Bible in 90 Days

¹³ Se, min Tjener får Fremgang han stiger, løftes og ophøjes såre. ¹⁴ Som mange blev målløse over ham, så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej Menneskenes Børn ¹⁵ skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt.

53 Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes Herrens Arm? ² Han skød op som en Kvist for hans Åsyn, som et Rodskud af udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik, uden Ydre, så vi syntes om ham, ³ ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke. ⁴ Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. ⁵ Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår. ⁶ Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men Herren lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle. ⁷ Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes. han oplod ikke sin Mund. ⁸ Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit Folks Overtrædelse? ⁹ Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.

¹⁰ Det var Herrens Vilje at slå ham med Sygdom; når hans Sjæl havde fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og Herrens Vilje lykkes ved hans Hånd. ¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser. ¹² Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han.

54 Jubl, du golde, der ej fødte, jubl og fryd dig, du uden Veer! Thi den forladtes Børn er flere end Hustruens Børn, siger Herren. ² Vid Rummet ud i dit Telt, spar ikke, men udspænd din Boligs Tæpper. Du må gøre dine Teltreb lange og slå dine Teltpæle fast. ³ Thi du skal brede dig til højre og, venstre, dit Afkom tage Folk i Eje og bo i de øde Byer. ⁴ Frygt ej, du skal ikke beskæmmes, vær ej ræd, du skal ikke skuffes! Thi din Ungdoms Skam skal du glemme, ej mindes din Enkestands Skændsel. ⁵ Thi din Ægtemand er din Skaber, hans Navn er Hærskarers Herre, din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud. ⁶ Som en Hustru, der sidder forladt med Sorg i Sinde, har Herren kaldt dig. En Ungdomsviv, kan hun forstødes? siger din Gud. ⁷ Jeg forlod dig et lidet Øjeblik, men favner dig i stor Barmhjertighed; ⁸ jeg skjulte i skummende Vrede et Øjeblik mit Åsyn for dig, men forbarmer mig med evig Kærlighed, siger din Genløser, Herren. ⁹ Mig er det som Noas Dage: Som jeg svor, at Noas Vande ej mer skulde oversvømme Jorden, så sværger jeg nu at jeg aldrig vil vredes og skænde på dig. ¹⁰ Om også Bjergene viger, om også Højene rokkes, min Kærlighed viger ej fra dig, min Fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din Forbarmer. ¹¹ Du arme, forblæste, utrøstede! Se, jeg bygger dig op med Smaragder, lægger din Grund med Safirer, ¹² af Rubiner sætter jeg Tinderne, og Portene gør jeg af Karfunkler, af Ædelsten hele din Ringmur. ¹³ Alle dine Børn bliver oplært af Herren, og stor bliver Børnenes Fred; ¹⁴ i Retfærd skal du grundfæstes. Vær tryg for Vold, du har intet at frygte, for Rædsler, de kommer dig ikke nær! ¹⁵ Angribes du, er det uden min Vilje, falde skal hver, som angriber dig; ¹⁶ det er mig, der skaber Smeden, som blæser en Kulild op og tilvirker Våben ved sin Kunst, men Ødelæggeren skaber jeg også. ¹⁷ Intet Våben, der smedes mod dig, skal du, hver Tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er Herrens Tjeneres Lod, den Retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Herren.

55 Hid, alle, som tørster, her er Vand, kom, I, som ikke har Penge! Køb Korn og spis uden Penge, uden Vederlag Vin og Mælk. ² Hvi giver I Sølv for, hvad ikke er Brød, eders Dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders Sjæl skal svælge i Fedt; ³ bøj eders Øre, kom til mig, hør, og eders Sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig Pagt: de trofaste Nådeløfter til David. ⁴ Se, jeg gjorde ham til Vidne for Folkeslag, til Folkefærds Fyrste og Hersker. 5 Se, på Folk, du ej kender, skal, du kalde, til dig skal Folk, som ej kender dig, ile for Herren din Guds Skyld, Israels Hellige, han gør dig herlig. ⁶ Søg Herren, medens han findes, kald på ham, den Stund han er nær! ⁷ Den gudløse forlade sin Vej, Urettens Mand sine Tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. ⁸ Thi mine Tanker er ej eders, og eders Veje ej mine, lyder det fra Herren; ⁹ nej, som Himlen er højere end Jorden, er mine Veje højere end eders og mine Tanker højere end eders.

