Bible in 90 Days

Nehemias’ bøn for Jerusalem

1 ^1-2 Denne beretning er skrevet af Nehemias, søn af Hakalja.

Jeg arbejdede som mundskænk for kong Artaxerxes af Persien i det kongelige palads i Susa. I kislev^[a] måned i hans 20. regeringsår fik jeg besøg af en af mine slægtninge ved navn Hanani og nogle andre mænd, der lige var kommet fra Juda. Jeg spurgte dem, hvordan det gik med alle de judæere, der var vendt tilbage fra eksilet, og hvordan det stod til i Jerusalem.

³ „Det går rigtig dårligt,” svarede de. „Folk lever i stor nød og elendighed. Jerusalems mur ligger stadig i ruiner, og de nedbrændte porte er ikke blevet istandsat.”

⁴ Da jeg hørte det, satte jeg mig ned og græd og sørgede i flere dage, mens jeg fastede og bad til Himlens Gud.

⁵ „Herre, du store og almægtige Gud!” bad jeg. „Vi ved, at du er en Gud, der holder dine pagtsløfter og er trofast over for dem, der elsker dig og adlyder dine befalinger. ^6-7 Hør nu din tjeners bøn, lyt til, hvad jeg har på hjerte. Se i nåde til mig, mens jeg dag og nat går i forbøn for dit folk Israel! Jeg erkender, at Israels folk har syndet imod dig, ja også jeg og min familie har syndet ved ikke at adlyde de befalinger, love og forskrifter, som du gav os gennem din tjener Moses. ⁸ Opfyld nu det løfte du i sin tid gav Moses. Du sagde godt nok, at hvis vi var troløse over for dig, ville du sprede os blandt folkene. ⁹ Men du sagde også, at hvis vi erkendte vores synder og lovede at adlyde dine befalinger, ville du føre os tilbage til Jerusalem—det sted, du har udvalgt til din bolig—om du så skulle hente os fra verdens fjerneste afkroge.

¹⁰ Herre, vi er dine tjenere—det folk, du befriede ved din vældige magt. ¹¹ Hør nu min bøn! Lyt til dem, som ønsker at ære dig! Vær med mig, når jeg træder frem for kongen for at bede ham gøre mig en tjeneste. Gør ham venligt stemt over for min anmodning.”

Nehemias rejser til Jerusalem

2 En dag i nisan^[b] måned i kong Artaxerxes’ 20. regeringsår skulle jeg bringe vin ind til kongen. Jeg havde aldrig tidligere set sørgmodig ud, når jeg stod foran ham. Da jeg rakte ham vinen, ² udbrød han: „Hvorfor ser du så bedrøvet ud, Nehemias? Du er jo ikke syg, så der må være noget andet, der piner dig.” Jeg blev helt bange, ³ men jeg tog mod til mig og svarede: „Deres Majestæt længe leve! Ja, det piner mig, at den by, hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner, og at portene er nedbrændt.”

⁴ „Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte kongen.

Da sendte jeg en bøn op til Gud i Himlen ⁵ og svarede: „Hvis det behager Deres Majestæt at vise godhed imod mig, så lad mig rejse til Juda og genopbygge mine forfædres by.”

⁶ Kongen kastede et blik på dronningen, der sad ved hans side, og spurgte så: „Hvor lang tid vil det tage? Hvornår kan du være tilbage?” Jeg gav ham en omtrentlig tidsramme, og han gav mig lov at rejse.

⁷ „Hvis det behager Deres Majestæt, så lad mig få breve med til guvernørerne i området vest for Eufratfloden, så de kan give mig lov til at rejse gennem deres område på vej til Juda,” fortsatte jeg. ⁸ „Lad mig også få et brev med til Asaf, der har ansvar for de kongelige skove, så han kan give mig bjælker til nye porte i bymuren og til genopbygningen af tempelborgen og til det hus, hvor jeg skal bo.” Kongen gav mig alt, hvad jeg bad om, for Herren var med mig.

⁹ Kongen gav mig desuden officerer og ryttere med til beskyttelse på rejsen. Da vi nåede frem til provinserne vest for Eufratfloden, afleverede jeg kongens breve til de forskellige guvernører og rejste videre uden problemer. ¹⁰ Men da horonitten Sanballat og den ammonitiske embedsmand Tobija hørte om det, blev de vrede over, at nogen ønskede at hjælpe israelitterne.

Nehemias inspicerer muren omkring Jerusalem

^11-12 Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre dage, foretog jeg om natten en inspektion sammen med nogle få mænd uden at sige til nogen, hvad Gud havde lagt mig på hjerte angående Jerusalem. Vi havde kun et æsel, som jeg red på, mens de andre gik. ¹³ Først red jeg ud gennem Dalporten i retning af Sjakalbrønden og nåede til Møgporten, mens jeg undersøgte den nedrevne murs beskaffenhed og resterne af de brændte porte. ^14-15 Derfra fortsatte vi til Kildeporten og Kongedammen, men der var der ikke plads til, at mit æsel kunne komme videre. Så drejede jeg af og red op gennem Kedrondalen, mens jeg inspicerede murene, hvorefter vi vendte hjem gennem Dalporten.

¹⁶ Ingen af de lokale embedsmænd vidste, hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde foretaget mig. Jeg havde nemlig ikke sagt noget til nogen, hverken judæere, præster, embedsmænd eller de andre ledere, selvom det var dem, som ville få ansvar for genopbygningen.

¹⁷ Men nu sagde jeg: „I ved alt om den tragedie, der har ramt vores by. I ved, at murene ligger i ruiner, og at portene er brændt. Men lad os nu i fællesskab genopbygge Jerusalems mure, så ingen længere skal gøre nar af os.”

¹⁸ Så fortalte jeg dem, hvordan Gud havde været med mig, og hvad kongen havde sagt. „Lad os begynde med det samme!” udbrød de ivrigt. Derefter gik de i gang med at forberede arbejdet.

¹⁹ Da Sanballat, Tobija og araberen Geshem hørte om planen, gjorde de nar af os: „Hvad er I ude på? Gør I oprør imod kongen?”

²⁰ „Himlens Gud vil hjælpe os,” svarede jeg. „Vi er hans tjenere, og nu går vi i gang med at genopbygge muren. Men I har ingen rettigheder i Jerusalem, for det er ikke jeres by og har aldrig været det.”

Genopbygningen af muren påbegyndes

3 Så gik de forskellige arbejdshold i gang. Ypperstepræsten Eljashib og de andre præster genopbyggede Fåreporten, satte portfløjene på plads og indviede den. Desuden reparerede de muren hen til Meatårnet, som de indviede, og videre til Hananeltårnet. ² Ved siden af dem arbejdede et hold fra Jeriko, og ved siden af dem igen et hold under ledelse af Zakkur, en søn af Imri.

