Bible in 90 Days

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(A)

²⁰ De jødiske ledere holdt derefter skarpt øje med Jesus, og de sendte spioner ud, som skulle foregive at være gudfrygtige mennesker, der stillede ærlige spørgsmål. Men hensigten var at få ham til at sige noget, som de kunne anklage ham for over for de romerske myndigheder. ²¹ Nogle af dem stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester, vi ved, at du taler og underviser om, hvad der er Guds vilje, og du snakker ikke folk efter munden. ²² Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”

²³ Men Jesus gennemskuede deres snedighed: ²⁴ „Vis mig en mønt!” sagde han. „Hvem er der billede af på mønten? Hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

„Det er kejserens navn og billede,” svarede de.

²⁵ „Godt,” sagde Jesus, „så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans!”^[a]

²⁶ Det svar havde de ikke ventet. Det lykkedes dem altså ikke at få Jesus til at gå i en fælde, mens der var vidner på det. Og så tav de.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde^(B)

²⁷ Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. ²⁸ De stillede Jesus følgende spørgsmål: „Mester! Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. ²⁹ Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde barnløs. ³⁰ Den næstældste bror giftede sig så med enken, men også han døde barnløs. Derefter giftede den tredje sig med hende. ³¹ Sådan gik det videre, indtil alle syv havde været gift med hende uden at efterlade sig børn. ³² Til sidst døde også konen. ³³ Hvem af brødrene skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle syv været gift med hende.”

³⁴ Jesus svarede: „Ægteskab i jordisk forstand hører denne verden til, ^35-36 men i den kommende verden får menneskene et liv, der ligner englenes. De gifter sig ikke, og der er ingen, der dør. De, som er værdige til at få del i genopstandelsen fra de døde, vil få et helt nyt liv som Guds børn.

³⁷ Men at de døde genopstår, det kan man se fra det afsnit i Skriften, hvor der står om Moses og den brændende tornebusk. Her omtales Gud som Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. ³⁸ Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. Derfor lever disse forfædre for Guds ansigt.”

³⁹ „Godt svaret, mester!” udbrød nogle af de skriftlærde, ⁴⁰ og ingen vovede sig frem med flere spørgsmål.

Messias som Davids søn^(C)

^41-43 Jesus stillede nu forsamlingen et spørgsmål: „Hvordan kan Messias være en søn^[b] af Kong David, når David selv kalder ham for herre? Han siger jo sådan i Salmernes Bog:

⁴⁴ Når David her kalder ham sin herre, kan han så samtidig være hans egen søn?”

Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri^(D)

⁴⁵ Derefter sagde Jesus til sine disciple i mængdens påhør: ⁴⁶ „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved festerne. ⁴⁷ Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom!”

Forskellen mellem at give og at ofre^(E)

21 Mens Jesus sad i templets forgård og underviste, lagde han mærke til en del rige mennesker, der lagde deres gaver i templets indsamlingsbøsse. ² En fattig enke kom også forbi og lod to småmønter falde i. ³ Da sagde Jesus til disciplene: „Så I den fattige enke dér? Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre. ⁴ De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde!”

Jesus forudsiger templets ødelæggelse^(F)

⁵ Nogle af disciplene begyndte at tale om templet, om dets smukke sten og de gaver, som folk havde skænket til bygningen. ⁶ Da sagde Jesus: „Den tid kommer, hvor alt det, som I her beundrer, bliver jævnet med jorden.”

Jesus advarer om krige, katastrofer og forfølgelser^(G)

⁷ „Mester, hvornår vil det ske?” spurgte de. „Hvad er tegnet på, at disse ting snart skal ske?”

⁸ Jesus svarede: „Pas på, at I ikke bliver vildledt, for mange vil komme og påstå, at de er Messias, og andre vil sige, at nu er tiden inde. Lyt ikke til dem! ⁹ Og når I hører om krig og oprør, så lad jer ikke skræmme. Den slags er uundgåeligt, men afslutningen kommer ikke lige med det samme. ¹⁰ Folk og nationer vil bekrige hinanden, ¹¹ og der vil komme store jordskælv og epidemier og hungersnød det ene sted efter det andet. Der vil ske forfærdelige ting og store tegn på himlen.

¹² Men før alt det sker, vil I blive forfulgt og taget til fange. I vil blive slæbt for retten og kastet i fængsel, og I vil blive stillet for både konger og guvernører, fordi I tjener mig. ¹³ Det vil give jer anledning til at fortælle dem budskabet om mig. ¹⁴ Og husk, at I ikke skal bekymre jer om, hvordan I skal forsvare jer, ¹⁵ for jeg vil selv give jer inspiration til det, I skal sige, og jeg vil give jer visdomsord, som ingen af jeres anklagere vil kunne argumentere imod.

