Bible in 90 Days
Dom over Israel
11 Luk portene op, Libanon, så ilden kan fortære dine cedertræer. 2 Græd, cypresser, for de majestætiske cedertræer er totalt ødelagte. Græd i fortvivlelse, Bashans egetræer, for den tætte skov er fuldstændig ryddet. 3 Hør, hvor landets ledere klager, for nu er det forbi med deres velstand. Hør, hvor løverne brøler, for Jordandalens krat er afsvedet.”
De to hyrder
4 Derefter sagde Herren min Gud til mig: „Gå hen og pas en flok får, der snart skal slagtes. 5 De, der køber fårene, er i deres fulde ret til at slagte dem. De, der ejer fårene, siger: ‚Gud ske lov, nu er vi rige!’ De har slet ingen medlidenhed med fårene. 6 På samme måde vil jeg ikke have medlidenhed med landets indbyggere, men lade dem falde i kløerne på deres egne onde ledere, som skal undertrykke dem og ødelægge landet. Og jeg vil ikke gribe ind og redde dem.”
7 Så tog jeg et job som hyrde for en flok får, der skulle sælges til opkøbere og slagtes. Jeg anskaffede mig to hyrdestave. Den ene kaldte jeg Barmhjertighed, den anden Sammenhold, og jeg vogtede fårene, som jeg havde fået besked på. 8 I løbet af en måned skaffede jeg tre onde hyrder af vejen. Men fårene brød sig ikke om mig, så jeg mistede tålmodigheden med dem.
9 Så sagde jeg: „Jeg vil ikke være hyrde for jer længere. Det kan godt være, I bliver dræbt af vilde dyr, men det er der ikke noget at gøre ved. Og de overlevende kan få lov at angribe hinanden.”
10 Derpå tog jeg den stav, jeg havde kaldt Barmhjertighed, og brækkede den midt over for at vise, at jeg ikke længere ville beskytte dem mod de fremmede nationer. 11 Så var det job forbi. Men fårenes ejere,[a] som havde overværet dramaet, forstod godt, at det var et budskab fra Herren. 12 Da sagde jeg til dem: „Hvis I synes, så giv mig min løn. Hvis I ikke vil betale, så lad være!” Så betalte de mig 30 sølvstykker.[b] 13 Da sagde Herren til mig: „Giv pottemageren[c] den ‚enorme’ sum penge, de vurderede mig til!” Så tog jeg de 30 sølvstykker og kastede dem ind i tempelgården til pottemageren.
14 Dernæst brækkede jeg den anden stav, som jeg havde kaldt Sammenhold, for på den måde at vise, at sammenholdet mellem Juda og Israel var brudt.
15 Derefter sagde Herren til mig: „Gå igen hen og tag et job som hyrde, men opfør dig som en ondskabsfuld hyrde. 16 Det skal illustrere, hvordan jeg vil overlade mit folk til en hyrde, der ikke hjælper de får, som er i fare, ikke opsøger de vildfarne, ikke læger de tilskadekomne eller sørger for foder til de raske. Tværtimod slagter og spiser han de bedste af dyrene og splitter endda klovene ad.[d] 17 Ve den uduelige hyrde, som ikke vogter min hjord ordentligt. Sværdet skal ramme hans arm, så armen bliver lammet, og det skal gennembore hans højre øje, så han mister synet.”
Gud vil tilintetgøre Jerusalems fjender
12 Det følgende er et budskab til Israel fra Herren, som udspændte himlen, lagde jordens fundament og gav mennesket liv og ånde:
2 „Engang vil nabolandenes folkeslag angribe Judas land og belejre Jerusalem, men de vil få min vrede at føle, så de bliver helt fortumlede. 3 Til den tid vil jeg gøre Jerusalem til en tung sten, som de ikke kan løfte. Prøver de på det, kommer de til skade. Alle jordens nationer vil samle sig imod mit folk. 4 Men da vil jeg gøre alle fjendens heste panikslagne og rytterne vanvittige. Jeg vil stå vagt over mit folk og gøre fjenderne blinde. 5 Da vil Judas ledere forstå, at Jerusalems indbyggere får deres styrke fra Herren, den almægtige Gud.
