Bible in 90 Days
Daniel går i forbøn for sit folk
9 Imidlertid blev mederen Dareios, Xerxes’ søn, konge over det babyloniske rige. 2 I det første år af hans regeringstid bemærkede jeg, Daniel, det sted i skrifterne, hvor der ifølge Herrens ord til profeten Jeremias står, at Jerusalem skulle ligge øde i 70 år. 3 Derfor gav jeg mig til at bede inderligt til Gud Herren og bønfalde ham under faste og klædt i sæk og aske. 4 „Herre, du store og frygtindgydende Gud!” bad jeg. „Du bryder aldrig dit løfte om nåde mod dem, der elsker og adlyder dig. 5 Men hvor har vi været onde og svigtet dig! Vi har gjort oprør imod dig og ikke overholdt dine bud og forskrifter. 6 Vi har nægtet at lytte til dine tjenere, profeterne, som du gang på gang har sendt med budskaber til vores forfædre, konger og fyrster og til os, dit folk, som du gav Israels land i eje.
7 Herre, du er retfærdig, mens vi må rødme af skam, for vi er alle skyldige, både Judas ledere, Jerusalems indbyggere, og alle judæere nær og fjern, som du har sendt i landflygtighed på grund af vores troløshed imod dig. 8 Herre, her står vi, både kongefamilien og alle vores ledere. Vi er tyngede af skam på grund af vores synd imod dig.
9 Men Herre, vores Gud, du er nådig og barmhjertig, selvom vi gjorde oprør imod dig 10 og ikke fulgte de love, du gav os gennem dine tjenere, profeterne. 11 Hele Israels folk syndede imod dig. Vi vendte os fra dig og adlød ikke din vilje. Derfor straffede du os med de forbandelser, som din tjener Moses advarede os om i Toraen. 12 Du gjorde nøjagtigt, som du havde forudsagt. Aldrig har en lignende katastrofe ramt et folk som den, der ramte Jerusalem. 13 Hver eneste forbandelse nævnt i Toraen gik i opfyldelse. Vi forsøgte ikke engang at afværge straffen ved at se sandheden i øjnene og vende os fra vores synder. 14 Du bragte katastrofen over os, fordi vi var ulydige mod dig. Du handlede blot retfærdigt, som du altid gør.
15 Herre, vores Gud, du viste din vældige magt, da du i sin tid førte dit folk ud af Egypten, og det vil vi altid takke dig for. Alligevel svigtede vi dig, og vi er fulde af ondskab. 16 Herre, du har vist din trofasthed og nåde mod os mange gange. Derfor beder jeg dig nu om at vende din voldsomme vrede bort fra Jerusalem—din egen by, dit hellige bjerg! For som følge af vores synder og vores forfædres ondskab er Jerusalem og dit folk blevet til spot for de omkringboende folkeslag.
17 Hør din tjeners indtrængende bøn, Gud! For din egen æres skyld, Herre, genopret din helligdom, som i dag ligger øde hen! 18 Vend dit øre til mig og lyt til min bøn! Luk dine øjne op og se den vanære, der har ramt os og Jerusalem, din egen by! Vi beder om nåde, ikke fordi vi har fortjent det, men fordi du er barmhjertig. 19 Hør vores bøn, Herre! Tilgiv os, Herre! Lyt til os, Herre, og grib ind for din egen æres skyld. Det er jo dit folk og din by, det gælder.”
Gabriel forklarer synet nærmere
20 Således bad jeg til Herren, min Gud. Jeg bekendte min og mit folks synd og bad om genoprettelse for Jerusalem. 21 Mens jeg bad,[a] kom Gabriel, som jeg havde set i mit tidligere syn, hen til mig. Det var ved den tid på dagen, hvor man plejede at bringe aftenofferet i Jerusalems tempel.
22 „Daniel,” sagde han, „jeg er kommet for at hjælpe dig til bedre at forstå det syn, du fik. 23 Gud sætter stor pris på dig! Så snart du begyndte at bede, blev jeg sendt af sted med en besked til dig. Hør derfor godt efter, hvad jeg fortæller dig, så du forstår betydningen.
24 Herren har tilmålt Jerusalem og Guds folk en periode på 70 gange 7 tidsenheder, så overtrædelserne kan ophøre, synden få ende, skylden blive betalt, en evig retfærdighed blive indført, det profetiske syn blive opfyldt, og den højhellige blive salvet.[b] 25 Hør nu godt efter! Fra det tidspunkt, da befalingen om Jerusalems genopbyggelse udgår, indtil den salvede konge kommer, vil der gå 7 gange 7 tidsenheder. Og i en periode på 62 gange 7 tidsenheder skal Jerusalem genopbygges med gader og torve midt i krisetider. 26 Efter den periode bliver den salvede konge ryddet af vejen, tilsyneladende uden at have opnået noget,[c] og en fremmed hersker og hans hær kommer som en mægtig oversvømmelse og ødelægger både byen og templet.
Krig og ødelæggelse vil fortsætte indtil enden, sådan som Gud har bestemt. 27 Herskeren vil indgå en aftale med en stor del af folket for en periode af 7 tidsenheder. Men når den halve tid er gået, bryder han aftalen og offerhandlingerne ophører. I stedet anbringer han et afskyeligt afgudsbillede i Guds helligdom.[d] Men til den tid, som Gud har fastsat, vil den endelige dom udløses over hans ondskab.”
Daniels syn ved Tigrisfloden
10 I perserkongen Kyros’ tredje regeringsår[e] fik Daniel (som også blev kaldt Belteshazzar) et syn, der indvarslede fremtidige krige og hårde tider. Forklaringen fik han også gennem et syn.
