så vil jeg drage bort !" Og han gik ud fra Farao med fnysende Vrede. ⁹ Men Herren sagde til Moses: "Farao skal ikke høre på eder, for at mine Undergerninger kan blive talrige i Ægypten." ¹⁰ Og Moses og Aron gjorde alle disse Undergerninger i Faraos Påsyn, men Herren forhærdede Faraos Hjerte, så han ikke lod Israeliterne drage ud af sit Land.

12 Derpå talede Herren til Moses og Aron i Ægypten og sagde: ² "Denne Måned skal hos eder være Begyndelsesmåneden, den skal hos eder være den første af Årets Måneder. ³ Tal til hele Israels Menighed og sig: På den tiende Dag i denne Måned skal hver Familiefader tage et Lam, et Lam for hver Familie. ⁴ Og dersom en Familie er for lille til et Lam, skal han sammen med sin nærmeste Nabo tage et Lam, svarende til Personernes Antal; hvor mange der skal være om et Lam, skal I beregne efter. hvad hver enkelt kan spise. ⁵ Det skal være et lydefrit, årgammelt Handyr, og I kan tage det enten blandt Fårene eller Gederne. ⁶ I skal have det gående til den fjortende Dag i denne Måned, og hele Israels Menigheds Forsamling skal slagte det ved Aftenstid. ⁷ Og de skal tage noget af Blodet og stryge det på de to Dørstolper og Overliggeren i de Huse, hvor I spiser det. ⁸ I skal spise Kødet samme Nat, stegt over Ilden, og I skal spise usyret Brød og bitre Urter dertil. ⁹ I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i Vand, men kun stegt over Ilden, og Hoved, Ben og Indmad må ikke være skilt fra. ¹⁰ I må intet levne deraf til næste Morgen, men hvad der bliver tilovers deraf til næste Morgen, skal I brænde. ¹¹ Og når I spiser det, skal I have Bælte om Lænden ,Sko på Fødderne og Stav i Hånden, og I skal spise det i største Hast. Det er Påske for Herren. ¹² I denne Nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt Folk og Fæ; og over alle Ægyptens Guder vil jeg holde Dom. Jeg er Herren! ¹³ Men for eder skal Blodet på Husene, hvor I er, tjene som Tegn, og jeg vil se Blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende Slag skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.

¹⁴ Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en Højtid for Herren, Slægt efter Slægt; som en evig gyldig Ordning skal I fejre den. ¹⁵ I syv Dage skal I spise usyret Brød. Straks den første Dag skal I skaffe al Surdejg bort af eders Huse; thi hver den, som spiser noget syret fra den første til den syvende Dag, det Menneske skal udryddes af Israel. ¹⁶ På den første dag skal I holde Højtidsstævne og ligeledes på den syvende Dag. Intet Arbejde må udføres på dem; kun det, enhver behøver til Føde, det og intet andet må I tilberede. ¹⁷ I skal holde det usyrede Brøds Højtid, thi på denne selv samme Dag førte jeg eders Hærskarer ud af Ægypten, derfor skal I højtideligholde denne Dag i alle kommende Slægtled som en evig gyldig Ordning. ¹⁸ På den fjortende Dag i den første Måned om Aftenen skal I spise usyret Brød og vedblive dermed indtil Månedens en og tyvende Dag om Aftenen. ¹⁹ I syv Dage må der ikke findes Surdejg i eders Huse, thi hver den, som spiser noget syret, det Menneske skal udryddes af Israels Menighed, de fremmede så vel som de indfødte i Landet. ²⁰ I må ikke nyde noget som helst syret; hvor I end bor, skal I spise usyret Brød."