6 Til den tid vil jeg gøre Juda til en ild, der antænder tørt brænde, en fakkel, der sætter neg i brand. Judas folk vil besejre nabolandene, så Jerusalems indbyggere kan få lov at være i fred. 7 Herren vil først give sejr til hæren fra det judæiske opland, for at Jerusalems indbyggere og Davids slægt ikke skal tro, de er bedre end det øvrige Juda.
8 Da vil Herren komme Jerusalems indbyggere til hjælp, så den svageste føler sig stærk som kong David, og Davids kongelige slægt skal lede dem med en autoritet, som svarer til Herrens engels, ja, med Guds egen autoritet. 9 Til den tid vil jeg tilintetgøre alle de folkeslag, som angriber Jerusalem.
Folket omvender sig
10 Til den tid vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd over Davids kongelige slægt og Jerusalems indbyggere, og de vil få øje på ham, som de har gennemboret. De vil sørge over ham, som man sørger over sin eneste søn, og klage, som man klager over sin førstefødtes død. 11 Sorgen og klagen i Jerusalem skal være lige så stor som dødsklagen ved Hadad-Rimmon[e] i Megiddodalen. 12-14 Der skal være landesorg, for hele Israels folk skal synke i knæ af gråd og anger, både kongeslægten, præsteslægterne og menigmand. Alle landets slægter skal sørge, mændene for sig og kvinderne for sig.
Israel skal renses for synd
13 Til den tid lader jeg en kilde springe frem, som skal rense Davids slægt og Jerusalems indbyggere fra synd og ugudelighed. 2 Jeg vil udrydde alle afguder af landet, så deres navne ikke længere skal huskes. Også spåmænd og falske profeter fjerner jeg fra landet. 3 Hvis nogen derefter begynder at profetere falsk, vil hans egen familie anklage ham: ‚Du profeterer jo falsk i Herrens navn! Derfor skal du dø!’ Derefter vil hans egen familie dræbe ham. 4 De falske profeter tør derfor ikke længere profetere åbenlyst eller iklæde sig den særlige profetdragt. 5 Tværtimod vil de sige: ‚Jeg er ikke nogen profet, bare en almindelig bonde. Jeg har dyrket jorden hele mit liv.’ 6 Og hvis nogen spørger dem: ‚Hvordan har du fået de ar på armene?’[f] skal han svare: ‚Årh, dem har jeg fået i mine elskeres hus.’ ”[g]
En rest bliver renset som gennem ild
7 „Rejs dig, du sværd, og angrib min hyrde, slå ham, som står mig nær,” siger Herren, den Almægtige. „Slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt. Men jeg vil hjælpe de ydmyge.[h] 8 To tredjedele af landets befolkning skal omkomme, men en tredjedel skal overleve. 9 Den tredjedel vil jeg føre gennem ild, så de renses, som man renser sølv og forædler guld. Da skal de råbe til mig om hjælp, og jeg vil høre deres råb og sige: ‚De er mit folk!’ hvortil de skal svare: ‚Herren er vores Gud!’ ”
Herren skal herske
14 1-2 Der vil komme en tid,[i] hvor Herren vil samle nationerne til en sidste kamp mod Jerusalem. Byen vil blive indtaget, husene plyndret, kvinderne voldtaget og halvdelen af befolkningen sendt i eksil, mens den anden halvdel bliver i byen.
3 Men da vil Herren skride til handling og nedkæmpe de fjendtlige nationer, sådan som han gjorde i gamle dage. 4 Når han sætter sine fødder på Olivenbjerget øst for Jerusalem, vil det kløves midt igennem fra øst til vest. Bjergets ene halvdel vil bevæge sig mod nord og den anden halvdel mod syd, så der dannes en stor dal imellem dem. 5 Gennem den dal skal I undslippe, for den når hele vejen til Atzal.[j] I skal flygte, som man flygtede for jordskælvet på kong Uzzija af Judas tid. Da skal Herren, vores Gud, komme, og han har sine hellige med.[k]
6 Til den tid skal det naturlige lys forsvinde, for de mægtige lysgivere på himlen skal smelte. 7 Det bliver helt enestående, og kun Herren ved, hvornår det vil ske. Der skal ikke længere være dag og nat, for om aftenen vil det være lige så lyst som midt på dagen.