2 Synet kom på et tidspunkt, hvor jeg, Daniel, havde bedt og søgt Herren i tre uger. 3 Jeg havde kun spist det mest nødvendige, intet kød, ingen vin eller anden lækker mad, og jeg havde heller ikke plejet min krop.
4 Den 24. dag i den første måned stod jeg sammen med nogle andre ved Tigrisflodens bred. 5 Pludselig så jeg en mand i en lang, hvid klædning og med et bælte af det fineste guld bundet om livet. 6 Kroppen udstrålede et lys som fra en kostbar ædelsten, ansigtet glimtede som lyn, øjnene flammede som ild, armene og fødderne skinnede som poleret bronze, og hans stemme rungede som råbet fra en stor menneskemængde.
7 Jeg var den eneste, der så manden. Mine ledsagere kunne ikke se ham, men blev rædselsslagne på grund af lyset og løb deres vej for at komme i dækning, 8 så jeg stod alene tilbage. Jeg følte knæene vakle under mig, mit ansigt var ligblegt, og jeg kunne ikke røre mig ud af stedet.
9 Da jeg hørte hans stemme, svimlede det for mig, og jeg faldt ned med ansigtet mod jorden. 10 Men en hånd tog fat i mig og fik mig skælvende op på mine knæ og hænder. 11 „Daniel, Gud sætter stor pris på dig!” sagde han. „Rejs dig og lyt omhyggeligt til det, jeg har at sige, for Gud har sendt mig til dig!” Så rejste jeg mig op, stadig rystende af skræk.
12 „Vær ikke bange, Daniel,” fortsatte han. „Allerede den første dag, du besluttede at bede om indsigt og at ydmyge dig for Gud, blev din bøn hørt, og derfor er jeg kommet. 13 Den mægtige åndsmagt, der styrer det persiske rige, blokerede imidlertid vejen for mig i 21 dage. Men så kom ærkeenglen Mikael mig til hjælp, og jeg efterlod ham dér i kamp med den persiske åndsfyrste.[f] 14 Jeg er kommet for at vise dig endnu et syn, så du kan forstå, hvad der skal ske med dit folk engang i fremtiden.”
15 Mens jeg lyttede til englens ord, stod jeg med bøjet hoved, ude af stand til at sige noget. 16 Men så rørte han ved mine læber, og jeg åbnede munden og sagde: „Herre, ved synet af dig blev jeg skrækslagen og ganske udmattet. 17 Hvordan skulle jeg, din ringe tjener, turde sige noget til dig, herre? Jeg kan dårligt få vejret af skræk og udmattelse.”
18 Englen, der lignede et menneske, rørte igen ved mig, og jeg følte mig styrket. 19 „Vær ikke bange,” sagde han. „Gud sætter stor pris på dig. Vær frimodig og stærk.” Hans ord styrkede mig, og jeg sagde: „Tal kun, herre, for du har styrket mig.”
20 „Ved du, hvorfor jeg er kommet?” spurgte han. „Snart skal jeg vende tilbage og fortsætte kampen imod åndsfyrsten over Persien, og efter ham kommer Grækenlands åndsfyrste. Men inden jeg vender tilbage, vil jeg fortælle dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog. 21 (Den eneste, der hjælper mig i kampen imod disse åndsfyrster, er Mikael, jeres ærkeengel. Jeg har kæmpet sammen med Mikael siden mederen Dareios’ første regeringsår.)
Kongerigerne Egypten og Aram
11 1-2 Men lad mig nu fortælle dig, hvad der skal ske i fremtiden. Efter at endnu tre konger har regeret i Persien, skal en fjerde træde frem, som er meget rigere end nogen af de andre. Med sin rigdom og magt vil han sætte alt ind i kampen mod det græske rige. 3 Derefter kommer en mægtig konge til magten i Grækenland, og han får magt til at gøre fuldstændig, som han vil. 4 Men når hans magt er på sit højeste, sprænges hans rige og deles i fire svagere riger, som hverken tilfalder hans efterkommere eller bliver så stærke, som da han regerede. Han mister sin magt fuldstændigt, og hans storrige bliver delt. 5 Den ene af de fire nye konger, den egyptiske, vil opnå stor magt. Men så gør en af hans egne ledere oprør imod ham, tager magten i riget og gør det endnu stærkere.
6 Nogle år senere slutter kongen af Aram forbund med kongen af Egypten.[g] Den egyptiske kongedatter bliver gift med den aramæiske konge for at besegle samarbejdet. Men hun vil blive forstødt, og hun selv, hendes mand, hendes barn[h] og deres egyptiske tjenere mister livet. 7 Kort efter overtager en af hendes slægtninge magten i Egypten, og han drager med sin hær mod den aramæiske konge, stormer hans fæstning, og vinder over hans hær. 8 Egyptens konge hjemfører endog deres afgudsbilleder som krigsbytte tillige med deres kostbare sølv- og guldkar. Derefter lader han i lang tid den aramæiske konge være i fred.
9 Senere gør den aramæiske konge et fremstød imod Egypten, men må hurtigt trække sig tilbage til sit eget territorium. 10 Hans sønner tager derefter kampen op og samler en stor hær, der skyller ind over Egypten som en flodbølge, der når helt frem til kongens fæstning. 11 Det gør kongen rasende, så han rykker ud mod den aramæiske konge, der trods sin store hær bliver slået. 12 Efter sejren nedslagter den egyptiske konge tusindvis af sine fjender. Men sejrsrusen varer ikke ved, 13 for nogle år efter samler den aramæiske konge en større og bedre udrustet hær end den første, 14 og andre nationer slutter sig til ham i kampen imod Egyptens konge. Krigere fra dit eget folk vil søge at opfylde det profetiske syn ved at gøre oprør mod Egyptens overherredømme, men de bliver slået. 15 Den aramæiske konge vil belejre en stærkt befæstet by[i] og indtage den. Selv Egyptens bedste krigere kan ikke stå sig i kampen.
