Bible in 90 Days

¹¹ Hør efter, hvad jeg nu siger: En af dine nærmeste vil gøre oprør imod dig. Han vil tage dine koner for øjnene af dig og forlyste sig med dem ved højlys dag. ¹² Du handlede i det skjulte. Men det her vil ske ved højlys dag og for øjnene af hele Israels folk!’ ”

David erkender sin skyld og får sin straf

¹³ Da gik David til bekendelse: „Jeg har syndet imod Herren!”

Natan svarede: „Så har Herren også tilgivet dig, og du skal slippe for at dø for din synd! ¹⁴ Men det nyfødte barn, som er resultatet af din synd, skal dø, for du har bragt skam over Herrens navn.” ¹⁵ Derefter gik Natan hjem.

Kort efter ramte Herren det barn, som Batsheba havde født, med sygdom. ¹⁶ Da gik David i forbøn for barnet. Han nægtede at spise på grund af sorg, og selv om natten blev han liggende udstrakt på gulvet i bøn. ¹⁷ Hans rådgivere forsøgte forgæves at få ham til at rejse sig og tage føde til sig. ¹⁸ På den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere turde ikke fortælle ham den sørgelige nyhed, for de tænkte: „Han var helt knust før! Hvis vi nu kommer og fortæller ham, at drengen er død, kunne han gå helt amok!”

¹⁹ Da David så dem stå og hviske sammen, gik sandheden op for ham.

„Er drengen død?” spurgte han.

„Ja, han er,” svarede de.

²⁰ Så rejste David sig op fra gulvet, gik i bad, gned sig med en vellugtende olie og tog rent tøj på. Derefter gik han ind i Herrens hus for at tilbede, hvorefter han vendte tilbage til paladset og bad om at få noget mad sat frem. ²¹ Hans tjenere var forbløffede over hans reaktion.

„Forstår man nu det?” udbrød de. „Mens drengen endnu var i live, græd du og nægtede at spise, men så snart han er død, holder du op med at sørge og begynder at spise igen!”

²² David svarede: „Jeg fastede og græd, så længe drengen var i live, for jeg tænkte, at Herren måske ville vise mig nåde og lade ham leve. ²³ Men nu, hvor han er død, er der ingen grund til at faste mere. Kan jeg måske bringe ham tilbage til livet? Jeg kan følge ham i døden, men han kan ikke komme tilbage til mig!”

²⁴ David trøstede sin kone Batsheba, så godt han kunne, og hun blev igen gravid og fødte endnu en søn, som hun gav navnet Salomon. Herren elskede den dreng, ²⁵ og gennem profeten Natan sendte han bud om, at drengen skulle kaldes „Herrens elskede”.

David fuldfører erobringen af ammonitternes byer

^26-27 I mellemtiden var det lykkedes Joab og Israels hær at indtage ammonitternes hovedstad Rabba, og Joab sendte følgende sejrsbudskab hjem til David: „Vi er gået ind i Rabba og kontrollerer byens vandforsyning. ²⁸ Før nu resten af hæren hertil, så du selv kan sætte kronen på værket og få æren for sejren i stedet for mig.”

²⁹ Så førte David resten af hæren til Rabba og fuldførte indtagelsen af byen. ³⁰ Han fjernede kronen fra ammonitterkongens^[a] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld med ædelsten på. Desuden tog han et stort krigsbytte. ³¹ Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte nogle af dem til at arbejde med save, hakker og økser, mens andre kom til at arbejde i teglværkerne. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land. Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.

Amnon voldtager sin søster Tamar

13 Nogen tid efter skete der følgende: Davids søn Absalom havde en smuk søster, som hed Tamar. En anden af Davids sønner, Tamars halvbror Amnon, forelskede sig i hende. ² Han var helt syg af begær efter hende, men hun var jomfru, og han havde ingen mulighed for at få sin vilje med hende, for det var skik, at kongens døtre blev holdt skarpt adskilt fra de unge mænd. ³ Amnon havde imidlertid en snedig ven, hans fætter Jonadab, en søn af Davids bror Shima.

⁴ En dag sagde Jonadab til Amnon: „Hvorfor hænger du med hovedet? Det passer sig ikke for en kongesøn! Fortæl mig, hvad der er i vejen!”

„Jeg er forelsket i min halvsøster Tamar,” betroede Amnon ham.

⁵ „Aha,” svarede Jonadab, „det findes der råd for. Nu lægger du dig syg, og når din far kommer for at se til dig, siger du: ‚Lad min søster Tamar komme og lave mad til mig, så tror jeg, at jeg kan spise lidt. Hvis hun får lov at pleje mig, bliver jeg nok snart rask.’ ”

⁶ Amnon gik ind på fætterens plan, og da kongen kom for at se til ham, bad Amnon ham om at sende Tamar ind til ham, så hun kunne bage nogle af sine dejlige kager til ham og selv servere dem for ham. ⁷ Det gik David med til, og han sendte besked til Tamar om at indfinde sig hos Amnon og bage kager til ham. ⁸ Tamar kom så over til Amnons hus, hvor han lå i sengen. Hun æltede dejen og bagte kagerne, mens han så på det. ⁹ Men da de var færdige, og hun havde lagt dem på fadet, klar til, at de kunne blive bragt til ham, nægtede han at spise dem.

„Ud, alle sammen!” sagde han til tjenerne, hvorefter de alle gik deres vej.

¹⁰ Så sagde han til Tamar: „Kom her ind i mit soveværelse med kagerne og server dem for mig.” Så gik hun hen til ham med kagefadet. ¹¹ Men da hun var kommet hen til sengen, greb han fat i hende og sagde: „Tamar, kom op til mig i sengen!”

¹² „Åh nej, bror, lad mig være!” protesterede hun. „Tag mig ikke med vold! Sådan gør man ikke i Israel. Det er tåbeligt at gøre sådan. ¹³ Tænk på mig! Hvordan skulle jeg kunne bære min skam? Og tænk på dig selv! Du ville jo miste din ære og værdighed. Nej, tal hellere med kongen om det, så han kan give sin tilladelse til, at vi gifter os.”

¹⁴ Men Amnon lod sig ikke overtale, og da han var stærkere end hende, endte det med, at han voldtog hende.

¹⁵ Men bagefter blussede hadet op i Amnon, så han nu hadede hende mere, end han før havde elsket hende.

„Rejs dig og forsvind!” snerrede han.

¹⁶ „Nej, nej,” græd hun, „hvis du forkaster mig nu, begår du en endnu større forbrydelse imod mig!”

Men han ville ikke høre på hende. ¹⁷ I stedet kaldte han på sin kammertjener. „Smid den kvinde ud og lås døren efter hende!” befalede han.

