Bible in 90 Days
38 Derefter lavede han ti store vandfade af bronze og placerede dem i den dertil indrettede fordybning i rullebordene. Hvert fad var 1,8 m i diameter og rummede knap 900 liter vand.[a] 39 De ti rulleborde med tilhørende vandfade blev placeret i templets forgård, fem på templets sydside og fem på nordsiden. Bronzehavet blev placeret ved templets sydøstlige hjørne.
40 Endelig lavede Huram diverse redskaber såsom askebakker, skovle og stænkeskåle. Derefter var han færdig med inventaret til Herrens hus og havde således fuldført den opgave, kong Salomon havde givet ham. 41-42 Det følgende er en liste over de ting, Huram lavede:
De to søjler; de to liljeformede søjlehoveder med tilhørende fletværk og de 400 granatæbler; 43 de ti rulleborde med de ti store vandfade; 44 bronzehavet og dets fundament bestående af 12 okser; 45-46 askebakkerne, skovlene og stænkeskålene.
Alle disse genstande var lavet af blankpoleret bronze og støbt i lerforme i Jordandalen mellem Sukkot og Zaretan. 47 Totalvægten af den bronze, der blev brugt til Hurams arbejde, vides ikke; der gik simpelt hen så meget bronze til, at Salomon opgav at veje det.
48 Salomon fik al inventaret til brug inde i selve templet belagt med rent guld—både redskaberne, røgelsesalteret, bordet til de hellige brød, 49 de ti lysestager (fem stager ved hver langvæg i tempelrummet uden for det allerhelligste rum), alle blomsterdekorationerne, lamperne, vægetængerne, 50 baljerne, vægesaksene, stænkeskålene, fadene og bakkerne til gløder. Både hængslerne til dørene ind til det allerhelligste rum og dørene ved templets hovedindgang blev belagt med guld.
51 Da Herrens hus stod færdigt, tog kong Salomon de gaver af sølv og guld og andre kostbarheder, som hans far havde givet til Herren, og han placerede det hele i skatkammeret i Herrens hus.
Pagtens ark placeres i templet og Herrens herlighed kommer
8 Nu kaldte kong Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den ny tempelbygning. 2 Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i etanim måned, den syvende måned.[b] 3-4 Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så Herrens Ark hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet. 5 Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.
6 Derpå bar præsterne Herrens Pagts Ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger. 7 De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger. 8 Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum, men ikke helt udefra; og sådan er det den dag i dag. 9 I arken lå kun de to stentavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.
10 Da præsterne kom ud fra helligdommen igen, skete der pludselig noget: En tæt sky fyldte Herrens hus, 11 så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte hans Hus.
12 Da udbrød Salomon: „Herre, du har sagt, at du bor i den tætte sky. 13 Nu har jeg bygget dig en bolig på jorden, et sted, hvor du kan slå dig ned og bo for evigt.”
Salomons tale til folket
14 Derpå vendte kongen sig om og så ud over hele Israels forsamling, og han velsignede dem. Derefter sagde han:
15 „Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har opfyldt det løfte, han gav min far, da han sagde: 16 ‚Fra dengang jeg førte mit folk ud af Egypten, har jeg ikke udvalgt nogen by i Israel, hvor man kunne bygge et hus til mig. I stedet udvalgte jeg dig, David, til at lede mit folk.’ ”
17 Salomon fortsatte: „Min far ville så gerne bygge et hus til Herren, Israels Gud, 18 men han fik ikke lov til det. ‚Det er godt, at du ønsker at bygge mig et hus,’ sagde Herren til ham, 19 ‚men det bliver din søn, som kommer til at bygge det.’ 20 Herren har nu opfyldt sit løfte, for jeg har efterfulgt min far på Israels trone, og nu står Herrens hus færdigt. 21 Jeg har lavet et særligt rum til arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med vores forfædre, efter at han havde ført dem ud af Egypten.”
Salomons bøn til Herren
22 Salomon stillede sig nu hen foran Herrens alter med hænderne løftet mod Himlen, mens hele forsamlingen så til. 23 Han bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. 24 Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. 25 Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. 26 Ja, Israels Gud, opfyld også det løfte!
27 Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? 28 Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg i dag beder i dit nærvær: 29 Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. 30 Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.
31 Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, 32 så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.
33 Når dit folk synder og bliver besejret af deres fjender som straf, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, 34 så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du gav deres forfædre.
35 Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, 36 så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.
37 Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, 38 og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, 39 så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. 40 Da vil de lære at vise dig ærefrygt i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.
41-42 Og når fremmede folk hører om din storhed og dine mægtige undere, og de kommer langvejsfra for at bede dig om hjælp, vendt mod dette hus, 43 så hør dem i Himlen, hvor du bor, og svar på deres bøn. Da skal alle jordens folkeslag høre om dig og have ærefrygt for dig ligesom dit folk, Israel, og hele verden vil forstå, at det hus, som jeg har bygget, er indviet til dig.
44 Når du sender dit folk i krig mod deres fjender, og de beder til dig, vendt mod den by, du har udvalgt til bolig, og det hus, jeg har bygget til dig, 45 hør da i din Himmel deres bøn og skaf dem deres ret.
46 Hvis de synder imod dig—og hvem kan sige sig fri for den mulighed—og du i din vrede tillader fjenden at føre dem som fanger til et fremmed land, det være sig nært eller fjernt, 47 og hvis de så kommer til fornuft i det land, hvor de er i fangenskab, og råber til dig: ‚Vi har handlet ondt og været ulydige mod Gud! Vi har syndet!’ 48-49 da hør deres bøn i din bolig i Himlen og hjælp dem, når de ærligt vender sig til dig og beder om hjælp, vendt mod det land, du gav deres forfædre, mod den by, du har udvalgt, og det hus, jeg har bygget til din ære.
50 Tilgiv dit folk al deres ondskab og ulydighed mod dig, og lad deres fjender vise barmhjertighed mod dem, 51 for de er jo dit ejendomsfolk, som du rev ud af smelteovnen i Egypten. 52 Må dine øjne og ører altid være åbne, så du hører min og folkets bøn, hver gang vi råber til dig. 53 For da du førte vores forfædre ud af Egyptens land, betroede du din tjener Moses, at du havde udvalgt Israel blandt verdens folkeslag til at være din særlige ejendom.”
