Bible in 90 Days

¹² „Jeg ved godt, hvad den drøm betyder,” sagde Josef. „De tre grene betyder tre dage. ¹³ Inden tre dage vil Farao føre dig ud af fængslet og give dig dit gamle job tilbage, så du igen rækker ham bægeret som før, da du var hans mundskænk. ¹⁴ Når det så går dig godt igen, vil jeg bede dig om at huske mig og lægge et godt ord ind for mig hos Farao, så jeg kan komme ud herfra. ¹⁵ Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg blev kidnappet fra hebræernes land, og her i Egypten har jeg heller ikke gjort noget, man kunne sætte mig i fængsel for.”

¹⁶ Da hofbageren hørte den positive tydning af den første drøm, fortalte han også sin drøm til Josef. „I drømmen bar jeg tre kurve med brød på hovedet,” sagde han. ¹⁷ „I den øverste kurv var der alle mulige slags bagværk til Faraos bord, men fuglene kom og spiste det hele!”

¹⁸ „Nu skal jeg sige dig, hvad den drøm betyder,” sagde Josef. „De tre kurve betyder tre dage. ¹⁹ Inden tre dage vil Farao føre dig ud af fængslet—men så vil han hugge hovedet af dig og hænge dig op på en pæl, så fuglene kan komme og æde din krop.”

²⁰ To^[a] dage efter var det Faraos fødselsdag, og han holdt en fest for sine hoffolk. Da lod han sin mundskænk og sin hofbager komme ud fra fængslet. ²¹ Mundskænken fik sit tidligere embede tilbage, så han igen rakte Farao bægeret. ²² Men bageren lod han henrette, som Josef havde forudsagt. ²³ Mundskænken glemte imidlertid alt om Josef i fængslet.

Josef tyder Faraos drømme

41 To år senere drømte Farao en nat, at han stod på Nilens bred. ² Pludselig kom der syv smukke og fede køer op af floden og gav sig til at græsse på flodbredden. ³ Derefter kom der endnu syv køer op af floden, men de var grimme og magre. De stillede sig ved siden af de syv første køer på flodbredden, ⁴ og de syv grimme og magre køer åd de syv smukke og fede køer. I samme øjeblik vågnede Farao.

⁵ Lidt efter faldt han igen i søvn og havde en anden drøm. Denne gang så han syv fulde og modne aks vokse frem på et og samme strå. ⁶ Pludselig voksede der syv aks mere frem på strået, men de var tynde og helt indtørrede af østenvinden. ⁷ De visne aks opslugte de fulde aks. Da vågnede Farao og blev klar over, at han havde drømt noget betydningsfuldt.

⁸ Drømmene bekymrede ham, så om morgenen sendte han bud efter alle Egyptens vise mænd og drømmetydere og fortalte dem, hvad han havde drømt. Men ingen af dem kunne tyde drømmene for ham. ⁹ Da tog mundskænken ordet: „Jeg er kommet i tanker om noget, der skete for længe siden,” sagde han til Farao. ¹⁰ „Dengang du var vred på hofbageren og mig og kastede os i fængsel, ¹¹ da skete det en nat, at både bageren og jeg havde en drøm, og begge drømme havde en betydning. ¹² I fængslet var der en ung hebræisk slave, som arbejdede for livvagtens øverstbefalende. Ham fortalte vi vores drømme, og han tydede dem for os. ¹³ Og det gik nøjagtig, som han sagde: Jeg fik mit gamle job tilbage, og hofbageren blev henrettet.”

¹⁴ Farao sendte straks bud efter Josef. Han blev hurtigt taget ud af fængslet, blev barberet og fik pænt tøj på. Så blev han ført frem for Farao. ¹⁵ „I nat havde jeg en drøm,” begyndte Farao. „Ingen af de her mænd kan tyde den, men jeg har hørt, at du kun behøver at høre en drøm, så kan du tyde den.”

¹⁶ „Jeg kan ikke tyde drømme,” svarede Josef, „men Gud vil åbenbare for Farao, hvad drømmen betyder.”

¹⁷ Så fortalte Farao ham sin drøm. „Jeg stod ved Nilens bred,” sagde han. ¹⁸ „Pludselig så jeg syv fede og velplejede køer stige op af floden, og de begyndte straks at græsse på bredden. ¹⁹ Bagefter steg der syv magre og forsømte køer op af floden, de var så radmagre, at jeg aldrig har set noget lignende i hele Egypten. ²⁰ Og de magre og grimme køer åd de syv fede køer, ²¹ men da de havde ædt dem, var de stadig lige magre. Så vågnede jeg.”

²² „Lidt senere havde jeg endnu en drøm,” fortsatte Farao. „Denne gang så jeg syv fulde og modne aks på et og samme strå. ²³ Men lidt efter skød der syv tynde og visne aks frem på strået, helt udtørrede af østenvinden. ²⁴ Og de visne aks opslugte de fulde aks. Jeg har fortalt de to drømme til drømmetyderne, men ingen af dem kunne tyde dem for mig.”