¹⁸ Så førte tjeneren hende udenfor og låste døren. Tamar var klædt i en lang kjole med ærmer, sådan som det var skik blandt kongens døtre, der var jomfruer. ¹⁹ Nu rev hun imidlertid kjolen i stykker og strøede aske på hovedet for at vise sin fortvivlelse, og med hænderne for ansigtet løb hun skrigende gennem paladset.

²⁰ Hendes bror Absalom standsede hende og forsøgte at berolige hende. „Har Amnon ligget med dig?” spurgte han. „Ti nu stille, søster. Han er jo din bror. Lad det blive i familien. Tag det dog ikke så tungt.”

Så flyttede Tamar over i sin bror Absaloms hus, hvor hun siden levede i ensomhed.

²¹ Da kong David hørte, hvad der var sket, blev han meget vred. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for Amnon var hans førstefødte søn og hans favorit.^{[b] 22} Men Absalom ville overhovedet ikke tale til Amnon, for han hadede ham af et godt hjerte, fordi han havde voldtaget hans søster.

Absalom tager hævn over Amnon

²³ Der gik to år. En dag var Absalom og hans folk i færd med at klippe får ved Ba’al-Hatzor tæt ved byen Efraim, og han ville gerne invitere sine brødre til fåreklipningsfest. ²⁴ Han gik så til kongen og sagde, „Vi er i gang med fåreklipningen. Vil kongen og hans tjenere ikke komme og holde fest med os?”

²⁵ Men kongen svarede: „Nej, min dreng! Det ville være for stor en byrde for dig, hvis vi alle sammen troppede op.”

Absalom forsøgte at overtale ham, men kongens beslutning var urokkelig, og han sagde nej tak.

²⁶ „Godt,” svarede Absalom, „men hvis du ikke vil komme, kan du i det mindste sende Amnon af sted.”

„Hvorfor lige Amnon?” spurgte kongen.

²⁷ Absalom blev ved med at presse kong David, så han til sidst sendte alle sønnerne af sted—også Amnon.

²⁸ Absalom sagde nu til sine mænd: „Vent til Amnon bliver beruset, og når jeg giver signal, overfalder I ham og slår ham ihjel. I skal ikke være bange for noget. Det er mig, der har givet ordren, og jeg påtager mig det fulde ansvar. I skal bare udføre min ordre.”

²⁹ Sådan gik det til, at Amnon blev myrdet. De andre kongesønner sprang skrækslagne på deres muldyr og flygtede. ³⁰ Mens de var undervejs tilbage til Jerusalem, nåede det rygte kong David, at Absalom havde myrdet alle kongesønnerne.

³¹ Da sprang kongen op, rev i fortvivlelse sit tøj i stykker og kastede sig med ansigtet mod jorden. De omkringstående tjenere fulgte hans eksempel og flåede deres tøj i stykker.

^32-33 Men i samme øjeblik ankom Jonadab og sagde: „Nej, det er ikke sandt! Alle kongesønnerne er ikke blevet myrdet, det er kun Amnon! Absalom har haft skumle planer om at myrde Amnon, lige siden han voldtog Tamar!”

³⁴ Absalom var i mellemtiden flygtet.

Lidt senere fik vagtposten på Jerusalems mur øje på en flok mennesker, der nærmede sig fra nordvest ad vejen, der gik langs bjergsiden. Han skyndte sig at melde det til kongen: „Jeg ser en gruppe mennesker nærme sig på vejen fra Horon.”^[c]

³⁵ „Der kan du se,” sagde Jonadab til kongen, „nu kommer de! Dine sønner er uskadte! Var det ikke det jeg sagde?”

³⁶ Kort efter nåede kongesønnerne grædende og hulkende frem. Da brast også kongen og hans tjenere i gråd.

^37-39 Absalom flygtede til sin morfar, kong Talmaj af Geshur, der var søn af Ammihud, og blev der i tre år. I mellemtiden voksede Davids længsel efter at se sin søn igen, især efter at han var kommet sig over Amnons død.

Absalom og David forsones

14 Da Joab blev klar over, hvor meget kongens tanker hele tiden kredsede om Absalom, ^2-3 sendte han bud til Tekoa efter en bestemt kvinde, som var kendt for sin visdom. „Du skal se ud som en, der sørger,” forklarede Joab. „Tag sørgedragt på og forsøm dit udseende, så du ligner en, der længe har sørget over en afdød. Træd så frem for kongen og sig det, som jeg nu fortæller dig.”

⁴ Da kvinden trådte frem for kongen, bøjede hun sig underdanigt for ham og udbrød: „Herre konge, hjælp mig!”

⁵ „Hvad er der galt?” spurgte han.

„Jeg er enke,” svarede hun. ⁶ „Jeg havde to sønner, men en dag kom de i slagsmål ude på marken. Der var ingen til at lægge sig imellem, og derfor kom den ene til at slå den anden ihjel. ⁷ Nu kræver resten af familien, at jeg udleverer den overlevende søn, så de kan henrette ham for at have myrdet sin bror. Men det er lige så meget for, at de på den måde kan få ryddet min nærmeste arving af vejen. Hvis jeg føjer dem, har jeg ingen sønner tilbage, og dermed uddør min afdøde mands slægt.”

⁸ „Overlad den sag til mig,” svarede kongen. „Jeg skal nok sørge for, at ingen rører ham.”

⁹ „Tak, herre!” udbrød hun. „Jeg skal nok tage ansvaret, hvis du senere bliver kritiseret for at have hjulpet mig.”

¹⁰ „Det skal du ikke tænke på,” sagde kongen. „Hvis nogen gør indsigelser, så send dem bare til mig, og jeg skal sørge for, at de holder op med at genere dig.”

¹¹ Kvinden fortsatte: „Vil du sværge ved Herren din Gud på, at ingen får lov at hævne drabet og gøre min søn fortræd?”

„Det sværger jeg ved den levende Gud på!” svarede kongen. „Der skal ikke krummes et hår på hans hoved!”

¹² „Tillad mig endnu et par ord,” vedblev kvinden.

„Sig frem!” svarede kongen.

¹³ Da spurgte kvinden: „Hvorfor viser du ikke samme velvilje overfor din egen slægt, som Gud har udvalgt, som du gør over for min? Med denne beslutning har du dømt dig selv, for du går med tanker om at slå din egen søn ihjel! ¹⁴ Livet er som vandet, der hældes ud og synker ned i jorden—ingen kan samle det op igen, og ingen vender tilbage fra døden. Men Gud ønsker ikke døden. Han vil hellere finde en udvej for at kunne få en forvist søn hjem. ¹⁵ Jeg kom til dig for at bede om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad min familie ville gøre ved mig. ¹⁶ Jeg tænkte, at du kunne redde os fra den mand, som er ude på at slå min søn ihjel og derved gøre det umuligt for vores slægt at få andel i det land, Gud har givet os. ¹⁷ Jeg var overbevist om, at du nok skulle finde en udvej—hvad du også gjorde. Jeg ved, at min herre kongen har visdom fra Gud til at skelne mellem godt og ondt. Må Herren din Gud være med dig!”

