Bible in 90 Days
29 Ve dig, Ariel, Ariel, Byen, hvor David slog lejr! Lad år blive føjet til år, lad Højtid følge på Højtid, 2 da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer Sorg og Kvide, da bliver du mig et Ariel, 3 jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster Volde om dig, og Bolværker rejser jeg mod dig. 4 Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen fra Støvet; din Røst fra Jorden skal ligne et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra Støvet. 5 Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv, Voldsmændenes Hob som flyvende Avner. Brat, i et Nu skal det ske: 6 hjemsøges skal du af Hærskarers Herre under Torden og Brag og vældigt Drøn, Storm og Vindstød og ædende Lue. 7 Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af alle de Folk, som angriber Ariel, af alle, der angriber det og dets Fæstning og trænger det; 8 som når den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler sig tom, som når den tørstige drømmer, at han drikker, men vågner mat og vansmægtende, således skal det gå Hoben af alle de Folk, der angriber Zions Bjerg.
9 Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden Vin og rav uden Drik! 10 Thi Herren har udgydt over jer en Dvalens Ånd, tilbundet eders Øjne (Profeterne), tilhyllet eders Hoveder (Seerne). 11 Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i en forseglet Bog; giver man den til en, som kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke, den er jo forseglet;" 12 og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke læse."
13 Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud, 14 se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette Folk; dets Vismænds Visdom forgår, de kloges Klogskab glipper.
15 Ve dem, der dølger deres Råd i det dybe for Herren, hvis Gerninger sker i Mørke, som siger: "Hvem ser os, og hvem lægger Mærke til os?"
16 I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så Værk kan sige om Mester: "Han skabte mig ikke!" eller Kunstværk om Kunstner: "Han fattes Forstand!" 17 Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. 18 På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke kan blindes Øjne se. 19 De ydmyge glædes end mere i Herren, de fattige jubler i Israels Hellige. 20 Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt, 21 som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind. 22 Derfor, så siger Herren, Jakobs Huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke; 23 thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud; 24 de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod Lære.
30 Ve de genstridige Børn så lyder det fra Herren som fuldbyrder Råd, der ej er fra mig, slutter Forbund, uden min Ånd er med, for at dynge Synd på Synd, 2 de, som går ned til Ægypten uden at spørge min Mund for at værne sig ved Faraos Værn, søge Ly i Ægyptens Skygge! 3 Faraos Værn skal blive jer til Skam og Lyet i Ægyptens Skygge til Skændsel. 4 Thi er end hans Fyrster i Zoan, hans Sendebud nået til Hanes, 5 enhver skal få Skam af et Folk, der ikke kan bringe dem Hjælp, ej være til Gavn eller Hjælp, men kun til Skam og Skændsel. 6 Et Udsagn om Sydlandets Dyr: Gennem Angstens og Trængselens Land, hvor Løvinde og Løve har hjemme, Giftsnog og vinget Slange, fører de på Æslers Ryg deres Gods, på Kamelers Pukkel deres Skatte til et Folk, der ikke kan hjælpe. 7 Ægyptens Hjælp er Vind og Luft. Derfor kalder jeg det "Rahab, der hytter sig."
8 Gå nu hen og skriv det på en Tavle i deres Påsyn og optegn det i en Bog, at det i kommende Tider kan stå som Vidnesbyrd evindelig. 9 Thi det er et stivsindet Folk, svigefulde Børn, Børn, der ikke vil høre Herrens Lov, 10 som siger til Seerne: "Se ingen Syner!" til fremsynte: "Skuer os ikke det rette! Tal Smiger til os, skuer os Blændværk, 11 vig bort fra Vejen, bøj af fra Stien, lad os være i Fred for Israels Hellige!" 12 Derfor, så siger Israels Hellige: Siden I ringeagter dette Ord og stoler på krumt og kroget og støtter jer til det, 13 derfor skal denne Brøde blive for eder som en truende, voksende Revne i en knejsende Mur, hvis Fald vil indtræffe brat, lige i et Nu; 14 den sønderbrydes som Lerkar; der skånselsløst knuses; blandt Stumperne finder man ikke et Skår, hvori man kan hente en Glød fra Bålet eller øse Vand af Brønden. 15 Thi således sagde den Herre Herren, Israels Hellige: Ved Omvendelse og Stilhed skal I frelses, i Ro og Tillid er eders Styrke. 16 Men I vilde ikke; I sagde: "Nej, vi jager på Heste" I skal derfor jages!"Vi rider på Rapfod" I skal derfor forfølges af rappe. 17 Tusind skal fly for een, som truer; Flugten skal I tage for fem, som truer, til I kun er en Rest som Stangen på Bjergets Tinde, som Banneret oppe på Højen.
18 Derfor længes Herren efter at vise eder Nåde, derfor står han op for at forbarme sig over eder. Thi Rettens Gud er Herren; salige alle, der længes efter ham! 19 Ja, du Folk i Zion, du, som bor i Jerusalem, lad ikke Gråden overmande dig! Nådig vil han vise dig Nåde, når du råber; så snart han hører dig, svarer han. 20 Herren skal give eder Trængselsbrød og Fængselsdrik; men så skal din Vejleder ikke mere dølge sig, dine, Øjne skal skue din Vejleder; 21 dine Ører skal høre det Ord bag ved dig: "Her er Vejen, I skal gå!" hver Gang I er ved at vige til højre eller venstre. 22 Da skal du holde dine Sølvbilleders Overtræk og dine Guldbilleders Klædning for urene; du skal slænge dem bort som Skarn. "Herud!" skal du sige til dem. 23 Da giver han Regn til Sæden, du,sår i din Jord; og Brødet, som din Jord bærer, skal være kraftigt og nærende. På hin Dag græsser dit Kvæg på vide Vange; 24 Okserne og Æslerne, der arbejder på Marken, skal æde saltet Blandfoder, renset med Kasteskovl og Fork. 25 På hvert højt Bjerg og hver knejsende Banke skal Kilder vælde frem med rindende Vand på det store Blodbads Dag, når Tårne falder. 26 Månens Lys skal blive som Solens, og Solens Lys skal blive syvfold stærkere, som syv Dages Lys, på hin Dag da Herren forbinder sit Folks Brud og læger dets slagne Sår.
27 Se, Herrens Navn kommer langvejsfra i brændende Vrede, med tunge Skyer; hans Læber skummer af Vrede, fortærende Ild er hans Tunge, 28 hans Ånde som en rivende Strøm, der når til Halsen. Folkene ryster han i Undergangens Sold, lægger Vildelsens Bidsel i Folkeslags Mund. 29 Sang skal der være hos eder som i Natten, når Højtid går ind, en Hjertens Glæde som en Vandring til Fløjte mod Herrens Bjerg, mod Israels Klippe. 30 Herren lader høre sin Højheds Røst og viser sin Arm, der slår ned med fnysende Vrede, ædende Lue, Skybrud, skyllende Regn og Hagl. 31 For Herrens Røst bliver Assur ræd, med Kæppen slår han; 32 hvert et Slag af Tugtelsens Stok, som Herren lader falde på Assur, er til Paukers og Citres Klang; med Svingnings Kampe kæmper han mod det. 33 Thi for længst står et Alter rede mon det og er rejst for Molok? han gjorde dets Ildfang dybt og bredt, bragte Ild og Ved i Mængde; Herrens Ånde sætter det i Brand som en Strøm af Svovl.
31 Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår Lid til heste, som stoler på Vognenes mængde, på Rytternes store Tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger Herren. 2 Men viis er og han, lader Ulykke komme og går ej fra sit Ord. Han står op mod de ondes Hus og mod Udådsmændenes Hjælp. 3 Ægypterne er Mennesker, ikke Gud, deres Heste er Kød, ikke Ånd. Når Herren udrækker Hånden, snubler Hjælperen, den hjulpne falder, de omkommer alle til Hobe.
4 Thi så sagde Herren til mig: Som en Løve knurrer, en Ungløve over sit Rov, og ikke, når Hyrdernes Flok kaldes hid imod den, skræmmes af Skriget eller viger for Larmen, så stiger Hærskarers Herre ned til Kamp på Zions Bjerg og Høj. 5 Som svævende Fugle så skærmer Hærskarers Herre Jerusalem, skærmer og frier, skåner og redder. 6 Vend om til ham, hvem Israels Børn faldt fra så dybt! 7 Thi på hin Dag vrager enhver sine Guder af Sølv sine Guder af Guld, eders Hænders syndige Værk. 8 Assur falder for Sværd, men ikke en Mands, et Sværd fortærer det, ikke et Menneskes. Og han skal fly for Sværdet, til Hoveriarbejde tvinges hans Stridsmænd; 9 hans Klippe viger bort af Rædsel, hans Fyrster skræmmes fra Fanen. Så lyder det fra Herren, hvis Ild er i Zion, som har sin Ovn i Jerusalem.
32 Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret, 2 hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land. 3 De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte; 4 letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent. 5 Dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken. 6 Thi Dåren taler kun Dårskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra Herren, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand. 7 Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Råd for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret. 8 Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.
9 Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale! 10 Om År og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst. 11 Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd; 12 slå jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke, 13 mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By! 14 Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Tårnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde - 15 til Ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. 16 Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd; 17 Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt. 18 Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner. 19 Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt. 20 Salige I, som sår ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om!
33 Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!
2 Herre, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!
3 For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene. 4 Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme. 5 Ophøjet er Herren, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd. 6 Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, Herrens Frygt er din Skat.
7 Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert; 8 Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke. 9 Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.
10 Nu står jeg op, siger Herren, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem! 11 I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv; 12 til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild. 13 Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.
14 På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?" 15 Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde - 16 højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret.
17 Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land. 18 Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?" 19 Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge. 20 Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over. 21 Nej der træder Herrens Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle. 22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Hersker, Herren er vor Konge, han bringer os Frelse. 23 Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet. 24 Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt.
34 Kom hid, I Folk, og hør, lån Øre, I Folkefærd! Jorden og dens Fylde høre, Jorderig og al dets Grøde! 2 Thi Herren er vred på alle Folkene, harmfuld på al deres Hær; han slår dem med Band og giver dem hen til at slagtes; 3 henslængt ligger de dræbte, Stank stiger op fra Ligene, Bjergene flyder af Blodet; 4 al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som Figentræets visnende Frugt. 5 Thi på Himlen kredser Herrens Sværd, og se, det slår ned på Edom, det Folk, han har bandlyst til Dom. 6 Herrens Sværd er fuldt af Blod, det drypper af Fedt, af Fårs og Bukkes Blod, af Fedt fra Vædres Nyrer. Thi Herren slagter Offer i Bozra har vældig Slagtning i Edom; 7 Urokser styrter med dem, Ungkvæg sammen med Tyre. Landet svælger i Blod, Jorden drypper af Fedt. 8 Thi en Hævndag har Herren til Rede, Zions Værge et Gengældsår. 9 Dets Bække forvandles til Tjære, dets Jord til Svovl, og Landet bliver til Tjære, der brænder ved Nat og ved Dag, 10 det slukkes aldrig; evigt stiger Røgen op, det er øde fra Slægt til Slægt, ingen skal færdes der. 11 Pelikan og Rørdrum arver det, Ugle og Ravn skal bo der. Herren spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses Blylod derover. 12 Der skal Bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til Kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets Fyrster. 13 Dets Paladser gror til i Tom, dets Borge i Tidsel og Nælde, et Tilholdssted for Hyæner og Enemærke for Strudse. 14 Der mødes Sjakal med Vildkat, og Bukketrolde holder Stævne; kun der skal Natteheksen raste og lægge sig der til Ro; 15 der bygger Pilslangen Rede, lægger Æg og samler dem og ruger. Kun der skal Gribbene flokkes, ej savner den ene den anden. 16 Se efter i Herrens Bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej savner den ene den anden. Thi Herrens Mund, den bød, hans Ånd har samlet dem sammen; 17 han kastede Loddet for dem, hans Hånd udskifted dem Land med Snoren; de tager det evigt i Eje, bor der fra Slægt til Slægt.
35 Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre; 2 blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med Fryd. Libanons Herlighed gives den, Karmels og Sarons Pragt. Herrens Herlighed skuer de, vor Guds Højhed. 3 Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ blive faste, 4 sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder. 5 Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op; 6 da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark; 7 det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land. I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, på Strudsenes Enemærker gror Rør og Siv. 8 Der bliver en banet Vej, .den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er Valfartsvej for hans Folk, selv enfoldige farer ej vild. 9 På den er der ingen Løver, Rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den, 10 Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.
36 I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem. 2 Assyrerkoogen sendte så Rasjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og han gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen. 3 Da gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til ham. 4 Rabsjake sagde fil dem: "Sig til Ezekias: Således siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøsfning, du hengiver dig til? 5 Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig? 6 Se, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge. 7 Men vil du sige til mig: Det er Herren vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter skal I tilbede! 8 Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusinde Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem! 9 Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste? 10 Mon det desuden er uden Herrens Vilje, at jeg er draget op mod dette Land for at ødelægge det? Det var Herren selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"
11 Men Eljakim, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramæisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!" 12 Men Rabsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand?" 13 Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord! 14 Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder! 15 Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til Herren, når han siger: Herren skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd! 16 Hør ikke på Ezekias, thi så; ledes siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vin, stok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd, 17 indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde. 18 Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige: Herren vil frelse os! Mon nogen af Folkenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Hånd? 19 Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims Guder, hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd? 20 Hvor er der blandt alle disse Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Hånd? Mon da Herren skulde kunne frelse Jerusalem?" 21 Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på, at de ikke måtte svare ham. 22 Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt. 37 1 Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede sig i Sæk og gik ind i Herrens Hus. 2 Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn, 3 for at sige til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens og Forsmædelsens Dag er denne Dag, thi Barnet er ved at fødes, men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden! 4 Dog vil Herren din Gud måske høre, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!" 5 Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas, 6 sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger Herren: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens Trælle har hånet mig med! 7 Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land vil jeg fælde ham med Sværdet!"
8 Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at belejre Libna, thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra Lakisj.
9 Så fik han Underretning: om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var rykket ud for at angribe ham, og han sendte Sendebud til Ezekias og sagde: 10 "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd! 11 Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle Lande, hvorledes de har lagt Band på dem og du skulde kunne undslippe! 12 De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Karan, Rezef og Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem? 13 Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir, Sefarvajim, Hena og Ivva?"
14 Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst det, gik han op i Herrens Hus og bredte det ud for Herrens Åsyn. 15 Derpå bad Ezekias den Bøn for Herrens Åsyn: 16 "Hærskarers Herre, Israels Gud, du, som troner over Keruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden! 17 Bøj nu dit Øre, Herre, og lyt, åbn dine Øjne, Herre, og se! Læg Mærke til alle de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud! 18 Det er sandt, Herre, at Assyrerkongerne har tilintetgjort alle de Folk og deres Lande 19 og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun Menneskehænders Værk af Træ eller Sten; derfor kunde de ødelægge dem. 20 Men frels os nu, Herre vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens Riger kan kende, at du, Herre, alene er Gud!"
21 Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger Herren, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!" 22 Således lyder det Ord, Herren talede imod ham: Hun håner, hun spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på Hovedet ad dig! 23 Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst? Til Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket! 24 Ved dine Trælle håned du Herren og sagde: "Med mine talløse Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem til dets øverste Raststed, dets Havers Skove. 25 Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens Strømme!" 26 Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du Gjorde murstærke Byer til øde Stenhobe 27 mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for Østenvinden. 28 Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer. 29 Fordi du raser imod mig, din Trods bar nået mit Øre, lægger jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen, du kom!
30 Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År skal man så og høste, plante Vin og nyde dens Frugt. 31 Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven; 32 thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg. Hærskarers Herres Nidkærhed virker dette.
33 Derfor, så siger Herren om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde eller opkaste Vold imod den; 34 ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej komme ind så lyder det fra Herren. 35 Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids Skyld!
36 Så gik Herrens Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde. 37 Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. 38 Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog hans Sønner Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land: og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.
38 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" 2 Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til Herren: 3 "Ak, Herre, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. 4 Da kom Herrens Ord til Esajas således: 5 "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil lægge femten År til dit Liv 6 og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By! 7 Og Tegnet fra Herren på, at Herren vil udføre, hvad han har sagt, skal være dig dette: 8 Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret.