8 Til den tid skal der strømme livgivende vand ud fra Jerusalem, dels i retning af Dødehavet, dels i retning af Middelhavet, og vandet skal strømme både sommer og vinter.
9 Da skal Herren være konge over hele jorden, og alle skal erkende, at der ikke er nogen anden Gud. 10 Hele landet fra Geba i nord til Rimmon i syd skal sænkes, så det bliver en mægtig slette, men Jerusalem skal ligge hævet derover og dække arealet fra Benjamins Port over til den gamle port og videre til Hjørneporten og Hananeltårnet og til de kongelige vinperser. 11 Da kan de bo trygt i byen, for den vil aldrig igen opleve Guds straf og blive ødelagt.
12 Herren vil sende en plage over de folk, som drog i krig mod Jerusalem. De bliver som omvandrende lig. Deres krop begynder at rådne, mens de endnu er i live, øjnene rådner i øjenhulerne, og tungen rådner i munden på dem. 13 De bliver så panikslagne, at de griber fat i hinanden og hugger hinanden ned. 14 Hele Judas befolkning skal gå ind i kampen for at forsvare Jerusalem. De skal tage rigt bytte fra deres fjender, mængder af guld, sølv og fornemt tøj. 15 Fjendernes heste, muldyr, kameler, æsler og alt deres kvæg skal rammes af den samme frygtelige plage.
16 Men de overlevende fra de nationer, der angreb Jerusalem, skal nu hvert år tage derhen for at tilbede Kongen, den almægtige Herre, og fejre løvhyttefesten. 17 Hvis nogen nægter at komme til Jerusalem for at tilbede Kongen, den almægtige Herre, vil de blive nægtet regn i deres land. 18 Og hvis Egypten nægter at komme, vil Gud straffe landet med en ny plage. 19 Sådan vil Herren straffe både Egypten og alle andre nationer, som ikke vil drage op for at fejre løvhyttefesten.
20 Til den tid skal hestenes bjælder have følgende indskrift: „Indviet til Herren!” Kødgryderne i Herrens tempel skal være lige så hellige som alterets offerskåle. 21 Ja, hver eneste gryde i hele Jerusalem og Juda skal være indviet til Herren og til fri disposition for enhver, som kommer for at ofre til Herren. Og der skal ikke mere være nogen, der driver handel i Herrens tempel.
Halvhjertet gudsdyrkelse
1 Malakias modtog følgende budskab fra Herren til Israels folk:
2-3 „Jeg elsker jer, mit folk,” siger Herren.
„I spørger: ‚Hvordan har du vist os din kærlighed?’[l]
Dertil svarer jeg: Er Esau ikke Jakobs bror? Og dog foretrak jeg Jakob frem for Esau. Jeg gjorde Esaus bjergland til en ødemark, et sted hvor sjakaler færdes. 4 Og hvis Esaus efterkommere, edomitterne, siger: ‚Vores land blev hærget, men vi vil genopbygge det,’ så river jeg det ned igen. Deres land er kendt som ondskabens land, og derfor er de til stadighed offer for min vrede. 5 Det skal I få at se, og da vil I udbryde: ‚Herrens magt rækker langt ud over Israels grænser.’ 6 En søn ærer sin far, og en slave respekterer sin herre. Jeg er både jeres Far og Herre, men alligevel ærer og respekterer I mig ikke! I er mine præster, men I ringeagter mig!
‚Hvordan har vi ringeagtet dig?’ spørger I.
7 Hver gang I bringer urene ofre til alteret!
‚Hvordan er vores ofre blevet urene?’
Fordi I siger: ‚Der er ingen grund til at give det bedste til Gud!’
8 Er det måske ikke forkasteligt at ofre syge, lamme og blinde dyr til mig? Prøv at bringe sådanne gaver til jeres guvernør! Vil han synes om dem og gøre, hvad I beder ham om? 9 Tror I, at jeg vil hjælpe jer, når I bringer mig sådanne gaver? 10 Det ville være bedre at spærre døren til templet, så I ikke kom og ofrede den slags nytteløse gaver. Jeg kan ikke acceptere jeres handlemåde, og jeg vil ikke tage imod jeres ofre.