¹⁸ „Sig mig en ting!” sagde kongen.

„Ja, herre?” svarede kvinden.

¹⁹ „Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her?”

„Det kan ikke nægtes,” svarede kvinden, „for det var Joab, som sendte mig herhen med besked om, hvad jeg skulle sige. ²⁰ Hans hensigt var, at du skulle se sagen i et nyt lys. Din visdom, herre, er som en engels—intet undslipper din opmærksomhed.”

²¹ Så sendte kongen bud efter Joab og sagde til ham: „Godt, du har overbevist mig! Bring Absalom tilbage til mig!”

²² Joab bøjede sig ærbødigt for kongen og sagde: „Nu ved jeg, at du værdsætter mig, for du har indvilliget i at gøre det, jeg bad dig om.”

²³ Så rejste Joab til Geshur og hentede Absalom, som han førte med sig tilbage til Jerusalem. ²⁴ Absalom fik lov at komme tilbage til sit gamle hus på paladsets område, men kongen nægtede at se ham.

²⁵ Ingen i hele Israel var så beundret for sit udseende som Absalom. Der var intet at udsætte på ham fra top til tå. ²⁶ Når han lod sit lange hår klippe en gang om året, plejede han at veje det. Der var gerne over to kilo, og han lod det kun klippe, fordi det ellers blev for tungt at bære rundt på. ²⁷ Absalom havde tre sønner og en datter, som også fik navnet Tamar. Hun var en usædvanlig smuk kvinde.

²⁸ To år efter at Absalom var vendt hjem fra sit eksil, havde han endnu ikke fået foretræde for kongen. ²⁹ Derfor sendte han bud efter Joab, for at han skulle gå i forbøn for ham. Men Joab kom ikke—heller ikke da Absalom gentog opfordringen.

³⁰ Derfor gav Absalom sine folk ordre til at gå hen og sætte ild til Joabs bygmark, der grænsede op til hans egen. Det gjorde de så. ³¹ Derefter kom Joab ind til Absalom og spurgte:

„Hvorfor gav du dine folk ordre til at sætte ild til min mark?”

³² Absalom svarede: „For at få din opmærksomhed! Jeg vil gerne have, at du henvender dig til kongen og spørger ham, hvorfor han fik mig bragt tilbage fra Geshur, når han altid undgår mig. Jeg kunne jo lige så godt være blevet, hvor jeg var. Jeg ønsker, at du skal arrangere et møde mellem kongen og mig, og hvis han derefter stadig er overbevist om, at jeg er skyldig til døden, kan han for min skyld gerne henrette mig.”

³³ Så gik Joab til kongen og fortalte, hvad Absalom havde sagt. Da gav David efter og tilkaldte Absalom, og da Absalom mødte kongen, bøjede han sig ærbødigt for ham, og kongen omfavnede ham.

Absaloms sammensværgelse

15 Efter at Absalom var blevet taget til nåde, anskaffede han sig en fornem vogn og prægtige heste. Han fik sig også en livvagt på 50 mand, som løb foran vognen. ² Hver morgen tog han opstilling ved vejen til paladsets port, og når så nogen kom for at få kongens afgørelse i en retssag, standsede Absalom ham, spurgte, hvor han var fra, og udtrykte interesse for hans sag.

³ „Det er da klart, at du har ret!” ville han så sige. „Men kongen har ikke nogen, der vil høre på dig. ⁴ Hvis jeg var dommer i landet, kunne folk, der følte sig uretfærdigt behandlet, komme til mig, så skulle jeg nok skaffe dem deres ret.”

⁵ Når nogen gjorde mine til at kaste sig ned for Absalom i underdanig respekt, standsede han dem og omfavnede dem i stedet for. ⁶ På den måde vandt han israelitternes hjerter.

^7-8 Der gik fire år. Så sagde Absalom til kongen: „Giv mig tilladelse til at tage til Hebron og ofre til Herren, så jeg kan opfylde et løfte, jeg engang gav Herren i Geshur i Aram. Dengang lovede jeg ham, at hvis han ville hjælpe mig tilbage til Jerusalem, ville jeg til gengæld bringe ham et offer i Hebron.”

⁹ „Godt,” svarede kongen, „tag du bare af sted og opfyld dit løfte.” Så rejste Absalom til Hebron.

¹⁰ Men han havde allerede i hemmelighed sendt besked ud til lederne i alle Israels stammer: „Når I hører trompetfanfaren, skal I råbe: ‚Absalom er kronet til konge i Hebron.’ ” ¹¹ Han havde desuden inviteret 200 mænd fra Jerusalem med til offerfesten. De anede intet om hans planer. ¹² Under festen sendte han desuden bud efter Ahitofel, Davids øverste rådgiver, der boede i Gilo. Ahitofel gik over på Absaloms side, og flere og flere fulgte efter, så sammensværgelsen voksede sig stærk.

David flygter fra Jerusalem

¹³ En af kong Davids mænd skyndte sig til Jerusalem for at fortælle ham, at Absalom havde lavet en sammensværgelse imod ham, og at alle Israels stammer havde givet ham deres støtte.

¹⁴ „Så må vi flygte med det samme,” var Davids spontane reaktion. „Hvis vi skynder os af sted, inden Absalom kommer tilbage til Jerusalem, kan vi nå at redde byen og os selv.”

¹⁵ „Vi er med dig!” svarede hans mænd. „Vi vil følge dig i tykt og tyndt!”

¹⁶ Så tog kongen af sted sammen med hele sin husstand, bortset fra ti medhustruer, der blev hjemme for at tage sig af opgaverne i paladset. ^17-18 I udkanten af byen gjorde David holdt, så hans trofaste støtter, der bestod af hans livvagt og de 600 mænd, som var fulgt med ham fra Gat, kunne passere ham og gå i forvejen.

^19-20 Men pludselig vendte kongen sig til Ittaj, der var leder for de 600 gatitter. „Hvad vil I egentlig med for?” spurgte han Ittaj. „Bliv i Jerusalem og slut jer til kong Absalom, for I bor her jo som fremmede i eksil. Der er ingen grund til, at I flygter sammen med os—hvem ved hvorhen? Nej, vend om og tag dine folk med dig. Må Herren vise jer barmhjertighed!”

²¹ Men Ittaj svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, at vi vil følge med dig, uanset hvad der sker—også selv om det kan betyde døden for os!”

²² „Godt,” svarede David, „så følg med os!” Da fulgte Ittaj og hans 600 mænd samt deres familier med ham.

