Bible in 90 Days

Pagten med Abraham

17 Da Abram var 99 år gammel, viste Herren sig for ham og sagde: „Jeg er den almægtige Gud! Adlyd mig og gør, hvad der er rigtigt. ² Jeg opretter en pagt med dig. Jeg lover dig, at dine efterkommere skal blive umådelig talrige.”

³ Abram bøjede sig med ansigtet mod jorden i ærefrygt, og Gud fortsatte: ⁴ „Dette er mit pagtsløfte til dig: Du skal blive far til mange folkeslag. ⁵ Jeg vil også give dig et andet navn. Du skal ikke længere hedde Abram, men Abraham^[a], for du skal blive far til mange folkeslag. ⁶ Mange folk vil se dig som deres far, og konger skal nedstamme fra dig. ⁷ Denne pagt skal fortsætte fra slægt til slægt—til evig tid. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud. ⁸ Dette Kana’ans land, hvor du nu bor som fremmed, giver jeg til dig og dine efterkommere for evigt, og jeg vil være deres Gud. ⁹ Men du skal holde din del af pagten. Det gælder både dig og dine efterkommere fra slægt til slægt: ^10-13 Alle mænd og drenge iblandt jer skal omskæres. Det skal være tegnet på, at I vil holde pagten. I skal omskære alle drenge på den ottende dag efter fødslen; det gælder også slaver, der hører til jeres husstand. Det skal være tegnet på pagten mellem os til evig tid. ¹⁴ Enhver, som ikke bliver omskåret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt.”

¹⁵ Og Gud tilføjede: „Hvad din kone Saraj angår, skal du ikke længere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara.^{[b] 16} Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk—selv konger skal nedstamme fra hende.”

¹⁷ Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?” ¹⁸ Men til Gud sagde han: „Ja, Herre, må din velsignelse være med Ishmael!”

¹⁹ „Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak.^[c] Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid. ²⁰ Hvad Ishmael angår, vil jeg gøre, som du siger. Jeg vil også velsigne ham og gøre hans efterkommere til et stort folk. Tolv fyrster skal nedstamme fra ham. ²¹ Men min pagt gælder ikke for Ishmael, men for Isak—den søn, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.” ²² Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej.

²³ Samme dag omskar Abraham sin søn Ishmael og alle andre mænd og drenge i sin teltlejr, sådan som Gud havde sagt. ²⁴ Abraham var 99 år ^25-26 og Ishmael 13 år, da de blev omskåret ²⁷ sammen med alle deres slaver, både de købte og dem, der var født som slaver.

Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn

18 Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. ² Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.

³ „Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. ⁴ Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. ⁵ Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.

⁶ Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” ⁷ Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. ⁸ Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.

⁹ „Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. ¹⁰ Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”

Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. ¹¹ Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. ¹² Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”

¹³ Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? ¹⁴ Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”

¹⁵ Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.

Abraham går i forbøn for Sodoma

¹⁶ Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. ¹⁷ Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? ¹⁸ Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. ¹⁹ Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”

²⁰ Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. ²¹ Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” ²² De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. ²³ Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? ²⁴ Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? ²⁵ Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”

²⁶ Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”

²⁷ Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. ²⁸ Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”

²⁹ „Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”

³⁰ „Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.

³¹ „Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”

³² Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”

³³ Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.

Sodomas ondskab

19 Samme aften ankom de to engle til Sodoma. Lot sad på torvet lige inden for byporten, og da han fik øje på dem, gik han dem straks i møde og bøjede sig ærbødigt for dem.

² „Mine herrer,” sagde han, „kom hjem til mig og få vasket støvet af jeres fødder. I skal være mine gæster, og i morgen tidlig kan I så begive jer videre på rejsen.” „Nej tak,” svarede de. „Vi vil hellere tilbringe natten her på torvet.”

³ Men Lot pressede på, og til sidst gik de med ham hjem. Han fik bagt noget brød i en fart, selv om der ingen surdej var i huset, og han serverede et måltid mad for dem.

⁴ Efter måltidet, da de skulle til at gå til ro, blev huset omringet af byens mænd, både unge og gamle. ⁵ De råbte til Lot: „Hvor er de mænd, som kom for at overnatte hos dig? Bring dem ud til os, så vi kan have sex med dem!”

⁶ Men Lot gik ud til dem og lukkede døren efter sig. ⁷ „Rolig, venner!” sagde han. „Gør jer ikke skyldig i noget så ondt! ⁸ Jeg har to døtre, som endnu er jomfruer. Dem kan jeg bringe ud til jer. Så kan I gøre med dem, hvad I vil. Men I må lade disse mænd i fred. De er mine gæster og under min beskyttelse.”

⁹ „Flyt dig!” råbte de. „Hvad bilder du dig ind? Vi gav dig lov til at bo iblandt os, og så vil du fortælle os, hvad vi skal gøre eller ikke gøre! Bare vent til vi får fat i dig, så skal vi behandle dig værre end dine gæster!” De nærmede sig truende Lot, parate til at brække døren op om nødvendigt.

¹⁰ Da rakte de to mænd hænderne ud efter Lot, trak ham ind i huset og lukkede døren. ¹¹ Samtidig gjorde de mændene udenfor blinde, så de ikke kunne finde døren.

¹² „Har du nogen pårørende her i byen, Lot, svigersønner, sønner, døtre eller andre, som hører til din familie?” spurgte englene, „så sørg for at få dem ud af byen hurtigst muligt! ¹³ Vi har nemlig fået ordre til at tilintetgøre dette sted! Synden her er blevet så himmelråbende, at Herren har besluttet at ødelægge byen.”

¹⁴ Lot skyndte sig af sted til de mænd, der var forlovet med hans døtre. „I må forlade byen hurtigst muligt!” sagde han. „For Herren vil ødelægge den!” Men de troede, det var hans spøg.

Sodoma og Gomorra ødelægges

¹⁵ Ved daggry næste morgen, skyndede englene på Lot. „Få fat i din kone og dine to døtre og kom af sted, så I ikke skal miste livet på grund af byens synd.”

¹⁶ Da Lot tøvede, tog englene ham og hans kone og de to døtre ved hånden og førte dem skyndsomst uden for byen, for Herren ville redde dem.