16 Den aramæiske konge marcherer derefter frem uden at møde modstand, ingen kan standse ham. Han overtager kontrollen med Israels herlige land. 17 Hans plan er at angribe Egypten med hele sin hærstyrke. Derfor indgår han en fredsaftale med den egyptiske konge og giver ham sin datter til ægte med det formål at ødelægge ham, men hans planer mislykkes.
18 Så vender han opmærksomheden mod landene langs Middelhavets kyst og erobrer en del af dem. Men en hærfører standser ham og gør ende på hans overmod ved at besejre ham i et knusende nederlag. 19 Derefter trækker han sig tilbage til sit eget lands fæstninger, men han bliver besejret og forsvinder ud af billedet.
20 Hans efterfølger vil opkræve skatter i de besatte områder, men efter en kort regeringsperiode dør han, dog ikke i krig eller åben kamp.
21 Den næste, der kommer til magten, er en ondsindet person, som ikke er den retmæssige tronfølger. Han tilraner sig pludselig magten ved hjælp af intriger og løgn. 22 Enhver, der modsætter sig ham, ryddes af vejen, også en af ypperstepræsterne. 23 Han indgår alliancer, men føler sig ikke selv bundet af dem. Ved hjælp af nogle få lydige håndlangere får han mere og mere magt.
24 Han gør noget, som ingen af hans forfædre kunne finde på: Uden varsel plyndrer han sit eget lands rigeste områder og deler byttet ud til sine håndlangere. Selv de stærkeste fæstninger har han planer om at indtage, dog kun for en tid.
25 Han samler sine styrker og sit mod og rykker ud mod Egypten med en mægtig hær. Egyptens konge går imod ham, også med en mægtig hær, men kan ikke slå ham, for han bliver offer for intriger. 26 Hans egne rådgivere modarbejder ham, en del af hæren deserterer, og mange bliver dræbt under flugten. 27 De to konger har begge ondt i sinde. De mødes og forhandler, men lyver for hinanden. De får intet ud af det, for det er Gud, der har fastsat, hvad der skal ske.
28 Da den aramæiske konge er på vej hjem med store rigdomme, lader han sine frustrationer gå ud over Israels folk, som Gud har indgået en pagt med.
29 Senere, når tiden er inde, drager han igen mod Egypten, men denne gang går det ikke som sidst. 30 Krigsskibe der kommer ned fra Kittim,[j] angriber ham, og han bliver bange og vender om. Han lader så igen sin frustration gå ud over Israels folk og belønner dem, der frasiger sig pagten med Gud. 31 Han sætter sin hær til at vanhellige templet, standse de daglige ofre og opstille et afskyeligt afgudsbillede på tempelområdet. 32 Med smiger lokker han de frafaldne over på sin side. Men de, som kender deres Gud, står fast og handler på deres overbevisning.
33 De ledere, som har åndelig indsigt, vil undervise mange, men må i en periode lide under forfølgelse, blive udplyndret og fængslet eller dræbt med sværd eller ild. 34 Nogle få blandt befolkningen vil oprigtigt prøve at hjælpe dem, men mange andre vil slutte sig til dem for at udspionere dem. 35 Nogle af lederne vil blive fristet til at give op. Men modgangen vil resultere i, at de bliver renset og lutret inden afslutningen. Men den fastsatte tid for afslutningen kommer først senere.
Den store spotter i endetiden
36 Nordens konge[k] gør præcis, som han vil. Han udnævner hovmodigt sig selv til at være den højeste gud og taler hånligt imod den almægtige Gud. En tid har han lykken med sig, men kun indtil Guds straf over Israels folk har nået sit mål, for det Gud har fastsat, må nødvendigvis ske. 37 Kongen forkaster både sine forfædres guder, kvindernes foretrukne gud og alle andre guder, og han hævder, at han er større end dem alle. 38 I stedet dyrker han fæstningsværkernes gud, som hans forfædre ikke kendte til, og han ofrer guld, sølv, juveler og andre kostbare gaver til den. 39 Ved hjælp af denne fremmede gud vil han angribe og nedbryde sine fjenders største fæstninger. Dem, der støtter ham, giver han ære og høje positioner, og han giver dem land som belønning.
40-41 I verdenshistoriens afsluttende fase prøver sydens konge kræfter med ham. Men nordens konge stormer imod ham med mængder af vogne, ryttere og krigsskibe. Han besætter mange lande og løber dem aldeles over ende—det gælder også Israel, det herlige land—mens Edom, Moab og Ammons ledere undslipper. 42 Egypten og mange andre nationer bukker under for ham. 43 Han tilraner sig alle Egyptens kostbarheder, guld- og sølvskatte, og folk fra Libyen og Kush[l] bliver hans tjenere.
44 Men da kommer der meldinger fra øst og nord, som gør ham bange, og i stor vrede drager han af sted for at ødelægge mange af disse lande. 45 Så gør han holdt og slår lejr mellem havene[m] tæt ved tempelbjerget i Jerusalem. Men han går sin undergang i møde, og da er der ingen, som vil hjælpe ham.
Verdenshistoriens afsluttende begivenheder
12 Derefter skal Mikael, den store englefyrste, som våger over dit folk, træde til, og der kommer en krisetid med større lidelser end nogen sinde tidligere i verdenshistorien. Men til den tid skal alle af dit folk, hvis navne står skrevet i Bogen, blive reddet.
2 Mange af dem, som er begravet og lagt i jorden, skal stå op, nogle til evigt liv, andre til skam og evig afsky. 3 De, som har åndelig indsigt, vil stråle om kap med solen, og de, der førte mange ind i et ret forhold til Gud, vil for altid lyse som stjerner.
