Bible in 90 Days
40 I to søstre sendte bud til fjerne lande efter flotte mænd. I badede jer, lagde sminke på øjnene og tog jeres fineste smykker på. 41 I satte jer til bords på elegante puder og stillede min hellige røgelse og olie frem på bordet. 42 Der var fest og ballade. De mange indbudte mænd fra ørkenen drak sig fulde og satte armringe på jeres arme og en fornem krone på jeres hoved. 43 Jeg sagde til mig selv: De utro gamle skøger! 44 Derpå gik mændene ind til Ohola og Oholiba som til prostituerede. Åh, de skamløse kvinder. 45 Men retskafne mænd skal efter lovens ord idømme dem straffen for ægteskabsbrud og mord, for de har været utro imod mig, og de har blod på hænderne.
46 Gud Herren siger: Før en hær imod dem, så de bliver terroriseret og udplyndret. 47 Lad fjenden kaste sten imod dem og hugge dem ned med sværdet, slagte deres børn og brænde deres huse ned til grunden. 48 For jeg vil sætte en stopper for den afgudsliderlighed, der hersker i landet. I skal være et eksempel til skræk og advarsel for andre til alle tider. 49 I vil blive straffet hårdt for jeres uanstændige afguderi, og I skal forstå, at jeg er Herren.”
Lignelsen om den anløbne kobbergryde
24 På den tiende dag i den tiende måned i det niende[a] år af vores eksil sagde Herren til mig:
2 „Du menneske, skriv denne dato ned, for i dag begynder Babylons konge belejringen af Jerusalem. 3 Fortæl så mit oprørske folk Israel den her lignelse: Hør, hvad Herren siger: Sæt en gryde over ilden og hæld vand i den. 4-5 Læg så kødstykkerne i: bov, nakke og gode ben, alt det bedste af dyret. Læg godt med brænde under og lad det koge, til det hele er mørt.[b]
6 Gud Herren siger nemlig: Byen, som er fuld af mordere, får nu sin straf. Den er som en anløben kobbergryde. Tag kødet op af gryden, stykke for stykke uden at gøre forskel. 7 Byen er fuld af mordere, og de myrdedes blod blev ikke opslugt af jorden, men ligger synligt på en klippe. 8 Det ligger stadig utildækket som en anklage imod byen, og det vækker min vrede, det råber til mig om hævn.
9 Derfor siger Herren: Byen, som er fuld af mordere, får nu sin straf. Jeg vil selv samle en stor bunke brænde til bålet. 10 Kom med brændet og sæt ild til bålet. Sørg for at koge kødet mørt. Tøm så gryden og brænd benene på bålet. 11 Sæt derefter den tomme gryde tilbage på gløderne, så kobberet bliver gloende hedt og grydens urenheder smeltes væk. 12 Jeg blev træt af at forsøge at skrabe gryden ren, for det hjalp jo ikke, og derfor var jeg nødt til at sætte gryden på ilden. 13 Byens umoral gjorde den uren. Jeg forsøgte at rense jer, men I blev ikke rene. I bliver ikke rensede, før I har været i min voldsomme vredes ild. 14 Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt. Jeg fortryder ikke min dom, og standser ikke min straf. I skal få, hvad I har fortjent for jeres handlinger, siger Herren!”
Ezekiels kone dør som billede på templets ødelæggelse
15 Derpå sagde Herren til mig: 16 „Du menneske, i dag tager jeg din elskede kone fra dig ved en brat død. Men du må ikke holde dødsklage eller græde, 17 men må nøjes med at sukke i stilhed. Tag som sædvanlig din turban og dine sandaler på. Du må ikke vise din sorg ved at tildække dit skæg eller spise den mad, dine naboer og venner bringer dig som trøst.”
18 Tidligt om morgenen havde jeg givet mit budskab til folket, og allerede samme aften døde min kone. Den følgende morgen gjorde jeg, som Herren havde givet mig besked på.
19 Da spurgte folk: „Hvad i alverden skal det betyde? Hvad er det, du prøver at fortælle os?”
20-21 Jeg svarede: „Herren sagde til mig, at jeg skulle sige til Israels folk: Jeg vil ødelægge mit elskede tempel, som I beundrer og er så stolte af og længes efter at se igen. Jeres sønner og døtre, som I efterlod i Jerusalem, vil falde i krigen. 22 Når I modtager nyheden, skal I gøre, som Ezekiel gør nu. I må ikke tildække jeres skæg eller spise den mad, som andre vil trøste jer med. 23 I skal gå med turban og sandaler, som I plejer, og I må ikke græde og klage. I må nøjes med at sukke i stilhed over alle jeres synder. 24 Lad Ezekiels opførsel være et forvarsel, siger Herren. I kommer til at gøre som ham, når det sker, og så vil I indse, at jeg er Herren.”
25 Herren fortsatte: „Du menneske, jeg tager deres prægtige tempel fra dem, deres stolthed og glæde, som de beundrede så højt og længtes efter at se igen. Jeg tager også deres sønner og døtre fra dem. 26 Når det sker, kommer der en flygtning fra Jerusalem til Babylon og fortæller dig om det. 27 Da får du igen mund og mæle, så du kan tale. Du skal altså være et forvarsel om det, der skal overgå folket, så de kan indse, at jeg er Herren.”
Profetier mod Ammon, Moab, Edom og filistrenes land
25 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, vend dit ansigt mod ammonitterne og profetér imod dem. 3 Sig til dem: Hør, hvad Herren siger: Fordi I kun havde spottende ord tilovers for mit tempel, da det blev ødelagt, fordi I hånede Israel, da landet blev ramt af katastrofen, og fordi I lo ad Judas folk, dengang de blev ført i eksil, 4 vil jeg overgive jer til ørkenbeduinerne, der kommer imod jer fra øst. De slår lejr på jeres marker, tager jeres frugthøst og mælken fra jeres køer. 5 Jeg forvandler hovedstaden Rabba til en græsgang for kameler og Ammons land til en brakmark, hvor fåreflokke hviler sig. Da vil I indse, at jeg er Herren.