²¹ Da kaldte Moses alle Israels Ældste sammen og sagde til dem: "Gå ud og hent eder Småkvæg til eders Familier og slagt Påskeofferet; ²² og tag eder Ysopkoste, dyp dem i Blodet i Fadet og stryg noget deraf på Overliggeren og de to Dørstolper; og ingen af eder må gå ud af sin Husdør før i Morgen. ²³ Thi Herren vil gå omkring og slå Ægypterne, og når han da ser Blodet på Overliggeren og de to Dørstolper, vil han gå Døren forbi og ikke give Ødelæggeren Adgang til eders Huse for at slå eder. ²⁴ Dette skal I varetage som en Anordning, der gælder for dig og dine Børn til evig Tid. ²⁵ Og når I kommer til det Land, Herren vil give eder, således som han har forjættet, så skal I overholde denne Skik. ²⁶ Når da eders Børn spørger eder: Hvad betyder den Skik, I der har? ²⁷ så skal I svare: Det er Påskeoffer for Herren, fordi han gik Israeliternes Huse forbi i Ægypten, dengang han slog Ægypterne, men lod vore Huse urørte!" Da bøjede Folket sig og tilbad. ²⁸ Og Israeliterne gik hen og gjorde, som Herren havde pålagt Moses og Aron.

²⁹ Men ved Midnatstid ihjelslog Herren alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulde arve hans Trone, til den førstefødte hos Fangen, der sad i Fangehullet, og alt det førstefødte af Kvæget. ³⁰ Da stod Farao op om Natten tillige med alle sine Tjenere og alle Ægypterne, og der lød et højt Klageskrig i Ægypten, thi der var intet Hus, hvor der ikke fandtes en død. ³¹ Og han lod Moses og Aron kalde om Natten og sagde: "Bryd op og drag bort fra mit Folk, I selv og alle Israeliterne, og drag ud og dyrk Herren, som I har forlangt. ³² Tag også eders Småkvæg og Hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort; og bed også om Velsignelse for mig!" ³³ Og Ægypterne trængte på Folket for at påskynde deres Afrejse fra Landet, thi de sagde: "Vi mister alle Livet!" ³⁴ Og , Folket tog deres Dejg med sig, før den var syret, og de bar Dejtrugene på Skulderen, indsvøbte i deres Kapper. ³⁵ Men Israeliterne havde gjort, som Moses havde sagt, og bedt Ægypterne om Sølv og Guldsmykker og om Klæder; ³⁶ og Herren havde stemt Ægypterne gunstigt mod Folket, så de havde givet dem, hvad de bad om. Således tog de Bytte fra Ægypterne.

³⁷ Så brød Israeliterne op fra Rameses til Sukkot, henved 600.000 Mand til Fods foruden Kvinder og Børn. ³⁸ Desuden fulgte en stor Hob sammenløbet Folk med og dertil Småkvæg og Hornkvæg, en vældig Mængde Kvæg. ³⁹ Og af den Dejg, de havde bragt med fra Ægypten, bagte de usyret Brød; den var nemlig ikke syret, de var jo drevet ud af Ægypten uden at få Tid til noget; de havde ikke engang tilberedt sig Tæring til Rejsen. ⁴⁰ Den Tid, Israeliterne havde boet i Ægypten, udgjorde 430 År. ⁴¹ Netop på den Dag da de 430 År var til Ende, drog alle Herrens Hærskarer ud af Ægypten. ⁴² En Vågenat var det for Herren, i hvilken han vilde føre dem ud af Ægypten. Den Nat er viet Herren, en Vågenat for alle Israeliterne, Slægt efter Slægt.

⁴³ Herren sagde til Moses og Aron: "Dette er Ordningen angående Påskelammet: Ingen fremmed må spise deraf. ⁴⁴ Men enhver Træl, der er købt for Penge, må spise deraf, såfremt du har fået ham omskåret. ⁴⁵ Ingen indvandret eller Daglejer må spise deraf. ⁴⁶ Det skal spises i et og samme Hus, og intet af Kødet må bringes ud af Huset; I må ikke sønderbryde dets Ben. ⁴⁷ Hele Israels Menighed skal fejre Påsken. ⁴⁸ Dersom en fremmed bor som Gæst hos dig og vil fejre Påske for Herren, da skal alle af Mandkøn hos ham omskæres; så må han være med til at fejre den, og han skal være ligestillet med den indfødte i Landet; men ingen uomskåren må spise deraf. ⁴⁹ En og samme Lov skal gælde for den indfødte i Landet og for den fremmede, der bor som Gæst hos eder."

