Bible in 90 Days

²⁸ „Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.”

Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over. ²⁹ Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap. ³⁰ Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.

³¹ Den næste befrier var Shamgar, Anats søn, som engang reddede Israel ved at slå 600 filistre ihjel med en pigstav.

Herren giver sejr gennem profeten Debora

4 Efter Ehuds død gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. ² Da udleverede Herren dem til kana’anæerkongen Jabin af Hatzor. Kongens hærfører hed Sisera, og han boede i Haroshet-ha-Gojim. ³ Med sine 900 stridsvogne med jernbeslåede hjul besejrede han israelitterne og undertrykte dem brutalt i 20 år. Til sidst råbte folket til Herren om hjælp.

⁴ På det tidspunkt var profeten Debora, Lappidots kone, dommer i Israel. ⁵ Hun plejede at sidde under Deboras palmetræ et sted mellem Rama og Betel i Efraims højland, og dér kom israelitterne til hende med deres retssager.

⁶ En dag sendte Debora bud efter Barak, Abinoams søn, der boede i Kedesh i Naftalis land. „Herren, Israels Gud, har befalet, at du skal samle 10.000 mænd fra Naftalis og Zebulons stammer på Tabors bjerg,” sagde hun til Barak. ⁷ „Så vil Herren lokke kong Jabins hærfører, Sisera, hans hær og stridsvogne til Kishonbækken og udlevere dem til dig dér.”

⁸ „Godt,” svarede Barak, „jeg tager af sted—men på den betingelse, at du tager med!”

⁹ „Jeg skal gerne gå med,” svarede Debora. „Men i så fald bliver det en kvinde, der får æren for sejren over Sisera og ikke dig.” Derpå fulgte hun med ham til Kedesh. ¹⁰ Da de nåede derhen, samlede Barak Zebulons og Naftalis stammer og 10.000 mand drog af sted til Tabor. Debora gik med.

¹¹ Nu var der en mand ved navn Heber, som havde slået lejr i nærheden af egetræet ved Sa’anannim. Han var efterkommer af Moses’ svoger Hobab, men havde fjernet sig fra sine øvrige kenitiske slægtninge.

¹² Da Sisera fik at vide, at Barak og hans hær havde slået lejr på Tabors bjerg, ¹³ mobiliserede han hele hæren og alle 900 jernvogne og marcherede fra Haroshet-ha-Gojim til Kishonbækken.

¹⁴ Da sagde Debora til Barak: „Bryd op! Herren vil gå foran dig og give dig sejr over Sisera i dag.” Straks førte Barak sine 10.000 mand ned fra Tabors bjerg og rykkede frem til angreb.

¹⁵ Idet Barak angreb, skabte Herren panik blandt Siseras mænd og vogne, så Sisera måtte springe ned fra sin vogn og flygte til fods. ¹⁶ Barak og hans mænd forfulgte fjenderne og deres vogne helt til Haroshet-ha-Gojim, indtil hele Siseras hær var hugget ned.

^17-18 I mellemtiden var Sisera undsluppet og var nået til kenitten Hebers lejr. Hebers slægt havde nemlig indgået en venskabspagt med kong Jabin af Hatzor. Hebers kone, Jael, gik nu Sisera i møde og sagde: „Her har du intet at frygte. Kom med ind i mit telt.” Så fulgte han med hende ind i teltet, hvor hun dækkede ham til med et tæppe. ¹⁹ „Giv mig lidt vand,” sagde han til hende, „jeg er så tørstig.” Hun gav ham lidt mælk fra lædersækken og dækkede ham til igen. ²⁰ „Stil dig i teltdøren,” fortsatte han, „og hvis der kommer nogen og spørger, om der er en kriger her, skal du sige nej.”

²¹ Men da Sisera var faldet i søvn af udmattelse, tog Jael en spids teltpløk og en hammer og sneg sig hen til ham. Så hamrede hun pløkken gennem tindingen på ham og ned i jorden.

²² Da Barak senere kom for at lede efter Sisera, gik Jael ham i møde og sagde: „Kom, så skal jeg vise dig ham, du leder efter.” Da fulgte Barak efter hende ind i teltet og fandt Sisera død med teltpløkken gennem tindingen.

²³ Den dag så israelitterne, hvordan Herren gav dem sejr over kana’anæerkongen Jabin, ²⁴ og fra den dag fik Israels folk mere og mere overtaget, indtil de til sidst fik udryddet ham og hans folk.

Deboras sejrssang

5 Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:

Derefter var der fred i landet i 40 år.

Israelitternes fortsatte ulydighed

6 Så begyndte Israelitterne igen at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Derfor udleverede Herren dem til midjanitterne, der tyranniserede dem i syv år. ² Midjanitterne var så grusomme, at israelitterne flygtede op i bjergene og indrettede sig skjulesteder i huler og klippeborge. ³ Hver gang israelitterne havde tilsået deres marker, kom der omstrejfende bander fra Midjan og Amalek og andre nabofolk fra øst og angreb dem. ⁴ De slog lejr på deres marker, ødelagde afgrøderne og plyndrede landet så langt som til Gaza. Israelitterne havde intet at spise, for fjenderne stjal også alle deres får, geder, okser og æsler. ^5-6 Røverbanderne trængte ind i landet og slog sig ofte ned i længere tid med deres hjorde og kamelflokke, talløse som græshoppesværme, indtil landet var så hærget og forarmet, ⁷ at folket igen råbte til Herren om hjælp.

⁸ Da sendte Herren en profet til dem: „Hør hvad Herren, Israels Gud, siger til jer,” sagde han. „Jeg førte jer ud af fangenskabet i Egypten ⁹ og befriede jer fra egypterne og alle jeres modstandere. Jeg drev jeres fjender ud af Kana’ans land og gav det til jer. ¹⁰ Jeg sagde til jer: ‚Jeg er Herren, jeres Gud. I må ikke dyrke amoritternes guder i landet, hvor I bor.’ Men I har ikke adlydt mig!”

Gideons kald og hans opgør med afguderne

¹¹ Så kom Herrens engel og satte sig under egetræet i Ofra, der tilhørte Joash fra Abiezers slægt. Joash’ søn Gideon var netop i færd med at tærske hvede i bunden af en vinperse for at skjule det for midjanitterne.

¹² Herrens engel viste sig for Gideon og sagde: „Herren er med dig, stærke kriger!” ¹³ „Hvis Herren er med os, hvorfor går det os da så dårligt?” svarede Gideon. „Hvor er alle miraklerne, som vores forfædre fortalte os om? Sagde de ikke, at Herren gjorde en masse undere, da han førte dem ud af Egypten? Han må have forkastet os og overgivet os til midjanitterne!”