54-55 Salomon var knælet ned foran Herrens alter, mens han bad med løftede hænder.
Salomon beder for folket og formaner til lydighed
Da han var færdig, rejste han sig og bad for hele Israels forsamling:
56 „Lovet være Herren, som har indfriet sit løfte og givet Israel fred! Han har opfyldt alle de løfter, han gav til sin tjener Moses. 57 Gid Herren, vores Gud, må være med os, som han var med vores forfædre. Måtte han aldrig forlade os eller forkaste os, 58 og måtte han hjælpe os til at gøre hans vilje i alle ting, til at adlyde de befalinger og følge de forskrifter, han gav vores forfædre. 59 Og måtte han altid huske min bøn, så han giver mig og hele Israel den hjælp, vi har brug for dag for dag. 60 Gid alle verdens folkeslag må komme til erkendelse af, at Herren er den eneste sande Gud i hele verden. 61 Og måtte jeres hjerter altid været fuldt overgivet til Herren, jeres Gud, så I adlyder hans love og følger hans befalinger, sådan som I gør det i dag.”
Templet indvies
62 Kongen og hele Israels folk bragte en utrolig mængde ofre til Herren. 63 Salomons takoffer bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. 64 Kongen indviede den dag den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret ved indgangen til templet var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og den del af takofrene, som skulle brændes. 65 En vældig menneskemængde fra hele landet tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. Efter selve tempelindvielsesfesten, som varede i syv dage, fejrede Salomon sammen med folket løvhyttefesten i syv dage, i alt 14 dage.[c] 66 Den følgende dag afsluttede Salomon festen, så folket var fri til at tage hjem, og de velsignede deres konge. Derefter drog de hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist sin tjener David og sit folk Israel.
Guds advarsel til Salomon
9 Salomon var nu færdig med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Han havde fuldført alt, hvad han havde sat sig for at gøre. 2-3 Da viste Herren sig for ham igen, ligesom han tidligere havde gjort i Gibeon.
„Jeg har hørt den bøn, du bad for mit ansigt,” sagde Herren til ham. „Jeg har helliget det hus, du har bygget, for at jeg kunne have et sted at være. Jeg vil altid våge over det og have det i mine tanker.
4 Og hvad dig angår, hvis du vil adlyde mig med et ærligt og oprigtigt hjerte, som din far gjorde, hvis du vil gøre alt, hvad jeg beder dig om, og overholde mine love og påbud, 5 så vil jeg lade din slægt beholde tronen til evig tid, sådan som jeg lovede din far, da jeg sagde: ‚Der vil i al fremtid være en af dine efterkommere på Israels trone.’
6 Men hvis du vender dig bort fra mig, eller dine efterkommere gør det, og hvis I ikke adlyder de befalinger, jeg har givet jer, men begynder at tilbede andre guder, 7 så vil jeg jage mit folk ud af det land, jeg har givet dem, og jeg vil vende ryggen til mit hus her, som jeg ellers nu har gjort helligt. Da vil Israels folk blive genstand for hån og latterliggørelse blandt alle folkeslag. 8 Mit hus skal lægges i ruiner, og enhver der går forbi, vil blive slået af forundring og foragteligt spørge: ‚Hvorfor har Herren været så hård mod dette land og dette hus?’ 9 Og svaret skal lyde: ‚Fordi de svigtede Herren, deres Gud, som førte deres forfædre ud af Egypten. De vendte sig til andre guder, som de tilbad og tjente i stedet. Denne ulykke er Herrens straf over dem.’ ”
Salomons byggeprojekter
10 I 20 år havde Salomon nok at gøre med de to store byggeprojekter, Herrens hus og sit eget palads. 11-12 Da de var færdige, forærede han kong Hiram af Tyrus 20 byer i Galilæa-området som betaling for alt det cedertræ, cyprestræ og guld, han havde leveret. Men da Hiram kom for at se på byerne, var han langtfra tilfreds med dem.
13 „Hvad er det for nogle elendige byer, du har givet mig?” udbrød han. Derefter blev dette område kaldt Kabul,[d] og det hedder det stadig. 14 Hiram havde blandt andet leveret 4 tons guld til Salomon.
15 Salomon havde udskrevet tvangsarbejdere til følgende byggeprojekter: Herrens hus, paladset, Jerusalems fæstning og bymur og genopbygningen af byerne Hatzor, Megiddo og Gezer. 16 Gezer var den by, som Egyptens konge tidligere havde erobret og brændt ned til grunden efter at have dræbt indbyggerne. Da hans datter blev gift med kong Salomon, forærede han hende byen i bryllupsgave. 17-18 Men nu var Salomon i færd med at genopbygge Gezer—og i øvrigt også byerne Nedre Bet-Horon, Ba’alat og ørkenbyen Tamar. 19 Desuden byggede han nogle byer omkring de kongelige kornsiloer, og han oprettede vognbyer til sine stridsvogne og alle sine heste og ryttere. Han havde også mange andre projekter i gang i Jerusalem, i Libanons bjerge og flere andre steder i det store rige, han regerede over.
20-21 Salomon udskrev sine tvangsarbejdere fra de folk, Israel havde besejret—amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Det var nemlig aldrig lykkedes Israels folk at udrydde disse folkeslag helt—selv længe efter deres erobring af landet—ja, endnu den dag i dag findes der slaver, som nedstammer fra disse folk. 22 Men han tvang ingen israelitter til slavearbejde. Mange af dem var i kongens tjeneste eller var med i hæren som fodfolk, officerer, vognstyrere eller ryttere. 23 Andre arbejdede som opsynsmænd for slavearbejderne ved byggeprojekterne. Der var i alt 550 israelitiske opsynsmænd.
Forskellige oplysninger
24 Efter at byggeriet var færdigt, flyttede kong Salomon sin kone, der var en egyptisk prinsesse, fra Davidsbyen til det palads, han havde bygget til hende. Derefter byggede han videre på Jerusalems fæstningsanlæg.