³ Fiskeporten blev bygget af Sena’as sønner. Rammen blev konstrueret af store bjælker, som portfløjene blev sat fast i. Desuden lavede de bolte og tværstænger. ⁴ Ved siden af dem var der et arbejdshold under ledelse af Meremot, en søn af Urija, som var søn af Hakkotz. Næste hold blev ledt af Meshullam, en søn af Berekja, som var søn af Meshezabel, og det næste igen var under ledelse af Zadok, en søn af Ba’ana. ⁵ Dernæst fulgte folkene fra byen Tekoa, som måtte gøre arbejdet uden deres ledere, for de havde nægtet at tage del i byggeriet.

⁶ Den Gamle Port blev repareret af Jojada, en søn af Pasea, og Meshullam, en søn af Besodeja. De konstruerede en ramme af bjælker, satte portfløjene i rammen og sikrede porten med bolte og tværstænger. ⁷ Ved siden af dem arbejdede Melatja fra Gibeon og Jadon fra Meronot som ledere af et arbejdshold fra byerne Gibeon og Mitzpa, frem til det hus, som blev brugt af guvernøren vest for Eufratfloden. ⁸ Næste hold var under ledelse af guldsmeden Uzziel, en søn af Harhaja. Derfra og hen til hvor det brede stykke af muren begynder, arbejdede et hold under ledelse af Hananja, en af salveblanderne.

⁹ Den næste sektion blev bygget af et hold under ledelse af Refaja, en søn af Hur. Han var leder for den ene halvdel af Jerusalems distrikt. ¹⁰ Jedaja, søn af Harumaf, genopbyggede det stykke af muren, der lå ud for hans eget hus. Ved siden af ham arbejdede Hattush, en søn af Hashabneja. ¹¹ Dernæst var der Malkija, en søn af Harim, og Hasshub, en søn af Pahat-Moab. De arbejdede på stykket til og med Ovntårnet. ¹² Shallum, en søn af Hallohesh, arbejdede på det næste stykke sammen med sine døtre. Han var leder for den anden halvdel af Jerusalems distrikt.

¹³ Folkene fra Zanoa genopbyggede Dalporten under ledelse af Hanun. De konstruerede en ramme af bjælker, satte portfløjene i rammen og sikrede porten med bolte og tværstænger. De reparerede også 450 m af muren helt hen til Møgporten.

¹⁴ Møgporten tog Malkija, en søn af Rekab, sig af. Han var leder for Bet-Kerem distriktet. Han genopbyggede porten og satte portfløjene i med deres bolte og tværstænger.

¹⁵ Shallun, en søn af Kol-Hoze, der var leder for Mitzpa distriktet, genopbyggede Kildeporten, lavede taget over den og satte portfløjene på plads med deres bolte og tværstænger. Derefter reparerede han muren fra Shela-dammen til paladsets have og trappen, der fører op til Davidsbyen. ¹⁶ Ved siden af ham arbejdede Nehemias, en søn af Azbuk, der var leder for halvdelen af Bet-Zur distriktet. Han genopbyggede muren hen til Davids gravsted, den kunstigt anlagte dam og heltenes hus. ¹⁷ Derefter fulgte et arbejdshold af levitter under ledelse af Rehum, en søn af Bani. Efter dem arbejdede Hashabja, der var leder for den ene halvdel af Keila distriktet. Han havde ansvar for genopbygningen af sit eget område. ¹⁸ Derefter kom Binnuj, en søn af Henadad, der var leder for den anden halvdel af Keila distriktet, sammen med sine folk.

¹⁹ Det næste arbejdshold var under ledelse af Ezer, en søn af Jeshua, der var leder for selve byen Mitzpa. De arbejdede også på strækningen over for våbenarsenalet, hvor muren drejer skarpt, så der dannes et hjørne. ²⁰ Så fulgte Baruk, en søn af Zabbaj, der byggede fra hjørnet til ypperstepræsten Eljashibs hus. ²¹ Meremot, en søn af Urija, der var søn af Hakkotz, byggede det stykke af muren, der gik fra indgangen til Eljashibs hus og hen til enden af det. ²² Præsterne fra Jerusalems opland byggede den næste strækning. ²³ Binjamin, Hasshub og Azarja, en søn af Ma’aseja, der var søn af Ananja, reparerede stykket ud for deres egne huse. ²⁴ Binnuj, en søn af Henadad, byggede stykket fra Azarjas hus til hjørnet, ^25-26 hvorfra Palal, en søn af Uzaj, fortsatte til fundamentet under paladsets øvre tårn ved vagthusene. Derefter fulgte Pedaja, en søn af Parosh, som sammen med tempeltjenerne fra Ofelhøjen byggede i østlig retning til Vandporten og tårnet, hvorfra tempelområdet blev overvåget. ²⁷ Den næste strækning fra tårnet, hvorfra templet blev overvåget og hele vejen langs Ofelhøjen, blev bygget af endnu et arbejdshold fra Tekoa. ²⁸ En gruppe præster byggede strækningen over for deres huse på den anden side af Hesteporten.

²⁹ Zadok, en søn af Immer, genopbyggede også muren ud for sit eget hus, og efter ham fulgte Shemaja, en søn af Shekanja, der til daglig stod vagt ved østporten. ³⁰ Så fulgte Hananja, en søn af Shelemja; Hanun, den sjette søn af Zalaf; Meshullam, en søn af Berekja, der byggede stykket ud for sit eget hus. ³¹ Guldsmeden Malkija byggede muren helt hen til huset over for Mønstringsporten, som blev brugt af tempeltjenerne og købmændene, og videre til hjørnet med tagrummet. ³² Endelig arbejdede guldsmedene og købmændene på det sidste stykke hen til Fåreporten.

Nehemias møder modstand

³³ Da Sanballat blev klar over, at vi var i gang med at genopbygge muren, blev han rasende og gav sig til at håne judæerne, ³⁴ mens hans landsmænd og Samarias officerer hørte på det. „Hvad i alverden bilder de elendige judæere sig ind?” sagde han. „Tror de, at de kan bygge muren op på en enkelt dag, hvis bare de ofrer til deres Gud? De kan da ikke bygge noget af de forbrændte murbrokker, de graver frem fra ruindyngerne.”

³⁵ Tobija, der stod ved siden af ham, bemærkede: „Lad dem bygge, så meget de vil! Den mur braser sammen, bare en ræv springer op på den!”