¹⁷ „Løb for livet!” sagde englene. „Se jer ikke tilbage og stands ikke nogen steder i Jordandalen. Flygt op i bjergene, hvis I vil redde livet!” ¹⁸ Men Lot indvendte: „Åh nej, herre! ¹⁹ I skal have mange tak, fordi I har vist os den nåde at frelse os fra ødelæggelsen. Men vi kan ikke nå op i bjergene, før ulykken indhenter os, og vi dør. ²⁰ Se den lille by derovre. Det er jo bare en lille landsby, som I ikke behøver at ødelægge. Kan vi ikke flygte derhen? Den er jo ikke ret langt væk.”

²¹ „Godt,” svarede englen, „jeg vil gå ind på dit forslag. Jeg vil sørge for, at den landsby ikke bliver ødelagt. ²² Men skynd dig! Jeg kan nemlig ikke gå i gang, før I er i sikkerhed i landsbyen.” Derfor kom landsbyen til at hedde Zoar.^[d]

²³ Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar. ²⁴ Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra. ²⁵ Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne. ²⁶ Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte.

²⁷ Den næste morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren. ²⁸ Da han kiggede ud over sletten i retning af Sodoma og Gomorra, så han en tyk røg stige til vejrs over hele området. ²⁹ Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen.

Lot og hans døtre

³⁰ Senere forlod Lot Zoar, for han var bange for at blive boende der. I stedet tog han op i bjergene med sine to døtre og indrettede sig i en bjerghule. ³¹ En dag sagde den ældste søster til den yngste: „Der findes ingen mænd i dette øde område, som vi kan gifte os med. Desuden er vores far snart for gammel til selv at avle børn. ³² Lad os få ham til at drikke sig fuld og så ligge med ham, så hans slægt kan fortsætte.” ³³ Så drak de ham fuld, og samme nat lå den ældste søster med sin far, men han sansede intet—hverken at hun lagde sig, eller at hun stod op.

³⁴ Næste morgen sagde hun til den yngste: „Jeg lå hos vores far i nat. Lad os drikke ham fuld igen i aften, så du kan gøre det samme. Det er den eneste måde, slægten kan overleve på.” ³⁵ Så drak de ham fuld, og derefter gik den yngste søster ind og lå hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op igen. ³⁶ Sådan gik det til, at begge døtre blev gravide ved deres far. ³⁷ Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab.^[e] Han blev stamfar til moabitterne. ³⁸ Den yngste fødte også en søn, som kom til at hedde Ben-Ammi.^[f] Han blev stamfar til ammonitterne.

Abraham hos kong Abimelek

20 Abraham flyttede nu fra Mamres egelund til Negev, hvor han først slog sig ned mellem Kadesh og Shurs ørken, og senere boede han en tid som fremmed nær ved byen Gerar. ² Han omtalte sin kone, Sara, som om hun var hans søster. Derfor sendte kong Abimelek af Gerar bud efter hende.

³ Men en nat sagde Gud til Abimelek i en drøm: „Du skal dø! For kvinden, du tog, er gift med en anden!” ⁴ Abimelek havde imidlertid ikke ligget med Sara. Derfor sagde han: „Herre, vil du slå uskyldige mennesker ihjel? ⁵ Manden sagde jo, at hun var hans søster—og i øvrigt bekræftede hun det selv. Det var bestemt ikke min hensigt at gøre noget forkert!”

⁶ „Det ved jeg,” svarede Herren. „Det var derfor, jeg hindrede dig i at synde imod mig, idet jeg ikke tillod dig at røre hende. ⁷ Send hende tilbage til hendes mand. Han er en profet, så han kan gå i forbøn for dig, så du ikke dør. Men hvis du ikke sender hende tilbage, skal du og hele din husstand dø!”

⁸ Tidligt næste morgen sammenkaldte Abimelek alle sine tjenere og fortalte dem, hvad der var sket, og de blev skrækslagne. ⁹ Derefter sendte Abimelek bud efter Abraham. „Hvad er det dog, du har gjort imod os?” sagde han. „Hvad har du imod mig, siden du synes, jeg og mit rige fortjener at blive skyldige i sådan en stor synd? Sådan noget burde ikke ske! ¹⁰ Hvorfor har du gjort det imod os?”

¹¹ „Jeg regnede med, at det her var et gudløst sted, og at man derfor uden videre ville slå mig ihjel og tage min kone,” svarede Abraham. ¹² „Desuden er hun faktisk min søster, for vi har samme far, men ikke samme mor. Men vi giftede os alligevel. ¹³ Da Gud i sin tid pålagde mig at rejse bort fra mit eget land, sagde jeg til hende: ‚Hvor som helst vi kommer frem, så vær sød at sige, at jeg er din bror.’ ”

¹⁴ Derefter gav Abimelek Abraham får, køer og slaver, både mænd og kvinder, og gav ham også hans kone tilbage. ¹⁵ Abimelek sagde desuden: „Se dig omkring i mit rige og vælg det sted, hvor du helst vil slå dig ned.” ¹⁶ Til Sara sagde han: „Jeg giver din bror 1000 sølvstykker i erstatning for det, som er overgået dig. Så regner jeg med, at vi er kvit.”

¹⁷ Abraham bad nu til Gud og gik i forbøn for kong Abimelek, og Gud helbredte både ham, hans kone og de øvrige kvinder i hans harem, så de igen kunne få børn. ¹⁸ Herren havde nemlig gjort alle kvinderne i Abimeleks husstand ufrugtbare på grund af det med Sara.

Isaks fødsel

21 Herren velsignede Sara, som han havde lovet: ² Hun blev gravid og fødte Abraham en søn i hans alderdom—på det tidspunkt, som Gud havde sagt. ³ Abraham kaldte sin søn Isak. ⁴ På ugedagen^[g] efter fødslen omskar Abraham sin søn Isak, sådan som Gud havde pålagt ham. ⁵ Abraham var på det tidspunkt 100 år gammel.

⁶ Ved den lejlighed sagde Sara: „Gud har fået mig til at le! Og alle, som hører om det her, vil le sammen med mig. ⁷ Hvem turde sige til Abraham, at jeg kunne få et barn? Men nu har jeg født ham et barn i hans alderdom.”

Hagar og Ishmael sendes væk

⁸ Drengen voksede til og blev vænnet fra. I den anledning holdt Abraham en stor fest. ⁹ Men da Sara opdagede, at Ishmael drillede hendes søn Isak, ¹⁰ sagde hun til Abraham: „Jag den slavekvinde og hendes søn bort, for slavekvindens søn skal ikke have del i arven sammen med min søn, Isak.” ¹¹ Det blev Abraham meget oprørt over, for Ishmael var trods alt også hans søn.