²⁵ „Begge drømme betyder det samme,” sagde Josef. „Gennem dem har Gud ladet Farao vide, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid. ²⁶ De syv fede køer og de syv fulde aks svarer til hinanden. De betyder syv gode år. ²⁷ De syv magre køer og de syv visne aks svarer ligeledes til hinanden. De betyder syv år med hungersnød. ²⁸ Som jeg sagde før, har Gud med disse drømme afsløret for Farao, hvad han vil gøre i den nærmeste fremtid: ²⁹ I de næste syv år vil hele Egypten opleve stor overflod, ³⁰ men bagefter kommer der en syvårig periode med hungersnød, og man vil glemme, at der var overflod i Egypten. Hungersnøden vil hærge hele jorden. ³¹ Man vil glemme overfloden, fordi hungersnøden bliver så hård. ³² At Farao drømte to gange, betyder, at Guds beslutning står fast og at det, han har vist Farao, snart vil ske. ³³ Derfor vil jeg foreslå, at Farao finder en klog og dygtig mand og lader ham administrere et landsomfattende projekt. ³⁴ Udnævn derefter embedsmænd i alle distrikter med ansvar for at indsamle en femtedel af alt høstudbyttet i de syv gode år. ³⁵ Lad dem indsamle høstudbyttet og oplagre det i de aflåste kongelige kornmagasiner i byerne. ³⁶ På den måde vil der være nok at spise, når de syv års hungersnød kommer over Egypten, og en sultkatastrofe kan afværges.”

Josef bliver guvernør i Egypten

³⁷ Farao og hans embedsmænd syntes godt om Josefs forslag, ³⁸ og Farao udbrød: „Hvem er vel bedre egnet til opgaven end Josef? Han er jo fyldt med Guds Ånd!” ³⁹ Så vendte Farao sig mod Josef og sagde: „Siden Gud har åbenbaret drømmenes betydning for dig, må du være den klogeste mand i landet. ⁴⁰ Derfor giver jeg dig ansvar for mit palads og udnævner dig til at lede det store projekt. Dit ord skal være lov i Egypten. Kun jeg selv skal stå over dig. ⁴¹ Jeg gør dig hermed til guvernør og øverste leder for hele Egypten.” ⁴² Så tog Farao sin signetring af og satte den på Josefs finger som et tegn på hans autoritet. Han gav ham også smukke klæder og hængte den kongelige guldkæde om hans hals. ⁴³ Farao gav ham tilmed sin næstbedste vogn at køre i. Hvor som helst Josef kom frem, blev der råbt: „Giv plads!”^[b]

Således gjorde Farao Josef til øverste leder i Egypten, ⁴⁴ og han sagde til ham: „Jeg, Farao, konge af Egypten, sværger herved, at ingen i hele Egypten må foretage sig noget som helst uden din tilladelse.” ⁴⁵ Farao gav ham også et egyptisk navn: Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til kone. Hun var en datter af Potifera, der var præst for solguden Ra i Heliopolis. Josef fik således ansvar for hele Egypten. ⁴⁶ Han var 30 år gammel, da han kom i kong Faraos tjeneste, og han rejste omkring i hele Egypten for at inspicere landet.

⁴⁷ De følgende syv år var der ganske rigtigt rekordhøst over alt i Egypten. ⁴⁸ I løbet af de syv år tog Josef en del af alt, hvad der blev høstet i Egypten, og oplagrede det i de kongelige kornmagasiner i byerne. ⁴⁹ Som årene gik, fyldtes kornmagasinerne til overflod. Der var så meget korn, som der er sand på stranden, så til sidst opgav man helt at holde regnskab med, hvor meget der var.

⁵⁰ I den periode—altså inden hungersnøden kom—fik Josef og Asenat, præsten Potiferas datter, to sønner. ⁵¹ Josef kaldte sin ældste søn Manasse,^[c] for han sagde: „Gud har ladet mig glemme min familie og al min ulykke.” ⁵² Sin anden søn kaldte han Efraim,^[d] for han sagde: „Gud har gjort mig rig her i det land, hvor jeg har lidt så meget.”

⁵³ Så endte de syv overflodsår, ⁵⁴ og hungersnødens syv år begyndte, nøjagtig som Josef havde forudsagt. Hungersnøden ramte alle lande, men i Egypten var der masser af korn i reservelagrene. ⁵⁵ Da nu egypterne begyndte at sulte, bad de Farao om mad. Men Farao sagde: „Henvend jer til Josef, og gør som han siger.”

⁵⁶ Så da hungersnøden blev rigtig alvorlig, åbnede Josef for kornmagasinerne og solgte korn til egypterne. ⁵⁷ Også folk fra de omliggende lande kom til Egypten for at købe korn af Josef, for der var streng hungersnød i hele verden.