¹⁴ Da vendte Herren sig til Gideon og sagde: „Tag af sted med den styrke du har, og red Israel fra midjanitterne. Jeg sender dig!” ¹⁵ „Men Herre, hvordan skulle jeg kunne redde Israel?” svarede Gideon. „Vores slægt er den svageste i Manasses stamme—og jeg er den yngste i min familie!” ¹⁶ „Men jeg er Herren—og jeg er med dig! Du skal hugge midjanitterne ned alle som en!”

¹⁷ Gideon svarede: „Er det virkelig Herren? Utroligt, at han skulle komme til mig. Jeg vil gerne have et bevis på, at det virkelig er Herren, som taler til mig. ¹⁸ Vent her, indtil jeg kommer tilbage med en offergave til dig.” „Jeg bliver her, til du kommer tilbage,” lovede englen.

¹⁹ Gideon skyndte sig nu hjem, slagtede og tilberedte et gedekid, hvorefter han tog en stor pose^[b] mel og bagte brød uden surdej. Så lagde han kødet i en kurv, hældte suppen i en krukke og bar det ud til englen, som sad under egetræet.

²⁰ Da sagde Guds engel: „Læg kødet og brødene på stenen derhenne og hæld suppen ud over det!”

Gideon gjorde, som englen sagde, ²¹ og englen rørte kødet og brødene med sin stav. Ild flammede op fra stenen og fortærede det hele. Så var englen borte.

²² Så vidste Gideon, at det virkelig var Herrens engel, og han udbrød: „Ak, min Herre og Gud, det er ude med mig, for jeg har set Herrens engel ansigt til ansigt.”

²³ Men Herren sagde: „Fred være med dig! Vær ikke bange. Du skal ikke dø.”

²⁴ På det sted byggede Gideon et alter for Herren og kaldte det „Herrens fred”. Det står stadig i Ofra, på den jord, der tilhører Abiezers slægt.

²⁵ Samme nat sagde Herren til Gideon: „Tag en af din fars tyre, den næstbedste, som er syv år gammel. Vælt så din fars Ba’als alter ned og hug afgudspælen ved siden af i stykker. ²⁶ Når det er gjort, skal du på toppen af denne klippe bygge et alter for Herren, din Gud, på den foreskrevne måde. Brug træet fra pælen som brænde på alteret, og bring så tyren som et brændoffer til Herren.”

²⁷ Gideon vækkede straks ti af sine tjenere og gjorde, som Herren havde befalet. Han gjorde det om natten, hvor ingen kunne se det, for han var bange for sin families og sine naboers reaktion. ²⁸ Da folk stod op om morgenen, opdagede de, at ba’alsalteret var revet ned og afgudspælen var væk. I stedet stod der et nyt alter med resterne af brændofferet ovenpå.

²⁹ „Hvem har gjort det?” sagde folk til hinanden. Så spurgte de sig frem og fandt ud af, at det var Gideon.

³⁰ „Udlever din søn til os!” råbte de til Joash. „Han skal dø, for han har revet ba’alsalteret ned og slået Asherapælen i stykker!”

³¹ Men Joash råbte tilbage: „Hvorfor forsvarer I Ba’al? Kan I måske redde ham? Den, som vil tale Ba’als sag, skal dø inden i morgen! Hvis Ba’al virkelig er en gud, så lad ham forsvare sig selv og straffe den, der har revet hans alter ned.”

³² Fra den dag gav man Gideon tilnavnet Jerubba’al,^[c] fordi han havde revet Ba’als alter ned.

Gideon samler hæren og beder om et tegn

³³ Kort tid efter samlede midjanitterne, amalekitterne og flere andre ørkenfolk sig, gik over Jordanfloden og slog lejr på Jizre’elsletten. ³⁴ Da kom Herrens Ånd over Gideon og han blæste i vædderhornet for at kalde Abiezer-slægtens mænd til våben. ³⁵ Derefter sendte han bud til hele Manasses stamme, og de sluttede op om ham. Også Ashers, Zebulons og Naftalis stammer fik besked, og de sluttede sig til dem.

³⁶ Da sagde Gideon til Gud: „Hvis det virkelig er dit alvor, at du vil bruge mig til at redde Israel, sådan som du har lovet, ³⁷ vil jeg bede dig om at give mig et tegn: I nat spreder jeg noget uld ud på tærskepladsens gulv. Hvis der så i morgen tidlig ligger dug på ulden, mens jorden udenom er tør, skal det være et tegn på, at du vil bruge mig til at redde Israel.”

³⁸ Og sådan gik det: Da Gideon næste morgen stod op, var ulden så våd, at han kunne vride en hel skål vand ud af den! ³⁹ Da sagde han til Herren: „Bliv ikke vred, Herre, men giv mig endnu et tegn: Denne gang skal ulden være tør og jorden udenom våd!”

⁴⁰ Endnu en gang gjorde Gud, hvad han bad om: Næste morgen var ulden knastør, mens jorden udenom var våd af dug.

Gideons sejr over midjanitterne

7 Tidligt om morgenen drog Gideon af sted sammen med sin hær helt til Harod-kilden, hvor de slog lejr. Den midjanitiske hær lå nord for dem i dalen neden for More-højen.

² Herren sagde nu til Gideon: „Du har alt for mange krigere med dig. Hvis jeg lader jer alle kæmpe mod midjanitterne, vil I bare selv tage æren og prale af, at I overvandt fjenden i egen kraft. ³ Derfor skal du sige til dem: Hvis nogen af jer er bange, må I gerne gå hjem!” Da gik 22.000 af mændene hjem, så der kun var 10.000 tilbage.

⁴ Men Herren sagde til Gideon: „I er stadig alt for mange! Før mændene ned til kilden, så vil jeg vise dig, hvem der skal følge dig i krigen, og hvem du skal lade blive tilbage.”

⁵ Så førte Gideon mændene ned til kilden, og Herren sagde til ham: „Dem, der drikker ved at lægge sig på maven og labbe vandet i sig som en hund, skal du skille ud fra dem, der lægger sig på knæ for at drikke.”

⁶ Det viste sig, at 300 af mændene labbede vandet i sig som en hund.^[d] Resten lagde sig på knæ og drak normalt ved at føre hånden til munden.

⁷ „Med disse 300 mænd vil jeg redde jer og besejre midjanitterne,” sagde Herren til Gideon. „Send alle de andre hjem!”

⁸ Så sendte Gideon de øvrige mænd hjem, men bad dem efterlade deres proviant og vædderhorn.