11 Alle folkeslag fra den ene ende af jorden til den anden skal erkende min magt og storhed. Overalt vil mennesker bringe mig røgelse og egnede ofre. 12 I, derimod, vanærer mig ved at sige: ‚Det er ikke så væsentligt, om det, vi ofrer til Herren, er som foreskrevet.’
13 I beklager jer oven i købet og siger: ‚Hvor er det besværligt at tjene Herren!’
Hvorfor foragter I mig? I bringer stjålne, lamme og syge dyr som offergave til mig. Skulle jeg virkelig tage imod sådan noget? 14 Den bedrager, som lover at bringe en flot vædder fra sin hjord, men bringer et defekt dyr i stedet, fortjener min straf. For jeg er en mægtig Konge, og alverdens folkeslag har ærefrygt for mig! siger Herren, den Almægtige.”
Advarsel til præsterne
2 I præster, lyt til denne advarsel fra Herren den Almægtige:
2 „Hvis I ikke adlyder mig og ændrer indstilling, hvis I ikke tager det alvorligt med at vise ærefrygt for mig, må I tage konsekvensen. I stedet for at velsigne jer vil jeg sende forbandelse over jer, og de velsignelser, I udtaler over andre, bliver til forbandelser. Ja, det er allerede sket, fordi I ikke tog mine befalinger alvorligt.
3 Jeg vil vride armen om på jer,[m] kaste affaldet fra jeres offerdyr i ansigtet på jer og smide jer på møddingen sammen med det. 4 Jeg har givet jer denne advarsel, for at I skal overholde den pagt, jeg sluttede med levitterne. 5 Min pagt med dem var, at jeg ville give dem liv og fremgang, og de skulle til gengæld vise mig ære og respekt. Og det gjorde de før i tiden. 6 De underviste folket i sandheden. De snød og bedrog mig ikke—nej, de handlede ærligt og oprigtigt, og de fik mange til at omvende sig fra deres synder.
7 Enhver præst bør tale med visdom, så folk kan komme til ham og få undervisning, for en præst er et sendebud fra Gud, den Almægtige. 8 Men I har vendt mig ryggen, og med jeres lære har I fået folket til at overtræde mine befalinger. I har brudt den pagt, jeg indgik med levitterne om at de skulle være mine tjenere. 9 Derfor bliver I vanæret i folkets øjne, for I gør ikke, hvad jeg siger. I stedet udnytter I loven til egen fordel.”[n]
Folkets utroskab
10 Vi er jo alle skabt af den samme Gud. Vi har den samme far. Når vi hører sammen, hvorfor svigter vi så hinanden ved at bryde den pagt, Gud indstiftede med vores forfædre? 11 Judas folk har svigtet. Der er begået en stor synd i Israel og Jerusalem. Judas folk har ødelagt deres status som Guds hellige og elskede folk ved at gifte sig med ikke-jødiske kvinder, som holder fast ved afguderne. 12 Må Herren udrydde enhver israelit, der handler sådan, uanset hvem det er, og uanset om de bringer ofre til Herren eller ej.
13-14 En anden synd, I begår, er at bryde ægteskabet. Det hjælper intet, at I klager over, at Gud ikke længere tager imod jeres ofre. Det hjælper heller ikke at græde nok så mange tårer ved alteret. I spørger, hvorfor Gud har forladt jer, for han tager ikke længere imod jeres ofre. Jeg skal sige jer hvorfor. Herren var vidne til den ægteskabspagt, du indgik med din hustru i din ungdom. Men du har været utro imod hende, selvom hun er din ægtefælle, som du indgik en pagt med. 15 Ingen, som har noget tilbage af Guds Ånd i sig, vil gøre sådan. Og hvorfor ikke? Fordi han ønsker, at hans børn skal tjene Gud.[o] Derfor bør du lytte til din ånd og ikke svigte den hustru, du fik i din ungdom.
16 „Jeg hader skilsmisse!” siger Herren, Israels Gud. „Det er som at begå vold. Forstå, hvad der er Guds vilje, og svigt ikke din hustru.”