25 På alteret foran templet ofrede Salomon de foreskrevne brændofre og takofre ved de tre store, årlige højtidsfester, og han brændte også røgelse.
26 Kong Salomon havde et skibsværft i Etzjon-Geber nær Eilat i Edoms land ved Det Røde Hav. Der byggede han en flåde, 27 og kong Hiram supplerede besætningerne med erfarne søfolk, 28 som førte skibene til Ofir[e] for at hente guld til kong Salomon. I alt hentede de over 14 tons guld.
Dronningen af Saba besøger kong Salomon
10 Da dronningen af Saba[f] hørte om den visdom, Herren havde givet Salomon, fik hun lyst til at udfordre ham med nogle svære spørgsmål. 2 Hun ankom til Jerusalem med et stort følge og en lang karavane af kameler belæsset med aromatiske stoffer, ædelsten og store mængder guld. Under sit besøg hos kong Salomon stillede hun ham alle de spørgsmål, hun kunne komme i tanke om. 3 Salomon besvarede alle hendes spørgsmål—ikke et eneste var for vanskeligt for ham. 4 Da dronningen således personligt oplevede hans visdom og med egne øjne så det prægtige palads, 5 den fornemme mad, de mange hoffolk, som spiste med ved bordet, tjenerne, der serverede, deres prægtige klæder, hans mundskænke og de mange brændofre, han ofrede i Herrens hus, blev hun meget betaget og udbrød:
6 „Jeg er dybt imponeret! De rapporter, jeg modtog i mit eget land om din store visdom og dine bedrifter, var altså sande. 7 Jeg troede ellers ikke på dem, men nu har jeg med mine egne øjne set meget, meget mere, end hvad jeg dengang hørte om. Din visdom og rigdom overgår langt de vildeste rygter! 8 Hvor er dine folk og tjenere heldige, at de kan lytte til din visdom hver eneste dag. 9 Lovet være Herren, din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på Israels trone. Det er på grund af din Guds evige kærlighed til Israel, at han gjorde dig til konge over dem, for du regerer med retfærdighed.”
10 Derpå forærede hun kongen 4 tons guld, store mængder aromatiske stoffer og mange ædelsten. De kostbarheder, kong Salomon fik foræret, var uden sidestykke.
11 I den forbindelse skal det nævnes, at kong Hirams skibe ud over at bringe guld fra Ofir hjem til kong Salomon også bragte store mængder kostbart træ og ædelsten. 12 Det kostbare træ brugte Salomon til at lave rækværk i tempelkomplekset og i sit palads, samt til lyrer og harper. Aldrig har man set magen til en så fornem levering af kostbart træ.
13 Salomon gav til gengæld dronningen af Saba alt, hvad hun bad om og kunne ønske sig, foruden de gaver, han selv forærede hende. Derpå rejste hun sammen med sit følge tilbage til sit land.
Salomons rigdom
14 Hvert år udvandt kong Salomon ca. 23 tons[g] guld fra sine guldminer. 15 Dertil kom indtægter fra handelsafgifter, told og skat fra de arabiske vasalkonger og landets egne guvernører. 16-17 Salomon fik lavet 200 store, guldbelagte skjolde, hvor der gik knap 7 kilo[h] guld til hvert skjold, og 300 mindre skjolde, hvortil der gik halvandet kilo guld. Alle disse skjolde satte han op som udsmykning i „Libanonskovhallen”.
18 Han fik også lavet en overdådig elfenbenstrone, belagt med rent guld. 19 Seks brede trin førte op til selve tronstolen, som havde en rundet ryg foroven og armlæn på begge sider. Ved hver side stod en forgyldt løve. 20 For enderne af hvert trin stod der også en løve, så der var 12 løver i alt på tronens trappe. Intet sted i verden fandtes en trone som Salomons.
21 Alle kong Salomons drikkebægre var af rent guld, og spisestellet i „Libanonskovhallen” var også af rent guld. Intet af det var af sølv, for sølv blev ikke regnet for noget på den tid. 22 Salomon havde selv nogle store Tarshish-skibe[i] ligesom kong Hiram. Hvert tredje år vendte disse skibe hjem med store ladninger af guld, sølv, elfenben, aber og påfugle.
23 Kong Salomon var således visere og rigere end nogen anden konge på jorden. 24 Stormænd fra alverdens lande søgte audiens hos ham for at få del i hans gudgivne visdom, 25 og de bragte ham år efter år fornemme gaver i form af guld- og sølvting, kostbart klæde, våben, aromatiske stoffer, heste og muldyr.
26 Salomon anskaffede sig masser af stridsvogne og heste. Han havde 1400 stridsvogne og 12.000 heste, som han stationerede i de dertil indrettede vognbyer og i selve Jerusalem. 27 Salomons rigdom betød, at sølv blev lige så almindeligt i Jerusalem som stenene i byens gader, og det kostbare cedertræ blev lige så almindeligt som morbærfigentræ fra de vestlige bakkeskråninger. 28 Salomons heste blev importeret fra Egypten og Kilikien, hvor hans opkøbere konstant var på udkig. 29 En egyptisk stridsvogn leveret i Jerusalem kostede syv kilo sølv, og en hest kostede godt halvandet kilo sølv. En del af disse heste og vogne blev solgt videre til de hittitiske og aramæiske konger.