⁹ Om natten, mens midjanitterne sov trygt i deres lejr nede i dalen, sagde Herren til Gideon: „Stå op! Tag dine mænd og gå til angreb på midjanitterne, for jeg vil give dig sejr over dem. ¹⁰ Men hvis du er bange, kan du sammen med din våbendrager Pura snige dig ned til midjanitternes lejr ¹¹ og lytte til, hvad der foregår. Det vil opmuntre dig og give dig mod til at gå til angreb.”

I ly af mørket sneg Gideon og Pura sig nu af sted og nåede frem til udkanten af fjendens lejr. ¹² Midjanitterne, amalekitterne og de øvrige ørkenfolk fra øst lå som en græshoppesværm ud over dalen—ja, de var talløse som sandet ved stranden, og der var flere kameler, end nogen kunne tælle. ¹³ Netop som Gideon listede sig hen til et telt, var en af krigerne derinde ved at fortælle en anden om en drøm, han havde haft: „Jeg drømte, at et bygbrød kom rullende hen mod lejren. Det ramte et telt, væltede det og maste det fuldstændigt.”

¹⁴ Den anden kriger svarede: „Det kan kun betyde én ting: At Gud vil give israelitten Gideon sejr over hele vores hær.”

¹⁵ Da Gideon hørte den samtale, bøjede han sig i tilbedelse til Gud. Så skyndte han sig tilbage til sine mænd og råbte: „Op med jer! Herren vil give jer sejr over midjanitternes hær!”

¹⁶ Så delte han sine 300 mænd i tre grupper og gav hver af mændene et vædderhorn og en lerkrukke med en brændende fakkel i. ^17-18 Så forklarede han dem sin slagplan.

„Når vi har placeret os rundt om deres lejr,” sagde han, „og mændene i min gruppe støder i hornene, skal I gøre det samme i de to andre grupper og råbe: For Herren og for Gideon!”

¹⁹ Samme nat kort efter det første vagtskifte nåede Gideon og hans 100 mænd udkanten af midjanitternes lejr. Pludselig stødte de i hornene og knuste lerkrukkerne, så faklerne lyste op i natten. ²⁰ Mændene i de andre grupper fulgte straks deres eksempel. Med højre hånd holdt de hornene for munden, mens de holdt faklerne løftet i venstre hånd. Så råbte de: „Til kamp for Herren og for Gideon!” ²¹ Mens de blev stående på deres poster rundt om lejren, iagttog de, hvordan de midjanitiske krigere fór forvirret rundt og råbte og skreg. ²² Så snart Gideons mænd havde stødt i hornene, havde Herren nemlig bragt forvirring blandt fjendens hærafdelinger, så de begyndte at hugge hinanden ned fra den ene ende af lejren til den anden. De, som ikke blev dræbt, flygtede til Bet-ha-Shitta i retning af Serera, tæt ved Abel-Mehola over for Tabbat.

²³ Derefter sendte Gideon bud efter mændene fra Naftalis, Ashers og Manasses stammer, for at de skulle sætte efter den flygtende hær. ²⁴ Han sendte også bud til Efraims højland: „Kom ned og kæmp mod midjanitterne. Besæt vadestederne langs Jordanfloden helt til Bet-Bara, så de ikke kan flygte over floden.” Efraimitterne gjorde, som der blev sagt. ²⁵ De tog to midjanitiske hærførere Oreb og Ze’eb til fange. Oreb blev dræbt ved den klippe, som er blevet opkaldt efter ham. Ze’eb blev dræbt ved vinpersen, der har fået navn efter ham. Derefter overbragte nogle af mændene de to hærføreres hoveder til Gideon på den vestlige side af Jordanfloden, mens resten genoptog forfølgelsen af midjanitterne.

8 De efraimitiske ledere var imidlertid utilfredse og rettede en skarp kritik mod Gideon. „Hvorfor ventede du med at sende bud efter os, til midjanitterne var besejret?” spurgte de.

² Gideon svarede: „Den smule, jeg og min klan har gjort, er ikke noget i sammenligning med jeres heltedåd! ³ Lod Gud jer ikke fange de to midjanitiske hærførere Oreb og Ze’eb? Hvad I opnåede mod slagets afslutning, har langt større betydning, end hvad vi foretog os i begyndelsen.” Da efraimitterne hørte det, var de ikke vrede længere.

⁴ Derpå satte Gideon over Jordanfloden med sine 300 mand, som ikke havde opgivet at forfølge fjenden, selv om de var trætte og udmattede. ⁵ Da de nåede Sukkot, sagde Gideon til byens ledere: „Giv venligst mine krigere noget at spise. Vi er udmattede af at jagte midjanitterkongerne Zeba og Salmunna.”

⁶ Men byens ledere svarede: „Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”

⁷ Da sagde Gideon: „Når Herren har udleveret Zeba og Salmunna til mig, vender jeg tilbage og slår jer alle sammen med ørkentjørne og tidsler.” ⁸ Så fortsatte de videre til Penuel, men der gav man samme svar som i Sukkot, ⁹ hvorpå Gideon sagde til dem: „Når vi har sejret, vender vi tilbage og river jeres vagttårn ned.”

¹⁰ I mellemtiden var Zeba og Salmunna nået frem til Karkor med de 15.000 mand, der var tilbage af den forenede hær fra øst. 120.000 var faldet for sværdet. ¹¹ Men Gideon gik en omvej forbi teltlejrene øst for Noba og Jogbeha og overfaldt de intetanende midjanitter. ¹² De to konger flygtede, men Gideon fulgte efter dem og fangede dem, og hele deres hær blev grebet af rædsel.

¹³ Derefter vendte Gideon tilbage gennem Herespasset. ¹⁴ Dér tog han en ung mand fra Sukkot til fange og tvang ham til at skrive navnene ned på alle byens 77 ledere. ¹⁵ Så gik Gideon til Sukkot og sagde til mændene i byen:

„Her er de to konger Zeba og Salmunna. I husker vist godt, at I sagde: Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”

¹⁶ Så tog han de 77 ledere til fange og pryglede dem til døde med ørkentjørne og tidsler. ¹⁷ Bagefter drog han til Penuel, hvor han rev byens vagttårn ned og dræbte samtlige mandlige indbyggere.

¹⁸ Derpå spurgte han Zeba og Salmunna: „Hvordan så de mænd ud, som I dræbte ved Tabor?”

„De lignede dig, og de så begge to ud som kongesønner,” svarede de.

¹⁹ „Så var det mine egne brødre!” udbrød Gideon. „Jeg sværger, at hvis I havde skånet dem, ville jeg have skånet jer.” ²⁰ Så sagde han til sin ældste søn Jeter: „Kom her hen og hug de to konger ned!” Men Jeter, der endnu kun var en stor dreng, havde ikke mod til det.