¹⁰ Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise, ¹¹ så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde Hvervet, jeg gav det. 12 Ja, med Glæde skal I drage ud; og i Fred skal I ledes frem; foran jer råber Bjerge og Høje med Fryd, alle Markens Træer skal klappe i Hånd; ¹³ i Stedet for Tjørnekrat vokser Cypresser, i Stedet for Tidsler Myrter et Æresminde for Herren, et evigt, uudsletteligt Tegn.

56 Så siger Herren: Tag vare på Ret og øv Retfærd! Thi min Frelses komme er nær, min Ret skal snart åbenbares. ² Salig er den; der gør så, det Menneske, som fastholder dette: holder Sabbatten hellig og varer sin Hånd fra at øve noget ondt. ³ Ej sige den fremmede, som slutter sig til Herren: "Herren vil skille mig ud fra sit Folk!" Og Gildingen sige ikke: "Se, jeg er et udgået Træ!" ⁴ Thi så siger Herren: Gildinger, som holder mine Sabbatter, vælger, hvad jeg har Behag i, og holder fast ved min Pagt, ⁵ dem vil jeg give i mit Hus, på mine Mure et Minde, et Navn, der er bedre end Sønner og Døtre; jeg giver dem et evigt Navn, et Navn, der ikke skal slettes. ⁶ Og de fremmede, som slutter sig til Herren for at tjene ham og elske hans Navn, for at være hans Tjenere, alle, som helligholder Sabbatten og holder fast ved min Pagt, ⁷ vil jeg bringe til mit hellige Bjerg og glæde i mit Bedehus; deres Brændofre og deres Slagtofre bliver til Behag på mit Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folk. ⁸ Det lyder fra den Herre Herren: Når jeg samler Israels bortstødte,,samler jeg andre dertil, til dets egen samlede Flok.

⁹ Alle I Markens Dyr, kom hid og æd, alle I Dyr i Skoven! ¹⁰ Blinde er alle dets Vogtere, intet ved de, alle er stumme Hunde, som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker Søvn; ¹¹ grådige er de Hunde, kender ikke til Mæthed. Og sådanne Folk er Hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin Vej, hver søger sin Fordel: ¹² Kom, så henter jeg Vin, vi drikker af Mosten; som i Dag skal det være i Morgen, ovenud herligt!"

57 Den retfærdige omkom, og ingen tænkte derover, fromme Mænd reves bort, det ænsede ingen; thi bort blev den retfærdige revet for Ondskabens Skyld ² og gik ind til Fred; på Gravlejet hviler nu de, som vandrede ret.

³ Men I, kom nu her, I Troldkvindens Børn, I, Horkarls og Skøges Yngel: ⁴ Hvem er det, I spotter? Hvem vrænger I Mund, hvem rækker I Tunge ad? Er I ej Syndens Børn og Løgnens Yngel? ⁵ I, som er i Brynde ved Ege, under hvert grønt Træ, I, som slagter Børn i Dale. i Klippernes Kløfter! ⁶ Dalenes glatte Sten er din Del og din Lod, du udgyder Drikofre for dem, bringer dem Gaver. Skal jeg være tilfreds med sligt? ⁷ På høje og knejsende Bjerge redte du Leje, også der steg du op for at slagte dit Offer; ⁸ bag Døren og Dørens Stolpe satte du dit Tegn; thi du sveg mig og blotted dig, steg op, gjorde lejet bredt, købte Samlejets Elskov af dem, så deres Skam; ⁹ du salved dig med Olie for Molok og ødsled med Røgelse, sendte dine Bud til det fjerne, steg ned til Dødsriget, ¹⁰ du blev træt af den lange Vej, men opgav ej Ævred; du samlede atter din Kraft og gav ikke op. ¹¹ For hvem var du ræd og angst? Thi på Løgn var du inde, og mig kom du ikke i Hu, brød dig ikke om mig. Jeg er jo stum og blind, mig frygted du ikke. ¹² Ja, jeg vil forkynde din Retfærd og dine Gerninger; ¹³ din Gudeflok hjælper og redder dig ej på dit Råb; en Storm bortfejer dem alle, el Vindstød tager dem. Men den, der lider på mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.