Josefs brødre kommer til Egypten

42 Da Jakob hørte, at det var muligt at købe korn i Egypten, sagde han til sine sønner: „Hvad venter I på? ² Det siges, at der kan købes korn i Egypten. Se at komme af sted og køb noget, inden vi sulter ihjel.”

³ Så tog Josefs ti ældre brødre af sted for at købe korn i Egypten, ⁴ men Jakob ville ikke lade Josefs yngre bror, Benjamin, rejse med af frygt for, at der skulle ske ham noget undervejs. ⁵ Således kom Jakobs sønner til Egypten sammen med mange andre, for hungersnøden havde ramt hele Kana’ans land. ⁶ Siden Josef var guvernør i landet og havde ansvar for kornsalget, var det ham, brødrene opsøgte. De bøjede sig for Josef med ansigtet mod jorden. ⁷ Øjeblikkelig genkendte Josef sine brødre, men han lod som ingenting, og de genkendte ikke ham.

„Hvor kommer I fra?” spurgte han barsk.

„Fra Kana’ans land,” svarede de. „Vi er kommet for at købe korn.”

^8-9 Da Josef nu stod ansigt til ansigt med sine brødre, huskede han de drømme, han havde haft for mange år siden. „I er spioner, der er kommet for at se, hvor landets forsvar er svagest,” sagde han skarpt.

¹⁰ „Nej, nej, herre,” bedyrede de. „Vi er bare kommet for at købe korn! ¹¹ Vi er brødre, og vi er ærlige folk. Vi er aldeles ikke spioner.”

¹² „Jo, I er!” blev Josef ved. „I er kun ude på at finde hullerne i vores forsvar.”

¹³ „Herre,” forsikrede de, „vi er 12 brødre, og vores far bor i Kana’ans land. De ti af os står her foran Dem. Vores yngste bror er hjemme hos sin far, og en af vores brødre lever ikke mere.”

¹⁴ Men Josef holdt på sit. „Som jeg allerede har sagt, er jeg sikker på, at I er spioner. ¹⁵ Men det skal jeg nok få opklaret. Så sandt Farao lever, får I ikke lov at forlade Egypten, før jeres yngste bror står her lyslevende foran mig. ¹⁶ En af jer kan tage hjem og hente ham, men resten af jer beholder jeg som gidsler i fængslet. Så vil det vise sig, om I har talt sandt eller ej. Hvis det viser sig, at I slet ikke har nogen yngre bror, ved jeg, at I er spioner.” ¹⁷ Så lod han dem alle sætte i fængsel i tre dage.

¹⁸ På tredjedagen sagde Josef til dem: „Jeg er en gudfrygtig mand. Hvis I vil beholde livet, så gør, hvad jeg siger. ¹⁹ Jeg vil nøjes med at beholde én af jer her i fængslet. Resten af jer kan tage hjem med korn til jeres familier. ²⁰ Men I skal hente jeres yngre bror, så jeg har bevis for, at I har talt sandt. Så ved jeg, at I ikke er spioner, som fortjener døden.” Det forslag gik brødrene ind på.

²¹ Mens de nu diskuterede sagen indbyrdes, sagde en af brødrene: „Det her kan vi takke os selv for! Det er straffen for det, vi i sin tid gjorde imod Josef. Vi så hans fortvivlelse og angst, mens han bønfaldt os, men vi ville ikke høre efter.”

²² „Sagde jeg ikke dengang, at I ikke måtte gøre ham fortræd?” indvendte Ruben. „Men I ville jo ikke høre på mig. Nu skal vi dø, fordi vi var skyld i hans død.”

²³ Brødrene havde ingen anelse om, at Josef forstod alt, hvad de sagde, for han havde talt med dem ved hjælp af tolk. ²⁴ Nu forlod han dem et øjeblik, fordi han blev så bevæget, at han var begyndt at græde. Da han senere kom tilbage, udpegede han Simeon til gidsel og lod ham binde for øjnene af dem.

²⁵ Josef befalede nu sine tjenere at fylde mændenes sække med korn og i al hemmelighed at lægge hver enkelt mands betaling tilbage øverst i sækken. Han sørgede også for, at brødrene fik rejseproviant. ²⁶ Så læssede de kornsækkene på æslerne og begyndte hjemturen. ²⁷ Da de standsede for at overnatte, og en af brødrene åbnede sin sæk for at tage foder til æslerne, så han, at pengene lå oven i sækken!

²⁸ „Se!” råbte han til brødrene. „Mine penge ligger oven i sækken!” De blev rædselsslagne. „Hvad har Gud dog gjort imod os?” spurgte de hinanden.

²⁹ Da de kom tilbage til deres far i Kana’ans land fortalte de ham hele historien.