Der kommer en dom over de ugudelige
17 Jeres ord gør Herren bedrøvet. „Hvad har vi da sagt?” spørger I. I hævder, at han accepterer de gudløses ondskab, da han tilsyneladende ikke straffer dem.
3 Herren, den Almægtige, siger: „Hør efter: Jeg vil sende min udsending i forvejen. Han skal berede vejen for mig. Derefter vil den Herre, I venter på, pludselig komme til sit tempel. Ja, pagtens sendebud, som vil give jer glæde, han kommer helt sikkert.”
2 Når han kommer, betyder det dom over ondskaben. Han er som ilden under en smeltedigel, som et ætsende rensemiddel. 3 Ligesom sølv og guld bliver renset for urenheder i smeltediglen, vil han rense levitterne og præsterne for deres urenhed. Først derefter kan de bringe Herren de rette ofre. 4 Da kan Herren igen glæde sig over at modtage Judas og Jerusalems offergaver som før i tiden.
5 Herren, den Almægtige, siger: „Når jeg kommer, vil jeg uden tøven straffe de ugudelige: dem, der øver trolddom, ægteskabsbryderne, dem, der sværger falsk, dem, der snyder arbejderne for deres løn, dem, der udnytter enkerne og de forældreløse, dem, der bedrager fremmede og udlændinge, ja, alle, der ikke har ærefrygt for mig.
6 Jeg, Herren, har ikke forandret mig. Og der er stadig en rest tilbage af mit folk, Jakobs efterkommere. 7 Lige siden jeres forfædres tid har I haft problemer med at overholde mine befalinger. Vend om og kom til mig, så vil jeg komme jer i møde.
I siger: ‚Vi har da aldrig vendt os bort fra dig!’
8 Men jeg siger: Synes I, det er i orden, at mennesker bedrager Gud? For det er præcis, hvad I har gjort!
‚Hvordan har vi bedraget dig?’ spørger I.
Ved at fratage mig den tiende og de ofre, som tilkommer mig. 9 I har alle bedraget mig, og derfor rammer dommen hele folket. 10 Bring hele min tiende til forrådskammeret, så der bliver rigeligt med mad i mit hus. Sæt mig på prøve, så skal I se, at jeg åbner himlens sluser og overøser jer med velsignelser. 11 Så vil jeg holde græshopperne væk, så jeres marker igen kan give en god høst og jeres vinmarker producere mange vindruer. 12 Og alle folkeslag vil tale om, hvor velsignede I er, for jeres land bliver et dejligt sted at bo, siger Herren, den Almægtige!”
13 Herren siger: „I har kritiseret mig voldsomt.
‚Hvad har vi da sagt?’ spørger I.
14 I har sagt: ‚Det er omsonst at tjene Gud, den Almægtige. Vi får jo ikke noget ud af at overholde hans bud. Og han lægger slet ikke mærke til, hvor meget vi faster. 15 Der er større fordel ved at være selvsikker end ydmyg. De ugudelige har jo heldet med sig. De gør oprør mod Gud og slipper godt fra det.’ ”
16 De, som havde ærefrygt for Herren, talte nu sammen, og Herren hørte, hvad de sagde. Han sørgede for, at deres navne blev nedskrevet i en bog, så deres trofasthed ville blive husket.
17 „Når jeg griber ind,” siger Herren, den Almægtige, „skal de være en del af mit ejendomsfolk. Jeg vil være barmhjertig mod dem, som en far er barmhjertig over for en lydig søn. 18 Til den tid skal man atter kunne se forskel på de retskafne og de gudløse, på dem, der tjener Herren, og dem, der ikke tjener ham.”
19 „Når dommen kommer,” siger Herren, den Almægtige, „vil de selvsikre, ugudelige mennesker blive tilintetgjort som halm, der bliver smidt i en brændende ovn. De bliver brændt rub og stub, så intet er tilbage.
20 Men over jer, som ærer mig, skal min retfærdighed stråle som solen og bringe lægedom. Og I skal danse omkring som forårskåde kalve, der lige er sluppet ud fra stalden. 21 Når jeg griber ind, skal I triumfere over de ugudelige og træde dem ned som støv under jeres fødder,” erklærer Herren, den Almægtige.
