Bible in 90 Days
Judas territorium
15 Ved lodtrækning fik klanerne af Judas stamme tildelt jord i det område, der mod sydøst grænser op til Edom og strækker sig helt ned i Zins ørken.
2-4 Sydgrænsen gik fra Det Døde Havs sydvestlige kant, syd om Akrabbimpasset, videre gennem Zins ørken, syd om Kadesh-Barnea til Hetzron. Så gik den op til Addar, drejede imod Karka og videre til Atzmon, indtil den nåede Egyptens Bæk, som den fulgte helt ud til Middelhavet.
5 Østgrænsen gik langs Det Døde Hav op til Jordanflodens udløb.
Nordgrænsen begyndte ved bugten, hvor Jordanfloden løber ud i Det Døde Hav, 6 gik nordpå til Bet-Hogla og videre vestpå nord om Bet-ha-Araba til Bohans sten, opkaldt efter Rubens søn. 7 Derfra løb den gennem Akors dal til Debir, hvor den drejede mod nordvest til Gelilot,[a] som ligger over for Adummimpasset på dalens sydside. Derfra løb grænsen videre til kilderne ved En-Shemesh og videre til En-Rogel, 8 hvorfra den løb gennem Hinnoms dal og fulgte den sydlige side af Jebus-højdedraget, hvor Jerusalem ligger, derpå mod vest over bjergene på den anden side af Hinnoms dal og ved den nordlige ende af Refaimdalen. 9 Fra bjergkammen fortsatte den til Neftoakilden og videre til byerne på Efrons bjerg, før den drejede i en bue op til Ba’ala, som Kirjat-Jearim også kaldes. 10-11 Fra Ba’ala løb den videre til Seirs bjerge forbi byen Kesalon på Jearimbjergets nordlige skråning helt ned til Bet-Shemesh, hvorfra den fortsatte til Timna. Herfra gik grænsen videre til højdedraget nord for Ekron. Her drejede den i en bue mod nord til Shikkaron og videre til Ba’alabjerget, hvorfra den fortsatte til Jabne’el og ud til Middelhavet.
12 Vestgrænsen var Middelhavet.
Kalebs andel
13 Herren havde givet Josva befaling om at overdrage et stykke af Judas territorium til Kaleb. Så han fik lovning på byen Hebron. 14 Senere drev han de tre anakitter, Sheshaj, Ahiman og Talmaj, bort derfra.[b] 15 Derefter angreb han byen Debir, der tidligere hed Kirjat-Sefer.
16 Kaleb havde forinden sagt: „Den, der indtager Kirjat-Sefer, får min datter Aksa til kone.” 17 Otniel, der var søn af Kalebs bror, Kenaz, erobrede byen og fik som belønning Aksa til kone.
18 Efter brylluppet bad Aksa sin mand om tilladelse til at tage hjem til sin far og bede om et stykke agerjord. Da hun kom derhen og stod af sit æsel, spurgte Kaleb hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?” 19 „Velsign mig med en afskedsgave. Du har jo bortgiftet mig til det tørre sydland, så jeg har brug for nogle vandkilder.” Så gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.
20 Judas stamme fik altså følgende område: 21 Alle byerne, der lå langs Edoms grænse i sydlandet: Kabtze’el, Eder, Jagur, 22 Kina, Dimona, Adada, 23 Kedesh, Hatzor, Jitnan, 24 Zif, Telem, Ba’alot, 25 Hatzor-Hadatta, Kerijjot-Hetzron, som også kaldes Hatzor, 26 Amam, Shema, Molada, 27 Hatzar-Gadda, Heshmon, Bet-Pelet, 28 Hatzar-Shual, Be’ersheba, Bishotja 29 Ba’ala, Ijjim, Esem, 30 Eltolad, Kesil, Horma, 31 Ziklag, Madmanna, Sansanna, 32 Lebaot, Shilhim, Ajin og Rimmon—i alt 29 større byer med tilhørende landsbyer.
33 Judas stamme fik også følgende byer på bakkeskråningerne mod vest: Eshtaol, Zora, Ashna, 34 Zanoa, En-Gannim, Tappuach, Enam, 35 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka, 36 Sha’arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim—i alt 14 større byer med tilhørende landsbyer.
37 Desuden fik Judas stamme Senan, Hadasha, Migdal-Gad, 38 Dilan, Mitzpe, Jokte’el, 39 Lakish, Botzkat, Eglon, 40 Kabbon, Lahmas, Kitlish, 41 Gederot, Bet-Dagon, Na’ama og Makkeda—i alt 16 større byer med tilhørende landsbyer. 42 Desuden var der Libna, Eter, Ashan, 43 Jifta, Ashna, Nesib, 44 Keila, Akzib og Maresha—i alt ni større byer med tilhørende landsbyer.
45 Desuden fik de Ekron med småbyer og landsbyer, 46 og på vejen fra Ekron til Middelhavet fik de alle byerne på Ashdodsiden med tilhørende landsbyer, 47 samt selve Ashdod med småbyer og landsbyer, Gaza med de småbyer og landsbyer, der lå langs Middelhavet hele vejen ned til Egyptens Bæk.
48 Judas stamme fik tillige følgende byer i bjerglandet med tilhørende landsbyer: Shamir, Jattir, Soko, 49 Danna, Kirjat-Sanna, som også kaldes Debir, 50 Anab, Eshtemoa, Anim, 51 Goshen, Holon og Gilo—i alt 11 byer med tilhørende landsbyer. 52 De fik også Arab, Duma, Eshan, 53 Janim, Bet-Tappuach, Afek, 54 Humta, Kirjat-Arba, som også kaldes Hebron, og Sior—i alt ni byer med tilhørende landsbyer. 55 Desuden fik de Maon, Karmel, Zif, Jutta, 56 Jizre’el, Jakdam, Zanoa, 57 Kain, Gibea og Timna—i alt 10 byer med tilhørende landsbyer. 58 De fik Halhul, Bet-Zur, Gedor, 59 Ma’arat, Bet-Anot og El-Tekon—i alt seks byer med tilhørende landsbyer. Desuden Tekoa, Efrat, som også kaldes Betlehem, Peor, Etam, Kulon, Tattam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho—i alt 11 byer med tilhørende landsbyer.[c] 60 Dernæst Kirjat-Ba’al, som også kaldes Kirjat-Jearim, og Rabba, to byer med tilhørende landsbyer.
61 Endelig fik de følgende seks byer med tilhørende landsbyer i ødemarken: Bet-ha-Araba, Middin, Sekaka, 62 Nibshan, saltbyen Ir-ha-Melach og En-Gedi.
63 Men Judas stamme kunne ikke fordrive jebusitterne fra Jerusalem, og derfor bor jebusitterne endnu i dag iblandt dem.
Josefs efterkommere
16 1-2 Ved lodtrækning fik Josefs efterkommere jord i et område, hvis sydgrænse startede ved Jordanfloden ud for Jeriko og gik videre op i højlandet til Betel (også kaldet Luz) og dernæst videre gennem arkitternes land til Atarot. 3 Derpå bøjede den mod sydvest til jafletitternes område og kom til Nedre Bet-Horon og videre til Gezer og derfra ud til Middelhavet. 4 De to stammer fra Josefs sønner, Efraim og Manasse, fik hver deres arvelod.
Efraims arvelod
5 Efraims klaners område gik fra Atarot-Addar mod øst til Øvre Bet-Horon mod vest, 6 og derfra gik grænsen ud til Middelhavet. Nordgrænsen gik gennem Mikmetat og videre østpå i en bue op til Ta’anat-Shilo og videre øst om Janoha. 7 Fra Janoha fortsatte den ned til Atarot og Na’ara øst om Jeriko for at ende ved Jordanfloden. 8 Fra Tappuach løb nordgrænsen vestpå langs med Kana-kløften til Middelhavet. 9 Efraim fik tillige nogle byer inden for Manasses territorium.
10 De kana’anæere, som boede i Gezer, blev imidlertid aldrig drevet ud, og derfor lever de den dag i dag som slaver blandt Efraims folk.
Manasses arvelod
17 Også efterkommerne af Manasse, Josefs ældste søn, fik ved lodtrækning tildelt jord. (Makir-slægten, der var efterkommere af Manasses ældste søn Makir, der blev far til Gilead, havde allerede fået tildelt Gilead og Bashan øst for Jordanfloden. De var dygtige krigere.) 2 Manasses stammes øvrige slægter, det vil sige Abiezers, Heleks, Asriels, Sikems, Shemidas og Hefers slægter, fik tildelt et område vest for Jordanfloden.
3 Hefers søn Zelofhad[d] havde imidlertid ingen sønner—kun døtrene Mahla, Noa, Hogla, Milka og Tirtza. 4 Disse fem kvinder kom til præsten Eleazar og Josva og til de israelitiske ledere og sagde: „Herren gav Moses besked på, at vi skulle arve på lige fod med mændene i vores stamme.”
5-6 Derfor gav Josva de fem kvinder land på lige fod med deres mandlige slægtninge, sådan som Herren havde befalet gennem Moses. Manasses område vest for Jordanfloden blev opdelt i ti områder, fordi kvinderne i Manasses stamme også fik jord. Resten af stammen fik jord i Gilead.
7 Manasses område gik fra Ashers grænse til Mikmetat tæt ved Sikem. Fra Mikmetat gik grænsen sydpå til dem, der boede ved Tappuachs kilde. 8 Landet omkring Tappuach tilfaldt Manasse, men selve byen på grænsen mellem Manasse og Efraim tilfaldt Efraim. 9 Fra Tappuachs kilde fulgte grænsen nordsiden af Kana-kløften ud til Middelhavet. Nogle af byerne i Manasses område tilfaldt Efraim. 10 Sydsiden af Kana-kløften tilhørte Efraims territorium, og nordsiden tilhørte Manasses. Mod vest grænsede Manasses område op til Middelhavet, mod nordvest til Ashers territorium, og mod nordøst til Issakars territorium.
11 Manasses halve stamme fik desuden nogle byer med tilhørende landsbyer i Issakars og Ashers territorier: Bet-Shan, Jibleam, Dor, En-Dor, Ta’anak og Megiddo. (Den tredje af disse lå ved kysten.)[e] 12 Men det lykkedes ikke Manasses stamme at fordrive de oprindelige indbyggere i disse byer, og derfor bor kana’anæerne der den dag i dag. 13 Dog lykkedes det med tiden israelitterne at undertvinge kana’anæerne og gøre dem til slaver.
14 Josefs efterkommere kom nu til Josva og sagde: „Hvorfor har du ikke givet os et større territorium, når Herren har gjort os så talrige?”
15 „Hvis der ikke er plads nok til jer i Efraims højland,” svarede Josva, „må I selv rydde skoven og indtage det område, hvor perizzitterne og refaitterne bor.”
16 „Nej, højlandet er ikke stort nok til os,” sagde Josefs efterkommere, „men kana’anæerne i lavlandet omkring Bet-Shan og i Jizre’eldalen kan vi ikke drive væk, for de har jernvogne.”
17-18 „Tag bare skovområdet på bjergskråningerne,” svarede Josva. „I er en stor og stærk stamme, så det skal nok lykkes for jer. Og jeg er sikker på, at I også kan jage kana’anæerne bort fra lavlandet, selv om de er stærke og har jernvogne.”
Fordelingen af resten af landet
18 Nu da landet var under Israels kontrol, samledes folket i Shilo for at rejse åbenbaringsteltet. 2 Dog var der endnu syv af stammerne, som ikke havde fået tildelt deres landområder.
3 Josva spurgte dem: „Hvor længe vil I vente med at tage det land i besiddelse, som Herren, jeres Gud, har lovet jer? 4 Udvælg tre mænd fra hver stamme, så vil jeg sende dem ud for at kortlægge de resterende områder, så vi kan få fastlagt de sidste stammers landegrænser. 5-6 De skal opdele landet i syv områder, idet Judas stamme allerede har fået land mod syd og Josefs stammer mod nord. Så vil vi ved lodtrækning fordele disse områder mellem de sidste syv stammer. 7 Levitterne får ingen jord, da de arbejder direkte for Herren. Gud selv er deres arvelod, og han vil sørge for dem. Gads stamme og Rubens stamme samt Manasses halve stamme skal heller ikke have noget jord, for de har allerede fået tildelt deres arvelod øst for Jordanfloden, som Moses lovede dem.”
8 Til de udvalgte mænd sagde Josva: „Tag af sted og kortlæg hele landet, og kom så tilbage til mig med jeres skrevne rapport, så vil vi kaste lod for Herrens ansigt her i Shilo.” 9 Mændene tog nu af sted, som de havde fået besked på, og opdelte området i syv territorier med en liste over byerne i de enkelte territorier. Derpå vendte de tilbage til Josva i lejren ved Shilo, 10 og under den efterfølgende lodtrækning viste Herren Josva, hvordan territorierne skulle fordeles mellem stammerne.
Benjamins arvelod
11 Klanerne af Benjamins stamme fik ved lodtrækning tildelt området mellem Judas og Efraims territorier.
12 Nordgrænsen løb fra Jordanfloden op om Jeriko og vestpå gennem højlandet og Bet-Avens ørken. 13 Den fortsatte til den sydlige skråning over for Luz, der også kaldes Betel, og gik videre til Atarot-Addar i højlandet syd for Nedre Bet-Horon. 14 Vestgrænsen gik herfra mod syd og fulgte den vestlige side af højdedraget over for Bet-Horon for at ende ved landsbyen Kirjat-Ba’al, som også kaldes Kirjat-Jearim, som tilhørte Judas stamme.
15 Den sydlige grænse løb fra udkanten af Kirjat-Jearim vestpå til Neftoakilden 16 og ned til foden af bjerget ved Hinnoms dal i den nordlige ende af Refaims dal. Derfra gik den gennem Hinnoms dal syd om de høje, hvor jebusitterne boede, og fortsatte ned til En-Rogel. 17 Fra En-Rogel løb grænsen mod nordøst til En-Shemesh, videre til Gelilot over for Adummimpasset og ned til Bohanstenen, der er opkaldt efter Rubens søn, 18 videre til højdedraget nord for Bet-ha-Araba, ned i Jordandalen 19 og nord om Bet-Hogla for at ende nær det sted ved Det Døde Hav, hvor Jordanfloden løber ud i søen.
20 Den østlige grænse fulgte Jordanfloden. Det var Benjamins territorium.
21 Benjamins stamme fik følgende byer: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Ketzitz, 22 Bet-ha-Araba, Zemarajim, Betel, 23 Avvim, Para, Ofra, 24 Kefar-ha-Ammoni, Ofni og Geba, i alt 12 byer med tilhørende landsbyer. 25 Desuden Gibeon, Rama, Be’erot, 26 Mitzpe, Kefira, Mosa, 27 Rekem, Jirpe’el, Tarala, 28 Zela, Elef, Jebus, der også kaldes Jerusalem, Gibea og Kirjat-Jearim, i alt 14 byer med tilhørende landsbyer.
Simeons arvelod
19 Det næste stykke land tilfaldt ved lodtrækning klanerne i Simeons stamme. Landet var en del af det område, som Judas stamme tidligere havde fået tildelt. 2 Deres arvelod omfattede følgende byer med tilhørende landsbyer: Be’ersheba, Molada, 3 Hatzar-Shual, Bala, Etzem, 4 Eltolad, Betul, Horma, 5 Ziklag, Bet-Markabot, Hatzar-Susa, 6 Bet-Lebaot og Sharuhen, i alt 13 byer med tilhørende landsbyer. 7 Desuden Ajin, Rimmon, Eter og Ashan, i alt fire byer med tilhørende landsbyer. 8 Disse byer med tilhørende landsbyer strakte sig sydpå helt til Ba’alat-Be’er, der også kaldes Ramat-Negev. 9 Simeons arvelod var altså en udstykning af Judas oprindelige territorium, der alligevel var for stort til judæerne.
Zebulons arvelod
10 Det tredje lod faldt på Zebulons stamme, som nu fik tildelt sit territorium. Grænsen løb syd for Sarid 11 i en bue mod vest forbi Marala til Dabbeshet, og videre indtil den nåede wadien øst for Jokneam. 12 I modsat retning løb grænsen østpå fra Sarid til Kislot-Tabors grænse og videre til Daberat og op til Jafia. 13 Derfra fortsatte den øst om Gat-Hefer til Et-Katzin videre til Rimmon og drejede så mod Nea. 14 Den nordlige grænse gik forbi Hannaton og endte i Jifta-El-dalen. 15-16 Foruden de nævnte byer indbefattede området også byerne Kattat, Nahalal, Shimron, Jidala og Betlehem.[f] Det var i alt 12 byer med tilhørende landsbyer.
Issakars arvelod
17 Som nummer fire fik Issakars stamme tildelt sit territorium. 18 Området omfattede: Jizre’el, Kesulot, Shunem, 19 Hafarajim, Shion, Anaharat, 20 Rabbit, Kishjon, Ebes, 21-23 Remet, En-Gannim, En-Hadda, Bet-Passes, Tabor, Shahatzuma og Bet-Shemesh, i alt 16 byer med tilhørende landsbyer. Issakars østgrænse fulgte Jordanfloden.
Ashers arvelod
24 Det femte lod faldt på Ashers stamme. 25 Deres område omfattede følgende byer: Helkat, Hali, Beten, Akshaf, 26 Alammelek, Amad og Mishal.
Den vestlige grænse gik sydpå fra Karmel til wadi Shihor-Libna, 27 drejede østpå mod Bet-Dagon og stødte op til Zebulons grænse i Jifta-El-dalen. Herfra gik grænsen nordpå, så området kom til at indeholde Bet-ha-Emek, Neiel, Kabul, 28 Abdon, Rehob, Hammon og Kana, tæt på Storsidon. 29 Derfra bøjede grænsen af nord for Rama og gik i retning af den befæstede by Tyrus for at ende ved Hosa ved Middelhavet. Området indbefattede også byerne Mehalleb, Akzib, 30-31 Umma, (Akko), Afek og Rehob, i alt 22 byer med tilhørende landsbyer.
Naftalis arvelod
32 Som nummer seks fik Naftalis stamme tildelt sit territorium. 33 Sydgrænsen løb fra Helef, fra egen ved Sa’anannim, syd om Adami-Nekeb til Jabne’el og Lakkum for at ende ved Jordanfloden. 34 Den vestlige grænse gik nordpå fra Aznot-Tabor i retning af Hukok. Naftalis område stødte op til Asher mod vest, Zebulons mod syd og Jordanfloden mod øst. 35 De befæstede byer i området omfattede Siddim, Ser, Hammat, Rakkat, Kinneret, 36 Adama, Rama, Hatzor, 37 Kedesh, Edrei, En-Hatzor, 38-39 Jiron, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Shemesh. I alt var der 19 byer med tilhørende landsbyer.
Dans arvelod
40 Til syvende og sidst fik Dans stamme tildelt sit territorium ved lodtrækning. 41 Byerne i dette område var Zora, Eshtaol, Ir-Shemesh, 42 Sha’alabbin, Ajjalon, Jitla, 43 Elon, Timna, Ekron, 44 Elteke, Gibbeton, Ba’alat, 45 Jehud, Bene-Berak, Gat-Rimmon, 46 Me-ha-Jarkon, Rakkon og området ved Jafo. 47-48 Danitterne kunne dog ikke fastholde deres område, og derfor tog de op til byen Leshem,[g] udryddede indbyggerne og slog sig ned der. Fra da af kaldte de byen Dan efter deres forfar.
49 Således blev hele landet fordelt mellem Israels stammer efter de grænser, som her er nævnt. Også Josva fik tildelt et stykke jord, 50 for Herren havde lovet, at han kunne tage en hvilken som helst by, han ønskede. Josva valgte Timnat-Sera i Efraims højland, genopbyggede byen og slog sig ned der.
51 Fordelingen af landet fandt sted ved lodtrækning for Herrens ansigt ved indgangen til åbenbaringsteltet i Shilo under Eleazars, Josvas og ledernes opsyn.
Tilflugtsbyerne
20 Herren sagde til Josva: 2 „Sig til Israels folk, at de skal udvælge de tilflugtsbyer, jeg talte til Moses om. 3 Hvis nogen ved et uheld kommer til at slå et andet menneske ihjel, kan han flygte til en af disse byer, så han er i sikkerhed for den dræbtes slægtninge, som vil hævne drabet. 4 Når en sådan drabsmand ankommer til en af disse byer, skal han over for byrådet, som sidder på pladsen indenfor porten, forklare, hvad der er sket, hvorefter de skal lade ham få adgang til byen og give ham husly. 5 Hvis den dødes slægtning så kommer for at hævne drabet, må drabsmanden ikke udleveres, for drabet skete ved et uheld. 6 Drabsmanden skal blive i byen, indtil han har været stillet for retten, og sagen er afgjort. Selv om han bliver kendt uskyldig, kan han ikke forlade byen, før den mand, der var ypperstepræst, da ulykken skete, er død. Derefter kan han frit vende hjem til sin by.”
7 Følgende byer vest for Jordanfloden blev udpeget som tilflugtsbyer: Kedesh i Galilæa i Naftalis højland; Sikem i Efraims højland; og Kirjat-Arba, som også kaldes Hebron, i Judas højland. 8 Øst for Jordanfloden blev følgende tre byer udpeget som tilflugtsbyer: Betzer i ørkenområdet på Rubens territorium; Ramot i Gilead på Gads territorium; og Golan i Bashan på Manasses territorium. 9 I disse tilflugtsbyer kunne både israelitterne og de fremmede iblandt dem være i sikkerhed for hævnmordere, hvis de ved et uheld var kommet til at slå et andet menneske ihjel. Her havde de frit lejde, indtil der faldt offentlig dom i sagen.
Levitternes byer
21 De levitiske klaners overhoveder kom nu til Shilo med en anmodning til ypperstepræsten Eleazar, Josva og overhovederne for de øvrige stammer.
2 „Herren talte til Moses om, at vi skulle have nogle byer at bo i og have græsmarker til vores husdyr,” sagde de.
3 Derfor gav de øvrige stammer afkald på et antal byer med opland, som ved lodtrækning blev fordelt mellem levitterne. 4 Det første lod faldt på Kehat-klanen. Arons slægt, som hørte til denne klan,[h] fik 13 byer, der oprindelig var blevet tildelt Judas, Simeons og Benjamins stammer. 5 De øvrige slægter blandt kehattitterne fik 10 byer fra Efraims, Dans og Manasses halve stammes områder, 6 mens Issakars, Ashers, Naftalis og Manasses halve stamme i Bashan overgav 13 byer til Gershon-klanen. 7 Merari-klanen fik 12 byer af Rubens, Gads og Zebulons stammer. 8 Herrens befaling til Moses var dermed fulgt. Alle disse byer med tilhørende græsmarker blev ved lodtrækning fordelt blandt levitterne.
9-16 Af de 13 byer, som Arons slægt fik, var de ni fra Judas og Simeons områder. Først fik de Hebron med tilhørende græsmarker i Judas højland—tilflugtsbyen, som også kaldes Kirjat-Arba efter anakitten Anaks far. Men Kaleb af Judas stamme fik lov at beholde de øvrige marker,[i] som hørte til byen, samt de omliggende landsbyer. Arons slægt fik også Libna, Jattir, Eshtemoa, Holon, Debir, Ajin, Jutta og Bet-Shemesh—alle med tilhørende græsmarker.
17-18 De øvrige fire byer var i Benjamins stammeområde: Gibeon, Geba, Anatot og Alemet. 19 Præsterne, Arons efterkommere, fik altså i alt 13 byer med tilhørende græsmarker til deres husdyr.
20-22 De øvrige familier fra Kehat-klanen fik af Efraims stamme følgende fire byer med tilhørende græsmarker: tilflugtsbyen Sikem i Efraims højland, Gezer, Kibsajim og Bet-Horon.
23-24 Dans stamme afstod følgende fire byer med tilhørende græsmarker: Elteke, Gibbeton, Ajjalon og Gat-Rimmon.
25 Manasses halve stamme afstod byerne Ta’anak og Jibleam.[j] 26 Det var i alt 10 byer med tilhørende græsmarker, som blev afstået til resten af Kehat-klanen.
27 De 13 byer med tilhørende græsmarker, som Gershon-klanen fik, lå i følgende stammeområder: Manasses halve stamme i Bashan afstod to byer: tilflugtsbyen Golan og Ashtarot.
28-29 Issakars stamme afstod fire byer: Kishjon, Daberat, Jarmut og En-Gannim.
30-31 Ashers stamme afstod også fire byer: Mishal, Abdon, Helkat og Rehob.
32-33 Naftalis stamme afstod tre byer: tilflugtsbyen Kedesh i Galilæa, Hammot-Dor og Kartan.
34-35 De 12 byer, som ved lodtrækning tilfaldt den sidste af levitternes klaner, Merari-klanen, lå i følgende stammeområder: Zebulons stamme afstod fire byer: Jokneam, Karta, Rimmona og Nahalal.
36-37 Rubens stamme afstod også fire byer: Betzer, Jahatz, Kedemot og Mefa’at. 38-40 Gads stamme afstod også fire byer: tilflugtsbyen Ramot i Gilead, Mahanajim, Heshbon og Jazer.
41-42 På denne måde fik Levitterne i alt 48 byer med tilhørende græsmarker.
43 Således fordelte Herren hele landet mellem Israels stammer, sådan som han havde lovet deres forfædre; og de slog sig ned i landet, efter at de havde taget det i besiddelse. 44 Derefter gav Herren dem fred og ro i landet, sådan som han havde lovet; ingen kunne klare sig imod dem, for Herren overgav deres fjender til dem. 45 Herren opfyldte alle de gode løfter, han havde givet sit folk. Det var ikke tomme ord, han havde talt!
Krigerne fra de østlige stammer vender hjem
22 Josva kaldte nu krigerne fra Rubens og Gads stammer samt fra Manasses halve stamme til sig 2-3 og sagde til dem:
„I har gjort nøjagtig, som Herrens tjener Moses gav jer besked på—og I har også gjort, hvad jeg har sagt. I har gjort jeres pligt over for de andre stammer ved nøje at følge Herrens befalinger i al den tid, det tog at indtage landet. 4 Nu har Herren endelig givet os fred og fremgang i landet, sådan som han lovede. Derfor er det på tide, at I vender hjem til det land på den anden side af Jordanfloden, som Moses gav jer. 5 Men husk fortsat at adlyde Guds bud, de love, som han gav til Moses. Elsk Herren, jeres Gud, gør hans vilje og adlyd hans bud. Vær tro imod ham og tjen ham af hele jeres hjerte og med hele jeres sjæl!”
6 Så velsignede Josva dem og gav dem fri til at tage hjem. 7 Moses havde jo givet den ene halvdel af Manasses stamme land i Bashan, og Josva havde givet den anden halvdel land blandt de andre israelitter vest for Jordanfloden. Efter at Josva havde velsignet dem, 8 sagde han til dem: „I vender rige hjem med masser af krigsbytte: kvæg, sølv, guld, bronze, jern og tøj. Alt dette skal I dele med jeres slægtninge derhjemme!”
9 Så forlod krigerne fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme israelitternes lejr ved Shilo i Kana’an og satte kurs mod Jordanfloden for at vende hjem til deres eget land i Gilead. 10 Men inden de satte over floden, byggede de ved Gelilot i Kana’an et stort alter, som kunne ses på lang afstand.
11 Da israelitterne fik at vide, at de havde bygget deres eget alter, 12 samledes lederne i Shilo og gjorde klar til krig imod dem. 13-15 De sendte en delegation i forvejen anført af Pinehas, præsten Eleazars søn. Delegationen, som foruden Pinehas bestod af lederne for hver af de ti øvrige stammer, satte over floden for at tale med Rubens, Gads og Manasses halve stamme i Gilead.
16 „Israels folk forlanger en forklaring på, hvorfor I har syndet imod Israels Gud og vendt jer fra ham, så I har bygget et alter og gjort oprør imod ham,” sagde de. 17-18 „I burde have taget ved lære af den synd, vi begik ved Peor, og som stadig tynger os. Hvorfor vil I gøre oprør igen, når I udmærket ved, at det vil udløse Herrens straf over os? 19 Hvis det land, I bor i, er besmittet af afgudsdyrkelse, så kom tilbage til Herrens land, hvor hans bolig er. Vi deler gerne vores land med jer, men hvis I begynder at ofre på et andet alter end Herrens sande alter, gør I oprør imod ham og drager os med ind i det. 20 Har I glemt, at dengang Akan, Zerachs søn, syndede imod Herren, ramte straffen ikke kun ham, men hele Israels folk?”
21 Rubens, Gads og Manasses halve stamme svarede: 22-23 „Herren er almægtig, Gud over alle guder, og han ved, at hensigten med dette alter ikke var at gøre oprør imod ham. Vi ønsker også, at hele Israel skal vide, at vi ikke har i sinde at ofre brændofre, afgrødeofre og takofre på det alter. Må Herrens forbandelse ramme os, hvis det havde været vores hensigt. 24-25 Nej, vi har bygget det, fordi vi frygter, at jeres efterkommere i fremtiden kan finde på at sige til vores efterkommere: ‚Hvad ret har I til at tilbede Herren, Israels Gud? Herren har sat Jordanfloden som en grænse mellem vores folk og jeres folk; det viser, at I ikke er rigtige israelitter.’ Resultatet bliver så, at I får vores efterkommere til at opgive at tilbede Herren. 26-27 Denne frygt er baggrunden for, at vi har bygget alteret som en påmindelse. Det skal være et tegn for vores og jeres efterkommere, at vi har samme ret som jer til at tilbede Herren med brændofre, takofre og andre ofre. Jeres efterkommere skal ikke komme og påstå, at vi ikke hører Herren til! 28 Gør de det, kan vores efterkommere frimodigt svare: ‚Se det alter, som vores forfædre byggede. Det ligner Herrens sande alter, men det er ikke beregnet til at ofre på. Det er et tegn på, at vi har samme ret som jer til at tilbede Herren, Israels Gud.’ 29 Det er bestemt ikke vores hensigt at gøre oprør imod Herren og bygge et alter, der skal konkurrere med Herrens sande alter, der står foran hans bolig, for kun på det alter kan der ofres til ham.”
30 Da præsten Pinehas og stammelederne hørte den forklaring, var de lettede. 31 „I dag står det klart,” sagde Pinehas, „at Herren stadig er med os, for I har ikke syndet imod ham, sådan som vi troede. Tværtimod har I reddet os fra at begå en stor fejl og blive straffet af Herren.”
32 Så vendte Pinehas og hans delegation tilbage til Israels folk og fortalte, hvordan det var gået, 33 og hele Israel frydede sig og lovpriste Gud. Fra da af var der ikke længere tale om at gå i krig mod stammerne øst for Jordanfloden. 34 Rubens og Gads stamme kaldte alteret for „Mindealter”, fordi det skulle minde begge parter om, at de alle regnede Herren som deres Gud.
Josvas afskedstale til lederne
23 Der var nu gået lang tid, efter at Herren havde givet israelitterne fred for deres fjender. Josva var blevet en gammel mand, 2 og en dag kaldte han Israels ledere, dommere og administratorer til sig.
„Jeg er nu en gammel mand,” begyndte han, 3 „og I har selv været vidne til alt det, Herren har gjort for jer i min levetid, for det var Herren, som kæmpede for jer, 4 og jeg har fordelt både de erobrede og uerobrede områder imellem jer. Hele landet mellem Jordanfloden og Middelhavet tilhører jer. 5 Herren jeres Gud vil selv drive alle de folk, som bor der nu, på flugt foran jer, så I kan tage hele landet i besiddelse, sådan som han har lovet.
6 Stå nu fast og overhold omhyggeligt alle de forskrifter og love, der står skrevet i Moses’ lovbog. Gå aldrig på kompromis med Guds bud! 7 Pas på, at I ikke blander jer med de hedenske folk, der endnu bor i landet. I må ikke dyrke deres guder eller sværge ved dem. Lad ikke engang navnene på deres guder komme over jeres læber. 8 Vær tro mod Herren, jeres Gud, sådan som I har været indtil i dag. 9 Han har drevet store og mægtige folkeslag på flugt, og ingen har kunnet holde stand imod jer. 10 Hver eneste af jer kan slå 1000 af dem på flugt, for Herren kæmper for jer, sådan som han har lovet. 11 Derfor skal I fortsat elske og adlyde ham ubetinget.
12 Hvis I vender jer fra ham og gifter jer med de fremmede folk omkring jer, 13 kan I være sikre på, at Herren, jeres Gud, ikke længere vil drive dem ud af jeres land. Da vil de blive en fælde for jer, en pisk over nakken og en torn i øjet, og I vil gå til grunde i det gode land, Herren har givet jer.
14 Nu er tiden kommet, hvor jeg skal dø. I har selv oplevet, hvordan alle Guds løfter til jer er gået i opfyldelse. Det var ikke tomme løfter, han gav. 15-16 Men lige så sikkert, som Herren har opfyldt sine løfter om velsignelse, vil han opfylde truslen om straf, hvis I er ulydige og bryder hans pagt ved at dyrke andre guder. Da vil han blive vred på jer—og I vil hurtigt blive udryddet og miste det gode land, han gav jer.”
Josvas afskedstale til folket og pagtslutningen
24 Derefter samlede Josva alle Israels stammeledere, dommere og administratorer i Sikem, hvor de trådte frem for Guds ansigt.
2 Da sagde Josva til folket: „Herren, Israels Gud, siger: Jeres forfar Tera, Abrahams og Nakors far, boede på den anden side af Eufratfloden, hvor man dyrkede fremmede guder. 3 Men jeg udvalgte Abraham og førte ham ind i Kana’ans land, hvor jeg gav ham talrige efterkommere gennem hans søn Isak. 4 Isak gav jeg sønnerne Jakob og Esau. Esau fik området omkring Seirs bjerge, mens Jakob og hans familie tog til Egypten.
5 Jeg gav jer Moses og Aron som ledere, og jeg bragte frygtelige plager over Egypten, hvorefter jeg førte mit folk ud af landet. 6 Men egypterne satte efter dem med deres heste og vogne, og da jeres forfædre var kommet til Det Røde Hav, 7 råbte de til mig om hjælp, og jeg satte mørke mellem dem og egypterne. Jeg lod havet skylle over alle egypterne, så de druknede for øjnene af Israels folk. Derefter vandrede folket omkring i ørkenen i mange år.
8 Til sidst førte jeg jer ind i amoritternes land på østsiden af Jordanfloden. De rykkede ud imod jer, men jeg tilintetgjorde dem og overgav landet til jer. 9 Da rykkede kong Balak af Moab ud imod jer og lejede Bileam til at forbande jer. 10 Men det ville jeg ikke tillade. I stedet tvang jeg ham til at velsigne jer, så I blev reddet fra hans forbandelser.
11 Derefter krydsede I Jordanfloden og kom til Jeriko. Jerikos mænd tog kampen op imod jer, og det samme gjorde mange andre folk: amoritterne, perizzitterne, kana’anæerne, hittitterne, girgashitterne, hivvitterne og jebusitterne. Hver især kæmpede de imod jer, men jeg tilintetgjorde dem alle. 12 Jeg sendte frygt og forvirring[k] foran jer, så jeres fjender blev panikslagne, også de to amoritterkonger. Det var ikke jeres sværd og buer, som skaffede jer sejr. 13 Det var mig, som gav jer et land, I ikke havde slidt med at opdyrke, og byer, I ikke selv havde bygget—de byer, som I bor i nu. Jeg gav jer frugten af landets vinmarker og olivenlunde, skønt I ikke havde haft besværet med at plante dem.”
14 Josva fortsatte: „Vis nu ærefrygt for Herren og tjen ham af et oprigtigt og sandt hjerte. Udryd de afguder, som jeres forfædre dyrkede, mens de boede hinsides Eufratfloden og i Egypten. Tilbed Herren alene. 15 Hvis ikke I vil tjene Herren, så beslut jer i dag for, hvilke andre guder I vil tjene. Skal det være de guder, som jeres forfædre dyrkede på den anden side af Eufratfloden? Eller skal det være de guder, som blev dyrket her i amoritternes land, som I nu har overtaget? Men jeg og min familie, vi vil tjene Herren!”
16 Da svarede folket: „Vi vil aldrig svigte Herren og dyrke andre guder! 17 Herren er den Gud, som frelste os og vores forfædre fra Egyptens slaveri. Han er den Gud, som har gjort vældige undere for øjnene af os. Han beskyttede os under vores lange vandringer og hjalp os mod alle vores fjender. 18 Det var ham, der drev amoritterne og de andre folkeslag ud af det land, vi nu bor i. Også vi vil tjene Herren—han alene skal være vores Gud!”
19 Men Josva svarede folket: „Det er ikke sikkert, at I kan klare at holde fast ved Herren, jeres Gud. Han er en hellig Gud, der ikke tåler rivaler, og som ikke ser igennem fingre med oprør og synd. 20 Hvis I svigter ham og vender jer til andre guder, vil han straffe jer hårdt—uanset hvor god han hidtil har været imod jer.”
21 Men folket svarede: „Vi vil tjene Herren!”
22 „I er selv vidner på, at I har valgt at tjene Herren,” sagde Josva.
„Ja,” svarede folket, „det er vi vidner på.”
23 „Godt,” fortsatte Josva, „så bevis det ved at fjerne jeres afguder, så I kan tjene Herren alene.”
24 „Ja,” svarede folket, „for vi vil tilbede og tjene Herren alene.”
25 Den dag lod Josva folket slutte pagt ved Sikem, en permanent og bindende pagt imellem dem og Gud, 26 og han skrev det hele i den bog, hvor Guds love var nedskrevet. For at minde dem om deres pagt med Gud rullede han en stor sten hen under egetræet ved siden af Herrens alter. 27 Så sagde han til folket:
„Denne sten har hørt hvert eneste ord, Herren har sagt, og derfor skal den være et vidne imod jer, hvis I bryder jeres løfte.” 28 Derpå sendte han folket hjem til deres forskellige territorier.
29 Josva døde kort efter i en alder af 110 år 30 og blev begravet på sin jord i Timnat-Sera nord for Ga’ashbjerget i Efraims højland.
31 Folket adlød Herren, så længe Josva og de andre gamle israelitter levede, de som havde oplevet Herrens undere.
32 Josefs knogler, som folket havde bragt med fra Egypten, blev begravet på det stykke jord, som Jakob havde købt af Hamors sønner i Sikem, og som nu hørte med til Josefs efterkommeres arvelod.
33 Arons søn Eleazar døde også og blev begravet i Gibea i Efraims højland, den by, som var blevet overdraget hans søn Pinehas.
Juda og Simeon indtager deres område
1 Efter Josvas død spurgte israelitterne Herren: „Hvem skal nu gå i spidsen i kampen mod kana’anæerne?”
2 Herren svarede: „Judas stamme. Jeg vil hjælpe dem til at indtage det land, jeg har lovet dem.”
3 Lederne af Judas stamme sagde til lederne af Simeons stamme: „Hjælp os med at besejre de kana’anæere, som bor i det område, der skal tilhøre os. Så hjælper vi bagefter jer med at indtage jeres område.” Så fulgte mændene fra Simeons stamme med Judas mænd.
4 Da de angreb, gav Herren dem sejr over kana’anæerne og perizzitterne, så de dræbte 10.000 af fjendens krigere ved byen Bezek. 5 Fjendens hær blev anført af kong Adonibezek, 6 og det lykkedes ham at undslippe, men israelitterne fangede ham og huggede hans tommelfingre og storetæer af. 7 „Jeg har selv behandlet 70 høvdinge på samme måde,” sagde kongen, „og jeg har ladet dem spise smulerne under mit bord. Nu gengælder Gud mig for, hvad jeg har gjort imod dem.” Derefter blev han ført til Jerusalem, hvor han blev til sin dødsdag.
8 Judas mænd angreb også Jerusalem, huggede indbyggerne ned og satte ild til byen. 9 Derefter rykkede de ud mod kana’anæerne i det sydlige højland, i Negev og på de vestlige bakkeskråninger. 10 De gik til angreb på kana’anæerne i Hebron, det tidligere Kirjat-Arba, og besejrede Sheshajs, Ahimans og Talmajs mænd. 11 De angreb også byen Debir, der tidligere hed Kirjat-Sefer. 12 Kaleb havde forinden sagt: „Den, der indtager Kirjat-Sefer, får min datter Aksa til kone.” 13 Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz, erobrede byen og fik som belønning Aksa til kone.
14 Efter brylluppet bad Aksa sin mand om tilladelse til at tage hjem til sin far og bede om et stykke agerjord. Da hun kom derhen og stod af sit æsel, spurgte Kaleb hende: „Hvad kan jeg gøre for dig?” 15 „Velsign mig med en afskedsgave. Du har jo bortgiftet mig til det tørre sydland, så jeg har brug for nogle vandkilder.” Så gav Kaleb hende de øvre og de nedre kilder.
16 Dengang Judas stamme drog op fra Palmernes By,[l] fulgte efterkommerne af Moses’ svigerfar med dem. De hed kenitterne, og de slog sig ned blandt de øvrige beboere i Negevs ørken syd for Arad.
17 Da Judas og Simeons mænd drog i kamp sammen, udryddede de kana’anæerne i Zefat og udslettede byen totalt. Derfor kaldes byen nu Horma.[m] 18 Judas hær indtog også byerne Gaza, Ashkalon og Ekron med de omkringliggende områder. 19 Herren hjalp Judas stamme med at indtage højlandet, men de klarede ikke at få alle folkene i lavlandet drevet bort, fordi de havde stridsvogne af jern.
20 Kaleb havde nu fået Hebron, som Moses i sin tid havde lovet ham, og han fik jaget de folk bort, som boede der. De var efterkommere af Anaks tre sønner.
De øvrige stammer fordriver ikke alle de oprindelige indbyggere
21 Benjamins stamme fordrev ikke alle jebusitterne fra Jerusalem. Derfor bor jebusitterne stadig i byen sammen med benjaminitterne.
22-23 Efraims og Manasses stammer angreb byen Betel, tidligere kaldet Luz, og Herren var med dem. De sendte først spioner af sted, 24 som fangede en mand, der var på vej ud af byen. De sagde så til ham: „Hvis du viser os, hvordan vi kommer ind i byen, vil vi skåne dit liv.” 25 Manden viste dem et smuthul, hvorefter hele byens befolkning blev hugget ned, med undtagelse af den mand og hans familie. 26 Senere flyttede han til hittitternes land og grundlagde der en by, som han kaldte Luz.[n] Byen ligger der den dag i dag.
27 Manasses stamme fordrev ikke alle indbyggerne i Bet-Shan, Ta’anak, Dor, Jibleam og Megiddo og landsbyerne deromkring, for kana’anæerne var fast besluttet på at blive boende. 28 Senere, da israelitterne blev stærkere, gjorde de kana’anæerne til slaver, men de fik aldrig fordrevet dem fra landet. 29 På samme måde gik det for Efraims stamme. Kana’anæerne blev boende side om side med dem i Gezer.
30 Zebulons stamme udryddede heller ikke kana’anæerne i Kitron og Nahalol, men gjorde dem til slaver, 31 og Ashers stamme fordrev ikke indbyggerne i Akko, Sidon, Ahlab, Akzib, Helba, Afik og Rehob. 32 Kana’anæerne blev boende side om side med Ashers stamme. 33 På samme måde gik det for Naftalis stamme: de fordrev ikke indbyggerne i Bet-Shemesh og Bet-Anat, men de gjorde dem til slaver.
34 Amoritterne holdt stand mod Dans stamme, så de ikke kunne bosætte sig i lavlandet. 35 Amoritterne blev også boende på Heresbjerget, i Ajjalon og i Sha’albim, men da Efraims og Manasses stammer blev stærkere, gjorde de dem til slaver. 36 Amoritternes sydlige grænse løber fra Akrabbimpasset til Sela og videre opefter.
Folkets frafald efter Josvas død
2 Herrens engel drog op fra Gilgal og kom til israelitterne med følgende budskab: „Jeg førte jer fra Egypten til det land, jeg lovede jeres forfædre, og jeg forsikrede jer, at jeg aldrig ville bryde min pagt med jer. 2 I måtte til gengæld ikke slutte fred med landets indbyggere, men derimod sørge for at ødelægge deres afgudsaltre. Hvorfor har I nu været ulydige og ikke overholdt jeres del af pagten? 3 Fordi I har gjort det, vil jeg ikke længere drive de folk ud, som bor i jeres land. De vil være en torn i øjet på jer, og de vil lokke jer til at dyrke deres guder.”
4 Da englen havde talt, brast israelitterne i gråd, 5 og derfor kaldte man det sted for Bokim.[o] Derefter bragte de ofre til Herren.
6 Efter at Josva havde opløst den forenede hær, var stammerne rejst hver til sit område for at bosætte sig. 7 I hele Josvas levetid havde folket adlydt Herren, og det fortsatte de med, så længe den generation var i live, der havde oplevet alle de undere, Herren havde gjort for Israel. 8 Josva, Guds tjener, døde i en alder af 110 år 9 og blev begravet på sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims højland nord for Ga’ashbjerget.
10 Efterhånden som hele den generation uddøde, blev den afløst af en ny generation, som hverken kendte Herren eller huskede de undere, han havde gjort for Israel, 11 og de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og dyrkede afguderne. 12-13 De vendte sig fra Herren, den Gud, som deres forfædre havde tilbedt, og som havde ført dem ud af Egypten, og dyrkede i stedet Ba’al og de andre afguder, som nabofolkene dyrkede. 14 Derfor blussede Herrens vrede op imod Israel, så han udleverede dem til deres fjender, der kom fra alle sider og hærgede og plyndrede deres land. 15 Når Israels folk gik til kamp imod deres fjender, hjalp Herren fjenderne med at besejre dem—nøjagtig sådan som han havde lovet. På den måde kom folket i stor nød. 16 Så greb Herren ind og gav dem ledere—de såkaldte dommere—der skulle redde dem fra deres fjender.
17 Men folket ville heller ikke adlyde deres befriere. De fortsatte med at være troløse imod Herren og med at tilbede andre guder. De fulgte således ikke deres forfædres levevis, for de adlød ikke længere Herrens bud. 18 Alligevel var det sådan, at når Herren gav folket en befrier, så var han med den befrier, så længe han levede, og reddede folket fra deres fjender, for Herren havde medynk med sit forpinte folk, som jamrede, når de blev undertrykt af fjenderne. 19 Men når befrieren så døde, genoptog folket deres onde levevis og gjorde værre ting end deres forfædre. De dyrkede igen fremmede guder, tilbad dem og bøjede sig for dem, og de nægtede at ændre deres onde adfærd og stædige holdning.
20 Så blussede Herrens vrede igen op imod Israel, og han erklærede: „Fordi mit folk har brudt den pagt, jeg oprettede med deres forfædre og ignoreret mine befalinger, 21 vil jeg ikke længere hjælpe dem med at fordrive de folkeslag, Josva ikke nåede at besejre, før han døde. 22 I stedet vil jeg bruge fjenderne til at sætte dem på prøve og se, om de vil vende sig til mig og adlyde mig, sådan som deres forfædre gjorde.”
23 Det var grunden til, at Herren lod de forskellige folkeslag blive boende og ikke udryddede dem med det samme ved at give Josva sejr over dem.
3 Herren lod altså nogle folk blive i landet for at sætte den nye generation af israelitter på prøve, dem, der ikke selv havde været med i krigen mod kana’anæerne. 2 Det gjorde han, for at de kunne lære at kæmpe og blive erfarne krigere. 3 De folk, som var tilbage i landet, var: filistrene i deres fem byer, kana’anæerne, sidonierne og hivvitterne i Libanons bjerge fra Ba’al-Hermon til Lebo-Hamat. 4 Dem ville Herren bruge til at sætte den nye generation af israelitter på prøve for at se, om de ville adlyde de befalinger, han havde givet deres forfædre gennem Moses.
5 Israelitterne levede altså side om side med kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, 6 og de blandede sig med dem ved at lade deres sønner og døtre gifte sig ind i deres familier, og de dyrkede deres guder.
Otniel som befrier
7 Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De vendte sig fra Herren, deres Gud, og dyrkede i stedet afgudsbilleder af Ba’al og Ashera. 8 Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han tillod kong Kushan-Rishatajim af Aram-Naharajim[p] at besejre dem, så de var underkastet hans herredømme i otte år.
9 Men da Israels folk råbte til Herren om hjælp, sendte han en befrier, nemlig Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz. 10 Herrens Ånd kom over ham, og han blev befrier i Israel. Han gik til angreb mod kong Kushan-Rishatajim og besejrede ham ved Herrens hjælp. 11 De næste 40 år var der fred i landet, indtil Otniel døde.
Ehud som befrier
12 Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet. 13 Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko. 14 De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.
15 Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab. 16 Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe. 17 Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand, 18 og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.
19 Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse. 20 Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol, 21 trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen, 22 så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende. 23 Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.
24 Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de. 25 De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.
26 Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira. 27 Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.