Bible in 90 Days
Tid til alt
3 Alt i livet har sin egen tid:
2 Tid til at fødes og tid til at dø,
tid til at plante og tid til at høste,
3 tid til at dræbe og tid til at læge,
tid til at bryde ned og tid til at bygge op,
4 tid til at græde og tid til at le,
tid til at sørge og tid til at danse,
5 tid til at dænge sten på en mark[a] og tid til at samle dem,
tid til at omfavne og tid til ikke at omfavne,
6 tid til at finde og tid til at miste,
tid til at gemme og tid til at kassere,
7 tid til at flænge og tid til at lappe,
tid til tavshed og tid til tale,
8 tid til at elske og tid til at hade,
tid til krig og tid til fred.
Gud er suveræn
9 Hvad har man så ud af alt sit slid? 10 Gud har givet menneskene mange ting at beskæftige sig med. 11 Alt har han skabt, så det har sin tid og tjener hans plan. Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan og virke fra begyndelsen til enden. 12 Derfor er det bedste, man kan gøre, at glæde sig og nyde livet, så længe det er muligt, 13 for det at spise og drikke og finde tilfredsstillelse i sit arbejde er en Guds gave.
14 Jeg ved, at hvad Gud gør, står ikke til at ændre. Man kan hverken lægge noget til eller trække noget fra. Hans hensigt er, at vi skal have ærefrygt for ham.
15 Hvad der sker nu, er allerede sket før, og hvad der sker i fremtiden, er også sket før. Gud lader historien gentage sig.
16 Jeg lagde også mærke til, at der var gudløshed og ondskab, hvor der burde være retfærdighed og godhed, 17 og jeg sagde til mig selv: „Når tiden er inde, vil Gud dømme de gode såvel som de onde.” 18-19 Gud lader verden gå sin gang for at lade os forstå, at den samme skæbne venter både mennesker og dyr: Alle indånder de den samme luft, og alle skal de dø en dag. Mennesket er i det stykke ikke bedre stillet end et dyr, for begges liv synes at være uden formål. 20 Alle ender samme sted, for af jord er de kommet, og til jord skal de blive. 21 Hvem ved, om menneskets ånd går opad, og dyrets ånd går nedad?
22 Jeg fandt altså, at det bedste for et menneske er at glæde sig ved sit arbejde. Ingen af os kan vide, hvad der sker efter døden.
Livets uretfærdighed
4 Dernæst iagttog jeg, hvordan folk ud over jorden blev undertrykt. Jeg så deres tårer, men ingen hjalp dem, for det var undertrykkerne, der havde magten. 2 Da tænkte jeg: „De døde er heldige, for de har det bedre end de levende. 3 Og allerheldigst er de, som ikke er født endnu og derfor ikke har oplevet ondskaben på jorden!”
Menneskets motivation for at arbejde
4 Jeg indså også, at når folk arbejder hårdt for at opnå succes, er det fordi de er motiveret af ønsket om at overgå hinanden. Men også det er meningsløst. 5 Tåber derimod sidder med foldede hænder uden at arbejde, og derfor lider de sult. 6 De vil hellere tage det roligt og sulte end slide sig ihjel uden at kunne se meningen med det.
7 En anden meningsløshed så jeg på jorden: 8 Mange bor alene uden børn eller søskende, men alligevel slider de i det fra morgen til aften. De kan aldrig få rigdom nok. Mon de tænker: „Hvorfor slider jeg mig selv op i stedet for at nyde livet?” Hvor er det tomt og meningsløst!
Ensomhed og fællesskab
9 Det er godt, når to deles om arbejdet, for så går det lettere. 10 Hvis den ene falder, kan den anden hjælpe ham op. Men den, der er alene og falder, har ingen til at hjælpe sig op.
11 Og hvis man ligger to i samme seng, kan man lettere holde varmen, end hvis man ligger alene. 12 Den, der kæmper alene, er lettere at overvinde end to, der kæmper og forsvarer hinanden. Men tre er endnu bedre, for en trestrenget snor brister ikke så let.
Berømmelse giver ikke livet mening
13 En, der er ung og fattig, men klog, er bedre stillet end en gammel konge, som nægter at tage imod råd. 14 Sådan en ung person kan være født ind i fattigdommens fængsel og alligevel drive det til noget, måske endda blive konge. 15 Alle er ivrige efter at hjælpe ham og følger ham begejstret. 16 Han kan blive konge over et stort folk, men alligevel blive forkastet af den næste generation. Også det er meningsløst.
Ærefrygt for Gud
17 Når du går til Guds hus, så tænk over dine handlinger. Det er bedre at lytte og tage ved lære end at bringe ofre som en tåbe, der ikke kender sine egne fejl.
5 Tænk, før du taler, så du ikke lover Gud noget, du ikke kan opfylde, for Gud er i Himlen, og du er på jorden. Pas derfor på ikke at love for meget. 2 Har man for mange bekymringer, kan man få mareridt. Bruger man for mange ord, kan man komme til at fortale sig. 3 Når du aflægger et løfte til Gud, så sørg for at opfylde det, for Gud glæder sig ikke over en tåbe. Du skal holde, hvad du lover. 4 Det er bedre ikke at love noget end at love noget, du ikke kan holde. 5 Lad ikke dine uoverlagte ord gøre dig skyldig i synd, så du må erkende over for præsten, at du ikke mente, hvad du sagde. Hvorfor gøre Gud vred, så han tager det fra dig, du har arbejdet for? 6 Dagdrømmeri og tomme ord fører kun til skuffelser. Hav hellere ærefrygt for Gud.