³⁶ Da bad jeg: „Herre, hør hvordan de gør nar af os! Lad dem selv blive gjort til nar. Lad dem få lov at prøve, hvordan det er at blive ført i eksil i et fremmed land. ³⁷ Herre, se ikke igennem fingre med deres synd. Tilgiv dem ikke, for de har hånet dem, der bygger på muren.”

³⁸ Så fortsatte vi med at arbejde på muren hele vejen rundt om byen. Den var allerede oppe i halv højde, for der var en god arbejdsmoral, og alle arbejdede hårdt.

4 Men da Sanballat og Tobija så, at arbejdet på muren skred godt frem, og at de gabende huller blev repareret, blev de urolige og sendte bud om det til araberne, ammonitterne og ashdoditterne. ² De dannede en sammensværgelse og lagde planer om at angribe Jerusalem for at sætte en stopper for arbejdet. ³ Men vi bad til vores Gud og satte vagtposter ved muren nat og dag.

⁴ Judæerne klagede over, at de, der skulle bære materialerne, var udmattede, og at der var så mange murbrokker, at de ikke kunne komme frem. ⁵ Samtidig planlagde vores fjender et overraskelsesangreb og sagde: „Før de når at se sig om, står vi midt i byen. Så slår vi dem ihjel og sætter en stopper for arbejdet!” ⁶ Men de arbejdere, der boede i de omliggende landsbyer, røbede deres planer og sagde gang på gang: „Fjenderne gør sig klar til at angribe os fra alle sider.”

⁷ Derfor opstillede jeg folkene familie for familie bevæbnet med sværd, spyd og buer bag ved muren på de steder, hvor den var lavest. ⁸ Da jeg så, hvor bange de var, sammenkaldte jeg lederne og folket og holdt en lille tale til dem: „I skal ikke være bange!” sagde jeg. „Husk på, at den almægtige Gud er med os! Så vær ved godt mod og kæmp for jeres slægtninge, sønner, døtre, koner og hjem!”

⁹ Da vores fjender blev klar over, at vi var blevet advaret, og at Gud havde forpurret deres planer om et overraskelsesangreb, vendte vi tilbage til arbejdet på muren. ¹⁰ Men fra da af arbejdede vi altid i to hold. Mens halvdelen af folket var i gang, stod den anden halvdel sammen med lederne bag ved dem og holdt vagt i fuld rustning, bevæbnet med spyd, skjolde og buer. ¹¹ De, der slæbte sten, var også bevæbnet. De brugte den ene hånd til at bære sten og holdt spyddet i den anden. ¹² De, der byggede på muren, havde deres sværd i bæltet, mens de arbejdede. Hornblæseren holdt sig hele tiden tæt ved mig, parat til at blæse alarm.

¹³ „Det er et omfattende projekt, vi er i gang med,” forklarede jeg folket og deres ledere, „og vi er spredt ud over et stort område. ¹⁴ Så snart der bliver blæst alarm, skal I straks samle jer der, hvor lyden kommer fra. Så vil vores Gud kæmpe for os!”

¹⁵ Således arbejdede vi fra daggry til solnedgang, mens halvdelen altid stod vagt. ¹⁶ Jeg gav ordre til, at alle, der boede uden for muren, skulle overnatte inde i byen, så de og deres tjenestefolk kunne deltage i arbejdet om dagen og holde vagt om natten. ¹⁷ Både jeg selv og mine folk sov med tøjet på, og vi gik aldrig nogen steder ubevæbnet.^[c]

Nehemias taler de fattiges sag

5 Kort efter begyndte nogle mænd og deres koner at klage over, at deres rige landsmænd udnyttede dem. ² Nogle sagde: „Vi har ingen penge, så vi må give vores børn i pant for at få mad.” ³ Andre sagde: „Vi har pantsat vores marker, vingårde og huse for at kunne købe korn under hungersnøden.” ⁴ Andre igen sagde: „Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at kunne betale skat til kongen.”

⁵ „Hører vi ikke til samme folk?” protesterede de. „Er vores børn ikke lige så gode som deres? Det er uretfærdigt, at vi skal sælge vores børn som slaver for at kunne overleve. Vi har allerede solgt flere af vores døtre, og vi har ingen mulighed for at købe dem fri, for vores marker og vingårde tilhører pantelånerne.”

⁶ Da jeg hørte det, blev jeg vred, ⁷ og efter at have tænkt over sagen sagde jeg til de rige og fornemme: „Det er forkert af jer at tage pant og renter af jeres landsmænd, når I låner dem penge.” Så sammenkaldte jeg til et folkemøde og henvendte mig til de rige: ⁸ „Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at frikøbe vores landsmænd, der levede som slaver hos et fremmed folk,” sagde jeg. „Men nu gør I jeres egne landsmænd til slaver! Hvor mange gange skal vi købe dem fri?” Der var dødstille. Ingen vidste, hvad de skulle svare. ⁹ Så fortsatte jeg: „I kan ikke være bekendt at opføre jer på den måde! Har I slet ingen ærefrygt for Gud? Er det ikke nok, at vi har fjender, der udefra prøver at komme os til livs? ¹⁰ Jeg og mine folk har også lånt vores nødstedte landsmænd penge og korn, men uden at kræve renter. Hold op med at tage pant og renter. ¹¹ Giv dem deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage og refunder dem, hvad I har taget i renter i form af penge, korn, vin og olie.”

¹² „Vi vil gøre, som du siger,” svarede de. „Vi giver dem deres ejendom tilbage og holder op med at kræve renter.” I præsternes påhør fik jeg dem så til at sværge på, at de ville gøre, som de havde sagt. ¹³ Og mens jeg rystede min kappefold sagde jeg: „De som ikke holder, hvad de har lovet, vil Gud ryste ud fra deres hus og hjem.” „Amen!” råbte hele forsamlingen og takkede Gud. Så gik de i gang med at gøre deres ord til handling.

¹⁴ I den forbindelse skal det nævnes, at i alle de 12 år, jeg var guvernør over Juda—fra kong Artaxerxes’ 20. til hans 32. regeringsår—modtog hverken jeg selv eller mine embedsmænd nogen løn eller andre ydelser fra Israels folk. ¹⁵ Denne praksis stod i skærende kontrast til, hvad folket var vant til fra de tidligere guvernører, der havde udnyttet dem ved at kræve mad og vin foruden 40 sølvstykker om dagen. Desuden plejede embedsmændene også at udnytte folket. Men fordi jeg ønskede at adlyde Gud, brød jeg med den praksis. ¹⁶ I stedet koncentrerede jeg mig om arbejdet på muren og nægtede at skaffe mig fast ejendom. Og alle mine embedsmænd tog del i arbejdet på lige fod med andre. ¹⁷ Jeg forsørgede ellers 150 judæiske embedsmænd foruden fremmede, der kom på besøg. ¹⁸ Det daglige forbrug udgjorde en okse, seks førsteklasses får og et stort antal fjerkræ. Desuden købte jeg hver tiende dag en ny forsyning vin. Alligevel undlod jeg at afkræve folket den skat, jeg havde krav på, for de havde det svært nok i forvejen.