¹⁶ Selv de, der står jer nærmest—forældre, søskende, slægtninge og venner—vil forråde og udlevere jer, og nogle af jer vil blive slået ihjel. ¹⁷ Ja, I vil blive hadet af mange, fordi I hører mig til. ¹⁸ Men i virkeligheden kan de slet ikke skade jer. ¹⁹ Hvis I holder ud indtil det sidste, skal I få det evige liv.

Jerusalems ødelæggelse og straffen over de vantro jøder^(H)

²⁰ Når I ser fremmede soldater omringe Jerusalem, da ved I, at byen står foran sin ødelæggelse. ²¹ De, der er i Judæa, skal flygte op i bjergene. De, der opholder sig inde i Jerusalem, skal skynde sig ud, og de, der er udenfor, skal ikke prøve på at komme ind. ²² Da vil retfærdigheden ske fyldest, og den straf, som profeterne har advaret om, vil blive til virkelighed. ²³ Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes, for der vil komme stor elendighed over landet, og Guds straf vil ramme folket. ²⁴ Nogle vil blive dræbt i kampen, og andre vil blive ført bort til fremmede lande som fanger. Jerusalem vil blive trampet ned af fremmede folkeslag, indtil den fastsatte periode er udløbet.

Tegnene på, at Jesus snart kommer igen^(I)

²⁵ Der vil komme varsler på himmelhvælvingen, både ved solen, månen og stjernerne, og i hele verden vil folkeslagene blive grebet af angst og stå rådvilde på grund af mægtige bølger og den brusende brænding. ²⁶ Folk vil besvime af rædsel, når de ser, hvad der er ved at ske med jorden, for himlens kræfter vil komme ud af balance. ²⁷ Da vil de se Menneskesønnen komme til syne i en sky med kraft og megen herlighed. ²⁸ Når alt det her begynder at ske, så ret ryggen og løft hovedet, for befrielsens time nærmer sig.”

²⁹ Jesus fortsatte med følgende billede: „Se på figentræet og alle de andre træer. ³⁰ Når I ser træerne springe ud, ved I, at sommeren er på vej. ³¹ På samme måde kan I også vide, at Guds rige er nær, når alt det, jeg her har beskrevet, begynder at ske. ³² Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske.^{[d] 33} Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Vær altid parat^(J)

³⁴ Pas på, at I ikke bliver opslugt af fester, drikkeri og dagliglivets bekymringer, så det kommer fuldstændig bag på jer, når det endelig sker. ³⁵ Det vil komme til at berøre alle mennesker på hele jorden. ³⁶ Vær altid på vagt og bed om, at I ikke bliver løbet over ende af alt det, der skal ske, men at I kan stå frem foran Menneskesønnen med frimodighed.”

Jesus underviser dagligt på tempelpladsen

^37-38 Jesus kom til tempelområdet hver dag for at undervise folk, og fra tidlig morgen stimlede folk sammen for at høre ham. Om aftenen gik han ud til Olivenbjerget, hvor han plejede at overnatte.

De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen^(K)

22 Tiden for påskefesten^[e] nærmede sig. ² Ypperstepræsterne og de skriftlærde drøftede, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel, uden at der blev uroligheder.

Judas beslutter at forråde Jesus^(L)

³ Da fór Djævelen i Judas Iskariot, som var en af de Tolv. ⁴ Han opsøgte ypperstepræsterne og lederne af det vagtmandskab, der hørte til templet, og han forklarede dem, hvordan han kunne forråde Jesus til dem. ⁵ Det var de glade for at høre, og de lovede ham en vis sum penge. ⁶ Judas accepterede, og fra det øjeblik ventede han på en gunstig anledning, hvor Jesus ikke var omgivet af en masse mennesker.

Forberedelsen til påskemåltidet^(M)

⁷ Så kom den første dag under påskefesten, hvor påskelammet skulle slagtes. ⁸ Jesus kaldte på Peter og Johannes. „Gå ind til byen og gør klar til, at vi sammen kan fejre påskemåltidet,” sagde han.

⁹ „Hvor vil du have, at vi skal gå hen og gøre det hele parat?” spurgte de.

¹⁰ „Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, der bærer på en vandkrukke. Følg efter ham til det hus, hvor han går ind, ¹¹ og sig til husets ejer: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ ¹² Så vil han føre jer op ovenpå til et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.”

¹³ Da de kom ind i byen, fandt de det hele, sådan som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet.

Påskemåltidet påbegyndes

¹⁴ Da tiden var inde, gik Jesus derhen sammen med apostlene, og de lagde sig omkring bordet for at begynde måltidet.^{[f] 15} Jesus sagde til dem: „Af hele mit hjerte har jeg længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, ¹⁶ for jeg siger jer: Det er det sidste påskemåltid, jeg tager del i, indtil der bliver den fuldkomne påske i Guds rige.”