Salomons koner forleder ham til afgudsdyrkelse
11 Ud over den egyptiske prinsesse, som Kong Salomon havde giftet sig med, følte han sig tiltrukket af kvinder fra fremmede folkeslag, og han giftede sig med en masse moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidonitiske og hittitiske kvinder. 2 Herren havde ellers udtrykkeligt advaret sit folk imod blandede ægteskaber, for de fremmede kvinder ville få israelitterne til at dyrke deres afguder i stedet for Herren. Men Salomon gjorde det alligevel, for de var så tiltrækkende. 3 Han havde efterhånden 700 koner med fyrstelig rang og 300 medhustruer—og disse kvinder stjal i den grad hans hjerte, at han glemte Herrens advarsler. 4 Da Salomon blev ældre, begyndte han at dyrke de andre folkeslags afguder og fulgte ikke længere Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort. 5 Salomon dyrkede blandt andet den sidoniske gudinde Astarte, og den afskyelige, ammonitiske gud Milkom. 6 Salomon gjorde nu, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han fulgte ikke Herren af hele sit hjerte, som hans far havde gjort det. 7 Han byggede endda et alter på Olivenbjerget øst for Jerusalem til ære for den ækle, moabitiske gud Kemosh og den lige så ækle, ammonitiske gud Milkom. 8 Han byggede altre til alle sine udenlandske koner, så de havde et sted, hvor de kunne bringe ofre til deres forskellige guder.
9 Herren blev vred på Salomon, fordi han var ulydig og oprørsk, på trods af at Herren havde åbenbaret sig for ham hele to gange. 10 Salomon havde fået en klar befaling om ikke at dyrke andre guder, men han havde overtrådt denne befaling. 11 „Siden du har brudt pagten og overtrådt mine befalinger, vil jeg tage kongeriget fra dig og din slægt og give det til en af dine embedsmænd,” sagde Herren til ham. 12 „Men på grund af Davids trofasthed vil det ikke ske i din egen levetid, men din søn vil miste kongemagten. 13 For Davids skyld, og for min udvalgte by Jerusalems skyld, vil din søn dog få lov til at regere over en enkelt stamme.”
Salomon begynder at få fjender
14 Herren tillod nu, at edomitten Hadad begyndte at gøre oprør mod Salomon. Hadad var fra kongefamilien i Edom. 15 Mange år tidligere, mens Davids hær var i krig med edomitterne, var Joab taget af sted med en hærafdeling for at begrave de israelitiske krigere, der var faldet i slaget. I den forbindelse dræbte de alle de mænd, der var tilbage i Edom. 16-18 Det tog Joab og hans mænd seks måneder at udrydde dem, men Hadad, der på det tidspunkt kun var en lille dreng, var flygtet sammen med nogle få kongelige embedsmænd ad vejen sydpå mod Egypten. Fra Midjan fortsatte de til Paran, hvor andre sluttede sig til og fulgtes med dem til Egypten, hvor kongen sørgede for mad til dem. Han gav Hadad et hus at bo i og et jordstykke at dyrke afgrøder på.
19 Hadad voksede således op i Egypten og blev en af kongens nærmeste venner; og kongen gav ham sin svigerinde, en søster til dronning Takpenes, til kone. 20 Hun fødte ham en søn ved navn Genubat, som blev opdraget ved hoffet sammen med kongens egne børn.
21 Da Hadad senere fik at vide, at David og Joab begge var døde, bad han kongen om tilladelse til at vende tilbage til Edom.
22 „Hvorfor?” spurgte kongen. „Hvad mangler du her? Er der noget i vejen?”
„Nej,” svarede Hadad, „men jeg vil alligevel gerne hjem til Edom.”
23-24 Rezon, Eljadas søn, var en anden af Salomons fjender, som Gud gav indflydelse og magt. Rezon var en af kong Hadadezer af Zobas officerer, men dengang David besejrede Zobas hær, var Rezon flygtet sammen med en del andre krigere. Han samlede efterhånden en røverbande omkring sig. Senere indtog de Damaskus, hvor Rezon blev udråbt til konge. 25 I hele Salomons levetid var Rezon en af de værste fjender af Israels folk, som han nærede et stort had til. Han skabte problemer for Salomon, fordi han havde kontrol over nabolandet Aram, mens Hadad skabte problemer for Israel sydfra.
26 En anden trussel mod Salomon var Jeroboam, Nebats søn, som stammede fra byen Zereda i Efraim. Hans mor var en enke ved navn Zerua. Jeroboam var en af Salomons embedsmænd, men havde gjort oprør imod kongen. 27-28 Det følgende er grunden til, at han gjorde oprør: Salomon havde netop udbygget fæstningsanlægget i Jerusalem og repareret skaderne i den gamle bydels mur, som hans far David havde bygget. Jeroboam var en lovende ung mand, og da kong Salomon bemærkede hans dygtighed og arbejdsomhed, satte han ham i spidsen for arbejdsstyrkerne i Manasse og Efraim. 29 En dag, da Jeroboam var på vej ud af Jerusalem, kom profeten Ahija fra Shilo ham i møde. Ahija havde en ny kjortel på, og han standsede Jeroboam på vejen. Der var ingen andre i nærheden. 30 Ahija rev sin nye kjortel i 12 stykker, 31 hvorefter han sagde til Jeroboam: „Tag ti af de her stykker, for Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg vil rive riget ud af Salomons hånd og give de ti af stammerne til dig. 32 Men jeg vil tillade ham at beholde en enkelt stamme for min tjener Davids skyld og Jerusalems skyld—den by jeg har udvalgt frem for alle andre byer i landet. 33 Det gør jeg, fordi Salomon har svigtet mig ved at dyrke andre guder ved siden af mig—guder som Astarte, sidoniernes gudinde, og Kemosh, Moabs gud, og ammonitternes gud, Milkom. Han har ikke adlydt mig og gjort hvad ret er—han har ikke handlet efter mine befalinger, som hans far gjorde. 34 Jeg vil dog ikke tage riget fra ham med det samme. For min udvalgte tjener Davids skyld, som adlød mine befalinger og forskrifter, vil jeg lade Salomon beholde magten indtil sin dødsdag. 35 Men derefter vil jeg tage riget fra hans søn og give de ti stammer til dig. 36 Dog får sønnen lov at beholde én stamme, for at Davids efterkommere stadig kan regere i Jerusalem—byen jeg har udvalgt for at herliggøre mit navn. 37 Jeg vil gøre dig til konge over Nordriget, og du skal få lov at herske over alt, hvad du har lyst til. 38 Hvis du adlyder mig og handler i overensstemmelse med mine bud, som min tjener David gjorde, så vil jeg velsigne dig, og dine efterkommere skal så altid regere over de ti stammer. Jeg gav engang David et tilsvarende løfte, 39 men på grund af Salomons synd må jeg straffe Davids efterkommere—dog ikke for altid.’ ”
40 Da Salomon fik at vide, hvad Ahija havde sagt, forsøgte han at myrde Jeroboam, men Jeroboam søgte tilflugt hos kong Shishak i Egypten. Der blev han, til Salomon døde.