4 Når du er færdig med at nedskrive denne beretning, Daniel, skal du forsegle bogen, indtil tiden er inde. Mange vil rejse rundt i verden, og kundskaben vil blive stor.”
5 Derefter så jeg, Daniel, to andre mænd stå på hver sin side af floden. 6 Den ene af dem spurgte manden i den hvide dragt, der nu svævede over floden: „Hvor længe varer det, før alle disse frygtelige begivenheder er slut?”
7 Manden i den hvide dragt løftede hænderne mod himlen og svor ved den levende Gud. „Der vil gå én tid, to tider og en halv tid,” sagde han. „Når forfølgelsen af Guds folk er forbi, vil alt dette være sket.”[n]
8 Jeg hørte, hvad han sagde, men forstod ikke, hvad han mente. Så spurgte jeg igen: „Herre, hvad skal der så ske bagefter?” 9 Men han svarede: „Gå nu, Daniel, for de her ting skal ligge skjult indtil tidernes afslutning. 10 Mange vil blive renset og helliggjort gennem lidelser, men de gudløse vil blive ved at være gudløse og ikke fatte noget som helst. Kun de, der har åndelig indsigt, vil kunne forstå betydningen af det. 11 Fra det tidspunkt, hvor de daglige ofre ophører, og templet vanæres med afgudsdyrkelse, vil der gå 1290 dage. 12 Velsignede er de, som klarer at holde ud i 1335 dage. 13 Gå nu din vej og fortsæt med dit liv. En dag vil du dø, men du vil genopstå og få din løn ved tidernes afslutning.”
Israels utroskab samt et løfte om genoprettelse
1 1-2 Hoseas, Be’eris søn, modtog følgende profetiske budskaber fra Herren, mens henholdsvis Uzzija, Jotam, Ahaz og Hizkija var konge i Juda. Herren begyndte at tale til Hoseas, mens Jeroboam II, søn af Joash, var konge i Israel. Han sagde: „Gå hen og gift dig med en prostitueret, som har uægte børn. Det er et billede på Israels folk, som er mig utro, idet de har forladt mig for at tilbede fremmede guder.”
3 Så giftede Hoseas sig med Gomer, en datter af Diblajim. Hun blev gravid og fødte ham en søn. 4 Da sagde Herren til Hoseas: „Kald din søn Jizre’el, for jeg vil snart straffe Jehus efterkommere for massakren ved byen Jizre’el og gøre ende på Israels rige. 5 På Jizre’els slette vil de lide nederlag.”
6 Snart fik Gomer endnu et barn, og denne gang var det en datter. Herren sagde til Hoseas: „Kald hende Nådesløs, for jeg vil ikke længere vise nåde over for Israel. Jeg kan ikke blive ved med at se igennem fingre med deres utroskab. 7 Derimod vil jeg vise nåde over for Judas folk og redde dem fra deres fjender. Det er ikke på grund af deres militære styrke, jeg giver dem sejr, men fordi jeg er deres Gud.”
8 Efter at Gomer havde vænnet Nådesløs fra, blev hun gravid igen og fødte endnu en søn. 9 Og Herren sagde: „Kald ham Ikke-Mit-Folk, for Israel er ikke mit folk, og jeg er ikke deres Gud.
2 Men engang vil israelitterne igen blive et folk så talrigt som sandet på stranden. Og på det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, skal der siges til dem: ‚I er den levende Guds børn’. 2 Da skal Juda og Israel igen forenes og have fælles leder, og de skal vokse til en stærk nation. Jizre’el-dagen[o] bliver en stor dag! 3 Da skal de kalde hinanden: ‚Guds folk’ og ‚De benådede.’ ”
Straf og genoprettelse
4 Herren siger: „Åh, mine børn,[p] prøv at overtale jeres mor, for hun er ikke længere min hustru, og jeg er ikke hendes mand. Bønfald hende om at vende ansigtet bort fra sine elskere og skubbe dem væk fra sit bryst. 5 Hvis hun ikke holder op med sin afgudsdyrkelse, flår jeg tøjet af hende, så hun står lige så nøgen som den dag, hun blev født. Jeg gør hende til en ødemark, et udtørret land, så hun dør af tørst. 6 Jeg vil ikke være barmhjertig mod hendes børn, for det er uægte børn. 7 Hun har været mig utro med afguderne og opført sig skændigt, for hun sagde: ‚Jeg holder mig til mine elskere, for de giver mig regn og korn, uld og hør, olie og vin.’
8 Derfor laver jeg afspærringer af tjørnekrat og mure, så hun ikke kan finde vej. 9 Hun vil prøve at nå frem til sine elskere, men det kan hun ikke. Hun vil lede efter dem, men kan ikke finde dem. Så vil hun sige: ‚Jeg kan lige så godt vende tilbage til min mand. Hos ham havde jeg det bedre, end jeg har det her.’
10 Hun forstod ikke, at det var mig, der gav hende korn, vin og olie, ja, endog det guld og sølv, som hun brugte til sin afgudsdyrkelse. 11 Men nu tilbageholder jeg mit korn og min vin og giver hende ikke længere uld og hør til at væve tøj af. 12 Jeg klæder hende af for øjnene af hendes elskere, og ingen kan redde hende fra min straf. 13 Jeg gør ende på alle hendes fester, både de ugentlige, månedlige og årlige højtider. 14 Jeg ødelægger hendes vingårde og frugthaver, som hun mente var en gave fra hendes elskere. Jeg lader det hele vokse vildt, så de vilde dyr kommer der for at finde føde. 15 Jeg straffer hende for alle de gange, hun pyntede sig med guldringe og smykker, opsøgte sine elskere, holdt fest for ba’alerne og ofrede røgelse til dem. Hun glemte, at jeg var hendes mand!