6 Herren siger: Fordi I klappede i hænderne, stampede med fødderne og jublede af skadefryd og foragt for mit folk, 7 bliver I som straf overgivet til jeres fjender, så I bliver udryddet og ikke længere er en nation og et folk. Da vil I indse, at jeg er Herren.
8 Herren siger: Moabitterne påstår ligesom edomitterne, at Judas folk er som alle andre folk. 9-10 Derfor åbner jeg Moabs østgrænse, så landets stolte byer, Bet-Jeshimot, Ba’al-Meon og Kirjatajim går tabt. Dem giver jeg til ørkenbeduinerne fra øst, som strømmer ind i landet, ligesom de gør i Ammon. Moab bliver udslettet som nation og folk. 11 Sådan straffer jeg moabitterne. Da vil de indse, at jeg er Herren.
12 Herren siger: Edoms folk syndede groft ved at hævne sig på Judas befolkning. 13 Derfor løfter jeg min hånd imod Edom og udrydder hele befolkningen og alt kvæget i landet. Fra Teman til Dedan bliver alt lagt i ruiner, folket bliver sablet ned, og landet bliver øde. 14 Straffen over Edom skal udføres af mit folk, Israel. Gennem dem udløser jeg min vrede og hævn. Så vil de indse, at jeg er Herren.
15 Herren siger: Filistrene var hævngerrige og fulde af foragt og gammelt fjendskab over for mit folk. 16 Derfor løfter jeg min hånd imod filistrene og udrydder også kreterne mod syd og de øvrige folk langs kysten. 17 Ja, jeg tager frygtelig hævn over dem for den behandling, de gav mit folk. Når det sker, vil de indse, at jeg er Herren.”
Profetier mod Tyrus
26 I det 11. år af vores eksil, på den første dag i måneden,[c] sagde Herren til mig:
2 „Du menneske, Tyrus godtede sig over Jerusalems fald og mente, at byens ødelæggelse ville blive til gavn for deres handel. 3 Derfor siger Gud Herren: Jeg vender mig imod dig, Tyrus, og lader fremmede folk skylle ind over dig, som havets bølger slår ind over din kyst. 4 De ødelægger dine mure og river dine fæstningsværker ned. Jeg fejer støvet bort, så kun den nøgne klippe er tilbage. 5 Du bliver en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Jeg har talt, siger Gud Herren. Du bliver bytte for fremmede folkeslag, 6 og dine forstæder på fastlandet falder i krigen. Da vil du indse, at jeg er Herren.
7 Jeg sender Nebukadnezar, Babylons store konge, imod dig fra nord med en mægtig hær af ryttere og stridsvogne. 8 Først falder småbyerne på fastlandet. Så laver han angrebsramper imod dig, bygger belejringsvolde og løfter et lag af skjolde. 9 Rambukke vil bryde dine mure ned og jernstænger brække dine tårne i stykker. 10 Hestenes hove vil rejse en støvsky, der dækker byen, og murene vil skælve ved larmen fra stridsvognene og hestene, når de kører ind gennem hullet i bymuren. 11 Rytterne vil storme frem i dine gader og sable befolkningen ned med deres sværd. Alle dine store stenstøtter bliver væltet omkuld. 12 Man plyndrer dig for alt af værdi, ødelægger dine prægtige huse og jævner dem med jorden. Stenene og tømmeret havner i havet, ja, selv støvet bliver fejet væk. 13 Det er slut med at synge muntre sange og spille sød musik, citeren forstummer. 14 Du bliver til en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Aldrig igen skal du genopbygges, for jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt.
15 Hele kystområdet vil blive rystet, når de hører om de mange sårede og faldne. 16 Alle fyrsterne langs kysten vil stige ned fra deres troner og lægge deres fornemme kåber til side. De vil sætte sig på jorden i rædsel og ryste af angst. 17 De vil sørge over dig og synge denne klagesang:
‚Åh, du mægtige havneby, havets hersker.
Du nød stor respekt, men nu er du sunket i grus.
18 Dit fald får kystlandet til at skælve.
De mange øer ryster på hovedet i vantro fortvivlelse.’
19 Herren siger: Jeg lægger dig øde som de andre byer, der blev jævnet med jorden. Du bliver overskyllet af havet og skjult under bølgernes brus. 20 Du sendes i graven til fortidens folk, der for længst sank ned i underverdenen. Der kan du ligge blandt gamle ruiner, for du vil aldrig mere blive beboet og opleve det pulserende liv. 21 Undergangen rammer dig pludselig, og så eksisterer du ikke mere. Selvom man vil søge efter dig, finder man dig aldrig igen, siger Gud Herren.”
En klagesang over Tyrus
27 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, syng følgende klagesang over Tyrus, 3 den store havneby, der driver handel med et utal af lande. Hør hvad Herren siger:
Tyrus, du praler af din skønhed,
du ser dig selv som et fornemt skib.[d]
4 Du hersker på de store have,
skibstømrerne frembragte et mesterværk.
5 Dine planker var af fyrretræ fra Hermonbjerget,
din mast var et cedertræ fra Libanons skove.
6 Dine årer blev udskåret af egetræ fra Bashan,
dækket var af buksbom fra Cypern med indlagt elfenben.[e]
7 Sejlene var lavet af linned fra Egypten,
vævet i flotte farver og mønstre.