41 Hvad der ellers er at fortælle om Salomon og hans visdom, er nedskrevet i Salomons krønike. 42 Han regerede over hele Israels folk i 40 år med Jerusalem som hovedstad. 43 Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen, hvor hans far også lå begravet. Hans søn Rehabeam overtog derefter tronen.
Nordriget forkaster Rehabeam som konge over dem
12 Rehabeam og hans rådgivere tog straks efter Salomons død til Sikem, hvor Nordrigets ledere samledes for at udråbe ham til konge. 2 Jeroboam, Nebats søn, vendte tilbage fra Egypten (hvortil han var flygtet for kong Salomon), da han hørte, at Salomon var død. 3 Nordrigets ledere sendte nu bud efter ham, og sammen trådte de frem for Rehabeam i Sikem. 4 „Din far lagde en masse skatter på os og krævede hårdt arbejde,” sagde de. „Hvis du er villig til at nedsætte kravene, vil vi gerne have dig som konge.”
5 „Det vil jeg tænke over,” svarede Rehabeam. „Kom tilbage om to dage,[j] så vil jeg give jer svar.”
6 Rehabeam drøftede nu sagen med sin fars gamle rådgivere. „Hvad foreslår I, jeg skal gøre?” spurgte han. 7 „Hvis du viser lederne, at du tager hensyn til deres ønsker, og siger, at du vil behandle folket godt, så vil de være loyale over for dig,” var deres svar.
8 Men Rehabeam brød sig ikke om deres råd. Han spurgte så de unge mænd, han var vokset op sammen med, og som han havde ansat i sin tjeneste: 9 „Hvad skal vi svare de her mennesker, som gerne vil være fri for hårdt arbejde og skatter?” 10 „Vi foreslår, at du siger: ‚Sammenlignet med mig var min far ingenting! 11 Hvis I synes, min far lagde tunge byrder på jer, vil jeg gøre dem endnu tungere. Hvis I synes, min far brugte en pisk af reb, så vil jeg bruge en pisk med metalstykker i!’ ”
12 Da Jeroboam og Nordrigets ledere som aftalt kom tilbage til den unge konge to dage senere, 13-14 gav han dem det brutale svar, som de unge mænd havde rådet ham til, i stedet for det gode svar fra sin fars rådgivere. 15 Kongen var således ikke villig til at lytte til deres ønsker, og derved kom han til at opfylde det profetiske ord fra Herren, som Ahija fra Shilo havde givet Jeroboam.
16 Da Nordrigets folk blev klar over, at kongen ikke ville lytte til dem, tog de afstand fra ham og råbte til hinanden: „Ud med David og hans slægt! Rehabeam kan få lov til at herske over sin egen stamme. Vi kan klare os selv.”
17 Således gik det til, at Rehabeam måtte nøjes med at være konge over Judas stamme. 18 Men han gav ikke op med det samme, så han sendte sin slavepisker Adoniram efter Nordrigets ledere for at tvinge dem, men de smed sten efter ham og slog ham ihjel. Rehabeam sprang da op i sin vogn og skyndte sig hjem til Jerusalem for ikke selv at blive slået ihjel. 19 Således brød de ti nordlige stammer forbindelsen med Judas stamme, og de to riger blev aldrig siden forsonet.
Jeroboam bliver konge i Nordriget
20 Da det blev kendt blandt alle Nordrigets indbyggere, at Jeroboam var vendt hjem, inviterede de ham til et stort folkemøde, hvor de gjorde ham til deres konge. Det var kun Judas stamme, der var loyal over for Davids slægt.
21 Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer—180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge. 22 Men Gud gav profeten Shemaja følgende budskab: 23-24 „Sig til Judas konge og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og gik hver til sit.
25 Jeroboam udbyggede nu byen Sikem i Efraims bjergland og gjorde den til sin hovedstad. Han udbyggede også Penuel som fæstningsby.
Jeroboam indfører afgudsdyrkelse og en ny fest
26-27 Det varede ikke længe, før Jeroboam begyndte at frygte for, om han nu også kunne fastholde kongemagten. „Nordrigets folk rejser jo stadig op til Herrens hus i Jerusalem for at bringe deres ofre der,” sagde han til sig selv. „Når de ser, hvor meget guld der er i Jerusalem, kan de let blive fristet til at gå over til kong Rehabeam af Juda. Så finder de måske på at slå mig ihjel og overgive hele Nordriget til Davids slægt.”
28 På sine rådgiveres opfordring fik Jeroboam derfor lavet to guldkalve. „Det er for besværligt at tage helt til Jerusalem og ofre,” sagde han til folket. „Her er jeres guder, som førte jer ud af Egyptens land!”
29-30 Den ene guldkalv blev anbragt i den sydlige by, Betel, og den anden blev senere i en stor procession ført op til den nordligste by, Dan. Det var naturligvis en alvorlig synd, for folket begyndte at tilbede disse afguder. 31 Jeroboam opførte også afgudsaltre på offerhøjene rundt omkring, og han udnævnte præster fra andre stammer end Levis stamme i modstrid med Herrens befaling. 32-33 Han bekendtgjorde også, at den årlige løvhyttefest for fremtiden skulle fejres i Betel den 15. dag i den ottende måned[k]—en dato han selv fandt på, og han indkaldte alle sine præster til at gøre tjeneste i Betel under den ugelange højtid. Da festen begyndte, steg han selv op på alteret i Betel for at tænde ilden og ofre til den guldkalv, han havde ladet opstille der.