²³ Dyb sorg sænkede sig over byen, da kongen og hans følge krydsede Kedrondalen og fortsatte i retning af ørkenen. ²⁴ Præsten Zadok og alle levitterne fulgte med. De havde taget pagtens ark med, og den stillede de i vejkanten, indtil hele følget var gået forbi. Præsten Ebjatar var også fulgt med. ²⁵ David befalede nu Zadok at føre arken tilbage til byen. „Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne,” tilføjede han, „så vil jeg en dag vende tilbage og gense arken og det hellige telt! ²⁶ Men hvis Herren har forkastet mig, så lad ham gøre ved mig, hvad han mener, er det bedste. ²⁷ Du og Ebjatar kan trygt vende tilbage til byen sammen med din søn Ahima’atz og Ebjatars søn, Jonatan. Men hold øjne og ører åbne. ²⁸ Jeg vil vente ved Jordanflodens vadested, indtil vi hører nyt fra jer om, hvad der sker i Jerusalem.”

²⁹ Så bar Zadok og Ebjatar Guds Ark tilbage til Jerusalem og blev i byen.

³⁰ David og hans følge fortsatte ad vejen op over Olivenbjerget.^[d] De gik med tildækkede hoveder og bare fødder, og de græd alle sammen.

³¹ Da David fik at vide, at hans egen rådgiver, Ahitofel, havde sluttet sig til Absalom, bad han: „Herre, lad Ahitofel give Absalom dårlige råd!” ³² På toppen af Olivenbjerget, hvor man plejede at ofre til Gud, ventede Davids ven, arkitten Hushaj, på dem. Han havde i fortvivlelse flænget sit tøj og drysset jord på hovedet.

^33-34 Men David sagde til ham: „Det giver kun problemer, hvis du går med os. Vend hellere tilbage til Jerusalem og sig til Absalom: ‚Jeg ønsker at være din rådgiver og tjene dig, sådan som jeg tjente din far.’ På den måde kan du være med til at sabotere Ahitofels planer. ^35-36 I byen har jeg også præsterne Zadok og Ebjatar. Dem skal du holde underrettet om alt, hvad du hører i kongens palads. De kan så sende deres sønner Ahima’atz og Jonatan til mig med besked om, hvad der foregår.”

³⁷ Så vendte Davids ven Hushaj tilbage til byen, og han nåede frem samtidig med Absalom.

Ziba hjælper David

16 David fortsatte ned ad vejen på den anden side af Olivenbjerget og mødte kort efter Ziba, som havde været Sauls tjener og nu bestyrede Mefiboshets ejendom. Ziba havde to æsler med sig. De havde sadler på og var læssede med 200 brød, 100 rosinkager, 100 figner^[e] og en lædersæk med vin.

² „Hvor skal du hen med de ting?” spurgte kongen.

Ziba svarede: „Æslerne er en gave til kongens familie, så de har noget at ride på. Brødet, kagerne og frugten er til folkene—og vinen skal styrke dem, der bliver udmattede i ørkenen.”

³ „Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham.

„Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, „for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”

⁴ „Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt.

„Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. „Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”

Shimi forbander David

⁵ Da David og hans følge passerede Bahurim, kom en mand fra landsbyen ud og råbte forbandelser efter dem. Det var Shimi, Geras søn. Han var en slægtning til Saul. ⁶ Han kastede sten efter kongen og hans tjenere til trods for, at de var omgivet af hele hæren og livvagten.

^7-8 „Forsvind, din morder—din bandit!” skreg han mod David. „Nu betaler Herren dig tilbage, fordi du myrdede kong Sauls familie for selv at overtage tronen. Nu har Herren overdraget den til din søn Absalom! Din morder! Nu får du, hvad du har fortjent!”

⁹ „Hvor længe skal den forbandede køter have lov til at overfuse kongen?” spurgte Abishaj, Zerujas søn. „Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!”

¹⁰ „I tænker kun på hævn, Zerujas sønner,” svarede David. „Hvis Herren har givet ham besked på at forbande mig—hvem er da jeg, at jeg skulle standse ham? ¹¹ Min egen søn søger at slå mig ihjel, men denne benjaminit forbander mig jo kun. Lad ham være, for Herren er med i det. ¹² Måske vil Herren ynkes over mig og vende forbandelserne til noget godt.”

¹³ Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham. ¹⁴ Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.

Hushaj tilbyder Absalom sin tjeneste

¹⁵ I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel. ¹⁶ Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig.

„Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.

¹⁷ „Er det en måde at behandle din ven David på?” spurgte Absalom. „Hvorfor er du ikke fulgt med ham?”

¹⁸ „Fordi jeg foretrækker at holde med den mand, som Herren og hans folk Israel har valgt,” svarede Hushaj. ¹⁹ „Er der noget forkert i det? Tidligere hjalp jeg din far, nu vil jeg gerne hjælpe dig.”

Ahitofel som Absaloms rådgiver

²⁰ Derefter sagde Absalom henvendt til Ahitofel: „Hvad skal vi så gøre nu? Kom med et godt råd!” ²¹ Ahitofel kom med følgende forslag: „Du skal gå i seng med din fars medhustruer, som han efterlod i paladset! Så vil hele Israels folk indse, at du har krænket ham så groft, at al forsoning er udelukket, og dine tilhængere vil vide, at du mener det alvorligt med dit oprør imod ham.”

²² Så blev der rejst et telt på paladsets flade tag, hvor alle kunne se det, og ved højlys dag gik Absalom ind i teltet og lå med sin fars medhustruer, den ene efter den anden.

²³ Absalom fulgte altid Ahitofels råd, ligesom David tidligere havde gjort, for når Ahitofel talte, mente man, at han talte på Guds vegne.

Hushajs list lykkes

17 Derefter kom Ahitofel med følgende forslag: „Lad mig udvælge 12.000 mand og sætte efter David allerede i nat. ^2-3 Hvis jeg kan overrumple ham, mens han er træt og modløs, vil alle hans mænd blive grebet af panik og opgive kampen. Så kan jeg nøjes med at slå kongen ihjel, det er jo ham, du vil til livs, og føre hele hans hær uskadt tilbage til dig som en bortløben hustru føres tilbage til sin ægtemand.”

⁴ Absalom og de israelitiske ledere syntes godt om Ahitofels forslag, ⁵ men Absalom sagde: „Lad os lige få fat i Hushaj og spørge, hvad han mener om forslaget.”

⁶ Da Hushaj ankom, forklarede Absalom ham Ahitofels plan og spurgte: „Hvad mener du? Skal vi følge Ahitofels forslag? Sig frem!”

⁷ „Jeg er bange for, at Ahitofel tager fejl denne gang,” svarede Hushaj. ⁸ „Du kender selv din far og hans mænd. De er dygtige krigere, der sandsynligvis er lige så rasende som en bjørn, der er blevet berøvet sine unger. Din far er en garvet kriger, der ikke sover blandt soldaterne. ⁹ Det er mere sandsynligt, at han har gemt sig i en hule et eller andet sted. Når han så gør udfald, og nogle af dine mænd falder, kan der let gå panik i dem, så de begynder at råbe op om, at din hær er slået. ¹⁰ Da er det ude med jer, for uanset om dine mænd er modige som løver, kan de godt blive lammet af frygt for din far. Hele Israel ved jo, hvor mange krige din far har vundet, og hvor tapre hans mænd er.