¹⁹ Min Gud, glem ikke, hvad jeg har gjort for dit folk, men velsign mig for det!

Muren bliver færdig trods fortsat modstand

6 Byggeriet fortsatte, til muren var færdig, og nu manglede vi kun at sætte de sidste portfløje på plads. Da Sanballat, Tobija, araberen Geshem og resten af vores fjender hørte det, ² sendte de bud og bad mig møde dem i en af landsbyerne på Onosletten. Men jeg var klar over, at de havde i sinde at myrde mig. ³ Derfor sendte jeg følgende svar tilbage til dem: „Det er et vigtigt projekt, jeg er i gang med. Jeg kan ikke standse arbejdet for at mødes med jer.”

⁴ Fire gange sendte de bud til mig om at komme, og hver gang gav jeg samme svar. ⁵ Femte gang kom Sanballats sendebud med et åbent brev i hånden, ⁶ i hvilket der stod:

Geshem fortæller mig, at han overalt hører rygter om, at judæerne pønser på at gøre oprør, og at det er grunden til, at I har genopbygget muren. Han fortæller mig endvidere, at du vil være konge over dem, ⁷ og at du allerede har hvervet „profeter” i Jerusalem, som skal sige: „Nu er der en konge i Juda.” Du kan være sikker på, at kong Artaxerxes vil høre om det her. Derfor må du hellere komme og drøfte sagen med mig.

⁸ Jeg sendte besked tilbage: „Du ved udmærket, at det er løgn fra ende til anden. Det er noget, du selv har fundet på.”

⁹ De prøvede blot at gøre os bange med det formål at få os til at standse arbejdet. „Herre,” bad jeg, „giv os mod og styrke til at gøre arbejdet færdigt!”

¹⁰ Nogle dage senere besøgte jeg Shemaja, en søn af Delaja, som var søn af Mehetabel. Han lå syg i sit hus.

„Lad os gemme os inde i templet og låse dørene,” sagde han. „Dine fjender kommer i aften for at dræbe dig.”

¹¹ Men jeg svarede: „Skulle jeg, som er folkets leder, flygte, fordi der er fare på færde? Desuden har jeg ikke lov til at gå ind i templet, når jeg hverken er præst eller levit.”

^12-13 Det var ikke svært at regne ud, at Shemajas budskab ikke var fra Gud, men at Tobija og Sanballat havde betalt ham for at gøre mig bange og lokke mig ind i templet, så de bagefter havde noget at anklage mig for.

¹⁴ Min Gud, det er op til dig at straffe Tobija, Sanballat, den kvindelige profet Noadja og de andre profeter, som har forsøgt at tage modet fra mig.

¹⁵ Den 25. dag i elul^[d] måned var muren færdig, kun 52 dage efter at vi havde påbegyndt arbejdet. ¹⁶ Da vores fjender og de omkringboende folk hørte, at arbejdet var fuldført, blev de bange og modløse, for de forstod, at det var vores Gud, der havde hjulpet os.

¹⁷ I løbet af de 52 dage udvekslede Tobija adskillige breve med overklassen i Juda. ¹⁸ Mange af dem havde svoret ham troskab, fordi han var svigersøn til Shekanja, en søn af Ara, og fordi hans søn Johanan var gift med en datter af Meshullam, en søn af Berekja. ¹⁹ Alle forsøgte de at overbevise mig om, hvor god Tobija var, hvorefter de løb tilbage og fortalte ham alt, hvad jeg havde sagt om ham. Tobija sendte mig en masse trusselsbreve for at tage modet fra mig.

7 Efter at muren var færdig og portfløjene sat på plads, udpegede jeg tempelvagter og korsangere blandt levitterne. ² Derefter overdrog jeg ansvaret for Jerusalem til min bror Hanani og til Hananja, der var kommandant for tropperne i tempelborgen, en mand, der tjente Gud mere trofast end de fleste. ³ Jeg gav dem instrukser om ikke at åbne byens porte før et godt stykke efter solopgang, og at lukke og låse dem i god tid inden solnedgang, mens vagterne endnu var på deres poster. Desuden indprentede jeg dem, at alle Jerusalems indbyggere skulle være med til at holde vagt ved muren, og at de, der boede umiddelbart op til muren, skulle holde vagt på den strækning, der lå ud for deres hus. ⁴ Indbyggertallet var på det tidspunkt lille i forhold til byens udstrækning, og der var endnu ikke bygget nye huse i byen.

Fortegnelse over dem, som vendte hjem fra eksilet

⁵ Gud gav mig den tanke at samle byens ledere, embedsmænd og den menige befolkning, så vi kunne registrere dem slægt for slægt. Jeg var nemlig kommet i besiddelse af slægtstavlerne over dem, der i sin tid var vendt hjem fra eksilet.

⁶ De judæere, der var vendt tilbage fra eksilet, havde bosat sig enten i Jerusalem eller i de byer i Judas land, de oprindeligt stammede fra. De nedstammede alle fra dem, som kong Nebukadnezar i sin tid havde taget til fange og ført i eksil. ⁷ Lederne for de hjemvendte var Zerubbabel, Jeshua, Nehemias, Azarja, Ra’amja, Nahamani, Mordokaj, Bilshan, Misperet, Bigvaj, Nehum og Ba’ana.

Det følgende er listen over antallet af de mænd, der vendte tilbage. De er optegnet efter navnet på den forfar, de regnede deres slægt efter, eller efter den by, de stammede fra: ^8-38 Efterkommere af Parosh: 2172, af Shefatja: 372, af Arach: 652, af Pahat-Moab (Jeshuas og Joabs efterkommere): 2818, af Elam: 1254, af Zattu: 845, af Zakkaj: 760, af Binnuj: 648, af Bebaj: 628, af Azgad: 2322, af Adonikam: 667, af Bigvaj: 2067, af Adin: 655, af Ater (Hizkijas efterkommere): 98, af Hashum: 328, af Betzaj: 324, af Harif: 112, af Gibeon: 95. Dem fra Betlehem og Netofa: 188, fra Anatot: 128, fra Bet-Azmavet: 42, fra Kirjat-Jearim, Kefira og Be’erot: 743, fra Rama og Geba: 621, fra Mikmas: 122, fra Betel og Aj: 123. Efterkommere af den anden Nebo: 52, af den anden Elam: 1254, af Harim: 320. Folkene fra Jeriko: 345, fra Lod, Hadid og Ono: 721 og fra Sena’a: 3930.