³⁰ „Manden, som administrerer landet, talte hårde ord til os,” forklarede de. „Han anså os for at være spioner og smed os i fængsel. ³¹ Men vi sagde til ham: ‚Vi er ærlige folk og ikke spioner. ³² I alt var vi 12 brødre med samme far, men en bror lever ikke mere, og den yngste er hjemme hos sin far i Kana’ans land.’ ³³ Manden svarede os: ‚Jeg skal nok finde ud af, om I taler sandt: En af jer skal blive her hos mig, mens I andre tager jeres korn og rejser hjem til jeres familier. ³⁴ Hent så jeres yngste bror og kom tilbage til mig, så jeg kan afgøre, om I er spioner eller ærlige folk. Hvis I kan bevise, at I taler sandt, skal I få jeres bror tilbage, og I skal få lov til at komme og købe så meget korn, I vil.’ ”

³⁵ Brødrene tømte nu deres sække. Men da de så, at oven i hver sæk lå posen med pengene, de havde betalt for kornet, blev både de og deres far grebet af rædsel.

³⁶ „I har berøvet mig mine børn!” klagede Jakob. „Josef er død! Simeon er væk! Og nu vil I også tage Benjamin fra mig! Jeg kan ikke klare mere modgang!”

³⁷ Men Ruben svarede: „Du må dræbe begge mine sønner, hvis Benjamin ikke kommer hjem igen. Jeg påtager mig det fulde ansvar for ham.”

³⁸ „Nej,” indvendte Jakob, „min yngste søn får ikke lov til at rejse med jer. Hans bror Josef er allerede død, og Benjamin er den eneste, der er tilbage efter sin mor. Sker der noget med ham, dør jeg af sorg.”

Benjamin kommer med til Egypten

43 Imidlertid fortsatte hungersnøden i Kana’ans land, ² så da kornet, som Josefs brødre havde hentet i Egypten, var ved at slippe op, sagde Jakob til sine sønner: „Tag af sted igen og køb os noget mere korn.”

³ „Manden mente det alvorligt, da han advarede os imod at komme tilbage uden Benjamin!” indvendte Juda. ⁴ „Hvis du vil lade drengen komme med os, rejser vi gerne derned og køber korn, ⁵ men hvis du ikke vil det, er der ikke noget at gøre. Manden sagde udtrykkeligt, at vi ikke måtte komme uden Benjamin!”

⁶ „Hvorfor i alverden fortalte I ham, at I havde en bror til?” jamrede Jakob. „Hvordan kunne I være så onde imod mig?”

⁷ „Manden forhørte os jo indgående om vores familie!” svarede de. „Han ville vide, om vores far stadig levede, og om vi havde flere brødre. Vi var da nødt til at svare ham! Hvordan kunne vi vide, at han ville sige: ‚Hent jeres bror herned?’ ”

⁸ Juda var ved at miste tålmodigheden: „Far, giv os nu lov til at tage drengen med, så vi kan komme af sted, inden vi alle sammen dør af sult—både vi, du og vores børn! ⁹ Jeg garanterer dig for, at han vil være i sikre hænder! Jeg vil personligt tage den fulde skyld, hvis han ikke vender tilbage i god behold. ¹⁰ Hvis vi ikke havde spildt tiden med snak frem og tilbage, kunne vi have været i Egypten og tilbage igen to gange allerede!”

¹¹ Endelig gav Jakob sig. „Hvis der ikke er nogen anden udvej, så lov mig i hvert fald at fylde jeres sække op med de bedste varer, vores land kan tilbyde, og aflever dem som gave til denne mand. Tag balsam, honning, krydderier, myrra, pistacienødder og mandler. ¹² Tag dobbelt så mange penge med, som kornet koster, så I kan betale det tilbage, som lå oven i jeres sække. Det var nok en fejltagelse, at I fik dem med hjem. ¹³ Tag så jeres bror og rejs tilbage til manden. ¹⁴ Må Gud den almægtige være jer nådig, når I står over for ham, så han løslader Simeon og lader Benjamin vende tilbage i god behold. Hvis jeg skal opleve den smerte at miste mine børn, så lad mig da gøre det!”

¹⁵ Brødrene tog så Benjamin og gaverne og dobbelt så mange penge med og skyndte sig af sted til Egypten, hvor deres ankomst blev meldt til Josef. ¹⁶ Da Josef så, at Benjamin var med, sagde han til sin husholder: „Før de der mænd hen til mit hus og lav et festmåltid. De skal spise hos mig i dag ved middagstid.” ¹⁷ Husholderen gjorde, som han havde fået besked på, og førte brødrene til Josefs hus, ¹⁸ men de blev bange, da de så, hvor de blev ført hen.

„Han vil nok anholde os og gøre os til slaver og tage vores æsler på grund af det med pengene oven i sækkene!” sagde de til hinanden. „Han tror sikkert, vi stjal dem!”