¹¹ Jeg vil derfor foreslå, at du mobiliserer alle Israels mænd lige fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Så får du en mægtig hær, og du skal selv gå i spidsen for den. ¹² Når vi så finder David, falder vi over hans hær, som når morgenduggen falder på jorden, og vi udsletter dem alle rub og stub. ¹³ Hvis David skulle nå at flygte ind i en befæstet by, så har du hele Israels hær til din rådighed. Så slår vi et reb om byen og trækker den ned i dalen, så der ikke bliver sten på sten tilbage.”

¹⁴ Da udbrød Absalom og alle hans rådgivere: „Hushajs råd er endnu bedre end Ahitofels!” Herren havde nemlig sørget for at forpurre Ahitofels udmærkede råd for at føre Absalom i ulykke.

¹⁵ Hushaj fortalte derefter præsterne Zadok og Ebjatar om de to forslag. ¹⁶ „Skynd jer at sende bud til David om, at han i nat skal krydse vadestedet ved Jordanfloden og flygte ud i ørkenen. Ellers er det ude med ham og hans mænd.”

¹⁷ De to præstesønner, Jonatan og Ahima’atz, plejede at holde sig skjult ved Rogelkilden uden for Jerusalem, da de ikke turde lade sig se i byen. De blev holdt løbende underrettet af en slavepige, som hentede vand fra kilden, så de hurtigt kunne bringe oplysningerne videre til kong David.

¹⁸ Men da de modtog Hushajs besked, blev de opdaget af en dreng, netop som de begav sig på vej fra Rogelkilden, væk fra Jerusalem, og drengen fortalte Absalom om dem. Jonatan og Ahima’atz var klar over, at de var opdaget, så da de kom til den næste by, Bahurim, søgte de efter et skjulested og en mand gav dem lov til at kravle ned i en tom brønd. ¹⁹ Hans kone bredte et tæppe ud over brøndens munding og spredte korn ud over tæppet, som om det lå til tørre, så ingen fik mistanke om noget.

²⁰ Absaloms mænd sporede de unge mænd til huset i Bahurim og spurgte konen, om hun havde set noget til Ahima’atz og Jonatan. Hun fortalte, at de to unge mænd allerede var gået videre over på den anden side af bækken. Mændene ledte så efter dem i den retning, men forgæves, og de måtte vende tilbage til Jerusalem med uforrettet sag. ²¹ Da Absaloms mænd var borte, kravlede Ahima’atz og Jonatan op af brønden og skyndte sig videre til kong David. „Skynd dig at krydse Jordanfloden allerede i nat!” sagde de og fortalte ham om Ahitofels plan. ²² Samme nat gik David over floden sammen med hele sit følge, og da morgenen gryede, var de alle kommet over.

²³ Men Ahitofel var dybt krænket over, at Absalom ikke havde fulgt hans råd. Han sadlede sit æsel og red hjem til sin egen by, hvor han overdrog sin ejendom til sine børn og derefter hængte sig selv. Han blev begravet ved siden af sin far.

David finder tilflugt i Mahanajim

^24-26 David og hans følge fortsatte flugten og ankom til Mahanajim.

I mellemtiden mobiliserede Absalom hele Israels hær. Han udpegede Amasa til hærfører efter Joab (han var i øvrigt fætter til Joab, for hans mor Abigajil, der var en datter af Isaj, var søster til Joabs mor Zeruja. Hans far var en ishmaelit ved navn Jeter.^[f]) Absalom og hæren krydsede Jordanfloden og slog lejr i Gileads land, ikke langt fra Mahanajim.

²⁷ I Mahanajim var David blevet godt modtaget af Shobi (en søn af ammonitten Nahash fra Rabba), Makir (en søn af Ammiel fra Lodebar) og Barzillaj (en gileadit fra Rogelim). ^28-29 Disse mænd bragte David og hans følge måtter til at sove på, baljer og skåle, hvede- og bygmel, ristet korn, bønner, linser, honning, surmælk, får, geder og hytteost. David og hans mænd var naturligvis både trætte, sultne og tørstige efter den lange rejse gennem ødemarken.

Kampen mellem David og Absalom

18 David mønstrede nu alle sine våbenføre mænd og udpegede befalingsmænd over dem. ² Så opdelte han hæren i tre afdelinger og satte Joab, Abishaj og Ittaj fra Gat til at lede hver sin afdeling. Selv beredte han sig på at gå i spidsen for hæren, men hans mænd protesterede kraftigt:

³ „Det går ikke, for det er dig, de er ude efter. For dem er det ikke væsentligt, om vi flygter, eller halvdelen af os dør i kampen. Men du er mere værd end 10.000 mænd. Derfor bør du afvente slagets gang i byen og sende hjælp, hvis vi får brug for det.”

⁴ „Godt, jeg følger jeres råd!” svarede kongen til sidst og stillede sig ved byporten, mens tropperne gjorde klar til afgang.

⁵ Kongen kaldte de tre hærførere Joab, Abishaj og Ittaj til sig. „I må ikke være for hårde ved den unge Absalom!” beordrede han. Denne befaling blev videregivet til hele hæren.

⁶ Davids hær rykkede nu ud mod Israels hær, og slaget kom til at foregå i Efraims tætte skovområde. ⁷ Israelitterne blev slået på flugt, og mange blev dræbt af Davids mænd. Det var et totalt nederlag, og den dag døde 20.000 mand. ⁸ Flere mænd mistede dog livet ved den hovedkulds flugt gennem skoven end ved at blive hugget ned af Davids krigere. ⁹ Hvad Absalom angik, så stødte han på nogle af Davids mænd og flygtede på sit muldyr. Men da muldyret løb ind under et stort egetræ, satte hans lange hår sig fast i grenene. Muldyret løb videre, mens Absalom hang og dinglede i luften. ¹⁰ En af Davids mænd fortalte nu Joab, hvad de havde set.

¹¹ „Så du Absalom hænge der?” udbrød Joab. „Hvorfor slog du ham så ikke ihjel? Jeg ville have belønnet dig med både penge og et officersbælte!”

¹² „Om du så havde givet mig en formue, havde jeg ikke slået ham ihjel!” svarede soldaten. „Kongen gav jo befaling om, at vi ikke måtte gøre Absalom fortræd, ¹³ og han ville før eller senere finde ud af, at det var mig, der havde gjort det. Og du ville sikkert bare lade mig i stikken, hvis jeg blev anklaget.”