Løfte om genoprettelse og Elias’ komme
22 „Husk på de love og forordninger, jeg gav til hele Israel gennem min tjener Moses på Horebs bjerg.
23 Men før den store og alvorlige dom bliver udført, vil jeg sende profeten Elias til jer. 24 Han vil hjælpe forældre til at blive forsonet med deres børn og børn til at blive forsonet med deres forældre, så ikke alle skal udryddes, når dommen kommer.”
Jesus som arvtager efter Abraham og David
1 Jesus var „søn” af både kong David og af Abraham. Her følger slægtstavlen:
2 Abraham blev far til Isak, og Isak far til Jakob. Jakob blev far til Juda og hans brødre. 3 Juda blev med Tamar far til Peretz[p] og Zerach. Peretz blev far til Hetzron, som blev far til Ram, og 4 Ram blev far til Amminadab. Amminadab blev far til Nahshon, som blev far til Salma, 5 og Salma blev far til Boaz, hvis mor hed Rahab. Boaz blev far til Obed, hvis mor hed Ruth. Obed blev far til Isaj, 6 og Isaj far til kong David.
David blev med Urias’ kone far til Salomon. 7 Salomon blev far til Rehabeam, som blev far til Abija, og Abija blev far til Asa. 8 Asa blev far til Joshafat, som blev far til Joram. Joram blev far[q] til Uzzija, 9 som blev far til Jotam, og Jotam blev far til Ahaz. Ahaz blev far til Hizkija, 10 som blev far til Manasse, og Manasse blev far til Amon. Amon blev far til Josias, 11 som blev far til Jekonja[r] og hans brødre, der levede på den tid, da folket blev ført bort til Babylon.
12 Efter at folket var ført bort til Babylon, blev Jekonja far til Shealtiel, som blev far til Zerubbabel, 13 som igen blev far til Abiud. Abiud blev far til Eljakim, som blev far til Azor, 14 og Azor blev far til Zadok, som blev far til Akim. Akim blev far til Eliud, 15 som blev far til Eleazar, og Eleazar blev far til Mattan, som blev far til Jakob. 16 Jakob blev far til Josef, der blev gift med Maria, som var mor til Jesus, der også kaldes Messias.[s]
17 Der er altså 14 slægtled fra Abraham til kong David, og 14 fra kong Davids tid, indtil folket blev ført bort til Babylon, og 14 fra den tid, da folket kom til Babylon, indtil Messias blev født.
Jesu fødsel
18 Jesus, Messias, kom til verden på følgende måde: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun ventede et barn ved Helligåndens kraft.[t] 19 Josef var en god og retskaffen mand, som ikke ville udsætte hende for offentlig skam, så han besluttede sig til i al stilhed at hæve forlovelsen.
20 Mens han tænkte over det, havde han en drøm, hvor en engel fra Gud viste sig for ham. Englen sagde: „Josef, du er jo af kong Davids slægt, og du skal ikke være betænkelig ved at gifte dig med Maria, for det barn, hun venter, er blevet til ved Helligåndens kraft. 21 Hun skal føde en søn, og du skal kalde ham Jesus,[u] for han skal frelse sit folk fra deres synder.”
22 På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem en af sine profeter:
23 „Se, jomfruen vil blive gravid.
Hun skal føde en søn,
og han skal kaldes ‚Immanuel’.”[v]
(Det navn betyder: „Gud er med os”).
24 Da Josef vågnede, stod han op og gjorde, som englen havde sagt. Han accepterede at gifte sig med Maria, 25 men havde ikke ægteskabeligt samliv med hende, før hun havde født.[w] Maria fødte så en dreng, som fik navnet Jesus.
Jesus hyldes som en kongesøn
2 Jesus blev født i Betlehem i Judæa, mens Herodes den Store var konge. Nogen tid efter ankom nogle stjernetydere fra Østen til Jerusalem. De spurgte: 2 „Hvor er jødernes nyfødte konge? Vi har set hans stjerne i Østen, og nu er vi kommet her for at bringe ham vores hyldest.”
3 Kong Herodes blev skrækslagen, og Jerusalem begyndte at summe af rygter. 4 Han sammenkaldte derfor ypperstepræsterne[x] og alle jødernes skriftlærde til et møde og spurgte: „Har profeterne sagt noget om, hvor Messias skal fødes?”