^39-42 Nogle af de hjemvendte var af præsteslægt: Efterkommere af Jedaja (Jeshuas klan): 973, af Immer: 1052, Pashhur: 1247 og af Harim: 1017.

^43-45 Andre hørte til levitterne: Af Hodavjas efterkommere var der 74 fra slægterne Jeshua og Kadmiel. Der var 148 tempelsangere af Asafs slægt og 138 tempelvagter, efterkommere af Shallum, Ater, Talmon, Akkub, Hatita og Shobaj.

^46-56 Desuden var der tempeltjenerne med følgende slægtsnavne: Ziha, Hasufa, Tabbaot, Keros, Sia, Padon, Lebana, Hagaba, Shalmaj, Hanan, Giddel, Gahar, Reaja, Retzin, Nekoda, Gazzam, Uzza, Pasea, Besaj, meunitterne, nefusitterne, Bakbuk, Hakufa, Harhur, Batzlut, Mehida, Harsha, Barkos, Sisera, Tema, Netziach, og Hatifa.

^57-59 Efterkommerne efter Salomons tjenere var fra følgende slægter: Sotaj, Soferet, Perida, Ja’ala, Darkon, Giddel, Shefatja, Hattil, Pokeret-ha-Zebajim og Amon. ⁶⁰ Det samlede antal tempeltjenere og Salomons tjenere var 392.

⁶¹ Der var også en gruppe fra de persiske byer Tel-Mela, Tel-Harsha, Kerub, Addon og Immer, der vendte tilbage fra eksilet, men de var ikke længere i besiddelse af deres stamtavler, så de kunne ikke med sikkerhed bevise, at de var israelitter. ⁶² Den gruppe bestod af 642 mænd, som regnedes for efterkommere af Delaja, Tobija og Nekoda.

⁶³ Der var også flere præsteslægter, som hævdede at være efterkommere af Habaja, Hakkotz og Barzillaj. (Sidstnævnte havde giftet sig med en datter af Barzillaj fra Gilead og havde taget sin kones slægtsnavn.) ^64-65 De havde imidlertid også mistet deres slægtstavler. Derfor nægtede lederne dem at fungere som præster—ja, endog at få præsternes andel af offergaverne—indtil der kom en præst, som havde autoritet til at afgøre spørgsmålet ved hjælp af Urim og Tummim.

⁶⁶ I alt var der 42.360 mænd, som var vendt tilbage til Juda sammen med deres familier. ⁶⁷ Dertil kom 7337 slaver og 245 tempelsangere, både mænd og kvinder. De medbragte 736 heste, 245 muldyr, ⁶⁸ 435 kameler og 6720 æsler.

⁶⁹ Nogle af slægtsoverhovederne gav frivillige offergaver til tempelbyggeriet. Guvernøren gav 1000 guldstykker, 50 guldskåle og 530 præstedragter. ⁷⁰ De andre ledere gav i alt 170 kilo guldstykker og 1300 kg sølv. ⁷¹ Den almindelige befolkning gav i alt 170 kilo guldstykker, 1200 kg sølv og 67 præstedragter.

⁷² Præsterne, levitterne, tempelvagterne, tempelsangerne og resten af de hjemvendte bosatte sig derefter i de byer i Juda de oprindeligt stammede fra.

Ezra læser op af Toraen

8 Da den syvende måned kom, og de hjemvendte havde slået sig ned i deres byer, drog de alle som én op til Jerusalem og samledes på den åbne plads inden for Vandporten. De bad nu den skriftlærde præst Ezra hente bogen med Toraen, som Herren havde givet Israels folk.

^2-5 Ezra hentede bogrullen og stillede sig op på en platform af træ, der var lavet specielt til anledningen. Det var den første dag i den syvende måned. Han stod foran Vandporten med Mattitja, Shema, Anaja, Urija, Hilkija og Ma’aseja på sin højre side. På sin venstre side havde han Pedaja, Mishael, Malkija, Hashum, Hashbaddana, Zekarja og Meshullam. Forsamlingen bestod af både mænd og kvinder og de børn, der var gamle nok til at forstå bogens indhold. Alle fulgte ham med øjnene, og da han åbnede bogrullen, rejste hele forsamlingen sig op. Ezra læste op af bogen hele formiddagen, og folk lyttede opmærksomt. ⁶ Da han åbnede bogen, lovpriste han Herren, den Almægtige, og folket svarede „Amen!” mens de løftede hænderne mod himlen. Derefter lagde de sig på knæ med ansigtet mod jorden i tilbedelse til Herren.

^7-8 Mens Ezra læste op af bogen med Guds instrukser, stod levitterne Jeshua, Bani, Sherebja, Jamin, Akkub, Shabbetaj, Hodija, Ma’aseja, Kelita, Azarja, Jozabad, Hanan og Pelaja og forklarede betydningen af det, der blev læst, så alle kunne forstå det. ⁹ Da folket blev klar over Toraens indhold, begyndte de at græde. Men Nehemias og Ezra og de levitter, der havde forklaret teksten, sagde: „Denne dag er indviet til Herren. Derfor skal I ikke græde, men glæde jer.” ¹⁰ Nehemias fortsatte: „I skal fejre dagen med et festmåltid, fede retter og vin mend honning i, og dele med dem, der intet har. Vær ikke sørgmodige, for glæden fra Herren giver jer styrke!”

¹¹ Også levitterne gjorde, hvad de kunne, for at berolige folket. „Græd ikke!” sagde de. „I dag er en festdag for Herren, hvor vi bør glæde os og ikke sørge!”

¹² Så brød folket op for at holde fest med glæde, for de havde forstået det budskab, der var blevet forklaret for dem. De spiste og drak og delte med hinanden.

Løvhyttefesten

¹³ Næste dag kom slægtsoverhovederne, præsterne og levitterne til Ezra for at blive undervist mere indgående i Toraen. ¹⁴ Da blev de klar over, at Herren gennem Moses havde befalet, at Israels folk skulle bo i løvhytter under den ugelange høstfest i den syvende måned. ¹⁵ Man sendte derfor følgende besked til alle landets byer og til folk i Jerusalem: „Gå ud på højene og hent grene fra oliventræer, myrter, palmer og andre træer med blade, så I kan bygge løvhytter, som der står skrevet.”

¹⁶ Folk blev derfor sendt ud for at hente grene, og de byggede hytter på hustagene, i gårdhaverne, i tempelgården, på pladsen ved Vandporten og ved Efraimporten. ¹⁷ Alle de hjemvendte byggede hytter og boede i dem i de syv dage, højtiden varede. Løvhyttefesten var ikke blevet fejret siden Josvas tid, og alle var begejstrede og glade. ¹⁸ På hver af de syv dage læste Ezra et stykke op fra bogen, hvorefter man den ottende dag afsluttede højtiden med den særlige ceremoni, som Toraen foreskriver.