²¹ „Gør det selv, Gideon,” sagde Zeba og Salmunna. „Det er ikke noget for et barn.” Så huggede Gideon dem ned og tog de kostbare ornamenter, som deres kameler havde om halsen.

Gideon afslår at blive konge

²² Nu sagde israelitterne til Gideon: „Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!” ²³ Men Gideon svarede: „Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!” ²⁴ Så tilføjede han: „En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.^[e]

²⁵ „Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte. ²⁶ Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo.^[f] Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen. ²⁷ Af disse kostbarheder lavede Gideon en efod, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede efoden, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.

²⁸ Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.

^29-30 Efter sejren vendte Gideon tilbage til sin hjemegn, hvor han siden boede og fik 70 sønner, for han havde mange koner. ³¹ Han fik også en søn med en slavepige fra Sikem, og han kom til at hedde Abimelek. ³² Gideon døde som en meget gammel mand og blev begravet i familiegravstedet i Ofra, hvor Abiezers slægt kom fra.

³³ Kort efter Gideons død begyndte israelitterne igen at dyrke kana’anæernes afguder. De gjorde Ba’al-Berit til deres gud ³⁴ og glemte Herren, der havde frelst dem fra deres fjendtlige nabofolk. ³⁵ De viste heller ingen respekt for Gideons familie, på trods af hvad Gideon havde betydet for landet.

Slavesønnen Abimelek bliver en grusom konge

9 En dag besøgte Gideons søn, Abimelek, sine morbrødre i Sikem. Han bad dem og hele sin morfars slægt om at spørge Sikems ledende mænd: ² „Foretrækker I at blive regeret af alle Gideons 70 sønner eller af én mand?” Og så huskede han dem på, at han jo gennem sin mor var beslægtet med dem.

³ Derpå talte onklerne hans sag for alle byens ledere, og de var positive over for idéen. „Abimelek er jo vores slægtning,” sagde de. ⁴ Derpå gav de ham 70 sølvstykker af de offergaver, der var indkommet til templet for deres afgud, Berit. Pengene brugte Abimelek til at leje en bande samvittighedsløse slyngler, der var villige til at gøre hvad som helst, han sagde. ⁵ Han tog mændene med sig hjem til Ofra, og der dræbte de alle hans 70 halvbrødre over en og samme sten, bortset fra Jotam, den yngste. Han blev ikke dræbt, for han havde gemt sig.

⁶ Derefter samledes indbyggerne i selve Sikem og i den nærliggende fæstningsby^[g] ved det hellige egetræ i Sikem, hvor de udråbte Abimelek til konge.

⁷ Da Jotam hørte, hvad der var sket, gik han op på toppen af Garizims bjerg og råbte: „Lyt til mig, Sikems indbyggere, så vil Gud lytte til jer. ⁸ Der var engang nogle træer, som ville vælge en til at være konge over dem. Først sagde de til oliventræet: ‚Du skal være konge over os!’ ⁹ Men oliventræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min dyrebare olivenolie, som bruges til at ære både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’ ¹⁰ Så sagde de til figentræet: ‚Du skal være konge over os!’ ¹¹ Men figentræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min søde frugt bare for at regere over jer?’ ¹² Så sagde de til vinstokken: ‚Du skal være konge over os!’ ¹³ Men vinstokken afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere den vin, der glæder både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’ ¹⁴ Så sagde træerne til tornebusken: ‚Vil du være konge over os?’ ¹⁵ ‚Ja,’ svarede tornebusken, ‚hvis I er villige til at bøje jer og søge ly under min skygge. Vil I ikke det, skal flammer slå ud fra mine torne og brænde Libanons cedertræer ned til grunden!’ ”

¹⁶ Jotam fortsatte: „Var det mon på grundlag af trofasthed og oprigtighed, at I udråbte Abimelek til konge? Vil I påstå, at det var den rette måde at vise jeres taknemmelighed til Gideon og hans efterkommere på? ¹⁷ Kæmpede min far ikke selvopofrende for jer? Satte han ikke livet på spil, da han frelste jer fra midjanitterne? ¹⁸ Alligevel har I i dag gjort oprør imod ham og myrdet hans 70 sønner på en sten. Og I har tilmed udråbt hans slavepiges søn, Abimelek, til jeres konge, bare fordi han er jeres slægtning. ¹⁹ Havde I vist trofasthed over for Gideon og hans efterkommere, ville I have kunnet glæde jer med Abimelek, og Abimelek ville have kunnet glæde sig med jer. ²⁰ Men nu skal flammer slå ud fra Abimelek og ødelægge Sikems og fæstningsbyens indbyggere, og flammer skal slå ud fra befolkningen og ødelægge Abimelek!”

²¹ Derefter flygtede Jotam til Be’er og slog sig ned der af frygt for sin halvbror.

^22-23 Tre år senere satte Gud splid mellem kong Abimelek af Israel og indbyggerne i Sikem, så de gjorde oprør imod Abimelek. ²⁴ Under de begivenheder, som fulgte, fik både Abimelek og Sikems indbyggere, der var medansvarlige for mordet på Gideons 70 sønner, deres velfortjente straf. ²⁵ Sikems mænd gjorde oprør mod kong Abimelek og lagde baghold ved bjergpassene. De plyndrede alle, der kom forbi, og det blev meddelt Abimelek.

²⁶ Omkring den tid kom der en mand ved navn Ga’al, søn af Ebed, og han slog sig ned i Sikem sammen med sine brødre. Ga’al blev snart en indflydelsesrig mand i byen. ²⁷ En dag var der fest i byen, fordi druehøsten var forbi, og de havde også fået presset druerne i vinpersen. Festen blev holdt i byens afgudstempel, og der blev drukket tæt. Til sidst begyndte de alle at forbande Abimelek.

²⁸ „Hvad bilder den Abimelek sig ind?” råbte Ga’al. „Hvad ret har han til at herske over os her i Sikem? Han er jo en søn af Gideon, som bare har indsat Zebul som guvernør over byen. Hvis nogen skulle herske over os, burde det være Hamors efterkommere, ikke Abimelek! ²⁹ Hvis jeg kunne bestemme og havde folket med mig, skulle jeg snart få ham af vejen. Jeg ville udfordre ham og hans hær til kamp!”