¹⁴ „Jeg vil ikke spilde min tid på dig!” afbrød Joab ham og greb tre spyd, løb derhen og stødte dem i brystet på Absalom, der endnu hang og dinglede i egetræet. ¹⁵ Bagefter omringede ti af Joabs unge livvagter Absalom og gav ham dødsstødet.

¹⁶ Så blæste Joab i hornet for at indstille forfølgelsen af Israels hær. ¹⁷ Absaloms lig blev smidt i et stort hul i skoven, hvorefter man dyngede sten over ham. I mellemtiden flygtede Absaloms hær og vendte tilbage til deres hjem.

¹⁸ Absalom havde tidligere rejst en stenstøtte i Kongedalen som et monument over sig selv, fordi han ingen sønner havde til at videreføre sit navn og slægt. Stenstøtten kaldte man for „Absaloms minde”—og det hedder den stadig.

¹⁹ Efter Absaloms død sagde den unge Ahima’atz: „Lad mig løbe hjem til kongen med den glædelige nyhed, at Herren har givet ham hævn over hans fjender.”

²⁰ „Nej,” svarede Joab, „kongen vil ikke blive glad for at høre, at hans søn er død. Du kan få lov til at bringe bud en anden gang.”

²¹ I stedet sendte Joab en sudaneser^[g] af sted. „Fortæl kongen, hvad du har set!” befalede han manden, der straks kastede sig for hans fødder i respekt og derefter satte i løb.

²² Ahima’atz blev ved med at tigge Joab om lov til at løbe bagefter, men Joab svarede: „Hvorfor det? Du får ingen penge for det.” ²³ „Åh,” bad Ahima’atz, „jeg vil så gerne!”

„Så løb da!” indvilligede Joab til sidst, hvorefter Ahima’atz skød genvej gennem dalen, så han kom foran sudaneseren. ²⁴ David ventede ved byporten, og da portvagten gik op til sin udkigspost på muren, fik han øje på en mand, der kom løbende frem imod dem.

²⁵ „Der kommer en mand løbende!” meldte han kong David i porten.

„Hvis han kommer alene, er det sikkert et sendebud!” svarede David.

Men da manden kom nærmere, ²⁶ fik portvagten øje på endnu en mand, der kom løbende. „Nu kommer der en mand til!” meldte han, hvortil kongen svarede: „Så må der være flere nyheder!”

²⁷ „Den første ligner Ahima’atz med den fart, han har på!” meldte vagten.

„Han er en god mand, så han må have gode nyheder,” svarede kongen.

²⁸ Da Ahima’atz kom nærmere, råbte han til kongen: „Fred være med dig!” og bøjede sig til jorden. Så tilføjede han: „Lovet være Herren, din Gud, som har givet dig sejr over de oprørere, der vovede at sætte sig op imod dig!”

²⁹ „Hvad med den unge Absalom?” spurgte kongen. „Er han er i god behold?”

Ahima’atz svarede undvigende: „Der var en frygtelig råben og skrigen, da jeg blev sendt af sted. Jeg ved ikke, hvad der er sket med ham.”

³⁰ „Vent her!” beordrede kongen, og Ahima’atz trådte til side.

³¹ Straks efter ankom sudaneseren. „Jeg har glædelige nyheder til kongen,” pustede han. „I dag har Herren givet dig hævn over alle dem, som gjorde oprør imod dig!”

³² „Hvad med Absalom? Er han i god behold?” spurgte kongen.

Manden svarede: „Gid alle dine fjender må få samme endeligt som ham!”

19 Da brød kongen sammen og gik grædende op på taget over porten. „Åh, min søn Absalom! Min søn, min søn Absalom!” hulkede han. „Gid jeg var død i dit sted, Absalom—min søn, min søn!”

Joab går i rette med David

² Der gik straks bud til Joab om, at kongen græd og sørgede over Absalom, ³ og da det rygtedes i hæren, hvor fortvivlet kongen var over sin søns død, blev glæden over sejren vendt til sorg. ⁴ Alle krigerne luskede tilbage til byen, så skamfulde, at man skulle tro, de var flygtet fra kampen.

⁵ Imens sad kongen med ansigtet begravet i hænderne og hulkede: „Åh, min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”

⁶ Da gik Joab til kongen og sagde: „I dag har vi frelst dit liv, og vi har reddet dine sønner, dine døtre, dine koner og medhustruer. Hvorfor opfører du dig, som om vi havde gjort noget forkert? ⁷ Du sætter åbenbart større pris på dine fjender end dine venner! Havde Absalom været i live, ville det ikke have gjort dig noget, om alle vi andre var døde! ⁸ Gå nu ud og ønsk krigerne til lykke, for jeg sværger ved Herren, at hvis du ikke gør det, deserterer de alle sammen i løbet af natten, og så vil det sidste blive værre for dig end det første!”

⁹ Så gik kongen ud og satte sig i byporten, og da rygtet spredtes, at kongen var kommet ud, samledes alle hans krigere foran ham. Absaloms hær var allerede flygtet og vendt hjem.

David vender tilbage til Jerusalem som konge

¹⁰ Nu begyndte man at diskutere situationen ud over hele landet: „David frelste os fra vores værste fjender, filistrene!” sagde folk til hinanden. „Ganske vist valgte vi Absalom til konge, og han jog David bort, ¹¹ men nu er Absalom død. Lad os derfor udråbe David til konge igen!”

^12-13 Da David hørte, hvad folk snakkede om, sendte han præsterne Zadok og Ebjatar til Judas ledere med følgende besked: „Hvorfor er I så længe om at slutte op om mig? Nordriget har besluttet sig, og nu mangler vi bare jer—til trods for, at jeg tilhører jeres stamme! ¹⁴ Og sig til Amasa: Jeg sværger på, at du skal være min hærfører i stedet for Joab! Jeg er ikke din onkel for ingenting.”

¹⁵ På den måde fik David Judas ledere over på sin side, og de vedtog, at David igen skulle være deres konge. De bad ham derfor komme tilbage til Jerusalem sammen med alle sine folk.

¹⁶ Da kongen på hjemvejen kom til Jordanfloden, var Judas ledere samlet ved Gilgal for at byde ham velkommen og eskortere ham over floden. ¹⁷ Selv Shimi, benjaminitten fra Bahurim, sluttede sig til judæerne for at gå kongen i møde, ¹⁸ og han havde 1000 mand fra sin egen stamme med sig. Ziba, Sauls tjener, og hans 15 sønner og 20 tjenestefolk var også hurtigt taget over Jordanfloden for at møde kongen på den anden side. ¹⁹ Så da han ankom til vadestedet, stod de parate for at eskortere ham og hans familie over.

Da kongen skulle til at gå over floden, kastede Shimi sig ned foran ham ²⁰ og bad: „Herre konge, tilgiv mig det, jeg gjorde, dengang du forlod Jerusalem! Vil du ikke nok glemme det? ²¹ Jeg ved, at jeg var ond imod dig dengang, men jeg er den første fra Nordrigets område, der er kommet her i dag for at byde dig velkommen hjem!”