5 „Ja,” svarede de, „i Betlehem. For en af profeterne har skrevet:
6 ‚Du Betlehem i Judas land!
Du er langtfra den ringeste blandt Judas byer.
Fra dig skal en hersker udgå,
han skal blive leder for mit folk, Israel!’ ”[y]
7 Derefter tilkaldte Herodes i al hemmelighed stjernetyderne, og de fortalte ham det nøjagtige tidspunkt, da de første gang havde set stjernen. 8 „I skal søge efter barnet i Betlehem,” sagde han. „Når I har fundet det, skal I komme tilbage og fortælle mig, hvor han er. Så vil jeg også tage derhen og hylde ham.”
9-10 Da stjernetyderne havde talt med kongen, tog de af sted. Kort efter fik de til deres store glæde igen øje på den stjerne, de havde set i Østen. Og de fulgte den, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.
11 De gik ind i huset, og der så de Jesus sammen med hans mor, Maria. De knælede ned foran ham og bøjede i ærefrygt hovedet mod jorden. Derefter åbnede de for deres medbragte kostbarheder og gav ham både guld, røgelse og myrra.
12 Senere advarede Gud dem i en drøm imod at tage tilbage til Herodes. Derfor rejste de en anden vej hjem.
Flugten til Egypten
13 Da stjernetyderne var taget af sted, viste en engel sig for Josef i en drøm. „Stå op og flygt til Egypten med barnet og dets mor,” sagde englen. „Kong Herodes leder efter barnet for at slå det ihjel. Bliv i Egypten, indtil jeg siger til.” 14 Samme nat tog Josef af sted med Maria og barnet, og de bosatte sig i Egypten, 15 indtil Herodes var død. Sådan gik det i opfyldelse, som Herren havde talt gennem en af sine profeter:
„Jeg kaldte min søn ud af Egypten.”[z]
Massakren på børnene i Betlehem
16 Herodes blev rasende, da han opdagede, at stjernetyderne havde narret ham. Han sendte straks soldater til Betlehem og omegn for at dræbe alle drengebørn på to år og derunder ud fra de oplysninger, stjernetyderne havde givet ham.
17 Med den massakre opfyldtes profeten Jeremias’ ord:
18 „I Rama høres der skrig,
jamren og højlydt gråd.
Det er Rakel, der græder over sine børn.[aa]
Hun vil ikke lade sig trøste,
for børnene er borte.”
Hjemrejsen fra Egypten
19 Efter at Herodes var død, viste englen sig igen i en drøm for Josef i Egypten og sagde: 20 „Rejs tilbage til Israel sammen med barnet og hans mor. De, som ville slå barnet ihjel, er selv døde.” 21 Josef begav sig da på vej tilbage mod Israel med Jesus og Maria. 22 Men da han hørte, at Herodes’ søn, Arkelaos, var blevet konge i Judæa efter sin far, var han bange for at tage derhen. Desuden blev han advaret i endnu en drøm og besluttede derfor at tage til Galilæa, 23 hvor han bosatte sig i den by, der hedder Nazaret. På den måde opfyldtes det profetiske ord om, at Messias skulle kaldes „nazaræer”.[ab]
Johannes Døber og hans budskab(A)
3 Mange år senere begyndte Johannes Døber at prædike ude i Judæas ødemark. Hans budskab lød sådan her: 2 „I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!” 3 Det er ham, der tales om i profeten Esajas’ bog, dér hvor der står:
„Der lyder en stemme i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
Gør jer klar til hans komme!’ ”[ac]
4 Johannes’ profetkappe var vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet. Hans mad bestod af græshopper og honning fra vilde bier. 5 Folk fra Jerusalem og hele egnen omkring Jordanfloden—ja fra hver eneste del af Judæa—kom ud i ødemarken for at høre ham. 6 Og dem, der bekendte deres synder, døbte han i Jordanfloden.