¹⁷ Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sagde: „Tag denne vin og del den imellem jer, ¹⁸ for jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin igen, før Guds rige kommer.”

Jesus indstifter den nye pagt^(N)

¹⁹ Senere tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det over, gav det videre til disciplene og sagde: „Dette brød er mit legeme, som ofres for jer. Spis det til minde om mig.”

²⁰ Efter måltidet tog han vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som udgydes for jer. Det besegler den nye pagt.”

Jesus forudsiger Judas’ forræderi^(O)

²¹ Jesus fortsatte: „Men en af jer, som spiser sammen med mig, vil forråde mig. ²² Menneskesønnen skal dø, sådan som Gud har bestemt det. Men ve det menneske, som forråder mig!”

²³ Straks begyndte disciplene at diskutere hvem af dem, der kunne finde på at gøre sådan noget.

Lederskab i Guds rige^(P)

²⁴ Disciplene diskuterede også hvem af dem, der var bedst egnet som leder. ²⁵ Da sagde Jesus til dem: „Denne verdens magthavere hundser med dem, de har under sig, og selv en diktator ynder at kalde sig folkets velgører. ²⁶ Sådan skal I ikke opføre jer. De, der er ledere iblandt jer, skal være villige til at tjene dem, de er ledere for. De, som har højest rang iblandt jer, skal stå på lige fod med dem, som har den laveste rang. ²⁷ Ude i verden er det sådan, at den, der bliver beværtet, er større end den, som tjener ved bordet. Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.

²⁸ I har trofast stået sammen med mig i mine prøvelser. ²⁹ Med den autoritet, som min Far har givet mig, lover jeg jer nu, ³⁰ at I skal få lov til at sidde til bords i mit rige, ja, I skal få lov til at sidde på troner og regere over Israels 12 stammer.”

Jesus forudsiger, at Peter vil tage afstand fra ham^(Q)

³¹ Jesus henvendte sig nu til Simon Peter: „Simon, Satan vil friste jer til fald, ³² men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk de andre disciple.”

³³ „Herre,” svarede Peter, „for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være.”

³⁴ „Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”

Hårde tider forude

³⁵ Derefter spurgte Jesus disciplene: „Da jeg sendte jer ud uden pung eller taske eller ekstra sandaler, kom I da til at mangle noget?” „Nej,” svarede de.

³⁶ „Men nu skal den, som har penge, tage dem med. Den, som har en taske, skal tage den med, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe et. ³⁷ Det skriftsted, der siger: ‚Han blev regnet som en synder,’^[g] vil snart gå i opfyldelse, for det, der er skrevet om mig, skal nødvendigvis opfyldes.”

³⁸ „Se, Herre! Vi har to sværd!”

„Nok om det,” svarede Jesus.

Jesus kæmper i bøn i Getsemane^(R)

³⁹ Sammen med disciplene gik Jesus nu som så ofte før ud til Olivenbjerget. ⁴⁰ Der sagde han til dem: „Bed Gud om hjælp til ikke at bukke under for fristelserne.”

⁴¹ Så gik han så langt som et stenkast fra dem, knælede ned og bad: ⁴² „Far, hvis du er villig til det, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Men din vilje ske, ikke min!” ⁴³ Da viste en engel sig for ham og styrkede ham. ⁴⁴ Han var i en sådan dødsangst, at hans sved faldt som bloddråber på jorden, mens han bad mere og mere indtrængende.^[h]

⁴⁵ Da han rejste sig og gik hen til disciplene, var de faldet i søvn af træthed og fortvivlelse. ⁴⁶ „Hvordan kan I sove?” sagde han. „Rejs jer op og bed, så I ikke bukker under for fristelserne.”

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig^(S)

⁴⁷ Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden. ⁴⁸ „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus.

⁴⁹ Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: „Skal vi slå til, Herre?” ⁵⁰ Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af. ⁵¹ „Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham.

⁵² Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. „Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig! ⁵³ Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.”

Jesus føres bort, og Peter nægter at kendes ved ham^(T)

⁵⁴ Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. ⁵⁵ Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det. ⁵⁶ En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!”

⁵⁷ „Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter.

⁵⁸ Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han.

„Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage.

⁵⁹ En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!”

⁶⁰ Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du taler om!”

Netop da var der en hane, der galede.

⁶¹ Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” ⁶² Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd.

Jesus bliver hånet af vagterne^(U)

⁶³ Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. ⁶⁴ De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?” ⁶⁵ Også på mange andre måder hånede de ham.

Jesus i forhør hos de jødiske ledere^(V)

⁶⁶ Det var nu ved at blive lyst, og det jødiske råd var samlet, både ypperstepræsterne, de skriftlærde og alle de øvrige ledere. Jesus blev ført frem for rådet, ⁶⁷ og man tog ham i forhør: „Er du Messias, så sig os det lige ud.”