¹⁴ Og det lyder: "Byg Vej, byg Vej og ban den. ryd Hindringer bort for mit Folk!" ¹⁵ Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis Navn er "Hellig": I Højhed og Hellighed bor jeg, hos den knuste, i Ånden bøjede for at kalde de bøjedes Ånd og de knustes Hjerte til Live. ¹⁶ Thi evigt går jeg ikke i Rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægted Ånden for mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt, ¹⁷ For hans Gridskheds Skyld blev jeg vred, slog ham og skjulte mig i Harme; han fulgte i Frafald sit Hjertes Vej. ¹⁸ Jeg så hans Vej, men nu vil jeg læge og lede ham og give ham Trøst til Bod; ¹⁹ hos de sørgende skaber jeg Læbernes Frugt, Fred, Fred for fjern og nær, siger Herren, og nu vil jeg læge ham. ²⁰ Men de gudløse er som det oprørte Hav, der ikke kan komme til Ro, hvis Bølger opskyller Mudder og Dynd. ²¹ De gudløse har ingen Fred, siger min Gud.

58 Råb højt spar ikke din Strube, løft din Røst som Basunen, forkynd mit Folk dets Brøde og Jakobs Hus deres Synder! ² Mig søger de Dag efter bag og ønsker at kende mine Veje, som var de et Folk, der øver Retfærd, ej svigter, hvad dets Gud fandt ret. De spørger mig om Lov og Ret, de ønsker, at Gud er dem nær: ³ "Hvi faster vi, uden du ser os, spæger os, uden du ænser det?" Se, I driver Handel, når I faster, og pisker på Arbejdsflokken. ⁴ Se, I faster til Strid og Kiv, til Hug med gudløse Næver; som I faster i Dag, er det ikke, for at eders Røst skal høres i det høje. ⁵ Er det Faste efter mit Sind, en Dag, da et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som Siv, at ligge i Sæk og Aske, kalder du det for Faste, en Dag, der behager Herren? ⁶ Nej, Faste efter mit Sind er at løse Gudløsheds Lænker. at løsne Ågets Bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert Åg, ⁷ at bryde dit Brød til de sultne, bringe hjemløse Stakler i Hus, at du klæder den nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine Landsmænd. ⁸ Som Morgenrøden bryder dit Lys da frem, da læges hastigt dit Sår, foran dig vandrer din Retfærd, Herrens Herlighed slutter Toget. ⁹ Da svarer Herren, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre, ¹⁰ rækker du den sultne dit Brød og mætter en vansmægtende Sjæl, skal dit Lys stråle frem i Mørke, dit Mulm skal blive som Middag; ¹¹ Herren skal altid lede dig, mætte din Sjæl, hvor der er goldt, og give dig nye Kræfter; du bliver som en vandrig Have, som rindende Væld, hvor Vandet aldrig svigter. ¹² Da bygges på ældgamle Tomter, du rejser længst faldne Mure; da kaldes du "Murbrudsbøder", "Genskaber af farbare Veje".

¹³ Varer du din Fod på Sabbatten, så du ej driver Handel på min Helligdag, kalder du Sabbatten en Fryd, Herrens Helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra Handel og unyttig Snak, ¹⁴ da skal du frydes over Herren; jeg lader dig færdes over Landets Høje og nyde din Fader Jakobs Eje. Thi Herrens Mund har talet.

59 Se, for kort til at frelse er ej Herrens Arm, Hans Øre er ikke for sløvt til at høre. ² Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders Synder skjuler hans Åsyn for jer, så han ikke hører. ³ Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er. ⁴ Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man stoler på tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret. ⁵ Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses. ⁶ Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold; ⁷ deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde; ⁸ de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem. ⁹ Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm; ¹⁰ vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savnede vi Øjne, vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor kraftigste Alder; ¹¹ vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern. ¹² Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os: ja, vi har vore Synder for Øje, vi kender såvel vor Skyld: ¹³ Vi faldt fra og fornægtede Herren, veg langt bort fra vor Gud, vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet. ¹⁴ Retten trænges tilbage, Retfærd står i det fjerne, thi Sandhed snubler på Gaden, Ærlighed har ingen Gænge; ¹⁵ Sandhedens Plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og Herren så til med Harme, fordi der ikke var Ret; ¹⁶ han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham bi; ¹⁷ han tog Retfærds Brynje på, satte Frelsens Hjelm på sit Hoved, tog Hævnens Kjortel på og hylled sig i Nidkærheds Kappe. ¹⁸ Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld, ¹⁹ så Herrens Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol står op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af Herrens Ånde. ²⁰ En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder det fra Herren. ²¹ Dette er min Pagt med dem, siger Herren: Min Ånd, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger Herren, fra nu og til evig Tid.