Guds profet fra Juda
13 Herren havde imidlertid sendt en profet fra Juda til Betel, og mens Jeroboam stod og var klar til at tænde ilden til røgelsesofferet, 2 råbte denne profet: „Du alter! Hør, hvad Herren siger: En dreng skal fødes i Davids slægt og få navnet Josias. Han vil komme her og ofre de afgudspræster, som tænder offerild på dig. Da skal der brændes menneskeknogler på dig. 3 Og som tegn på, at mit budskab er fra Herren, vil alteret om lidt revne, så asken vælter ud på jorden.”
4 Da kong Jeroboam hørte, hvad profeten råbte imod det nye alter i Betel, pegede han på ham og råbte til vagterne: „Grib ham!” Men øjeblikkelig stivnede hans arm, så han ikke kunne trække den til sig igen, 5 og samtidig revnede alteret, så asken spredtes på jorden—nøjagtig som profeten havde sagt.
6 Forfærdet råbte kongen til profeten: „Gå i forbøn for mig og bed Herren, din Gud, om at gøre min arm normal igen!” Så bad profeten til Herren, og kongens arm blev normal igen. 7 Derpå sagde kongen:
„Tag med mig hjem for at få noget at spise. Jeg vil også give dig en gave.”
8 Men profeten svarede: „Om du så gav mig det halve kongerige, ville jeg ikke tage imod det! Og jeg vil hverken spise eller drikke noget på dette sted. 9 Herren har sagt, at jeg hverken må tage imod noget at spise eller drikke og heller ikke rejse tilbage ad den vej, jeg kom.” 10 Derefter gik profeten bort ad en anden vej.
11 Nu boede der imidlertid en gammel profet i Betel, og hans sønner havde overværet det hele. De skyndte sig hjem og fortalte deres far, hvad profeten fra Juda havde sagt og gjort.
12 „Hvilken vej gik han?” spurgte den gamle profet. Så fortalte de ham det.
13 „Skynd jer!” sagde han. „Se at få sadlet mit æsel!” Og da de havde sadlet æslet, 14 red han efter profeten. Han indhentede ham ved et egetræ, hvor han sad og hvilede sig.
„Er du profeten fra Juda?” spurgte den gamle mand.
„Ja, det er jeg,” svarede han.
15 „Tag med mig hjem og få noget at spise!”
16-17 „Nej,” svarede han, „det kan jeg ikke, for jeg må hverken spise eller drikke, så længe jeg er her. Herren har udtrykkeligt advaret mig imod det, og han befalede mig også at rejse en anden vej hjem, end den jeg kom ad.”
18 Men den gamle mand insisterede: „Jeg er selv profet, og en engel kom til mig og sagde, at jeg skulle tage dig med hjem og give dig noget at spise og drikke.” Men det var løgn alt sammen.
19 Så gik profeten fra Juda med den gamle mand hjem, og han spiste og drak.
20 Men pludselig, mens de sad og spiste ved bordet, kom Herrens ord til den gamle profet, 21-22 og han råbte til profeten fra Juda: „Herren siger, at fordi du var ulydig og stik imod hans klare befaling lod dig overtale til at spise og drikke her, skal du dø, og dit lig vil ikke blive lagt i dit familiegravsted.”
23 Efter måltidet sadlede den gamle mand sit æsel og lod profeten ride af sted på det. 24 Men han var ikke nået ret langt, før en løve sprang op, rev ham af æslet og bed ham ihjel. Derefter blev både løven og æslet stående og kiggede på ham. 25 Nogle forbipasserende så liget ligge ved vejen, mens løven bare stod og kiggede på det. Da de nåede ind til Betel, hvor den gamle mand boede, fortalte de om den mystiske hændelse.
26 Da den gamle profet hørte om det, udbrød han: „Jamen, det må være den profet, som var ulydig imod Herrens befaling. Det er en straf fra Herren, at han blev revet ihjel af en løve.” 27 Så tilføjede han henvendt til sine sønner: „Gør et æsel klar!” Det gjorde de så, 28 hvorefter han red af sted.
Da han lidt senere fandt profetens lig på vejen, stod løven og æslet der stadig og kiggede. Løven havde hverken ædt ham eller angrebet æslet. 29 Da tog den gamle profet liget og lagde det på æslet, hvorefter han vendte tilbage til byen for at sørge over den døde og begrave ham. 30 „Åh, min stakkels ven!” sagde han og lagde den døde i sin egen grav.
31 Derefter sagde han til sine sønner: „Når jeg dør, skal I lægge mig ved siden af ham, 32 for han var en sand profet! Hans dom over afgudsdyrkelsen her i Betel og de andre altre rundt omkring i Samaria skal gå i opfyldelse.”
33 Men trods det, der var sket, opgav Jeroboam ikke sin ondskab—tværtimod, han udnævnte flere præster blandt den almindelige befolkning, så afgudsdyrkelsen omkring offerstederne blomstrede mere end nogen sinde. Enhver, som havde lyst, kunne blive præst. 34 På grund af denne store synd blev hele Jeroboams slægt senere udryddet fra jordens overflade.
Ahija udtaler Guds dom over Jeroboam og Nordriget
14 Så skete det, at Jeroboams søn Abija blev alvorligt syg. 2 Jeroboam sagde derfor til sin kone: „Forklæd dig godt, så ingen kan se, at du er min kone, og gå hen til profeten Ahija i Shilo—ham, som forudsagde, at jeg ville blive konge. 3 Tag en gave med til ham—ti brød, nogle figenkager og en krukke honning—så han kan fortælle dig, hvad der vil ske med drengen.”
4 Så forklædte hun sig og tog af sted til Ahijas hus i Shilo. Profeten var meget gammel, og han havde mistet synet på grund af alderdom. 5 Men Herren sagde til ham: „Jeroboams kone kommer for at søge råd om sin søn, der er syg. Hun er forklædt.” Og Herren gav ham besked om, hvad han skulle sige til hende, når hun kom.