¹⁹ Derfor gik de hen til husholderen, som stod ved indgangen ²⁰ og sagde: „Undskyld, men der er noget, vi må fortælle dig: Da vi var på vej hjem fra Egypten sidste gang, ²¹ standsede vi undervejs for at overnatte, og da vi åbnede vores sække, lå de penge, som vi havde betalt for kornet, oven i sækkene! Se, her er de! Vi har taget dem med tilbage! ²² Og vi har taget ekstra med, så vi kan købe mere korn! Men vi aner ikke, hvem der lagde pengene i vores sække.”

²³ „Det skal I ikke være bekymrede over,” svarede husholderen. „Det må være jeres fædres Gud, som har lagt dem oven i jeres sække. Vi har i alt fald fået betaling for det korn, I købte.” Så hentede han Simeon, ²⁴ hvorefter de alle blev lukket ind i Josefs hus og fik vand, så de kunne vaske støvet af deres fødder, mens æslerne blev fodret udenfor. ²⁵ Da de fik at vide, at de skulle spise der i huset, fik de travlt med at gøre deres gaver til Josef parat. ²⁶ Da Josef kom ind, gav de ham deres gaver og bøjede sig dybt med ansigtet til jorden.

²⁷ Josef spurgte dem, hvordan de havde haft det. „Og hvordan går det med jeres far—ham, I fortalte mig om? Han må være gammel! Lever han endnu?”

²⁸ „Ja,” svarede de, „han lever og har det godt.” Så bøjede de sig endnu en gang for Josef.

²⁹ Josef så på sin bror Benjamin og spurgte: „Er det så jeres yngste bror, som I fortalte mig om? Må Gud være med dig, min dreng.” ³⁰ Mere fik han ikke sagt, før han måtte skynde sig ud og ind i sit soveværelse for at give tårerne frit løb. Følelserne over for hans egen lillebror overvældede ham. ³¹ Så beherskede han sig, vaskede sit ansigt og gik tilbage til brødrene. „Bring maden ind!” beordrede han.

³² Josef spiste for sig selv, mens brødrene blev opvartet ved et andet bord, og de tilstedeværende egyptere sad ved et tredje bord. Egypterne bryder sig nemlig ikke om at spise sammen med hebræere. ³³ Josef havde placeret brødrene umiddelbart foran sig, efter alder, så den ældste sad først og den yngste sidst, hvilket fik dem til at sende hinanden undrende blikke. ³⁴ Maden blev bragt dem fra Josefs eget bord, og Benjamin fik den største portion—fem gange så meget som de andre! Der var rigeligt med mad og drikke, og snakken gik lystigt imellem dem.

Josefs sølvbæger

44 Senere gav Josef sin husholder befaling om at fylde brødrenes sække med alt det korn, som æslerne kunne bære. „Sørg for at lægge de penge, de har betalt for kornet, tilbage i hver sæk!” beordrede han. ² „Og i den yngste brors sæk skal du desuden lægge mit sølvbæger.” Husholderen gjorde, som Josef havde sagt. ³ Ved daggry næste morgen fik brødrene lov at tage af sted med deres æsler.

⁴ Men de var kun lige kommet ud af byen, da Josef sagde til sin husholder: „Sæt efter dem og stands dem. Sig så til dem: ‚Hvorfor har I gengældt godt med ondt? ⁵ Hvorfor har I taget min herres personlige sølvbæger, som han bruger til at tage varsler af? Hvordan kunne I gøre noget så usselt?’ ” ⁶ Husholderen indhentede hurtigt brødrene og sagde det, Josef havde givet ham besked på.

⁷ „Hvad mener du?” svarede brødrene. „Sådan noget kunne vi da aldrig finde på at gøre! ⁸ Bragte vi måske ikke de penge tilbage, som lå oven i vores sække sidste gang? Hvorfor i alverden skulle vi stjæle guld eller sølv fra din herres hus? ⁹ Hvis du finder bægeret hos en af os, skal vedkommende dø! Og resten af os skal være din herres slaver!”

¹⁰ „Nej,” svarede husholderen. „Det er kun den, bægeret findes hos, der skal være min herres slave, I andre kan godt rejse hjem.”

¹¹ Brødrene løftede hurtigt sækkene af æslerne og åbnede dem. ¹² Husholderen begyndte at gennemsøge den ældste brors sæk, og sådan fortsatte han hele rækken ned til den yngste. Bægeret blev fundet i Benjamins sæk. ¹³ Da flængede brødrene i fortvivlelse deres tøj, læssede igen deres æsler og vendte tilbage til byen. ¹⁴ Josef var stadig hjemme i sit hus, da Juda og hans brødre ankom. De faldt på knæ for ham med ansigtet mod jorden.

¹⁵ „Hvad er I ude på?” spurgte Josef. „Er I ikke klar over, at en mand som jeg har spåmænd, der kunne fortælle mig, hvem der stjal det?”