16 Men jeg vil prøve at vinde hende tilbage. Jeg vil føre hende afsides og tale kærligt til hende. 17 Jeg vil give hende vingårdene tilbage og forvandle hendes katastrofe til nyt håb. Da vil hun igen blive lige så hengiven overfor mig, som hun var i sin ungdomstid, da jeg førte hende ud af Egyptens land. 18 Til den tid vil hun give sig selv til mig, hendes mand, og ikke til Ba’al. 19 Jeg vil sørge for, at hun aldrig mere vil nævne afgudernes navne.
20 Til den tid slutter jeg en pagt med de vilde dyr, fuglene og jordens kryb, så de ikke gør Israels folk noget ondt. Jeg tilintetgør alle våben i landet, så mit folk kan bo i tryghed. 21 Jeg lover dig troskab for evigt, mit folk. Jeg vil altid behandle dig retfærdigt og vise dig omsorg og kærlighed. 22 Jeg lover dig ubrydeligt troskab. Du skal tilhøre mig alene og lære mig at kende som din herre og Gud.
23 Til den tid vil jeg befale himlen at bønhøre jorden og give den regn. 24 Og jorden vil producere korn, vindruer og oliven. Da begynder Jizre’el-dagen, 25 for jeg vil plante israelitterne i landet, og de skal tilhøre mig. Da vil jeg vise nåde mod Nådesløs, og sige til Ikke-Mit-Folk: ‚Du er mit folk!’ Og folket vil svare: ‚Du er vores Gud!’ ”
Israels fangenskab samt et løfte om genoprettelse
3 Så sagde Herren til mig: „Gå igen hen og forelsk dig i en kvinde, som har en elsker og er utro over for sin mand. For på samme måde viser jeg min kærlighed til Israel, selvom de har været mig utro og givet sig hen til afguderne, som de elsker at give rosinkager.”
2 Så købte jeg hende for 15 sølvstykker og halvanden tønde byg.[q] 3 Derpå sagde jeg til hende: „Du skal vente på mig i lang tid, og du må ikke være mig utro med andre mænd eller drive prostitution. Så vil jeg også være tro over for dig.” 4 På samme måde skal Israel i lang tid være uden konge eller fyrste, uden ofringer til Herren eller til afguderne, uden præstetjeneste eller afgudsdyrkelse. 5 Senere vil de igen søge Herren, deres Gud, og ønske sig en konge som David. Til den tid vil de komme til Herren med ærefrygt og modtage hans velsignelse.
Herren anklager Israel
4 Israelitter, hør, hvad Herren har at sige. Han fører sag imod jer, for der er hverken sandhed, troskab eller kendskab til Gud i jeres land. 2 I sværger og lyver, myrder, stjæler og er utro. Overalt er der vold, det ene mord følger det andet. 3 Landet lider, og livet sygner hen. Dyr, fugle og fisk går til grunde.
Anklagen mod præsteskabet
4 „Det er præsterne, der bærer den største skyld,” siger Herren. „Lad være med at skyde skylden på alle andre, for hvordan kan folket være bedre end deres præster? 5 I svigter både dag og nat, og det samme gør profeterne. I har ødelagt jeres eget folk. 6 Mit folk går til grunde, fordi de ikke anerkender mig som deres Gud, og det er jeres skyld, præster! I nægter at anerkende mig, derfor nægter jeg også at anerkende jer som mine præster. Og fordi I har glemt at følge mine befalinger, vil jeg også glemme at velsigne jeres efterkommere. 7 Jo flere præster der er, desto mere gør I oprør imod mig. I foretrækker de afskyelige afguder frem for min herlighed. 8 I lever af mit folks syndofre og håber derfor, at de vil synde noget mere. 9 Derfor må jeg straffe både præsterne og folket for deres onde handlinger. 10 Selv om I spiser af syndofrene, vil I aldrig blive mætte. I dyrker frugtbarhedsgudinderne, men får ikke flere børn af den grund. Mit folk har forladt mig og vendt sig til afguderne.
Anklagen mod afgudsdyrkelse og religiøs prostitution
11 Vin fordrejer folks forstand. 12 Tænk, de rådspørger en afgud af træ! De søger svar fra en kæp! Afgudsdyrkelsens ånd har ført dem på afveje. De er utro over for deres Gud. 13 De ofrer til afguder på hver en høj og brænder røgelse i den behagelige skygge fra store træer. Jeres døtre deltager i den religiøse prostitution, og jeres svigerdøtre begår ægteskabsbrud. 14 Men skal jeg straffe dem? Det er jo mændene, der forlanger prostitution i forbindelse med deres afgudsofre. Ja, et folk uden forstand ender i forfald.
Advarsel til Juda om ikke at blive revet med
15 Det er slemt nok, at I er mig utro, israelitter. Lad være at drage Juda med ind i det. Gå ikke til Gilgal eller til Betel, Ondskabens Hus.[r] Lad være med at sværge ved den levende Gud. 16 Israel er oprørsk som en egenrådig kvie, men snart sender jeg den på græs som et lam på en vidtstrakt mark.[s] 17 Israels folk har knyttet sig til afguderne. Hold jer fra dem! 18 De drikker sig fulde og finder en skøge. De elsker deres skamløshed. 19 De er fanget ind af en forførende ånd, og deres afgudsofre bringer dem kun skam.
Landets ledere har ført folket på afveje
5 Lyt til mig, I præster! Hør godt efter, israelitter! Mærk jer mine ord, I, som har magten! I er dømt, for I lagde en fælde på Mitzpas høj og spredte et net ud på Tabors bjerg. 2 I har dækket landet med et tykt lag synd,[t] og det vil jeg straffe jer for.
3 Jeg ved, hvad der sker i Efraims[u] land, for Israel er ikke skjult for mig. Efraim har været mig utro, ja, hele Israel er fyldt med synd.”