Rigdom og magt giver ikke livet mening
7 Hvis du ser retten blive krænket og de magtesløse blive undertrykt af magthaverne, skal du ikke undre dig, for en embedsmand bliver selv undertrykt af sine overordnede, som igen bliver undertrykt af højere myndigheder. 8 Alle udnytter jordens afgrøde, ja, selv kongen forlanger sin del af udbyttet.[b]
9 Den, der elsker penge, kan aldrig få penge nok. Den, der stræber efter rigdom, vil aldrig være tilfreds med sine indtægter. Hvor meningsløst! 10 Jo mere man ejer, jo flere er der om at bruge det. Hvad fordel har da ejeren af sin rigdom—bortset fra synet af pengene? 11 De, der arbejder hårdt, sover godt, uanset om de har meget eller lidt at spise, men de riges overflod fører let til søvnløshed.
12 En anden ulykkelig hændelse, jeg har set, er, når mennesker samler sig rigdom, men pludselig mister det hele. 13 Der kan ske et uheld, så der intet er tilbage til arvingerne. 14 De må forlade verden lige så tomhændede, som de blev født, uanset hvor hårdt de har arbejdet. 15 Hvor er det frustrerende! Hvad får de ud af alt deres slid? Det hele har været formålsløst! 16 Desuden har de levet deres liv i mørke, overvældet af mismod, smerte og bitterhed.
Nyd livet, mens du har det
17 Så mener jeg, det er bedre, at vi spiser og drikker og finder glæde i vores arbejde hver dag, Gud giver os at leve her på jorden. Sådan er menneskets lod. 18 Det er en gave fra Gud at blive velsignet med velstand, at få lov til at nyde den og samtidig kunne glæde sig over sit arbejde. 19 Så bekymrer man sig ikke om livets korthed, for man er optaget af den glæde, Gud giver en lige nu.
6 Jeg har bemærket endnu en meningsløs uretfærdighed, som tynger menneskeheden: 2 Gud giver nogle mennesker stor rigdom og ære, så de får alt, hvad de ønsker. Men giver han dem ikke mulighed for at nyde det, og andre overtager det hele, da er det smerteligt og meningsløst.
3 Hvis en mand så fik 100 børn og levede et langt liv, men ikke var i stand til at nyde sin velstand, så mener jeg, det havde været bedre for ham at være dødfødt. 4 For selv om et fosters død ikke giver mening, og det forsvinder ud i glemslens mørke uden at få et navn, 5 og selv om det aldrig så dagens lys eller fik lov at leve blot en enkelt dag, så hviler det i fred i modsætning til den rige mand, der ikke kan nyde sin rigdom. 6 Om så han levede 2000 år uden at kunne nyde livet, hvad var det hele da værd?
7 Mennesker arbejder for at overleve, men det er, som om de aldrig har nok. 8 Alle skal dø en gang, og i den henseende er den vise og verdenskloge ikke bedre stillet end tåben. 9 Det er bedre at glæde sig over, hvad man rent faktisk har, end at fantasere om, hvad man ikke kan få, for det er lige så meningsløst som at prøve at fange vinden.
10 Alt, hvad der sker, er forudbestemt, og vi ved, at det er omsonst at argumentere med Gud om ens skæbne. 11 Jo mere man argumenterer, jo mindre mening giver det. Så hvad nytte er det til?
12 Hvem kan i øvrigt sige, hvad der er bedst for et menneske i de få og meningsløse år, vi lever som skygger på jorden? Hvem kan fortælle, hvad fremtiden vil bringe, når vi engang er døde?
Tanker om livet
7 Et godt ry er vigtigere end kostbar parfume, ligesom den dag, man dør, er vigtigere end den dag, man blev født. 2 Det er vigtigere at gå til begravelse end at gå til fest, for døden indhenter os alle, og det bør man altid huske på. 3 Sorg er vigtigere end latter, for det giver én noget at tænke over. 4 Den kloge tænker over dødens alvor, mens tåben slår tiden ihjel med morskab.
5 Det er bedre at lytte til en vismands kritik end til en tåbes ros. 6 En tåbes latter er som tjørnekviste, der knitrer lystigt under gryden, men hurtigt brænder ud. Det er der intet formål med. 7 Uhæderlighed gør den vise til en tåbe, bestikkelse gør sindet korrupt. 8 At kunne føre en sag igennem til sin afslutning er vigtigere end at kunne begynde den, tålmodighed er bedre end stolthed. 9 Lad dig ikke provokere til vrede, for det er tåbeligt at gå rundt og bære nag. 10 Lad være at sukke efter „de gode, gamle dage”, for det afslører din mangel på visdom.
11 Det er godt at få en arv, og det er godt at have visdom. 12 Både visdom og rigdom giver sikkerhed i livet, men visdommen har dog et fortrin: Den er bedre til at holde et menneske i live.