³⁰ Da Zebul fik at vide, hvad Ga’al havde sagt, blev han rasende ³¹ og sendte i smug følgende besked til Abimelek i Aruma: „Ga’al, søn af Ebed, har sammen med sine brødre slået sig ned i Sikem, og nu er de ved at organisere et oprør imod dig. ³² Derfor skal du komme i nat sammen med dine folk og lægge dig i baghold uden for byen. ³³ Ved daggry skal du slå til og storme byen. Når Ga’al og hans mænd så rykker ud imod dig, har du dem i din hule hånd!”

³⁴ Samme nat begav Abimelek og hans hær sig på vej mod Sikem. Da de ankom, delte de sig i fire grupper og lagde sig i baghold omkring byen. ³⁵ Tidligt næste morgen, da Abimelek og hans mænd rykkede frem mod byen, var Ga’al gået ud til byens port, hvor lederne normalt samledes.

³⁶ Da Ga’al fik øje på den fremstormende hær, sagde han til Zebul: „Se over mod bjergene! Er det ikke en hær, der er på vej?” „Nej,” svarede Zebul, „det er bare bjergenes skygger, du kan se.” ³⁷ „Nej, se engang!” blev Ga’al ved. „Jeg er sikker på, at det er krigere, der kommer ned fra det hellige bjerg.^[h] Og se, der kommer flere ad vejen fra spåmændenes egetræ.”

³⁸ Da udbrød Zebul: „Hvor er nu dine store ord? Var det ikke dig, der sagde: ‚Hvad bilder den Abimelek sig ind, og hvad ret har han til at herske over os.’? De mænd, du hånede i går, er nu på vej mod byen. Ryk ud imod dem!”

³⁹ Så rykkede Ga’al ud mod Abimelek sammen med mændene fra Sikem, ⁴⁰ men Abimelek slog Ga’als folk tilbage, så der lå sårede og dræbte hele vejen ind til byporten. ⁴¹ Abimelek vendte tilbage til Aruma, så det blev Zebul som fik til opgave at jage Ga’al og hans brødre bort fra Sikem.

⁴² Næste dag gik mændene fra Sikem ud for at arbejde på deres marker, som de plejede. Da Abimelek fik det at vide, ⁴³ kom han tilbage med sin hær, delte den i tre afdelinger og bad dem holde sig skjult på markerne om natten. Da han næste morgen så folkene komme ud af byen, gav han tegn til de tre hærafdelinger om at gå til angreb. ⁴⁴ Den afdeling, som Abimelek var anfører for, skyndte sig hen til byporten, mens de to andre grupper kæmpede mod dem, som var på marken. ⁴⁵ Kampen fortsatte hele dagen. Da alle Sikems mænd var dræbt, indtog Abimelek byen, hvorefter han slog resten af indbyggerne ihjel. Han jævnede byen med jorden, og strøede salt ud over ruinerne som tegn på, at den ikke skulle genopbygges.

⁴⁶ De, som boede i tårnbyen,^[i] søgte tilflugt i Berits afgudstempel, da de så, hvor det bar hen. ^47-48 Men nogen fortalte det til Abimelek. Så førte han nogle af sine mænd op på Zalmons høj, hvor han med en økse huggede nogle visne grene af træerne og tog dem på skuldrene. „Skynd jer at gøre det samme, som I ser mig gøre!” beordrede han. ⁴⁹ Så skyndte mændene sig at hugge hver sit knippe grene og fulgte efter Abimelek hen til templet, hvor de satte grenene op ad muren og satte ild til. På den måde omkom alle de 1000 mænd og kvinder, der boede i tårnbyen.

⁵⁰ Derefter angreb Abimelek byen Tebetz og indtog den. ⁵¹ Indbyggerne søgte imidlertid tilflugt i byens fæstning og barrikaderede indgangen, inden de søgte op på taget. ⁵² Abimelek fulgte efter dem for at angribe fæstningen. Da han skulle til at sætte ild til den, ⁵³ var der en kvinde oppe på taget, som kastede en møllesten ned, og den ramte ham i hovedet.

⁵⁴ „Giv mig dødsstødet!” stønnede han til sin våbendrager. „Det skal ikke siges om Abimelek, at han blev dræbt af en kvinde.” Så gennemborede våbendrageren ham med sit sværd.

⁵⁵ Da Abimeleks mænd så, at han var død, opløste de hæren og vendte tilbage til deres hjem. ⁵⁶ På den måde straffede Gud Abimelek, fordi han havde myrdet sine 70 halvbrødre. ⁵⁷ Gud straffede også Sikems indbyggere for al deres ondskab. Sådan gik Jotams ord i opfyldelse.

Tola og Jair som dommere

10 Efter Abimelek kom en ny dommer til magten i Israel. Det var Tola, der var søn af Pua og barnebarn til Dodo. Han tilhørte Issakars stamme, selv om han boede i byen Shamir i Efraims højland. ² Tola var dommer i Israel i 23 år. Da han døde, blev han begravet i Shamir ³ og efterfulgt af Jair fra Gilead, der var dommer i Israel i 22 år. ⁴ Han havde 30 sønner, der red rundt på 30 æsler, og sønnerne havde 30 byer i Gilead under sig—byer, der den dag i dag går under fællesnavnet „Jairs byer”. ⁵ Da Jair døde, blev han begravet i Kamon.

Israelitterne vender sig igen bort fra Herren og straffes

⁶ Så gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. De dyrkede de hedenske guder Ba’al og Astarte og de øvrige afguder, som aramæerne, sidonierne, moabitterne, ammonitterne og filistrene dyrkede. De glemte Herren og tilbad ham slet ikke mere. ⁷ Da blussede Herrens vrede op imod folket, så han ikke tøvede med at udlevere dem til filistrene og ammonitterne. ⁸ I 18 år tyranniserede ammonitterne de israelitter, der boede øst for Jordanfloden i Gilead, i amoritternes land. ⁹ De satte også over Jordanfloden og invaderede den del af landet, hvor Judas, Benjamins og Efraims stammer boede. Det var en hård plage for israelitterne. ¹⁰ Til sidst vendte de sig til Herren og råbte om hjælp.

„Vi har syndet imod dig ved at svigte dig og dyrke afguderne!” bekendte de.

¹¹ Men Herren svarede: „Frelste jeg jer ikke fra egypterne, amoritterne, ammonitterne, filistrene, ¹² sidonierne, amalekitterne og de arabiske folk?^[j] Har jeg ikke altid reddet jer, når I råbte til mig om hjælp? ¹³ Og alligevel bliver I ved med at svigte mig for at dyrke andre guder! Forsvind med jer, for nu vil jeg ikke længere redde jer! ¹⁴ Gå hen til de nye guder, I har valgt jer, og kald på dem, så de kan redde jer fra jeres plageånder!”