Soltaget var vævet i rødt med kostbart purpur,
hentet fra Elishas land.[f]
8 Dine roere kom fra Sidon og Arvad,
men skibsofficererne var dine egne folk.
9 Eksperter og bødkere fra Byblos
var parate til at udbedre revner og huller.
Handelsskibe fra hele verden
handlede med deres varer hos dig.
10 Folk fra Persien, Lydien og Libyen
tjente i din hær som heltemodige krigere.
Deres hjelme og skjolde var et imponerende syn,
de gav dig berømmelse og ære.
11 Folk fra Arvad stod vagt på din mur,
dine egne tapre krigere bemandede fæstningstårnene.
Skjoldene hang i rad og række på muren
og gjorde din skønhed fuldkommen.
12 Helt fra Tarshish kom der handelsfolk for at købe dine varer og betale med sølv, jern, tin eller bly. 13 Købmænd fra Grækenland, Tubal og Meshek bragte dig slaver og bronzekar. 14 Fra Bet-Togarma[g] kom arbejdsheste, krigsheste og muldyr.
15 Folk fra Dedan transporterede varer fra de mange kystlande, som var dine handelspartnere. De betalte med ibenholt og elfenben. 16 Aram sendte handelsfolk for at opkøbe dine varer. De bragte ædelsten, purpurfarver, broderier og fintvævet linned, koralsmykker og rubiner. 17 Juda og de byer, som engang udgjorde kongeriget Israel, sendte købmænd med hvede fra Minnit, foruden kager, honning, olie og balsam. 18 Folk fra Damaskus kom også og bragte vin fra Helbon samt hvid uld i bytte for mange slags varer. 19 Grækere fra Uzal kom med smedejern, kassia og kalmus, 20 og fra Dedan kom man med kostbare sadeltæpper.
21 Arabere og Kedars stormænd kom med lam, væddere og geder. 22 Opkøbere fra Saba og Oman gav krydderier, ædelsten og guld i bytte for dine varer. 23 Der kom varer fra Karan, Kalne og Eden, og handelsfolk fra Saba bragte ting fra Ashur og Kilmad: 24 smukke purpurfarvede og broderede klæder, kapper og stoffer, farvede tæpper med flettede snore af høj kvalitet. 25 Det var de store Tarshish-skibe, der skabte din handel og rigdom.
Du var selv som et tungtlastet skib
midt ude på det store hav.
26 Slaverne roede ud i rum sø,
hvor østenstormen knuste dig.
27 Du led skibbrud og mistede alting:
dine kostbare varer, al din rigdom,
dine roere og søfolk,
skibstømrere og handelsmænd,
soldater og passagerer.
Alt sank i dybet på ulykkens dag.
28 Ved dine sømænds dødsskrig
ryster fastlandet af skræk.
29 Alle rorkarle går fra borde,
alle søfolk bliver på land.
30 De græder og sørger over din skæbne,
fortvivlet kaster de jord på hovedet,
31 i sorg rager de håret af
og klæder sig i sæk og aske.
De klager hjerteskærende,
tynget af sorg og gru.
32 De synger en dødsklage over dig:
‚Var der nogensinde en by som Tyrus,
der nu ligger tavs i ruiner?’
33 Dine varer blev værdsat af mange nationer,
jordens konger blev rige på grund af dig.
34 Men du led skibbrud derude på havet,
både varer og mandskab sank ned i dybet.
35 Kystlandene er chokerede over din skæbne,
kongerne græmmer sig og blegner af skræk.
36 Alverdens handelsfolk fløjter i forundring
over din totale og endelige udslettelse.”
Profeti imod fyrsten over Tyrus
28 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, sig til fyrsten over Tyrus:
Du er så stolt og hovmodig,
at du tror, du selv er en gud.
Du sidder på din høje trone,
hersker over havet og praler.
Men du er kun et menneske,
der bilder sig ind at være en gud.
3 Du tror, du er klogere end Daniel
og kender alle hemmeligheder.
4 Du brugte din visdom og forstand
til at samle mængder af guld og sølv.
5 Dit handelstalent gjorde dig rig,
men din rigdom gjorde dig hovmodig.
6 Derfor siger Gud Herren:
Fordi du tror, at du selv er en gud,
7 sender jeg en grusom fjendehær,
der gør ende på din rigdom og pragt.
8 Til dødsriget sender de dig ned,
du bliver dræbt og kastet i havet.
9 Vil du mon fortsat hævde, du er en gud,
når fjenderne er ved at slå dig ihjel?
I hænderne på dem er du ingen gud,
men kun et almindeligt menneske.
10 Du skal dø som en hund for de fremmedes hånd.
Jeg, Herren har talt.”
11 Endvidere sagde Herren til mig: 12 „Du menneske, istem en klagesang over Tyrus’ fyrste og sig til ham:
Engang var du fuldkommen,
smuk og fuld af visdom.
13 Du levede som i Paradis,
smykket med utallige juveler:
rubin, topas og diamant,
krysolit, onyks og jaspis,
safir, granat og smaragd.
Alle juveler var indsat i guld,
de lå klar til dig ved din fødsel.
14 Jeg satte dig som en kerub,
der skulle vogte og beskytte
det hellige bjerg, jeg havde skabt,
Du vandrede blandt funklende ædelsten.
15 Der var intet at udsætte på dig
fra den dag, du blev født,
indtil din ondskab blev afsløret.
16 Din store rigdom gjorde dig korrupt,
så vold og synd fyldte dit hjerte.
Da jog jeg dig bort fra mit hellige bjerg
og de funklende ædelsten, du skulle beskytte.
Jeg slog dig ned, du vældige kerub.
17 Din skønhed gjorde dig stolt,
din rigdom spændte ben for din visdom.
Derfor kastede jeg dig til jorden
som en advarsel for andre fyrster.
18 Din uhæderlige handel
afsporede din gudsdyrkelse.
Derfor lod jeg ild bryde frem og fortære dig,
så du blev til aske på jorden for alles øjne.
19 Alle var skrækslagne over din skæbne.
Du blev et skræmmende eksempel
ved din totale og endelige udslettelse.”
Profeti imod Sidon
20 Herren sagde til mig:
21 „Du menneske, vend dig mod Sidon og profetér over byen. 22 Sig til den:
Sidon, jeg er din fjende,
og jeg vil demonstrere min magt på dig.
Alle skal få at se, at jeg er Herren,
når jeg åbenbarer min hellighed på dig
ved at straffe dig for dine synder.
23 Jeg sender epidemier og krig,
så blodet flyder i gaderne.
Fjenden angriber fra alle sider
og slår folk ned til højre og venstre.
Da vil du indse, at jeg er Herren.
Et løfte til Guds folk
24 Israels nabofolk skal ikke længere stikke mit folk som tidsler og torne. Alle I, som nu håner mit folk, skal få at se, at jeg er Herren.
25 Hør, hvad Herren siger: Når jeg samler Israels folk fra de folkeslag, de er spredt iblandt, og fører dem tilbage til deres eget land, det land, jeg gav min tjener Jakob, da vil alle folk indse, at jeg er en hellig og mægtig Gud. 26 Derefter skal mit folk bo trygt i deres land, bygge huse og plante vingårde, mens jeg straffer alle dem, som behandlede dem med foragt. Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”
Profetier mod Egypten
29 På den 12. dag i den tiende måned i det tiende år af vores eksil sagde Herren til mig: 2 „Du menneske, vend dig mod Egypten og profetér imod Farao og hele folket. 3 Sig til dem: Hør hvad Herren siger:
Jeg vil straffe dig, Farao, Egyptens konge,
det store uhyre[h] i Nilens vande.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
og at du selv har skabt det.
4 Men jeg sætter kroge i dine kæber
og får fiskene til at bide sig fast i dine skæl.
Derefter trækker jeg dig op på land,
så alle flodens fisk følger med.
5 Jeg slynger dig ud i ørkenen
sammen med alle flodens fisk.
Du får lov at ligge, hvor du faldt,
ingen samler dig op for at begrave dig.
Dit kød bliver føde for himlens fugle
og for jordens vilde dyr.
6 Da vil Egyptens indbyggere forstå, at jeg er Herren.
Du var det halmstrå, mit folk greb efter i nøden.
7 Du var som en kæp, mit folk ville støtte sig til,
men du knækkede, og de vred skulderen af led.
Da de forsøgte at læne sig op ad dig,
brød du sammen, og de vred hoften af led.
8 Derfor siger Gud Herren til Egypten:
Jeg sender en hær imod dig,
som vil dræbe både mennesker og dyr.
9 Hele landet bliver lagt i ruiner.
Da vil du indse, at jeg er Herren.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
og at du selv har skabt det.
10 Derfor straffer jeg dig og din flod,
rydder landet for mennesker og dyr
fra Migdol i nord til Aswan i syd
ved grænsen til Kush.
11 I 40 år skal det ligge øde,
hverken mennesker eller dyr skal færdes der.
12 Jeg lægger dine byer i ruiner
og gør landet til en ødemark i 40 år,
som det er sket med de andre lande og byer.
Jeg spreder dit folk blandt fremmede folkeslag.
13 Men efter 40 år vil jeg samle dem igen
og føre dem hjem fra de lande, jeg fordrev dem til.
14 Jeg vender deres skæbne, fører dem hjem til Patros,
men det bliver et rige uden særlig betydning.
15 Egypten bliver mindre end de andre riger,
de er for få til at herske over andre folkeslag.
16 Israel vil erkende, at de begik en stor fejl
ved at søge til Egypten efter hjælp.
Det vil de aldrig gøre igen.
Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”
17 På den første dag i den første måned i det 27. år af vores eksil sagde Herren til mig:
18 „Du menneske, kong Nebukadnezars hær har arbejdet hårdt for at besejre Tyrus. Deres hår og tøj er slidt af dem. Hverken kongen selv eller hæren fik løn for deres indsats imod Tyrus. 19 Derfor siger jeg, Herren: Jeg giver Egyptens land til Babyloniens kong Nebukadnezar. Han skal plyndre landet for al dets rigdom og dele krigsbyttet mellem sine soldater, så de kan få deres løn. 20 Egyptens rigdom skal være deres belønning, fordi de ihærdigt arbejdede for mig, siger Herren. 21 Til den tid lader jeg en ny og stærk leder spire frem i Israel, og dig giver jeg inspiration til at tale til folket. Da skal de indse, at jeg er Herren.”
En klagesang over Egypten
30 Herren sagde til mig: 2-3 „Du menneske, profetér og sig:
Råb af rædsel, for tiden er kommet,
dagen, hvor Guds dom bliver virkeliggjort.
Herren er klar til at gribe ind.
Det bliver en sort dag for folkeslagene.
4 Sværdet rammer Egypten,
Kush skælver af skræk.
Egyptens soldater falder i kampen,
landets rigdomme bliver røvet,
dets fæstninger jævnet med jorden.
5 Denne dom gælder også Egyptens lejesoldater, hvad enten de kommer fra Kush, Libyen, Lydien eller andre lande. De skal alle falde i krig, 6 for Gud Herren siger: Alle Egyptens allierede skal falde og udryddes sammen med Egyptens egen hær, landets stolthed. Krigen skal rase fra Migdol i nord til Aswan i syd, siger Gud Herren. 7 Landet bliver lagt øde som så mange andre, dets byer jævnes med jorden som de andre ødelagte byer. 8 Når jeg sætter ild til Egyptens land og uskadeliggør dets forbundsfæller, vil de indse, at jeg er Herren. 9 Nyheden bliver bragt med skib til de selvsikre kushitter, som vil ryste af skræk, når de hører, hvordan jeg straffer Egypten.
10 Hør hvad Herren siger:
Ved kong Nebukadnezar af Babylon
vil jeg gøre en ende på Egypten.
11 Hans grusomme og berygtede hær
skal ødelægge Egyptens land.
De skal nedsable landets soldater,
så der er bunker af lig overalt.
12 Jeg udtørrer Nilens vandstrømme,
giver landet i onde menneskers vold.
Jeg jævner Egypten med jorden
ved hjælp af et folk fra det fjerne, siger Herren.
13 Jeg knuser egypternes afgudsbilleder
og smadrer afguderne i Memfis.
Jeg udrydder alle Egyptens herskere,
så der bliver kaos og rædsel i landet.
14 Jeg ødelægger Patros,
sætter ild til Zoan og straffer No.
15 Min vrede skal ramme Sin, egypternes stærke fort.
Nos befolkning udrydder jeg.
16 Jeg sætter ild til hele Egypten,
så Sin skælver af skræk.
Nos mure gennembrydes,
Memfis angribes ved højlys dag.
17 Unge krigere fra Heliopolis og Bubastis falder for sværdet,
indbyggerne føres bort som slaver.
18 Når jeg knækker Egyptens magt
og gør ende på landets stolthed,
ser det sort ud for Takpankes.
Store røgskyer indhyller byen,
mens indbyggerne føres i eksil.
19 Jeg straffer Egypten eftertrykkeligt,
så de kan indse, at jeg er Herren.”
20 På den syvende dag i den første måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig:
21 „Du menneske, jeg har brækket egypterkongens arm,
og den skal ikke behandles eller forbindes,
så den igen bliver stærk og kan løfte sværdet.[i]
22 For Herren siger om egypterkongen:
Jeg vil brække begge hans arme,
både den raske og den, som allerede er skadet.
Sværdet falder ud af hans hænder.
23 Jeg sender egypterne i eksil
og spreder dem blandt folkeslagene.
24 Jeg styrker kongen af Babyloniens arme
og lægger mit sværd i hans hånd.
Men egypterkongens arme brækker jeg,
så han stønner som en døende foran den babyloniske konge.
25 Jeg lægger mit sværd i Babyloniens konges hånd,
og han svinger det over Egyptens land.
Når jeg giver babylonierne sejr over egypterne,
vil de indse, at jeg er Herren.
26 Jeg sender egypterne i eksil
og spreder dem blandt folkeslagene.
Da vil de indse, at jeg er Herren.”
Egyptens stolthed og indbildskhed
31 På den første dag i den tredje måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig: 2-3 „Du menneske, giv egypterkongen og hele hans folk følgende budskab:
Hvem skal jeg sammenligne dig med? Med Assyrien?
Det land var engang som et af Libanons majestætiske cedertræer
med smukke grene og skyggefuld krone.
Det ragede højt op, helt til skyerne.
4 Vandet fra jordens dyb gav det vækst,
og små floder strømmede tæt forbi det,
før de fortsatte til skovens andre træer.
5 Cedertræet knejsede over alle de andre træer,
og det fik mange og lange grene,
fordi det havde rigeligt med vand.
6 Fugle byggede rede i dets grene,
de vilde dyr ynglede i dets skygge.
Alle verdens folkeslag levede i skyggen af dets storhed.
7 Det var et stærkt og smukt træ,
hvis rødder nåede ned til grundvandet.
8 Ingen andre træer i Edens have kunne måle sig med det,
hverken cedre, fyr eller platantræer.
9 Jeg gjorde det cedertræ så smukt,
at alle træer i Guds have misundte det.
10 Herren siger om Assyrien: Fordi din stamme blev høj og din krone strakte sig op mellem skyerne, blev du stolt og indbildsk. 11 Derfor udleverede jeg dig til en mægtig nation, der kunne straffe dig for din gudløshed og ondskab. Jeg forkastede dig. 12 Et grusomt folk fældede dig og lod dig ligge på bjergsiden. Dit løv faldt ned i dalene, og dine grene lå knækkede ved alle landets vandløb. Alle de folkeslag, som havde søgt ly under din skygge, forlod dig. 13 Fuglene slog sig ned på din faldne stamme, og de vilde dyr lagde sig oven på dine splintrede grene. 14 Ingen træer har lov at få så høje stammer, at de når til skyerne, uanset hvor dybt ned deres rødder når, og hvor meget vand de får. Ingen skal sætte lid til deres egen styrke og storhed. Alle skal forgå og ende i dødsriget. Selv de stærkeste ender i graven.
15 Gud Herren siger: Den dag du endte i dødsriget, holdt jeg vandstrømmene tilbage. Jeg klædte Libanon i sørgedragt, og alle landets træer hang med bladene. 16 Ved braget fra dit fald skælvede folkeslagene af skræk, for jeg styrtede dig i graven til dem, der gik forud for dig. Dernede fandt de andre stolte træer fra Guds have trøst, for du delte skæbne med dem, alle disse engang så ranke cedre, hvis rødder nåede ned til grundvandet. 17 Dine forbundsfæller, som sad i din skygge, endte samme sted, for de blev hugget ned af fjendens sværd og fulgte dig i dødsriget. De sluttede sig til dem, der tidligere var blevet fældet.
18 Egypten, du er større og prægtigere end alle andre træer i Guds have, men du skal alligevel ende i graven som Assyrien og de andre. Du kommer til at ligge side om side med de folkeslag, du foragtede og besejrede i krig. Det er egypterkongens og hans folks skæbne, siger Gud Herren.”
Dommen over Egyptens konge
32 På den første dag i den 12. måned i det 12. år af vores eksil sagde Herren til mig: 2 „Du menneske, syng en sørgesang for Egyptens konge:
Du var som en løve blandt nationerne,
som et uhyre fra havet fór du frem,
piskede Nilens vande op
og trampede bredderne til mudder.
3 Men hør, hvad Herren siger til dig:
Jeg fanger dig i mit fiskenet,
sender min hær og trækker dig op,
4 lader dig ligge på bredden og dø,
slænger dig ud i den øde ørken,
så himlens fugle slår ned på dig,
og jordens rovdyr mættes med dit kød.
5 Jeg spreder dit kød ud over bjergene,
kaster dine knogler i dalenes kløfter.
6 Jeg lader jorden drikke dit blod,
og bjergenes kløfter fyldes deraf.
7 Når dommens dag rammer dig,
tildækker jeg himlens stjerner.
Solen bliver gemt bag sorte skyer,
og månens lys forsvinder.
8 Jeg slukker alle himlens lys,
så hele dit land opsluges af mørke.
9 Rygtet om din skæbne vil nå ud til lande,
som du aldrig har set eller hørt om,
og folkene dér vil fyldes af frygt.
10 Mange folkeslag bliver lammet af rædsel,
og deres konger ryster af skræk,
når de ser, hvordan jeg svinger mit sværd
og lader det ramme dig med frygtelig kraft.
11 For det er, hvad Gud Herren siger:
Babyloniens konges sværd skal ramme dig.
12 Jeg sender verdens vældigste hær imod dig,
den er berømt for sin grusomhed.
Den raserer det, du er allermest stolt af,
og udrydder både folk og husdyr.
13 Kvæget, der græsser langs floden, bliver udryddet.
Ingen hove skal længere mudre vandet til,
ingen menneskefødder forstyrre flodens ro.
14 Nilens vand bliver klart og gennemsigtigt,
floden skal flyde som olivenolie, siger Herren.
15 Når jeg lægger dit land øde
og udrydder din befolkning,
da vil folk indse, at jeg er Herren.
16 Da skal denne klagesang synges.
Alle folkeslag skal stemme i
og sørge over Egyptens skæbne, siger Herren.”
17 På den 15. dag i samme måned sagde Herren til mig: 18 „Du menneske, sørg over Egypten, for jeg styrter landet ned i dødsriget sammen med andre, mægtige nationer.
19 Du Egypten, er du mon bedre end de andre?
Kom ned og lig blandt de andre gudløse!
20 Egypterne skal dø som alle andre.
Sværdet er draget og vil ramme dem alle.
21 Dødsrigets helte tager imod dem med skadefryd,
giver dem plads iblandt alle de faldne.
‚Nu er de gudløse egyptere faldet,’ råber de.
‚Heltene er pludselig blevet så tavse.’
22 Der ligger Assyriens mægtige fyrster.
Alle blev dræbt, de faldt for sværdet.
23 De ligger i dødsrigets inderste kroge.
Skønt de spredte rædsel på jorden,
endte dog alle som offer for sværdet.
24 Elams mægtige konger er der,
omgivet af deres faldne krigere.
Alle blev dræbt, de faldt for sværdet.
I live spredte de rædsel omkring sig.
Nu ligger de mellem de andre gudløse.
Deres skæbne blev som alle andres.
25 Blandt dødsrigets dræbte fik de et hvilested,
omgivet af deres faldne krigere.
Alle de gudløse segnede for sværdet,
for de spredte rædsel i de levendes land.
Nu må de bide skammen i sig,
for de faldt selv for sværdet til sidst.
26 Der ligger Mesheks og Tubals fyrster,
omgivet af deres faldne krigere.
I live spredte de rædsel omkring sig.
Nu ligger de mellem de andre gudløse.
27 De ligger ikke blandt de gamle helte,
som fik en ærefuld begravelse
og fik deres våben med i dødsriget,
sværdet under hovedet og skjoldet over kroppen,
for de spredte rædsel i de levendes land.
28 Egypten, dine krigere må ligge mellem de gudløse,
side om side med alle de andre dræbte.
29 Der ligger Edoms konger og fyrster,
som fik deres grav blandt de slagne,
blandt de gudløse, der endte i døden.
30 Alle nordens fyrster ligger slagne dernede,
side om side med folkene fra Sidon.
Alle de gudløse segnede for sværdet.
De spredte skræk og rædsel omkring sig,
men nu må de bide skammen i sig
sammen med de andre gudløse i graven.
31 Når egypterkongen ender på det sted,
kan han se på de andre og trøste sig med,
at han ikke er den eneste, der tabte en krig.
32 Egypterkongen og hele hans hær
spredte skræk og rædsel i de levendes land.
Nu ligger han blandt de gudløse og dræbte,
der faldt for sværdet, siger Gud Herren.”
Ezekiel som Guds vagtpost i Israel
33 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, tal til dit folk og giv dem følgende budskab: Når jeg sender en fjendtlig hær imod et land, udpeger landets befolkning en vagtpost. 3 Og når vagtposten får øje på den fremstormende hær, blæser han straks alarm, så folket er advaret. 4 Hvis der nu er nogle, der ikke tager advarslen alvorligt, og derfor senere bliver dræbt, så er det deres egen skyld. 5 For de hørte jo alarmen, men rettede sig ikke efter den. De er selv skyld i deres død, for hvis de havde lyttet til advarslen, kunne de have reddet livet. 6 Men hvis nu vagtposten ser den fremstormende hær og ikke blæser alarm for at advare folket, så er det vagtposten, der er skyld i, at de omkommer. Folket dør godt nok på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve vagtposten til regnskab for deres død.
7 Du menneske, jeg har udvalgt dig til vagtpost for Israels folk. Derfor skal du høre godt efter, hvad jeg siger, og så advare folket. 8 Hvis jeg siger, at nogle onde mennesker skal dø for deres ondskabs skyld, og hvis du ikke advarer dem, så de får mulighed for at omvende sig, da skal de onde mennesker godt nok dø på grund af deres egne synder, men jeg vil kræve dig til regnskab for deres død. 9 Advarer du dem derimod, og de nægter at omvende sig, skal de dø på grund af deres synder, men du er uden skyld i deres død.
10 Du menneske, du skal sige til Israels folk: I er klar over, at I lider på grund af jeres synder og overtrædelser, og at det snart er ude med jer. I spørger, om I ikke kan gøre noget for at overleve. 11 Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg har ingen glæde af, at de onde skal dø. Jeg vil meget hellere se dem omvende sig fra deres ondskab, så de kan redde livet. Åh Israel, omvend jer dog fra jeres synder! Hvorfor ønsker I at dø?
12 Du menneske, sig til mit folk: Hvis retskafne mennesker vender sig bort fra mig og gør oprør, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem fra straffen. Og hvis syndige mennesker omvender sig, skal de ikke dø på grund af deres tidligere synder.
13 Godt nok har jeg sagt, at retskafne mennesker får et godt liv. Men hvis de bliver for selvsikre og begynder at synde, kan alle deres tidligere gode gerninger ikke redde dem. De skal dø, fordi de har gjort oprør og syndet imod mig. 14 Men hvis onde mennesker lytter til min advarsel, omvender sig fra deres synd og begynder at handle retfærdigt, bliver de ikke straffet med døden. 15 Hvis de betaler det tilbage, de har stjålet, hvis de udleverer et pant, de har taget i sikkerhed, og hvis de begynder at følge mine love, som sigter på et godt liv, og holder sig fra uretfærdighed, så skal de leve og ikke dø. 16 De vil ikke blive dømt på grund af deres tidligere synder, for de har besluttet at gøre det rigtige, og derfor har de ret til at leve.
17 ‚Det er ikke fair!’ siger I. Hør lige her, Israels folk: Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? 18 Når retskafne mennesker holder op med at handle ret og i stedet vælger at synde, er det så ikke fair, at de må bære straffen for deres synd og dø? 19 Og når onde mennesker tager afstand fra deres tidligere synder og i stedet vælger at adlyde min lov, er det så ikke fair, at de redder livet? 20 Hvordan kan I påstå, at det ikke er fair? Bør jeg ikke dømme jer efter jeres handlinger?”
21 På den femte dag i den tiende måned i det 12. år af vores eksil ankom en flygtning fra Jerusalem og meddelte, at byen var faldet. 22 Aftenen før havde jeg oplevet Herrens kraft over mig, så da manden fra Jerusalem ankom, kunne jeg igen tale.[j] 23 Herren sagde da til mig:
24 „Du menneske, de overlevende fra Judas folk, som bor spredt mellem ruinerne i Israels land, siger: ‚Abraham var kun én person, men han fik lovning på at få hele det hellige land i eje. Vi er alle sammen hans efterkommere, så det løfte må også gælde os.’ 25 Men jeg, Herren, siger: I spiser kød med blod i, dyrker jeres afskyelige afguder og begår mord. Tror I så, at jeg vil give jer landet i eje? 26 I stoler på jeres egne våben. I begår de frygteligste synder og er ægteskabsbrydere alle sammen. Og I vil have landet tilbage?
27 Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren, skal de overlevende blandt Judas ruiner også falde for sværdet! De, som prøver at skjule sig i det fri, skal ædes af de vilde dyr, og de, som gemmer sig i fæstninger og huler, skal dø af sygdom. 28 Jeg gør landet til en ødemark og knækker dets stolthed. Jeg gør bjergene så øde, at ingen tør rejse gennem dem. 29 Når jeg har lagt hele landet i ruiner som følge af folkets synder, vil de indse, at jeg er Herren.
30 Du menneske, dine landsmænd taler om dig, når de mødes ved murene og i døråbningerne. ‚Kom, lad os gå hen og høre, hvilke budskaber Herren har til os,’ siger de. 31 Så stimler de sammen hos dig og sætter sig ned for at høre på dig. Men de har ikke tænkt sig at adlyde mine ord, for de taler altid om deres egne ønsker, og de er mest optaget af at søge efter penge og profit. 32 For dem er du blot underholdning. Du er som en, der synger kærlighedssange med en smuk stemme og spiller på harpe for dem. De hører ordene, men de vil ikke adlyde. 33 Men når profetierne bliver til virkelighed—og vær sikker på, at hvert eneste ord vil gå i opfyldelse—vil de indse, at det var en Herrens profet, der talte til dem.”
Israels egoistiske ledere
34 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, profetér imod Israels ledere, som burde være hyrder for hjorden.[k] Sig til dem: Ve jer, I hyrder, I er dømt, for I tænker kun på jer selv, ikke på fårene. Er det ikke hyrders opgave at sørge for, at fårene har det godt? 3 Men I spiser selv fedtet[l] og bruger ulden til at klæde jer i. I slagter de fedeste dyr. I er ikke hyrder for fårene. 4 I har hverken forbundet de sårede, taget jer af de syge, hjulpet de svage eller ledt efter dem, der var faret vild. I har i stedet behandlet dem hårdt og grusomt. 5 Fordi mit folk ikke havde gode hyrder, blev de forvirrede og fór vild, et let bytte for de vilde dyr. 6 Mine får vandrede fortabte rundt i bjergene og spredtes ud over hele jorden, men ingen gik ud for at søge efter dem og tage sig af dem.