13 Tænk på, hvordan Gud handler. Hvem kan rette det ud, som han har gjort skævt? 14 Glæd dig, når du oplever fremgang. Men når modgangen kommer, så husk på, at begge dele kommer fra Gud, og du kan aldrig vide, hvad fremtiden bringer.
15 Jeg har set mange uretfærdige ting i mit liv. Jeg har set et godt menneske dø i en al for ung alder, og jeg har set et ondt menneske leve længe på trods af sin ondskab. 16 Tro ikke, at Gud automatisk velsigner dig på grund af din store godhed eller visdom. Du kunne blive dybt skuffet. 17 På den anden side er det farligt at være ond eller tåbelig. Du kunne risikere at dø i en ung alder. 18 Lyt til begge advarsler, for et gudfrygtigt menneske vil følge begge råd.
19 Ti officerer kan beskytte en by, men visdom giver endnu mere beskyttelse, 20 for intet menneske er så godt, at det altid handler rigtigt og aldrig synder.
21 Lyt ikke til alt, hvad der bliver sladret om, for du kunne risikere at høre din egen tjener kritisere dig, 22 og du ved jo, hvor ofte du selv har kritiseret andre.
23 Jeg tænkte dybt over alt, hvad jeg så, for jeg ville gerne forstå det hele, men det lykkedes dog ikke. 24 Livets mening og dybe sammenhæng overgår min forstand. Intet menneske forstår det til bunds. 25 Alligevel undersøgte jeg alle ting grundigt og stillede spørgsmål for gennem visdom at kunne forstå tingenes sammenhæng. Jeg var sikker på, at gudløshed er tåbeligt, og tåbelighed er vanvid.
26 Jeg fandt også ud af noget andet: En forførende kvinde er dødsensfarlig. Hendes lidenskab er en fælde og hendes arme som lænker. Den, der lever ret for Gud, kan undslippe fælden, men en synder bliver et let bytte.
27-28 Jeg har efterhånden stillet mange spørgsmål om livet og opdaget mange ting, men hvad jeg virkelig søgte efter, fandt jeg ikke. Blandt 1000 mænd fandt jeg kun én eneste, der var retskaffen, og blandt kvinder fandt jeg ingen.
29 Jeg er overbevist om, at Gud har skabt menneskene, som de bør være. De har bare så mange sære ting for.
8 Hvem vil ikke gerne have visdom? Hvem vil ikke gerne kunne finde en løsning på problemerne? Visdom gør et menneske mere forstående og mindre hård.
Adlyd Gud og kongen
2 Adlyd kongens befalinger, som du er forpligtet til over for Gud. 3 Gør ikke oprør mod kongen, for han straffer dem, der er ulydige imod ham. 4 Bag kongens befaling er der myndighed og magt, og ingen vover at sætte spørgsmålstegn ved hans beslutning. 5 Den, der adlyder hans befalinger, kan færdes trygt, og den vise ved, at når tiden er inde, vil retfærdigheden ske fyldest. 6 Der kommer et tidspunkt, hvor dommen afsiges, for menneskenes ondskab tynger dem ned. 7 Ingen kender fremtiden, og hvem kan vide, hvornår dommens time kommer?
8 Ingen er herre over vinden, så de kan spærre den inde, og ingen er herre over, hvornår de skal dø. Ingen slipper for militærtjeneste under en krig, og den gudløse slipper heller ikke for sin dom.
De gode og de onde
9 Jeg har tænkt dybt over verdens tilstand, hvor det ene menneske har magt til at undertrykke det andet. 10 Jeg har set onde mennesker færdes hjemmevant i helligdommen og blive rost ude i byen til trods for al deres ondskab. Ja, selv ved deres begravelse blev de rost til skyerne. Hvor meningsløst! 11 Hvis en forbrydelse ikke straffes med det samme, får mennesker mod til at fortsætte med deres ondskab. 12 Selv om en ond person begår 100 forbrydelser, og det lykkes ham at undgå straf, så er jeg dog overbevist om, at de gudfrygtige er bedre stillet, netop fordi de frygter Gud. 13 Men de onde går det ikke godt. De oplever ikke livets aften, hvor skyggerne bliver lange, for de frygter ikke Gud.
14 Endnu en uretfærdighed er udbredt på jorden: Det sker, at ulykker rammer de gode i stedet for de onde, og at de onde får den belønning, som de gode havde fortjent. Er det ikke meningsløst? 15 Derfor kan man lige så godt nyde livet, så længe man har det. Spis, drik og vær glad. På den måde får man dog nogen trøst midt i det hårde liv, Gud har givet menneskene på denne jord.
16 Da jeg søgte efter visdom, iagttog jeg dag og nat, hvad mennesker foretog sig på jorden. 17 Jeg så, at Guds værk var så stort, at ingen kan fatte det, uanset hvor ihærdigt de prøver at forstå det. De, der påstår at være kloge nok til at fatte det, har ikke forstået noget som helst.