¹⁵ Men folket råbte igen: „Vi har syndet! Giv os den straf, vi fortjener—bare du en sidste gang vil redde os fra vores fjender!” ¹⁶ Så ødelagde de deres afgudsbilleder og gik tilbage til at tilbede Herren. Derfor besluttede han alligevel at hjælpe dem mod deres fjender.

Jefta besejrer ammonitterne

¹⁷ Ammonitterne mobiliserede deres hær i Gilead og gjorde sig parat til at angribe Israels hær, som havde samlet sig ved Mitzpa.

¹⁸ Da sagde Gileads ledere til hinanden: „Den, der vil lede angrebet mod ammonitterne, skal regere over os.”

11 Jefta var en modig kriger fra Gileads land. Han var søn af en mand ved navn Gilead, men hans mor var en prostitueret kvinde. ² Gileads kone fødte ham også en del sønner, og da de blev voksne, jog de deres halvbror Jefta bort. „Du er et uægte barn!” sagde de til ham. „Du skal ikke have del i arven efter vores far!”

³ Så flygtede Jefta fra sit hjem og slog sig ned i landet Tob, hvor en flok omstrejfende banditter sluttede sig til ham. ^4-5 Det var omkring det tidspunkt, at ammonitterne gjorde sig klar til at angribe israelitterne. Da sendte lederne i Gilead bud efter Jefta i Tob. ⁶ „Kom og vær vores anfører i krigen mod ammonitterne,” sagde de. ⁷ Men Jefta svarede: „Var det ikke jer, som hadede mig og jog mig væk fra mit barndomshjem? Hvorfor kommer I så for at få hjælp fra mig nu, hvor I er i vanskeligheder?” ⁸ „Fordi vi har brug for dig,” svarede de. „Hvis du vil være vores hærfører mod ammonitterne, vil vi bagefter gøre dig til overhoved for Gilead!” ⁹ Jefta fortsatte: „Hvis jeg vender tilbage, og hvis Herren giver mig sejr i kampen mod ammonitterne, så vil jeg være jeres leder.” ¹⁰ „Det sværger vi på for Herrens ansigt!” svarede de.

¹¹ Så tog Jefta imod tilbuddet og fulgte med dem. Han blev udnævnt til leder og hærfører for folket, og han blev officielt indsat som leder over dem i Herrens nærvær i Mitzpa. ¹² Derefter sendte Jefta bud til Ammons konge for at få at vide, hvorfor han angreb Israel. ¹³ Kongen svarede: „Da israelitterne kom fra Egypten stjal de mit land, hele området mellem Arnonfloden, Jabbokfloden og Jordanfloden. Giv os nu frivilligt vores land tilbage.”

^14-15 Jefta sendte besked tilbage: „Israel har aldrig stjålet land fra ammonitterne eller moabitterne. ¹⁶ Da Israels folk ankom til Kadesh, efter at de havde forladt Egypten og var gået igennem Det Røde Hav, ¹⁷ sendte de bud til Edoms konge for at få tilladelse til at gå igennem hans land, men Edoms konge nægtede dem tilladelse. Det samme gjorde Moabs konge, da de henvendte sig til ham. Derfor blev israelitterne i Kadesh.

¹⁸ Da israelitterne senere brød op, gik de gennem ørkenen i en bue uden om Edom og Moab langs den østlige grænse, indtil de havde passeret Moab, og nåede til Arnonfloden. Men de overskred aldrig grænsen til Moab. ¹⁹ Derfra sendte de bud til amoritterkongen Sihon i Heshbon for at bede om tilladelse til at rejse gennem hans land og videre til deres bestemmelsessted.

²⁰ Men kong Sihon troede ikke på, at israelitterne ville rejse fredeligt igennem hans land. Derfor samlede han sin hær ved Jahatz og rykkede ud imod dem. ^21-22 Herren, vores Gud, gav imidlertid Israel sejr over kong Sihon og hans hær, så de overtog amoritternes område fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden i nord, og fra ørkenen mod øst til Jordanfloden i vest.

²³ Du ser altså, at det var Herren, Israels Gud, der tog landet fra amoritterne og gav det til Israels folk. Hvorfor skulle vi så give det tilbage til dig? ²⁴ Beholder du ikke, hvad din gud Kemosh har givet dig? Vi gør krav på ethvert område, som Herren, vores Gud, gav os held til at erobre! ²⁵ Er du bedre end kong Balak, Moabs konge, der aldrig gjorde krav på landet, efter at israelitterne havde taget det fra ham? ²⁶ Nu er der gået 300 år, og så kommer du og vil have området tilbage! I al den tid har det tilhørt israelitterne, der har slået sig ned langs Arnonfloden og i området fra Heshbon i nord til Aroer i syd. Hvorfor har I ikke for længst gjort noget for at få området tilbage? ²⁷ Nej, jeg er i min fulde ret til at beholde området, og det er dig, som gør mig uret ved at erklære mig krig. Lad nu Herren være vores dommer og afgøre hvem af os, der har ret, Israel eller Ammon.”

²⁸ Den besked gjorde imidlertid ikke indtryk på ammonitterkongen.

²⁹ Da kom Herrens Ånd over Jefta, og han drog gennem Gilead og Manasse og tilbage til Mitzpa i Gilead for at samle en hær, hvorefter han gjorde klar til at rykke ud mod ammonitterne. ^30-31 Jefta gav Herren det løfte, at hvis Herren ville hjælpe ham til at besejre ammonitterne og vende uskadt tilbage, ville han til gengæld bringe det første, han traf på, når han kom hjem, som et brændoffer til Herren.

³² Jefta førte nu hæren til angreb på ammonitterne, som han ved Herrens hjælp besejrede. ³³ Han fældede ammonitterne i en frygtelig massakre lige fra Aroer til Minnit og løb 20 byer over ende, helt til Abel-Keramim. Ammonitterne led således et afgørende nederlag til israelitterne.

³⁴ Da Jefta vendte tilbage til sit hus i Mitzpa,^[k] kom hans datter—hans eneste barn—ham dansende i møde, mens hun spillede på tamburin. ³⁵ Da han fik øje på hende, flængede han sit tøj i dyb fortvivlelse.

„Åh, min datter!” udbrød han. „Du har knust mit hjerte, for jeg har givet Herren et løfte, som jeg umuligt kan trække tilbage.” ³⁶ Da hun fik at vide, hvad det var, svarede hun: „Far, du må holde dit løfte til Herren, for han har givet dig sejr over dine fjender. ³⁷ Men giv mig først lov til at gå op i bjergene i to måneder, så jeg sammen med mine veninder kan sørge over, at jeg skal dø så ung og som ugift.”