¹⁶ Da sagde Juda: „Oh, herre, hvad skal vi sige til vores forsvar? Hvordan kan vi bevise, at vi er uskyldige? Gud har bragt vores skyld for dagens lys. Vi er nu Deres slaver—både vi og vores bror, som bægeret blev fundet hos.”

¹⁷ „Nej,” svarede Josef. „Kun den, som stjal bægeret, skal være min slave. Resten af jer kan frit rejse hjem til jeres far.”

Juda tilbyder at blive slave for at redde Benjamin

¹⁸ Da trådte Juda et skridt frem mod Josef og sagde: „Herre, tillad mig at tale til Dem. Hav tålmodighed med mig et øjeblik. Jeg ved, at De har magt til at dræbe mig på stedet, for De er jo som Farao selv. ¹⁹ De spurgte os, herre, om vi havde en far eller en bror. ²⁰ Dertil svarede vi: ‚Ja, vores far er gammel, og han har endnu en søn derhjemme, som han fik i sin alderdom. Denne søns bror er død, så nu er han den eneste, hans mor efterlod sig. Derfor holder hans far så meget af ham.’ ²¹ Så sagde De, herre: ‚Bring ham til mig, så jeg kan se ham!’ ²² Men vi svarede: ‚Det er umuligt, herre! Drengen kan ikke forlade sin far, for hans far vil dø af sorg, hvis der sker ham noget.’ ²³ Men De insisterede: ‚Kom ikke tilbage, medmindre jeres yngste bror er med!’ ²⁴ Derefter rejste vi hjem til vores far og fortalte ham, hvad De havde sagt. ²⁵ Og da han senere bad os om at tage til Egypten igen og købe mere korn, ²⁶ sagde vi til ham: ‚Det kan ikke lade sig gøre, medmindre du lader vores yngste bror rejse med os. Uden ham vil vores rejse være forgæves.’

²⁷ Så sagde vores far: ‚I ved jo, at min elskede kone fødte mig to sønner. ²⁸ Den ene forsvandt. Han blev nok flået ihjel af et rovdyr, for jeg så ham aldrig igen. ²⁹ Hvis der nu også sker noget med den anden søn, dør jeg af sorg.’ ³⁰ Derfor kan De nok forstå, herre, at hvis jeg kommer hjem uden den dreng, som min far er så stærkt knyttet til, ³¹ så dør han af sorg, og det er vi skyld i. ³² Herre, jeg har personligt lovet min far at tage mig af drengen på denne rejse—ja, jeg sagde ligefrem: ‚Hvis jeg ikke bringer ham tilbage i god behold, tager jeg selv hele skylden!’ ³³ Herre, tillad mig derfor at blive Deres slave i stedet for drengen. Lad ham få lov at tage hjem sammen med sine brødre. ³⁴ Hvordan kan jeg tage hjem til min far uden drengen? Jeg vil ikke kunne holde ud at se min fars sorg.”

Josef giver sig til kende for sine brødre

45 Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. ² Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.

³ „Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.

⁴ „Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. ⁵ Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. ⁶ Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. ⁷ Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. ⁸ Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.

⁹ Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme ¹⁰ og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. ¹¹ Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”

¹² Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. ¹³ Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”

¹⁴ Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. ¹⁵ Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen. ¹⁶ Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.

¹⁷ Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kana’an ¹⁸ og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod. ¹⁹ Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil. ²⁰ Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”

²¹ Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt. ²² Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker. ²³ Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten—og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten. ²⁴ Så tog han afsked med sine brødre: „Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem, ²⁵ hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kana’an.

²⁶ „Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det. ²⁷ Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op ²⁸ og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”

Jakob og hans familie flytter til Egypten

46 Så tog Jakob af sted med hele sin teltlejr og kom til Be’ersheba. Dér bragte han et offer til sin fars Gud. ² Om natten talte Gud til ham i et syn.

„Jakob! Jakob!” kaldte han.

„Ja, jeg lytter,” svarede Jakob.

³ „Det er Gud, der taler til dig,” sagde stemmen, „din fars Gud! Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil sørge for, at din slægt bliver et stort folk, mens I bor der. ⁴ Jeg vil selv gå med dig til Egypten, og jeg vil bringe dine efterkommere tilbage igen. Selv vil du dø i Egypten, men Josef vil være hos dig, når du dør.”

⁵ Næste morgen hjalp Jakobs sønner så deres far, deres koner og deres børn op i de vogne, som Farao havde stillet til rådighed, og de forlod Be’ersheba. ^6-7 De tog alting med sig—deres dyr og alt, hvad de havde samlet sig i Kana’an. Kort tid efter ankom de til Egypten, Jakob og alle hans efterkommere: hans sønner og døtre og børnebørn, hele hans store familie.