⁵⁰ Og Israeliterne gjorde, som Herren havde pålagt Moses og Aron. ⁵¹ På denne selv samme Dag førte Herren Israeliterne ud af Ægypten, Hærskare for Hærskare.

13 Og Herren talede til Moses og sagde: ² "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner Moders Liv hos Israeliterne både af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!"

³ Og Moses sagde til Folket: "Kom denne Dag i Hu, på hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte Herren eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød. ⁴ I Dag vandrer I ud, i Abib Måned. ⁵ Når nu Herren fører dig til Kana'anæernes, Hetiternes, Amoriternes, Hivviternes og Jebusiternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned. ⁶ I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal der være Højtid for Herren. ⁷ I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken findes syret Brød eller Surdejg hos dig nogetsteds inden dine Landemærker. ⁸ Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad Herren gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten! ⁹ Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, for at Herrens Lov må være i din Mund, thi med stærk Hånd førte Herren dig ud af Ægypten. ¹⁰ Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, År efter År. ¹¹ Og når Herren fører dig til Kana'anæernes Land, således som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det, ¹² da skal du overlade Herren alt, hvad der åbner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er et Handyr, skal tilhøre Herren. ¹³ Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse. ¹⁴ Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Hånd førte Herren os ud af Ægypten, af Trællehuset; ¹⁵ og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog Herren alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og Fæ; derfor ofrer vi Herren alt, hvad der åbner Moders Liv, for så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi! ¹⁶ Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte Herren os ud af Ægypten."

¹⁷ Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: "Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten." ¹⁸ Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israeliterne drog nu væbnede ud af Ægypten. ¹⁹ Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: "Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!" ²⁰ De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen. ²¹ Men Herren vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat. ²² Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

14 Og Herren talede til Moses og sagde: ² "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet. ³ Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde; ⁴ og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren!" Og de gjorde således.

⁵ Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!" ⁶ Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig; ⁷ han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere. ⁸ Og Herren forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn. ⁹ Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon. ¹⁰ Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til Herren; ¹¹ og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? ¹² Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen." ¹³ Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se Herrens Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere. ¹⁴ Herren skal stride for eder, men I skal tie!"

¹⁵ Da sagde Herren til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op! ¹⁶ Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund. ¹⁷ Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere, ¹⁸ og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."

¹⁹ Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem ²⁰ og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.

²¹ Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og Herren drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig. ²² Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. ²³ Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet. ²⁴ Men ved Morgenvagtens Tid skuede Herren fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden; ²⁵ og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem imod Ægypten!"

²⁶ Men Herren sagde til Moses: "Ræk din Hånd ud over Havet, så skal Vandet vende tilbage over Ægypterne, deres Vogne og Ryttere!" ²⁷ Da rakte Moses sin Hånd ud over Havet; og Havet vendte tilbage til sit sædvanlige Leje ved Morgenens Frembrud, medens de flygtende Ægyptere kom lige imod det, og Herren drev Ægypterne midt ud i Havet. ²⁸ Da vendte Vandet tilbage og overskyllede Vognene og Rytterne i hele Faraos Krigsmagt, som havde forfulgt dem ud i Havet; ikke en eneste af dem blev tilbage. ²⁹ Men Israeliterne var gået gennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. ³⁰ Og Herren frelste på den dag Israel af Ægypternes Hånd, og Israel så Ægypterne ligge døde ved Havets Bred. ³¹ Da så Israel den Stordåd, Herren havde udført mod Ægypterne; og Folket frygtede Herren, og de troede på Herren og på hans Tjener Moses.

15 Ved den Lejlighed sang Moses og Israeliterne denne Sang for Herren: Jeg vil synge for Herren, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! ² Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. ³ Herren er en Krigshelt, Herren er hans Navn!

⁴ Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav, ⁵ Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet. ⁶ Din højre, Herre, er herlig i Kraft, din højre, Herre, knuser Fjenden. ⁷ I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå. ⁸ Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet. ⁹ Fjenden tænkte: "Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem." ¹⁰ Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande.

¹¹ Hvo er som du blandt Guder, Herre, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger! ¹² Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem. ¹³ Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig. ¹⁴ Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. 15Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet. ¹⁶ Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o Herre, til Folket, du vandt dig, var nået frem. 17du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, Herre, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted. ¹⁸ Herren er Konge i al Evighed!