Bible in 90 Days
25 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig. 3 Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op? 4 Hvor kan en Mand have Ret imod Gud, hvor kan en kvindefødt være ren? 5 Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene 6 endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm!
26 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm! 3 Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom! 4 Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig? 5 Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene; 6 blottet er Dødsriget for ham, Afgrunden uden Dække. 7 Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet; 8 Vandet binder han i sine Skyer, og Skylaget brister ikke derunder; 9 han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover; 10 han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles. 11 Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel; 12 med Vælde bragte han Havet til Ro og knuste Rahab med Kløgt; 13 ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange. 14 Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den?
27 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: 2 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu: 3 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen, 4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig! 5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld. 6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse! 8 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl? 9 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham? 10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham? 11 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke; 12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker? 13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige: 14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød; 15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem. 16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler 17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri; 18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig; 19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer; 20 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort; 21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted. 22 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd; 23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
28 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted 2 Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber. 3 På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten; 4 man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker. 5 Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild; 6 i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den. 7 Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke; 8 den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den. 9 På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden; 10 i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet; 11 man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.
12 Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted? 13 Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land; 14 Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!" 15 Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes, 16 den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir; 17 Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar, 18 Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler, 19 Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
20 Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted? 21 Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle; 22 Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom." 23 Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted; 24 thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han. 25 Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål, 26 da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej, 27 da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
28 Men til Mennesket sagde han: "Se, Herrens Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."
29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, 3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, 4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, 5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, 6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, 7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. 8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, 9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" 21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; 22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; 23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
30 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. 2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, 3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark 4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. 5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. 6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. 7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, 8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. 9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. 11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. 12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig 13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; 14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, 15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. 16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: 17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. 18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. 19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. 22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. 24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? 26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; 27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; 28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; 29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. 30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; 31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
31 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru; 2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje? 3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang? 4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt? 5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig 6 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld 7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder, 8 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode! 9 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør, 10 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende! 11 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten, 12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand! 13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig, 14 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter? 15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv? 16 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte, 17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf 18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød. 19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe 20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam. 21 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten, 22 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led! 23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet! 24 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, 25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, 26 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, 27 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd 28 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe. 29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld 30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl. 31 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord" 32 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd. 33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet 34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed! 35 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg! 36 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone, 37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste. 38 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde, 39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv, 40 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
32 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne, 2 blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud, 3 og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig. 4 Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han; 5 men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
6 og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden; 7 jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!" 8 Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt; 9 de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er; 10 derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden! 11 Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord; 12 jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord. 13 Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!" 14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham. 15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op. 16 Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord? 17 Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden! 18 Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på; 19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges; 20 tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare. 21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen; 22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
33 Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord! 2 Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen; 3 mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale. 4 Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv. 5 Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem! 6 Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler; 7 Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.
8 Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord: 9 "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld; 10 men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende; 11 han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."
12 Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket. 13 Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord? 14 Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke: 15 I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet; 16 da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder 17 for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden, 18 holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.
19 Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben; 20 Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad 21 hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet; 22 hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.
23 Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt, 24 og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!" 25 da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom. 26 Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse. 27 Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt! 28 Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!" 29 Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket 30 for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!
31 Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale! 32 Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret; 33 hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!
34 Og Elihu tog til Orde og sagde: "Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre! 3 Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad; 4 lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!
5 Job sagde jo: "Jeg er retfærdig, min Ret har Gud sat til Side; 6 min Ret til Trods skal jeg være en Løgner? Skønt brødefri er jeg såret til Døden!"
7 Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand, 8 søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk! 9 Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"
10 Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt; 11 nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd; 12 Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten! 13 Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden? 14 Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen, 15 da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!
16 Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord! 17 Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige? 18 Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd, 19 som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk. 20 Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd. 21 Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt; 22 der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i. 23 Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud; 24 han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet. 25 Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem; 26 for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem, 27 fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste, 28 så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.
29 Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog, 30 for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer. 31 Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer, 32 jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!" 33 skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!
34 Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig: 35 "Job taler ikke med Indsigt, hans Ord er uoverlagte! 36 Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk! 37 Thi han dynger Synd på Synd, han optræder hovent iblandt os og fremfører mange Ord imod Gud!"
35 Og Elihu tog til Orde og sagde: 2 "Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud, 3 at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"
4 Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner: 5 Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig! 6 Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham? 7 Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd? 8 Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!
9 Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm, 10 men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten, 11 lærer os mer end Jordens Dyr, gør os vise fremfor Himlens Fugle?" 12 Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod; 13 til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke, 14 endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham! 15 Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd, 16 så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.
36 Og videre sagde Elihu: 2 Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud. 3 Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret; 4 thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5 Se, Gud forkaster det stive Sind, 6 den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret, 7 fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed. 8 Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd, 9 så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig, 10 åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde. 11 Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År. 12 Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand. 13 Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp; 14 i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod. 15 Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
16 Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter. 17 Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat. 18 Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild! 19 Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft? 20 Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er; 21 var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
22 Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han? 23 Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!" 24 Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang! 25 Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne. 26 Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides. 27 Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn, 28 og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk. 29 Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder? 30 Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder; 31 Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod; 32 han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet; 33 hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
37 Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted! 2 Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund! 3 Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender; 4 efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres. 5 Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej. 6 Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!" For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning. 8 De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler: 9 Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde. 10 Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel. 11 Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys; 12 det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord, 13 hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne. 14 Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker! 15 Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky? 16 Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker? 17 Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind? 18 Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl? 19 Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke. 20 Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling? 21 Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen, 22 fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed, 23 og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten; 24 derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
38 Så svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: 2 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening? 3 Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 4 Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover? 6 Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten, 7 mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde? 8 Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød, 9 dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb, 10 dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre 11 og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!" 12 Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted, 13 så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort, 14 så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning? 15 De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust. 16 Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund? 17 Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte? 18 Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er! 19 Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme, 20 så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig? 21 Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort! 22 Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes, 23 den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag? 24 Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden? 25 Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej 26 for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor, 27 for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen? 28 Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber? 29 Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim? 30 Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen. 31 Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker? 32 Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger? 33 Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden? 34 Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig? 35 Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!" 36 Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt? 37 Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om, 38 når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?
39 Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger, 2 når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat? 3 Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? 4 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer, 5 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder? 6 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet, 7 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen. 8 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb, 9 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig? 10 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden; 11 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op. 12 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten? 13 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig? 14 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst? 15 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen? 16 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun, 17 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet, 18 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder? 19 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke. 20 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt. 21 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter. 22 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke 23 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel. 24 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde; 25 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet; 26 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker; 27 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder; 28 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb. 29 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden? 30 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede? 31 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg; 32 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne. 33 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
34 Og Herren svarede Job og sagde: 35 Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!
36 Da svarede Job Herren og sagde: 37 Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund! 38 Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!
40 Da svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: 2 "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 3 Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret? 4 Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han? 5 Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed! 6 Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik, 7 bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse, 8 skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet! 9 Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.
10 Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs. 11 Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler! 12 Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen; 13 dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern. 14 Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre; 15 thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads. 16 Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør; 17 Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn. 18 Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab. 19 Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude?
20 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre? 21 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber? 22 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord? 23 Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt? 24 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn? 25 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne? 26 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved? 27 Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer. 28 Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
41 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? 2 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? 3 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. 4 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? 5 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. 6 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; 7 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; 8 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. 9 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. 10 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. 11 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. 12 Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab. 13 Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den. 14 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke; 15 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten. 16 Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk. 17 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil. 18 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ; 19 Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den, 20 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd. 21 På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens; 22 Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden; 23 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår. 24 Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte. 25 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.