²² Abishaj brød ind: „Nej, Shimi fortjener døden, fordi han forbandede Herrens salvede!”

²³ „Lad mig være i fred, Zerujas sønner!” svarede David. „I siger mig altid imod. Nej, i dag skal ingen lide døden. Lad os hellere feste, for i dag er jeg igen blevet konge i Israel!” ²⁴ Så vendte David sig om mod Shimi og svor: „Du skal ikke dø!”

^25-26 Også Mefiboshet, Sauls barnebarn, var kommet ned fra Jerusalem for at modtage kongen. Lige siden den dag David flygtede fra Jerusalem, og til han nu kom tilbage, havde Mefiboshet sørget over kongens skæbne og hverken vasket sine fødder eller sit tøj eller klippet sit skæg.

„Hvorfor fulgte du ikke med mig ud af Jerusalem, Mefiboshet?” spurgte kongen.

²⁷ Han svarede: „Herre konge, min tjener Ziba har løjet om mig. Jeg befalede ham at sadle mit æsel, så jeg kunne følge kongen, men han adlød mig ikke, og så havde jeg ikke noget valg, fordi jeg er lam. ²⁸ I stedet bagtalte han mig ved at påstå, at jeg nægtede at tage med. Men herre konge, du handler på Guds vegne, og derfor må du gøre, som du synes bedst. ²⁹ Både jeg selv og resten af min familie kunne lige så godt være blevet henrettet af dig, men i stedet viste du mig den ære at være blandt de udvalgte, der får lov at spise ved dit bord. Jeg kan ikke forvente flere nådesbevisninger fra din side.”

³⁰ „Javel,” svarede David, „i så fald skal Ziba afstå det halve af ejendommen til dig.”

³¹ „Nej, giv ham bare det hele,” svarede Mefiboshet. „Jeg er bare glad for, at du er kommet tilbage i god behold!”

^32-33 Barzillaj fra Gilead, der havde givet kongen og hæren mad under deres eksil i Mahanajim, havde ledsaget kongen fra Rogelim til Jordanfloden. Barzillaj var en meget gammel mand, omkring 80 år, og han var meget rig.

³⁴ „Følg med mig over floden og slå dig ned i Jerusalem,” sagde kongen til ham. „Jeg skal nok sørge for dig!”

³⁵ „Nej tak,” svarede han, „det er jeg for gammel til. ³⁶ Jeg er nu 80 år gammel og har for længst mistet appetitten på livet. Mad og vin smager mig ikke længere, og jeg kan ikke høre, når der bliver sunget og spillet. Nej, der er ingen grund til, at jeg skal ligge kongen til byrde. ³⁷ At ledsage dig over floden er ære nok for mig! ³⁸ Derefter vil jeg vende tilbage og dø i min hjemby, så jeg kan blive begravet der, hvor min mor og far ligger. Tag i stedet min søn Kimham med dig, herre konge. Måske kan du gøre noget for ham.”

³⁹ „Godt,” svarede kongen, „så tager jeg Kimham med mig. Lad mig da vise min taknemmelighed mod ham i stedet for. Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om.”

⁴⁰ Kongen og resten af følget gik nu over Jordanfloden. Derefter omfavnede kongen Barzillaj til afsked og velsignede ham, hvorefter Barzillaj vendte tilbage, hvor han kom fra. ⁴¹ Kongen tog Kimham med sig til Gilgal, hvor det meste af Juda og det halve af Nordriget var mødt op for at byde ham velkommen.

Judæerne og israelitterne kommer i klammeri

⁴² Nogle af mændene fra Nordriget beklagede sig til kongen over, at det udelukkende var mænd fra Juda, der havde fået den ære at eskortere ham, hans familie og alle hans mænd over Jordanfloden.

⁴³ „Og hvad så?” indvendte judæerne. „Kongen hører jo til Judas stamme! Er det noget at være vred over? Har vi måske udnyttet vores fortrin ved at søge kongens særlige gunst?”

⁴⁴ „Jamen Nordriget består af ti stammer,” svarede de andre. „Derfor har vi meget mere krav på kongen, end I har! Hvorfor har I da ikke indbudt os? Var det måske ikke os, der oprindelig ønskede at få kongen tilbage?”

Judæerne gav svar på tiltale, så det endte med et større skænderi mellem judæerne og dem fra Nordriget.

20 Blandt dem fra Nordriget var der en ondsindet mand ved navn Sheba, søn af Bikri af Benjamins stamme. Midt i skænderiet stødte Sheba i hornet og råbte: „Hvad skal vi med David? Han hører jo ikke til blandt os! Kom, alle jer fra Nordriget, lad os gå hjem!” ² Da forlod de alle David og fulgte efter Sheba, mens judæerne sluttede op om kongen og ledsagede ham fra Jordanfloden op til Jerusalem.

³ Da David kom hjem, lod han de ti medhustruer, som havde boet i paladset under hans eksil, flytte til et bevogtet hus et andet sted. Der blev sørget for dem, men han havde aldrig mere noget med dem at gøre. De levede afsondret til deres dødsdag, som om de var enker.

Joab slår Amasa ihjel og nedkæmper Shebas oprør

⁴ Derefter befalede kongen Amasa at mobilisere Judas hær og være tilbage inden tre dage. ⁵ Amasa begav sig af sted for at samle tropperne, men det tog ham mere end de tre dage, kongen havde afsat til det. ⁶ Da sagde kongen til Abishaj:

„Jeg er bange for, at Sheba bliver en større trussel for os, end Absalom var. Tag min livvagt og sæt efter ham, så han ikke når i sikkerhed i en befæstet by.”

⁷ Straks satte Abishaj og Joab efter Sheba sammen med elitesoldaterne og kongens livvagt. ^8-10 Da de kom til den store sten i Gibeon, stod de pludselig ansigt til ansigt med Amasa. Joab var iført sin kampuniform og havde en daggert spændt i sit bælte. Da han nu gik hen imod Amasa for at hilse på ham, faldt daggerten ud af skeden. Han samlede den hurtigt op med venstre hånd. „Godt at se dig,” sagde han hjerteligt til Amasa, idet han trak ham i skægget med sin højre hånd under foregivende af at ville kysse ham på kinden. Men i det samme stødte han med sin venstre hånd daggerten i maven på den intetanende Amasa, så indvoldene væltede ud på jorden. Sådan gjorde Joab det af med Amasa i et eneste stød. Joab og hans bror Abishaj lod ham ligge på jorden, for de havde travlt med at forfølge Sheba.

¹¹ En af Joabs unge officerer stillede sig ved Amasas lig og råbte til soldaterne: „Hvis I er loyale overfor David og Joab, så slut jer til os!”