¹² Men Gud sagde til Abraham: „Vær ikke bekymret for slavekvinden og hendes søn. Gør som Sara siger! For det er gennem Isak, din slægt skal opbygges. ¹³ Men jeg vil også gøre slavekvindens søn til et stort folk, fordi han er din søn.”

¹⁴ Tidligt næste morgen kom Abraham med en pose mad og en skindsæk med vand til Hagar og drengen. Han anbragte provianten på hendes skulder og sendte dem af sted. De vandrede rundt på lykke og fromme i Be’ershebas ørken. ¹⁵ Da vandbeholdningen slap op, efterlod hun drengen udmattet i skyggen af en busk. ¹⁶ Så gik hun omkring hundrede meter væk og satte sig ned. „Jeg kan ikke holde ud at se ham dø,” sagde hun og brast i gråd.

¹⁷ Men Gud hørte drengens klynken, og Herrens engel råbte fra Himlen: „Hagar, hvad er der i vejen? Du skal ikke være bange! Gud har hørt drengens klynken, dér hvor han ligger. ¹⁸ Gå hen og hjælp ham op og trøst ham. Hans efterkommere skal blive et stort folk.” ¹⁹ I det samme åbnede Gud hendes øjne, så hun fik øje på en kilde med vand. Hun fyldte straks vandsækken og gav drengen noget at drikke.

^20-21 Gud velsignede drengen. Han voksede op i Parans ørken og blev en dygtig bueskytte. Hans mor fandt en pige til ham fra Egypten, som han giftede sig med.

En pagt mellem Abraham og Abimelek

²² Omkring den tid blev Abraham opsøgt af kong Abimelek og hans hærfører Pikol. „Der er ingen tvivl om, at Gud er med dig i alt, hvad du foretager dig,” sagde Abimelek. ²³ „Jeg vil derfor bede dig sværge i Guds navn, at du aldrig vil handle forræderisk imod mig eller mine børn eller børnebørn. Jeg har været loyal over for dig, så sværg nu på, at du altid vil være loyal over for mig og mit land, hvor du bor som gæst.”

²⁴ „Det sværger jeg på!” svarede Abraham. ²⁵ Men derefter beklagede han sig over, at Abimeleks folk med vold havde tilranet sig en af hans brønde. ²⁶ Dertil svarede Abimelek: „Det havde jeg ingen anelse om! Siden jeg ikke har hørt om det før, ved jeg ikke, hvem der er ansvarlig i den sag. Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?”

²⁷ Derpå gav Abraham kong Abimelek nogle får og køer som tegn på den pagt, han indgik med ham. ²⁸ Men da Abraham satte yderligere syv lam til side, ²⁹ spurgte Abimelek: „Hvad vil du gøre med dem?” ³⁰ „De syv lam er en særlig gave—og en offentlig bekræftelse på, at brønden tilhører mig,” svarede Abraham. ³¹ Fra da af kaldte man brønden Be’ersheba,^[h] for det var der, de indgik deres pagt.

³² Efter at pagten var indgået, vendte Abimelek og hans hærfører Pikol tilbage til filistrenes land. ³³ Men Abraham plantede en tamarisk ved pagtsbrønden, og tilbad Herren, den evige Gud, på det sted. ³⁴ Abraham boede som fremmed i filistrenes land i lang tid.

Abrahams lydighed belønnes

22 Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til:

„Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!”

² „Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”

³ Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham. ⁴ Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne.

⁵ „Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.” ⁶ Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.

⁷ „Far,” sagde Isak.

„Ja, min dreng.”

„Vi har brændet og ilden—men hvor er det lam, der skal ofres?”

⁸ „Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.

⁹ Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet. ¹⁰ Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.

¹¹ I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!”

„Ja, Herre,” svarede han.

¹² „Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig—siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”

¹³ Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn. ¹⁴ Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.”

¹⁵ Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen: ¹⁶ „Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn, ¹⁷ vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer. ¹⁸ Desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere,^[i] fordi du adlød mig!”

¹⁹ Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Be’ersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid.

Nakors sønner

²⁰ Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: „Milka—din bror Nakors kone—har født ham en række sønner. Deres navne er: ²¹ Utz, Buz, Kemuel, (som blev far til Aram), ²² Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel, ²³ (som blev far til Rebekka). Disse otte sønner har Milka født Nakor. ²⁴ Med sin anden kone, Reuma, har han fire sønner: Teba, Gaham, Tahash og Ma’aka.”

Abraham køber jord i Kana’an

23 Sara blev 127 år gammel. ² Hun døde i Kirjat-Arba, det vil sige Hebron, i Kana’ans land, og Abraham græd og sørgede over hendes død. ³ Da han havde rejst sig fra hendes dødsleje, sagde han til de ledende mænd blandt hittitterne: ⁴ „Jeg bor jo her hos jer som fremmed, men jeg vil gerne have et sted, hvor jeg kan begrave min kone.” ^5-6 „Vi har stor respekt for dig,” svarede de, „for du er en rig og mægtig mand. Begrav du blot din kone i et af vores bedste gravsteder. Ingen af os vil nægte dig en gravplads.”

⁷ Da bøjede Abraham sig ærbødigt ned for dem ⁸ og sagde: „Hvis I kan acceptere, at jeg steder min kone til hvile i jeres land, vil jeg bede jer om at lægge et godt ord ind for mig hos Efron, Sohars søn. ⁹ Jeg ønsker at købe Makpela-klippehulen for enden af hans mark. Jeg vil betale den pris han forlanger, og I skal være vidner til vores handel.”

¹⁰ Efron, der indtil nu havde siddet tavs blandt de øvrige hittitter, svarede Abraham, så alle de andre ledere, som sad der ved byporten, kunne høre det: ¹¹ „Nej, hør nu her, min herre, jeg vil da forære dig klippehulen—og marken med! De omkringsiddende her skal være vidner på, at jeg giver dig det hele i dag. Gå blot hen og begrav din kone.”

¹² Igen bøjede Abraham sig for landets ledende mænd, ¹³ og i alles påhør sagde han til Efron: „Nej, hør her. Jeg vil betale fuld pris for marken! Tag venligst imod mit tilbud, så jeg kan gå hen og begrave den døde.”