Folket bekender deres synd

9 Den 24. dag i den syvende måned samledes folket igen i Jerusalem. Denne gang fastede de og klædte sig i sækkelærred og kom jord på hovedet for at vise deres sorg. ² Israelitterne skilte sig ud fra alle de fremmede og bekendte deres egen og deres forfædres synd. ^3-4 I tre timer blev der læst op af Toraen, mens folk stod op og lyttede. I de næste tre timer bekendte folket deres synd og tilbad Herren deres Gud under ledelse af levitterne Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani, der alle stod på trapper eller forhøjninger.

⁵ Derefter råbte levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja, Sherebja, Hodija, Shebanja og Petaja til folket: „Rejs jer og pris Herren, jeres Gud, fra evighed og til evighed! Højlovet være Herren, han som er langt større end nogen kan fatte og udtrykke.” Derefter ledte Ezra^[e] lovsangen:

10 Men nu lover vi højt og helligt, at vi vil adlyde dig. Vi indgår en urokkelig pagt og lader alle vores ledere, præster og levitter bekræfte den med deres underskrift.”

Folket lover fra nu af at adlyde Guds lov

^2-9 Den højtidelige pagt blev underskrevet af Nehemias og de ledende præster Zidkija, Seraja, Azarja, Jirmeja, Pashhur, Amarja, Malkija, Hattush, Shebanja, Malluk, Harim, Meremot, Obadja, Daniel, Ginneton, Baruk, Meshullam, Abija, Mijjamin, Ma’azja, Bilgaj og Shemaja.

^10-14 Følgende levitter skrev også under: Jeshua, søn af Azanja; Binnu fra Henadads klan; Kadmiel, Shebanja, Hodija, Kelita, Pelaja, Hanan, Mika, Rehob, Hashabja, Zakkur, Sherebja, Shebanja, Hodija, Bani og Beninu.

^15-28 Følgende slægtsoverhoveder skrev under: Parosh, Pahat-Moab, Elam, Zattu, Bani, Bunni, Azgad, Bebaj, Adonija, Bigvaj, Adin, Ater, Hizkija, Azzur, Hodija, Hashum, Betzaj, Harif, Anatot, Nebaj, Magpiash, Meshullam, Hezir, Meshezabel, Zadok, Jaddua, Pelatja, Hanan, Anaja, Hoshea, Hananja, Hasshub, Hallohesh, Pilha, Shobek, Rehum, Hashabna, Ma’aseja, Ahija, Hanan, Anan, Malluk, Harim og Ba’ana.

²⁹ Resten af folket, inklusive de øvrige præster og levitter, tempelvagterne, tempelsangerne og tempeltjenerne, alle, som havde skilt sig ud fra de fremmede i landet for at tjene Herren sammen med deres koner og børn, ja alle der kunne fatte lovens ord, ³⁰ svor, at de ville adlyde Guds lov med alle dens befalinger og forskrifter, sådan som den var overleveret gennem Moses. De aflagde følgende specifikke løfter:

³¹ „Vi lover, at vi ikke vil bortgifte vores døtre til ikke-jødiske mænd, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med ikke-jødiske kvinder.

³² Vi lover, at vi ikke vil købe noget fra de fremmede i landet på sabbatten eller på andre helligdage, hvis de kommer med deres korn eller andre varer for at sælge dem.

Vi lover, at vi hvert syvende år vil lade vores marker ligge brak, og vi vil ikke inddrive gæld i det år.

³³ Vi lover at pålægge os selv en årlig tempelskat på 1/3 shekel til vedligeholdelsen af vores Guds tempel, ³⁴ til de hellige brød, de daglige afgrødeofre og brændofre, ofrene på sabbatten, nymånefesterne og de årlige højtider, helliggaver og syndofre til soning for folkets synd, ja til al tjenesten i templet.

³⁵ Vi lover også, at vi ved lodtrækning år efter år vil udpege hvilken slægt blandt præsterne, levitterne eller folket, der skal have ansvar for, at der altid er brænde til Herrens alter, sådan som det er foreskrevet i loven.

³⁶ Vi lover, at vi år efter år vil bringe den første del af korn- og frugthøsten til templet som gave.

³⁷ Vi lover at løskøbe vores førstefødte sønner og vores førstefødte husdyr, som loven foreskriver, og give beløbet eller dyrene til præsterne, der gør tjeneste i vores Guds tempel. ³⁸ Vi vil også give afkald på det første mel, vi maler, de første frugter af alle slags træer, og den første del af vinen og olivenolien. Vi vil bringe det som gave til præsterne i Guds hus. Vi vil give en tiendedel af alle vores afgrøder til levitterne, for det er dem, der skal modtage tienden over hele landet. ^39-40 En præst skal være til stede, når de indsamler tienden. Levitterne skal selv give tiende af den tiende, de modtager, og de skal bringe deres tiendegaver til forrådskamrene i Guds hus. På den måde vil både folket og levitterne give tiende. Og levitternes tiende af kornet, vinen og olivenolien skal bringes til templets forrådskammer, hvor de hellige kar findes. Det er til præsterne, tempelvagterne og tempelsangerne. Vi er fast besluttede på ikke at forsømme vores Guds hus.”

Mange bosætter sig i Jerusalem

11 En stor del af folkets ledere havde nu bosat sig i Jerusalem, den hellige by. Desuden udvalgte man ved lodtrækning en tiendedel af folket i byerne ude omkring i Juda og i Benjamins land og flyttede dem til Jerusalem. ² Endvidere opfordrede man alle, der ønskede det, til at flytte ind til byen.

³ Her følger navnene på de slægtsoverhoveder, der boede enten i Jerusalem eller rundt omkring i Judas byer, hvad enten de hørte til præsterne, levitterne, tempeltjenerne, efterkommerne af Salomons tjenere, eller de almindelige israelitter.

⁴ I Jerusalem boede følgende slægter:

Fra Judas stamme: Ataja, søn af Uzzija, søn af Zekarja, søn af Amarja, søn af Shefatja, søn af Mahalalel, efterkommer af Peretz. ⁵ Desuden Ma’aseja, søn af Baruk, søn af Kol-Hoze, søn af Hazaja, søn af Adaja, søn af Jojarib, søn af Zekarja fra Shilo. ⁶ Af Peretz’ efterkommere boede der 468 modige mænd i Jerusalem.