„I tror jo ikke på, hvad jeg siger,” svarede Jesus. ⁶⁸ „Og I plejer heller ikke at svare, når jeg spørger jer om noget. ⁶⁹ Men snart skal Menneskesønnen tage plads ved den mægtige Guds højre side.”

⁷⁰ Straks råbte de i munden på hinanden: „Så er du altså Guds Søn?”

Jesus svarede: „I siger det selv. Ja, jeg er!”

⁷¹ „Så er der ikke brug for flere vidner!” lød det rundt omkring. „Nu har han selv indrømmet det.”

Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus^(W)

23 Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. ² Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.”

³ Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?”

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.

⁴ Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.”

⁵ Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!”

Jesus for Herodes

⁶ Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, ⁷ sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. ⁸ Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. ⁹ Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke.

¹⁰ Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. ¹¹ Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus.

¹² Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(X)

¹³ Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. ¹⁴ „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. ¹⁵ Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. ¹⁶ Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.”^[i]

¹⁸ Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” ¹⁹ (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem).

²⁰ Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, ²¹ men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!”

²² For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!”

²³ Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. ²⁴ Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. ²⁵ Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(Y)

²⁶ Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham.

²⁷ En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. ²⁸ Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. ²⁹ For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ ³⁰ Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’^{[j] 31} For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”

³² To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. ³³ Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre.

³⁴ Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. ³⁵ Folkeskaren stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!”

³⁶ Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: ³⁷ „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” ³⁸ Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk.^[k]

³⁹ Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” ⁴⁰ Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? ⁴¹ Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” ⁴² Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.”

⁴³ Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.”^[l]

Jesus dør^(Z)

^44-45 Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.

Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. ⁴⁶ Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!”^[m] Med de ord udåndede han.

⁴⁷ Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!”

⁴⁸ De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. ⁴⁹ De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele.

Jesus lægges i graven^(AA)

^50-51 Et af medlemmerne af Det jødiske Råd var en god og retskaffen mand, der hele tiden havde været i forventning om Messias’ snarlige komme, og han var imod, at rådet havde dømt Jesus til døden. Han hed Josef og kom fra byen Arimatæa i Judæa. ⁵² Han henvendte sig nu til Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. ⁵³ Det fik han lov til og tog så liget ned fra korset og svøbte det i et liglagen. Derpå anbragte han det i en klippegrav, hvor ingen endnu havde ligget. ⁵⁴ Det var sent fredag eftermiddag, lige før sabbatten begyndte.^[n]

⁵⁵ Da Jesu lig blev ført bort, fulgte kvinderne fra Galilæa efter, og de så den klippegrav, han blev lagt ind i. ⁵⁶ Efter at de var kommet hjem, tilberedte de en begravelsessalve med aromatiske olier. Men de foretog sig ikke noget på sabbatten, som den jødiske lov foreskriver.

Jesus genopstår^(AB)

24 Meget tidligt søndag morgen tog kvinderne deres aromatiske salve med ud til graven. ² Her så de, at den store sten, der havde spærret for indgangen, var rullet til side. ³ De gik indenfor—men Herren Jesu lig var der ikke. ⁴ De vidste ikke, hvad de skulle tro, men pludselig stod to mænd foran dem, klædt i blændende hvide klæder. ⁵ Kvinderne blev skrækslagne og så ned i jorden. „Hvorfor søger I efter den levende blandt de døde?” spurgte mændene. ⁶ „Han er ikke her. Han er stået op fra de døde! Husk, hvad han sagde til jer, allerede mens I var i Galilæa, ⁷ nemlig at Menneskesønnen skulle forrådes og udleveres til onde mennesker, som ville korsfæste ham. Men på den tredje dag ville han genopstå!”

⁸ Nu huskede de, hvad Jesus havde sagt, ⁹ og de skyndte sig ind i byen for at fortælle det til de 11 disciple og alle de andre. ¹⁰ Det var Maria Magdalene, Johanna og Maria, Jakobs mor, der sammen med de andre kvinder fortalte det til apostlene, ¹¹ som dog havde svært ved at tage dem alvorligt. De troede i hvert fald ikke på dem.

¹² Men Peter løb alligevel ud til graven for at se nærmere efter. Da han kom derud, bøjede han sig ned og kiggede ind gennem den lave åbning. Der var ikke andet at se end de efterladte ligklæder. Så gik han hjem, mens han undrede sig over, hvad der mon var sket.

Jesus viser sig for to disciple på vej til Emmaus^(AC)

¹³ Samme dag var to disciple på vej til landsbyen Emmaus, der ligger 11 kilometer^[o] fra Jerusalem. ¹⁴ Mens de gik og snakkede med hinanden om alt det, der var sket, ¹⁵ kom Jesus selv og fulgtes med dem. ¹⁶ Men de genkendte ham ikke. ¹⁷ „Hvad er det, I er så optaget af?” spurgte han.

De standsede og så bedrøvet på ham. ¹⁸ Den ene, som hed Kleofas, svarede: „Du må være den eneste i Jerusalem, der ikke ved, hvad der lige er sket.”