6 Så da Ahija hørte fodtrin uden for døren, råbte han: „Kom ind, Jeroboams kone! Hvorfor har du forklædt dig?” Så tilføjede han: „Jeg har dårligt nyt til dig. 7 Herren, Israels Gud, siger til din mand: ‚Jeg gjorde dig til konge over Nordriget, selv om du ikke var af kongeslægt. 8 Jeg tog herredømmet ud af hænderne på Davids slægt og gav det til dig. Men du har ikke adlydt mig, sådan som min tjener David gjorde, for han adlød mig af hele sit hjerte og ønskede at gøre min vilje. 9 Du, derimod, har gjort mere ondt end dine forgængere! Du har lavet afguder og støbt guldkalve! Du har krænket og forkastet mig. 10 Derfor vil jeg straffe dig. Hver eneste mand og dreng i din slægt vil jeg udrydde. Ja, jeg vil snart udrydde din slægt, som man brænder affald og intet bliver tilbage. 11 Dem fra din slægt, der bliver dræbt i byen, skal hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, skal fuglene æde.’
12 Gå du nu hjem, Jeroboams kone! Så snart du kommer tilbage til byen, vil din søn dø, 13 og hele Nordriget vil sørge over ham. Men den søn bliver den eneste i din familie, som får en ordentlig begravelse, for han er den eneste af jer, som Herren, Israels Gud, ser noget godt i. 14 Efter Jeroboams død vil Herren lade en anden mand komme til magten i Nordriget, som vil udrydde resten af Jeroboams slægt. 15 Siden hen vil Herren straffe hele Nordriget. Som et siv, der rykkes op og rives med af en kraftig vandstrøm, sådan vil Israels folk blive rykket op fra det frugtbare land, deres forfædre fik i eje, og de vil ende ovre på den anden side af Eufratfloden, for de har vakt Herrens vrede ved at dyrke afguder og opstille Asherapæle. 16 Ja, han vil lade Israel sejle sin egen sø, fordi Jeroboam syndede og fik hele folket til at følge sit dårlige eksempel.”
17 Efter at have fået dette budskab vendte Jeroboams kone tilbage til Tirtza, som var Nordrigets hovedstad, og i samme øjeblik hun trådte over dørtærsklen, døde drengen. 18 Der blev straks udråbt landesorg, sådan som Herren havde forudsagt gennem profeten Ahija.
19 Hvad Jeroboam ellers foretog sig—hans krigsbedrifter og øvrige politiske virke—er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.[l] 20 Han regerede i 22 år, og da han døde, overtog hans søn Nadab tronen.
Judas folk begynder også at dyrke afguder
21 I mellemtiden regerede Rehabeam, Salomons søn, i Juda. Han var 41 år gammel, da han overtog tronen, og han regerede i Jerusalem, Herrens udvalgte by, i 17 år. Hans mor hed Na’ama og var ammonit.
22 Men under kong Rehabeam opførte Judas folk sig ikke bedre end Nordrigets folk under Jeroboam. De var tilsvarende ulydige imod Herren og provokerede ham med deres synd—ja, de syndede endnu værre end deres forfædre. 23 De byggede afgudsaltre, rejste frugtbarhedssymboler og Asherapæle på alle høje bakker og under de store, skyggefulde træer. 24 Den religiøse prostitution blomstrede på disse afgudshøje, og både mænd og kvinder var prostituerede. Judæerne blev efterhånden lige så perverse, som de folkeslag, Herren i sin tid havde jaget ud af landet for at skaffe plads til sit folk.
Egypterkongen plyndrer templets og paladsets guldskatte
25 I Rehabeams femte regeringsår angreb kong Shishak af Egypten Jerusalem og erobrede byen. 26 Egypterkongen plyndrede både Herrens hus og kongens palads og ribbede byen for kostbarheder, blandt andet de guldskjolde, som Salomon havde ladet fremstille. 27 Bagefter fik Rehabeam lavet nogle efterligninger i bronze, som paladsgarden så brugte, 28 hver gang de eskorterede kongen til templet. Derefter blev de hængt tilbage i depotet, hvor de blev opbevaret.
Rehabeam dør og efterfølges på tronen af sin søn
29 Hvad der ellers skete under kong Rehabeams regeringstid er nedskrevet i Judas kongers krønikebog. 30 Der var til stadighed fjendtligheder mellem Rehabeam og Jeroboam. 31 Da Rehabeam døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen. Hans mor var fra Ammon og hed Na’ama, og hans søn Abija blev konge efter ham.
Abija som konge over Juda
15 Abija kom til magten i Juda i kong Jeroboam af Israels 18. regeringsår, 2 og han regerede i Jerusalem i tre år.[m] Hans mor hed Ma’aka og var barnebarn[n] af Absalom. 3 Han syndede nøjagtig som sine forgængere, for han var ikke af hjertet overgivet til Herren, sådan som David var. 4 Men for Davids skyld gav Herren ham alligevel en søn, der kunne overtage tronen i Juda og lade Jerusalem bestå. 5 For David havde adlydt Gud livet igennem, bortset fra affæren med hittitten Urias.
6 Under hele sin opvækst oplevede Abija ikke andet end fjendtligheder mellem Jeroboam og Rehabeam, 7 og da han selv blev konge, brød krigen ud for alvor. Resten af Abijas bedrifter er nedskrevet i Judas kongers krønikebog. 8 Da han døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Asa overtog tronen efter ham.
Asa som konge over Juda
9 Asa blev konge over Juda i kong Jeroboam af Israels 20. regeringsår, 10 og han regerede i Jerusalem i 41 år. Hans „mor”[o] hed Ma’aka og var barnebarn af Absalom. 11 Asa gjorde, hvad der var godt i Herrens øjne—ligesom hans forfar David. 12 Han landsforviste de mandlige og kvindelige prostituerede, som holdt til ved offerstederne på højene, og han fjernede alle de afgudsstøtter, som hans forfædre havde opstillet der. 13 Han fratog tilmed Ma’aka hendes privilegier som enkedronning, fordi hun havde ladet opstille et modbydeligt frugtbarhedssymbol for gudinden Ashera. Han huggede afgudsbilledet i stykker og brændte det i Kedrondalen. 14 Det lykkedes ham ikke at udrydde alle offerhøjene i landet, men ønsket om at gøre Herrens vilje kendetegnede hele hans liv. 15 I templet samlede han alle de kostbarheder, som hans far havde indviet til Herren, sammen med de sølv- og guldkar, han selv skænkede.