^14-15 „Nej, hør nu på mig, min herre,” svarede Efron. „En mark til en værdi af 400 sølvstykker—hvad er det mellem venner? Gå du bare hen og begrav den døde.”

¹⁶ Abraham forstod hentydningen og betalte Efron den pris, han havde nævnt i de andres påhør—400 sølvstykker efter standardvægt. ¹⁷ Således blev Abraham ejer af Efrons mark i Makpela ved Mamres lund samt klippehulen og alle træerne på marken. ¹⁸ Handelen blev afsluttet og bevidnet af alle de ledende hittitter.

¹⁹ Så begravede Abraham sin kone, Sara, i klippehulen på Makpela-marken ved Mamres lund, i Hebron i Kana’ans land. ²⁰ Fra da af ejede Abraham marken med klippehulen som gravsted for sin slægt.

En brud til Isak

24 Abraham var nu blevet en gammel mand og havde oplevet Herrens rige velsignelse.

² En dag kaldte han på sin ældste og mest betroede tjener, som havde ansvar for alt, hvad han ejede: „Læg din hånd under min lænd,” sagde han, ³ „og sværg ved Herren, Himlens og jordens Gud, at du aldrig vil lade min søn gifte sig med en af de kana’anæiske piger, som vi bor iblandt. ⁴ Rejs til mit hjemland og min slægt og find en kone til Isak der.”

⁵ „Men hvad nu, hvis pigen ikke er villig til at rejse tilbage sammen med mig?” spurgte tjeneren. „Skal jeg så bringe Isak tilbage til dit gamle fædreland, så han kan slå sig ned der?”

⁶ „Nej,” sagde Abraham. „Det må du under ingen omstændigheder gøre! ⁷ For Herren, Himlens Gud, gav mig ordre til at forlade mit land og mit folk, og han lovede at give mig og mine efterkommere det land, vi nu bor i som fremmede. Herren vil sende sin engel i forvejen og sørge for, at du finder den pige, som skal være min søns brud. ⁸ Hvis pigen ikke vil følge med dig tilbage, er du løst fra din ed, men du må under ingen omstændigheder bringe min søn tilbage til mit hjemland!” ⁹ Så lagde tjeneren hånden under sin herres lænd og svor på, at han ville gøre, som Abraham havde sagt.

¹⁰ Derpå tog tjeneren ti af Abrahams kameler og alle slags kostbare gaver, og begav sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim.^{[j] 11} Da han nåede frem, lod han kamelerne lægge sig ned ved brønden uden for byen. Det var hen ad aften—ved den tid, hvor byens kvinder gik ud til brønden for at hente vand.

¹² „Herre, du, min herres Gud!” bad han. „Vis godhed mod min herre Abraham og lad det lykkes for mig at udføre den opgave, han har pålagt mig. ¹³ Jeg stiller mig her ved brønden, nu hvor byens unge kvinder kommer ud for at hente vand. ¹⁴ Når jeg så spørger en af dem, om jeg må få en slurk vand, og hun svarer: ‚Drik kun, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’—lad det så være hende, du har udset til at blive Isaks kone. På den måde vil jeg være klar over, at du har været nådig mod min herre!”

^15-16 Endnu mens han bad, kom en ung pige gående hen mod brønden med sin vandkrukke på skulderen. Hun hed Rebekka og var datter af Betuel, en søn af Milka og Nakor, Abrahams bror. Rebekka var meget smuk, og hun var jomfru. Hun gik ned til brønden og fyldte sin krukke. Da hun kom op igen, ¹⁷ skyndte tjeneren sig hen til hende og sagde: „Giv mig lidt vand fra din krukke!”

¹⁸ „Gerne!” svarede hun og tog krukken ned fra skulderen, så han kunne drikke. ¹⁹ Da han havde slukket sin tørst, tilføjede hun: „Lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!” ²⁰ Straks løb hun hen til vandtruget og tømte sin krukke. Derefter hentede hun mere vand og hældte det i truget, indtil kamelerne var færdige med at drikke. ²¹ Imens stod tjeneren og betragtede hende i tavshed—spændt på, om Gud havde ladet hans rejse lykkes.

²² Da kamelerne endelig havde slukket deres tørst, gav tjeneren pigen en guldnæsering^[k] og satte to tunge guldarmbånd på hendes arme.^{[l] 23} „Sig mig, hvem du er datter af,” sagde han, „og om der er plads i din fars hus, så jeg og mine folk kan få husly der i nat.”

²⁴ Hun svarede: „Jeg er datter af Betuel, som er Milkas og Nakors søn. ²⁵ Vi har masser af halm og foder og plads, så I kan overnatte hos os.”

²⁶ Ved disse ord bøjede tjeneren sig og lovpriste Gud. ²⁷ „Tak Herre, du min herre Abrahams Gud,” udbrød han. „Tak for din godhed og trofasthed imod min herre, og tak, fordi du førte mig direkte til min herres slægtninge.”

²⁸ Imidlertid løb pigen hjem og fortalte sin familie, hvad der var sket. ^29-30 Da hendes bror Laban så næseringen og armbåndene på sin søsters arme og hørte hende fortælle, hvad manden havde sagt til hende, skyndte han sig ud til brønden, hvor manden stadig stod med sine kameler. ³¹ „Velkommen, kære ven,” sagde han. „Kom dog og vær vores gæst! Hvorfor står du herude? Vi har allerede gjort klar til at modtage dig og dine kameler.”

³² Så fulgte manden med Laban hjem. Bagagen blev læsset af kamelerne og Laban sørgede for halm og foder til dem. Så bragte han vand til den gamle tjener og hans kameldrivere, så de kunne vaske deres fødder. ³³ Derefter blev der serveret mad, men Abrahams tjener sagde: „Jeg vil ikke spise noget, før jeg har fortalt jer om mit ærinde.”

„Sig frem!” svarede Laban.

³⁴ „Jeg er Abrahams tjener,” begyndte manden. ³⁵ „Herren har velsignet min herre i rigt mål, så han er blevet en velhavende mand med masser af får, kvæg, sølv og guld, tjenere, kameler og æsler.

³⁶ Min herres kone, Sara, fødte ham en søn i hans alderdom, og den søn har han givet alt, hvad han ejer. ³⁷ Og nu har min herre ladet mig sværge på, at jeg ikke vil lade hans søn gifte sig med en af de lokale kana’anæiske piger. ³⁸ I stedet bad han mig tage hertil og opsøge hans slægt og finde en brud til hans søn. ³⁹ ‚Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde en pige, der vil følge med tilbage?’ spurgte jeg. ⁴⁰ Han svarede: ‚Den Herre, i hvis nærhed jeg har levet mit liv, vil sende sin engel i forvejen og lade din rejse lykkes, så du kan finde min søn en kone fra min egen slægt. ⁴¹ Hvis ikke, er du løst fra din ed. Det samme er tilfældet, hvis hendes familie ikke vil lade hende følge med dig.’

⁴² Da jeg i dag gjorde holdt ved brønden, bad jeg følgende bøn: ‚Herre, du min herre Abrahams Gud! Lad det ærinde lykkes, som jeg er kommet for at udføre. ⁴³ Jeg stiller mig her ved brønden, og så siger jeg til en af pigerne, der kommer for at hente vand: „Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!” ⁴⁴ Hvis pigen så svarer: „Drik kun, og lad mig også sørge for dine kameler!”—lad det da være tegnet på, at det er den pige, du har udset til min herres søn.’

⁴⁵ Mens jeg endnu bad, kom Rebekka gående med sin vandkrukke på skulderen. Hun gik ned til brønden og fyldte krukken. Da jeg sagde: ‚Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!’ ⁴⁶ sænkede hun straks krukken og gav mig vand, idet hun sagde: ‚Drik kun, herre, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’ Så drak jeg, og hun sørgede for kamelerne. ⁴⁷ Bagefter sagde jeg til hende: ‚Sig mig, hvem du er datter af.’ Hun svarede: ‚Min far hedder Betuel og er søn af Milka og Nakor.’ Da gav jeg hende næseringen og satte armbåndene på hendes arme. ⁴⁸ Og jeg takkede min herre Abrahams Gud, fordi han havde ledt mig hele vejen, til jeg stod over for min herres brors barnebarn, der skulle være hans søns brud. ⁴⁹ Derfor vil jeg nu gerne vide, om I vil opfylde min herres ønske. Jeg vil gerne have et klart svar, ja eller nej, så jeg ved, hvad jeg har at rette mig efter.”

⁵⁰ Da svarede Laban og Betuel: „Det er helt klart, at Herren har ført dig herhen! Hvad kan vi sige mere? ⁵¹ Tag kun Rebekka med dig! Lad hende gifte sig med din herres søn, sådan som Herren har bestemt det.”

⁵² Ved de ord bøjede Abrahams tjener sig med ansigtet mod jorden og lovpriste Herren. ⁵³ Så hentede han smykker af sølv og guld tillige med smukke dragter, som han gav til Rebekka. Også hendes bror og mor fik gaver. ⁵⁴ Så spiste han og hans ledsagere til aften og overnattede i huset. Da de var stået op næste morgen, sagde han: „Lad mig nu tage tilbage til min herre.”

⁵⁵ „Vi vil gerne beholde Rebekka en halv snes dage endnu,” svarede pigens bror og mor. „Derefter kan I tage af sted.”

⁵⁶ „Ophold mig ikke længere end nødvendigt,” bad tjeneren. „Herren har jo ladet mit ærinde lykkes, og jeg må tilbage til min herre.”

⁵⁷ „Lad os kalde på pigen og lade hende afgøre sagen,” svarede de. ⁵⁸ Så kaldte de på Rebekka og spurgte hende: „Er du parat til at rejse med denne mand?”

„Ja, jeg er,” svarede hun.

⁵⁹ De tog så afsked med Rebekka. Den kvinde, som havde passet Rebekka fra lille, fik besked på også at tage med. ⁶⁰ Familien velsignede Rebekka med følgende ord: „Må dine efterkommere blive talt i tusinder! Må dine efterkommere besejre alle deres fjender!”

⁶¹ Så satte Rebekka og hendes tjenestepiger sig op på kamelerne og fulgte med Abrahams tjener.

⁶² I mellemtiden ventede Isak hjemme hos sin far. Han boede ellers selv i Negev, ved brønden Be’er-Lahaj-Roi.^{[m] 63} En dag hen imod aftenstid, da han gik sig en tur ude på marken fordybet i egne tanker, så han op og fik øje på en karavane af kameler, der nærmede sig. ⁶⁴ Da Rebekka fik øje på ham, gjorde hun straks holdt og steg af sin kamel.

⁶⁵ „Hvem er den mand, der kommer gående dér på marken for at møde os?” spurgte hun Abrahams tjener.

„Det er min herres søn,” svarede tjeneren. Da skyndte hun sig at trække sløret for ansigtet. ⁶⁶ Så fortalte tjeneren hele historien til Isak.

⁶⁷ Isak førte nu Rebekka ind i sin mors telt, og hun blev hans kone. Han kom til at holde meget af hende, og hun var til stor trøst for ham efter tabet af moderen.

Abrahams efterkommere gennem Ketura

25 Abraham havde taget^[n] sig endnu en kone. Hun hed Ketura, ² og sammen fik de følgende sønner: Zimran, Jokshan, Medan, Midjan, Jishbak og Shua. ³ Jokshan blev far til Saba og Dedan; Dedan blev stamfar til ashuritterne, letushitterne og leumitterne. ⁴ Midjan blev far til Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda’a. De var alle sammen efterkommere af Ketura.

⁵ Abraham indsatte Isak som arving til alt, hvad han ejede. ⁶ De sønner, han havde med sine andre koner, gav han gaver og sendte dem derefter bort fra Isak, østpå til landet øst for Jordanfloden.

Abrahams død og begravelse

⁷ Abraham blev 175 år gammel. ⁸ Han døde i en høj alder, gammel og mæt af dage. ^9-10 Isak og Ishmael begravede ham i Makpela-klippehulen ved Mamres lund på den mark, som Abraham havde købt af hittitten Efron, Sohars søn, og hvor hans kone Sara allerede lå begravet.

¹¹ Efter Abrahams død velsignede Gud hans søn Isak. Isak boede i Be’er-Lahaj-Roi i Negev.

Ishmaels slægt

^12-13 Det følgende er en liste over Ishmaels^[o] efterkommere: Nebajot, den førstefødte, Kedar, Adbe’el, Mibsam, ¹⁴ Mishma, Duma, Massa, ¹⁵ Hadad, Tema, Jetur, Nafish og Kedma. ¹⁶ Disse 12 sønner blev stamfædre til de 12 stammer, som er opkaldt efter dem. ¹⁷ Ishmael var 137 år gammel, da han døde. ¹⁸ Hans efterkommere slog sig ned i området fra Havila til Shur nordøst for Egyptens grænse ved vejen til Assyrien. De lå konstant i krig med hinanden.

Jakob køber førstefødselsretten

¹⁹ Det følgende er Isaks slægtshistorie: Isak var søn af Abraham. ²⁰ Da han var 40 år gammel, giftede han sig med Rebekka, en datter af aramæeren Betuel fra Paddan-Aram, og søster til Laban. ²¹ Isak bad til Herren for Rebekka, for hun kunne ikke blive gravid. Og Herren hørte Isaks bøn: Rebekka blev gravid ²² med tvillinger, og hun følte det, som om drengene sloges inde i hende. „Hvorfor sker sådan noget for mig?” klagede hun. Så gik hun hen og spurgte Herren.

²³ Herrens svar lød: „Sønnerne i dit moderliv bliver stamfædre til to rivaliserende folkeslag. Den ene bliver stærkere end den anden, og den ældste kommer til at tjene den yngste.”

²⁴ Da tiden kom, hvor Rebekka skulle føde, var det ganske rigtigt tvillinger. ²⁵ Den første, der kom ud, var rødlig og lodden som en skindkappe med hår over hele kroppen. Ham kaldte de Esau. ²⁶ Den anden tvilling blev født med hånden om Esaus hæl, og derfor kaldte de ham Jakob.^[p] Isak var 60 år gammel, da tvillingerne blev født.

²⁷ Som drengene voksede op, blev Esau en dygtig jæger og færdedes meget ude i de øde områder, hvorimod Jakob var en stille natur og blev hjemme ved teltene. ²⁸ Isak holdt mest af Esau, fordi han elskede kødet fra de vildtlevende dyr. Men Rebekka holdt mest af Jakob.

²⁹ En dag, da Jakob var ved at lave mad, kom Esau træt og sulten hjem fra en jagttur. Esau udbrød:

³⁰ „Giv mig noget af det røde der. Jeg er ved at dø af sult!” Derfor fik han også navnet Edom.^[q]

³¹ „Du må først sælge mig din førstefødselsret,” svarede Jakob.

³² „Hvad bryder jeg mig om min førstefødselsret, når jeg er ved at dø af sult?” sagde Esau.

³³ „Sværg så på, at førstefødselsretten er min!” vedblev Jakob. Så svor Esau og solgte dermed sine rettigheder som ældste søn til sin yngre bror Jakob. ³⁴ Jakob serverede nu brød og stuvede, røde linser for Esau, og da han havde spist og drukket, rejste han sig og gik sin vej. Sådan ringeagtede Esau sin førstefødselsret.

Isak hos Abimelek

26 Engang var der alvorlig hungersnød i landet—ligesom det var tilfældet på Abrahams tid—og det betød, at Isak flyttede til Gerar, hvor filisterkongen Abimelek boede. ² Herren havde nemlig åbenbaret sig for Isak og sagt til ham: „Rejs ikke til Egypten, men bosæt dig i det land, jeg giver dig besked om. ³ Du skal bo der en tid som fremmed, og jeg vil være med dig og velsigne dig. For jeg vil give dig og dine efterkommere disse landområder i eje—nøjagtig som jeg lovede din far Abraham. ⁴ Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner, og de skal tage alle disse lande i besiddelse. Desuden skal alle folkeslag på jorden opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere. ⁵ Alt dette vil jeg gøre for Abrahams skyld—fordi han adlød mig. Han gjorde, hvad jeg bad ham om, og tog mine anvisninger alvorligt!” ⁶ Derfor bosatte Isak sig i Gerar.

⁷ Da mændene dér spurgte ham ud angående Rebekka, svarede han: „Hun er min søster!” Han var nemlig bange for at sige, at hun var hans kone. Han troede, at de så ville slå ham ihjel for at få fat i Rebekka. Hun var nemlig meget smuk.

⁸ Men nogen tid efter, da filisterkongen Abimelek tilfældigt kiggede ud ad vinduet, så han, at Isak kærtegnede sin kone Rebekka. ⁹ Da sendte Abimelek bud efter Isak og udbrød vredt: „Hun er jo din kone! Hvorfor i alverden påstod du, at hun var din søster?”

„Fordi jeg var bange for at blive slået ihjel,” forsvarede Isak sig. „Jeg troede, at man ville dræbe mig for at få fat i hende.”

¹⁰ „Hvordan kunne du dog udsætte os for den risiko?” fortsatte Abimelek. „En af mine mænd kunne jo intetanende have taget hende og ligget med hende, og så havde du bragt skyld over os alle.” ¹¹ Derpå udsendte Abimelek følgende erklæring: „Enhver, som rører denne mand eller hans kone, skal dø!”

Isak bliver nødt til at flytte lejren og kommer til Be’ersheba

¹² Samme år høstede Isak 100 fold af, hvad han havde sået der i landet, for Herren velsignede ham ¹³ og gjorde ham til en velstående mand, der blev rigere og rigere. ¹⁴ Han havde får og geder og kvæg i massevis—og desuden mange slaver. Det gjorde filistrene så misundelige, ¹⁵ at de fyldte jord i alle hans brønde—de brønde, som hans far Abrahams slaver havde gravet.

¹⁶ Kong Abimelek bad derfor Isak om at rejse væk. „Tag et andet sted hen!” sagde han. „Du er blevet os for rig og for stærk.” ¹⁷ Så rejste Isak væk derfra og slog sig ned i Gerars dal. ¹⁸ Han lod de brønde udgrave, som hans far Abrahams tjenere havde gravet, men som filistrene havde fyldt op efter Abrahams død—og han gav dem de samme navne, som hans far havde givet dem.

¹⁹ Under gravearbejdet i Gerars dal stødte Isaks tjenere på en kilde med rindende vand. ²⁰ Men de lokale kvæghyrder skændtes med Isaks hyrder: „Det vand tilhører os!” sagde de. Isak kaldte kilden Esek^[r] på grund af den strid, som opstod om den.

²¹ Isak satte sine folk til at grave en ny brønd et andet sted. Da de lokale hyrder også gjorde krav på den, kaldte han den Sitna.^{[s] 22} Så flyttede han også væk derfra og lod grave en ny brønd et nyt sted, og da de ikke skændtes om den, kaldte han den Rehobot^[t] for—som han sagde: „Endelig har Herren givet os plads, så vi kan brede os i landet.”

²³ Senere flyttede han sin lejr til Be’ersheba. ²⁴ Samme nat, han kom dertil, åbenbarede Herren sig for ham og sagde: „Jeg er din far Abrahams Gud. Vær ikke bange! Jeg er med dig for at velsigne dig! Jeg vil gøre dig til et stort folk, sådan som jeg lovede Abraham, fordi han var lydig imod mig.” ²⁵ Da byggede Isak et alter og tilbad Herren. Han slog lejr der, og hans slaver gravede en ny brønd.

Isaks pagt med Abimelek

²⁶ En dag kom kong Abimelek til Be’ersheba sammen med sin rådgiver Ahuzzat og sin hærfører Pikol.

²⁷ „Hvorfor kommer I her?” spurgte Isak. „Det er næppe et venskabsbesøg, siden I jog mig bort.”

²⁸ „Vi ser tydeligt, at Herren på en særlig måde er med dig,” svarede de. „Derfor har vi tænkt, at vi burde lave en aftale med hinanden, ²⁹ sådan at du ikke vil gøre os fortræd, ligesom vi ikke har gjort dig fortræd, men kun har behandlet dig godt og ladet dig rejse i fred. Du er og bliver jo under Herrens særlige velsignelse.”

³⁰ Da holdt Isak en stor fest for sine gæster, hvor de spiste og drak. ³¹ Næste morgen aflagde de højtidelige løfter, der skulle besegle fredsaftalen. Så tog Isak afsked med dem, og de skiltes i al fordragelighed.

³² Samme dag kom Isaks slaver hjem og fortalte, at de havde fundet vand i brønden, de havde gravet. ³³ Derfor kaldte han brønden Shiba^[u]—og byen, som blev grundlagt der, kaldte han Be’ersheba,^[v] og det hedder den stadigvæk.

Esau tager sig to koner fra et ugudeligt folk

³⁴ Esau var 40 år gammel, da han giftede sig med en pige, der hed Judit og var datter af hittitten Be’eri. Han giftede sig også med Basemat, en datter af hittitten Elon. ³⁵ Det var Isak og Rebekka meget skuffede over.

Jakob snyder sin far og får den førstefødtes velsignelse

27 Da Isak var blevet gammel og ikke længere kunne se, kaldte han en dag sin ældste søn, Esau, til sig.

„Min søn!” sagde han.

„Ja, hvad er der, far?” svarede Esau.

² „Jeg er nu en gammel mand og kan dø når som helst. ³ Tag din bue og dine pile og gå ud og skyd mig et stykke vildt. ⁴ Tilbered så en lækker ret mad—sådan som jeg kan lide den. Bring den så her, så jeg kan nyde den og give dig min velsignelse, inden jeg dør.”

⁵ Nu stod Rebekka imidlertid og lyttede, da Isak talte til Esau. Så da Esau gik ud for at skyde noget vildt til sin far, ⁶ kaldte hun på Jakob og sagde: „Jeg hørte din far sige til din bror: ⁷ ‚Skyd mig et stykke vildt og tilbered det, så jeg kan spise det. Bagefter vil jeg give dig Herrens velsignelse, inden jeg dør.’ ⁸ Men hør nu godt efter, Jakob, og gør nøjagtig, som jeg siger: ⁹ Gå ud og hent mig to af de bedste gedekid fra flokken, så skal jeg lave en lækker ret mad, sådan som din far kan lide den. ¹⁰ Derefter skal du servere maden for din far, så han kan nyde den og give dig velsignelsen, inden han dør.”

¹¹ „Jamen mor,” indvendte Jakob. „Esaus hud er jo lige så lodden, som min er glat. ¹² Hvad nu, hvis far føler på mig? Så opdager han, at jeg bedrager ham, og så får jeg en forbandelse i stedet for en velsignelse.”

¹³ Men hans mor svarede: „Forbandelsen tager jeg på mig! Bare gør, som jeg siger. Gå nu ud og hent de gedekid!”

¹⁴ Så gik Jakob ud og hentede kiddene og gav hende dem, hvorefter hun tilberedte en lækker ret mad, sådan som hans far kunne lide den. ¹⁵ Dernæst tog hun Esaus bedste tøj og gav Jakob det på. ¹⁶ Hans glatte arme og hals dækkede hun med skindet fra gedekiddene. ¹⁷ Så rakte hun ham den lækre mad og det brød, hun havde bagt. ¹⁸ Han gik så ind med det og sagde: „Værsgo, far!”

„Tak!” sagde Isak. „Hvem er det, der taler?”

¹⁹ „Det er Esau, din ældste søn!” svarede Jakob. „Jeg har gjort, som du sagde! Sæt dig nu op og spis vildtet, så du kan give mig din velsignelse!”

²⁰ „Hvordan bar du dig ad med at klare det så hurtigt, min søn?”

„Herren, din Gud, sendte byttet lige i armene på mig!” svarede Jakob.

²¹ „Kom nærmere,” sagde Isak, „så jeg kan røre ved dig og mærke, om det virkelig er dig, Esau!” ²² Så gik Jakob hen til sin far, og Isak følte på ham. „Det er Jakobs stemme, men Esaus arme,” sagde han undrende.

²³ Han genkendte ikke Jakob på grund af de behårede arme, som jo måtte være Esaus. Inden Isak velsignede ham, ²⁴ spurgte han igen:

„Det er Esau, ikke?”

„Jo, selvfølgelig!” svarede Jakob.

²⁵ „Giv mig da maden, så jeg kan spise den og velsigne dig.”

Jakob rakte ham maden og vinen, og han spiste og drak. ²⁶ Bagefter sagde Isak: „Kom hen og kys mig på kinden, min dreng!” ²⁷ Da Jakob kom hen for at kysse sin far på kinden, kunne Isak mærke duften af Esaus tøj, og han velsignede ham med ordene:

„Duften af min søn er som duften af den jord, Herren har velsignet. ²⁸ Gud vil velsigne din afgrøde med væde fra himlen og næring fra jorden. Du får korn og vin i overflod. ²⁹ Folkeslag skal tjene dig og ærbødigt bøje sig for dig. Du og din slægt skal herske over din bror og hans slægt. Forbandet være enhver, der forbander dig—og velsignet være enhver, der velsigner dig.”

³⁰ Da Isak var færdig med at velsigne ham, og Jakob lige var gået, kom Esau hjem fra jagten. ³¹ Han tilberedte en lækker ret mad og bragte den ind til sin far: „Her er jeg, Far. Sæt dig nu op og spis mit vildt, så du kan give mig din velsignelse!”

³² „Hvad!” udbrød Isak forvirret. „Hvem er du?”

„Esau—din ældste søn!”

³³ Da blev Isak bestyrtet og rystede voldsomt over hele kroppen. „Jamen, hvem var det da, som bragte mig vildt før du kom? Jeg har allerede spist, og nu har han fået velsignelsen!”

³⁴ Ved de ord udstødte Esau et jamrende skrig og råbte: „Giv dog også mig en velsignelse, far!”

³⁵ „Det kan jeg ikke, Esau. Din bror snød mig og stjal din velsignelse!”

³⁶ „Ikke så underligt, at han hedder Jakob! Nu har han bedraget mig to gange!” sagde Esau bittert. „Først tog han min førstefødselsret, og nu har han stjålet min velsignelse! Har du dog ikke en velsignelse til mig også?”

³⁷ „Nej, for jeg har gjort ham til hersker over dig,” sagde Isak. „Din slægt har jeg gjort til tjenere for hans slægt, og jeg har lovet ham overflod af korn og vin. Hvad har jeg tilbage at give dig, min søn?”

³⁸ „Har du kun den ene velsignelse, Far? Velsign dog også mig!” Esau brast i gråd.

³⁹ Men Isak svarede: „Din boplads bliver langt fra den frugtbare jord og fra himlens væde. ⁴⁰ Med dit sværd skal du skaffe dig føden, og du skal tjene din bror, indtil du ryster hans åg af dig.”

Jakob flygter til sin morbror i Paddan-Aram

⁴¹ Esau bar nag til Jakob, fordi han havde stjålet hans velsignelse, og han sagde til sig selv: „Om kort tid dør far. Så slår jeg Jakob ihjel!” ⁴² Da Rebekka fik nys om, hvad hendes ældste søn havde i sinde, kaldte hun straks Jakob til sig og fortalte ham om Esaus hensigter. „Esau vil hævne sig og skaffe dig af vejen,” sagde hun. ⁴³ „Gør nu, som jeg siger: Flygt til din onkel Laban i Karan ⁴⁴ og bliv der, til din brors vrede er kølnet af, ⁴⁵ og han har glemt, hvad du har gjort imod ham. Når han ikke er vred længere, sender jeg bud til dig, så du kan komme tilbage. Jeg vil ikke kunne bære at miste jer begge på en gang.”^[w]

⁴⁶ Til Isak sagde Rebekka: „Jeg er inderligt træt af de hittitiske kvinder! Jeg vil hellere dø end opleve, at Jakob gifter sig med en af dem.”

28 Isak kaldte nu Jakob til sig og sendte ham af sted med følgende besked: „Du må ikke gifte dig med en kana’anæisk pige. ² Rejs straks til Paddan-Aram—til din morfar Betuels familie—og find dig en kone blandt dine kusiner, din onkel Labans døtre. ³ Må den almægtige Gud velsigne dig og give dig mange børn, så du må blive stamfar til en stor slægt. ⁴ Må den velsignelse, han lovede Abraham, følge dig og dine efterkommere, så det land her, hvor vi endnu bor som fremmede, må blive dit—for Gud lovede at give det til Abrahams slægt!”

⁵ Jakob begyndte så den lange rejse til Paddan-Aram for at komme i sikkerhed hos sin morbror, Laban, aramæeren Betuels søn.

^6-7 Esau fik at vide, at hans far havde velsignet Jakob og sendt ham af sted til Paddan-Aram for at finde sig en kone der, og at han havde befalet ham ikke at gifte sig med en pige fra Kana’an. ⁸ Han forstod da, at hans forældre ikke brød sig om de kana’anæiske kvinder. ⁹ Derfor rejste han til sin onkel Ishmaels familie, og tog Ishmaels datter Mahalat^[x] til kone ved siden af dem, han havde i forvejen.

Jakobs drøm i Betel

¹⁰ Jakob forlod altså Be’ersheba og satte kursen mod byen Karan i Paddan-Aram. ¹¹ Ved solnedgang fandt han et sted, hvor han kunne overnatte. Han brugte en sten som hovedpude og lagde sig til at sove. ¹² Han drømte, at han så en trappe, der nåede fra jorden op til Himlen, og Guds engle gik op og ned ad trappen. ¹³ Oven for trappen stod Herren. „Jeg er Herren,” sagde han. „Din bedstefar Abrahams og din far Isaks Gud! Den jord, du ligger på, tilhører dig. Jeg vil give det her land til dig og dine efterkommere. ¹⁴ De skal blive talrige som sandkornene på jorden, og de skal brede sig i alle retninger—mod øst og vest og nord og syd. Og gennem dig og en af dine efterkommere skal alle jordens folk blive velsignet. ¹⁵ Jeg vil være med dig og beskytte dig, hvor du end går, og til sin tid vil jeg føre dig sikkert tilbage til dette land. Jeg vil hjælpe dig og opfylde alt det, jeg har lovet dig.”

^16-17 Så vågnede Jakob og udbrød forfærdet: „Herren er på dette sted—og jeg vidste det ikke. Det her er bestemt et meget specielt sted. Det er intet mindre end Guds hus og indgangen til Himlen!”

¹⁸ Da han stod op tidligt næste morgen, tog han den sten, han havde brugt til hovedpude, og rejste den på højkant som en mindesten. Derpå hældte han olivenolie ud over den for at indvi stedet til Gud, ¹⁹ og han kaldte stedet Betel.^[y] Det var i nærheden af den landsby, som i gamle dage hed Luz.