¹⁹ „Hvad er der sket?”

„Det med Jesus fra Nazaret. Han var en profet, som talte med stor visdom og gjorde mange mirakler. Gud var med ham, og folk var begejstrede for ham. ²⁰ Men ypperstepræsterne og vores ledere arresterede ham og udleverede ham til romerne, for at han kunne blive dømt til døden. Og så blev han korsfæstet. ²¹ Vi havde ellers håbet, at det var ham, der var Messias, og at han ville befri Israel.”

„Men der er sket mere endnu,” fortsatte Kleofas. „I dag er det nemlig den tredje dag regnet fra den dag, han blev korsfæstet, ²² og nogle af de kvinder, som hører med blandt disciplene, gik tidligt i morges ud til graven, og de har gjort os endnu mere forvirrede. ²³ De kom nemlig tilbage og sagde, at hans lig ikke var i graven. De fortalte også, at de havde haft et syn af engle, som sagde, at han lever. ²⁴ Så løb nogle af de andre disciple derud, og de fandt det sådan, som kvinderne havde fortalt. De kunne heller ikke finde Jesu lig!”

²⁵ „Hvor er i tungnemme!” udbrød Jesus. „Hvorfor har I så svært ved at tro på, hvad profeterne har forudsagt? ²⁶ At Messias skulle lide og dø, før han gik ind til sin herlighed, er jo netop Guds plan.” ²⁷ Derpå citerede Jesus stykke efter stykke fra Skrifterne, lige fra Første Mosebog og gennem alle de profetiske bøger, og han forklarede de mange profetiske ord, der handlede om ham.

²⁸ De var nu nået frem til Emmaus, og Jesus ville gå videre, ²⁹ men de bad ham indtrængende om at blive natten over hos dem, for det var allerede sent på eftermiddagen. Han gik derfor med dem hjem. ³⁰ Da de skulle til at spise, tog Jesus brødet, takkede Gud, brækkede det i stykker og gav dem det. ³¹ Da var det, som om deres øjne åbnedes, og nu kunne de genkende ham. Men i samme øjeblik blev han usynlig for dem.

³² „Var det ikke, som om vores hjerter brændte, mens han gik på vejen og forklarede Skrifterne for os?” sagde de til hinanden. ³³ Uden at spilde et øjeblik brød de op og begav sig på vej tilbage til Jerusalem. Dér fandt de både de 11 apostle og de øvrige disciple forsamlede, ³⁴ og de blev modtaget med ordene: „Herren er virkelig genopstået! Simon har set ham!”

³⁵ De to fortalte nu, hvad de havde oplevet på vejen, og hvordan de havde genkendt Jesus, da han brækkede brødet i stykker.

Jesus viser sig for inderkredsen af disciple^(AD)

³⁶ Mens de snakkede om, hvad der var sket, stod Jesus pludselig midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!” ³⁷ De blev alle forskrækkede og troede, de så et genfærd.

³⁸ „Hvorfor er I så bange?” spurgte Jesus. „Og hvorfor tvivler I? ³⁹ Se på mine hænder! Se på mine fødder! Kan I ikke se, at det er mig? Her, føl på mig! I kan jo se, at jeg har en krop, og det har et genfærd ikke.”

⁴⁰ Samtidig rakte han hænderne frem, og han viste dem sine fødder, så de kunne se naglemærkerne. ⁴¹ Men de var stadig i tvivl og var på én gang både glade og skeptiske. Så spurgte han: „Har I noget at spise her?” ⁴² De rakte ham et stykke stegt fisk, ⁴³ og han spiste det, mens de stirrede på ham.

⁴⁴ „Husker I ikke, at jeg fortalte jer, at alt, hvad der står skrevet om mig i Toraen, Profetbøgerne og Salmernes Bog, måtte gå i opfyldelse?” ⁴⁵ Derpå forklarede han dem betydningen af Skrifterne, ⁴⁶ og han sagde til dem: „Skrifterne har forudsagt, at den lovede Messias, Frelseren, skulle lide meget, blive slået ihjel og genopstå fra de døde på den tredje dag, ⁴⁷ og at budskabet om omvendelse og tilgivelse ved tro på ham skulle bringes til alle folkeslag. Med udgangspunkt i Jerusalem ⁴⁸ skal I fortælle om alt, hvad I har hørt og set og oplevet. ⁴⁹ Jeg vil sende Helligånden til jer, sådan som min Far har lovet. Men I skal forholde jer i ro her i byen, indtil I er blevet udrustet med kraften fra Gud!”

Jesus tages op til Himlen^(AE)

⁵⁰ Senere tog Jesus disciplene med ud af Jerusalem og hen i nærheden af Betania. Han løftede hænderne og velsignede dem. ⁵¹ Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev taget op til Himlen. ⁵² Disciplene lovpriste ham og vendte derpå glade tilbage til Jerusalem, ⁵³ og de kom til stadighed i templet og priste Gud.