Israel optrapper krigen med Juda
16 Kong Asa af Juda lå i konstant krig med Israel i hele sin regeringsperiode, og situationen forværredes, da Basha blev konge i Israel. 17 Kong Basha drog straks i krig mod Juda. Han indtog og befæstede byen Rama i grænseområdet mellem de to riger og blokerede dermed de vigtigste handelsveje til og fra Judas rige.
18 Da tog kong Asa alt det guld og sølv, der var tilbage i Herrens hus og kongepaladset og befalede nogle af sine mænd at bringe det til den aramæiske konge, Ben-Hadad, som havde residens i Damaskus (han var søn af Tabrimmon, som var søn af Hezjon). De overbragte samtidig følgende besked fra kong Asa: 19 „Jeg sender dig hermed en gave af sølv og guld. Lad os slutte pagt med hinanden, som vores fædre gjorde. Jeg beder dig om at opsige din pagt med kong Basha af Israel. Så vil han forhåbentlig opgive blokaden af mit land.”
20 Ben-Hadad gik nu med til at sende sin hær mod en række af Israels byer, og han indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma’aka, området omkring Galilæasøen og samtlige byer i Naftalis land. 21 Da kong Basha fik det at vide, indstillede han arbejdet med at befæste Rama og trak sig tilbage til hovedstaden, Tirtza.
22 Derefter sendte kong Asa en bekendtgørelse ud i hele Juda med en opfordring til alle, der kunne krybe og gå, om at være med til at nedbryde Ramas fæstningsværker, så både stenene og tømmeret kunne genbruges andre steder. Det blev så brugt til at befæste de strategiske byer Geba i Benjamins land og Mitzpa.
23 Resten af Asas bedrifter, hans erobringer og de byer, han befæstede, kan man læse om i Judas kongers krønikebog. På sine gamle dage fik han en alvorlig sygdom i benene. 24 Efter sin død blev han begravet i Davidsbyen, hvor de andre konger lå begravet, og hans søn Joshafat efterfulgte ham som konge i Juda.
Nadab som konge over Israel
25 I mellemtiden var Jeroboams søn Nadab blevet konge i Israel. Det skete i kong Asa af Judas andet regeringsår, og han regerede to år.[p] 26 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i sin fars fodspor og fortsatte den afgudsdyrkelse, hans far havde indført. 27-31 Basha, som var søn af Ahija af Issakars stamme, lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham under belejringen af filisterbyen Gibbeton.
De øvrige enkeltheder om Nadab og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.
Basha som konge i Israel
Da Basha havde dræbt kong Nadab, tog han selv magten i Israel. Det skete i kong Asa af Judas tredje regeringsår.
Han dræbte straks alle kong Jeroboams efterkommere og udryddede dermed kongefamilien, sådan som Herren havde forudsagt gennem profeten Ahija fra Shilo, for Jeroboam havde jo fremkaldt Herrens, Israels Guds, vrede ved at synde og lede resten af Israels folk ud i synd.
32 Kong Asa af Juda og kong Basha af Israel lå i konstant krig med hinanden. 33 Basha blev som sagt konge i Asas tredje regeringsår, og han regerede i 24 år ud fra Tirtza. 34 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ved at fortsætte med den afgudsdyrkelse, som Jeroboam havde indført i Israel.
16 Profeten Jehu, Hananis søn, kom til Basha med et ord fra Herren:
2 „Jeg løftede dig op fra støvet og gjorde dig til konge over mit folk Israel. Men du følger i Jeroboams fodspor og lokker mit folk til synd, så de gør oprør mod mig. 3 Jeg vil snart udrydde dig og din slægt fuldstændigt, akkurat som det skete med Jeroboams slægt. 4-7 Dem fra din slægt, som bliver dræbt i byen, vil hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, vil fuglene æde!” Herren udtalte denne dom over Basha og hans slægt, fordi Basha havde gjort ham vred ved at følge i Jeroboams fodspor og gøre oprør mod Herren, og fordi han havde udryddet Jeroboams slægt. Bashas øvrige bedrifter står nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Da Basha døde, blev han begravet i Tirtza, og hans søn Ela overtog kongetronen.
Diverse onde konger i Israel
8 Ela, Bashas søn, kom til magten i kong Asa af Judas 26. regeringsår, men han kom kun til at regere i to år.[q] 9 Zimri, der stod i spidsen for halvdelen af vogntropperne, lavede en sammensværgelse imod ham. En dag, da kong Ela var på besøg hos sin hofmarskal, Artza, i residensbyen Tirtza, og var blevet godt beruset, 10 trængte Zimri ind i huset og myrdede ham. Mordet fandt sted i kong Asa af Judas 27. regeringsår. Derefter udråbte Zimri sig selv til Israels nye konge. 11 Han dræbte straks hele kongefamilien, det vil sige alle mandspersoner, som kunne true hans regime. Selv deres slægtninge og venner dræbte han, så der ikke var nogen til at tage blodhævn. 12 Bashas slægt var nu udryddet, som Herren havde sagt gennem profeten Jehu, 13 og det var fordi Basha og hans søn Ela havde forledt hele Israels folk til oprør mod Herren ved deres afgudsdyrkelse. 14 Resten af Elas livshistorie og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.
15-16 Zimri beholdt dog kun kongemagten i syv dage. De israelitiske soldater var på det tidspunkt i færd med at belejre filisterbyen Gibbeton. Da de hørte, at Zimri havde gjort oprør imod kongen og dræbt ham, valgte de straks Omri, hærens øverstkommanderende, til konge. 17 Omri opgav så belejringen af Gibbeton og med hele Israels hær belejrede han hovedstaden Tirtza, hvor Zimri befandt sig. 18 Da Zimri indså, at han intet kunne stille op, gik han ind i kongepaladset og satte ild til det. Sådan omkom han, 19 fordi han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og fortsatte i samme spor som Jeroboam, der havde indført afgudsdyrkelse i Israel. 20 Resten af Zimris bedrifter og detaljer om hans oprør mod kongen er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.