60 Gør dig rede, bliv Lys, thi dit Lys er kommet, Herrens Herlighed er oprundet over dig. ² Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene, men over dig skal Herren oprinde, over dig skal hans Herlighed ses. ³ Til dit Lys skal Folkene vandre, og Konger til dit strålende Skær. ⁴ Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine Sønner kommer fra det fjerne, dine Døtre bæres på Hofte; ⁵ da stråler dit Øje af Glæde, dit Hjerte banker og svulmer; thi Havets Skatte bliver dine, til dig kommer Folkenes Rigdom: ⁶ Kamelernes Vrimmel skjuler dig, Midjans og Efas Foler, de kommer alle fra Saba; Guld og Røgelse bærer de og kundgør Herrens Pris; ⁷ alt Kedars Småkvæg samles til dig, dig tjener Nebajots Vædre, til mit Velbehag ofres de til mig, mit Bedehus herliggøres. ⁸ Hvem flyver mon der som Skyer, som Duer til Dueslag? ⁹ Det er Skibe, der kommer med Hast, i Spidsen er Tarsisskibe, for at bringe dine Sønner fra det fjerne; deres Sølv og Guld har de med til Herren din Guds Navn, Israels Hellige, han gør dig herlig. ¹⁰ Udlændinge skal bygge dine Mure, og tjene dig skal deres Konger; thi i Vrede slog jeg dig vel, men i Nåde forbarmer Jeg mig over dig. ¹¹ Dine Porte holdes altid åbne, de lukkes hverken Dag eller Nat, at Folkenes Rigdom kan bringes dig med deres Konger som Førere.

¹² Thi det Folk og, Rige, som ikke tjener dig, skal gå til Grunde, og Folkene skal lægges øde i Bund og Grund. ¹³ Til dig skal Libanons Herlighed komme, både Cypresser og Elm og Gran, for at smykke min Helligdoms Sted, så jeg ærer mine Fødders Skammel. ¹⁴ Dine Undertrykkeres Sønner kommer bøjet til dig, og alle, som håned dig, kaster sig ned for din Fod og kalder dig Herrens By, Israels Helliges Zion. ¹⁵ Medens du før var forladt og hadet, så ingen drog gennem dig, gør jeg dig til evig Højhed, til Glæde fra Slægt til Slægt. ¹⁶ Du skal indsuge Folkenes Mælk og die Kongernes Bryst. Du skal kende, at jeg, Herren, er din Frelser, din Genløser Jakobs Vældige. ¹⁷ Guld sætter jeg i Stedet for Kobber og Sølv i Stedet for Jern, Kobber i Stedet for Træ og Jern i Stedet for Sten. Til din Øvrighed sætter jeg Fred, til Hersker over dig Retfærd. ¹⁸ Der høres ej mer i dit Land om Uret, om Vold og Ufærd inden dine Grænser; du kalder Frelse dine Mure og Lovsang dine Porte. ¹⁹ Ej mer skal Solen være dit Lys eller Månen Skinne for dig:. Herren skal være dit Lys for evigt, din Gud skal være din Herlighed. ²⁰ Din Sol skal ej mer gå ned, din Måne skal ej tage af; thi Herren skal være dit Lys for evigt, dine Sørgedage har Ende. ²¹ Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer de Landet, et Skud, som Herren har plantet, hans Hænders Værk, til hans Ære. ²² Den mindste bliver en Stamme, den ringeste et talrigt Folk. Jeg er Herren; når Tid er inde, vil jeg fremme det i Hast.

61 Den Herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for sønderbrudte Hjerter, for at udråbe Frihed for Fanger og Udgang for dem, som er bundet, ² udråbe et Nådeår fra Herren, en Hævnens Dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, ³ give dem, som sørger i Zion, Højtidspragt for Sørgedragt, for Sørgeklædning Glædens Olie; Lovsang for modløst Sind. Man kalder dem Retfærds Ege, Herrens Plantning til hans Ære.