¹² Amasa lå imidlertid i en stor blodpøl midt på vejen, og da Joabs officerer så, at soldaterne stimlede sammen om ham, trak de liget væk fra vejen og dækkede det med en kappe. ¹³ Så snart Amasa var blevet fjernet, fulgte krigerne med Joab i jagten på Sheba.

^14-15 I mellemtiden drog Sheba gennem hele Nordriget, hvor det lykkedes ham at få alle sine slægtninge til at slutte op om sig. De fulgte med ham til byen Abel-Bet-Ma’aka, hvor Joab og hans hær indhentede dem og belejrede byen. Joab byggede en vold omkring byen og begyndte en systematisk nedrivning af muren.

¹⁶ Men i byen var der en klog kvinde, som gik op på muren og råbte: „Hør her! Sig til Joab, at han skal komme herhen. Jeg vil tale med ham.”

¹⁷ Da Joab kom derhen, spurgte hun: „Er du Joab?”

„Ja,” svarede Joab.

¹⁸ Så fortsatte hun: „Fra gammel tid har man sagt: ‚Søg råd i byen Abel!’ Hos os kunne man få gode råd og hjælp til at løse konflikter. ¹⁹ Men nu er du ved at ødelægge en ældgammel, fredselskende by i Israel! Vil du virkelig ødelægge det, som tilhører Herren?”

²⁰ Joab svarede: „Nej, det vil jeg bestemt ikke! Jeg er ikke ude på at ødelægge jeres by. ²¹ Jeg er kun ude efter en mand ved navn Sheba fra Efraims bjergland, for han har gjort oprør imod kong David. Hvis I vil udlevere ham til os, skal vi gerne lade jeres by være i fred.”

„Godt,” svarede kvinden, „så smider vi hans hoved over muren ned til jer.”

²² Den kloge kvinde fik så byens indbyggere overtalt til at hugge hovedet af Sheba og kaste det over muren.

Derefter stødte Joab i hornet, så hæren trak sig tilbage, og alle krigerne vendte hjem, hver til sit. Joab selv vendte tilbage til kongen i Jerusalem.

²³ Joab blev så igen øverstkommanderende for Israels hær. Benaja, Jojadas søn, var chef for den kongelige livvagt; ²⁴ Adoniram havde opsynet med tvangsarbejderne; Joshafat, Ahiluds søn, var historiker og rigsarkivar; ²⁵ Sheva var statssekretær; Zadok og Ebjatar var præster i templet; ²⁶ og Ira fra Jair var hofpræst.

Gibeonitternes hævn

21 Mens David var konge, blev landet ramt af en hungersnød, der varede i tre år. David søgte derfor råd hos Herren, som svarede: „Hungersnøden skyldes den synd, som Saul og hans familie begik ved at slå nogle gibeonitter ihjel på trods af, at Israelitterne havde lovet at lade dem være i fred.” ² (Gibeonitterne var et folk, som ikke tilhørte Israel. De var efterkommere af amoritterne, men israelitterne havde med en højtidelig ed sluttet fredspagt med dem. Ikke desto mindre havde Saul i sin iver efter at styrke sit eget herredømme forsøgt at udrydde dem.)

Da David hørte Herrens svar, sendte han bud efter gibeonitternes ledere ³ og spurgte dem: „Hvad kan jeg gøre for jer, så vi bliver skylden kvit, og I kan velsigne Herrens ejendomsfolk?”

⁴ „Vores mellemværende med Saul er ikke noget, hans slægt kan betale sig fra,” svarede de. „Og vi har ikke lov at hævne os på Israels folk.”

„Hvad ønsker I da?” spurgte David. „Sig frem, så jeg kan opfylde jeres ønske.”

^5-6 „Lad syv af Sauls efterkommere blive udleveret til os, for han gjorde, hvad han kunne for at udrydde os fra Israels land. Som straf vil vi slå disse syv ihjel og hænge dem op ved Herrens offerhøj i Gibea, Sauls egen by.”

„Godt,” svarede David. „Jeg vil opfylde jeres ønske!”

⁷ David skånede Jonatans søn, Mefiboshet, fordi han havde lovet Jonatan at vise godhed imod hans efterkommere. ⁸ Men han udleverede Sauls to sønner Armoni og Mefiboshet, hvis mor var Ritzpa, datter af Ajja, og de fem sønner, som Sauls datter Merab^[h] havde fået sammen med Adriel (en søn af Barzillaj fra Mehola). ⁹ Gibeonitterne dræbte så de syv mænd og hængte ligene til skue på offerhøjen for Herrens ansigt. Henrettelsen fandt sted ved begyndelsen af byghøsten.

¹⁰ Den sørgende Ritzpa, som nu havde mistet sine sønner, bredte noget sækkelærred ud på klippetoppen og satte sig der for at holde vagt ved ligene. Hun blev der hele høsttiden, indtil regntiden begyndte, fordi hun ville beskytte ligene mod gribbene om dagen og mod rovdyrene om natten.

¹¹ Da det kom David for øre, hvordan hun på den måde viste sin sorg og sin respekt for de døde, ¹² tog han af sted til Jabesh i Gilead for at få udleveret Sauls og Jonatans knogler. Byens indbyggere havde i sin tid fjernet ligene fra torvet i Bet-Shan, hvor filistrene havde hængt dem op, efter at Saul og Jonatan begge var faldet i slaget på Gilboahøjen. ¹³ David fik nu bragt de jordiske rester af både Saul, Jonatan og de syv mænd fra Gibea ¹⁴ til Zela i Benjamins land, og dér blev de alle begravet på det sted, hvor Sauls far, Kish, lå begravet. Alt dette blev udført på kongens befaling. Derefter forbarmede Gud sig over landet, og hungersnøden endte.

Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt

¹⁵ Engang, da filistrene var i krig med Israel, var David blevet helt udmattet under kampen, og da var det lige ved at gå galt for ham. ¹⁶ En af filistrene, en kæmpestor mand ved navn Ishbi-Benob af Rafa-slægten, havde et spyd, hvis spids var lavet af bronze og vejede over tre kilo, og alle hans våben var nye. Denne mand satte efter David og skulle lige til at slå ham ihjel, ¹⁷ da Abishaj i sidste øjeblik kom David til undsætning og huggede filisteren ned. Bagefter erklærede Davids mænd: „Du må ikke længere deltage aktivt i kampen! Det går ikke, at du bliver dræbt, for hele Israel er afhængig af dig!”

¹⁸ Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gob, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Saf. ¹⁹ Under en anden kamp mod filistrene ved Gob lykkedes det Elhanan, Jairs søn fra Betlehem, at dræbe en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom.^{[i] 20} Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. ²¹ Han hånede Israel, men Jonatan,^[j] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. ²² Disse fire filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.

Davids sejrssang^(A)

22 Da Herren havde reddet David fra Saul og hans øvrige fjender, sang David følgende lovsang til Herren: