Bible in 90 Days
15 fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen. 16 De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.
17 Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet! 18 Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.
46 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. Al-alamot. En Sang.
2 Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde 3 Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød, 4 om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.
5 En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig; 6 i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr. 7 Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv, 8 Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
9 Kom hid og se på Herrens Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord. 10 Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand. 11 Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden! 12 Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
47 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud! 3 Thi Herren, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden. 4 Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod; 5 han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela. 6 Gud steg op under Jubel, Herren under Homets Klang. 7 Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge; 8 thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud. 9 Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde. 10 Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!
48 En Sang. En Salme af Koras Sønner.
2 Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad. 3 Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By. 4 Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge. 5 Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen; 6 de så og tav på Stedet, flyed i Angst, 7 af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder. 8 Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.
9 Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers Herres By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela. 10 I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed; 11 som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd, 12 Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre jubler over dine Domme. 13 Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne, 14 læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der 15 kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.
49 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
2 Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk, 3 både høj og lav, både rig og fattig! 4 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt; 5 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
6 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde, 7 de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom? 8 Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum 9 - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live 10 og aldrig få Graven at se; 11 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre, 12 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn. 13 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår. 14 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela. 15 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig. 16 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela. 17 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges; 18 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke. 19 Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!" 20 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue. 21 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.
50 Gud, Gud Herren talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; 2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans 3 vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; 4 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: 5 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" 6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! 8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje; 9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde; 10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge; 11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel. 12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde! 13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod? 14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter. 15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden, 17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg? 18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til, 19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig. 20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn; 21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart. 22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. 23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
51 Til Sangmesteren. En Salme af David, 2 dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.
3 Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed, 4 tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd! 5 Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje. 6 Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer. 7 Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd. 8 Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet. 9 Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne; 10 mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble; 11 skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger; 12 skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre; 13 kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; 14 glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd! 15 Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig. 16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd; 17 Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
18 Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke. 19 Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
20 Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure! 21 Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.
52 Til Sangmesteren. En Maskil af David, 2 da Edomiten Doeg kom og meldte Saul, at David var gaaet ind i Ahimeleks Hus.
3 Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme? 4 Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed, 5 du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela. 6 Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
7 Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela. 8 De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende: 9 "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"
10 Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på. 11 Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.
53 Til Sangmesteren. Al-mahalat. En Maskil af David.
2 Dåerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 3 Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 4 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een.
5 Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud? 6 Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.
7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.
54 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David, 2 da Zifiterne kom og sagde til Saul: "David har skjult sig hos os."
3 Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde, 4 hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord! 5 Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.
6 Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl! 7 Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed! 8 Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o Herre, thi det er godt; 9 thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!
55 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil af David.
2 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen, 3 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage, 4 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt; 5 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig. 6 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig. 7 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly, 8 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela. 9 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr. 10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen; 11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure; 12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
13 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå; 14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig, 15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
16 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! 17 Jeg, jeg råber til Gud, og Herren vil frelse mig. 18 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre 19 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig. 20 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
21 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt. 22 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
23 Kast din Byrde på Herren, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes. 24 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!
56 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne greb ham i Gat.
2 Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd; 3 mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig! 4 Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig, 5 og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig? 6 De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt. 7 De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet. 8 Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud! 9 Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog. 10 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig. 11 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med Herrens Hjælp skal jeg prise hans Ord. 12 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig? 13 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig. 14 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.
57 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da han flygtede ind i Hulen for Saul. 2 Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over. 3 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig; 4 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed. 5 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd. 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! 7 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.
8 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, 9 vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd; 11 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 12 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
58 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam.
2 Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt? 3 Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold. 4 Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild. 5 Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre 6 og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger. 7 Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, Herre; 8 lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs. 9 Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol. 10 Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede
11 Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod; 12 Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!"
59 Til Sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En Miktam, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham.
2 Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig; 3 fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd! 4 Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde. 5 Uden at jeg har forbrudt mig, Herre, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til! 6 Du er jo Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela. 7 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen! 8 Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"
9 Men du, o Herre, du ler ad dem, du spotter alle Folk, 10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn; 11 med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd! 12 Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem, 13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger; 14 udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela. 15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen, 16 vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag. 18 Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
60 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut. En Miktam af David til Indøvelse, 2 dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, 12 000 Mand.
3 Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vredes - vend dig til os igen; 4 du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler! 5 Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin. 6 Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela. 7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
8 Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal; 9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 11 Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?
12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
61 Til Sangmesteren. Til Strengespil. Af David.
2 Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn! 3 Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe, 4 led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden. 5 Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela. 6 Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.
7 Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt. 8 Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham! 9 Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.
62 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham; 3 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget. 4 Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur? 5 Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela. 6 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb; 7 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes. 8 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud; 9 stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.
10 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe. 11 Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå! 12 Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds, 13 Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.
63 En Salme af David, da han var i Judas Ørken.
2 Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land 3 (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære; 4 thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris. 5 Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn, 6 Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig, 7 når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig; 8 thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge. 9 Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.
10 Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke, 11 gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte. 12 Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.
64 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; 3 skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. 4 der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen 5 for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. 6 Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" 7 De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8 Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; 9 han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
10 alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; 11 de retfærdige glædes i Herren og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
65 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.
2 Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; 3 alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. 4 Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. 5 Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
6 Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, 7 du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, 8 du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, 9 så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.
10 Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, 11 du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. 12 Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; 13 de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; 14 Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!
66 Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden, 2 lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang, 3 sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig, 4 al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela. 5 Kom hid og se, hvad Gud har gjort i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn. 6 Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham. 7 Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela. 8 I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner, 9 han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud! 10 Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv; 11 i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder, 12 lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!
13 Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter, 14 dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden. 15 Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela. 16 Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl! 17 Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge. 18 Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt; 19 visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst. 20 Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!
67 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme. En Sang.
2 Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os - Sela - 3 for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk. 4 Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig; 5 Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden, - Sela. 6 Folkeslag skal takke dig Gud, alle Folkeslag takke dig! 7 Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os, 8 Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!
68 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.
2 Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn, 3 som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn. 4 Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn. 5 Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! Herren er hans Navn, jubler for hans Åsyn, 6 faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig, 7 Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.
8 Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden, 9 ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds. 10 Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du; 11 din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed, 12 Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær: 13 "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte. 14 Vil l da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld. 15 Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon." 16 Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg; 17 Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønskede til Bolig, hvor Herren også vil bo for evigt? 18 Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, Herren kom fra Sinaj til Helligdommen. 19 Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, Herre, o Gud.
20 Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela. 21 En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre Herren er Udgange fra Døden. 22 Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder. 23 Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,
24 at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne." 25 Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen! 26 Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker: 27 "Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!" 28 Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.
29 Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud! 30 For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem. 31 Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid! 32 De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder. 33 I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng Herren; 34 hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst. 35 Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne, 36 frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!
69 Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.
2 Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen, 3 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig; 4 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud; 5 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte! 6 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
7 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers Herre, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud! 8 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel; 9 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner. 10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig: 11 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot; 12 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld. 13 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
14 Men jeg beder, Herre, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig! 15 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb, 16 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig. 17 Svar mig, Herre, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed; 18 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig; 19 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld! 20 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender. 21 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;