⁴ De skal bygge på ældgamle Tomter, rejse Fortidsruiner, genopbygge nedbrudte Byer, der fra Slægt til Slægt lå i Grus. ⁵ Fremmede skal stå og vogte eders Småkvæg, Udlændinge slide på Mark og i Vingård. ⁶ Men I skal kaldes Herrens Præster, vor Guds Tjenere være eders Navn. Af Folkenes Gods skal I leve, deres Herlighed får I til Eje. ⁷ Fordi de fik tvefold Skændsel, og Spot og Spyt var deres Lod, får de tvefold Arv i deres Land, dem tilfalder evig Glæde; ⁸ thi jeg elsker Ret, jeg, Herren, jeg hader forbryderisk Rov. Jeg giver dem Løn i Trofasthed og slutter med dem en evig Pagt. ⁹ Deres Æt skal kendes blandt Folkene, deres Afkom ude blandt Folkeslag; alle, der ser dem, skal kende dem som Slægten, Herren velsigner. ¹⁰ Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min Sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds Kappe, som en Brudgom, der binder sit Hovedbind, som Bruden, der fæster sine Smykker. ¹¹ Thi som Spiren gror af Jorden, som Sæd spirer frem i en Have, så lader den Herre Herren Retfærd gro og Lovsang for al Folkenes Øjne.

62 For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile før dets Ret rinder op som Lys, som en luende Fakkel dets Frelse. ² Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære. Et nyt Navn giver man dig, som Herrens Mund skal nævne. ³ Og du bliver en dejlig Krone i Herrens Hånd, et kongeligt Hovedbind i Hånden på din Gud.

⁴ Du kaldes ej mer "den forladte", dit Land "den ensomme"; nej, "Velbehag" kaldes du selv, og dit Land kaldes "Hustru". Thi Herren har Velbehag i dig, dit Land skal ægtes. ⁵ Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din Bygmester dig, som Brudgom glædes ved Brud, så din Gud ved dig. ⁶ Jeg sætter Vægtere på dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde bag eller Nat skal de tie. I, som minder Herren, und jer ej Ro ⁷ og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han får gjort Jerusalem til Pris på Jorden. ⁸ Herren svor ved sin højre, sin vældige Arm: Jeg giver ej mer dine Fjender dit Korn til Føde; Mosten, du sled for, skal Udlandets Sønner ej drikke; ⁹ nej, de, der høster, skal spise prisende Herren; de, der sanker, skal drikke i min hellige Forgård.

¹⁰ Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej, byg Vej, byg Vej, sank alle Stenene af, rejs Banner over Folkeslagene! ¹¹ Se, Herren lader det høres til Jordens Ende: Sig til Zions Datter: "Se, din Frelse kommer, se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham!" ¹² De skal kaldes: det hellige Folk, Herrens genløste, og du: den søgte, en By, som ej er forladt.

63 Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det bølgende Klædebon, stolt i sin vældige Kraft?"Det er mig, som taler i Retfærd, vældig til at frelse!" ² Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine Klæder som en Persetræders? ³ "Jeg trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted deres Blod på mine Klæder, jeg tilsøled hele min Klædning. ⁴ Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsår var kommet. ⁵ Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig bi; ⁶ jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede, i Harme knuste jeg dem, deres Blod lod jeg strømme til Jorden."

⁷ Jeg vil synge om Herrens Nåde, kvæde hans Pris, efter alt, hvad Herren har gjort os, huld imod Israels Hus, gjort os efter sin Miskundhed, sin Nådes Fylde. ⁸ Han sagde: "De er jo mit Folk, de er Børn, som ej sviger." Og en Frelser blev han for dem ⁹ i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel, hans Åsyn frelste dem. I sin Kærlighed og Skånsel genløste han dem, han løfted og bar dem alle Fortidens Dage. ¹⁰ Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han deres Fjende, han kæmped imod dem. ¹¹ Da tænkte hans Folk på gamle Dage, på Moses: "Hvor er han, som drog sit Småkvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige Ånd i hans Hjerte, ¹² lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre, kløvede Vandet for dem og vandt et evigt Navn, ¹³ førte dem gennem Dybet som en Hest på Steppen? ¹⁴ Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte Herrens Ånd. Således ledte du dit Folk for at vinde dig et herligt Navn." ¹⁵ Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk? Hold dig ikke tilbage, ¹⁶ du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel kendes ej ved os, men du er vor Fader, Herre, "vor Genløser" hed du fra Evighed. ¹⁷ Hvi leder du os vild fra dine Veje, Herre, forhærder vort Hjerte mod din Frygt? Vend tilbage for dine Tjeneres, din Arvelods Stammers Skyld! ¹⁸ Hvi har gudløse trådt i din Helligdom, vore Fjender nedtrampet dit Tempel? ¹⁹ Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit Navn ej er nævnt.