7 I hyrder, hør nu Herrens ord: 8 I forsømte min hjord og beskyttede den ikke mod angreb fra vilde dyr. I er uegnede som hyrder, for I søgte ikke efter de får, der fór vild. I tænkte kun på jer selv, ikke på fårene. 9-10 Derfor straffer jeg jer. Så sandt jeg lever, siger Herren, skal I hyrder kræves til regnskab for, hvad der er sket med min hjord. Jeg tillader jer ikke længere at vogte mine får, for I tænker kun på jer selv. Jeg river mine får ud af kløerne på jer. I får ikke lov at udnytte dem længere.
Genoprettelsen og den gode hyrde
11 Herren siger: Jeg vil selv opsøge mine får og tage mig af dem. 12 Som en hyrde leder efter de fortabte får, vil jeg opsøge mit folk på de steder, de blev fordrevet til, da ulykken ramte dem. 13 Jeg samler dem sammen fra de fremmede folk og nationer, hvor de er i landflygtighed, og fører dem hjem til deres eget land. De skal få lov at græsse på Israels højdedrag og langs floderne, hvor jorden er frugtbar og god. 14 Jeg leder dem til de bedste og mest frodige græsgange. 15 Jeg overtager ansvaret for mine får og sikrer mig, at de hviler trygt, siger Herren. 16 Jeg opsøger de fortabte og forkomne får og sørger for, at de kommer sikkert hjem igen. Jeg forbinder de sårede og helbreder de syge. Men de selvsikre og egoistiske vil få deres velfortjente straf.
17 Jeg vil sætte skel mellem de gode og de onde, som man skiller fårene fra gederne, siger Herren.
18 Nogle af jer spiser det grønneste græs og tramper derefter resten af græsset ned. I drikker det bedste vand og mudrer derefter resten af vandet med jeres fødder. 19 Det er ikke fair, at mine andre får skal nøjes med nedtrampet græs og mudret vand. 20 Derfor vil jeg, Herren, adskille de egoistiske fra de ydmyge. 21 I, der er stærke og egoistiske, skubber de svage til side og bruger jeres horn til at jage dem væk. 22 Men jeg griber ind og redder dem. De skal ikke længere behandles på den måde. Derfor sætter jeg skel mellem de gode og de onde.
23 Jeg vil give dem en ny og god hyrde, der er som min tjener David. Han skal tage sig af dem og være deres hyrde. 24 Da vil jeg, Herren, være deres Gud, og de får en ny leder, der er som min tjener David. Jeg, Herren, har talt.
En ny pagt med fred
25 Jeg slutter en fredspagt med dem og fordriver de vilde dyr fra landet, så mit folk kan bo der uden frygt og sove trygt i skoven. 26 Jeg velsigner dem og giver dem lov at bo tæt ved mit hellige bjerg. Den velsignede regn skal falde til rette tid. 27 Frugttræer og marker skal give en rigelig høst, og der skal være fred i landet. Når jeg har brudt deres slavelænker og befriet dem fra deres tyranner, vil de indse, at jeg er Herren. 28 De skal ikke længere være et let bytte for fremmede nationer. De vilde dyr får ikke lov at fortære dem. De skal bo sikkert og trygt uden at frygte andres trusler. 29 Landet skal blive kendt for de frodige planter, jeg lader vokse der, og mit folk skal ikke længere sulte eller være skydeskive for nationernes hån. 30 Så vil de erkende, at jeg er Herren, deres Gud, og at de er mit folk, Israel, siger Herren. 31 I er min hjord, som græsser på mine græsgange, siger Gud Herren. I er mit folk, og jeg er jeres Gud.”
Dom over Edom
35 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, ret blikket mod Seirs bjerg og profetér imod Edoms folk:
3 Jeg er imod jer, Seirs stolte bjerge. Jeg løfter min hånd for at straffe jer og gøre jeres land til en ødemark. 4 Jeg jævner jeres byer med jorden og lægger hele landet øde, så I kan forstå, at jeg er Herren.
5 I har altid hadet mit folk, Israel. I overfaldt dem og sablede dem ned, dengang jeg var nødt til at straffe dem. 6 Så sandt jeg lever, siger Herren: I elsker at se blod, og I skal få blod at se, for nu kommer turen til jer. 7 Jeg gør Seirs bjerge til ødemark og udrydder folket, som færdes der. 8 Jeg sørger for, at bjergsider, dale og vandløb bliver fyldt med lig. 9 Landet bliver en ødemark for evigt, og ingen skal bo i byerne igen. Da skal I indse, at jeg er Herren.
10 I rykkede ud mod Israel og Juda for at erobre dem, selvom I vidste, at jeg var deres Gud. 11 Så sandt jeg lever, vil jeg straffe jer på grund af jeres vrede, had og jalousi, og I skal erkende, at det er mig, Herren, som griber ind og dømmer jer. 12 Da skal I indse, at jeg hørte hvert eneste hånende ord, I udtalte imod Israels bjerge, da I mente, at de lå øde hen, og at I derfor havde ret til at besætte dem. 13 I hånede mig med de mange ord, I udtalte imod mig. Men jeg hørte det alt sammen.
14 Gud Herren siger: Hele verden vil fryde sig over jeres undergang. 15 I frydede jer over Israels sørgelige skæbne. Nu er det min tur til at fryde mig over jeres, for I vil blive udryddet, alle I folk i Seirs bjerge og i hele Edom. Da skal I indse, at jeg er Herren.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.