⁸ Det følgende er en liste over Jakobs sønner og sønnesønner, der tog med ham til Egypten:

Ruben, hans ældste søn, ⁹ og dennes sønner Enok, Pallu, Hetzron og Karmi; ¹⁰ Simeon og hans sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul, hvis mor var kana’anæer; ¹¹ Levi og hans sønner Gershon, Kehat og Merari; ¹² Juda og hans sønner Shela, Peretz og Zerach; (Er og Onan var jo allerede døde. Peretz’ sønner hed Hetzron og Hamul.) ¹³ Issakar og hans sønner Tola, Pua, Jashub^[e] og Shimron; ¹⁴ Zebulon og hans sønner Sered, Elon og Jahle’el. ¹⁵ Det var Jakobs og Leas seks sønner, som alle blev født i Paddan-Aram. Jakobs og Leas sønner og sønnesønner var således i alt 33. Der var også datteren Dina.

¹⁶ Gads sønner hed Zefon,^[f] Haggi, Shuni, Etzbon, Eri, Arodi og Areli; ¹⁷ Ashers sønner hed Jimna, Jishva, Jishvi, Beria, og deres søster hed Sera. Berias sønner hed Heber og Malkiel. ¹⁸ Disse 16 personer var efterkommere af Jakob og Zilpa, tjenestepigen, som Lea fik af sin far, Laban.

¹⁹ Jakobs og Rakels sønner hed Josef og Benjamin. ²⁰ Josef fik i Egypten sønnerne Manasse og Efraim med Asenat, en datter af præsten Potifera fra Heliopolis. ²¹ Benjamins sønner hed Bela, Beker, Ashbel, Gera, Na’aman, Ehi, Rosh, Muppim, Huppim og Ard. ²² Disse 14 var Jakobs og Rakels sønner og sønnesønner.

²³ Dan havde sønnen Hushim. ²⁴ Naftalis sønner hed Jahtze’el, Guni, Jetzer og Shillem. ²⁵ Disse 7 var sønner og sønnesønner af Jakob og Bilha, tjenestepigen, som Rakel fik af sin far, Laban.

²⁶ Antallet af Jakobs efterkommere, som kom med til Egypten, var altså 66. Svigerdøtrene blev ikke regnet med.^{[g] 27} Med Jakob selv samt Josef og hans to sønner var de så 70 i alt, som videreførte Jakobs slægt i Egypten.

²⁸ Da Jakob og hans følge ankom til Egypten, sendte Jakob Juda i forvejen for at bede Josef om at vise dem vej til Goshen. ²⁹ Josef gjorde straks sin vogn klar og tog af sted til Goshen for at møde sin far. Så snart han ankom, omfavnede han sin far og græd ved hans skulder i lang tid. ³⁰ Derefter sagde Jakob til Josef: „Nu kan jeg dø i fred, for jeg har med egne øjne set, at du er i live.”

³¹ Josef sagde til sine brødre og deres familier: „Jeg vil nu tage tilbage til Farao og fortælle ham, at I er ankommet fra Kana’ans land. ³² Jeg vil forklare ham, at I er fårehyrder og kvægavlere, og at I har bragt jeres får, geder og kvæg og alt, hvad I ejer, med jer. ³³ Når Farao derpå sender bud efter jer og spørger om jeres beskæftigelse, ³⁴ skal I sige: ‚Vi og vores forfædre har altid været kvægavlere og fårehyrder.’ Når I fortæller ham det, vil han lade jer sætte jeres telte op her ude i Goshen, for egypterne kan ikke fordrage nomadefolk.”

Farao byder Jakob og hans familie velkommen

47 Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” ² Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, ³ og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”

„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. ⁴ „Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”

⁵ Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, ⁶ må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”

⁷ Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.

⁸ „Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.

⁹ Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” ¹⁰ Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.

¹¹ Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. ¹² Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.

Hungersnøden bliver værre

¹³ Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. ¹⁴ Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. ¹⁵ Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”

¹⁶ „Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” ¹⁷ Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.

¹⁸ Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. ¹⁹ Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”

²⁰ Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, ²¹ og alle landets indbyggere blev fæstebønder. ²² Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.

²³ Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. ²⁴ Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”

²⁵ „Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” ²⁶ Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.

²⁷ Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. ²⁸ Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. ²⁹ Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, ³⁰ men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, ³¹ men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav^[h] i tilbedelse.

Jakob velsigner Josefs sønner

48 Kort efter fik Josef meddelelse om, at det gik hurtigt ned ad bakke med hans fars helbred. Han tog derfor straks af sted for at besøge ham sammen med sine to sønner Manasse og Efraim. ² Da Jakob hørte, at Josef var kommet, satte han sig med en kraftanstrengelse op og svingede benene ud over sengekanten. ³ Derpå sagde han til Josef: „Gud den almægtige viste sig for mig i Luz i Kana’an og velsignede mig. ⁴ Han sagde: ‚Jeg vil gøre dig til et stort folk og give Kana’ans land til dig og dine efterkommere, og det skal for altid være jeres ejendom.’ ”

⁵ „Nu vil jeg adoptere dine to sønner, Efraim og Manasse, som blev født her i Egypten, før jeg kom hertil,” fortsatte Jakob. „De skal være mine egne sønner og arve på lige fod med Ruben og Simeon og mine andre sønner. ⁶ Men de sønner, du får i fremtiden, bliver dine egne, og det land de skal arve, bliver indenfor Efraims og Manasses område. ⁷ Da vi kom tilbage fra Paddan-Aram døde Rakel i Kana’an, inden vi ankom til Efrat—og jeg begravede hende der ved siden af vejen til Efrat.” (Efrat hedder nu Betlehem.) ⁸ Så kiggede Jakob over på de to drenge. „Er det dine sønner?” spurgte han.