²⁰ Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn! 64 ¹ Som Vokset smelter i Ild, så lad Ild fortære dine Fjender, at dit Navn må kendes iblandt dem, og Folkene bæve for dit Åsyn, ² når du gør Undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit Åsyn vakler Bjergene ³ og som ingen Sinde er hørt. Intet Øre har hørt, intet Øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. ⁴ Du ser til dem, der øver Retfærd og kommer dine Veje i Hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved. ⁵ Som urene blev vi til Hobe, som en tilsølet Klædning al vor Retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort Brøde bortvejred os som Vinden. ⁶ Ingen påkaldte dit Navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit Åsyn for os og gav os vor Brøde i Vold. ⁷ Men du, o Herre, er dog vor Fader, vi er Leret, og du har dannet os, Værk af din Hånd er vi alle. ⁸ Vredes ej, Herre, så såre, kom ej evigt Brøde i Hu, se dog til, vi er alle dit Folk! ⁹ Dine hellige Byer er Ørk, Zion er blevet en Ørk, Jerusalem ligger i Grus; ¹⁰ vort hellige, herlige Tempel, hvor Fædrene priste dig, er blevet Luernes Rov, en Grushob er alt, hvad vi elskede. ¹¹ Ser du roligt Herre, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt?

65 Jeg havde Svar til dem, som ej spurgte, var at finde for dem, som ej søgte; jeg sagde: "Se her, her er jeg!" til et Folk, der ej påkaldte mig. ² Jeg udbredte Dagen lang Hænderne til et genstridigt Folk, der vandrer en Vej, som er ond, en Vej efter egne Tanker, ³ et Folk, som uden Ophør krænker mig op i mit Åsyn, som slagter Ofre i Haver, lader Offerild lue på Teglsten, ⁴ som tager Sæde i Grave og om Natten er på skjulte Steder, som spiser Svinekød og har væmmelige Ting i deres Skåle, ⁵ som siger: "Bliv mig fra Livet, rør mig ej, jeg gør dig hellig!" De Folk er som Røg i min Næse, en altid luende Ild; ⁶ se, det står skrevet for mit Åsyn, jeg tier ej, før jeg får betalt det, betalt dem i deres Brystfold ⁷ deres egen og Fædrenes Brøde, begge med hinanden, siger Herren, de, som tændte Offerild på Bjergene og viste mig Hån på Højene: deres Løn vil jeg tilmåle dem, betale dem i deres Brystfold.

⁸ Så siger Herren: Som man, når der findes Saft i Druen, siger: "Læg den ej øde, thi der er Velsignelse deri!" så gør jeg for mine Tjeneres Skyld for ikke at ødelægge alt. ⁹ Sæd lader jeg gro af Jakob og af Juda mine Bjerges Arving; dem skal mine udvalgte arve, der skal mine Tjenere bo; ¹⁰ Saron bliver Småkvægets Græsgang, i Akors Dal skal Hornkvæget ligge for mit Folk, som opsøger mig. ¹¹ Men I, som svigter Herren og glemmer mit hellige Bjerg, dækker Bord for Lykkeguden, blander Drikke for Skæbneguden, ¹² jeg giver jer Sværdet i Vold, I skal alle knæle til Slagtning, fordi I ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min Vilje. ¹³ Derfor, så siger den Herre Herren: Se, mine Tjenere skal spise, men I skal sulte, se, mine Tjenere skal drikke, men I skal tørste, se, mine Tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes, ¹⁴ se, mine Tjenere skal juble af Hjertens Fryd, men I skal skrige af Hjerteve, jamre af sønderbrudt Ånd. ¹⁵ Eders Navn skal I efterlade mine udvalgte som Forbandelsesord: "Den Herre Herren give dig slig en Død!" Men mine Tjenere skal kaldes med et andet Navn. ¹⁶ Den, som velsigner sig i Landet, velsigner sig ved den trofaste Gud, og den, der sværger i Landet, sværger ved den trofaste Gud; thi glemt er de fordums Trængsler, skjult for mit Blik. ¹⁷ Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i Hu; ¹⁸ men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til Jubel, dets Folk til Fryd; ¹⁹ jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit Folk; der skal ej mer høres Gråd, ej heller Skrig. ²⁰ Der skal ikke være Børn, der dør som spæde, eller Olding, som ikke når sine Dages Tal thi den yngste, som dør, er hundred År, og forbandet er den, som ej når de hundred. ²¹ Da bygger de Huse og bor der selv, planter Vin og spiser dens Frugt; ²² de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit Folk skal opnå Træets Alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med Hånd; ²³ de skal ikke have Møje forgæves, ej avle Børn til brat Død; thi de er Herrens velsignede Æt og har deres Afkom hos sig. ²⁴ Førend de kalder, svarer jeg; endnu mens de taler, hører jeg. ²⁵ Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland, siger Herren.