7 Men da han så, at mange farisæere og saddukæere[ad] også kom for at blive døbt, råbte han til dem: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? 8 Bevis med jeres liv, at I virkelig har taget afstand fra jeres synder. 9 Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’[ae] Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten her til børn af Abraham! 10 Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og det træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden. 11 Jeg døber med vand, for at det skal føre til en ændret indstilling, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at bære hans sandaler. Han vil døbe med[af] Helligåndens kraft[ag] og med ild. 12 Han har kasteskovlen i hånden for at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”
Jesus bliver døbt med vand og Helligånd(B)
13 Jesus ankom nu fra Galilæa til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. 14 Men Johannes ville ikke gøre det: „Det er jo mig, der trænger til at blive døbt af dig!” protesterede han. „Hvorfor kommer du så til mig?”
15 „Gør det nu,” sagde Jesus, „for på den måde gør vi Guds vilje.”
Johannes gjorde da, som Jesus ønskede.
16 I samme øjeblik Jesus efter dåben steg op af vandet, blev himlen pludselig åbnet, og Guds Ånd kom over ham som en due, der dalede ned ovenfra. 17 Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt ud tilfreds med.”[ah]
Fristelsen i ørkenen(C)
4 Derefter førte Helligånden Jesus ud til et øde sted, for at Djævelen kunne friste ham. 2 Der gik 40 dage, hvor Jesus ikke spiste noget, og han blev meget sulten. 3 Da kom Fristeren til ham og sagde: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til de sten dér, at de skal blive til brød?”
4 Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler.’ ”[ai]
5 Så førte Djævelen ham ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren.[aj] 6 „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’[ak]”
7 Jesus svarede: „Der står også skrevet: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’ ”[al]
8 Så tog Djævelen ham med op på toppen af et højt bjerg og viste ham alle verdens lande og al deres herlighed. 9 „Alt det vil jeg give dig,” sagde han, „hvis du falder på knæ og tilbeder mig.”
10 Jesus svarede: „Forsvind Satan! Der står jo skrevet: Det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.”[am]
11 Så forlod Djævelen ham, og nogle engle kom og sørgede for mad til ham.
Jesus begynder at fortælle om Guds rige(D)
12 Da Jesus kort efter hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, tog han tilbage til Galilæa. 13 Han slog sig dog ikke ned i sin hjemby Nazaret, men flyttede til Kapernaum ved Genesaret Sø, som ligger i den egn, hvor stammerne Zebulon og Naftali i sin tid havde bosat sig. 14 Dermed gik det ord i opfyldelse, som Gud havde talt ved profeten Esajas:
15 „Du Zebulons og Naftalis land,
som vejen til havet går igennem,
og landet øst for Jordanfloden,
de fremmede folkeslags Galilæa,
16 det folk, som bor i mørket,
har set et strålende lys.
Lyset er brudt frem hos dem, som lever i dødens land
og bor i dødens skygge.”[an]
17 Fra da af begyndte Jesus at forkynde sit budskab: „I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!”
Jesus udvælger sine første disciple(E)
18 En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, så han to brødre, Simon (der senere fik navnet Peter) og Andreas. De var i færd med at fiske med kastenet i søen. 19 Jesus råbte ud til dem: „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” 20 Med det samme sagde de farvel til fiskeriet og fulgte ham som hans første disciple.[ao]
21 Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på to andre brødre, Jakob og Johannes. De sad i en båd sammen med deres far, Zebedæus, og var ved at gøre deres net[ap] klar til næste fangst. Dem kaldte Jesus også på, 22 og de lagde straks arbejdet til side, efterlod deres far i båden og fulgte med Jesus.
Jesus fortæller om Gud og helbreder i hele Galilæa(F)
23 Jesus vandrede nu omkring i hele Galilæa og underviste i synagogerne. Overalt hvor han kom frem, forkyndte han de gode nyheder om Guds rige, og han helbredte alle slags skrøbeligheder og sygdomme. 24 Rygterne om de mirakler, han gjorde, blev spredt langt ud over Galilæas grænser, så der kom syge helt fra Syrien for at blive helbredt. Uanset hvad de fejlede, eller hvilke smerter de havde—om det var dæmonbesatte, epileptikere eller lamme mennesker—så helbredte Jesus dem alle. 25 Store skarer fulgte ham, hvor han end gik. Det var folk fra Galilæa, Dekapolis, Jerusalem, Judæa og området øst for Jordanfloden.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.