⁹ „Ja,” svarede Josef, „det er de sønner, Gud har givet mig her i Egypten.”

„Bring dem herhen til mig,” sagde Jakob, „så jeg kan velsigne dem.” ¹⁰ Jakob kunne ikke se særlig godt, for han var gammel og halvblind. Så førte Josef drengene hen til ham, og Jakob kyssede dem på kinden og omfavnede dem, ¹¹ og han sagde til Josef: „Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få dig at se igen. Men nu har Gud tilmed ladet mig se dine børn.”

¹² Så førte Josef drengene væk fra deres bedstefars knæ og bøjede sig dybt til jorden for ham. ¹³ Derefter førte han med sin højre hånd Efraim hen til Jakobs venstre side og med sin venstre hånd Manasse hen til Jakobs højre side. ¹⁴ Jakob lagde dog sin højre hånd på Efraims hoved, selvom han var den yngste, og sin venstre hånd på Manasses hoved, selvom han var den ældste, så han sad med armene over kors. ¹⁵ Derpå velsignede han Josef og hans to sønner med følgende ord: „Må den Gud, som min bedstefar Abraham og min far Isak vandrede med, den Gud, som har været min hyrde livet igennem, ¹⁶ den engel, som har bevaret mig fra alt ondt—må han velsigne de to drenge her! Må de føre min slægt videre, som jo udgår fra Abraham og Isak, og må de blive til et mægtigt folk.”

¹⁷ Da Josef så, at hans far havde lagt sin højre hånd på Efraims hoved, kunne han ikke lide det, og han greb sin fars hånd for at lægge den på Manasses hoved. ¹⁸ „Far,” sagde han. „Det er ham her, der er den ældste. Læg din højre hånd på hans hoved.”

¹⁹ Men det nægtede hans far. „Jeg ved, hvad jeg gør, min søn,” svarede han. „Manasse vil blive stamfar til et mægtigt folk, men hans yngre bror vil blive endnu mægtigere. Hans efterkommere vil blive til mange folkeslag.” ²⁰ Den dag velsignede Jakob drengene med følgende velsignelse:

„Israelitterne vil bruge jeres navne til at velsigne hinanden. De vil sige: ‚Må Gud velsigne jer, som han velsignede Efraim og Manasse!’ ” På den måde satte han Efraim over Manasse.

²¹ Derefter sagde Jakob til Josef: „Jeg skal snart dø, men Gud vil være med jer og føre jer til Kana’an, det land, han lovede jeres forfædre. ²² Og da du har en højere position end dine brødre, overdrager jeg dig højlandet omkring Sikem, som vi tog fra amoritterne med sværd og bue.”

Jakobs sidste ord til sine 12 sønner

49 Derefter tilkaldte Jakob alle sine sønner, og de samlede sig omkring ham: „Nu skal jeg fortælle jer, hvordan det vil gå jer fremover.

¹⁸ Åh Gud, du er vores redning!

²⁸ Det var, hvad Jakob sagde til Israels 12 stammeoverhoveder. Hver især fik de deres særlige ord med på vejen.

Jakobs død og begravelse

²⁹ Til sidst sagde Jakob til sine sønner: „Nu skal jeg dø. Begrav mig hos mine forfædre i Kana’ans land i hulen på Makpela-marken øst for Mamre, den mark, som Abraham købte af hittitten Efron. ^30-32 I den gravhule ligger Abraham og Sara begravet. Der ligger også Isak og Rebekka, og der har jeg selv begravet Lea.” ³³ Med disse ord til sine sønner udtrykte Jakob sin sidste vilje. Så lagde han sig til rette i sengen og drog sit sidste åndedrag.

50 Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham. ² Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget. ³ Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 10 uger.

⁴ Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag. ⁵ „Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kana’an og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”

⁶ Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.

⁷ Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd. ⁸ Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land. ⁹ Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.

¹⁰ Da de kom til tærskepladsen ved Atad nær ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage. ¹¹ Senere kaldte de lokale indbyggere, kana’anæerne, det sted Abel-Mitzrajim,^[k] for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!” ¹² Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem: ¹³ De bragte hans lig ind i Kana’ans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted. ¹⁴ Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.

Fuld forsoning mellem Josef og hans brødre

¹⁵ Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden. ^16-17 Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.

¹⁸ Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.

¹⁹ Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer? ²⁰ Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv. ²¹ Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.

Josefs død

²² Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel, ²³ og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.

²⁴ „Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.” ²⁵ Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kana’an, så skal I tage mit lig med.”

²⁶ Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.