66 Så siger Herren: Himlen er og Jorden mine Fødders Skammel Hvad for et Hus vil I bygge mig, og hvad for et Sted er min Bolig? ² Alt dette skabte min Hånd, så det fremkom, lyder det fra Herren. Jeg ser hen til den arme, til den, som har en sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit Ord. ³ Den, som slagter Okse, er en Manddraber, den, som ofrer Lam, er en Hundemorder, den, som ofrer Afgrøde, frembærer Svineblod, den, som brænder Røgelse, hylder en Afgud. Som de valgte deres egne Veje og ynder deres væmmelige Guder, ⁴ så vælger og jeg deres Smerte, bringer over dem, hvad de frygter, fordi de ej svared, da jeg kaldte, ej hørte, endskønt jeg taled, men gjorde, hvad der vakte mit Mishag, valgte, hvad ej var min Vilje.

⁵ Hør Herrens Ord, I, som bæver for hans Ord: Således siger eders Brødre, der hader eder og støder eder bort for mit Navns Skyld: "Lad Herren vise sig i sin Herlighed, så vi kan se eders Glæde!" Men de skal blive til Skamme! ⁶ Hør, hvor det drøner fra Byen, drøner fra Templet, hør, hvor Herren øver Gengæld imod sine Fjender! ⁷ Før hun er i Barnsnød, føder hun, før end Veer kommer over hende, har hun en Dreng. ⁸ Hvo hørte vel Mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et Land til Verden på en eneste Dag, fødes et Folk på et Øjeblik? Thi Zion kom i Barnsnød og fødte med det samme sine Børn. ⁹ Åbner jeg et Moderliv og hindrer det i Fødsel? siger Herren. Bringer jeg Fødsel og standser den? siger din Gud. ¹⁰ Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag Del i dets Glæde, alle, som sørger over det, ¹¹ for at I må die dets husvalende Barm og mættes, for at I må drikke af dets fulde Bryst og kvæges.

¹² Thi så siger Herren: Se, jeg leder til hende Fred som en svulmende Flod og Folkenes Rigdom som en Strøm; hendes spæde skal bæres på Hofte, og Kærtegn får de på Skød; ¹³ som en Moder trøster sin Søn, således trøster jeg eder, i Jerusalem finder I Trøst. ¹⁴ I skal se det med Hjertens Glæde, eders Ledemod skal spire som Græs. Hos Herrens Tjenere kendes hans Hånd, men hos hans Fjender Vrede. ¹⁵ Thi se, som Ild kommer Herren, og hans Vogne er som et Stormvejr, han vil vise sin Harme i Gløder, sin Trussel i flammende Luer; ¹⁶ thi med Ild og med sit Sværd skal Herren dømme alt Kød, og mange er Herrens slagne. ¹⁷ De, som helliger og vier sig for Lundene, følgende en i deres Midte, de, som æder Svinekød og Kød af Kryb og Mus, deres Gerninger og deres Tanker skal forgå til Hobe, lyder det fra Herren.

¹⁸ Jeg kommer for at samle alle Folk og Tungemål, og de skal komme og se min Herlighed.