⁷ Fra Benjamins stamme: Sallu, søn af Meshullam, søn af Joed, søn af Pedaja, søn af Kolaja, søn af Ma’aseja, søn af Itiel, søn af Jeshaja. ⁸ Ud over Sallu var der Gabbaj og Sallaj. I alt bosatte 928 benjaminitter sig i Jerusalem ⁹ under ledelse af Joel, søn af Zikri, og Juda, søn af Hassenua, som var den næstøverste administrative leder i Jerusalem.

^10-11 Følgende præstefamilier vendte tilbage: Jedaja, søn af Jojarib, Jakin og Seraja,^[f] som var den ledende præst ved Guds hus. Han var søn af Hilkija, søn af Meshullam, søn af Zadok, søn af Merajot, søn af Ahitub. ^12-14 I alt var der 822 præster, som gjorde tjeneste i templet under ledelse af disse mænd, og desuden 242 præster under ledelse af Adaja, søn af Jeroham, søn af Pelalja, søn af Amtzi, søn af Zekarja, søn af Pashhur, søn af Malkija. Endvidere var der 128 præster under ledelse af Amassaj, søn af Azarel, søn af Ahzaj, søn af Meshillemot, søn af Immer. Den øverste leder blandt disse præster var Zabdiel, søn af Haggedolim.

^15-17 Blandt de hjemvendte levitter var: Shemaja, søn af Hasshub, søn af Azrikam, søn af Hashabja, søn af Bunni. Foruden Shemaja var der Shabbetaj og Jozabad, der havde ansvaret for arbejdet i tempelgården, og Mattanja, søn af Mika, søn af Zabdi og efterkommer af Asaf. Det var ham, der satte gudstjenesten i gang med lovsang og bøn. Endelig var der Mattanjas medhjælpere Bakbukja og Abda; sidstnævnte var søn af Shammua, søn af Galal og efterkommer af Jedutun. ¹⁸ I alt boede der 284 levitter i Jerusalem, den hellige by.

¹⁹ Desuden var der 172 tempelvagter under ledelse af Akkub og Talmon. ²⁰ De øvrige præster og levitter og resten af folket boede på deres fædrenejord ude omkring i Juda, ²¹ men tempeltjenerne, hvis ledere var Ziha og Gishpa, boede alle på Ofelhøjen.

²² Lederen for de levitter, der gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem, var Uzzi, søn af Bani, søn af Hashabja. Han nedstammede fra Asaf, tempelsangernes stamfar. Blandt Uzzis kendte forfædre var der Mattanja og Mika. ²³ Tempelsangernes daglige virke var reguleret ifølge den kongelige forordning fra Davids tid.

²⁴ Petaja, søn af Meshezabel fra Zerachs slægt af Judas stamme, var perserkongens repræsentant i alle civile sager.

^25-30 Resten af judæerne boede rundt omkring i følgende byer med tilhørende marker og landsbyer i Judas land: Kirjat-Arba, Dibon, Jekabze’el, Jeshua, Molada, Bet-Pelet, Hatzar-Shual, Be’ersheba, Ziklag, Mekona, En-Rimmon, Zora, Jarmut, Zanoa, Adullam, Lakish og Azeka. Folket spredte sig fra Be’ersheba i syd til Hinnoms dal mod nord.

^31-35 Resten af benjaminitterne boede i følgende byer med tilhørende landsbyer i Benjamins land: Geba, Mikmas, Ajja, Betel, Anatot, Nob, Ananja, Hatzor, Rama, Gittajim, Hadid, Zeboim, Neballat, Lod og Ono i dalen, hvor kunsthåndværkerne har hjemme. ³⁶ I Benjamins land boede desuden en gruppe levitter, som var flyttet dertil fra Juda.

Historiske optegnelser vedrørende præsterne og levitterne

12 ^1-7 Det følgende er en fortegnelse over lederne for de præster og levitter, som vendte hjem fra eksilet, anført af Zerubbabel og Jeshua.

Præsterne: Seraja, Jirmeja, Ezra, Amarja, Malluk, Hattush, Shekanja, Rehum, Meremot, Iddo, Ginnetoj, Abija, Mijjamin, Ma’adja, Bilga, Shemaja, Jojarib, Jedaja, Sallu, Amok, Hilkija og Jedaja.

⁸ Levitterne: Jeshua, Binnuj, Kadmiel, Sherebja, Juda og Mattanja. Det var dem, der stod for lovsangen under gudstjenesten. ⁹ Bakbukja og Unni samt flere andre levitter udgjorde koret, der stod over for dem under vekselsangen.

¹⁰ Ypperstepræsten Jeshua^[g] var far til Jojakim, som blev far til Eljashib, som blev far til Jojada, ¹¹ som blev far til Johanan,^[h] som blev far til Jaddua.

¹² Følgende præster var optegnet som slægtsoverhoveder under ypperstepræsten Jojakim, og de er her nævnt sammen med deres slægtsnavne: Meraja for Seraja-slægten, Hananja for Jirmeja-slægten, ¹³ Meshullam for Ezra-slægten, Johanan for Amarja-slægten, ¹⁴ Jonatan for Malluk-slægten, Josef for Shebanja-slægten, ¹⁵ Adna for Harim-slægten, Helkaj for Merajot-slægten, ¹⁶ Zekarja for Iddo-slægten, Meshullam for Ginneton-slægten, ¹⁷ Zikri for Abija-slægten, …^[i] for Minjamin-slægten, Piltaj for Moadja-slægten, ¹⁸ Shammua for Bilga-slægten, Jonatan for Shemaja-slægten, ¹⁹ Mattenaj for Jojarib-slægten, Uzzi for Jedaja-slægten, ²⁰ Kallaj for Sallu-slægten, Eber for Amok-slægten, ²¹ Hashabja for Hilkija-slægten og Netanel for Jedaja-slægten.

²² Indtil kong Dareios^[j] af Persiens regeringsperiode blev der ajourført en liste med navnene på de forskellige overhoveder for præste- og levitslægterne under ypperstepræsterne Eljashib, Jojada, Johanan og Jaddua. ²³ Levitslægternes overhoveder blev optegnet i templets krønikebog helt frem til Johanans, Eljashibs barnebarns, tid.

²⁴ Levitternes slægtsoverhoveder var: Hashabja, Sherebja, Jeshua og Kadmiel, som sammen med deres slægtninge havde ansvaret for vekselsangen under lovsangsgudstjenesten, hvor levitterne var opdelt i to grupper, der stod over for hinanden, sådan som Guds tjener, kong David, i sin tid havde foreskrevet.