Døden er alle fælles om
9 Jeg tænkte dybt og længe for at forstå det. Til sidst måtte jeg erkende, at selv de retskafne og vise menneskers liv er i Guds hånd. Der er ingen, der ved, hvilken skæbne der venter dem, om de kommer til at opleve lykke eller ulykke. 2 Alle er i samme båd, retskafne og syndere, gode og onde, religiøse og ikke-religiøse, gudfrygtige og gudsbespottere. Den samme skæbne venter alle, hvad enten det er gode mennesker eller syndere, hvad enten de gør deres bedste for at tjene Gud eller ej. 3 Det er det, der gør menneskelivet så meningsløst. Det er grunden til, at mennesker ikke tager deres ondskab så tungt, men fremturer i deres vanvid, indtil døden indhenter dem.
4 Når døden indtræffer, er alt håb ude. Det er altså bedre at være en levende hund end en død løve. 5 De, der lever, ved i det mindste, at de skal dø, hvorimod de døde er uden bevidsthed. De kan ikke se frem til nogen belønning, og man glemmer dem hurtigt. 6 Deres kærlighed, had og lidenskaber er for længst forbi. De er udenfor livets arena.
7 Nyd derfor nuet og øjeblikket. Spis, drik og vær glad, for det er helt i orden i Guds øjne. 8 Tag bare det fine tøj på og gør dig klar til fest. 9 Lev lykkeligt med den kvinde, du elsker, i det korte liv, som gives dig på jorden. Nyd livets glæder, for det er lønnen for dit slid og slæb. 10 Hvad du end har for, så gør det helhjertet. Husk, at når du dør, ophører dine planer og dit arbejde, din kundskab og din visdom.
11 Der er en anden ting, jeg har lagt mærke til: Det er ikke altid den hurtigste, der i sidste ende vinder løbet, og det er ikke altid den stærkeste, der går sejrende ud af kampen. Den vise er ikke altid mæt, den dygtige ikke nødvendigvis rig, og den bedste ikke sikker på forfremmelse. Livet er et spil af tilfældigheder, et spørgsmål om rette tid og sted. 12 Ingen ved, hvornår modgang sætter ind. Som fisken fanges i nettet og fuglen i fælden, er det menneskets lod at rammes af uventede ulykker.
Visdom kontra magt
13 Her er et andet eksempel på visdom, som gjorde et stort indtryk på mig: 14 Der var en lille by med ganske få indbyggere. En mægtig konge gik imod byen med sin hær, belejrede den og byggede angrebsramper omkring den. 15 I byen boede der en fattig mand, som ingen regnede for noget. Men han var klog, og takket være hans visdom blev byen reddet. 16 Da indså jeg, at visdom er vigtigere end magt, men hvis den vise samtidig er fattig, ser man gerne ned på ham, og hans råd bliver sjældent værdsat. 17 Et stille ord fra en vismand er mere værd end en tåbelig herskers raseri. 18 Visdom har større indflydelse end våbenmagt, men en enkelt synder kan ødelægge meget godt.
10 Et par døde fluer kan få en hel flaske parfume til at stinke, og en smule tåbelighed kan overdøve mange visdomsord. 2 Den vises tanker er hans styrke, tåbens tanker er hans svaghed. 3 Man kan genkende en tåbe, bare man ser ham gå hen ad vejen.
4 Hvis din overordnede bliver vred på dig, skal du ikke sige op af den grund. Selv alvorlige misforståelser kan glattes ud, hvis du tager det ganske roligt.
5 En anden uretfærdighed har jeg lagt mærke til, og det er en fejl, som magthavere ofte begår: 6 De giver tåbelige personer en høj stilling, men overser dem med de store evner. 7 Jeg har endda set slaver ride som fyrster, og fyrster gå til fods, som var de slaver.
8 Den, der graver en grav, må passe på ikke selv at falde i den. Den, der nedbryder en gammel mur, skal passe på ikke at blive bidt af en slange i buskadset. 9 Den, der arbejder i et stenbrud, skal passe på ikke at få en sten ned over sig. Den, der fælder træer, skal passe på ikke at blive knust under et af dem. 10 Hvis øksen er sløv, må der lægges flere kræfter i under arbejdet. Den kloges visdom kan hjælpe ham, så hans arbejde lykkes. 11 Hvis slangen bider, før den er tæmmet, hjælper det ikke, at slangetæmmeren er nok så dygtig.
Visdom og tåbelighed
12 En vismands ord bringer ham ære og fremgang, men tåbens ord giver ham store problemer. 13 Fordi hans udgangspunkt er tåbeligt, bliver hans konklusion det rene sludder. 14 Tåber snakker og snakker, men hvem kan vide, hvad fremtiden bringer? 15 En tåbe kan blive så udmattet af sit arbejde, at han ikke engang kan finde vejen hjem.
16 Det er en ulykke for et land at have en tåbelig konge, som tillader landets ledere at være fulde fra morgenstunden. 17 Det er godt for et land at have en forstandig konge, som har styr på landets ledere, så de kun fester på de rette tidspunkter—og uden at blive fulde. 18 Den dovne blæser på, at taget er utæt, og bjælkerne er ved at rådne. 19 Fest fører til latter, og vin gør munter, har man penge, kan man få det hele. 20 Tænk aldrig en ond tanke imod kongen. Tal ikke ondt om dem, der sidder ved magten, ikke engang hjemme i dit eget soveværelse. En lille fugl kunne synge om, hvad du sagde i smug.
Vejledning for vise
11 Invester vidt og bredt, du skal nok få udbytte af det med tiden. 2 Fordel dine investeringer på mange hænder, for du ved ikke, hvilke ulykker der kan ske.
3 Når skyerne er tunge og sorte, kommer der altid regn. Et træ kan falde til den ene eller anden side, men der er ingen tvivl om, at det vil ramme jorden. 4 Den, der venter på det helt ideelle vejr, får hverken sået eller høstet. 5 Gud har skabt alle ting, og hans handlinger går over vores forstand, ligesom vi ikke forstår, hvordan vinden blæser, eller hvordan fosteret formes i moderens liv. 6 Du bør plante meget forskelligt, for du ved ikke, om det ene eller det andet lykkes, ja, måske lykkes det hele.
Et råd til de unge—husk at leve, mens du gør det
7 Det er rart at kunne nyde livet. 8 Uanset hvor længe du lever, så vær taknemmelig for hver eneste dag, du kan nyde. Når du først er død, bliver alt til mørke og håbløshed.
9 Glæd dig og nyd livet i din ungdom. Følg dit hjerte og brug dine evner. Men husk, at du en dag skal stå til regnskab over for Gud. 10 Spild ikke tiden med bekymringer og problemer, for barndom og ungdom forsvinder som dug for solen.
12 Tænk på din Skaber, mens du er ung,
for de dystre dage kommer, før du aner det.
Engang vil du sige til dig selv:
„Det er ikke længere en glæde at leve.”
2 Tænk på din Skaber, før livet rinder ud,
som solen forsvinder om aftenen,
som månen og stjernerne blegner om morgenen,
som skyen fordufter, når den er tømt for regn.
3 Tænk på din Skaber, før hænderne ryster,
før din ranke ryg bøjes af ælde,
før tænderne bliver få,
før synet begynder at svigte,
4 før hørelsen langsomt forsvinder,
så du ikke hører larmen fra livet omkring dig,
før du vågner samtidig med fuglene,
men alligevel ikke kan nyde deres sang,
5 før det bliver en kamp at gå op ad en bakke,
og du bliver bange for at falde om på vejen,
før håret bliver hvidt som nyfalden sne,
og du dårligt kan slæbe dig af sted,
og før din appetit på livet er forbi.
Da nærmer du dig gravens rand,
og dine pårørende går sørgende omkring.
6 Ja, tænk på din Skaber, før sølvsnoren brister,
før den gyldne lampe slukkes,
før hjertet slår det sidste slag,
og livets hjul går i stå.
7 Da vender støvet tilbage til jorden, hvorfra det kom,
og ånden vender tilbage til Gud, som gav den.
8 Der er ingen mening, livet er uden mening.
Det hele er meningsløst.
Epilog
9 Fordi Prædikeren var så vis, delte han ud af sin visdom til folket. Han samlede mange ordsprog og satte dem i system, 10 så de præcist og rammende udtrykte den sandhed, han ville formidle. 11 Den vises ordsprog er som hyrdens pigstav, hans ord står fast som søm, der er hamret i bund, og de kommer fra en af samfundets spidser.
12 Pas på, min søn, for der er ingen ende på alle de meninger, som luftes i alskens bøger. At studere for meget gør dig bare træt.
13 Efter at alt det her er sagt, er min konklusion: Hav ærefrygt for Gud og adlyd hans befalinger, for det er alle menneskers pligt. 14 Gud vil dømme alle vores handlinger—onde som gode—ja, selv de skjulte motiver.
1 Det følgende er Salomons bedste sangskat.
Første sang: Gensidig kærlighed
Den unge pige til den unge mand:
2 „Kys mig! Kys mig!
Din kærlighed er bedre end vin.
3 Hvor du dufter skønt.
Bare jeg hører dit navn, bliver jeg fuld af forventning.
Ikke underligt, at de unge piger falder for dig.
4 Kom, tag min hånd og lad os løbe!
Før mig til dit kongelige sovekammer!”
Jerusalems unge piger til den unge mand:[c]
„Også vi fryder os over dig.
Din kærlighed er bedre end vin.”
Den unge pige til den unge mand:
„Tænk, de er alle forelskede i dig!”
Den unge pige til de andre piger:
5-6 „Hør her, I lyshudede piger fra Jerusalem,
lad være med at stirre sådan på mig,
bare fordi jeg er mørkere end jer.
Jeg er mørk og smuk,
mørk som teltene i Kedars ørken,
smuk som Salomons telte.
Min hud blev brændt i den bagende sol,
fordi mine brødre var skrappe imod mig.
De sendte mig ud for at passe vinmarkerne
i stedet for at passe min egen ‚vingård’.”
Den unge pige til den unge mand:
7 „Sig mig, min elskede: Hvor græsser du din hjord i dag?
Hvor lader du dem hvile sig i middagsheden?
Fortæl mig, hvor du er, så jeg ikke behøver at forklæde mig
og gå rundt og lede efter dig blandt hyrderne.”
Den unge mand:
8 „Hvis du ikke kender vejen, du dejligste af alle kvinder,
så følg blot dyrenes spor til hyrdernes telte
og lad dine gedekid græsse der.
9 Min elskede, du er vildt bedårende
som et prægtigt hoppeføl fra Faraos stalde.
10 Dine kinder er yndige i glansen fra dine øreringe,
din hals er fortryllende med kæden af ædelsten.
11 Jeg vil få lavet dig en guldsnor med perler af sølv.”
Den unge pige:
12 „Min parfumes vellugt omgiver kongen,
når han ligger ved det festdækkede bord.
13 Min elskede er som en pose med myrra,
der hviler imellem mine bryster.
14 Min elskede er som hennablomster
fra de frodige vinmarker ved En-Gedi.”
Den unge mand:
15 „Du er så smuk, min elskede, så yndig.
Dine øjne er blide som duer.”
Den unge pige:
16 „Hvor ser du dejlig ud, min elskede,
som vi ligger her i det grønne græs
17 i skyggen af cedertræ og cypres.”
Den unge pige:
2 „Jeg er som en rose fra Saronsletten,
som en lilje fra den frodige dal.”
Den unge mand:
2 „Du er som en lilje blandt torne, min elskede,
langt smukkere end de andre piger.”
Den unge pige:
3 „Og du, min elskede, er som et æbletræ[d] i en fyrreskov,
langt ædlere end de andre mænd.
Jeg nyder at sidde i din skygge
og smage dine søde kys.
4 Du fører mig til bords med kærlige blikke.
5 Åh, styrk mig med rosinkager og æbler,
for jeg er syg af kærlighed.
6 Din venstre arm er under mit hoved,
med din højre omfavner du mig.”
Den unge pige til de andre piger:
7 „Jerusalems unge piger,
lov mig ved gazeller og markens dådyr,
at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Anden sang: De elskende finder sammen
Den unge pige:
8-9 „Jeg kan høre min elskedes stemme.
Han er på vej hen til mig!
Se, dér kommer han løbende over bjergene,
springende ned ad bakkerne som en gazelle.
Se, nu står han uden for muren,
han kigger ind gennem vinduesgitteret.
10 Min elskede siger til mig:
‚Stå op, min smukke! Kom med!
11 Se, vinteren er forbi, nu er det forår.
12 Blomster skyder op af jorden,
fuglene synger af glæde,
turtelduerne kurrer overalt i landet.
13 De første figner er kommet,
vinrankens blomster spreder deres duft.
Stå op, min elskede!
Kom, du skønne, kom med mig!’ ”
Den unge mand:
14 „Min due, hvorfor gemmer du dig bag klippen?
Lad mig se dit ansigt og høre din stemme,
for din stemme er bedårende, og dit ansigt er yndigt.
15 Lad os fange alle de små ræve,
som vil ødelægge vores kærligheds blomstrende vingård.”
Den unge pige:
16 „Min elskede, du er min, og jeg er din.
Du græsser din flok mellem liljerne,
17 til dagen bliver sval og skyggerne lange.
Kom springende tilbage som en gazelle
hen over de ujævne bakkeskråninger.”
Den unge pige:
3 „En nat lå jeg i min seng og drømte om min elskede.
Jeg længtes efter ham.
Jeg lå og ventede på ham, men han kom ikke.
2 Så besluttede jeg at gå ud i byen
og lede efter ham på gader og stræder,
men jeg kunne ikke finde ham.
3 Jeg mødte vægterne på deres runde og spurgte:
‚Har I mon set ham, jeg elsker?’
4 Kort efter fandt jeg min elskede.
Jeg klyngede mig til ham og slap ham ikke,
før jeg havde ført ham til min mors hus,
ind i det værelse, hvor jeg selv engang blev undfanget.
5 Jerusalems unge piger, lov mig ved gazeller og markens dådyr,
at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde!”
Tredje sang: Bryllupsfesten
Jerusalems unge piger:
6 „Hvad er det, der nærmer sig fra ørkenen
omgivet af noget, der ligner røgsøjler?
Det dufter af røgelse og myrra,
de dyreste parfumer, der kan købes for penge.
7 Se, det er Salomons bærestol,
eskorteret af tres af Israels mægtigste mænd.
8 De er alle bevæbnet med sværd, alle er de erfarne krigere,
alle har sværd ved siden til beskyttelse mod natlige farer.
Den unge pige:
9 Salomons kongelige bærestol er bygget af udsøgt træ fra Libanon.
10 Bærestængerne er belagt med sølv,
og baldakinen er broderet med guld.
Sædet er polstret med kostbart, purpurfarvet uld
og betrukket med læder af Jerusalems unge piger.[e]
11 Kom og se, I Zions døtre:
Kong Salomon bærer en krans,
som hans mor har sat på hans hoved.
Det er hans bryllupsdag,
en stor og festlig dag.”
Den unge mand:
4 „Hvor er du yndig, min elskede, hvor er du smuk.
Dine øjne bag sløret er blide som duer.
Dit hår bølger ned som en flok sorte geder
på en bakkeskråning i Gilead.
2 Dine tænder er hvide som klippede, nyvaskede får;
hver har sin tvilling, ingen står alene.
3 Dine læber er som purpurbånd.
Hvor er din mund dog smuk.
Dine kinder bag sløret er røde
som to halve granatæbler,
4 din hals er rank som Davidstårnet,
smykket med tusinde helteskjolde.
5 Dine bryster er som to gazelletvillinger,
der græsser mellem liljer.
6 Når dagen bliver sval og skyggerne lange,
vil jeg gå til myrrabjerget, til højen med den krydrede duft.
7 Hvor er du smuk, min elskede,
aldeles perfekt fra top til tå.
8 Forlad dit hjem i Libanon, min brud,
stig ned fra Amanabjergets tinde.
Sig farvel til Hermons[f] højdedrag,
hvor løver huserer, og leoparder ligger på lur.
9 Du har stjålet mit hjerte, min elskede, min brud,
indfanget mig med dit fortryllende blik,
der stråler om kap med perlerne om din hals.
10 Hvor er din kærlighed fortryllende, min elskede, min brud,
langt bedre end vin.
Du dufter dejligere end alverdens aromatiske olier.
11 Dine kys er som honning, min brud,
fra din tunge flyder mælk og honning.
Duften fra dit tøj er som duften af Libanons cedertræer.
12 Min elskede, min brud, du er som en hemmelig have
med en brønd, som kun jeg har lov at drikke af.
13-14 Du er som en frugthave med de mest udsøgte frugter
og duftende krydderurter,
med et væld af buske og træer,
med myrra og alverdens aromatiske dufte.
15 Brønden i min have er som en kilde med rindende vand,
det klare og friske bjergvand fra Libanon.”
Den unge pige:
16 „Vågn op til dåd, du nordenvind!
Kom, søndenvind, og blæs gennem min have,
så dens vellugt fortryller min elskede,
så han kommer ind i sin have og smager dens udsøgte frugt.”
Den unge mand:
5 „Jeg er kommet til min have, min elskede, min brud.
Jeg nyder din myrra og balsam,
jeg spiser din honning og nektar,
jeg drikker vin og mælk fra din mund.”
Jerusalems unge piger:
„Ja, I der elsker hinanden,
spis og drik så meget kærlighed, I vil.”
Fjerde sang: Frygten for at miste sin elskede
Den unge pige:
2 „En nat jeg lå og sov, havde jeg en drøm.
Jeg hørte min elskede banke på døren.
‚Luk op, min elskede, min skat, min due!’ hviskede han.
‚Mit hår og ansigt er vådt af nattens fugtighed.’
3 Men jeg svarede: ‚Jeg har allerede taget tøjet af.
Skal jeg nu tage det på igen?
Jeg har vasket mine fødder.
Skal jeg snavse dem til igen?’
4 Min elskede stak hånden ind ad hullet i døren
og forsøgte at låse den op.
Mit hjerte bankede af længsel,
5 og jeg sprang op for at åbne døren for ham.
Mine hænder dryppede af myrra,
da jeg rørte ved håndtaget.
6 Jeg åbnede for min elskede—
men han var der ikke!
Jeg var ude af mig selv, fordi han var forsvundet.
Jeg løb ud for at lede efter ham, men fandt ham ikke.
Jeg kaldte på ham,
men der var intet svar.
7 Vægterne fandt mig i den forfatning på deres runde i byen.
De slog mig og rev kappen af mig.”[g]
8 „Jerusalems unge piger, lov mig, at hvis I ser min elskede,
så fortæl ham, at jeg er syg af kærlighed!”
Jerusalems unge piger:
9 „Du smukkeste af alle kvinder, sig os,
hvad fortrin har din elskede frem for andre mænd?
Hvad er der særligt ved ham,
siden du beder os fortælle ham om din kærlighed?”
Den unge pige:
10 „Min elskede er rødmosset
og har en stærkere udstråling end tusind andre mænd!
11 Hans ansigt stråler som det pureste guld,
hans hårlokker er sorte som ravnen.
12 Hans øjne er som duer, der bader i en sø af mælk,
omkranset af juveler.
13 Hans kinder er som bede med aromatiske planter.
Hans læber er som liljer, der drypper af myrra.
14 Hans arme er som guldstænger, oversået med rubiner.
Hans overkrop er som skinnende elfenben, besat med safirer.
15 Hans ben er som marmorsøjler med fødder af guld.
Hans fremtoning er majestætisk som Libanons bjerge,
fyrstelig som et cedertræ.
16 Hans mund er fuld af sødme,
han er helt igennem vidunderlig.
Sådan er min ven, min elskede.”
Jerusalems unge piger:
6 „Du smukkeste blandt kvinder, sig os,
hvor din elskede er gået hen,
så vi kan hjælpe dig med at finde ham!”
Den unge pige:
2 „Min elskede er gået ned i sin have til bedene med krydderurter.
Der græsser han sin flok og plukker liljer.
3 Min elskede er min, og jeg er hans.
Han græsser sin flok mellem liljerne.”
Femte sang: De nygiftes glæde over hinanden
Den unge mand:
4 „Min elskede, du er yndig som kongebyen Tirtza,
bedårende som Jerusalem,
ærefrygtindgydende som en række bannere.[h]
5 Se ikke så direkte på mig,
for dine øjnes skønhed overvælder mig.
Dit hår bølger nedad som en flok sorte geder
på en bakkeskråning i Gilead.
6 Dine tænder er hvide som en nyvasket fåreflok;
hver har sin tvilling, ingen står alene.
7 Dine kinder bag sløret er røde
som to halve granatæbler.
8 Om jeg så havde tres dronninger og firs medhustruer
foruden utallige tjenestepiger,
9 ville du overgå dem alle i skønhed, min due—
du er fuldkommen!
Du er din mors eneste datter,
du er hendes yndling,
og hun har kun godt at sige om dig.
Byens piger priser din skønhed, når de ser dig,
dronninger og medhustruer lovpriser din charme og ynde.
10 ‚Hvem er skøn som morgenrøden,’ spørger de,
‚smuk som månen, strålende som solen,
og ærefrygtindgydende som en række bannere?’[i]
11 Jeg gik ned gennem nøddehegnet for at finde blomster i dalen,
for at se, om der var nye skud på vinrankerne
og blomsterknopper på granatæbletræerne.
12 Jeg var ude af mig selv af kærlighed.
Giv mig dér din dejlige ‚myrra’, du fyrstedatter.”[j]
Jerusalems unge piger:
7 „Drej dig, Shulamit,[k] drej dig,
så vi kan se dig danse endnu engang.”
Den unge pige:
„Hvorfor vil I have mig til at danse rundt
mellem de to rækker af dansere?”
Den unge mand:
2 „Dine dansetrin i sandalerne er så yndefulde,
oh, fyrstedatter!
Dine hofters kurver er et mesterværk af rang.
3 Din navle er så besnærende som en skål
fyldt med den fornemste vin.
Din mave er som en dynge hvede,
smukt omgærdet af liljer.
4 Dine bryster er som to gazelletvillinger.
5 Din hals er som et elfenbenstårn.
Dine øjne er klare og dybe
som Heshbons damme ved Bat-Rabbim-porten.
Din næse er fornem som Libanons tårn,
der kan ses helt ovre i Damaskus.
6 Dit hoved rejser sig majestætisk som Karmels bjerg,
dit hår skinner som det kostbare purpurstof.
Du har fortryllet en konge,
ja, fanget ham med en af dine hårlokker.
7 Hvor er du vidunderlig smuk, min elskede!
Hvor jeg nyder at se på dig!
8 Du er slank som et palmetræ,
dine bryster er som daddelklaser nær palmens top.
9 Jeg vil bestige palmen
og gribe fat om dens frugt.
Dine bryster er som vindrueklaser,
din ånde som duften af abrikoser,[l]
10 din mund giver mig udsøgt vin,
der flyder over mine læber og tænder.”
Den unge pige:
11 „Jeg er din, min elskede,
hende du begærer.
12 Kom min elskede, lad os tage ud på landet
og tilbringe natten under hennabuskene.
13 Lad os stå tidligt op og gå ud i vinmarkerne.
Lad os se, om der er nye skud på vinrankerne,
og om granatæbletræerne blomstrer.
Dér vil jeg give dig min kærlighed.
14 Kærlighedsplanten[m] dufter,
og alle de dejligste frugter er lige for hånden,
både de grønne og de modne,
for jeg har gemt dem til dig, min elskede.
8 Hvis du havde været min bror,
som havde diet ved min mors bryst,
så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn,
uden at nogen ville blive forarget.
2 Så ville jeg have taget dig med til min mors hus,
hende som oplærte mig,
og have givet dig krydret vin og granatæblemost.”
Den unge pige til de andre piger:
3 „Han lagde sin venstre hånd under mit hoved
og omfavnede mig med sin højre.
4 Jerusalems unge piger,
lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Jerusalems unge piger til hinanden:
5 „Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,
lænet til sin elskede?”
Den unge pige:
„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,
og din mor fødte dig med smerte—
dér vækkede jeg din lidenskab.
6 Lad mig være så tæt på dig,
som var jeg stemplet på dit hjerte,
eller sad som en ring på din arm.
For kærligheden er stærk som døden,
lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:
den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.
7 Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort.
Kærlighed kan ikke købes for penge,
den, der forsøger det, får kun foragt.”
Sjette sang: Pigen, som ventede, til tiden var inde
Den unge piges brødre:
8 „Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.
Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?
9 Stod hun imod fristelsen som en mur,
ville vi ære hende med sølvsmykker.
Men åbnede hun sig som en dør,
ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”
Den unge pige:
10 „Jeg stod imod som en mur,
og mine bryster er nu som tårne.
Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.
11 Salomon havde en vingård i Ba’al-Hamon,
som han overlod til forpagtere.
De måtte hver betale tusind stykker sølv
for at kunne få høsten af vindruer.
12 Min ‚vingård’ tilhører mig,
den bestemmer jeg selv over.
Men jeg har givet den til dig, Salomon,
og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,
men de, der har passet på den[n] indtil nu,
bør have tohundrede.”
Den unge mand:
13 „Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,
mine venner vil gerne høre din stemme.
Men lad mig være den, der får lov til det!”
Den unge pige:
14 „Kom, min elskede,
lad os springe af fryd som gazellen
på de duftende bakkeskråninger.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.