³⁸ Det gav han hende lov til, og hun gik op i bjergene for sammen med sine veninder at sørge over sin skæbne. ³⁹ Derefter vendte hun tilbage til sin far, der indfriede sit løfte, og derfor nåede hun ikke at blive gift. Efter den tid blev det skik i Israel, ⁴⁰ at unge piger hvert år tager væk i fire dage for at begræde den skæbne, der ramte Jeftas datter.

Jeftas strid med efraimitterne

12 Lederne af Efraims stamme samlede nu deres hær. De krydsede Jordanfloden og kom til Zafon, hvor de gav udtryk for deres vrede mod Jefta. „Hvorfor ønskede du ikke vores hjælp i krigen mod ammonitterne?” spurgte de. „Nu brænder vi dit hus ned, så du omkommer!”

² „Det har I misforstået,” svarede Jefta. „Jeg sendte bud efter jer, men I ville ikke hjælpe mig, da jeg havde brug for jer. ³ Derfor tog jeg af sted uden jer og satte derved livet på spil. Men Herren hjalp mig til at besejre fjenden. Hvorfor vil I da bekæmpe mig nu?”

⁴ Men efraimitterne hånede mændene fra Gilead ved at hævde, at de var flygtninge, som ikke havde ret til at bo i det land, der tilhørte Efraim og Manasse.^[l] Da blev Jefta vred og samlede Gileads hær, hvorefter han gik til angreb på efraimitterne. ⁵ Han besatte vadestederne ved Jordanfloden bag den efraimitiske hær og afskar dem således fra at flygte tilbage over floden. Hver gang en af dem forsøgte at komme over, blev han fanget af Jeftas vagtposter.

„Er du efraimit?” spurgte de. Hvis manden svarede nej, ⁶ gav de ham ordre til at bevise det ved at udtale ordet „shibbolet”. Hvis han kunne udtale det korrekt, gik han fri, men hvis han sagde „sibbolet”, beviste det, at han var efraimit—og så blev han hugget ned. Ved den lejlighed døde 42.000 efraimitter.

⁷ Jefta var dommer i Israel i seks år. Da han døde, blev han begravet i en af Gileads byer.^[m]

Andre dommere efter Jefta

⁸ Jefta blev efterfulgt som dommer i Israel af Ibsan fra Betlehem. ⁹ Han havde 30 sønner og 30 døtre. Han bortgiftede sine døtre til mænd udenfor sin slægt, og han lod sine sønner gifte sig med piger fra andre slægter. Ibsan var dommer i Israel i syv år, ¹⁰ hvorefter han døde og blev begravet i Betlehem.

^11-12 Efter ham fulgte Elon fra Zebulons stamme. Han var dommer i Israel i ti år, hvorefter han døde og blev begravet i Ajjalon i Zebulons land.

¹³ Så fulgte Abdon, søn af Hillel fra Piraton. ¹⁴ Han var dommer i Israel i otte år. Han havde 40 sønner og 30 sønnesønner, der red på 70 æsler. ¹⁵ Da han døde, blev han begravet i Piraton i Efraims område i amalekitternes bjergland.

Samsons fødsel

13 Israels folk gjorde igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så udleverede han dem til filistrene, der undertrykte dem i 40 år.

² På den tid boede der en mand ved navn Manoa fra Dans stamme i byen Zora. Hans kone kunne ikke blive gravid, så de havde ingen børn. ³ En dag viste Herrens engel sig for Manoas kone og sagde til hende: „Du har aldrig kunnet få børn, men du vil snart blive gravid og føde en søn! ⁴ Du må ikke drikke vin eller øl eller spise kød fra noget urent dyr.^{[n] 5} Du må heller ikke klippe din søns hår, for han skal være naziræer og særligt indviet til at tjene Gud fra fødslen af. Han skal tage de indledende skridt til at befri Israel fra filistrenes undertrykkelse.”

⁶ Kvinden gik straks til sin mand og sagde: „En mand fra Gud viste sig for mig. Han så ud som en Herrens engel, frygtindgydende! Jeg spurgte ikke, hvor han kom fra, og han sagde ikke, hvad han hed. ⁷ Men han sagde: Du skal blive gravid og føde en søn! Du må ikke drikke vin eller øl eller spise noget, der er ceremonielt urent. Drengen skal nemlig være naziræer og særligt indviet til Gud fra fødslen af og indtil han dør.”

⁸ Da bad Manoa til Gud: „Herre, lad dit sendebud komme tilbage til os og forklare os, hvordan vi skal opdrage den dreng, du vil give os.” ⁹ Gud hørte hans bøn, og englen viste sig igen for Manoas kone, mens hun sad ude på marken. Hendes mand var der ikke, ¹⁰ så hun løb straks hjem til ham og sagde: „Nu er han der igen, den mand, som viste sig for mig forleden!”

¹¹ Manoa skyndte sig med sin kone og spurgte manden: „Var det dig, der talte til min kone forleden?” „Ja, det var mig,” svarede han. ¹² „Når nu det sker, som du har lovet, hvordan skal vi så opdrage drengen?” ^13-14 Herrens engel svarede: „Din kone skal gøre, som jeg sagde. Hun må hverken spise druer eller rosiner eller drikke vin eller øl, og hun må ikke spise noget, der er ceremonielt urent.”

^15-16 Så sagde Manoa: „Vi vil gerne slagte et gedekid og give dig et måltid mad, hvis du vil vente lidt.” Englen svarede: „Selvom jeg venter, vil jeg ikke spise jeres mad. Men hvis I vil ofre et gedekid, så giv det som et brændoffer til Herren.” (Det var ikke gået op for Manoa, at det virkelig var en engel).

¹⁷ „Sig os dit navn,” fortsatte Manoa, „så vi kan ære dig og fortælle om dig til andre, når dit ord er gået i opfyldelse, og drengen er født.” ¹⁸ „Hvorfor spørger du om det?” svarede englen. „Mit navn er overnaturligt.”

¹⁹ Derefter tog Manoa et gedekid og noget korn og ofrede det til Herren på en klippe. For øjnene af Manoa og hans kone gjorde Herren en overnaturlig ting: ²⁰ Da flammerne slog op fra alteret mod himlen, steg englen opad midt i flammerne. Da Manoa og hans kone så det, faldt de på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse. ²¹ Men englen forsvandt og viste sig aldrig for dem igen. Da gik det op for Manoa, at det var Gud selv i form af en engel. ²² „Vi har set Gud!” udbrød han. „Det er den visse død!” ²³ Men hans kone svarede: „Hvis Herren ville slå os ihjel, ville han da ikke have taget imod vores brændoffer eller vist sig for os og fortalt os den vidunderlige nyhed, at vi vil få en søn!”