Messias som Ordet fra Gud

1 I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.^{[p] 2} Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. ³ Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. ⁴ Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. ⁵ Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

⁶ Et menneske stod frem, sendt fra Gud. Hans navn var Johannes. ⁷ Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro. ⁸ Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset. ⁹ Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.

¹⁰ Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham. ¹¹ Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. ¹² Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. ¹³ De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.

¹⁴ Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed—en herlighed, som den fuldkomne^[q] Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.

¹⁵ (Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: „Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)

¹⁶ Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde,^{[r] 17} for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.

¹⁸ Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den fuldkomne Søn,^[s] som sidder ved Faderens side, har vist os, hvem han er.

Johannes Døber^(AF)

¹⁹ Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter^[t] ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, ²⁰ men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.”

²¹ „Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?”^[u]

„Nej,” svarede han.

„Er du den store Profet, vi venter på?”^[v]

„Nej.”

²² „Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

²³ Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde:

²⁴ Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne,^{[x] 25} og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?”

²⁶ „Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender. ²⁷ Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at hjælpe ham sandalerne af.”

²⁸ Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden,^[y] hvor Johannes opholdt sig og døbte.

Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam

²⁹ Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. ³⁰ Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ³¹ I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”

³² Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. ³³ Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ ³⁴ Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”

Jesus møder sine første disciple

³⁵ Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. ³⁶ Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”

³⁷ Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. ³⁸ Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.

„Mester, hvor bor du?”

³⁹ „Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen,^[z] og de blev hos ham resten af dagen.

⁴⁰ En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. ⁴¹ Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” ⁴² Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannes’ søn,^[aa] men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).^[ab]

Jesus inviterer flere til at blive hans disciple

^43-44 Næste dag besluttede Jesus at begynde rejsen tilbage til Galilæa. Han mødte da Filip, der var fra Betsajda ligesom Andreas og Peter, og han sagde til ham: „Kom med mig og bliv min discipel.” ⁴⁵ Filip gik straks hen for at finde Natanael. „Vi har mødt Messias,” fortalte han, „ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef fra Nazaret.”

⁴⁶ „Nazaret?” udbrød Natanael. „Kan noget godt komme fra Nazaret?”

„Kom selv og se,” svarede Filip.

⁴⁷ Da Jesus så Natanael komme, sagde han: „Dér kommer en israelit, som er helt igennem ærlig.”

⁴⁸ „Hvor kender du mig fra?” spurgte Natanael.

„Jeg så dig under figentræet, inden Filip kaldte på dig.”

⁴⁹ „Mester, så må du være Guds Søn, Israels konge!”

⁵⁰ „Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg så dig under figentræet? Du skal komme til at se større ting end det.”

⁵¹ Så fortsatte han: „Det siger jeg jer: I skal få lov at se himlen åben og engle bevæge sig op og ned mellem Gud og Menneskesønnen.”^[ac]

Jesus udfører sit første mirakuløse tegn

2 To dage senere var Jesu mor med ved et bryllup i byen Kana i Galilæa. ² Jesus og hans disciple var også indbudt. ³ Under festen slap vinen op, og Jesu mor kom hen til ham og sagde: „Der er ikke mere vin.”

⁴ „Lad mig være i fred, mor,” sagde han. „Tiden er ikke inde endnu.” ⁵ Men hans mor gik hen til tjenerne og sagde: „Lige meget hvad han siger til jer, skal I bare gøre det!”

⁶ Der stod seks store vandkrukker i huset, som på grund af de jødiske renhedslove var lavet af sten.^[ad] De rummede hver ca. 100 liter. ⁷ Jesus bad tjenerne om at fylde dem med vand. Da de havde fyldt dem til randen, ⁸ sagde han: „Øs nu noget op og gå hen til den ansvarlige for festen, så han kan smage på det.” ⁹ Det gjorde de så, og han smagte på vandet, der nu var forvandlet til vin. Da han ikke vidste, hvor det kom fra—for det var kun tjenerne, der vidste det—kaldte han på brudgommen ¹⁰ og sagde: „Man plejer ellers at servere den fine vin først, og senere, når folk er kommet lidt i stemning, den billige vin. Hvorfor har du gemt den fine vin til nu?”

¹¹ Det mirakel, som Jesus udførte i Kana i Galilæa, var det første tegn på hans autoritet og magt, og hans disciple troede på, at han virkelig var sendt af Gud.

¹² Derefter tog han til Kapernaum sammen med sin mor, sine brødre og sine disciple, og dér blev de nogle dage.