9 En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin Sygdom: 10 Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i Dødsrigets Porte mine sidste År. 11 Jeg tænkte: Ej skuer jeg Herren i de levendes Land, ser ingen Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk; 12 min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer mig fra Dag til Nat, 13 jeg skriger til daggry; som en Løve knuser han alle Benene i mig; du giver mig ben fra Dag til Nat. 14 Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Tårer mod Himlen: Herre, jeg trænges, vær mig Borgen! 15 Hvad skal jeg,sige? Han talede til mig og selv greb han ind. For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle mine År. 16 Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv min Ånd, helbred mig og gør mig karsk! 17 Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skåned min Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag din Ryg. 18 Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din Miskundbed håber ej de, der synker i Graven. 19 Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din Trofasthed taler Fædre til deres Børn. 20 Herre, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved Herrens Hus.
21 Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask. 22 Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til Herrens Hus?"
39 Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at han havde været syg, men var blevet rask. 2 Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem Huset, hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige, som Ezekias ikke viste dem. 3 Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede: "De kom fra et fjernt Land, fra Babel." 4 Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede: "Alt, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine Skatkamre, jeg ikke viste dem." 5 Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør Hærskarers Herres Ord! 6 Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage, siger Herren. 7 Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!" 8 Men Ezekias sagde til Esajas: "det Ord fra Herren, du har talt, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så længe jeg lever!"
40 Trøst, ja trøst mit Folk, så siger eders Gud, 2 tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det fået af Herrens Hånd for alle sine Synder. 3 I Ørkenen råber en Røst: "Ban Herrens Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud! 4 Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette. 5 Åbenbares skal Herrens Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi Herrens Mund har talet." 6 Der lyder en Røst, som siger: "Råb!" Jeg svarer: "Hvad skal jeg råbe?" "Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens Blomst; 7 Græsset tørres, Blomsten visner, når Herrens Ånde blæser derpå; visselig, Folket er Græs, 8 Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig." 9 Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til Judas Byer: "Se eders Gud!" 10 Se, den Herre Herren kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham, 11 han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer Lammene i Favn og leder de diende Får.
12 Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker med Fingerspand Himlen, måler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i Vægtskål Høje? 13 Hvo leder Herrens Ånd, råder og lærer ham noget? 14 Hos hvem får han Råd og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej, hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej? 15 Se, som Dråbe på Spand er Folkene, at regne som Fnug på Vægt, som et Gran vejer fjerne Strande. 16 Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok. 17 Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne. 18 Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige? 19 Et Billede det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpå, og Sølvkæder støber en anden. 20 Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej rådner; han søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som står. 21 Ved I, hører I det ikke, er det . ikke forkyndt jer for længst? Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt? 22 Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo. 23 Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft. 24 Knap er de plantet, knap er de sået, knap har Stiklingen Rod i Jorden, så ånder han på dem, de visner; som Strå fejer Storm dem bort. 25 Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige. 26 Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; så stor er hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler. 27 Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: "Min Vej er skjult for Herren, min Ret gled min Gud af Hænde." 28 Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide Jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt udgrundes ikke; 29 han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke. 30 Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat, 31 ny Kraft får de, der bier på Herren, de får nye Svingfjer som Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.
41 Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft, komme hid og tage til Orde, lad os sammen gå frem for Retten! 2 Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå, 3 forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt. 4 Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne frem, jeg, Herren, som er den første og end hos de sidste den samme. 5 Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord følte Rædsel, de nærmede sig og kom. 6 Den ene hjælper den anden og siger: "Broder, fat Mod!" 7 Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer; Lodningen tager han god og sømmer det fast, så det står.
8 Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, Ætling af Abraham, min Ven - 9 hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min Tjener, som jeg valgte og ikke vraged": 10 Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min Retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig. 11 Se, Skam og Skændsel får alle, som er dig fjendske, til intet bliver de, der trætter med dig, de forgår. 12 Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til Luft bliver de, der strides med dig. 13 Thi jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din Hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper. 14 Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra Herren, din Genløser er Israels Hellige. 15 Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal tærske og knuste Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner; 16 du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort. Men du skal juble i Herren, rose dig af Israels Hellige. 17 Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af Tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud. 18 Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld.