Bible in 90 Days

Samuel salver David til konge

16 Efter nogen tid sagde Herren til Samuel: „Jeg har jo forkastet Saul som konge i Israel! Hvor længe endnu vil du gå og sørge over ham? Fyld hellere dit horn med olivenolie og gå til Betlehem. Dér skal du opsøge en mand ved navn Isaj, for jeg har udvalgt en af hans sønner til at være Israels nye konge.”

² „Hvordan skal jeg kunne gøre det?” indvendte Samuel. „Hvis Saul får det at vide, slår han mig ihjel.”

„Tag en kvie med dig,” svarede Herren, „og sig, at du er kommet for at ofre til Herren. ³ Så skal du invitere Isaj til at deltage i ofringen, og jeg vil vise dig, hvem af hans sønner du skal salve til konge.”

⁴ Samuel gjorde nu, som Herren havde sagt, og han ankom til Betlehem. Men byens ledere blev bange, da de så ham. „Er der noget galt?” spurgte de. „Hvad er grunden til dit besøg?”

⁵ Samuel svarede: „Der er ikke noget galt. Jeg er kommet for at ofre til Herren. Rens jer og kom så til offerfesten.”

Samuel sørgede for at Isaj og hans sønner gennemgik renselsesritualet og indbød dem til ofringen. ⁶ Da de kom, og Samuel så Isajs søn Eliab, tænkte han: „Det må være ham!” ⁷ Men Herren svarede: „Nej, det er ikke ham! Bedøm ikke en mand efter hans udseende og højde. Mennesker bedømmer hinanden efter det ydre, men Herren ser på hjertet.”

⁸ Derefter præsenterede Isaj sin næste søn, Abinadab, for Samuel, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.”

⁹ Så præsenterede Isaj sin næste søn, Shamma, men Herren sagde: „Det er heller ikke ham.” ¹⁰ På samme måde gik det med de fire næste sønner.

„Det er ikke nogen af de syv, Herren har udvalgt,” sagde Samuel til Isaj. ¹¹ „Er det alle de sønner, du har?”

„Nej. Der er en mere, den yngste, han vogter får ude på marken,” svarede Isaj.

„Send straks bud efter ham,” befalede Samuel. „Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.”

¹² Så sendte Isaj bud efter David. Han var en rask og rødmosset dreng med et godt udseende og kønne øjne, og Herren sagde: „Det er ham, du skal salve til konge!”

¹³ Da hældte Samuel olivenolien ud over Davids hoved og salvede ham for øjnene af hans brødre, og Herrens Ånd kom over ham og blev over ham fra den dag af. Så vendte Samuel tilbage til Rama.

David kommer i tjeneste hos Saul

¹⁴ Men Herrens Ånd havde forladt Saul, og i stedet blev han plaget af en ond ånd fra Herren. ^15-16 „Det er en ond ånd fra Gud, som plager dig,” sagde Sauls tjenere. „Hvis du synes om det, vil vi finde en, der kan spille på lyre^[a] for dig, når den onde ånd plager dig, så du falder til ro og får det bedre.”

¹⁷ „Ja, find en mand som er dygtig til at spille, og bring ham til mig,” svarede Saul.

¹⁸ En af tjenerne sagde: „Jeg kender en ung mand i Betlehem, en søn af Isaj. Han er ikke bare dygtig til at spille, han er også en modig kriger. Han taler kloge ord, og ser godt ud. Herren er med ham!”

¹⁹ Så sendte Saul bud til Isaj: „Send mig din søn, David, ham, som vogter dine får.” ²⁰ Isaj læssede derpå et æsel med brød, en lædersæk med vin og et gedekid og sendte David af sted med denne gave til Saul. ²¹ Sådan gik det til, at David kom i tjeneste hos Saul, som kom til at holde af ham og gjorde ham til sin våbendrager. ²² Så sendte Saul igen bud til Isaj og sagde: „Lad David blive i min tjeneste, for jeg er godt tilfreds med ham.”

²³ Når Saul blev plaget af den onde ånd fra Gud, tog David sin lyre og spillede for ham. Så forlod den onde ånd Saul, og han følte sig meget bedre tilpas.

Goliat udfordrer Israel

17 Filistrene samlede igen deres hær for at gå i krig. De samledes i Soko i Juda og slog lejr i Efes-Dammim mellem Soko og Azeka. ² Saul og israelitterne samledes og slog lejr ved Elahdalen, og de gjorde sig klar til kamp. ³ Filistrene og israelitterne stod således ansigt til ansigt på hver sin bjergskråning med kun dalen imellem sig.

⁴ Filistrene havde en kriger, Goliat fra Gat, som var næsten tre meter høj. ⁵ Hans rustning bestod af en hjelm af bronze, et brystpanser af bronze, der vejede over 50 kilo,^{[b] 6} og benskinner af bronze. På ryggen bar han et kastespyd af bronze. ⁷ Skaftet på hans kampspyd var flere tommer tykt og med en spydspids af jern, der vejede næsten syv kilo. Foran ham gik hans våbendrager med et stort skjold.

⁸ Goliat trådte frem foran de øvrige filistre og råbte over til israelitterne: „Hvorfor har I stillet hele hæren op til kamp? Vi kan da bare ordne sagen ved en lille tvekamp! Jeg er filistrenes største krigshelt. I er selvfølgelig kun Sauls slaver, men vælg bare en af jeres mænd til at komme herned og kæmpe med mig. ⁹ Hvis han vinder over mig og slår mig ihjel, bliver vi jeres slaver. Men hvis jeg vinder over ham og slår ham ihjel, bliver I vores slaver. ¹⁰ Jeg udfordrer Israels hær til at sende en mand her hen til mig, hvis I altså tør.” ¹¹ Da Saul og israelitterne hørte, hvad Goliat sagde, blev de skrækslagne og tabte fuldstændig modet. ^12-16 Det samme gentog sig i 40 dage. Hver eneste morgen og aften trådte kæmpen frem og udfordrede israelitterne.

Nu havde David jo syv ældre brødre, der alle var sønner af Isaj, som boede i Betlehem i Judas stammeområde. De tre ældste—Eliab, Abinadab og Shamma—var med i Sauls hær. David, der var yngst, tjente hos Saul, men var netop nu i Betlehem, hvor han hjalp sin gamle far med at vogte fårene og gederne.

¹⁷ En dag sagde Isaj til David: „Tag den her sæk ristede korn og de her ti brød med til dine brødre i Sauls hær, ¹⁸ og giv de her ti stykker ost til deres anfører. Find ud af, hvordan dine brødre har det, og sørg for at bringe et brev eller noget andet med tilbage fra dem. ¹⁹ De er sammen med Saul og hele hæren i Elahdalen.”

²⁰ David overlod så fårene til en anden hyrde, og tidligt næste morgen tog han af sted. Han ankom til udkanten af lejren, netop som hæren var ved at stille op til kamp og udstødte kampråbet. ²¹ Israelitterne og filistrene stillede op over for hinanden på hver sin side af dalen. ²² David efterlod sin bagage hos manden, der havde opsyn med forsyningerne, og skyndte sig ud for at finde sine brødre. ²³ Mens han talte med dem, trådte Goliat frem og stillede sig op foran filisterhæren, og David hørte, hvordan han råbte sin udfordring til israelitterne. ²⁴ Så snart Israels krigere så ham, flygtede de skrækslagne.

²⁵ „Sikken en kæmpe,” sagde krigerne til hinanden, „han kommer hver dag for at håne Israels hær. Kongen har udlovet en belønning til den, der slår kæmpen ihjel. Han bliver rig, han får kongens datter til kone, og hele hans slægt bliver fritaget for at betale skat.”

²⁶ David henvendte sig nu til nogle af de omkringstående og spurgte: „Hvad får den mand, der slår filisteren ihjel og gør en ende på hans forhånelser? Hvem er egentlig denne ugudelige, uomskårne filister, der tror, han kan tillade sig at håne den levende Guds hær?” ²⁷ Han fik det samme svar igen om den udlovede dusør.

²⁸ Men da Davids ældste bror, Eliab, hørte, hvad David talte med mændene om, blev han vred. „Hvad bestiller du egentlig her?” skældte han. „Har du efterladt de stakkels får i ørkenen? Jeg kender dig. Du er både hovmodig og selvisk. Du er bare kommet for at se på kampen.”

²⁹ „Hvad har jeg nu gjort?” forsvarede David sig. „Der er vel ikke noget forkert i at spørge?”

³⁰ Så gik han hen til nogle andre mænd og stillede samme spørgsmål. De gav ham det samme svar.

David kæmper mod Goliat

³¹ Det rygtedes hurtigt i lejren, hvad David havde sagt. Da kong Saul fik det at vide, sendte han bud efter ham.

³² „Du må ikke lade dig slå ud af den overmodige filister,” sagde David til Saul. „Jeg skal nok gøre det af med ham.”

³³ „Det kan du ikke,” sukkede Saul. „Du er ung og uerfaren, mens den mand har været kriger fra sin ungdom af.”

³⁴ Men David svarede: „Jeg har i årevis vogtet min fars får. Hvis der kom en løve eller en bjørn og tog et lam fra hjorden, ³⁵ løb jeg efter dyret, fældede det med min slynge og rev lammet ud af gabet på det. Hvis dyret så angreb mig, greb jeg fat i dets pels og slog det ihjel. ³⁶ Jeg har slået både løver og bjørne ihjel, og nu skal det gå den her uomskårne filister på samme måde, for han har udfordret den levende Guds hær. ³⁷ Den Gud, som frelste mig fra løvers og bjørnes kløer, vil også hjælpe mig imod den filister.”

„Godt,” svarede Saul, „så gå imod ham. Og må Herren være med dig.”

³⁸ Saul gav nu David sin egen rustning med både bronzehjelm og brynje. ³⁹ David spændte bæltet med sværdet om livet, men han kunne ikke bevæge sig med alt det på. Han havde jo aldrig prøvet det før. „Jeg kan dårligt bevæge mig i den mundering,” sagde han og tog det hele af igen. ⁴⁰ I stedet udvalgte han sig fem glatte sten ved bækken og lagde dem i sin hyrdetaske, og med sin hyrdestav og sin slynge gik han Goliat i møde. ^41-42 Goliat kom gående hen imod David med skjoldbæreren foran sig. Da han fik øje på ham, snerrede han i foragt over den lille rødmossede fyr, der vovede sig frem imod ham.

⁴³ „Hvad regner du mig for? En hund?” brølede han til David. „Du kommer jo imod mig med en kæp!” Så forbandede han David ved alle sine guder ⁴⁴ og tilføjede: „Kom herhen, så skal jeg gøre dig til føde for fuglene og de vilde dyr!”

⁴⁵ Men David råbte tilbage: „Du kommer imod mig med sværd, spyd og lanse, men jeg kommer imod dig i Herrens navn! Du har hånet ham, skønt han er Anføreren for de himmelske hære og for Israels styrker! ⁴⁶ Derfor vil Herren gøre det af med dig i dag. Jeg vil slå dig ihjel og hugge hovedet af dig, så det er dig og dine folk, der bliver til føde for fuglene og de vilde dyr. På den måde får hele verden at se, at der er en Gud i Israel! ⁴⁷ Og Israel skal lære, at Herren ikke giver sejr ved sværd og spyd, når han vil gennemføre sine planer. I dag vil han udlevere jer til os.”

⁴⁸ Da Goliat nærmede sig, løb David ham i møde. ⁴⁹ Han stak hånden i sin hyrdetaske, fiskede en sten op, slyngede den rundt og lod den flyve mod filisterens hoved. Stenen borede sig ind i Goliats pande, og han faldt næsegrus til jorden. ⁵⁰ Sådan fældede David filisterkæmpen med en sten fra sin slynge. Da han ikke havde noget sværd, ⁵¹ løb han hen og trak Goliats sværd af skeden og huggede hovedet af kæmpen. Ved det syn gik der panik i filisterhæren. De vendte om og tog flugten, da det gik op for dem, at deres helt var død.

⁵² Da udstødte Israels og Judas mænd et krigshyl og stormede efter filistrene, og de forfulgte dem helt til Gat og Ekrons byporte. Døde og sårede filistre lå spredt fra Sha’arajim til Gat og Ekron. ⁵³ Derefter vendte israelitterne tilbage og plyndrede filistrenes rømmede lejr. ⁵⁴ Men David sikrede sig Goliats hoved og tog det senere med til Jerusalem, mens filisterens våben blev anbragt i hans telt.^[c]

⁵⁵ Dengang Saul så David gå imod kæmpen Goliat, spurgte han sin hærfører Abner: „Abner, hvilken familie er det nu den der unge fyr kommer fra?” „Jeg aner det ikke,” svarede Abner. ⁵⁶ „Så find ud af det!” sagde kongen. ⁵⁷ Efter at David havde dræbt Goliat, og han kom tilbage med kæmpens hoved i hånden, førte Abner ham straks til Saul. ⁵⁸ „Sig mig, unge mand,” sagde Saul, „hvem er din far?” David svarede: „Jeg er søn af Isaj, der bor i Betlehem.”

Sauls jalousi imod David

18 Efter at David havde talt med Saul, mødte han kongens søn, Jonatan. Straks opstod der et varmt venskab mellem de to. ² Fra den dag blev David hos Saul hele tiden, og han fik ikke længere lov at vende tilbage til sit hjem i Betlehem. ³ Jonatan og David blev så gode venner, at de sluttede en ubrydelig venskabspagt. ⁴ Jonatan beseglede pagten ved at give David sin kappe og tunika, og endda sit sværd, sin bue og sit bælte.

⁵ Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.

⁶ Nogen tid efter at David havde slået filisteren ihjel, vendte hæren hjem efter en sejr,^[d] og en masse kvinder fra alle byerne i Israel gik ud for at hylde kong Saul med sang og dans til lyden fra tamburiner og triangler. ⁷ „Saul har besejret tusinder,” sang de, „men David har besejret titusinder.”

⁸ Det blev Saul rigtig vred over. „De giver jo David større ære end mig,” tænkte han. „Hvem ved, måske de vil gøre ham til konge i stedet for mig.” ⁹ Fra da af så han skævt til David.

¹⁰ Næste dag plagede den onde ånd Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden, ¹¹ og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: „Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange. ¹² Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham. ^13-14 Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.

^15-16 Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.

¹⁷ En dag sagde Saul til David: „Jeg har overvejet at give dig min ældste datter, Merab, til kone. Men først må du bevise din tapperhed i Herrens krige.” Saul tænkte nemlig ved sig selv: „Hvis jeg sender ham mod filistrene, og de dræber ham, slipper jeg selv for at gøre det.”

¹⁸ „Jamen, jeg kommer jo fra en ubetydelig slægt,” indvendte David. „Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”

¹⁹ Men da tiden for brylluppet nærmede sig, gav Saul sin datter til en mand ved navn Adriel fra Mehola i stedet for. ²⁰ I mellemtiden var Sauls anden datter, Mikal, blevet forelsket i David. Det passede Saul udmærket.

²¹ „Så er der endnu en anledning til at få ham dræbt af filistrene,” tænkte han. Men til David sagde han: „Nu har du alligevel en chance for at blive min svigersøn.”

²² Derefter gav Saul sine tjenestefolk besked på i al fortrolighed at sige til David: „Kongen sætter stor pris på dig, og det gør vi andre også. Du bør tage imod tilbuddet om at blive hans svigersøn.”

²³ Men David svarede: „Jeg er en fattig mand, og jeg kommer fra en ukendt slægt. Jeg har ikke råd til at betale brudeprisen for en prinsesse.”

²⁴ Da Saul fik at vide, hvad David havde svaret, ²⁵ sagde han: „Sig til David, at det eneste, jeg forlanger som brudepris, er forhuden af 100 filistre. Det eneste, jeg ønsker, er hævn over mine fjender.” Saul håbede naturligvis, at David ville falde i kampen mod filistrene.

²⁶ Mændene fortalte så David, hvad Saul havde sagt, og han gik ind på betingelserne for at blive kongens svigersøn. ²⁷ Kort efter drog David og hans mænd af sted og slog 200 filistre ihjel. Deres forhuder overbragte han fuldtalligt til Saul, og han blev derefter gift med Mikal.

²⁸ Da Saul så, hvor meget Herren velsignede David, og hvor meget Mikal^[e] holdt af ham, ²⁹ blev han endnu mere bange, og resten af livet var han fjendtlig overfor ham. ³⁰ Hver gang filistrene gik til angreb, vandt David større sejre end nogen anden af Sauls mænd. Sådan blev David efterhånden en folkehelt.

David undslipper Saul

19 Saul talte nu med sine folk og med sin søn Jonatan om at få David skaffet af vejen. Men Jonatan holdt meget af David, ² og derfor røbede han sin fars planer. „Min far er ude på at finde en anledning til at slå dig ihjel,” sagde han. „I morgen tidlig skal du derfor skjule dig et sted ude på marken. ³ Så vil jeg bede min far om at gå en tur med mig, og jeg vil bringe dig på tale i nærheden af det sted, hvor du ligger skjult. Bagefter skal jeg nok fortælle dig, hvad jeg har fundet ud af.”

⁴ Så talte Jonatan med sin far og lagde et godt ord ind for David. „Han har jo aldrig gjort dig noget ondt,” sagde han. „Tværtimod har han altid forsøgt at hjælpe dig. ⁵ Har du glemt, hvordan han satte livet på spil for at slå Goliat ihjel, og hvordan Herren ved den lejlighed gav Israel en stor sejr? Du så det selv og glædede dig over det. Hvad får dig nu til at ændre mening, så du pønser på at slå en uskyldig mand ihjel? Det er der absolut ingen mening i.”

⁶ Til sidst lod Saul sig overtale, og han svor: „Så sandt Herren lever, skal David ikke blive dræbt.”

⁷ Så kaldte Jonatan på David og fortalte ham det hele. Derefter førte han ham til Saul, som tog ham i sin tjeneste som før. ⁸ Krigen fortsatte, og David og hans mænd rykkede ud mod filistrene og dræbte så mange af dem, at resten af filisterhæren flygtede i panik.

^9-10 En dag, da Saul sad derhjemme med sit spyd i hånden, kom den onde ånd fra Herren igen over ham. David tog sin lyre og spillede for ham. Men pludselig kastede Saul sit spyd imod ham for at spidde ham til væggen. David sprang til side, og spyddet borede sig ind i væggen. Så flygtede han ud af huset og slap bort i mørket. ¹¹ Straks sendte Saul nogle af sine folk hen for at holde Davids hus bevogtet, så han kunne komme og dræbe ham den følgende morgen.

„Hvis du ikke flygter øjeblikkelig,” advarede Mikal sin mand, „er du dødsens i morgen.” ¹² Derefter hjalp hun David ud gennem et vindue, så han undslap. ¹³ Så lagde hun husguden i hans seng, dækkede den med et tæppe og lagde noget gedehår i hovedenden. ¹⁴ Da Sauls mænd næste morgen trængte ind i huset for at hente David, sagde Mikal: „Han er syg.” ¹⁵ Den besked overbragte de til Saul, men det var han ikke tilfreds med. „Så bær ham hen til mig på sengen, så jeg kan gøre det af med ham,” befalede han. ¹⁶ Men da de trængte ind i Davids soveværelse, opdagede de, at det var husguden, der lå i sengen med noget gedehår over hovedet.

¹⁷ Så skældte Saul sin datter Mikal ud. „Hvorfor har du bedraget mig og ladet min fjende undslippe?” „Jeg blev tvunget til det,” forklarede hun. „Han truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde.”

¹⁸ Det lykkedes altså David at flygte. Han tog til Rama for at opsøge Samuel, og han fortalte ham om alt, hvad Saul havde gjort imod ham. Samuel tog ham med sig til Najot, hvor han kunne bo en tid. ¹⁹ Da Saul fik at vide, at David opholdt sig i Najot tæt ved Rama, ²⁰ sendte han folk ud for at fange ham. Da de kom til stedet, hvor Samuel og de andre profeter stod og profeterede, kom Guds Ånd over dem—og de begyndte også at profetere! ²¹ Da Saul hørte om det, sendte han andre folk af sted, men de begyndte også at profetere. For tredje gang sendte Saul en gruppe folk af sted, men de endte også med at profetere! ²² Så tog Saul selv af sted til Rama. Da han kom til den store brønd ved Seku, spurgte han efter David og Samuel. „De er i Najot,” fik han at vide.

²³ På vejen derhen kom Guds Ånd over Saul, og han profeterede hele vejen til Najot! ²⁴ Derefter flåede han tøjet af sig, og hele dagen og den følgende nat lå han på gulvet og profeterede foran Samuel. Derfor siger man: „Er Saul nu også blandt profeterne?”

Davids og Jonatans venskab

20 David flygtede så fra Najot ved Rama og opsøgte Jonatan. „Hvad har jeg gjort?” udbrød han. „Har jeg fornærmet din far, siden han er så opsat på at slå mig ihjel?”

² „Min far har ikke i sinde at slå dig ihjel,” protesterede Jonatan. „Han har altid fortalt mig om sine planer. Jeg er sikker på, at han ikke ville skjule en så alvorlig plan for mig. Det hele må være en misforståelse.”

³ „Jamen, din far ved jo, at vi er venner,” indvendte David. „Derfor tænker han: ‚Jeg vil ikke sige noget til Jonatan, for det vil bare gøre ham ked af det.’ Men sandheden er, at jeg går med livet i hænderne—det sværger jeg på.”

⁴ „Hvad vil du have, jeg skal gøre?” spurgte Jonatan.

⁵ David svarede: „I morgen begynder nymånefesten, og din far regner med, at jeg kommer til hans fest. Men jeg vil bede dig om at give mig fri, så vil jeg gemme mig ude på marken indtil i overmorgen om aftenen. ⁶ Hvis din far spørger efter mig ved måltidet, skal du sige til ham: ‚David bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem for at deltage i den årlige offerfest med sin familie.’ ⁷ Svarer han så: ‚Det er i orden!’ er det et tegn på, at jeg ikke behøver at bekymre mig, men bliver han vred, er det, fordi han er besluttet på at slå mig ihjel. ⁸ Jonatan, jeg ved, jeg kan regne med dig, for vi har indgået en bindende venskabspagt for Herrens ansigt. Hvis jeg har gjort noget, jeg fortjener døden for, foretrækker jeg, at du slår mig ihjel, frem for at din far gør det.”

⁹ „Jeg kunne aldrig finde på at slå dig ihjel,” udbrød Jonatan. „Og hvis jeg havde den mindste anelse om, at min far stræbte dig efter livet, tror du så ikke, jeg straks ville advare dig?”

¹⁰ Da spurgte David: „Hvem kan fortælle mig om din fars reaktion ved nymånefesten?”

¹¹ „Kom, lad os gå ud på marken,” svarede Jonatan. Det gjorde de så. ¹² „Jeg lover dig ved Herren, Israels Gud, at enten i morgen eller i overmorgen ved denne tid vil jeg have fundet ud af, hvad min far tænker om dig,” sagde Jonatan. „Så vil det vise sig, at din bekymring er ubegrundet. Ellers skal jeg nok give dig besked. ¹³ Må Herren straffe mig, hvis jeg ikke fortæller dig det, hvis min far ønsker at dræbe dig. Hvis det er tilfældet, skal jeg nok sørge for, at du kan undslippe i god behold. Må Herren selv beskytte dig, som han har beskyttet min far. ^14-15 Og må du altid vise mig den samme trofaste kærlighed, som Herren gør, så længe jeg lever. Og skulle jeg dø, så vær nådig mod mine børn, når Herren hjælper dig med at tilintetgøre alle dine fjender.”

¹⁶ Derefter bad Jonatan denne højtidelige pagtsbøn for David og hans efterkommere: „Må Herren straffe Davids fjender.”^{[f] 17} Således stadfæstede Jonatan sin venskabspagt med David på grund af sin kærlighed til ham, for Jonatan elskede David lige så højt, som han elskede sig selv.

¹⁸ Derefter sagde Jonatan: „I morgen under nymånefesten vil de uden tvivl savne dig, når de opdager, at din plads ved bordet står tom, ¹⁹ og i overmorgen vil de alle sammen spørge efter dig. Gem dig derfor i det gamle skjulested, du brugte sidste gang Saul var ude efter dig,^[g] derude bag rokkestenen. ²⁰ Bagefter kommer jeg derud og lader, som om jeg øver mig i at skyde til måls med min bue. Jeg skyder tre pile af sted, ²¹ hvorefter jeg sender en dreng ud efter pilene. Hvis du hører mig råbe til drengen: ‚Pilene ligger her hen mod mig!’ er det signal til, at der ikke er fare på færde. ²² Men hvis jeg råber: ‚Gå længere frem! Pilene ligger foran dig!’ er det signal til, at du må skynde dig at flygte. ²³ Må Herren hjælpe os til altid at holde den venskabspagt, vi har svoret hinanden, for han er vores vidne.” ^24-25 Så gemte David sig i sit skjulested på marken.

Da nymånefesten begyndte, indtog kongen sin sædvanlige plads ved bordet, ind mod væggen. Jonatan satte sig overfor, og Abner satte sig ved siden af Saul. Davids plads stod tom. ²⁶ Men Saul spurgte ikke til David den dag, for han gik ud fra, at der var sket noget, som havde gjort David uren indtil om aftenen. Ja, det måtte være grunden til hans udeblivelse. ²⁷ Næste dag, da Davids plads stadig stod tom, spurgte Saul: „Hvor er vores unge helt blevet af? Hverken i går eller i dag har han deltaget i måltidet.”

^28-29 „Han bad mig om lov til at tage hjem til Betlehem og deltage i en familiesammenkomst,” svarede Jonatan. „Hans bror forlangte, at han kom hjem, så jeg gav ham min tilladelse.”

³⁰ Da kogte Saul af raseri og råbte: „Hvilken udspekuleret oprørskhed! Tror du ikke, jeg ved, at du holder med den fyr til skam og skændsel for dig selv og for din mor. ³¹ Er du klar over, at så længe han er i live, bliver du aldrig konge? Få fat i ham, så jeg kan slå ham ihjel.”

³² „Hvad ondt har han gjort?” blev Jonatan ved. „Hvorfor skal han dø?”

³³ Som svar kastede Saul sit spyd efter Jonatan for at dræbe ham. Da gik det op for Jonatan, at hans far var fast besluttet på at slå David ihjel. ³⁴ Han rejste sig fnysende fra bordet og spiste intet resten af dagen, for han var ked af det for Davids skyld og oprørt over sin fars hån.

³⁵ Næste morgen gik Jonatan som aftalt ud på marken sammen med en dreng.

³⁶ „Løb hen og saml de pile op, jeg skyder,” befalede han drengen. Drengen begyndte at løbe, og Jonatan skød en pil forbi ham. ³⁷ Kort før drengen nåede frem til pilen, råbte Jonatan: „Gå længere frem! Pilen ligger foran dig! ³⁸ Skynd dig af sted!” Så skyndte drengen sig hen og samlede pilen op, hvorefter han bragte den til sin herre. ³⁹ Han anede naturligvis ikke noget om, hvad der gik for sig, kun Jonatan og David kendte det hemmelige signal. ⁴⁰ Jonatan gav nu buen og pilene til drengen og sagde: „Gå du bare hjem med dem.”

⁴¹ Så snart drengen var forsvundet, kom David frem fra sit skjulested bag stenen og bøjede sig tre gange mod jorden. Derpå kyssede de hinanden på kinden og tog grædende afsked. ⁴² „Gå med fred!” sagde Jonatan. „Husk, at Herren var vidne til den pagt, vi indgik med hinanden. Han vil altid stå som vidne mellem os to og mellem vores børn.”

21 Så skiltes de. David forsvandt over markerne, og Jonatan gik hjem.

David på flugt fra Saul

² David kom til byen Nob, hvor han opsøgte præsten Ahimelek. Ahimelek blev fyldt med bange anelser, da han så David komme alene.

„Hvorfor kommer du uden dine mænd?” spurgte han.

³ „Kongen har sendt mig ud i et hemmeligt ærinde,” løj David, „og han gav mig klare instrukser om ikke at røbe mit ærinde for nogen. Jeg har sat mine mænd stævne på et aftalt sted. ⁴ Men sig mig, har du noget jeg kan spise? Giv mig fem brød, eller hvad du nu har.”

⁵ „Almindeligt brød har jeg ikke noget af,” svarede præsten. „Men der er de hellige brød fra Herrens telt. Dem kan du og dine mænd vel godt få, hvis I ikke er urene efter seksuel kontakt med kvinder.”^[h]

⁶ „Du kan være ganske rolig,” svarede David. „Vi har ikke været i nærheden af kvinder siden i forgårs, da vi startede turen. Når mine mænd holder sig rene under de almindelige krigstogter, hvor meget mere da ikke under en vigtig mission, som den vi er på i dag.”

⁷ Da der ikke var anden mad til rådighed, gav præsten ham de gamle, hellige brød, som var fjernet fra bordet i Herrens bolig. De bliver jo udskiftet med friske brød hver uge.^[i]

⁸ Tilfældigvis opholdt Sauls overhyrde, edomitten Doeg, sig netop på det tidspunkt ved Herrens bolig, så han hørte samtalen.

⁹ David spurgte Ahimelek: „Har du ikke et spyd eller et sværd, jeg kan låne? Jeg nåede ikke at få mine våben med, fordi kongens ærinde havde sådan en hast.”

¹⁰ „Jeg har filisteren Goliats sværd, ham du slog ihjel i Elahdalen,” svarede Ahimelek. „Det må du få, hvis du vil have det. Det ligger omme bag den hellige efod rullet ind i en kappe. Der er ikke andre våben her.”

„Der findes ikke et bedre sværd,” udbrød David. „Giv mig det!”

¹¹ Samme dag fortsatte David flugten fra Saul og kom til filisterkongen Akish i Gat. ¹² „Jamen, er det ikke Israels kommende konge, vi giver husly?” spurgte Akish’ mænd hinanden. „Var det ikke til hans ære, at kvinderne dansede og sang: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder!’?”

¹³ Da David hørte, hvordan man snakkede om ham, blev han bange for, hvad kong Akish ville gøre ved ham. ¹⁴ Derfor begyndte han at spille sindssyg. Han kradsede på byporten og lod sit spyt flyde ned i skægget. ¹⁵ Da han blev fanget og ført til kong Akish, sagde Akish til sine mænd: „Hvorfor kommer I herhen med ham? I kan da se, at manden er gal. ¹⁶ Synes I ikke, vi har gale folk nok her? Jeg vil ikke have sådan en i mit hus!”

400 fredløse slutter sig til David

22 Så forlod David Gat og bragte sig i sikkerhed i Adullams klippehule. Dér sluttede hans brødre og andre slægtninge sig til ham. ² I alt 400 mand samlede sig omkring ham. Det var folk, som var utilfredse med landets tilstand eller var kommet i vanskeligheder, var undertrykte eller forgældede.

³ Senere drog David til Mitzpa i Moab og sagde til Moabs konge: „Lad mine forældre få lov at opholde sig hos jer, indtil jeg bliver klar over Guds plan for mig.” ⁴ Han bragte dem så til Moabs konge, og de blev boende der, så længe David holdt til i sin fæstning i klippehulen.

⁵ En dag kom profeten Gad til David og sagde: „Du skal ikke blive i klippehulen, men vende tilbage til Judas land.” Så tog David af sted og kom til Heretskoven.

Massakren på præsterne

⁶ Saul hørte snart, at David og hans mænd var kommet tilbage til Judas land. Selv opholdt han sig stadig i Gibea, hvor han sad under en tamarisk med sit spyd i hånden. Omkring ham stod alle hans ledende mænd. ⁷ „Hør efter, I mænd af Benjamins stamme!” sagde Saul. „Mon denne Isajs søn har lovet jer guld og grønne skove, når han engang bliver konge? ⁸ Hvorfor har I rottet jer sammen imod mig? Ikke én af jer har fortalt mig, at min egen søn har indgået en venskabspagt med den fyr. Ingen af jer har taget så meget hensyn til mig, at I har villet fortælle mig, at min egen søn har opmuntret min tjener til at ligge på lur efter mig, som han gør nu.”

^9-10 Da svarede edomitten Doeg, som stod blandt Sauls mænd: „Da jeg var i Nob, hørte jeg, at David talte med præsten Ahimelek, søn af Ahitub. Ahimelek søgte råd hos Herren for ham, og gav ham rejseproviant og filisteren Goliats sværd.”

^11-12 Saul sendte straks bud efter Ahimelek og hele hans familie, som var præster i Nob. Da de indfandt sig, sagde Saul: „Hør nu her, Ahitubs søn!” „Ja, herre!” svarede Ahimelek.

¹³ „Sig mig, hvorfor har du og Isajs søn rottet jer sammen imod mig? Hvorfor gav du ham rejseproviant og våben, og hvorfor rådspurgte du Gud for ham? Hvorfor har du opmuntret ham til forræderi, så han nu lurer på en anledning til at styrte mig fra tronen?”

¹⁴ „Jamen herre,” indvendte Ahimelek. „David er jo den mest loyale af alle dine tjenere! Han er din egen svigersøn! Han bliver aldrig antastet af dine livvagter, og han nyder stor anseelse ved hoffet. ¹⁵ Det er langtfra første gang, jeg har rådspurgt Gud for ham. Du må ikke anklage mig og min familie, for vi har intet kendskab til nogen sammensværgelse imod dig.”

¹⁶ „Du skal dø, Ahimelek, og hele din familie med!” hvæsede Saul. ¹⁷ Så råbte han til sine livvagter, som stod omkring ham: „Henret hele flokken af præster, for de har allieret sig med David. På trods af at de udmærket vidste, at David var på flugt for mig, røbede de ikke noget om ham til mig.”

Men livvagterne nægtede at slå Herrens præster ihjel. ¹⁸ Så sagde kongen til edomitten Doeg: „Så må du slå præsterne ihjel!” Den dag dræbte Doeg 85 præster, der var iklædt deres præstedragter. ¹⁹ I Nob, hvor præsterne havde deres hjem, blev alle mænd, kvinder, børn og spædbørn myrdet, endog deres køer, æsler, geder og får blev hugget ned. ²⁰ Den eneste, der undslap, var Ebjatar, en søn af Ahimelek. Han flygtede straks til David. ²¹ Da han fortalte, hvad Saul havde gjort, ²² udbrød David: „Jeg burde have sagt mig selv, at når Doeg var der, ville han sladre til Saul. Så det er mig, der er skyld i den tragedie, der har ramt din familie. ²³ Bliv hos mig, og vær ikke bange. Den, som vil dig til livs, vil også mig til livs. Men her er du i sikkerhed.”

David tilbageerobrer Keila fra filistrene

23 En dag fik David at vide, at filistrene havde angrebet Keila og nu var i færd med at plyndre byens kornbeholdning. ² Da spurgte han Herren:^[j] „Skal jeg angribe dem?”

Herren svarede: „Ja, tag af sted, slå filistrene og red Keila.”

³ Men Davids mænd protesterede. „Livet er farligt nok her i Juda,” sagde de. „Vi føler ingen trang til at tage til Keila og kæmpe mod hele filisterhæren.”

⁴ Da spurgte David atter Herren til råds, og Herren svarede: „Tag af sted! Jeg vil hjælpe dig med at slå filistrene.”

⁵ Så gik David og hans mænd til angreb. De slog filistrene, tog deres kvæg og reddede Keilas indbyggere. ⁶ Da præsten Ebjatar flygtede fra Nob og kom til David, havde han den hellige efod med sig, så han kunne rådspørge Herren. Han havde den også med til Keila.

⁷ Saul fik snart at vide, at David var i Keila. „Udmærket,” udbrød han, „så har vi ham i fælden. Endelig har Gud udleveret ham til mig. Han har ikke en chance for at undslippe fra en by som Keila med en mur omkring.”

⁸ Han mobiliserede så hele hæren og drog af sted mod Keila for at fange David og hans mænd. ⁹ Men David hørte om Sauls plan, og han bad præsten Ebjatar om at tage den hellige efod frem og spørge Herren til råds.

¹⁰ „Herre, Israels Gud,” bad han, „jeg har hørt, at Saul er på vej for at udslette byen her på grund af os. ¹¹ Sig mig, om rygtet taler sandt. Sig mig også, om Keilas indbyggere vil udlevere mig til Saul. Herre, Israels Gud, hør min bøn!”

Da svarede Herren: „Saul er på vej.”

¹² „Vil Keilas indbyggere udlevere mig til Saul?” blev David ved.

„Ja, det vil de,” svarede Herren.

¹³ David og hans mænd forlod straks Keila og strejfede derefter omkring fra sted til sted. Deres antal var i mellemtiden vokset til omkring 600 mand. Da Saul fik at vide, at David og hans mænd havde forladt Keila, opgav han sin plan om at fange ham der.

Saul forfølger David

^14-15 David slog sig nu ned i Zifs ørken,^[k] hvor han forskansede sig i bjerghulerne. Saul jagtede ham hele tiden. David var bange, men Herren gav ikke Saul held til at fange ham. ¹⁶ Mens David opholdt sig i en skovtykning,^[l] kom Jonatan ud til ham og opmuntrede ham til at stole på Gud.

¹⁷ „Vær ikke bange,” sagde han. „Min far finder dig aldrig her. En dag vil du blive konge over Israel, og jeg bliver din højre hånd. Det ved min far udmærket.” ¹⁸ Da fornyede de to venner deres venskabspagt, hvorefter Jonatan vendte hjem, mens David blev i skoven.

¹⁹ Kort efter kom nogle folk fra Zif til Saul i Gibea for at forråde David. „Vi ved, hvor han gemmer sig,” sagde de. „Lige nu opholder han sig i bjerghulerne ved skoven tæt ved Hakilahøjen syd for Jeshimon. ²⁰ Kom ned til os, når det passer dig, så skal vi nok fange ham og overgive ham til dig.”

²¹ „Herren velsigne jer for jeres barmhjertighed imod mig,” svarede Saul. ²² „Vend I nu først tilbage og find helt nøjagtigt ud af, hvor han befinder sig. Spørg jer for hos dem, der har set ham. Jeg har hørt, at han flytter rundt hele tiden, og han er en snedig fyr. ²³ Kortlæg alle hans skjulesteder og kom så tilbage til mig med en fyldig rapport. Så vil jeg følge med jer. Hvis han endnu befinder sig i landet, skal jeg nok finde ham, om jeg så skal gennemsøge hele Judas område.”

²⁴ Så vendte mændene hjem til Zif, og Saul ville følge efter senere. Imens var David stadig i Maons ørkenområde på sletten syd for Jeshimon. ²⁵ Saul og hans mænd begav sig af sted for at lede efter ham. Men da David fik det at vide, trak han sig tilbage til en bestemt klippe i Maons ørken, men selv der fulgte Saul efter ham, ²⁶ så Saul og David til sidst befandt sig på hver sin side af den samme klippehøj. Men lige da Saul og hans mænd var ved at omringe David og hans mænd, ²⁷ kom der bud til Saul: „Skynd dig at komme hjem. Filistrene er igen trængt ind i landet.” ²⁸ Derfor indstillede Saul jagten på David, og han skyndte sig hjem for at kæmpe mod filistrene. Lige siden har man kaldt stedet: „Klippen, der skiller”.^[m]

24 Derefter tog David ophold i klippehulerne ved En-Gedi.

David skåner Sauls liv

² Da Saul vendte tilbage fra slaget mod filistrene, fik han at vide, at David var flygtet ud i En-Gedis ørken. ³ Så tog han 3000 elitesoldater med sig og gik ud for at lede efter ham ved Stenbukkeklipperne. ⁴ På det sted, hvor vejen løber forbi nogle fårefolde, gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft. Men det var tilfældigvis den hule, hvor David og nogle af hans mænd havde gemt sig længere inde.

⁵ „Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David. „Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det. ⁶ Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort. ⁷ „Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd. „Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.” ⁸ Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.

Da Saul havde forladt hulen og var gået videre, ⁹ kom David ud og råbte efter ham: „Min herre og konge!” Og da Saul vendte sig om, bøjede David sig for ham. ^10-11 „Hvorfor lader du dig narre af dem, der påstår, at jeg er ude på at gøre dig fortræd?” fortsatte han. „I dag har du fået bevis for, at det ikke er sandt. Skønt du var i min hule hånd, og nogle af mine mænd ville have mig til at slå dig ihjel, skånede jeg dit liv og lovede, at jeg ikke ville gøre dig noget ondt, for du er Herrens salvede. ¹² Se her, hvad jeg har i hånden. Det er kanten af din kappe, som jeg skar af, men jeg slog dig ikke ihjel. Er det ikke nok til at overbevise dig om, at jeg ikke har i sinde at gøre dig fortræd? Jeg ønsker ikke at forsynde mig imod dig, selvom du truer mig på livet.”

¹³ David fortsatte: „Lad Herren dømme imellem os! Han vil straffe dig for, hvad du har gjort imod mig. Men jeg vil ikke tage sagen i min egen hånd. ¹⁴ Som ordsproget siger: ‚Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig. ¹⁵ I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe? ¹⁶ Må Herren dømme imellem os og straffe den skyldige. Han er min Forsvarer, og han vil redde mig fra dine angreb.”

^17-18 Saul råbte tilbage med grådkvalt stemme: „Min søn, David! Er det virkelig dig? David, du har gengældt min ondskab med godhed. Du er et bedre menneske end jeg. ¹⁹ Det har du klart bevist i dag, da Herren udleverede mig til dig, og du havde chancen for at slå mig ihjel. ²⁰ Hvem andre kunne finde på at lade sin fjende undslippe på den måde? Må Herren belønne dig for det. ²¹ Nu indser jeg, at du bliver konge over Israel. ²² Sværg da ved Herren, at du ikke vil gøre min familie fortræd og udrydde min slægt, efter at du er blevet konge.”

²³ Det gjorde David, og Saul vendte hjem, mens David og hans mænd gik tilbage til klippehulen.

Nabal fornærmer David

25 Kort tid efter døde Samuel. Ved begravelsen samledes hele Israel i Rama, og man begravede ham i familiens jord.

I mellemtiden var David taget tilbage til Maons^[n] ørken. ² En velstående mand fra Maon havde masser af småkvæg på græs i nærheden af landsbyen Karmel. Han ejede 3000 får og 1000 geder, og det var midt i fåreklipningstiden. ³ Fåreavlerens navn var Nabal, og han var en efterkommer af Kaleb. I modsætning til sin kone Abigajil, der var både smuk og klog, var Nabal en ond og ubarmhjertig mand.

⁴ Da David hørte, at Nabal var i færd med at klippe sine får og derfor havde gjort klar til en stor fest, ⁵ sendte han ti af sine unge mænd til Karmel med følgende besked til Nabal: ⁶ „David, Isajs søn, siger: Må Herrens fred og velsignelse være over dig og din familie og alt, hvad du ejer. ⁷ Jeg har hørt, at du holder fåreklipningsfest. Dengang dine hyrder holdt til i nærheden af os i Karmel, gjorde vi dem aldrig fortræd, og der blev aldrig stjålet noget fra dem. ⁸ Spørg selv dine folk, for de kan fortælle dig, at det er sandt. Gør nu gengæld ved at tage vel imod mine unge mænd. Da I holder fest, kunne I måske dele med os?”

⁹ De unge mænd tog så hen til Nabal og overbragte Davids hilsen.

¹⁰ „Hvem er David?” snerrede Nabal. „Og hvem er Isaj? Nu om stunder er der mange slaver, der stikker af fra deres herre. ¹¹ Skulle jeg tage mit brød og mit vand og mit kvæg, som jeg har slagtet, for at mine fåreklippere kan feste, og forære det hele til en flok omstrejfere? Ikke på vilkår!”

¹² Så vendte de unge mænd tilbage til David og fortalte ham, hvad Nabal havde sagt.

¹³ „Tag jeres sværd!” svarede David, mens han spændte bæltet. Så tog han 400 bevæbnede mænd med sig og efterlod de øvrige 200 i lejren.

¹⁴ I mellemtiden skyndte en af fårehyrderne sig hen til Nabals kone, Abigajil, og sagde: „David sendte nogle mænd fra ørkenen med gode ønsker for vores herre. Men han fornærmede dem og skældte dem hæder og ære fra ^15-16 på trods af, at Davids mænd aldrig har gjort os noget ondt. Tværtimod har de gjort alt, hvad de kunne, for at hjælpe os. Dag og nat var de som en mur omkring os og fårene og beskyttede os mod angreb udefra. Så længe de var i nærheden, blev der ikke stjålet noget fra os. ¹⁷ Du må gøre noget for at afværge den ulykke, som nu truer vores herre og hans familie. Nabal er jo så ondsindet, at det ikke nytter at sige noget til ham.”

¹⁸ Abigajil tog straks 200 brød, to skindsække med vin, fem slagtede og tilberedte får, en stor sæk^[o] ristet korn, 100 rosinkager og 200 figenkager og læssede det hele på nogle æsler. ¹⁹ „Skynd jer af sted,” sagde hun til sine folk, „jeg følger selv bagefter.” Hun sagde ikke noget til sin mand, ²⁰ men red af sted på sit æsel ad vejen gennem bjergkløften. Der kom David og hans mænd ridende imod hende.

²¹ David havde netop sagt: „Det er al den tak, man får for at hjælpe sådan en mand. Vi beskyttede hans får i ørkenen, så intet blev stjålet. Alligevel gengælder han mig godt med ondt. ²² Må Gud ramme mig med både det ene og det andet, hvis ikke Nabal og alle de mænd og drenge, der er hos ham, er døde inden i morgen tidlig.”

Abigajil går i forbøn for Nabal

²³ Da Abigajil fik øje på David, steg hun af æslet, bøjede sig til jorden for ham og sagde:

²⁴ „Herre, jeg tager hele skylden på mig. Vær så venlig at høre efter, hvad jeg har at sige. ²⁵ Nabal er ond og hidsig, men tag dig ikke af ham. Han lever helt op til sit navn—han er et stort fjols. Det ærgrer mig, at jeg ikke så de mænd, du sendte til os. ²⁶ Herre, siden Gud har bevaret dig fra at tage sagen i din egen hånd og myrde Nabal, beder jeg af hjertet til, at det må gå dine fjender lige så elendigt, som det skulle have gået Nabal. ²⁷ Tag nu imod denne gave til dig og dine mænd, ²⁸ og tilgiv mig min dristighed. Herren skal lønne dig ved at sikre dit kongedømme, for det er ham, du kæmper for, og der skal ikke ske dig noget ondt, så længe du lever. ²⁹ Selv når du jages af dine fjender, skal du være tryg i Herren, din Guds, hånd. Men dine fjender vil han slynge bort som sten fra en slynge.

^30-31 Når Herren har opfyldt alle sine løfter til dig og har gjort dig til konge over Israel, skal du ikke plages af samvittighedskvaler over at have taget loven i din egen hånd og udgydt uskyldigt blod. Når Herren har opfyldt sine løfter til dig, vil jeg bede dig om at tænke på mig med velvilje.”

³² David svarede Abigajil: „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har sendt dig til mig. ³³ Jeg er dig dybt taknemmelig for din visdom, som har forhindret mig i at tage loven i min egen hånd og myrde et andet menneske. ³⁴ Jeg sværger ved Herren, Israels Gud, at hvis du ikke var kommet mig i møde, ville alle af mandkøn hos Nabal have været døde inden i morgen tidlig. Nu har Herren afværget denne tragedie.”

³⁵ Derefter tog David imod Abigajils gaver og sagde: „Vend du blot hjem. Du har intet at frygte. Jeg har valgt at følge dit råd.”

^36-37 Da hun kom hjem, var Nabal ved at holde gilde. Han var fuld og i højt humør. Derfor fortalte hun ham ikke om sit møde med David før næste morgen, da han var ædru. Da han hørte historien, fik han et slagtilfælde og blev fuldstændig lammet. ³⁸ Ti dage efter tog Herren hans liv.

³⁹ Da David hørte om Nabals død, udbrød han: „Lovet være Herren! Gud har taget hævn over Nabal, fordi jeg undlod at gøre det selv. Nu har Nabal fået den straf, han fortjener.”

Straks sendte David bud til Abigajil og spurgte, om hun ville blive hans kone. ⁴⁰ Da sendebudene nåede frem til Karmel og overbragte hende Davids anmodning, ⁴¹ bøjede hun sig til jorden og sagde: „Jeg er parat til at være den ringeste tjener i Davids hus.” ⁴² Så sadlede hun sit æsel og tog fem tjenestepiger med sig. Mændene førte hende straks til David, og hun blev Davids kone.

⁴³ David havde også giftet sig med Ahinoam fra Jizre’el, så nu havde han to koner. ⁴⁴ Hans første kone, Sauls datter Mikal, var i mellemtiden blevet givet til Lajish’ søn, Palti, fra Gallim.

David skåner Sauls liv igen

26 Folkene fra Zif vendte tilbage til Saul i Gibea og fortalte ham: „David holder sig skjult på Hakilahøjen over for Jeshimon.” ² Da tog Saul sit elitekorps på 3000 mand og drog af sted for at genoptage forfølgelsen i Zifs ørken. ^3-4 Han slog lejr ved vejen over for Jeshimon, tæt ved Hakilahøjen. David var nu længere inde i ørkenen, og da han hørte, at Saul var på vej efter ham, sendte han nogle spioner af sted for at få nøje oplysninger om, hvor han befandt sig.

^5-7 En nat sneg David sig hen mod Sauls lejr for at se sig om. Hittitten Ahimelek og Joabs bror Abishaj, søn af Zeruja,^[p] var med ham. Kong Saul og hans hærfører Abner lå og sov—omgivet af de sovende livvagter. „Hvem vil gå med mig hen til Saul i hans lejr?” sagde David til Ahimelek og Abishaj. „Det vil jeg!” svarede Abishaj.

Så sneg David og Abishaj sig helt ind i lejren til Saul, der lå og sov med spyddet plantet i jorden ved siden af sit hoved. Abner og de andre mænd lå rundt om ham.

⁸ „Denne gang er der ingen tvivl om, at Gud har udleveret din fjende til dig,” hviskede Abishaj til David. „Lad mig få lov at spidde ham til jorden med et eneste stød.”

⁹ „Nej, slå ham ikke ihjel,” svarede David. „Den, der dræber Herrens salvede, vil blive straffet. ¹⁰ Herren vil selv tage sig af Saul, hvad enten han falder i kamp, eller han dør af alderdom. ¹¹ Gud forbyde, at jeg skulle slå den mand ihjel, som Herren har salvet til at være konge. Nej, lad os tage hans spyd og hans vandkrukke—og så se at komme af sted!”

¹² Så tog David spyddet og vandkrukken, og sammen med Abishaj slap han væk, uden at nogen så dem eller vågnede. Herren havde nemlig ladet dem falde i dyb søvn.

¹³ De klatrede op ad bjergskråningen overfor, indtil de var i sikkerhed. ¹⁴ Så råbte David ned til dem: „Abner, vågn op!”

„Hvem er det, der råber?” svarede Abner.

¹⁵ „Nåh, Abner,” drillede David, „har du sovet godt? Du er vel nok en dygtig hærfører, der forstår at passe godt på din konge. Der findes ikke nogen så dygtig som dig i hele Israel. Men er du klar over, at kongen let kunne være blevet dræbt, mens du lå og sov? ¹⁶ Sikke dog en pligtforsømmelse! I burde virkelig dø som straf for, at I ikke passer bedre på jeres herre, Guds salvede konge. Hvad tror du, der er blevet af kongens spyd og vandkrukke, som stod ved hans hoved?”

^17-18 Saul genkendte imidlertid Davids stemme og råbte: „Er det dig, min søn David?”

David svarede: „Ja, herre! Sig mig, hvorfor bliver du ved med at jagte mig? Hvad har jeg gjort dig? Hvad er min forbrydelse? ¹⁹ Hvis det er Herren, der har hidset dig op imod mig, så er jeg villig til at blive ofret. Men hvis det er menneskers ondskab, må de da være forbandet af Gud, for resultatet er blevet, at de har berøvet mig mit hjem blandt mit folk i Herrens land og jaget mig bort til et fremmed folk, der dyrker andre guder. ²⁰ Skal jeg virkelig dø i et fremmed land—borte fra Herrens nærhed? Kan det virkelig være rigtigt, at Israels konge jager mig og mine mænd, som om han var på agerhønejagt?”

²¹ Da indrømmede Saul sin fejltagelse. „Jeg har forbrudt mig imod dig, min søn,” sagde han. „Kom tilbage, så lover jeg, at alt skal blive godt igen. I dag har du skånet mit liv. Jeg indrømmer, at jeg har handlet tåbeligt.”

²² „Herre, her er dit spyd,” råbte David tilbage. „Lad en af de unge mænd komme og hente det. ²³ Herren belønner den, der er loyal og har reelle hensigter, og i nat har jeg undladt at slå dig ihjel på trods af, at Herren udleverede dig til mig. ²⁴ Må Herren skåne mit liv, sådan som jeg har skånet dit. Ja, må han redde mig, hver gang jeg er i fare.”

²⁵ „Gud velsigne dig, min søn David,” svarede Saul. „Du vil komme til at udføre store heltegerninger, og alt, hvad du tager dig for, vil lykkes for dig.”

Så gik David sin vej, og Saul vendte hjem.

David går i filistrenes tjeneste

27 Men David følte sig stadig ikke tryg ved Saul. Han tænkte: „En skønne dag får Saul ram på mig. Jeg må hellere prøve lykken hos filistrene. Så kan det være, Saul indstiller jagten, og jeg kan være i fred for ham.”

^2-3 David og hans 600 mænd med deres familier flyttede derfor til Gat, hvor de kom til at bo under filisterkongen Akish’ beskyttelse. David havde begge sine koner med sig, Ahinoam fra Jizre’el og Abigajil, Nabals enke, fra Karmel. ⁴ Saul fik snart at vide, at David var flygtet til Gat, og han indstillede forfølgelsen.

⁵ En dag sagde David til kong Akish: „Herre, hvis du ikke har noget imod det, foretrækker vi at bo i en af byerne på landet frem for her i den kongelige residensby.”

⁶ Så gav Akish ham byen Ziklag. Det er baggrunden for, at byen den dag i dag er på Judas kongers hænder.

⁷ David og hans mænd boede blandt filistrene i et år og fire måneder. ⁸ Det meste af tiden var de på plyndringstogt hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne, de folk, der fra gammel tid har boet nær Shur langs karavanevejen til Egypten. ⁹ Når Davids mænd slog ned på en landsby, sørgede de for, at der ikke var nogen overlevende tilbage, og de plyndrede stedet rub og stub for får, geder, køer, æsler, kameler og tøj, før de vendte hjem.

¹⁰ „Hvor gik togtet hen i dag?” plejede Akish at spørge.

David svarede, at han havde været i det sydlige Juda, eller i jerahme’elitternes eller kenitternes område.

¹¹ David udryddede samtlige indbyggere i de landsbyer, han plyndrede, fordi han var bange for, at de ellers ville komme til Gat og afsløre, hvor han i virkeligheden havde været. Al den tid David opholdt sig hos filistrene, spillede han dette dobbeltspil, ¹² og Akish troede på, hvad David sagde og var efterhånden overbevist om, at David havde gjort sig grundigt forhadt blandt sit eget folk. „Nu er han tvunget til at slå sig til ro her og blive i min tjeneste,” tænkte Akish.

Filistrene forbereder sig til kamp mod Israel

28 På den tid overvejede filistrene igen at gå til angreb på Israel. „I skal følge med os i kamp mod Israel,” sagde kong Akish til David og hans mænd. ² „Det er i orden!” svarede David. „Du vil få at se, hvad vi er værd.” „Det kan jeg lide!” udbrød Akish. „Jeg udnævner dig hermed til min personlige livvagt.”

Saul besøger en åndemaner

³ Samuel var jo død, og hele Israel havde holdt sørgeklage over ham, dengang de begravede ham i hans hjemby Rama. I Samuels tid havde Saul følt sig nødsaget til at udrydde samtlige spåmænd og dødemanere i landet.

⁴ Da filistrenes hær var nået frem til Shunem i Jizre’eldalen, lå Saul i lejr med hele Israels hær på Gilboahøjen med udsigt over dalen. ⁵ Da Saul så filistrenes enorme hær, blev han skrækslagen og havde mest lyst til at flygte. ⁶ Han prøvede at spørge Herren, om han skulle gå i krig eller ej, men Herren svarede ham ikke et ord, hverken gennem drømme eller ved det hellige lod, Urim, eller ved et budskab fra profeterne. ⁷ Derfor gav Saul sine folk ordre til at finde en dødemaner, han kunne spørge til råds. Det lykkedes dem at finde en kvinde i En-Dor,^[q] der kunne kontakte de døde. ⁸ Så forklædte Saul sig, tog to af sine mænd med, og i ly af mørket opsøgte han kvinden.

„Jeg må i kontakt med en af de døde,” bad Saul. „Kan du mane hans ånd frem?”

⁹ „Er du ude på at få mig slået ihjel?” spurgte kvinden. „Ved du ikke, at Saul har udryddet landets spåmænd og dødemanere?” ¹⁰ Men Saul svarede: „Så sandt Herren lever, sværger jeg på, at der ikke vil ske dig noget.”

¹¹ Så spurgte hun: „Hvem er det, du ønsker kontakt med?”

„Samuel,” svarede Saul.

¹² Kvinden så nu Samuel, der viste sig for hende, og hun skreg op med det samme: „Du har bedraget mig! Du er jo Saul!”

¹³ „Vær ikke bange. Der skal ikke ske dig noget,” svarede kongen. „Men sig mig, hvem det er, du ser.”

„Jeg ser en ånd komme op af jorden.”

¹⁴ „Hvordan ser den ud?”

„Det er en gammel mand indhyllet i en kappe.”

Da forstod Saul, at det var Samuel, og han bøjede sig ærbødigt for ham.

¹⁵ „Hvorfor har du forstyrret mig og manet mig frem?” spurgte Samuel.

„Fordi jeg er i knibe,” svarede Saul. „Filistrene er klar til at angribe os, men Gud har forladt mig, og han svarer mig hverken gennem drømme eller ved profeterne. Derfor henvender jeg mig direkte til dig for at få at vide, hvad jeg skal gøre.”

¹⁶ Men Samuel svarede: „Hvorfor spørger du mig, når Herren har forladt dig og er blevet din modstander? ¹⁷ Det er jo hans eget ord, som jeg selv har profeteret for dig, der nu går i opfyldelse: Han vil rive kongedømmet fra dig og give det til din rival, David. ¹⁸ Det er konsekvensen af, at du ikke adlød Herrens ord, dengang han brugte dig som sit redskab til at straffe amalekitterne. ¹⁹ Og hvad værre er: i morgen skal hele Israels hær prisgives og hugges ned af filistrene, og du selv og dine sønner skal ende her hos mig.”