²⁴ Da hun senere fødte en søn, kaldte hun ham Samson. Drengen voksede op, og Herren velsignede ham. ²⁵ Og Guds Ånd begyndte at komme over ham med styrke og kraft ved Dans Lejr^[o] mellem Zora og Eshtaol.

Samsons giftermål og gåder

14 En dag, da Samson var i byen Timna, lagde han særligt mærke til en af de unge filisterpiger. ² Da han kom hjem, sagde han til sin far og mor: „Jeg vil giftes med en filisterpige, som jeg så i Timna.” ³ „Er der ikke en eneste pige i vores egen stamme eller i hele Israel, som du kunne tænke dig?” indvendte hans forældre. „Hvorfor vil du absolut giftes med en af disse ugudelige filistre?” Men Samson svarede: „Det er hende, jeg vil have! Du må få fat i hende til mig, far!”

⁴ Samsons forældre var ikke klar over, at Herren derigennem ville få anledning til at skabe strid med filistrene, som på det tidspunkt havde magten i Israel.

⁵ Da Samson og hans forældre nu var på vej til Timna, sprang en løve frem mod Samson på vinmarken uden for byen. ⁶ I det samme kom Herrens Ånd over ham og gav ham styrke, så han rev løvens kæber fra hinanden med de bare næver. Det var så let for ham, som havde det været et gedekid. Men han fortalte ikke sine forældre om den overnaturlige styrke. ⁷ I Timna opsøgte de pigen, og Samson blev forlovet med hende.

⁸ Senere vendte Samson og forældrene tilbage til Timna, for det var tid for Samson at blive gift med pigen. Inden han nåede byen, gjorde han en afstikker ind i vinmarken for at se på løvens rådnende krop. Da så han, at en bisværm havde slået sig ned i ådslet og havde produceret honning. ⁹ Han tog en håndfuld honning med sig, som han spiste undervejs. Han gav også noget af honningen til sine forældre, men han sagde ikke, at den kom fra løvens krop.

¹⁰ Mens Samsons far gik hen for at hilse på pigen, gjorde Samson klar til en ugelang bryllupsfest, som det var skik blandt de unge mænd. ¹¹ Byens mænd udvalgte 30 unge filistre, der skulle med som brudesvende. ¹² Ved festens begyndelse sagde Samson til dem: „Nu skal jeg fortælle jer en gåde! Hvis I kan løse gåden i løbet af de syv dage, festen varer, skal I hver få en linnedskjorte og et sæt festtøj. ¹³ Men hvis I ikke kan løse gåden, skal hver af jer give mig en linnedskjorte og et sæt festtøj.” „Top,” svarede de, „lad os høre gåden!”

¹⁴ „Fra rovdyret kom mad,

Den gåde spekulerede de over i tre dage uden at finde en løsning.

¹⁵ Den fjerde dag sagde de til Samsons brud: „Få din mand til at røbe svaret, ellers sætter vi ild til din fars hus, så I alle omkommer. Vi er ikke kommet til fest for at blive flået!”

¹⁶ Så trak hun Samson til side og sagde grådkvalt: „Hvordan kan du elske mig, når du giver mit folk en gåde uden at betro mig løsningen?” „Hvorfor skulle jeg fortælle dig løsningen, når jeg ikke engang har røbet den for min egen mor og far?” svarede han.

¹⁷ Under resten af festen græd hun uafbrudt. Den syvende dag gav han efter, fordi hun blev ved at plage ham, og han røbede løsningen for hende. Hun fortalte den straks videre til sine landsmænd. ¹⁸ Inden solnedgang den syvende dag gav de ham derfor følgende svar:

Samson svarede: „Hvis I ikke havde pløjet med min kvie, ville I aldrig have gættet min gåde!”

¹⁹ Da kom Herrens Ånd over Samson, og han gik ned til byen Ashkalon, hvor han slog 30 mænd ned, tog deres tøj og gav det til mændene, der havde svaret på gåden. Samson var imidlertid blevet så rasende, at han lod bryllup være bryllup og tog hjem sammen med sine forældre. ²⁰ Pigen blev så i stedet givet til den mand, der havde været forlover ved brylluppet.

Samsons hævn over filistrene

15 Senere gik Samson ned for at besøge den pige, der trods alt var hans brud. Det var under hvedehøsten, og han havde et gedekid med. „Lad mig få lov at gå ind til min kone i hendes kammer,” sagde han. Men pigens far satte sig imod det.

² „Jeg troede ikke, du brød dig om hende,” forklarede han. „Derfor gav jeg hende til den mand, der var forlover ved brylluppet. Men hendes lillesøster er endnu smukkere. Tag dog hende til kone i stedet for.”

³ Samson var rasende. „Denne gang er det ikke min skyld, at det kommer til at gå ud over filistrene!” snerrede han. ⁴ Så gik han ud og fangede 300 ræve, bandt halerne sammen på dem to og to og fastgjorde en fakkel midt imellem. ⁵ Efter at have sat ild til faklerne, slap han rævene løs i filistrenes marker, så både det uhøstede korn, de stablede neg, vinrankerne og oliventræerne gik op i lys lue.

⁶ „Hvem har gjort det?” spurgte filistrene. „Samson,” lød svaret. „Det er hans hævn over, at hans svigerfar fra Timna bortgiftede hans kone til forloveren.” Så gik filistrene hen og brændte huset ned, så både pigen og hendes far indebrændte. ⁷ Det fik Samson til at udbryde: „Fordi I har gjort sådan en udåd, vil jeg hævne mig på jer.” ⁸ I blindt raseri gik han løs på dem og slog mange af dem ihjel, hvorefter han flygtede til en klippehule ved Etam.

⁹ Filistrene svarede igen ved at sende en stor styrke ind i Juda, hvor de spredte sig og slog lejr i omegnen af Lehi. ¹⁰ „Hvorfor angriber I os?” spurgte judæerne. Filistrene svarede: „Fordi vi vil fange Samson og tage hævn over ham!” ¹¹ Så sendte judæerne 3000 mænd af sted til klippehulen ved Etam for at hente Samson. „Hvorfor har du bragt os i den her ulykkelige situation?” spurgte de Samson. „Er du ikke klar over, at filistrene har magten i landet?” „Jeg har kun gjort gengæld for det, de gjorde imod mig,” lød Samsons svar.

¹² Judæerne fortsatte: „Vi er kommet for at tage dig til fange og udlevere dig til filistrene!” „Lad gå,” svarede Samson, „bare I lover mig, at I ikke vil slå mig ihjel.”