Den første tempeludrensning

¹³ Nu nærmede den jødiske påske sig, og Jesus tog til Jerusalem for at deltage i højtiden. ¹⁴ Inde på selve tempelpladsen så han en masse mennesker, som solgte offerdyr. Der var både køer, får og duer. Nogle af de handlende sad ved små borde og vekslede penge. ¹⁵ Da lavede Jesus sig en pisk af reb og jog alle fårene og køerne ud. Han vendte bunden i vejret på valutahandlernes pengeposer og væltede deres borde. ¹⁶ Til dem, der solgte duer, råbte han: „Pak jeres ting sammen og forsvind!” „I må ikke gøre min Fars hus til en markedsplads.” ¹⁷ Da hans disciple så, hvad han gjorde, kom de i tanker om det ord i Skriften,^[ae] der siger: „Jeg brænder af nidkærhed for dit Hus.”

¹⁸ De jødiske ledere protesterede: „Hvem har givet dig lov til at jage folk ud af templet? Kan du gøre et mirakel som tegn på, at du handler på Guds vegne?”

¹⁹ Jesus svarede: „Ja, det kan jeg godt. Hvis I ødelægger Guds bolig, så vil jeg rejse den igen inden tre dage.”

²⁰ „Det har taget 46 år at bygge Guds bolig,” indvendte de jødiske ledere, „og så vil du rejse den igen inden tre dage!”

²¹ Den „Guds bolig”, Jesus hentydede til, var ikke templet, men hans eget legeme. ²² Efter at han var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanke om, at han havde sagt det. Da forstod de, hvad han mente, og de kom til tro på Skriftens ord.

²³ På grund af de mirakler, Jesus gjorde i Jerusalem under påskehøjtiden, var der mange mennesker, der blev overbeviste om, at han måtte være Messias. ^24-25 Men Jesus betroede sig ikke til dem,^[af] for han vidste, hvad der bor i mennesket. Han havde ikke brug for nogen til at fortælle ham det.

De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv

3 En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. ² „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”

³ Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen,^[ag] at det kan komme ind i Guds rige.”

⁴ „Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”

⁵ Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand^[ah] og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. ⁶ Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. ⁷ Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. ⁸ Tænk på vinden.^[ai] Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”

⁹ „Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.

¹⁰ Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? ¹¹ Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set—men I tror ikke på os! ¹² Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? ¹³ Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.

^14-15 Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet,^[aj] sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”

¹⁶ Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. ¹⁷ Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

¹⁸ De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. ¹⁹ Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. ²⁰ Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. ²¹ Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.

Johannes Døbers opgave er ved at være slut

²² Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.

²³ Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. ²⁴ (Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)

²⁵ En dag kom Johannes’ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. ²⁶ Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!”

²⁷ Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. ²⁸ I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. ²⁹ Bruden tilhører brudgommen—men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. ³⁰ Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.”

Tro fører til liv—ulydighed fører til dom

³¹ Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. ³² Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. ³³ Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. ³⁴ Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. ³⁶ Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.

Jesus og den samaritanske kvinde

4 ^1-2 Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, ³ brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.

⁴ Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. ^5-6 Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.^[ak]

⁷ Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.” ⁸ Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. ⁹ Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.

¹⁰ Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende^[al] vand.”

¹¹ „Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? ¹² Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”

¹³ Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. ¹⁴ Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”

¹⁵ „Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”

¹⁶ „Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.

^17-18 „Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden.

„Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”

¹⁹ „Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet! ²⁰ Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”

²¹ Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem. ²² I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. ²³ Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. ²⁴ Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

²⁵ Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” ²⁶ Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”

²⁷ I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.

²⁸ Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. ²⁹ „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” ³⁰ Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.

Den åndelige, samaritanske „mark” er klar til at blive høstet

³¹ Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.” ³² Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” ³³ Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”

³⁴ Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig. ³⁵ I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet! ³⁶ Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster, ³⁷ for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’ ³⁸ Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”

Mange samaritanere kommer til tro på Jesus

³⁹ Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.

⁴⁰ Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage. ⁴¹ I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord, ⁴² og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.^[am]”

Jesus helbreder en embedsmands søn

⁴³ Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby, ⁴⁴ for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by. ⁴⁵ Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.

⁴⁶ Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin.^[an] I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg. ⁴⁷ Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.

⁴⁸ „I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.

⁴⁹ „Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”

⁵⁰ „Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik. ⁵¹ Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask. ⁵² Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden^[ao] forsvandt feberen pludselig!” forklarede de. ⁵³ Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.

⁵⁴ Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.

Flere mirakler i Jerusalem

5 Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider. ² Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk. ³ Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.^{[ap] 4} En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede. ⁵ En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år. ⁶ Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han: „Vil du være rask?” ⁷ Den syge mand svarede: „Mester, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.” ⁸ Jesus sagde til ham: „Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!” ⁹ Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring.

Den første konfrontation med de jødiske ledere

Men da det var sabbat den dag, ¹⁰ irettesatte de jødiske ledere manden, der var blevet rask. „Du må ikke bære din sovemåtte! Det er jo sabbat.” ¹¹ „Jamen, den mand, der helbredte mig, sagde, at jeg skulle tage min måtte og gå!”

¹² „Hvem var det, der sagde det?” spurgte de.

¹³ Det vidste manden ikke, og Jesus var forsvundet i folkemængden.