²⁵ Desuden Mattanja, Bakbukja og Obadja som var sangere, og Meshullam, Talmon og Akkub, som havde ansvaret for at holde vagt ved portene og forrådskamrene. ²⁶ De gjorde tjeneste under Jojakim, søn af Jeshua, søn af Jotzadak, mens Nehemias var guvernør, og Ezra var præst og lovkyndig.

Bymurens indvielse

²⁷ Da Jerusalems mur skulle indvies, sendte man bud efter alle levitter i hele landet, for at de skulle komme til byen og hjælpe med at fejre begivenheden med lovsang og musik fra harper, lyrer og bækkener. ^28-29 Sangerne kom både fra Jerusalem og de landsbyer i nærheden, hvor de havde slået sig ned. Nogle kom fra Netofa, andre fra Bet-Gilgal, Geba og Azmavet.

³⁰ Da præsterne og levitterne havde gennemgået renselsesritualet for sig selv, rensede de folket, portene og bymuren. ³¹ Så lod jeg Judas ledere gå op på muren, hvorefter jeg opstillede to store lovsangsprocessioner. Den ene skulle gå mod syd i retning af Møgporten. ³² Med i den var Hoshaja og halvdelen af Judas ledere. ³³ Dernæst kom nogle præster med trompeter. Blandt dem var Azarja, Ezra, Meshullam, ³⁴ Juda, Benjamin, Shemaja og Jirmeja. ³⁵ Levitterne i gruppen blev anført af Zekarja, søn af Jonatan, søn af Shemaja, søn af Mattanja, søn af Mika, søn af Zakkur, søn af Asaf. ³⁶ Efter Zekarja fulgte Shemaja, Azarel, Milalaj, Gilalaj, Ma’aj, Netanel, Juda og Hanani med de musikinstrumenter, som kong David havde foreskrevet. Ezra den skriftlærde gik i spidsen for processionen. ³⁷ Da de kom til Kildeporten, gik de op ad trappen til Davidsbyen, passerede Davids gamle palads og gik videre til Vandporten mod øst.

³⁸ Den anden lovsangsprocession, som jeg selv og den anden halvdel af Judas ledere var med i, gik mod nord forbi Ovntårnet til det brede stykke af muren, ³⁹ videre til Efraimporten og den Gamle Port, forbi Fiskeporten, Hananeltårnet, Meatårnet og Fåreporten, indtil vi kom til tårnet ved vagthusene. ⁴⁰ Derefter tog begge processioner opstilling på tempelpladsen. ⁴¹ I min gruppe var præsterne Eljakim, Ma’aseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj, Zekarja og Hananja med trompeter, ⁴² og levitterne Ma’aseja, Shemaja, Elazar, Uzzi, Johanan, Malkija, Elam og Ezer. Sangerne var under ledelse af Jizrahja.

⁴³ Den dag blev der bragt mange slagtofre, og alle var fyldt af glæde over, hvad Gud havde gjort for os. Også kvinderne og børnene var glade, og glædesråbene i Jerusalem kunne høres langt bort.

Folket sørger for præsternes og levitternes underhold

⁴⁴ Den dag blev de mænd udpeget, som skulle have opsyn med templets forrådskamre, hvor gaverne til Guds hus, tienden og høstofrene skulle opbevares efter at være blevet indsamlet rundt omkring i landet ifølge forskrifterne i Toraen. Disse gaver tilkom præsterne og levitterne, og Judas folk støttede på den måde deres tjeneste. ⁴⁵ Præsterne og levitterne udførte samvittighedsfuldt deres tjeneste for Gud, inklusive renselsesceremonierne. De fulgte nøje de retningslinier, som kong David og hans søn Salomon havde afstukket, og det samme gjorde sangerne og portvagterne.

⁴⁶ På kong Davids tid var Asaf leder for sangerne og ledte lovsangen og taksigelsen til Gud. ⁴⁷ Både på Zerubbabels tid og nu på Nehemias’ tid fik både sangerne og dørvogterne del i de gaver, Israels folk bragte til levitterne. Levitterne gav så en del af de gaver, de modtog, videre til præsterne.

Nehemias’ reformer

13 Da Toraen blev læst op for folket, opdagede man, at der stod skrevet deri, at ingen ammonitter eller moabitter kunne blive indlemmet i Guds folk.^{[k] 2} Grunden til denne bestemmelse var, at disse folk ikke havde vist israelitterne gæstfrihed, dengang de stod på grænsen til Kana’ans land, men i stedet havde betalt Bileam for at forbande dem. Gud forvandlede dog forbandelsen til velsignelse. ³ Da det afsnit blev læst op, tog man straks konsekvensen og udelukkede alle af blandet herkomst fra forsamlingen.

^4-5 Nogen tid forinden var præsten Eljashib blevet udpeget til at have overopsyn med templets forrådskamre. Han havde imidlertid overdraget et stort forrådskammer til Tobija, fordi de var i familie. Forrådskamrene var ellers beregnet til opbevaring af afgrødeofre, røgelse, redskaber til brug i templet og tiende af korn, vin og olivenolie, så der kunne være mad til præsterne, levitterne, sangerne og tempelvagterne, sådan som Moses havde foreskrevet. ⁶ På det tidspunkt var jeg ikke i Jerusalem, for jeg var rejst tilbage til kong Artaxerxes i Babylon. Det var i hans 32. regeringsår. Et stykke tid efter fik jeg tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem, ⁷ og da jeg ved hjemkomsten opdagede, hvor skandaløst Eljashib havde handlet ved at overdrage et af templets forrådskamre til Tobija, ⁸ blev jeg meget vred og smed alle Tobijas ting ud af kammeret. ⁹ Så forlangte jeg, at kammeret skulle renses, og at redskaberne, afgrødeofrene og røgelsen skulle bringes tilbage på deres plads.

¹⁰ Ved samme lejlighed blev jeg klar over, at levitterne ikke havde fået de gaver, de havde krav på. Derfor var både de og tempelsangerne rejst hjem for at passe deres dyr og marker. ¹¹ Straks konfronterede jeg lederne med denne forsømmelse over for Guds hus, hvorefter jeg kaldte levitterne tilbage til deres opgaver i templet ¹² og bragte forholdene i orden, så Judas folk igen sendte tienden af deres korn, vin og olivenolie til forrådskamrene.

¹³ Fra da af gav jeg præsten Shelemja, sekretæren Zadok og levitten Pedaja ansvaret for at administrere forrådet—og de fik Hanan, søn af Zakkur, søn af Mattanja, til hjælp. Disse mænd havde ry for at være pålidelige, og derfor fik de betroet opgaven med at fordele tienden blandt de øvrige levitter.

¹⁴ Min Gud, glem ikke min trofasthed og alt det, jeg har gjort til gavn for tjenesten i dit tempel.