Utroskab leder til fald
4 Folkets handlinger hindrer dem i at vende om til Gud, for de er styret af utroskabens ånd, og de anerkender ikke Herren som deres Gud. 5 Israels selvsikre hovmod vidner imod dem. De styrter under vægten af deres skyld, og Juda rives med i faldet.
6 Når de så ofrer deres får og kvæg til Herren for at søge hjælp hos ham, finder de ham ikke, for han har trukket sig væk. 7 De har været troløse mod Herren, og deres børn er ikke hans. Deres afguderi vil snart styrte både dem selv og deres land i ulykke.
8 Lad vædderhornet lyde i Gibea og trompeten kalde til kamp i Rama! Lad krigsråbene gjalde fra Ondskabens Hus! Ryst af skræk, benjaminitter![v] 9 Efraim bliver ødelagt på straffens dag. Dommen over Israel står fast.
10 Herren siger: „Judas ledere er upålidelige som folk, der flytter grænseskel. Min vrede vil ramme dem som et vandfald. 11 Efraim vil blive knust, fordi de søgte hjælp hos afguderne. 12 Efraim og Juda skal ødelægges som af møl og råddenskab.
13 Da Efraim opdagede sin sygdom og Juda sine sår, sendte Efraim bud til Assyrien for at bede den magtfulde konge om hjælp. Men han kan hverken helbrede din sygdom eller læge dine sår. 14 For jeg ødelægger Efraim og Juda, som en løve sønderriver sit bytte. Jeg slæber dem bort, og ingen kan redde dem. 15 Derefter holder jeg mig i min hule, indtil de har fået nok af deres straf. Drevet af deres trængsler vil de igen søge hjælp hos mig.”
Overfladisk anger hjælper ikke
6 „Kom!” siger de. „Vi må hellere vende os til Herren! Når han har sønderrevet os, kan han vel også helbrede os. Når han har slået os, må det være ham, der skal forbinde vores sår. 2 Det kan ikke vare længe, før han genopretter os, så vi kan leve i hans nærhed. 3 Vi må hellere lære ham bedre at kende, for han er trods alt vores Gud. Han vil hjælpe os lige så sikkert, som solen står op hver dag. Hans komme er lige så sikkert som vinterens og forårets komme.”
4 „Hør, Efraim og Juda,” siger Herren. „Hvad skal jeg dog stille op med jer? Jeres hengivenhed er som morgentågen, der forsvinder som dug for solen. 5 Jeg har pisket jer med profeternes ord, truet jer med død og undergang. Min straf vil ramme jer lige så sikkert, som solen står op hver dag.
6 Jeg ønsker barmhjertighed[w] frem for slagtofre. Det er vigtigere, at I kender og adlyder mig, end at I kommer med brændofre.
7 Men I har brudt min pagt, som Adam gjorde. Hvorfor har I dog været så troløse? 8 Gilead er blevet hjemsted for forbrydere, fyldt med blodige spor. 9 Selv præsterne danner røverbander. De ligger på lur og myrder folk på vejen til Sikem, og de begår alle mulige forfærdelige handlinger. 10 Ja, jeg har været vidne til grufulde ting i Israel. Efraim var mig utro, og hele Israel blev fordærvet. 11 Juda, også for dig kommer regnskabets time, for jeg vil befri mit folk fra syndens lænker.
Et fordærvet samfund
7 Når jeg prøver at kurere Israel, kommer Efraims ondskab klart til syne, og Samarias synder kommer frem i lyset, for de er fulde af løgn og bedrag. Der begås indbrud i husene, og man bliver overfaldet på gaden. 2 De tænker ikke på, at jeg ser dem. Deres syndige handlinger tårner sig op omkring dem og stirrer mig i øjnene. 3 Kongen støtter dem i deres ondskab, og lederne opmuntrer dem til at lyve. 4 De brænder alle for deres utroskab. De er som en ophedet bageovn, hvor bageren ikke behøver at rode op i ilden eller komme mere brænde på, fra han lægger dej til brødet og indtil dejen er hævet.
5 På kongens festdag drikker lederne sig fulde. De bliver øre af vinen som af feber, og kongen tager del i deres tåbeligheder. 6 De er opslugt af intriger som en ovn, der ulmer natten lang og blusser op næste morgen. 7 I deres brændende lidenskab myrder de den ene konge efter den anden, men ingen af kongerne råber til mig om hjælp.
8 Efraim er blandet op med gudløse folkeslag. Mit folk er som en brændt pandekage, der ikke blev vendt på panden. 9 De fremmede folkeslag tapper mit folks styrke, uden at mit folk lægger mærke til det. Israels folk er udbrændt som en gammel, gråhåret mand, men de ved det ikke. 10 Deres selvsikre hovmod vidner imod dem. Men alligevel vender de sig ikke til mig, deres Gud, for at få hjælp.
11 Israel er som en due uden forstand, der først kalder på Egypten for at få hjælp og siden sender bud til Assyrien. 12 Men jeg kaster mit net over den i flugten og fanger den, for jeg vil straffe mit folk for deres onde handlinger.
13 Stakkels mit folk, som har vendt mig ryggen. De styrer mod afgrunden, for de har gjort oprør imod mig. Jeg vil gerne redde dem, men de er fulde af falskhed og løgn. 14 De søger mig ikke af et oprigtigt hjerte, men ligger og jamrer på deres senge. De skærer sig selv til blods for at få afguderne til at give dem korn og vin. 15 Jeg underviste dem og gjorde dem stærke, men de vendte sig imod mig. 16 De søger hjælp alle vegne, bare ikke hos mig.[x] De er som en slap bue, der ikke kan bruges til noget. Landets ledere vil falde for sværdet på grund af deres oprør mod mig, og egypterne vil godte sig over deres skæbne.”