¹⁴ Senere fandt Jesus ham på tempelpladsen. „Nu er du rask,” sagde han, „lev ikke mere i synd, så du ikke bliver ramt af noget endnu værre.”

¹⁵ Så gik manden hen til de jødiske ledere og fortalte dem, at det var Jesus, der havde helbredt ham. ¹⁶ Derfor anklagede de Jesus for at overtræde loven ved at arbejde på hviledagen. ¹⁷ Men Jesus svarede: „Min Far arbejder i dag, så det gør jeg også.”

¹⁸ Den udtalelse gjorde de jødiske ledere endnu mere opsatte på at slå ham ihjel, fordi han ikke blot overtrådte sabbatslovene, men også kaldte Gud for sin Far og dermed gjorde sig til ét med Gud.

Sønnens fuldmagt til at give evigt liv eller dømme de onde

¹⁹ Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv. Han gør kun det, han ser sin Far gøre. Hvad Faderen gør, det gør Sønnen også. ²⁰ For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør. Og han vil vise ham endnu større undere end den mands helbredelse, og I vil komme til at undre jer. ²¹ Ligesom Faderen opvækker mennesker fra de døde og giver dem nyt liv, sådan giver også Sønnen nyt liv til hvem, han vil. ²² Faderen vil ikke selv dømme nogen, men han har overgivet al domsafsigelse til Sønnen, ²³ for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Hvis de ikke ærer Sønnen, som Faderen har sendt, ærer de heller ikke Faderen.

²⁴ Det siger jeg jer: De, der tager imod mit budskab og tror på Gud, som sendte mig, de har det evige liv og bliver ikke stillet for domstolen. De er allerede blevet overflyttet fra døden til livet.

²⁵ Det siger jeg jer: Den tid kommer—ja, den er her allerede—da de døde skal høre Guds Søns røst og leve. ²⁶ Faderen bærer kilden til livet i sig, og han har givet mig den samme magt til at give liv. ²⁷ Faderen har også givet mig magt til at dømme, fordi jeg er Menneskesønnen.^[aq]

^28-29 I skal ikke undre jer over, at de døde engang skal høre Guds Søns røst og stå op fra deres grave. De, der har gjort det gode, vil få det evige liv, mens de, der har gjort det onde, vil få deres dom.

³⁰ Jeg kan ikke gøre noget af mig selv, men jeg lytter til min Far, og på det grundlag dømmer jeg. Derfor er min dom retfærdig. Det er jo ikke min egen vilje, jeg vil fremme, men hans vilje, som sendte mig.

Forskellige vidneudsagn om Jesus som Guds Søn

³¹ Hvis jeg anbefaler mig selv, er min anbefaling ikke gyldig. ^32-33 Men nu er der en anden, som har fortalt jer om mig, og det er Johannes. I har selv forhørt jer hos ham, og jeg kan forsikre jer for, at det, han har sagt om mig, er sandt. ³⁴ Jeg er ikke afhængig af menneskers vidneudsagn, men jeg har sagt det her i håb om, at I vil tro på, hvad jeg siger, og få del i det evige liv. ³⁵ Johannes var for en tid som lyset fra en lampe, og I var glade for at høre, hvad han havde at sige, ³⁶ men jeg henviser til et vidnesbyrd, der er større end hans, nemlig de undere, jeg har gjort. Det er min Far, der giver mig magt til at udføre dem, og de viser, at Faderen har sendt mig.

³⁷ Også Faderen selv har vidnet om mig, men I har aldrig set eller hørt ham. ³⁸ Og fordi I nægter at tro på den, han har sendt, har hans ord ikke slået rod i jer.

³⁹ Skriften fortæller også om mig. I studerer Skriften, fordi I tror, at I finder det evige liv dér. Og selv om Skriften fortæller om mig, ⁴⁰ er I alligevel ikke villige til at komme til mig for at få livet.

⁴¹ Jeg er ikke ude efter menneskers anerkendelse. ⁴² Jeg ved, hvordan I er, og at I ikke har kærligheden til Gud i jer. ⁴³ Jeg er kommet, fordi min Far har sendt mig, men I vil ikke høre efter, hvad jeg siger. Men folk, der ikke er sendt af ham, og som kun anbefaler sig selv, dem lytter I gerne til. ⁴⁴ I søger efter anerkendelse fra hinanden, men den anerkendelse, som kommer fra den eneste sande Gud, den er I ikke interesseret i. Hvordan skulle I da kunne tro på mig?

⁴⁵ I skal ikke tro, det er mig, der vil anklage jer over for Faderen. Nej, det bliver Moses, ham som I har sat jeres lid til. ⁴⁶ Hvis I virkelig troede Moses, ville I også tro på mig, for det er om mig, han har skrevet. ⁴⁷ Men hvis I ikke tror på hans skrifter, hvordan skulle I så kunne tro på mig?”