Gud agter at straffe Israel
8 Herren siger: „Blæs alarm! Som en ørn svæver fjenden over mit folk klar til angreb, fordi de brød min pagt og overtrådte mine befalinger. 2 De kalder mig deres Gud og hævder at kende mig, 3 men de har vraget det gode. Derfor vil fjenden forfølge dem. 4 De valgte sig konger og ledere uden at spørge mig til råds. De lavede sig guder af sølv og guld, og det blev deres undergang.
5 Min vrede gløder imod Samarias folk på grund af deres afskyelige guldkalv. Hvor længe vil I fremture i jeres synder? 6 Afguden blev formet af en håndværker fra Israel. Der er intet guddommeligt ved den. Den skal snart slås i stumper og stykker.
7 I sår en vind og høster en storm![y] Jeres korn giver ingen aks og derfor intet mel. Og hvis det gjorde, ville de fremmede kaste sig over det. 8 Snart kaster fjenderne sig over Israel og fører dem til et fremmed land, hvor de vil blive betragtet som et potteskår uden værdi. 9 Israel er som et vildæsel, der vandrer rundt på egen hånd. De tog til Assyrien for at købe sig venner. 10 Men ikke desto mindre vil min straf ramme dem. Snart bliver de undertrykt af en mægtig konge.
11 Israel byggede et utal af altre, som skulle fjerne deres skyld, men ved at bruge dem blev deres skyld blot større. 12 Selv om alle mine befalinger til dem er skrevet ned, står de som fremmede over for dem. 13 De elsker slagtofre, at slagte og at spise offerkød, men jeg kan ikke acceptere deres ofre. Jeg glemmer ikke deres onde handlinger, men straffer dem for deres synd og sender dem i fangenskab, ligesom da de var i Egypten.
14 Israel byggede paladser, og Juda befæstede sine byer, men de glemte deres Skaber. Derfor sætter jeg ild til deres byer og brænder paladserne ned til grunden.”
Hoseas forklarer baggrunden for Israels straf
9 Israels folk, hold op med jeres høstfester. I må ikke holde larmende fester og ofre til afguderne på tærskepladserne for at få en god høst eller takke for høsten, sådan som de andre folkeslag gør. I har forladt jeres Gud for at give jer hen til en afgud og tage imod hans gaver. 2 Men jeres tærskepladser og vinperser vil ikke give tilstrækkeligt med korn og druesaft.
3 I får ikke lov at blive i det land, Herren gav jer. Efraim skal igen i fangenskab som dengang i Egypten, og I kommer til at spise uren mad i Assyrien. 4 Dér kan I hverken bringe slagtofre eller drikofre til Herren, for de ville ikke være ham til behag. Al den mad, I spiser dér, vil være uren som ved en begravelse. I kan godt spise det, men det kan ikke bruges som et offer til Herren. 5 Hvordan vil I da fejre Herrens højtider og festdage?
6 Nogle af dem, der undslipper, vil flygte til Egypten og blive begravet ved Memfis. Jeres tidligere huse med deres sølvskatte bliver overgroet med tjørn og tidsel. 7 Straffens og gengældelsens dag er nær, og Israel vil erkende det. I håner mig og siger: „Profeten er en tåbe. Manden, der har Guds Ånd, er blevet gal!” Men jeres fjendtlighed skyldes jeres mange synder. 8 Som profet står jeg ved min Guds side og ser fremtiden for Efraim. Men folk sætter fælder for mig hele tiden, og jeg møder fjendskab fra Guds eget folk. 9 Folket er sunket lige så dybt som ved massakren i Gibea. Men Gud ser deres ondskab, og han vil straffe dem for deres synder.
Konsekvensen af synd og oprør
10 Herren siger: „Da jeg først mødte jeres forfædre, var det som at finde vindruer i ørkenen. Jeg glædede mig over dem, som man glæder sig over de allerførste figener på træet. Men da de så kom til Ba’al Peor, begyndte de at dyrke den afskyelige afgud Ba’al og blev efterhånden selv lige så afskyelige. 11 Derfor forsvinder Israels herlighed som en fugl, der flyver væk. I vil opleve, at jeres børn dør ved fødslen eller før, ja mange kan slet ikke få børn. 12 Selv hvis jeres børn bliver voksne, vil mange af dem miste livet. Det bliver frygteligt for jer, når jeg vender jer ryggen. 13 Jeg så Efraim for mig som en palme,[z] plantet i frugtbar jord, men snart bliver han tvunget til at føre sine egne børn i døden.”
14 Herre, hvad skal jeg bede dig gøre for dette folk? Jo, lad deres kvinder abortere eller deres bryster give for lidt mælk til at holde børnene i live!
15 Herren siger: „Jeg så al deres ondskab ved Gilgal. Dér begyndte jeg for alvor at få afsky for dem. På grund af deres onde handlinger vil jeg jage dem ud af mit land. Jeg kan ikke gøre mere for dem, for deres ledere er oprørske imod mig. 16 Israel bliver ramt som et træ, hvor rødderne er tørret ind, så der ingen frugt kommer. Selv om de sætter børn i verden, dræber jeg deres dyrebare afkom.”
17 Min Gud forkaster sit folk, fordi de ikke vil lytte til ham og adlyde ham. De bliver flygtninge i et fremmed land.
10 Israels folk var som en frodig vinstok. Men jo mere frugt der var, des flere altre byggede de. Jo mere fremgang de fik, des flottere afgudsbilleder lavede de. 2 Deres hjerter var svigefulde, og nu må de tage straffen for deres synd. Deres altre og afgudsbilleder vil blive smadret. 3 De siger: „Herren har straffet os for vores mangel på gudsfrygt, så nu har vi ingen konge længere. Men det gør ingen forskel, for ingen konge kan redde os.”
4 De afgav tomme løfter og svor på, at de ville holde deres aftaler, men det gjorde de bare ikke. Uretten florerede som ukrudt i en kornmark. 5 Samarias indbyggere er bekymrede for guldkalven i Betel, Ondskabens Hus. Både folket og præsterne, som tilbad den, vil jamre og sørge. Den bliver nemlig taget fra dem. 6 Den bliver ført bort til Assyrien og foræret til den magtfulde konge dér. Da bliver Efraim beskæmmet. Israel bliver skamfuld over at have søgt hjælp hos en statue af en afgud. 7 Samaria er færdig. Dets konge vil forsvinde som en træsplint på vandet og føres bort af strømmen. 8 Afgudsaltrene, hvor Israel syndede, bliver revet ned, og tidsel og tjørn gror hen over dem. Folk vil råbe til bjergene: „Skjul os!” og til højene: „Styrt sammen over os!”
9 Herren siger: „Lige siden udåden ved Gibea har Israel fortsat i det samme syndige spor. I Gibea blev synderne straffet med en krig. 10 Nu vil jeg straffe Israels folk for deres vedvarende synd ved at sende fremmede folkeslag imod dem.
11 Efraim, du var som en tam kvie, der var glad for at tærske.[aa] Men nu lægger jeg et åg på din smukke hals og spænder dig for ploven. Juda skal pløje og Jakob bryde jorden op. 12 I skal bryde ny jord og så retskafne handlinger. Derefter kan I høste velvilje. Det er på høje tid at søge mig, så jeg kan komme og lade min velsignelse regne ned over jer.
13 I har dyrket falskhed og høstet uret. I har spist af løgnens frugt. I satte jeres lid til, at menneskers magt og våben kunne frelse jer. 14 Derfor vil fjenden føre krig imod jer, og alle jeres fæstningsværker skal rives ned, som dengang Shalman udslettede alle i Bet-Arbel, både mænd, kvinder og børn. 15 Det samme skal ske med Betel på grund af al jeres ondskab. Så snart krigen begynder, er det ude med Israels konge.
Guds frustrerede kærlighed til sit folk
11 Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten.[ab] 2 Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Ba’al og brændte røgelse for afguderne. 3 Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham.
4 Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg tog bidslet ud af munden på ham.[ac] Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. 5 Mit folk bliver sendt tilbage til fangenskabet,[ad] de bliver underlagt Assyriens konge, for de vil ikke vende om til mig.
6 Krigen vil hærge i deres byer og gøre ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. 7 Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet.[ae]
8 Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Sebojim?[af] Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! 9 Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede.
10 Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, 11 som i fugleflugt vil de komme fra Egypten, som duer skal de vende hjem fra Assyrien. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland. Jeg, Herren, har talt.”
Gud må straffe sit folk for deres synd
12 Herren siger: „Efraim lyver og bedrager. Juda flakker om uden at forstå min trofasthed. 2 Israel er fuld af løgn og bedrag, kun optaget af falske værdier. De slutter forbund med Assyrien og giver Egypten gaver for at få hjælp.”
3 Herren bliver nødt til at straffe Judas folk for dets oprør. Jakobs efterkommere må bøde for deres handlinger. 4 Allerede ved fødslen narrede Jakob sin tvillingebror. Som voksen kæmpede han med Gud. 5 Ja, han kæmpede med en engel og sejrede. Han bad og tiggede om en velsignelse. Ved Betel mødte han Herren ansigt til ansigt, og Herren talte til ham, 6 tænk, Herren, den almægtige Gud!
7 Vend jer derfor til Gud! Søg Herren til hver en tid og vær pålidelige og retfærdige i jeres adfærd.
8 Herren siger: „Mit folk er som en købmand, der vejer med falske lodder, som en, der elsker at udnytte andre. 9 ‚Se, hvor rig jeg er blevet!’ praler de. ‚Jeg har samlet mig rigdom uden at gøre noget forkert.’
10 Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten. Men nu vil jeg igen lade dig bo i telte, som da vi var sammen i ørkenen. 11 Jeg sendte mine profeter til dig for ved hjælp af syner og billedtale at advare dig. 12 Alligevel er Gilead fyldt med afgudsdyrkelse, og derfor må jeg straffe dem. Der ofres mange okser i Gilgal, men afgudsaltrene vil ende som stendynger på markerne.”
13 Herren tog sig af Jakob, da han i sin tid flygtede til Aram. Dér vogtede han får for at få den kvinde, han elskede. 14 Senere førte Herren sit folk ud af Egypten ved hjælp af en profet, som ledede og beskyttede dem. 15 Men Efraim provokerede Herren til vrede. De fortjener døden for deres forbrydelser, ja, Herren vil straffe dem for deres synder.
13 Tidligere var det sådan, at når Efraims stamme talte, rystede folk af skræk, for hele Israel så op til dem. Men de syndede ved at dyrke Ba’al og dødsdømte derved sig selv.
2 Og de synder stadig. De har masser af sølvsmede, der har travlt med at støbe afguder. De tilbeder guder, som de selv har lavet. Man siger om dem, der ofrer til afguderne, at de kysser kalve. 3 Men de vil forsvinde som morgentågen, fordampe som duggen. De er som avner, vinden blæser bort fra tærskepladsen, de forsvinder som røgen fra et bål.
4 Herren siger: „Jeg er Herren, din Gud, som skabte himlen og dannede jorden. Jeg anbragte stjernerne på himlen, men ikke for at du skulle tilbede dem. Jeg er den, som[ag] førte dig ud af Egypten. Dengang kendte I ikke andre guder, og der findes ingen anden, der kan redde jer. 5 Jeg tog mig af jer i ørkenen, i det golde og tørre land. 6 Men så snart I kom til det gode land og spiste jer mætte, blev I stolte og glemte mig.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.